Det hastede som død og helvede. Minksagen viser, hvad der sker, når handlekraft bliver den vigtigste dyd

Er Mette Frederiksens regering blevet så handlekraftig, at den træffer forhastede beslutninger?

Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Torsdag morgen klokken 8.43 tog landets mest magtfulde embedsmand, Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen, plads i Retten på Frederiksberg. Hun skulle afhøres af Minkkommissionen, der lige nu forsøger at komme til bunds i et vigtigt demokratisk spørgsmål. Nemlig hvordan det kunne gå til, at regeringen for et år siden beordrede alle danske mink aflivet uden at have sikret sig, at den nødvendige lovgivning var på plads.

Med sig havde Barbara Bertelsen både kompendier, udprintede A4-ark, fire kladdehæfter og en danskvand med citrus. Da hun dukkede op på videoskærmene i de tilstødende retslokaler, løb et spørgsmål gennem de mange journalister, som ikke havde fået plads i selve salen: Hvordan var hun kommet ind? Tabloidaviserne havde efter sigende haft journalister udstationeret ved samtlige indgange i håbet om at stille hende et spørgsmål på vej ind, men ingen havde set hende ankomme. En mente ligefrem, at hun var blevet smuglet ind gennem en underjordisk tunnel (jeg har ikke fundet nogen tegn på, at sådanne tunneller faktisk findes).

Uanset hvad passer rygtet godt med det billede, der tit bliver tegnet af Barbara Bertelsen som en, der har det bedst langt væk fra offentlighedens søgelys. Nogle kalder hende sky, men fåmæltheden er sådan set mere reglen end undtagelsen for embedsmænd, der også i store træk er underlagt tavshedspligt. De mere kritiske stemmer beskriver hende ikke desto mindre som en slags grå eminence, der udøver sin indflydelse i skyggerne. En skikkelse, der er trådt ud af rollen som neutral forvalter af politikernes beslutninger – og selv er blevet en reel magtfaktor i det politiske landskab.

Barbara Bertelsens håndtering af coronakrisen, fra den hurtige nedlukning i marts 2020 til hendes rolle i minksagen, har delt de politiske vande. Den tidligere konservative minister Per Stig Møller har beskyldt hende for at lege viceminister og agere partipolitisk – noget, embedsværket i teorien skal holde sig fra. Men hun er også, af tidligere Venstre-minister Søren Pind, blevet kaldt en heltinde”, hvis handlekraft har reddet Danmark fra pandemiens værste skrækscenarier. Uanset hvilken beskrivelse man er mest enig i, så er Barbara Bertelsen – uden selv at ville det – blevet billedet på statsminister Mette Frederiksens måde at regere vores land på. Det handler om at tage magten fra det, hun har oplevet som et trægt og modvilligt embedsværk, for netop at sikre en handlekraftig ledelse af landet. Mette Frederiksen selv mener, at regeringens og Barbara Bertelsens hurtige ageren under coronakrisen har reddet tusindvis af danskeres liv. Men samtidig stiller minksagen spørgsmålet: Kan man blive så handlekraftig, at man ender med at træffe forhastede beslutninger?

Det var altså et erklæret mål for Mette Frederiksen at flytte mere af magten væk fra embedsværket og over til de folkevalgte politikere. Minkkommissionens foreløbige arbejde, og ikke mindst de sms’er, der er kommet frem, har tydeligt vist, hvordan Barbara Bertelsen er statsministerens allierede i den kamp. Torsdagens længe ventede afhøring af hende blev samtidig et unikt indblik i Barbara Bertelsens opfattelse af, hvad det vil sige at være embedsmand. På et tidspunkt afbrød et af kommissionens medlemmer udspørgeren, advokat Jakob Lund Poulsen, fordi han manglede svar på et helt banalt spørgsmål: Hvad laver en departementschef i Statsministeriet egentlig? Det har Barbara Bertelsens fætter også spurgt hende om, fortalte hun, men dengang kunne hun ikke rigtig svare, fordi hun kun havde prøvet det under en pandemi. Denne dag forsøgte hun dog: Departementschefen hjælper statsministeren med at lede landet”, sagde hun.

Som timerne skred frem, blev det tydeligt, at Barbara Bertelsen ikke bare ser det som sin ret, men også som sin pligt at blande sig i alt det, der er virkelig vigtigt. Så når sundhedsmyndighederne advarer om, at de danske minkbure kan blive en ny pandemis ground zero, er hun ikke typen, der tøver. Som hun sagde flere gange under den mere end syv timer lange afhøring: Det hastede som død og helvede.”

Tidspresset ændrer ikke på, at noget et sted i processen og et sted i systemet er gået galt. Da Mette Frederiksen på et pressemøde sagde, at alle mink skal aflives”, var det, også i Barbara Bertelsens øjne, en ordre. I min verden er skal’ jo skal’, og det var også det, det var på pressemødet,” sagde hun fra vidneskranken.

Så hvordan kunne det ske, at landets statsminister gav den besked, tilsyneladende uden at nogen havde fortalt hende, at lovhjemlen ikke var på plads? Efterhånden som kommissionens arbejde skrider frem, bliver det tydeligere og tydeligere, at svaret efter alt at dømme skal findes et sted i embedsværkets komplicerede logikker. Det handler i sidste ende om, hvordan vores land bliver regeret. Og hvem der egentlig har magten.

Barbara Bertelsen er den helt rigtige skikkelse at forstå de spørgsmål igennem. Samtidig er hun godt på vej til at blive dansk politiks mest mytiske skikkelse. Og en myte har altid en oprindelseshistorie.

I 2015 gjorde Mette Frederiksen den dengang 41-årige Barbara Bertelsen til departementschef i Justitsministeriet. Her fik den jurauddannede embedsmand noget af en ilddåb. 36 timer inden hun skulle begynde i jobbet, dræbte Omar Abdel Hamid el-Hussein to mennesker under et terrorangreb i København. Men hendes erfaring med krisehåndtering var kun lige begyndt.

Regeringsmagten skiftede, og et halvt år efter terrorangrebet, den 6. september 2015, sendte daværende justitsminister Søren Pind en sms. Han havde tændt for tv’et, der viste direkte optagelser fra München, hvor en hidtil uset strøm af flygtninge og indvandrere kom ind med det ene tog efter det andet. Hvad gør vi egentlig, hvis de kommer til Danmark?” stod der i den besked, han sendte til to personer. Den ene var hans særlige rådgiver, den anden hans departementschef Barbara Bertelsen.

En uge inden havde den tyske kansler Angela Merkel for første gang sagt en i dag berømt sætning om flygtningesituationen: Wir schaffen das” – eller på dansk: Det klarer vi.” Barbara Bertelsens svar på hendes ministers sms var nogenlunde det samme. Der ligger en beredskabsplan,” svarede hun. Med andre ord det skulle nok gå alt sammen,” som Søren Pind har sagt til Politiken, der også har beskrevet sms-udvekslingen mellem de to. Men da flygtningene snart efter begyndte at vandre op ad de danske motorveje, viste beredskabsplanen sig at være helt utilstrækkelig. Lad os være ærlige. Der var kaos, og det var et kæmpe chok.” Og det var her, mener Søren Pind, at Barbara Bertelsen blev til den forudsigende og, vil nogen mene, kontrollerende skikkelse, hun er kendt som i dag. Det gik op for hende, at systemer er indstillet på det vante. Jeg tror, det var der, at Barbara udviklede sin evne til at se problemerne, før de trænger ind.”

Fast forward fire år. Mette Frederiksen skiftede Justitsministeriet ud med Statsministeriet, og kort efter gjorde Barbara Bertelsen det samme. Den 13. januar 2020 tiltrådte hun som landets vigtigste embedsmand. I Minkkommissionen ville udspørgeren vide, hvornår hun første gang havde drøftet jobskiftet med statsministeren. Som jeg husker det omkring jul,” svarede Barbara Bertelsen. Altså præcis samtidig med, at et endnu ukendt virus begyndte at brede sig i den kinesiske millionby Wuhan.

Skal man tro Søren Pind, var det oplevelsen af at være blevet taget på sengen af flygtningestrømmen i 2015, der endnu sad i departementschefen. Uanset hvad ved vi i dag, at Barbara Bertelsen hurtigere end de fleste, og også hurtigere end mange eksperter, forstod, hvor alvorlig situationen kunne blive, hvis der ikke blev handlet i tide. Da en ekspertgruppe tidligere i år udgav den såkaldte Grønnegaard-rapport, der undersøgte regeringens håndtering af den første coronanedlukning, fremstod Barbara Bertelsen som både allestedsnærværende og forudseende. Hun læste videnskabelige artikler og delte dem med sine kolleger i de andre ministerier. Den 11. februar, en måned inden den første store nedlukning, kritiserede hun Sundhedsstyrelsen for ikke at tage truslen alvorligt nok. Som hun skrev i en mail, der nok vil blive husket mange år endnu: Hope is not a strategy.”

Barbara Bertelsen udviste handlekraft, da coronakrisen bankede på døren. For det er hun i store træk blevet hyldet for sit mod til at tilsidesætte de afventende og optimistiske faglige vurderinger fra eksperterne i Sundhedsstyrelsen. Et af de store spørgsmål, da hun skulle afhøres i Minkkommissionen torsdag, var derfor, om hun havde spillet en lignende rolle i beslutningen om at aflive alle mink. Var det igen hende, en uddannet jurist i et ministerium uden faglige kompetencer på området, der havde presset på for, at der skulle handles – hellere en dag for tidligt end en dag for sent? Svaret på det spørgsmål begynder et godt stykke tid inden den afgørende beslutning.

Den 30. september havde Barbara Bertelsen brugt en del af dagen til et møde om statsministerens genåbningstale. Hun tog direkte videre til et andet møde i regeringens Økonomiudvalg. På vej ind til mødet fik hun stukket en stak papirer i hånden og blev gjort opmærksom på et særligt bilag. Det var en risikovurdering fra Statens Serum Institut, der beskrev en teoretisk risiko for, at nye coronavarianter fra mink kunne udgøre en risiko for kommende vacciners effektivitet. Bilaget blev også hevet frem under selve mødet. Det er virkelig noget, man kan mærke i rummet,” sagde Barbara Bertelsen i kommissionen. Hun fortalte samtidig, at det var første gang, hun var med til at drøfte muligheden for at aflive samtlige mink.

Samme aften klokken 18.57 sendte Finansministeriets departementssekretær en mail til fire af sine kolleger. Tilsyneladende meget tæt på, at STM sendte militæret ind for at gasse alle mink i aften,” skrev han. STM bliver både brugt som forkortelse for Statsministeriet og for statsministeren. En anden ansat i Finansministeriet havde indtryk af, at det var Barbara Bertelsen, der går under forkortelsen BBB, der havde presset på. Jeg ville gerne have været fluen på væggen i den snak, og da BBB trak maskingeværet frem under bordet,” skrev hun.

Så vidt kom det dog endnu ikke. I stedet omlagde regeringen dagen efter, den 1. oktober, sin strategi og begyndte at aflive mink på farme, hvor der var enten konstateret smitte eller mistanke om det, eller som lå tæt på farme, hvor smitten var konstateret. Men Barbara Bertelsen var bekymret. Både over smittetallene, der var begyndt at stige igen, og over, om aflivningen af mink gik for langsomt. Blev der handlet hurtigt nok?

Den 22. oktober tog hun derfor med til et møde om corona, der ellers var under hendes niveau. Det var, husker hun, i et baggårdshus”. Mødelokalet var helt fyldt, vi står klemt op ad en væg bag nogle stole,” fortalte hun i kommissionen. Til stede på mødet var blandt andre Kåre Mølbak og Søren Brostrøm. Vi har i kanten af mødet nogle samtaler, hvor de to meget, meget indtrængende siger, at det her går galt, hvis vi ikke gør noget mere,” fortalte Barbara Bertelsen.

Imens havde netop Kåre Mølbak og hans kolleger gang i et vigtigt forsøg i et af Statens Serum Instituts laboratorier. De ville undersøge, om den såkaldte cluster 5-mutation, der var opstået i danske mink, kunne udgøre et problem for de kommende vacciner.

Den 2. november delte Kåre Mølbak sin konklusion på et møde med blandt andre formanden for Danske Minkavlere, Tage Pedersen. Mølbak talte om et nyt Wuhan,” har Tage Pedersen senere fortalt Berlingske, og det er jo der, man går i panik, for så ved man, at det er alvorligt.”

Alt det vidste Barbara Bertelsen endnu ikke den 2. november. Alligevel var hun bekymret for, at aflivningen af minkene gik for langsomt. Vi leger allerede med ilden med den svage eksekveringskraft,” skrev hun i en sms til departementschef Henrik Studsgaard. Er ægte bekymret for at det her er på vej til at gå galt,” skrev hun i en anden.

Den 3. november kom den afgørende risikovurdering fra Statens Serum Institut. Deres laboratorieforsøg havde vist, at cluster 5-mutationen var bedre til at undvige de antistoffer, man får efter at have været smittet med corona. Dette fund er bekymrende, da det potentielt kan have betydning for en kommende COVID-19-vaccines effekt over for smitte med dette og andre nye minkvarianter,” skrev instituttet. Med andre ord: Seruminstituttet mente, at minkvarianten kunne gøre de vacciner, der var næsten klar til brug, ubrugelige. En fortolkning, der siden er blevet afvist af en lang række andre eksperter.

Beslutningen om, hvad der skulle ske på baggrund af den nye risikovurdering, skulle træffes på et centralt møde i regeringens Koordinationsudvalg, der har statsministeren for bordenden, den 3. november. Barbara Bertelsen var i selvisolation, fordi hun havde været i nærkontakt med justitsminister Nick Hækkerup, der havde fået corona. Mødet blev derfor afholdt virtuelt.

Risikovurderingen satte tilsyneladende embedsværket i en tilstand, der måske bedst kan beskrives som let panik. Miljø- og Fødevareministeriet blev bedt om at komme med et bud på, hvad man kunne gøre på få timer. Barbara Bertelsen læste det igennem og kom med flere rettelser. Den endelige udgave landede først få minutter inden, mødet skulle begynde. Heri blev der foreslået to mulige scenarier. Det ene var en dvalemodel, hvor man dræbte de fleste mink, men lod avlsdyr leve, så branchen havde en mulighed for at starte op igen. Det andet var en fuld nedlukning af minkbranchen i Danmark.

I et bilag til mødets materiale, der beskriver de to scenarier, står der tydeligt, at det ikke er sikkert, at der er lovhjemmel til at gennemføre de to scenarier. Det ville altså med god sandsynlighed kræve, at politikerne først fik vedtaget en ny lov.

Regeringen valgte en tredje løsning, der lå et sted mellem de to. Nemlig at aflive samtlige mink inklusive avlsdyr og indføre et midlertidigt forbud mod minkavl i Danmark. Men hvordan gik det til, når bilagene tydeligt advarede om, at der var store uafklarede spørgsmål om lovgrundlaget?

Ifølge både Barbara Bertelsen og de øvrige deltagere på mødet, der hidtil er blevet afhørt, er svaret ret simpelt: Ingen af deltagerne nåede at læse alt materialet. De vidste simpelthen ikke, at lovhjemlen manglede. Det er også kommet frem, at flere af ministrene på andre møder havde fået dokumenter, hvori det stod, at der ikke var hjemmel. Men tidligere topembedsmænd har samtidig beskrevet, at det ikke er usædvanligt, at ministre ikke når at læse alle bilag. Det er der simpelthen ikke tid til.

Ifølge Barbara Bertelsen var det også netop tiden, der var problemet. Der skulle ske noget. Hun var bekymret, både for folkesundheden og for, hvad omverdenen ville tænke, hvis det kom frem, at den danske regering havde siddet på så kraftig en advarsel uden at handle. Præcis som Kina er blevet beskyldt for at gøre i begyndelsen af coronapandemien. Det var, sagde hun, en situation, vi slet, slet ikke kunne leve med, at man fra dansk side sad med det for længe”. Barbara Bertelsen var først og fremmest optaget af at handle.

Rollen som embedsmand er langtfra simpel. Vi taler tit om det danske embedsværk som noget helt særligt, fordi det, modsat for eksempel det amerikanske, ikke er politisk. Men virkeligheden er en lidt anden. Ja, embedsværket skal være partipolitisk neutralt. Men det betyder ikke, det ikke er politisk.

Embedsmandens rolle er snarere en slags linedanser. Man balancerer konstant mellem forskellige hensyn, der trækker i forskellige retninger. Som embedsmand har man nemlig et hav af kasketter. Man skal administrere landets love, men man er også med til at lave dem. Man kommer med forslag til politikerne, der er med til at forme de beslutninger, der i sidste ende bliver truffet.

En af embedsmandens fornemmeste roller er ministerbetjening. En opgave, der, som Fødevareministeriet selv har formuleret det, skal give ministeren optimal faglig og politisk-taktisk rådgivning med henblik på at understøtte ministeren i at fremme sin politik”. Samtidig er embedsmanden forpligtet på en række principper, mere præcis de syv centrale pligter. Som for eksempel sandhed, faglighed og lovlighed. Det er vidt forskellige hensyn, og de vil uundgåeligt komme i konflikt med hinanden. Og har altid gjort det.

Derfor er diskussionen om, hvorvidt embedsværket er blevet for politisk, heller ikke ny. Barbara Bertelsen sagde det selv under afhøringen: Hun oplevede den samme centralisering af magten, da hun var fuldmægtig under Anders Fogh Rasmussens regering i begyndelsen af 00’erne.

Når vi diskuterer Mette Frederiksens brug af embedsværket, bør vi derfor ikke diskutere, om hun har gjort det politisk, men i stedet, om det er blevet for politisk. Mette Frederiksen har, med kyndig hjælp fra Barbara Bertelsen, forsøgt at tage magten fra et måske mere konservativt embedsværk for at skabe mere politisk handlekraft. Det har hun selv sagt ret direkte i bogen Mette Frederiksen – Et politisk portræt: Embedsværket i Danmark er fagligt dygtigt. Men der er en magtkamp. Hvis ikke ministeren sætter sig for bordenden, gør departementschefen eller systemet det.”

Mette Frederiksen er tydeligvis en handlekraftig statsminister med en departementschef, der virker som en tæt allieret snarere end en modspiller. Men når det handler om beslutningen om mink, bliver spørgsmålet nu, om hendes regering har været for handlekraftig. Er embedsværkets øvrige dyder trådt for meget i baggrunden? Har man glemt at trække vejret og tænke sig om? Mange eksperter mener i dag, at det var en sundhedsmæssigt god idé at aflive de danske mink. Men der er ikke mange, der mener, det havde behøvet gå helt så hurtigt.

Som det vigtigste spørgsmål overhovedet står stadig: Når embedsmændene i Fødevareministeriet allerede vidste, at der manglede lovhjemmel, hvorfor var der så tilsyneladende ikke nogen, der gjorde regeringen opmærksom på det på det afgørende møde, hvor beslutningen blev truffet?

Mette Frederiksen ville gøre op med et embedsværk, der var besværlige og sagde hende imod. Det ser ud til at være lykkes. Da Fødevareministeriets daværende departementschef Henrik Studsgaard blev afhørt af kommissionen, blev han spurgt, om det ikke netop var hans ansvar at sige til politikerne, at den beslutning, de var ved at træffe, kunne være ulovlig. Hans svar lød: Det var ikke top of mind hos mig.”

Måske er minksagen bare et enkelttilfælde. En svipser som følge af stort arbejdspres, søvnmangel og den overvældende frygt for en ny pandemi med udspring i Nordjylland. Men det er ikke usandsynligt, at noget mere generelt er på spil. Måske viser sagen, at embedsværkets balance er tippet for langt over til den politiske side. Uanset hvad er der nemlig et princip, der står over alle andre. Det gælder for os alle, men det gælder særligt for embedsværket: Loven skal holdes. Og hvis ens minister er ved at bryde den, har man ikke bare ret til at sige fra. Man har pligt til det.

Da afhøringen af Barbara Bertelsen var forbi, begyndte journalisterne igen at fare rundt. Én spurgte vagten, hvor bagudgangene var. Men de fleste tog opstilling foran hovedindgangen, hvor tv-stationernes kamerafolk allerede havde sat projektører op. Og det viste sig at være en god beslutning.

Kort efter trådte aftenens hovedperson nemlig ud ad hovedindgangen. Hun svarede ikke på nogen af de mange spørgsmål. men hun havde et enkelt budskab. Hun var glad for endelig at have fået mulighed for at træde et lille skridt ud af skyggerne. Jeg er jo som sagt rigtig glad for at have afgivet forklaring. Og nu skal kommissionen arbejde videre,” sagde hun. Og tilføjede så: Jeg har ikke yderligere.”