Krisen har skabt en drømmeskole, siger denne folkeskolelærer. Hvis vi mister den nu, ender det galt

CORONA-SKOLENNødundervisningen er blevet del af et pilotprojekt for en helt ny type folkeskole. Og den er på nogle måder lidt af en drømmeskole, siger skolelærer Anne Hammer i dette interview. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Hvis folkeskolelærer Anne Hammer skulle tegne en ny skole ud fra de erfaringer, hun har gjort sig under coronakrisen, ville skolen se en hel del anderledes ud. Hun ville være mere modig med sin undervisning, frikvarterets konflikter skulle fylde mindre i timerne, og de stille elever skulle ikke bruge timerne på at bekymre sig om, hvorvidt der var nogen at lege med, når klokken ringede ud. Her er, hvad hun mener skolen kan lære af corona-krisen.

De seneste to måneder har været nogle af de mest intense og kaotiske i folkeskolens i forvejen rimelig omtumlede historie. Coronakrisen har ryddet både skemaet og alle normale arbejdsgange, og helt uden at planlægge det eller gennemgå lange forhandlinger om budgetter og rammer er skolerne med nødundervisningen blevet del af et pilotprojekt for en helt ny type folkeskole: en, hvor der er flere voksne per barn, fælles mål er lagt til side, og fysisk fremmøde ikke er en nødvendighed.

Pilotprojektet er del af en større historie om, hvordan hele vores samfund med coronakrisen har fået et lynkursus i forandring. Selv samfundets bærende og tunge søjler som sundhedsvæsenet, politik og folkeskolen har vist sig at kunne omstilles og vendes på hovedet. Rundtomkring på hospitalsgange, i klasseværelser, i kommunale kontorer og helt ind i det nationale nødberedskab er de indgroede vaner blevet rystet fri, og nye løsninger er opstået. Nogle erfaringer har været dyrekøbte, andre er kommet som pludselige øjenåbnere, og nu hvor samfundet så småt åbner op igen, er tiden kommet til at samle de erfaringer. For måske kan de hjælpe os med at gøre det andet Danmark’ – som Mette Frederiksen fra begyndelsen har bebudet venter os – til et lidt bedre Danmark, end det var.

Det er i hvert fald drømmen for folkeskolelærer Anne Hammer. Som lærer har hun været førstehåndsvidne til, hvad de seneste ugers forandrede skole har betydet. For undervisningens vilkår og kvalitet og for trivslen blandt eleverne. Til daglig er hun lærer på Elsted Skole i Lystrup lidt uden for Aarhus. Der underviser hun i dansk, faget håndværk og design og lidt af hvert”, som hun siger. Hun er klasselærer for en 6. klasse, men underviser også 5. og 7. klasse, og med den gradvise åbning – der gælder for de mindste klasser – har hun de seneste uger været tilbage på skolen noget af tiden, mens andre timer stadig afholdes foran kameraet. Og de lidt over 14 dage, der nu er gået, siden de yngste kom tilbage på skolen, har ifølge Anne Hammer været en helt ny verden. Der er mindre klasser, der er mere udeundervisning, der er flere lærere, der er færre konflikter,” siger Anne Hammer. Skolen er blevet vendt på hovedet.”

Anne Hammer er ikke bange for at sige det højt: at det, hun har oplevet, har været hendes drømmeskole. Med færre konflikter, skoleklasser med 10-12 elever, flere voksne og mod hos lærerne til at ramme ved siden af, fordi politisk bestemte mål og tests for en stund er lagt til side. Og elever, der er vokset fagligt og socialt under de uvante forhold. Her er, hvordan Anne Hammer mener, skolen skal ændre sig på baggrund af corona-erfaringerne, hvis den drøm skal blive en langvarig realitet.

MODAnne Hammer har turdet mere, været mere kreativ og arbejdet uden for den faste skabelon under krisen. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Vi begynder med konflikterne. Man skulle tro, at en tumultarisk tid ville føre flere af dem med sig. Det er bare ikke tilfældet, fortæller Anne Hammer. De regler, der er indført for at mindske smitterisikoen, har nemlig vist sig at bringe en helt anden ro ind i hverdagen.

Nu sidder der 10-12 elever i hvert lokale, hvor der normalt sidder 25 elever. Det betyder, at der ikke er fnidder over, hvem der fylder på bordene. Man skal ikke som lærer tegne en streg på bordet og sige: Du sidder der, og du må ikke fylde på den anden side’,” siger hun. Konflikterne er der naturligvis stadig af og til, men lærernes overskud til at håndtere dem har også ændret karakter med de nye forhold. I pausen har de tit været oppe at skændes over en bold, eller hun sagde, mine sko ikke var flotte’, eller vi blev uvenner med nogle fra 7., der sagde, vi ikke måtte være med’,” forklarer Anne Hammer. Når man har 24 elever i en klasse, og du skal i gang med undervisningen, så bliver det hurtigt sådan, at man siger: Kan I ikke lige sige undskyld til hinanden’, Det må I huske til næste frikvarter’ eller Det må I selv lige løse’. Når der kun er 10-12 elever, er der bedre tid til konflikterne, og der opstår færre af dem.”

Når eleverne går til pause, er der indsat ekstra gårdvagter for at sikre, at de ikke leger for tæt eller med andre end dem i deres godkendte gruppe’. Men, siger Anne Hammer, når der er flere voksne i skolegården, er flere konflikter blevet løst i pausen og standset, inden de har hobet sig op til utrøstelige tårer og en vrede, der bliver hængende i undervisningen. Det skaber et overskud hos lærerne i undervisningen. Der er simpelthen mere tid til det faglige og mindre behov for konfliktløsning. Men flere voksenressourcer er ikke den eneste årsag til, at der er færre konflikter for tiden:

Vi undgår også konflikter i undervisningen, fordi børnene har mere overskud,” siger Anne Hammer. De er i skole i kortere tid, så vi oplever ikke i samme grad, at nogle bare er udmattede og ikke kan rumme mere læring og flere udfordringer. Vi tager ikke noget fra børnene ved at give dem kortere skoledage og flere lærere.”

Der er næppe mange, der vil være uenige i, at børn drager fordel af bedre normeringer. Det, der skiller vandene i politik, er balancen mellem, hvad det koster at ansætte flere voksne, og hvor meget børnene drager nytte af det. Det er et politisk spørgsmål, og selv om den nye regering aftalte med sine støttepartier, at der ville komme bedre normeringer i daginstitutionerne, er der formentlig ingen udsigt til, at folkeskolerne permanent får corona-normeringer. Så kan Anne Hammer se nogle mulige forandringer, der ikke koster flere skattekroner?

Jeg har oplevet en større tillid til lærerne. Og det koster i hvert fald ikke penge,” siger hun. Den tillid kommer fra både forældre og ledelse. Anne Hammer fortæller om, at hun har følt, hun har arbejdet uden nogen oppefra’, der har fortalt hende, hvordan hun skulle løfte sin opgave. Det har jeg selv skullet finde ud af, og det har været enormt rart.” Samtidig har hun oplevet en større interesse og nysgerrighed for hendes arbejde. Derhjemme er hendes naboer begyndt at spørge interesseret ind til, hvad hun laver, og hun mærker, at forældre, ledelse og selv politikerne udviser mere anerkendelse, end de har gjort tidligere.

Undervisningsministeren sagde i sidste uge, at hun bøjede sig i støvet’ for lærernes arbejde. Det er fantastisk at høre. Siden lockouten og skolereformen i 2013 hører lærerne tit, at vi er nogle brokkerøve, at vi tuder, og at vi er dovne og holder ferie og laver ingenting. Derfor betyder det helt vildt meget at få den der anerkendelse.”

Tilliden og anerkendelsen har rørt Anne Hammer, fordi det har været en hel del sværere at gå på arbejde under coronakrisen. Men det har også gjort hende lidt mere modig i sin undervisning. For hun har følt, at der har været en fælles forståelse af, at den ekstraordinære situation har tilladt – og krævet – at hun arbejdede uden for standardskabelonen. Derfor har hun været mindre bekymret for at begå fejl og har givet både sig selv og eleverne friere rammer.

Fordi det er blevet kaldt nødundervisning, har vi ikke haft de der fælles mål hængende over hovedet,” siger hun. Min undervisning er blevet mere kreativ, og det er der kommet rigtig meget godt ud af. Der er selvfølgelig også nogle ting, der ikke har fungeret så godt, men vi har eksperimenteret, og jeg har fået modet til at prøve flere ting af.”

Det, hun taler om, er ting som eksperimenter med anderledes typer gruppearbejde, små og kreative projekter og mere udeundervisning. Hun vil væk fra en undervisning, hvor hun siger til eleverne, at de skal læse Tove Ditlevsen, fordi afgangsprøverne kan handle om den berømte digter, og i stedet fortælle eleverne, at de skal læse digtene, fordi hun er en fantastisk forfatter”. Selv om det er vigtigt at ruste sine elever til at tage en uddannelse, håber hun, at der kan blive plads til at tænke større tanker” og have mindre fokus på at måle, veje og teste eleverne. Det tror hun kan blive udviklende for folkeskolen, hvis man tager det med over på den anden side af krisen.

RONår Anne Hammer spørger sine elever, om der er noget godt ved nødundervisning og coronakrise, svarer de, at det er roen derhjemme. Den savner de i klassen. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

De anderledes forhold har også bragt nogle ret overraskende indsigter med sig. Stik imod hvad man måske kunne forvente, siger Anne Hammers erfaringer hende nu, at man ikke på forhånd kan konkludere, at de socialt udsatte eller fagligt svagere børn nødvendigvis vil klare sig dårligere under en sådan krisetid. Faktisk har det modsatte også vist sig at være tilfældet.

Jeg kan ikke tegne et entydigt billede af, at socialt udsatte elever mistrives i det her,” siger Anne Hammer. Nogle af hendes elever ligger lidt under gennemsnittet socioøkonomisk”, siger hun. Derfor var der elever, som hun på forhånd var særlig opmærksom på. Men det har vist sig, at den slags slet ikke er til at forudse.

Forældre, der har masser af overskud, lader måske børnene køre lidt mere deres eget løb. De har tillid til, at børnene selv klarer det,” siger Anne Hammer. For andre kan det normalt være lidt en udfordring at være i skolen. Den byrde og de tanker, de kan gøre sig om at være i en klasse og være social gør, at de kan sidde i en time og bekymre sig om, hvem de skal lege med i pausen. De finder en større ro i at kunne sidde derhjemme og være tryg i egne rammer.” Hun ved ikke endnu, hvordan man bedst tager den erfaring med sig videre, men mange elever fortæller hende, at roen er det bedste ved at være derhjemme. Og hun har selv fået mere øje på, hvilke elever der kan vokse fagligt, hvis de føler sig trygge.

Endnu en værdifuld effekt af de seneste uger er, at hun som lærer har lært sine elever at kende på en ny måde. Når hun selv sidder i striktrøje med en kop kaffe eller tager eleverne med på virtuel rundvisning i sin private have, åbner hun op for et mere privat rum. Eleverne responderer på ærligheden ved at vise deres hund, værelse eller nye trampolin frem, og der bliver skabt et rum for mere hygge”, som Anne Hammer siger. Det er ikke fagligt. Vi skal bare være sammen. Det er mindre hektisk. Det tager jeg med mig.”

UNDER PRESAnne Hammer er “oprigtigt bekymret” for folkeskolen, hvis vi ikke tager noget med os fra nødundervisningen og coronakrisen. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Så når alt det her er overstået, hvad er det så for nogle erfaringer, som Anne Hammer håber kan blive formende for den nye – og måske endda forbedrede – folkeskole, der venter på den anden side? Jeg er oprigtigt bekymret for vores folkeskole, hvis vi går tilbage til en folkeskole under pres, som bliver udsultet mere og mere, og hvor vi hele tiden skal levere mere for færre penge,” siger Anne Hammer. Jeg frygter virkelig, at det ender galt. Vi får endnu flere elever, der har det svært, og som mistrives. Vi får udkørte lærere, der bliver sygemeldt og ikke kan løfte opgaven. Vi forsøger at presse alt muligt ned over hovedet på børnene, og det vil bide os i røven.”

Hvis Anne Hammer skulle tegne sin drømmeskole på baggrund af erfaringerne fra coronakrisen, ville der stadig være tid til at undervise i ordklasser med en stafet i skoven og øve matematikstykker med boldlege. I klassen skulle der være to voksne til de 24 elever, og der skulle flere gårdvagter til at hjælpe børnene gennem konflikterne, så der i timerne var mere ro og plads til undervisning. Corona-skolen, som hun kalder den, har åbnet hendes øjne for en ny måde at være lærer på.

Og jeg håber,” siger hun at det også vil åbne politikernes øjne for, at anerkendelse og tillid til lærerne kan skabe en bedre folkeskole.”

Bidrag

Flere udvalgte artikler