Hvad to årtiers prisændringer fortæller om et forandret Danmark

DIVERGENSBussen er ikke blevet billigere, men det er grisen. Og det siger mere, end man skulle tro. Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Nogle gange skal man sætte det lange lys på for at forstå, hvordan samfundet udvikler sig – så man bedre kan spørge, om det egentlig var dét, vi ønskede. Udviklingen i priserne på alt fra boliger til mad og elektronik sladrer om et Danmark, hvor det blandt andet er blevet dyrere at gå i teatret og tage toget, mens det er blevet billigere at køre bil og se fjernsyn. Og går man et spadestik dybere, rummer priserne en fortælling om nogle af vor tids allerstørste politiske og økonomiske udfordringer.

Som bekendt er der ikke så lang tid til, der skal være folketingsvalg, og meget peger i retning af store omvæltninger på tinge. Nye konstellationer, som måske kan ruske lidt op i det hele.

Så måske er nu et ret optimalt tidspunkt til at vende blikket væk fra den daglige debat om de seneste udspil for i stedet at se på de langsigtede tendenser, som de kommende folketingsmedlemmer skal beslutte, hvordan de vil forholde sig til.

Når man kigger langt tilbage, er det nemlig lettere at se, hvordan samfundet egentlig har udviklet sig. Og det giver et bedre grundlag for at spørge, om vi mon egentlig vil videre i samme retning eller hellere justere kursen lidt.

Man kan for eksempel studere udviklingen i prisen på forskellige ting, tjenester og fornødenheder. Priserne på fjernsyn, biler og koncertbilletter siger nemlig mere om samfundsudviklingen, end man måske lige skulle tro.

Faktisk afspejler de nogle af tidens allerstørste politiske og økonomiske udfordringer – fra affolkning af landområder og pres på de offentlige budgetter til løbsk ressourceforbrug, og hvorfor det nogle gange kan være lidt svært at spise sundt.

Tallene kan man trække hos Danmarks Statistik helt tilbage til årtusindskiftet, og de sladrer om et Danmark, som på mange punkter er blevet meget anderledes, end det var for såmænd ikke så længe siden.

På det allermest overordnede plan kan man se, at vi i gennemsnit er blevet rigere. Man kan simpelthen købe mere for en gennemsnitlig løn.

Og det er nok en væsentlig del af forklaringen på, hvorfor vi i Danmark trods alt ikke oplever helt så voldsomme politiske opbrud og kampe i de her år, som man ellers ser mange andre steder.

For eksempel er reallønnen i Tyskland og Storbritannien ikke steget nær så meget siden årtusindskiftet som her, og i Italien har den nærmest ikke rykket sig. I USA tjener en almindelig ansat stadig mindre end i 1970’erne, og hvad der har været af lønstigninger de senere år, er hovedsageligt gået til dem, der tjener mest.

Men det er kun det helt overordnede billede. Man bliver selvfølgelig klogere på samfundsudviklingen, hvis man ser nærmere på, hvor forskelligt prisen på forskellige ting og sager faktisk har udviklet sig.

Ved første øjekast opdager man især det, som relativt set er blevet markant dyrere eller billigere.

For eksempel har der været store prisstigninger på ejerboliger og billetter til kulturoplevelser, men også på bus- og togbilletter. Imens er andre ting blevet meget billigere – fjernsyn og computere, for eksempel. De koster en tredjedel eller mindre. Men biler er også markant billigere nu end ved årtusindskiftet, relativt set. En bil koster i dag stort set det samme i kroner og øre som i 2001, mens lønningerne i mellemtiden er steget med 56 procent.

Zoomer man endnu længere ind, fortæller tallene en række fascinerende historier om, hvordan Danmark har rykket sig som følge af såvel politiske valg som store demografiske og økonomiske verdenstendenser.

Man kunne vælge tusind ting ud (eller i hvert fald mange), men jeg har valgt at fokusere på syv, som jeg synes er særligt interessante på grund af de historier om grundlæggende forandringer af hele samfundet og økonomien, som prisernes bevægelser fortæller.

1. Offentlig transport er blevet dyrere, mens biler er blevet billigere

Alene de seneste ti år er der kommet en halv million flere biler på vejene, og det er næppe tilfældigt. Biler er simpelthen blevet billigere både at købe og køre i.

Mens vores lønninger er steget med 56 procent i gennemsnit siden 2001, er benzin og diesel kun steget med 40 procent og biler kun med to.

Modsat er det gået med bilernes hovedkonkurrenter, busserne og togene. Prisen på tog- og metrobilletter er steget med 54 procent og busbilletter med hele 79 procent.

Samlet set er offentlig transport altså blevet dyrere i forhold til privatbilisme.

Professor Otto Anker Nielsen, som er leder af transportforskningen på DTU og desuden bestyrelsesmedlem i foreningen med det pragtfulde navn TØF, der står for Transportøkonomisk Forening, peger på en række årsager, hvoraf flere er politisk bestemte.

Skatteomlægninger har nemlig gjort biler billigere, og samtidig har politikerne ikke givet tilskud til offentlig transport i et omfang, der har kunnet holde billetpriserne nede på niveau med den generelle prisudvikling i samfundet.

Priserne på offentlig transport drives nemlig hele tiden i vejret af det faktum, at tog- og buschauffører skal have en løn, der stiger i takt med lønudviklingen i øvrigt, hvilket man som bekendt ikke skal, når man kører i sin egen bil.

Samtidig har togdriften det særlige problem, at der ikke er lige så meget konkurrence her som inden for produktion af biler eller for den sags skyld transport med fly.

Mens bil- og flyindustrien løbende effektiviserer produktion og priser, synes der ikke at ske samme fremskridt inden for banesektoren,” som Otto Anker Nielsen formulerer det. Hvem sagde IC4 og signalskandale?

Hvad angår priserne på benzin og diesel, så er de blandt andet blevet holdt nede af den amerikanske skifergasrevolution, der også har medført en masse mere olie på verdensmarkedet. Det smitter selvsagt af på priserne nede på tanken.

2. Vi bruger mange flere penge på at bo, og det handler blandt andet om tabte industrijobs

Intet er steget så meget i pris som boliger, og det er ikke bare en historie om bobler og løbsk låntagning.

Stigningen i boligpriserne dækker nemlig over nogle af de helt store udfordringer, som både Danmark og resten af den vestlige verdens økonomier har bakset med siden årtusindskiftet. Blandt andet affolkningen af landområderne.

Det er det første, direktør for Boligøkonomisk Videncenter Curt Liliegreen siger, da jeg ringer til ham: Boligpriserne er ikke steget helt vildt i hele Danmark, men det er de i byerne og især i de største af dem, fordi det er dér, folk gerne vil bo.

På den måde afspejler Danmark en af de helt store megatendenser på verdensplan. Ved årtusindskiftet levede 46 procent af verdens befolkning i byer. I dag er det 55 procent. Når vi når til 2050, forventes det at være 68 procent. Det er en ubønhørlig kraft, politikerne kæmper mod, når de forsøger at holde liv i udkanterne. Og den presser boligpriserne op, op, op.

Urbaniseringen øger nemlig efterspørgslen på boliger i byerne meget hurtigere, end man kan nå at bygge nyt (eller få lov til det), hvis der da overhovedet er flere grunde tilbage der, hvor folk gerne vil bo. I København, hvor boligpriserne er steget mest, er det planen at bygge en ny ø, simpelthen, for at få plads til alle dem, der gerne vil bo i byen.

Men hvorfor rykker folk mod byerne? Jo, fordi det er der, der er arbejde at få.

Skabelsen af arbejdspladser finder sted i oplandet til de store byer,” siger Curt Liliegreen.

Omvendt har der været et jobtab inden for industri og i mindre udstrækning landbrug, skovbrug og fiskeri, og mange af de jobs har ligget uden for de store byer og udgjort en relativt stor andel af de jobs, der var der.”

Ovenikøbet, siger Curt Liliegreen, er de nye jobs i byerne i gennemsnit mere velbetalte, og det presser boligpriserne i byerne yderligere op.

Dermed rummer boligprisernes udvikling også en historie om skævheder ikke bare mellem land og by, men også mellem dem, som er kvalificerede til de højt betalte vidensjobs i byerne, og dem, som ser deres manuelle jobs forsvinde uden at blive erstattet af noget tilsvarende nyt.

Det er skævheder, som hele den vestlige verden bakser med, og mange lande i langt højere grad end Danmark; i Frankrig var skævhederne en væsentlig benzin på De Gule Vestes protestbål hen over vinteren.

Der er dog også andre forklaringer på de historisk høje boligpriser i Danmark. Ikke mindst renten, som i historisk perspektiv allerede var lav ved årtusindskiftet og siden er dykket endnu længere ned. Den lave rente gør det billigere at låne penge, så folk har mere at købe huse og lejligheder for, hvilket sjovt nok får priserne til at stige.

Årsagerne til de lave renter skal igen findes ude i den store verden, hvor en allerede ret lav rente røg helt i bund efter finanskrisen, da alle sejl blev sat til for at puste liv i økonomien igen og forhindre os alle sammen i at gå helt rabundus.

I Danmark bærer vi dog også selv en del af ansvaret, og det skyldes fastkurspolitikken. Den er politisk bestemt og siger, at en euro altid skal koste det samme antal kroner, hvilket kræver, at Danmark skal følge eurolandenes pengepolitik. Og den går i høj grad ud på at holde inflationen nede, hvilket igen holder renten nede. På langt sigt afspejler renten nemlig prisen på at låne penge, og den er lav, hvis penge ikke falder ret meget i værdi over tid.

Og ja, så er der selvfølgelig også alt det der med de afdragsfrie lån og al den anden finansielle fikumdik, som der blev åbnet op for i 2003-2004 i Danmarks egen miniversion af den globale deregulering af finanssektoren, som fra 2008 og frem kulminerede i den største verdensøkonomiske krise siden 1930’erne.

Lånene med afdragsfrihed gjorde det sådan set ikke billigere at låne penge, forklarer Curt Liliegreen, men de gav alligevel især førstegangskøbere flere penge mellem hænderne til at købe huse og lejligheder for, fordi de kunne udskyde afdragene til et senere tidspunkt i livet og nøjes med at betale renterne. Og det har bidraget til prisstigningerne.

En lille krølle på historien om de høje boligpriser er så, at huslejen i lejeboliger slet ikke er steget lige så meget som priserne på ejerboliger, men det dækker igen over store forskelle mellem små og store byer, siger Curt Liliegreen. Og så trækkes gennemsnittet også ned af de lejligheder, som er reguleret efter regler om, at huslejen ikke må overstige ejerens udgifter til at drive boligen.

3. Det er blevet dyrere at vælge sund og klimavenlig mad

Madpyramiden kender du sikkert, og den har ikke ændret sig afgørende siden årtusindskiftet. Man skal stadig spise mindst fra toppen og mere, jo længere man kommer ned.

Hvad der derimod har ændret sig, er den økonomiske tilskyndelse til at spise efter Madpyramiden. Den er nemlig blevet mindre.

Kød, som ligger i toppen af pyramiden, er blevet langt billigere at købe, mens det samme ikke gælder for brød og grøntsager, som ligger i bunden.

Dermed er det relativt set også blevet dyrere at spise sig mæt på klimavenlig vis. Hvis man vil dét, skal man som bekendt skære ned på kødet og skrue op for grøntsagerne.

Så hvorfor er kød blevet så billigt?

Seniorrådgiver Henning Otte Hansen fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet har nogle bud. Han peger især på øget international konkurrence på kødmarkedet og så det, at landmændene er blevet bedre til at opfostre dyrene billigere. Begge dele presser priserne ned.

Endelig kan det måske spille ind, at kødproduktion simpelthen er nemmere at effektivisere, fordi der er flere led i produktionen at skrue på, end hvis man dyrker salat.

4. Bankerne har virkelig skruet op for gebyrerne – med god grund, siger de selv

En af de mest eksorbitante prisstigninger i hele forbrugerprisindekset finder man i kategorien finansielle tjenester”. Her er priserne steget med 78 procent, mens priserne i samfundet generelt kun er steget med 33 procent. Og stigningen dækker i høj grad over højere bankgebyrer fra 2012 og frem.

Cheføkonom Niels Arne Dam fra bankernes interesseorganisation Finans Danmark formulerer sig mindre firkantet, end jeg ville have gjort, men hans forklaring er kort sagt, at når renten er så lav, er det svært at tjene penge på at låne penge ud, og så må man kradse dem ind nogle andre steder – for eksempel på gebyrer. Det kræver aktionærerne nemlig:

Hvis investorerne ikke får indfriet de forventninger, de har til indtjening, tager de deres penge og placerer dem nogle andre steder,” siger han.

Der er så bare det, at hvis man sammenligner prisudviklingen i Danmark med de øvrige europæiske lande hos Eurostat, ser den danske finanssektor i særklasse dyr ud. De andre landes banker har haft samme udfordringer med lave renter, men mildt sagt en anderledes prisudvikling på finansielle tjenester.

I Sverige er prisen på finansielle tjenester i dag 30 procent højere end i 2001, mens prisen i Tyskland decideret er lavere. Hollænderne kan bedre være med med en stigning på 54 procent, selv om der stadig er et stykke op til den danske stigning på 78 procent. Eurolandene i gennemsnit har haft en stigning på lidt over 30 procent.

Forskellene er dog, mener Niels Arne Dam, mest et udtryk for, at prisindekset har for få gebyrer med til at fange det overordnede billede; udsving på nogle enkelte gebyrer kan få indekset til at forskubbe sig uforholdsmæssigt meget, mener han, og dermed få forskellene mellem landene til at se større ud, end de reelt er. Og det kan der faktisk godt være noget om, lyder det fra Danmarks Statistik.

Alt sammen ændrer dog ikke ved, at gebyrerne her til lands er steget temmelig voldsomt.

5. Elektroniske dimser er blevet virkelig meget billigere

Her ser vi måske globaliseringens ultimative aftryk på priserne i danske butikker. Få ting er made in China” i samme grad som forbrugerelektronik, det vil sige fladskærme, computere og al den slags. Og det er blevet billigt.

Mens priserne generelt er steget med 33 procent, er prisen på fjernsyn, radioer og lydanlæg faldet med 65 procent og prisen på it-udstyr styrtdykket med hele 88 procent.

Det er i høj grad kinesernes fortjeneste; de sidder på noget nær halvdelen af produktionen af forbrugerelektronik på verdensplan, og det gør de blandt andet, fordi det faktisk kræver ret meget manuel arbejdskraft at samle et fjernsyn eller en computer. Den billige arbejdskraft i Kina lokkede mange producenter til i begyndelsen af årtusindet, og i dag er Kinas elektronikindustri verdensdominerende.

At kineserne så på det seneste er begyndt at mærke konkurrencen fra andre lande med endnu lavere lønninger, fordi deres egne er steget, understreger sådan set bare pointen:

Forbrugerelektronik er blevet så billigt på grund af globaliseringen, der har gjort det muligt at producere arbejdskrævende ting der, hvor arbejdskraften er billigst.

6. Prisudviklingen understøtter en brug og smid væk-kultur

Ja, det her er måske en ret lille ting i det store talbillede, men den er ikke desto mindre tankevækkende: Man kan se, at det er blevet relativt billigere at skifte sine ting ud end at reparere dem.

Mens prisen på et fjernsyn, en radio eller et stereoanlæg er faldet med 65 procent, er prisen på at reparere dem, hvis de går i stykker, steget med 17 procent.

Billedet er det samme for biler. De er blot steget 2 procent i pris, men prisen på at reparere dem er steget med hele 69 procent.

Begge dele hænger sammen med det syvende og sidste og måske også vigtigste punkt på min lille liste her.

7. Ting er blevet billigere, mens tjenester er blevet dyrere

Her er vi inde og røre ved de helt store tandhjul i økonomien.

På det allermest grundlæggende niveau afspejler dét her nemlig, at det simpelthen er sværere at effektivisere serviceydelser end varer, uanset om vi taler teaterkoncerter, taxiture eller reparationer af biler og fjernsyn. Og det er noget, som har konsekvenser for os alle sammen, både hvad angår vores arbejdsliv, og hvordan vores skattepenge bliver brugt.

Økonomer kender fænomenet som Baumols sygdom, opkaldt efter den amerikanske økonom William Baumol. Han bemærkede meget elegant allerede i 1965, at en strygekvartet på det tidspunkt skulle bruge præcis samme tidsrum og samme antal mennesker til at spille et stykke Mozart som 100 år forinden, selv om musikernes lønninger i mellemtiden var steget i takt med det øvrige prisniveau i samfundet. Man fik altså mindre Mozart for pengene, så at sige.

Den tendens er fortsat, og det kan man blandt andet se i prisen på kulturoplevelser i Danmark, som er noget af det, der er steget allermest indtil videre i det her årtusind.

Det, William Baumol satte fingeren på, var, at en tjenesteydelse, hvor et menneske spiller en central rolle, ikke kan effektiviseres på samme måde som produktionen af en vare på et samlebånd. Strygerne kan ikke bare spille hurtigere, frisøren kan ikke bare klippe hurtigere, buschaufføren kan ikke bare køre hurtigere, og pædagogen kan ikke bare lege hurtigere med børnene, uden at det går ud over kvaliteten.

I den mest ekstreme tolkning af Baumols sygdom fører fænomenet i sidste ende til såvel en konstant faldende vækst i hele økonomien som et kollaps af den offentlige sektor.

Det lyder dramatisk, og så galt behøver det da heldigvis heller ikke at gå, siger økonomiprofessor Torben M. Andersen, tidligere økonomisk overvismand og forfatter til en nylig forskningsartikel om emnet.

Argumentet bag de dystre forudsigelser baserer sig på den grundlæggende observation, at økonomisk vækst på langt sigt drives af effektiviseringer. Og effektiviseringer er, som Baumol observerede, lettere at opnå, når man fremstiller ting, end når man leverer tjenester.

På grund af effektiviseringerne kræver fremstilling af ting med tiden færre og færre mennesker, og de finder så over i servicejobs, hvor effektiviseringstempoet er lavere. Men, lyder argumentet, med flere og flere mennesker ovre i tjeneste-afdelingen, hvor effektiviseringstempoet er lavere, bliver det samlet set sværere at opnå de effektiviseringer, som driver væksten på samfundsplan – altså: Vi får lavere og lavere vækst på grund af Baumols sygdom.

Meeen her skal man lige klappe hesten, siger Torben M. Andersen. For det kan godt være, vi aldrig mere når op på samme vækstrater som dengang, hvor vi i langt højere grad lavede ting end tjenester (det vil sige tilbage før 1970’erne). Men man kan altså godt skabe vækst i en økonomi domineret af servicejobs.

For det første kan man jo konvertere tjenester til varer; hvis man nu optager strygekvartetten, behøver den kun spille Mozart-stykket én gang, for at det kan afspilles milliarder af gange over nettet. Noget af en effektivisering i forhold til dengang, man måtte hyre levende musikere, hver gang man ville høre Mozart.

Men serviceydelser kan også i sig selv give vækst.

I takt med at vi bliver rigere, sker der en forskydning af efterspørgslen over mod serviceydelser. Vi er i runde termer dobbelt så rige som vores bedsteforældre, men vi køber jo ikke dobbelt så meget rugbrød. Til gengæld kan det være, vi går på nogle finere restauranter,” siger Torben M. Andersen.

Det kan altså godt være, der ikke bliver serveret flere måltider, men måltiderne bliver bedre og i højere grad lavet af nogle andre end os selv – og det er også lig med vækst.

Vi har på dansk det her gamle mundheld om, at vi ikke kan leve af at klippe hinanden, og der er selvfølgelig en grad af sandhed i det, men det er egentlig mere misvisende end korrekt, fordi det, de fleste af os jo laver, er forskellige serviceydelser, som vi udveksler med hinanden og har glæde af.”

Hvad angår den offentlige sektor, lyder den ekstreme fortolkning af William Baumols lærdom, at sektoren vil blive dyrere, dyrere og dyrere, fordi den er domineret af præcis den slags serviceydelser, som skal leveres af mennesker – børnepasning, for eksempel. Det vil, lyder argumentet, gøre det nødvendigt at hæve skatterne mere og mere, indtil de til sidst bliver så høje, at det hele klapper sammen.

Men den historie baserer sig på nogle ret vilde” antagelser om, at der ikke skulle være tilsvarende problemer med at hæve produktiviteten i den private servicesektor, siger Torben M. Andersen, så den behøver man ikke gå i panik over.

Hvad der derimod er rigtigt nok, siger han, er, at vi på grund af Baumols sygdom må vænne os til tanken om, at de ansatte i den offentlige sektor skal have en stadig større del af de samlede offentlige udgifter. Man kan simpelthen ikke få pædagogerne til at passe børnene hurtigere.

Men det betyder ikke, at de offentlige udgifter vil stige i en uendelighed, fordi man stadig godt kan effektivisere de dele af den offentlige sektor, hvor kerneydelsen ikke er menneskelig kontakt. Den offentlige del af samfundskagen behøver altså ikke vokse på grund af de stadig dyrere tjenesteydelser, den skal bare skæres anderledes.

Og det er vel egentlig et meget godt sted at slutte, med tanke på hvor vi begyndte, nemlig med de kommende folketingspolitikere.

For her er da vitterlig noget, som politikerne i hvert fald har indflydelse på:

Fordelingen af de kroner, de kradser ind i skat fra alle os andre.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem