Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kan man redde verden med atomkraft? En flok danske ølnørder forsøger. Og det går ret godt

Engang drømte de bare om at fikse klimaet med en glemt atomreaktor. Nu samarbejder de med koreanske kæmpevirksomheder om at gøre det.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Begyndelsen af 2020 var en vild tid for stifterne af den danske opstartsvirksomhed Seaborg Technologies. De havde lige meldt en samarbejdsaftale ud med et unavngivet koreansk kæmpeselskab. Nu stod de midt i en hektisk jagt på nye investorer, som gerne skulle levere et trecifret millionbeløb til et nyt laboratorium. Samtidig rejste direktør og medstifter Troels Schönfeldt med egne ord på verdensturné” for at fortælle om virksomhedens revolutionerende nye atomkraftteknologi. Faktisk skulle jeg have været med ham til Paris, hvor han var booket som hovedtaler på den prestigiøse teknologikonference Hello Tomorrow. Meningen var, at jeg skulle interviewe ham i flyveren og imellem alle drinksene med mulige samarbejdspartnere og investorer. Men så kom corona. Ingen konference. Ingen drinks.

Vi havde gang i rigtig mange ting, der så rigtig lovende ud,” siger Troels Schönfeldt i dag. Det gik også rigtig fint med investeringer, og vi havde fundet dem, der skulle investere. Men de forsvandt alle sammen overnight.

Fra at have været lige ved at kunne gå på vandet var Troels Schönfeldt og resten af virksomheden pludselig kastet ud, hvor ingen rigtig vidste, om de kunne bunde. Deres drøm om at levere en revolutionerende ny form for energi til hurtigtvoksende udviklingslande – og dermed løse en af de største udfordringer i hele den grønne omstilling – hang pludselig i en tynd tråd.

MOD ALLE ODDS

Menneskeheden har haft det svært på det seneste. Mildest talt. Men måske har modgangen lært os noget vigtigt om verden og os selv. Sommeren igennem fortæller Zetland historier om at møde udfordringer og måske endda lykkes mod alle odds – og komme klogere ud på den anden side.

Jeg mødte første gang Troels Schönfeldt i efteråret 2018, hvor jeg besøgte Seaborg i forbindelse med en artikel om atomkraftens rolle i kampen mod klimaforandringerne. Jeg husker en kæderygende mand i 30′erne med viltert hår og læderjakke. Han lignede mere en indie-rockmusiker end en direktør eller atomfysiker, selv om der med lidt god vilje var noget Einstein over håret. Han viftede med FNs klimapanels dengang nyudgivne rapport om konsekvenserne af at lade temperaturen på kloden stige med mere end 1,5 grader – den, som fik Greta Thunberg til at gå på gaden. I rapportens indledning udlagde klimaforskerne fire mulige veje, som menneskeheden kunne følge for at undgå alvorlige temperaturstigninger. Samtlige veje indebar betydelige mængder atomkraft, fra samme niveau som i dag og helt op til fem gange så meget. Verdens fremmeste klimaforskere mente altså ikke, vi kunne klare klimakrisen uden massive mængder atomkraft. Det er den samme analyse, Seaborg er grundlagt på.

Idéen bag virksomheden er at udvikle en ny, billigere og mere sikker form for atomkraft end den, vi kender i dag. Og hvis det lykkes, kan Seaborg måske løse nogle af de største udestående udfordringer i bestræbelserne på at sikre menneskeheden tilstrækkelige mængder CO2-fri energi i fremtiden.

Det er mildt sagt et koloenormt brød at slå op. Atomkraft er en multi-milliard-industri domineret af kæmpestore statskontrollerede konglomerater, mens teknologi-optimistiske rigmænd i Bill Gates-klassen fungerer som kuriøse indslag. Ikke umiddelbart et spil, hvor det virker oplagt, at en flok idealistiske danske fysikere kan gøre en forskel. Det hele begyndte da også, som den slags vilde idéer ofte gør, med nogle venner og noget øl.

Tilbage i studietiden på Niels Bohr Institutet i 00’erne var det Troels Schönfeldt og vennerne Ask Løvschall-Jensen og Esben Klinkby, som bryggede øl til julefrokosterne, når de ikke fordybede sig i kernefysikkens allermest indviklede krinkelkroge. Senere, da de blev spredt rundt på andre forskningsinstitutioner og arbejdspladser, lavede de en lille ølklub, hvor de mødtes for at diskutere atomkraft og brygge øl, næsten altid med den heftige australske galaxy-humle. De var alle sammen meget fascinerede af nogle gamle eksperimenter på Oak Ridge National Laboratory i Tennessee, hvor amerikanske forskere i 1960’erne byggede en eksperimentel atomreaktor baseret på uran opløst i flydende salt. Designet med flydende salt havde en mængde fordele, blandt andet i forhold til sikkerhed. Men det endte med at blive skrinlagt og glemt. Vennerne i ølklubben mente, det var for dårligt, at ingen havde videreudviklet på den glemte gamle reaktortype.

Og så en dag i Esbens have, hvor vi sad og drak hjemmebrygget øl, blev vi enige om, at vi var nødt til at prøve et eller andet. Nu havde vi snakket om det længe, men der skulle ligesom action til,” fortæller Troels Schönfeldt.

Resultatet blev Seaborg. I begyndelsen var det bare Troels Schönfeldt, der arbejdede uden at få løn, mens de andre hjalp til på sidelinjen. Men det stod hurtigt klart, at de havde fat i noget. I en juleferie mødtes vennerne for at sætte nogle forskellige beregninger sammen til et stykke computerkode, der kunne regne på kernereaktioner i flydende salt. Det vil sige, at de nu kunne bygge en virtuel udgave af den gamle reaktor fra Oak Ridge. Og her skal man nok lige forstå, at Seaborg-stifterne ikke bare er nogle tilfældige fysikstuderende med en særlig interesse for gamle reaktorer, men en flok temmelig kompetente mennesker med ph.d.-grader i ting, som jeg faktisk ikke rigtig forstår, hvad betyder – men det er i hvert fald noget med at håndtere meget, meget store og indviklede mængder data. Troels Schönfeldt forklarer det sådan, at de i deres computerkode satte nogle allerede velkendte ligninger sammen til en ny og større ligning, der kan forudsige de meget komplicerede processer, som foregår inde i en flydende salt-reaktor.

Kort efter blev de kontaktet af nogle briter, der havde fået penge til at lave en undersøgelse af mulighederne for at bygge en flydende salt-reaktor i Storbritannien, og som derfor havde søgt med lys og lygte efter alle, der vidste noget om emnet. Seaborg-drengene kvitterede med en rapport baseret på deres beregninger.

Og så ringede de tre-fire måneder senere og sagde: Hold kæft, mand, I har ikke styr på business, I har ikke styr på ingeniørdelen … men hvordan har I regnet på det her?”

Alle andre, briterne havde spurgt, havde erklæret, at det ville koste mange millioner at udvikle software til at foretage den slags beregninger, som Seaborg-drengene allerede havde lavet.

Så lige pludselig havde vi en konsulentindkomst,” siger Troels Schönfeldt.

Snart efter sikrede Seaborg sig de første investorpenge fra serieiværksætteren Navid Samandari. Virksomheden flyttede ind på de øvre etager i en stor, gul kontorbygning mellem autoværksteder, tømrervirksomheder og mere eller mindre ramponerede, uidentificerbare bygninger i et københavnsk industrikvarter – ikke så langt fra, hvor Hells Angels engang havde en rockerborg.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Man kan spørge sig selv, hvorfor det overhovedet giver mening at forsøge at udvikle nye og bedre former for atomkraft. Atomkraft er allerede blandt de absolut sikreste energiformer, der findes. Kulkraft dræber mere end 350 gange så mange mennesker per enhed elektricitet på grund af luftforurening og mineulykker. Naturgas dræber næsten 40 gange så mange. Samtlige dødsfald, som atomkraft med sikkerhed kan siges at have været direkte skyld i, knytter sig til Tjernobyl-ulykken i 1986. Den skete som følge af sløset omgang med et dårligt konstrueret sovjetisk atomkraftværk, hvor man havde undladt at indkapsle atomreaktoren i den kæmpe skal af armeret beton, som er standard på atomkraftværker i dag. Skallen forhindrer radioaktive gasser i at slippe ud, hvis reaktoren skulle smelte ned, hvilket reaktorer i øvrigt meget sjældent gør.

Alligevel har flydende salt-reaktorer som den, Seaborg arbejder på, nogle klare fordele. En af dem er, at de radioaktive gasser er stærkt bundet i saltet. Det betyder, at det slet ikke er en mulighed med en radioaktiv sky som den fra Tjernobyl-ulykken, der spredte radioaktivt materiale over Europa i et omfang, så det stadig kan måles i svenske vildsvin. Kernereaktionerne i en flydende salt-reaktor foregår nemlig inde i saltet, som løber rundt i nogle rør, og hvis processen af en eller anden grund skulle løbe løbsk, så går der en bundprop – hvilket får saltet til at flyde ned i et kar, hvor det køler af og bliver til sten. Det samme sker, hvis saltet skulle slippe ud i det fri. Altså: ingen gasudslip. Risikoen for overophedning og nedsmeltning er også langt mindre i en flydende salt-reaktor, fordi farten på kernereaktionerne går ned, hvis temperaturen stiger. Samtidig arbejder reaktoren ved lavt tryk, hvilket fjerner risikoen for eksplosioner. Alle de her indbyggede sikkerhedsfordele betyder, at en flydende salt-reaktor ikke har brug for alle de mange sikkerhedsforanstaltninger, som har forsinket og fordyret stribevis af vestlige atomkraftprojekter de senere år. Det betyder, at flydende salt-reaktorer, i hvert fald i teorien, kan blive meget billigere og hurtigere at bygge end traditionelle atomreaktorer.

Den indbyggede sikkerhed er måske teknologiens største fortrin, men der er flere, og de handler om atomkraftens akilleshæl: affaldet. Affaldet fra en flydende salt-reaktor egner sig for det første ikke til at lave atombomber af, hvilket jo alt andet lige er en fordel, hvis man ikke kan lide atombomber. En flydende salt-reaktor skaber også meget mindre atomaffald, fordi den kan genanvende store dele af sit eget affald som brændsel. Og sidst, men ikke mindst er affaldet fra en flydende salt-reaktor farligt i meget kortere tid – det vil sige århundreder frem for årtusinder eller ligefrem hundredtusinder af år. Ja, i teorien kan en flydende salt-reaktor faktisk fodres med atomaffald fra andre atomkraftværker og på den måde forvandle ret store mængder langlivet atomaffald til meget mindre mængder kortlivet atomaffald. Det var faktisk ølklubmedlemmernes oprindelige plan. Men det kræver nogle sikkerhedsgodkendelser, som man ikke sådan lige får. I dag er planen derfor i første omgang at fodre Seaborg-reaktoren med uran på mere traditionel vis.

Når verden endnu ikke er fuld af flydende salt-reaktorer, skyldes det selvfølgelig, at teknologien også har nogle udfordringer. Kort fortalt er det svært at bygge en reaktor, der kan holde til at køre i mange år i træk uden at gå i stykker, ligesom mange af nutidens atomkraftværker har gjort. Udfordringerne er mange, men da Troels Schönfeldt og de andre Seaborg-stiftere tilbage i den tidlige opstartsfase begyndte at undersøge sagerne virkelig grundigt, stod det hurtigt klart, at især én udfordring skilte sig ud.

Det virkede, som om alle valgte at ignorere ét af problemerne, fordi det simpelthen var for svært. Når man begyndte at kigge i de gamle rapporter fra Oak Ridge, kunne man også se, at selv om de ikke snakkede meget om det, så var det dér, der var størst problemer – og det var omkring moderatoren.”

I en atomreaktor er en moderator et stof, som er helt nødvendigt for at sætte farten ned på de neutroner, der drøner rundt og skaber kernereaktionerne og dermed frigiver den energi, man gerne vil have fat i. Hvis neutronerne bevæger sig for hurtigt, går reaktoren simpelthen i stå. Derfor er der brug for en moderator.

I de gamle forsøg på Oak Ridge National Laboratory brugte de amerikanske atomforskere grafit som moderator, og det var … lidt noget rod. Derfor begyndte Seaborg-folkene at kigge efter alternativer, og deres løsning blev, øhm, afløbsrens. Natriumhydroxid, også kendt som kaustisk soda, fungerer nemlig glimrende som moderator. Her er udfordringen så, at natriumhydroxid er helt enormt korrosivt, hvilket vil sige, at det får ting til at gå i opløsning. Ikke nogen superfed egenskab for et stof, der skal bruges i en atomreaktor. Men i løbet af 2017 udviklede Seaborg en metode til at gøre natriumhydroxid meget mindre korrosivt, som de tog patent på. Kort fortalt går metoden ud på at kontrollere surhedsgraden ved at tilsætte et hemmeligt stof. Og de er ret sikre på, at det virker, selv om de stadig mangler at vise det i en skala, der kan fungere kommercielt.

Oppe på en af de øvre etager i den gulmurede kontorbygning viser Troels Schönfeldt mig ind i et lille laboratorium med en mærkværdig himstregims, der bedst kan beskrives som nogle metalrør viklet ind i noget, der ligner gazebind. I virkeligheden er det et aggregat til at teste, om man nu også kan lade brandvarm natriumhydroxid tilsat den hemmelige ingrediens cirkulere rundt i nogle stålrør, uden at rørene går i opløsning. Det kan man, fortæller Troels Schönfeldt. Og det er vigtigt. Muligheden for at bruge natriumhydroxid som moderator betyder nemlig, at Seaborgs reaktor kan bygges ualmindelig lille og kompakt. En kasse på størrelse med en skibscontainer kan levere lige så meget strøm som en mellemstor havvindmøllepark i stiv kuling. Også når det er vindstille. Og dén mulighed åbner perspektiver, der har bragt Seaborg i kontakt med nogle meget, meget store industrielle spillere.

Denne del af historien om Seaborg centrerer sig omkring Sydkorea, og mange af detaljerne er stadig hemmelige. Men historien begynder tilbage i 2018, hvor Seaborg blev kontaktet af Mærsk-manden Peder Norborg, der havde en masse koreanske kontakter fra en lang karriere i Østasien. Inden længe befandt Troels Schönfeldt sig i Sydkorea, hvor han pitchede Seaborgs idéer for højtstående repræsentanter for forskningsinstitutioner og nogle af landets største virksomheder. Det var en speciel oplevelse.

Der er en anden kultur omkring, hvordan sådan noget foregår, i Korea end her i Europa,” siger Troels Schönfeldt. Generelt i Østasien og Sydøstasien gider man helst ikke nå til en retssag, så det handler meget om tillid. Der ligger rigtig meget i, at man mødes, snakker lidt om familien og verdenssituationen, og så går man ud og spiser en middag, hvor de sidder og fortæller om koreansk kultur, og man skal sidde og prøve at følge med på alle deres shots-konkurrencer.”

Først efter de indledende tillidsøvelser kommer alle de alvorlige spørgsmål på bordet, fortæller Troels Schönfeldt, men så kan det til gengæld pludselig gå stærkt. Allerede i 2018 landede Seaborg en formaliseret gentlemanaftale med to koreanske forskningsinstitutioner, heriblandt landets nationale atomforskningsinstitut. Og i december 2019 kunne Seaborg så melde den første store kommercielle samarbejdsaftale ud med et koreansk kæmpeselskab – et af de ret få firmaer i verden, som man kan ringe til, hvis man gerne vil have bygget et atomkraftværk.

Det var helt vildt. Når man skriver under med de der virksomheder og organisationer med over 10.000 ansatte, er det jo vildt som en lille start-up. På det tidspunkt var vi ti eller 11 mennesker. Det er jo helt sindssygt,” siger Troels Schönfeldt.

Man tror ham, som han sidder der i sin hættetrøje ved et lille bord i et lillebitte mødelokale i et skramlet gulmuret kontorhotel midt i et industrikvarter og tygger nikotintyggegummi.

Når Seaborg kunne få hul igennem i Sydkorea, skyldes det i høj grad virksomhedens plan for, hvordan deres reaktorer skal bygges og installeres. Og den plan hviler i høj grad på muligheden for at bygge reaktorerne meget små. Seaborgs plan er nemlig at bygge reaktorerne som flydende kraftværker, hvilket vil sige, at de skal installeres på nogle specialdesignede serieproducerede pramme, som så kan sejles hen, hvor der er behov for strøm. Og produktionen skal selvfølgelig ske i Sydkorea, der huser en stribe af verdens største skibsværfter. Konceptet giver mulighed for at serieproducere atomkraftværker i et tempo, verden aldrig har set før. Derfor kan det ikke alene give Seaborg en stor kommerciel fordel. Det kan også få reel betydning for, hvor hurtigt det vil lykkes at komme af med de fossile brændsler og dermed bremse klimaforandringerne.

Det, at vi laver en flydende salt-reaktor, det er vildt. Det er også vildt, at vi har en ny måde at gøre det på. Men det, at det muliggør, at vi kan bruge den maritime vej … det er dér, at det går helt amok,” siger Troels Schönfeldt.

Der er skibsværfter derude, der vil kunne bygge 300 af sådan nogle pramme her om året. Med det kunne vi næsten fordoble mængden af atomkraftværker på verdensplan på ét år. Det er virkelig hurtigt, det her kan skalere.”

FLYDENDE KRAFTVÆRK Seaborg vil placere deres atomreaktorer på pramme med én, to eller tre reaktorer ombord – alt efter hvor meget strøm kunden har brug for. Illustration: Seaborg

Idéen om flydende atomkraftværker er ikke mere langt ude, end at Ruslands nationale atomkraftselskab, Rosatom, i 2019 sejlede et af slagsen til en afsondret mineby i det nordøstlige Sibirien. Akademik Lomonosov, hedder fartøjet, og Rosatom vil også gerne masseproducere deres flydende kraftværk, i første omgang for at levere strøm til flere fjerne steder i Arktis. Men Seaborg har øjnene rettet mod et helt andet marked, nemlig Sydøstasien. Her bor en voksende befolkning på snart 700 millioner mennesker med et stigende behov for strøm. Regeringerne i Indonesien, Vietnam, Filippinerne, Thailand og de andre sydøstasiatiske lande har derfor bygget kul- og gaskraftværker i vildskab de senere år. Og selv om landene også er begyndt at satse ganske meget på sol og vind, er potentialet mindre end mange andre steder på grund af, ja, lange perioder med vindstille og overskyet vejr. Det er en gylden mulighed for Seaborg, mener Troels Schönfeldt. I alt vurderer han, at markedet i Sydøstasien er stort nok til, at det teoretisk set kan aftage 7.500 af Seaborgs reaktorer.

De skal altså op på samme niveau som os i, hvor meget strøm de får. Og de planlægger at gøre det fra kul og gas. Det er det problem, vi skal ind og løse. Hvis vi kan bygge vores pramme hurtigt nok på værfter, så mener vi, at vi kan komme ind og levere billigere strøm – og grønnere strøm, for det er jo ikke sådan, at de ikke gerne vil være grønne. De har bare ikke råd til det, og de har ikke muligheden i dag.”

Nu tænker du måske – det gjorde jeg i hvert fald – at det godt kan lyde lidt risikabelt at placere flydende atomkraftværker på pramme overalt i Sydøstasien. Hvad nu, hvis der kommer en tsunami-bølge som den, der smadrede kystbyer i Indonesien og Thailand i 2004? Eller den, der skyllede ind over Fukushima-atomkraftværket i Japan i 2011?

Man er rigtig glad for at være på en pram under en naturkatastrofe,” siger Troels Schönfeldt. Jordskælv påvirker slet ikke en pram, og en tsunami kan i bedste fald passere under den uden at forvolde skade. Og selv hvis prammen bliver skyllet op på kajen, er problemet mindre, end hvis reaktoren havde stået fast inde på kysten.

Medmindre du altså tænker på sådan en amerikansk film-tsunami, hvor prammen bliver kastet ind gennem landet og lander oppe i et højhus. Hvis det er sådan en tsunami, så er det jo heldigt, at man er en flydende salt-reaktor, hvor saltet så løber ud og størkner, hvis det da kommer ud. Så har du en radioaktivitet, der knytter sig til dét højhus, og det skal nok rives ned, og det bliver en svær oprydning. Men atomulykken begrænser sig til dér, hvor prammen så lander.”

Det var i kølvandet på den første store koreanske partnerskabsaftale, at Troels Schönfeldt i 2020 tog på verdensturné, indtil coronaen tvang ham til at tage det sidste fly ud af Singapore og sendte hele virksomheden ud i usikkert farvand – netop som der ellers var ved at komme hul igennem til en endnu større koreansk samarbejdspartner. Det hele så pludselig meget, meget usikkert ud. Men Troels Schönfeldt og resten af Seaborg besluttede at koncentrere kræfterne om de indre linjer, så virksomheden stod stærkere, når verden engang igen åbnede op. Det blev nogle nervepirrende måneder, men i løbet af efteråret kom der langsomt hul igennem. Troels Schönfeldt vil ikke gå i detaljer omkring hvordan, men ret hurtigt lykkedes det faktisk at få kontakt til både koreanske forbindelser og mulige nye investorer med penge nok på kontoen til, at de potentielt kunne finansiere firmaets planer.

I fjerde kvartal gik det pludselig stærkt. Først passerede Seaborg en regulatorisk milepæl, da certificerings-organisationen American Bureau of Shipping leverede en indledende godkendelse af konceptet med flydende atomkraftværker. Dernæst landede en partnerskabsaftale med et endnu hemmeligholdt koreansk skibsværft, hvilket vil sige en aftale med et af verdens absolut største skibsværfter. Til sidst sikrede Seaborg sig en trecifret millioninvestering. De vigtigste nye investorer var Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, og så den polsk-tyske it-milliardær Lukasz Gadowski. Anders Holch Povlsen har i øvrigt siden skudt yderligere et tocifret millionbeløb ind. Så nu er der endelig mulighed for at bygge det nye, større laboratorium, som var på tegnebrættet allerede i begyndelsen af 2020. Seaborg er også i fuld gang med at udvide organisationen fra 30 til 75 ansatte. I første omgang er det planen at indtage alle rum i den gulmurede kontorbygnings øverste etager. Måske ender de med at overtage det hele, siger Troels Schönfeldt.

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Det er let at blive revet med af entusiasmen omkring Seaborg-projektet, af tanken om en gruppe geniale danske ølnørder, der overbeviser kæmpestore koreanske konglomerater om, at de er på vej med en løsning på klodens klima- og energiproblemer. Men det er heller ikke svært at finde på grunde til at dæmpe sin entusiasme. I den periode, hvor Seaborg har arbejdet på sin reaktor, er sol- og vindkraft raslet ned i pris, så de vedvarende energikilder nu er de billigste måder at få strøm på over det meste af verden. Det betyder, at vedvarende energi ikke længere er noget, folk investerer i for at være grønne, men for at spare penge. Midt i corona-året 2020 satte udbygningen af vedvarende energi således rekord. Faktisk udgjorde vedvarende energi – først og fremmest sol og vind – over 80 procent af alle nye anlæg til strømproduktion i 2020. Parallelt med prisfaldet på vedvarende energi er prisen på at lagre strømmen i batterier også raslet ned, ligesom der mange steder i verden investeres heftigt i at udvikle alternative lagringsteknologier og systemer til at styre efterspørgslen på strøm, så man bruger mest af den i solskin og blæsevejr. Det betyder alt sammen, at atomkraft ikke længere ser helt så uundværligt ud som for få år siden. Da analytikerne i verdens vel nok vigtigste energipolitiske tænketank, Det Internationale Energiagentur, i maj 2021 for første gang gav et bud på den bedste vej til en klimaneutral energisektor i 2050, fik sol og vind hovedrollerne, mens atomkraft blev tildelt en birolle. Men Troels Schönfeldt er ikke bange for at blive overhalet indenom af de andre energikilder, før den første reaktor er bygget.

Der er kun en milliard mennesker på planeten, der har strøm nok. Der er en lille milliard mennesker, der slet ikke har strøm. Og så er der de fem en halv milliard mennesker, der ligger indimellem, som ikke har strøm nok. Det her problem er så meget større, end folk tror.”

Der er stadig rigtig, rigtig meget, som skal falde i hak, hvis Seaborg rent faktisk skal indfri de enorme ambitioner. Reaktoren skal bygges med alt, hvad det indebærer af små og store ingeniørmæssige udfordringer. Diverse myndigheder skal undlade at stille sig på bagbenene over den nye, ukendte teknologi. Og der må helst heller ikke gå for meget politik i, hvilke energikilder der skal bruges hvor. Men officielt arbejder Seaborg stadig med et mål om, at den første fungerende reaktor-pram skal stævne ud fra værftet i Sydkorea i 2025.

Før vi siger farvel, spørger jeg Troels Schönfeldt, om han stadig tror på, at de når det.

Har jeg nogensinde troet på det? Det hedder en P10-plan, og det betyder, at der er 10 procents sandsynlighed for, at vi kan nå det. Så det vil sige, at jeg er 90 procent overbevist om, at vi ikke kan nå det. Men altså, reaktoren er bygget før 2030, og vi går stadig efter 2025. Hvis vi var gået efter 2028, var det sandsynligvis først blevet i 2035. Man skal gå efter det ambitiøse.”