Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Et hold fysikere har lavet en model for, hvordan økonomisk ulighed opstår. Og den modsiger ... alt hvad klassiske økonomer ellers har påstået

  • 22. november 2019
  • 13 min.
TRICKLE-UP-ØKONOMI“Man kan ikke bare antage, at lighed er den naturlige tilstand, der bliver frembragt af udbud og efterspørgsel,” siger matematikprofessoren Bruce Boghosian. “For det er ganske enkelt usandt – den naturlige tilstand er stigende ulighed.” Illustration: Jørgen Stamp for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Debatten om, hvor stor den økonomiske ulighed må være i et samfund, er en gammel traver. Men nu sætter en gruppe amerikanske fysikere og matematikere spørgsmålstegn ved, om de faktorer, vi normalt peger på som årsag til ulighed - som skattefordele og arv - overhovedet er de rette at slå ned på, hvis man vil ulighed til livs. I et nyt stort forsøg viser de, at ulighed, modsat hvad klassisk økonomisk teori siger, ligger i selve det monetære systems natur.

Tendensen er svær at overse. De 26 rigeste mennesker i verden ejer nu lige så meget som planetens fattigste halvdel tilsammen. Det rapporterede udviklingsorganisationen Oxfam tidligere på året. De seneste tal fra Danmarks Statistik viste i foråret, at uligheden i Danmark målt på gini-koefficienten (et indeks over ulighed i indkomstfordelingen) i 2017 ramte det højeste niveau i 30 år, og i de fleste udviklede økonomier er indkomstuligheden steget siden 1980’erne. Det er et fænomen, der typisk forklares med de gunstige omstændigheder og særprivilegier, som de rigeste iblandt os nyder. Fortællingen går på, at de velstående har adgang til bedre finansiel rådgivning, får lavere renter på deres lån og bedre vilkår på deres investeringer; at de kan planlægge sig til en lav skat eller gemme deres formue i skattely; at marginalskatterne er blev sat ned, mens overførselsindkomsterne er blevet udhulet.

Og det er ikke forkert. Det er bare kun halvdelen af historien. For hvis man tror, at ulighedsniveauet vil stabilisere sig, hvis blot man afskaffer de riges privilegier – lukker skattelyene, sløjfer de fordelagtige investeringsvilkår, og hvad man nu ellers kan forestille sig – så tager man fejl. I hvert fald ifølge Bruce Boghosian, der er matematikprofessor ved Tufts University i den amerikanske delstat Massachusetts, hvor han de seneste godt ti år har regnet på, hvordan og hvorfor økonomisk ulighed opstår. Det er, siger han, ikke, fordi det ville være uden effekt at afskaffe de rigestes fordele. Men uligheden ville bestå. Den har nemlig en dybereliggende årsag.

Vores regnemodel viser, at selv hvis man kunne skabe lige muligheder for alle – selv hvis det var politisk muligt at gøre det – ville det være utilstrækkeligt i forhold til at afskaffe uligheden. Selv hvis man kunne skrue de velstandsbetingede fordele ned til nul, ville vi stadig have væsentlig økonomisk ulighed,” siger Bruce Boghosian over telefonen fra sit forskningskontor. Og hvorfor så det? Jo, ifølge Boghosian er økonomiens naturlige tilstand voksende ulighed. Ulighed er simpelthen vævet ind i selve markedsøkonomien; det er en del af systemets natur, at velstanden bliver koncentreret på stadig færre hænder.

Det er en opsigtsvækkende påstand, som ikke ligefrem harmonerer med den gængse økonomiske teori, hvor økonomien opfattes som et neutralt system, hvis mekanismer grundlæggende skaber ligevægt i fordelingen af værdier. Men ifølge Boghosian er den herskende økonomiske forståelsesramme ikke i tilstrækkelig grad i stand til at indfange det, der sker over tid. Den består nærmere af en slags øjebliksbilleder, og derfor bliver de underliggende udviklingsdynamikker overset. En konklusion, som matematikprofessoren er nået frem til ved hjælp af en avanceret simulering, hvor han modellerede, hvad der ville ske, hvis en stor gruppe ligestillede individer handlede frit med hinanden over milliarder af transaktioner. Uligheden steg af sig selv.

Det var resultaterne fra den simulering, som Bruce Boghosian for nylig præsenterede i det navnkundige videnskabsmagasin Scientific American i en artikel, hvor han ender med at udfordre økonomiteoriens bærende læresætninger. Og ikke nok med det: Hans forskning sætter spørgsmålstegn ved selve vores opfattelse af begrebet ulighed og dens bagvedliggende årsag. Bruce Boghosians kritik har potentielt vidtrækkende politiske implikationer. Vores forståelse af økonomien er på mange måder selve grundlaget for de politiske beslutninger, vi træffer som samfund. Og nu tyder noget altså på, at det er et grundlag, som ser væsentligt anderledes ud, end vi i dag forestiller os. Sagen er bare, at de forestillinger ikke er sådan lige at gøre op med.

Det er ikke alle akademiske discipliner, som har et entydigt startpunkt – et enkelt værk, der udgør afsættet for alt videre arbejde. Men det har økonomifaget. Økonomi blev i realiteten et separat akademisk felt i 1776, da den skotske filosof Adam Smith udgav An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations eller bare The Wealth of Nations. Der var selvfølgelig blevet tænkt tanker om økonomi før Smith – fra de gamle grækere og middelalderens skolastikere til merkantilismens pamfletforfattere – men The Wealth of Nations var den første komplette afhandling om økonomiske teori, der virkelig bragede igennem, formåede at ophøje økonomifaget til en adskilt disciplin og dannede grundlaget for det, vi i dag kalder klassisk økonomisk teori. Og det er det, Bruce Boghosian er oppe imod, når han nu vil omskrive grundbogen.

Hvis man kort skal forklare Adam Smiths model, kan man sige, at den på det tidspunkt 52-årige skotte præsenterede et økonomisk system, hvor beslutninger om investeringer, produktion og omfordeling bliver dirigeret af de priser, som udbud og efterspørgsel tilsammen danner. En markedsøkonomi med andre ord. Med sit nu berømte sprogbillede om den usynlige hånd’ ræsonnerede Smith, at markedskræfterne – udbud, efterspørgsel og den fri konkurrence – ville drive økonomien mod en tilstand af ligevægt, der gjorde feudalfyrsternes centralplanlægning overflødig i forhold til at fordele ressourcerne. Markedet kunne klare det selv.

Siden Smith er der kommet flere nuancer i forståelsen af, hvordan der bliver skabt ligevægt i økonomien, og i dag er det bredt anerkendt, at vejen derhen er fyldt med forstyrrelser og en del mere mudret og besværlig, end Smith oprindelig forestillede sig. Men den herskende antagelse er stadigvæk, at økonomien grundlæggende er et ligevægtssystem. Det er det, man lærer på første semester på økonomistudiet: Samspillet mellem udbud og efterspørgsel under fri konkurrence er den grundlæggende mekanisme, man må forstå, hvis man vil kloge sig på varepriser, løndannelse, profitmaksimering – ja, alt det, vi interesserer os for i økonomien. Det er stadigvæk den dominerende forestilling, at ligevægtsmodellen er den, der på bunden bedst forklarer, hvordan økonomien hænger sammen.

Og det er så, mener Bruce Boghosian, forkert. I sit udgangspunkt. Ligevægtsmodellen tegner ifølge Boghosian nemlig ikke kun et forsimplet, men et fejlagtigt billede af, hvordan en økonomi rent faktisk fungerer. Selveste Adam Smith misforstod simpelthen, hvad økonomi grundlæggende er.

Idéen om, at markedsligevægt gennem udbud og efterspørgsel kunne erstatte feudalfyrsterne, var både genial og en fundamental fejltagelse af Adam Smith,” siger Bruce Boghosian. For sin tid var det en strålende idé, men den er forkert. I dag kan vi tydeligt se, at den naturlige tilstand i økonomien ikke er ligevægt. Den naturlige tilstand i økonomien – uden omfordeling og andre indgreb, der forhindrer det – er oligarki.”

Altså, et fåmandsvælde, hvor magt og værdi samles hos ganske få. Det skyldes, siger Boghosian, at økonomi ikke er et ligevægtigt, men et dynamisk system, hvor dynamikken er én, der efterladt uforstyrret fører til, at en enkelt person ender op med al velstanden.”

Det er på en måde ikke så underligt, at idéen om, at markedet er neutralt og lighedsskabende, har så godt fat i mange af os. Det er et simpelt, intuitivt billede: Vi udveksler værdier, du får mine penge, og jeg får det der brød – og så har alle fået, hvad de har brug for. Og ja, siger Boghosian, det er svært – faktisk umuligt – at se, hvordan uligheden opstår, når man kigger på enkeltstående transaktioner for sig selv.

Det er kun, når du tager gennemsnittet af alle transaktionerne over tid, at du ser en systematisk effekt, som bevæger sig i én retning,” siger han. En effekt, som for eksempel betyder, at alle under gennemsnitsvelstanden i gennemsnit bliver ved med at tabe. Men du er nødt til at kigge på de billiarder af transaktioner, som finder sted på verdensplan hvert år, for at opdage det.”

Og det er præcis det, Boghosians friske model gør. Han har sammen med sine kolleger på Tufts University konstrueret en simulation, hvor 1.000 individer starter med den samme mængde kapital og så ellers bare går i gang med at handle med hinanden to og to. Det er tilfældigt – fifty-fifty – hvem der vinder den enkelte handel, og andelen, man hver især har på spil, er en fastlagt andel af ens samlede velstand; hvor meget man kan tabe eller vinde, afhænger altså af, hvor meget man har. Det virker umiddelbart helt fair, neutralt og uskyldigt. Men simuleringen ender altså op med – efter milliarder af transaktioner – at ét enkelt individ får tilranet sig den samlede velstand. Selv i blødere udgaver af modellen, hvor Boghosian og hans kolleger indfører en grad af simpel økonomisk omfordeling fra rig til fattig (hvor modellen med stor præcision beskriver værdifordelingen i mange vestlige lande), stiger uligheden stadig støt.

Konklusionen er simpelthen, at selv om alle i et samfund starter ud med lige muligheder og er indstillet på fairplay, så udvikler økonomien sig i retning mod et oligarki, hvis ikke der gribes ind for at forhindre det. Og for lige at få en mulig misforståelse af vejen: Mange mennesker accepterer nok en grad af økonomisk ulighed ud fra tanken om, at vi bør efterstræbe en slags meritokrati, hvor man bliver belønnet ud fra, hvor meget værdi man skaber, hvor dygtig og flittig man er. Men fuldstændig som med de velstandsbetingede fordele, vi kiggede på i begyndelsen, er det ikke noget, modellen beskæftiger sig med. Modellen antager, at alle er lige gode til alting; alle har ens evner og kompetencer. Og det betyder altså ifølge Boghosians model, at selv om alle var lige talentfulde, lige drevne og hårdtarbejdende, så ville uligheden stadig eksistere.

Så hvad er forklaringen? Jo, altså, hvis du kun kigger på en enkeltstående transaktion, så kan man som sagt ikke se det: Det, du kan vinde, og det, du risikerer at tabe, er jo præcis det samme, og sandsynligheden for henholdsvis at vinde og tabe er også ens – det forventede afkast, som vi almindeligvis udregner det, er altså lig nul. Men det ændrer sig, hvis man kigger på gentagne transaktioner i et tidsperspektiv – som jo er sådan, verden rent faktisk fungerer. Det er det, vi alle sammen gør hver eneste dag, handler med hinanden igen og igen. Og så bliver det pludselig fuldstændig afgørende, at andelen, man løbende taber og vinder, er en andel af ens samlede velstand. Ja, her er simpelthen det springende punkt i Bruce Boghosians teori; det, der forklarer økonomiens naturlige drift mod stigende ulighed: Uligheden bliver simpelthen drevet af, at vores transaktioner generelt er proportionale med vores samlede velstand – en effekt, der ikke gør nogen forskel i den enkelte, isolerede transaktion, men kun i et fortløbende tidsperspektiv.

Og det betyder også, at selv om vi i forvejen godt ved, at der er en masse fordele ved eksempelvis at være født ind i en velstående familie, så har dit held – din baggrund, din arv, dine forfædres position – ifølge Boghosians model langt større betydning, end vi hidtil har antaget – du har meget større sandsynlighed for at ende op som oligark, hvis du vinder den første håndfuld transaktioner, med andre ord. Boghosian tilføjer desuden, at teknikken med at udregne det forventede afkast ved hjælp af glidende gennemsnit – altså hvor tidsdimensionen medregnes – er noget, man sjovt nok har forstået i finanssektoren, men ikke så meget inden for økonomien”.

Boghosian kritiserer altså det dominerende ligevægtsperspektiv for at være et ufuldstændigt øjebliksbillede af, hvordan økonomien fungerer. Det kan være en fin ramme, hvis man skal forstå en enkelt isoleret transaktion, men hvis man vil forstå, hvad der sker over en længere periode med gentagne transaktioner, giver ligevægtsmodellen det gale indtryk. For på en måde opererer den, som om hvert øjeblik er en ny situation i et parallelt univers frem for at være en begivenhed i en tidsrække.

Det er klart, at hvis vi kørte modellen i 1.000 forskellige parallelle universer, så ville alle i princippet have lige muligheder – altså hvis man tog gennemsnittet over alle universerne, ville alle i princippet have samme sandsynlighed for at blive oligarken til sidst,” siger Bruce Boghosian. Men nu lever vi altså i ét univers – det er det, der er problemet. Det er det, der er blevet overset. Og det er vi nødt til at forholde os til.”

Det er bare ikke så ligetil at ændre vores blik på økonomi, sådan som Boghosian ønsker sig det. Matematikprofessoren fortæller, hvordan idéen om generel ligevægt er dybt integreret i den politiske diskurs og herskende økonomiske tænkning” og danner grundlag for en slags ortodoksi, som man bliver nødt til at følge, hvis man vil have publiceret sine forskningsartikler i de førende akademiske økonomitidsskrifter. Og her er det værd at bemærke: Hverken Boghosian eller hans forskerkolleger er uddannede økonomer. De er fysikere og matematikere.

Før Boghosian begyndte at beskæftige sig med ulighed, forskede han i gasmolekylers adfærd. Men det ændrede sig efter et fireårigt ophold i Armenien, hvor han blev konfronteret med den heftige kontrast mellem dem, der boede på bakketoppene i storslåede palæer med egne kirker, kapeller og teatre, og resten af befolkningen i bakkedalene, der levede på samme måde, som de gjorde for 100 år siden. Forskellene var enorme, og det fik Boghosian til at undre sig over ulighedens væsen. Og så gik det op for ham, at det på en måde ikke var så langt fra det, han hidtil havde beskæftiget sig med.

I stedet for molekyler, der støder ind i hinanden og udveksler energi, har du mennesker, der handler med hinanden og udveksler velstand,” siger Bruce Boghosian om sine første indskydelser om emnet. Så selv om det er et stort spring i forhold til selve emnet, så er springet ikke så stort, hvis man kigger på den underliggende matematik.”

Modsat økonomer er fysikere vant til, at noget ser ud på én måde i mikroskopisk skala og helt anderledes ud i makroskopisk skala; at en handel mellem to mennesker kan virke fair og neutral isoleret set, mens summen af gentagne handler over tid viser en ulighedsskabende tendens for eksempel. Det er det, der inden for fysikken kaldes symmetri-brud – at noget, der har symmetri (i det her tilfælde at alle har lige muligheder og samme vilkår), pludselig ender op i en asymmetrisk tilstand (i det her tilfælde, at ét individ ender op med al velstanden).

Forestil dig et enkelt luftmolekyle. Det bevæger sig ved stuetemperatur typisk med en hastighed på omkring 500 meter i sekundet. Så hvordan kan det være, at vi ikke blæser omkuld, når vi går rundt i vores dagligstuer derhjemme? Ja, det giver kun mening, når man ser på helheden og forstår, hvordan molekylerne udligner hinanden, fordi der er nogle, der bevæger sig i én retning, mens andre bevæger sig den modsatte vej. Billedet bliver først retvisende, når man kigger på millioner af luftmolekyler på én gang. Og sådan mener Boghosian grundlæggende også, at det forholder sig i økonomien.

Det er den samme slags gennemsnit af alle de her mikroskopiske enkeltbegivenheder, som tilsammen giver en makroskopisk effekt,” siger Bruce Boghosian. De, der studerer statistisk fysik, er vant til den her slags fænomener.”

Boghosian understreger, at det jo er en politisk beslutning, om og hvordan man vil forholde sig til hans forskningskonklusioner om, at økonomien er et dynamisk system, der i sig selv skaber ulighed. Til gengæld har han en venlig opfordring til de økonomistuderende, der bliver fremtidens økonomer.

Jeg ved fra min erfaring på matematikinstituttet, at økonomiprofessorerne anbefaler de studerende at tage valgfag i avanceret matematik,” siger Boghosian og sukker. Problemet er bare, at de for det meste studerer optimeringsteori, fordi de er blevet undervist i, at økonomien er et ligevægtssystem. Hvis jeg skulle give ét råd til en ung økonom, ville det være at lære den matematiske teori bag dynamiske systemer.”

Den forståelse kan vise sig at være afgørende, hvis forskellen mellem rig og fattig ikke skal vokse sig større og større. For noget tyder på, at uligheden er et andet bæst, end vi hidtil har antaget.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: