Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Carina Liesk er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Hvem bor i stigende grad tæt på nogen, der ligner dem selv? 1) De rige 2) De lavtlønnede 3) Folk med indvandrerbaggrund

GHETTODe ikke-vestlige indvandrere bor mere spredt i dag, end de gjorde i 1980’erne. Foto: Mads Jensen, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

På tre årtier er antallet af ikke-vestlige indvandrere i Danmark ottedoblet, og forskellene på, hvad de rigeste og de fattigste tjener, er blevet større. Spejler det sig i den måde, vi bosætter os på? Et hold forskere har opdelt landets knap 43.000 kvadratkilometer i boligområder og undersøgt, hvordan vores boligmønstre egentlig har udviklet sig siden 1980’erne. Svaret? Vi er på én gang blevet både mere og mindre opdelt.

Da Tanja og René fra Horsens skulle fortælle deres familie og venner, at de skulle være med i et landsdækkende tv-program, der går ud på, at de skulle flytte til Gellerupparken i et halvt år, blev der grinet lidt om spisebordet.

Men I kan da ikke snakke hullabulla-sprog,” kommenterede én i spøg udsendelsen 180 dage i ghettoen. Og så flyttede det unge par ellers til Aarhus-ghettoen, hvor der bor 80 forskellige nationaliteter. De sludrede lidt med deres nye naboer, Tanja konstaterede fra altanen, at der lugter lidt mærkeligt”, og så skulle de se, om de kunne komme til at føle sig hjemme i ghettoen.

Hvordan det går med det, kan man følge med i på DR1 mellem datingprogrammer, nyhedsudsendelser og bagekonkurrencer på den licensbetalte sendeflade.

For spørgsmålet om, hvor og hvordan vi vælger at bo – i en forstad, i en storby, i provinsen, sammen med folk, der ligner os selv, eller i noget, der er nyt og anderledes – er en af de faktorer, der har stor indflydelse på vores tilværelse. Det er vores hverdag, vores nære liv. Og samtidig er det et af de spørgsmål, der for alvor optager politikerne på Christiansborg og har gjort det længe. Måske fordi vores valg og muligheder for at bosætte os i bestemte områder ikke bare siger noget om, hvem vores børn tilfældigvis leger med på legepladsen, eller hvem vi kan låne et æg af. Det siger noget om en befolknings snitflader med hinanden og måske endda (ifølge flere af landets politikerne i hvert fald) noget om selve sammenhængskraften i vores velfærdssamfund.

Det er efterhånden længe siden, at boligpolitik gjorde sit indtog på den del af den politiske scene, hvor de helt store og afgørende beslutninger bliver truffet. Allerede i slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne begyndte organisationer og politikere at advare om, at almene boligområder var blevet områder for den gruppe mennesker, der havde mindst – både mindst tilknytning til arbejdsmarkedet og færrest penge på kontoen – og bekymringen over en stigende social og økonomisk opdeling af befolkningen har fyldt i den offentlige debat lige siden. I 2005 fik daværende socialminister Eva Kjer Hansen fra Venstre for eksempel massiv kritik, da hun udtalte, at uligheden i samfundet gerne måtte blive større. Også i dag er frygten for en polarisering af samfundet på dagsordenen. Der er grund til bekymring over, at vi er fælles om stadig mindre i Danmark. Vi bor stadig mere opdelt. Vores børn går i stadig mindre grad i skole med hinanden,” konstaterede Socialdemokratiets Mattias Tesfaye, den nuværende integrationsminister, i dagbladet Information tidligere på året. Og da den forhenværende V-LA-K-regering sidste år præsenterede sin ghettopakke, var det med ordene: Vi ønsker at nedbryde parallelsamfund én gang for alle.” Løsningsforslagene var for eksempel at rive boliger ned i områder, hvor der er en høj andel af arbejdsløse og folk med lav indkomst og lavt uddannelsesniveau og høje koncentrationer af mennesker med en anden etnisk oprindelse end dansk.

Men én ting er politiske mavefornemmelser. En anden er, hvordan vores boligmønstre rent faktisk har udviklet sig over de seneste tre årtier, hvis man går metodisk til værks og inddeler hele landet i boligområder og ser på, hvilke mennesker der bor der. Bosætter vi os rent faktisk i højere grad i nærheden af mennesker, der ligner os selv? Et helt nyt forskningsprojekt viser, at svaret er ja, når man kigger på befolkningsgrupper med de højeste og laveste indkomster. Men hvis man kigger på gruppen af ikke-vestlige indvandrere, som Tanja og René fra Horsens møder flere af i Gellerupparken i tv-programmet 180 dage i ghettoen, går udviklingen faktisk den modsatte vej .

Forskningsprojektet har været undervejs i fire år og indeholder en omfattende mængde data om danskernes boligmønstre. Flere af de samme forskere offentliggjorde en tilsvarende undersøgelse i år 2006, dengang med data helt tilbage fra sidste halvdel af 1980’erne. Den nye undersøgelse medtager tal helt frem til 2016 – og tilsammen giver de to undersøgelser en unik mulighed for at spore bevægelser i, hvordan befolkningen i Danmark vælger at bo.

I begyndelsen af 00’erne fik økonomen Anna Piil Damm en idé. Hun havde lige skrevet sin ph.d. på det, der dengang hed Handelshøjskolen i Aarhus, og forskningsprojektet undersøgte om det sted, flygtninge boede, havde betydning for deres mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Dengang brugte hun kommunegrænserne som skillelinjer for, hvor flygtningene boede (dengang var der lidt flere kommuner end i dag, 271 faktisk, fordi det var inden kommunesammenlægningen). Det var bare nogle lidt for store områder, opdagede hun, i hvert fald hvis man skulle se på, hvordan naboer og nærmiljø påvirker hinanden. Men sogne og skoledistrikter gav heller ikke mening at bruge, vurderede hun, fordi de havde en tendens til at ændre sig ret ofte, og postdistrikterne var alt for store. Det ville jo være noget sludder at påstå, at man bliver påvirket af alle mennesker i sit postdistrikt,” bemærker Anna Piil Damm, der i dag er professor på Institut for Økonomi, TrygFondens Børneforskningscenter, på Aarhus Universitet.

Så den unge forsker fik en idé til at inddele hele Danmark i boligområder af en størrelse, hvor det var sandsynligt, at man kunne støde på hinanden. Det var der nogle rutinerede forskere fra Rockwool Fondens Forskningsenhed, der godt kunne se fornuften i, og på den måde blev den første store undersøgelse af danskernes boligmønstre til. Forskerne brugte data fra 1986 til 2003 og udgav bogen En befolkning deler sig op? i 2006. Dengang var konklusionen ret klar: Det er en myte, at de rige klumper sig sammen bestemte steder, og at de fattige og arbejdsløse klumper sig sammen andre steder. Til gengæld kunne forskerne se, at indvandrere fra ikke-vestlige lande havde en ret markant tendens til at bosætte sig i nærheden af hinanden.

Det er flere af de forskere, der nu er gået sammen igen om at lave en opdateret undersøgelse. Anna Piil Damm og hendes to medforfattere, Ahmad Hassani og Marie Louise Schultz-Nielsen, har fundet interessante resultater, der adskiller sig fra dem, man nåede frem til for knap 15 år siden. I 2006 konstaterede man, at der ikke var sket store forandringer i vores boligmønstre siden 1980’erne, men i dag viser der sig at være markante forandringer at spore. Forskerne ser en stigende tendens til, at både gruppen med højeste og laveste indkomster klumper sig mere sammen. Til gengæld bor ikke-vestlige indvandrere mere spredt.

For at forstå resultaterne af undersøgelsen er der to ting, der er godt at vide. Den første er, hvad der helt præcist definerer Anna Piil Dams definition af et boligområde.

Forskerne har inddelt mere end 99 procent af de beboede arealer i landet i boligområder ud fra en række kriterier. Boliger i området skal – selvsagt – ligge tæt på hinanden. De kan være afgrænset af en jernbane eller en stor vej, og så skal boligerne ligne hinanden i forhold til boligtype, for eksempel om der er tale om villaer eller etagebyggeri. De ligner også hinanden i forhold til ejerforhold. Der vil jo være flere grundejerforeninger eller andelsforeninger, hvor det giver mening, at man møder hinanden på kryds og tværs,” siger Anna Piil Damm. I alt er det blevet til mere end 8.300 områder, der igen er blevet opdelt i knap 2.000 lidt større områder.

Det andet, man skal vide lidt om, er det, man kalder D-indekset – det står for dissimilationindekset. Man måler D-indekset for en specifik gruppes tilstedeværelse i et boligområde – det kan for eksempel være ikke-vestlige indvandrere. Hvis D-indekset er højt, betyder det, at gruppen er meget koncentreret i et boligområde. Helt konkret viser det enkelte D-indeks, hvor mange procent af en bestemt befolkningsgruppe der skulle flytte fra et boligområde for at skabe en fordeling, der svarer til befolkningens fordeling i resten af landet. Altså: hvis D-indekset for ikke-vestlige indvandrere er 45, skal 45 procent af ikke-vestlige indvandrere altså flytte fra boligområdet, for at gruppen ikke er overrepræsenteret.

D-indekset er bredt anerkendt og anvendt som mål for befolkningsmæssig adskillelse, og amerikanske sociologer har klassificeret, at hvis et D-indeks er under 30, så er der tale om et godt integreret område. Hvis det er mellem 30-60, er det moderat adskilte områder, og hvis det er mellem 60 og 100, er der tale om meget adskilte områder.

Og nu til undersøgelsen. Den er netop blevet udgivet og er som sagt det mest omfattende svar på, hvad der er sket med vores boligmønstre siden 1980’erne og frem til i dag. Her er de tre vigtigste resultater.

1. De rige samler sig lidt mere

Det første resultat fra undersøgelsen viser, at mennesker med de højeste indkomster bor lidt mere koncentreret i dag, end de gjorde tidligere. Vi kan se, at de i højere grad isolerer sig i boligområder i forhold til for tre årtier siden,” siger Anna Piil Damm.

For de rigeste husholdninger lå det gennemsnitlige D-indeks på et stabilt niveau på omkring 32 i både 1988 og 2003. Den nyeste undersøgelse med tal fra 2016 viser, at D-indekset er steget til 35 og ligger på et moderat niveau.

Det er lidt overraskende for os,” siger Anna Piil Damm. Vi bor jo i en velfærdsstat med høj lighed, og vi har ikke tidligere kunnet se den tendens,” siger hun.

På kortet herunder kan man se, at der er sket større adskillelse af boligområder, hvor der bor mange med høj indkomst. Det gælder i kommuner både nord og vest for København, hvor graden af adskillelse nu er klassificeret som moderat’. Det samme gælder i kommuner som Svendborg, Fredericia og Horsens.

Det gennemsnitlige D-indeks for den enkelte kommune er udregnet på baggrund af mindre boligområder, og data til alle kortene stammer fra undersøgelsen Residential Segregation in Denmark during 1986-2016.”

2. De fattigste samler sig mere

I samme periode kan man se, at husholdninger med de laveste indtægter også klumper sig mere sammen. D-indekset er steget fra 30 i 1988 til 36 i 2016.

Da vi lavede den første undersøgelse af boligområder, kunne vi ikke finde tegn på, at de rigeste og fattigste danskere bor mere adskilt, men det finder vi altså nu, 15 år efter vi udgav den første undersøgelse,” siger professor Anna Piil Damm.

Dengang var der enkelte kommuner, hvor D-indekset for boliger med de laveste indkomster lå mellem 30 og 40, men der var ikke store ændringer at spore. De nyeste tal viser en betydelig stigning i antallet af kommuner, der har et D-indeks, der ligger mellem 30 og 40, og for første gang kan forskerne se, at D-indekset er over 40 i tre kommuner: Aalborg, Kolding og Horsens.

Udviklingen sker sideløbende med, at forskellene i indkomst generelt er blevet større. Siden 2007 har indkomststigningerne været højest for dem med den største indkomst, og der er samtidig kommet flere lavindkomstfamilier.

Det er sandsynligt, at det hænger sammen. Fordi der simpelthen er blevet større forskel på, hvor man har råd til at bo,” siger Anna Piil Damm.

3. Indvandrerne bor mere spredt

Og så er der de ikke-vestlige indvandrere, som tilbage i 2006 viste sig at være den gruppe, der bosatte sig mest adskilt.

Dengang var D-indekset for ikke-vestlige indvandrere tæt på 60, og adskillelsen fra resten af samfundet var altså lige på grænsen til at ligge i kategorien høj’. Dengang boede ikke-vestlige indvandrere altså ret koncentreret, faktisk lige så koncentreret som de sorte i USA,” bemærker Anna Piil Damm og henviser til amerikanske undersøgelser, der har målt et lignende D-indeks for nabolag i De Forenede Stater. Men i dag er D-indekset for ikke-vestlige indvandrere faldet til 47. Det svarer til et fald på 20 procent og er ret markant”, siger Anna Piil Damm.

Udviklingen falder sammen med flere udlændingepolitiske stramninger. For eksempel er der kommet færre familiesammenføringer, og det har betydet, at andelen af ressourcestærke indvandrere, der er aktive på arbejdsmarkedet, er blevet større. Og så har der været en række politiske tiltag, der har sørget for at sprede de almene boliger mere i landet (i 2015 boede 49 procent af ikke-vestlige indvandrere i almene boliger; det gjaldt kun for 14 af de etniske danskere).

I 1960’erne og 1970’erne byggede man store almene boligkomplekser, for eksempel Gellerupparken i Aarhus, og der bor mange indvandrere og efterkommere. Men ved at sprede de almene boliger mere, blandt andet ved at rive blokke ned og blande ejerformerne, når man udvikler nye boligområder, kan man altså også sprede de ikke-vestlige indvandrere,” siger Anna Piil Damm.

Hvad betyder det så, hvor vi bor? Spørger man professor Anna Piil Damm er det et spørgsmål, der generelt er ret svært at give et klart svar på”, som hun siger i en telefon fra sit kontor i Aarhus. I hvert fald når man som hun har forskerbriller på. Men alt taler for, at det har betydning, blandt andet for social og økonomisk mobilitet. Et eksempel kunne være det her: Hendes egen forskning viser, at hvis der boede mange ressourcestærke, ikke-vestlige indvandrere i et boligområde, så var der større sandsynlighed for, at mandlige flygtninge kunne komme ind på arbejdsmarkedet. En forklaring kan være, at det smitter af, hvis man kender andre indvandrere, for hvem det er lykkedes at få et job.

Amerikansk forskning har også beskæftiget sig med spørgsmålet. Blandt andet i et kendt projekt, Moving to Opportunity, hvor det amerikanske boligministerium tilbød tilfældigt udtrukne lavindkomstfamilier muligheden for at flytte til et område med familier, der havde flere penge. Projektets resultater viste, at hvis man flyttede, inden børnene fyldte 13 år, så ville det øge muligheden for, at barnet kom på universitet, ende med en større indtjening og endda reducere risikoen for, at barnet endte som enlig forælder.

De danske politikere er mindre forsigtige med de entydige svar på spørgsmålet om, hvad vores boligforhold betyder. Den tidligere boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance, der i dag er partiets boligordfører, mener, at det er vigtigt, at børn får mulighed for se og møde ressourcestærke mennesker, der går på arbejde hver dag – også selv om barnets egne forældre har sociale og kulturelle problemer”, som han siger. Han kalder det opløftende”, at det er lykkedes at sprede ikke-vestlige indvandrere mere. I 1960’erne og 1970’erne samlede man mennesker med problemer i masse boliger i store boligområder, og det har vi arbejdet på at rydde op i lige siden. Vi tager endnu større skridt med den aftale mod parallelsamfund, vi vedtog, da jeg var minister,” siger han.

At de rige og fattige bor mere adskilt, tror han er en konsekvens af, at boligpriserne i nogle områder stiger, fordi der ikke er så mange boliger til rådighed – snarere end at det handler om, at mennesker med høj indkomst skulle have et ønske om at isolere sig.

Socialdemokratiets nye boligminister, Kaare Dybvad, har meddelt, at han vil arbejde på at forhindre polarisering på boligmarkedet, og partiets boligordfører, Henrik Møller, siger, at vi risikerer at miste noget værdifuldt ved vores samfund”, hvis tendensen til, at rige og fattige klumper sig mere sammen, fortsætter. Jeg tror, at det bliver et langt sejt træk, hvis vi skal bevare vores sammenhængskraft,” siger han. Der er jo ikke nogen facitliste over, hvad vi kan gøre som politikere. Men man kunne for eksempel forestille sig, at der blev opført nogle almene boliger i velhaverkvarterer,” siger han.

Vi skal selvfølgelig ikke alle sammen være ens,” siger Venstres boligordfører, Heidi Bank, men hvis man bor adskilt, så er der større risiko for, at vi får skabt nogle billeder af andre samfundsgrupper, der er forkerte.”

Måske er der noget om snakken. De to horsensianere Tanja og René, der skulle flytte et halvt år i ghettoen på landsdækkende fjernsyn, virker i hvert fald til at hygge sig gevaldigt i DRs seneste afsnit af 180 dage i ghettoen, hvor de er på krammer med Abdi, der er formand for Gellerupparken, og sludrer lystigt med den unge knægt Yousef, der kommer på besøg i deres nye lejlighed i ghettoen.

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: