EU har frikendt sukker som fedmeskurk. Det skal være slut, mener de danske myndigheder

VOKSEVÆRKPå 50 år er det blevet 30-40 gange mere normalt at være overvægtig i Danmark, fandt Ernæringsrådet frem til i 2003. Foto: Jeffrey Greenberg, Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Krigen om vores kostvaner er lige så politisk, som den er videnskabelig, og Danmark har lige meldt sig ind i den. I en anmodning til det europæiske fødevareagentur forsøger danske fødevaremyndigheder at få indført et nyt kostråd om tilsat sukker. Den sag er behæftet med stærke kommercielle interesser.

For tiden ligger et opgør med 50 års vestligt kostregime og venter på, at nogen tager stilling til det i hovedkvarteret for det europæiske fødevareagentur (EFSA) i den italienske by Parma.

Lidt populært sagt, naturligvis. For helt konkret ser brevet ikke ud af meget. Papiret er underskrevet af fødevaremyndighederne i såvel Danmark som fire andre nordiske lande, og det ligner, ved første øjekast, en simpel mellemregning.

Baseret på nyligt udgivne videnskabelige studier,” skriver fødevaremyndighederne i brevet, og i relation til vægtøgning, type 2-diabetes, hjertekarsygdomme og relaterede risikofaktorer anmoder vi om videnskabelig assistance (…) til at vurdere, om en anbefalet grænse for sukkerindtag, med særligt fokus på tilsat sukker, nu kan sættes.”

Landene vil, med andre ord, have en anbefalet grænse for, hvor meget tilsat sukker det er sikkert at indtage. Og rent ernæringsmæssigt er det da også, spørger man professor i klinisk ernæring ved Aarhus Universitet, Bjørn Richelsen, en meget simpel sag.

I EU indtages der alt for meget tilsat sukker overordnet set,” siger han, og ud over at give energi er det at betragte som et rent nydelsesmiddel. Sundhedsmæssigt kan man ikke sige, at tilsat sukker bidrager med noget positivt, så der er ingen problemer i at reducere det. Tværtimod er det et helt rigtigt signal at sende.”

Når det alligevel ikke er en simpel sag, handler det overhovedet ikke om videnskabelige studier. Diskussionen om, hvorvidt sukker er skadeligt, dominerer for tiden ernæringsdebatten, men det er ikke bare en diskussion om vægtøgning eller insulinresistens. Sukkerkrigen, som den nogle gange kaldes, er lige så meget en faglig debat, som det er en politisk sag. For som Bjørn Richelsen fortsætter:

Det er en meget mere kompliceret problematik end at sige, at indtaget bør være under fem procent eller under ti procent, for ellers går det galt. Hvor grænsen skal gå, er ikke alene et sundhedsmæssigt spørgsmål,” siger han, det er en politisk beslutning. Og en afvejning af stærke kommercielle hensyn.”

Intet er så simpelt, som at noget er sundt, og noget er usundt, når det kommer til vores kostvaner. Som Zetland har beskrevet de seneste uger, er det, du propper i munden, ingenlunde bare et udslag af din egen beslutning ved hylderne i supermarkedet. Forud for det valg er tusinder af andre valg blevet taget for dig. Valg om, hvad der skal gro på markerne, hvad der skal lukkes ind på markederne, og hvad der er sundt at komme i vores mad.

Men den måske allerstørste magtfaktor i kampen om kostvaner er industrien. Netop det papir, som her i februar afventer en afgørelse fra EFSA, viser, hvor stor den magt er. For at forstå hvordan, må man tilbage til, hvor kampen begyndte – for 40 år og en fedmeepidemi siden.

Bonusinfo. Raffineret sukker har været en del af vestlig kost i cirka 300 år. Et splitsekund i evolutionære termer, imens fedt har været til stede i hele menneskehedens historie.

Helt præcis til 1972, hvor den britiske ernæringsprofessor John Yudkin, som havde bygget et internationalt velrenommeret forskningsinstitut på Queen Elisabeth College op fra bunden og følgelig havde nydt en lang, glorværdig karriere, udgav en bog, der samlede hans livs arbejde og skulle cementere hans arv for de kommende generationer af ernæringsforskere.

Rent, hvidt og dødeligt,” hed bogen. Sukker og ikke fedt, påstod den, var den virkelige skurk i udviklingen af de velfærdssygdomme, som var begyndt at brede sig i den vestlige verden i form af fedme, hjertekarsygdomme og diabetes.

Bogen fik den stik modsatte effekt af den, Yudkin havde tænkt sig. Et bjerg af nonsens,” kaldte den amerikanske stjerneforsker Ancel Keys bogen. Keys og hele hans skole af forskere, der anså fedt for den store skurk i udviklingen af velfærdssygdomme, igangsatte et karaktermord på Yudkin. Queen Elisabeth College forviste følgelig Yudkin fra det institut, han selv havde grundlagt, og ansatte en fedt-kritiker i hans sted. Derouten fik sin slutning i 1995, da Yudkin døde i glemsel.

På overfladen måske bare en krig mellem forskningsmæssige egoer. I september sidste år fremlagde forskere ved University of California, San Francisco, beviser for en skandale, der brød den illusion.

Dokumenterne stammer fra 1964 og viser, at en toplobbyist for sukkerindustrien ved navn John Hickson betalte tre ernæringsforskere ved Harvard University, hvad der i dag svarer til 49.000 dollar, for at udgive forskning, der neddyssede sukkers skadelige rolle i udviklingen af fedme og hjertekarsygdomme og i stedet pegede pilen over på mættet fedt.

Hickson havde opdaget den forskning, der så småt dukkede op på den anden side af Atlanten – ovre hos Yudkin – som hængte sukker ud som ernæringsskurk. Derfor, skrev Hickson i dokumentet, skulle industrien påvirke den offentlige mening, gennem forskning, information og lovgivning”. Som sagt så gjort. Hickson instruerede forskerne i, hvad han forventede af resultater og overvågede udviklingen af forskningen undervejs og med stort held.

Lad mig forsikre jer om,” skrev han til sidst til forskerne, at dette er netop, hvad vi havde forestillet os, og at vi ser frem til at se det på print.”

Resultaterne udkom i det velestimerede videnskabelige tidsskrift New England Journal of Medicine. Artiklen, der var købt og betalt, udråbte forskningen i sukkers skadelige virkninger til at være usikker – og kritiserede i stedet mættet fedt.

Den sandhed blev epokegørende for det næste halve århundredes kostvaner.

Bonusinfo. “Undgå for meget fedt, mættet fedt og kolesterol,” lød det tredje amerikanske kostråd i 1980. “Undgå for meget sukker” var også med på listen, men hovedsageligt fordi det gav dårlige tænder.

I 1980 udkom de allerførste kostråd nogensinde i USA.

For første gang i menneskehedens historie gav det mening, at myndigheder anbefalede folk at spise mindre og ikke mere af noget. Et af rådene var: Spis mindre fedt. Kostrådene påvirkede hundred millioner af mennesker. Læger adlød dem, fødevareindustrien forsøgte at lave produkter, der flugtede med dem, og slankekurene i damebladene videreformidlede, at slankekure skulle være med så lidt fedt som muligt.

Som The New York Times skrev i sin dækning fra september, tyder papirerne på, at fem årtiers forskning i ernæring og hjertekarsygdomme, inklusiv mange af de kostråd vi har i dag, kan have været overvejende formet af sukkerindustrien.”

Det er i det lys, at man skal se de nordiske fødevaremyndigheders ønske om en anbefalet grænse for indtaget af tilsat sukker. Der går en lige linje mellem Yudkins deroute og det papir, der i dag ligger på bordet hos EFSA, for hvis fødevaremyndighederne får held med deres ærinde, er resultatet større end et kostråd mere i rækken: Det vil være et led i et opgør med det ernæringsregime, som Vesten har levet under i et halvt århundrede, og som er formet af penge, politik, og dig selv i den prioriterede rækkefølge.

Professor i folkesundhedsvidenskab ved Købehavns Universitet Torben Jørgensen er en af de få danske forskere, der har forsket i, hvordan fødevareindustrien former vores kostvaner – konkret i forbindelse med fedtafgiften i Danmark.

Han kalder kampen om vores kostvaner for giganternes kamp”.

Og når jeg siger giganter, så mener jeg giganter, for mange af de store fødevareindustrier har en omsætning, der er større end små landes bruttonationalprodukter. Det bedste eksempel er Coca Cola, hvis reklamebudget er større end WHOs samlede årsbudget.”

Af samme årsag er det også et spørgsmål fuldt af finansielle implikationer, som de nordiske lande har stillet EFSA.

Det, at sukkerindustrien overhovedet beskæftiger sig med forskning i det område, viser, at det har en enorm indflydelse på, hvad der står i de anbefalinger. Ellers gad de da ikke blande sig. De er sat i verden for at sælge et produkt. Og vi ved, at når rekommandationerne går i en bestemt retning, så følger flertallet dem.”

Bonusinfo. Tilsat sukker bør højst udgøre ti procent af dit daglige kalorieindtag, anbefaler Verdenssundhedsorganisationen WHO.

Hvis EFSA vælger at lytte til de nordiske lande, vil agenturet slutte sig til en bevægelse i ernæringsverdenen, der i disse år har sat fokus på de mængder af tilsat sukker, der indgår i vestlig forarbejdet mad – såsom sodavand og færdigretter – og den rolle, som maden spiller i fedmeepidemien. Hver tredje danske voksne indtager for meget tilsat sukker, imens det gælder for hvert andet barn.

I EFSAs holdningspapir, som er gældende nu – og som således er vejledende for de politiske beslutninger, der bliver taget om sukkerholdige produkter i EU – anerkender man ikke nogen sammenhæng mellem indtaget af sukker og fedme. EFSA har, som der står i papiret ikke kunnet etablere en korrelation mellem et højt indtag af sukker fra fødevarer (hovedsageligt tilsat sukker) og vægtøgning.”

Og netop det papir er et eksempel på, at hensynene, når det gælder vores kostvaner, er stærkt sammenfiltrede. Det afdækkede Sveriges Radio sidste år.

Fire ud af fem af de forskningsartikler, som EFSA lagde til grund for deres holdningspapir, havde modtaget finansiering fra fødevareindustrien. Otte ud af 21 medlemmer af panelet, der havde udarbejdet holdningspapiret, havde finansielle interesser, der var i konflikt med deres rolle i det videnskabelige råd.

Verdenssundhedsorganisationen WHO kaldte holdningspapiret for mærkværdigt” og kritiserede interessekonflikterne. EFSA selv forsvarede sig med, at det, der betyder noget, ikke er, om undersøgelsen er uafhængig eller sponsoreret af industrien – men snarere, hvor godt studiet er designet, udført og kommunikeret.”

Det er Torben Jørgensen uenig i. Han indskyder, at han sådan set ikke betragter industrien som problemet. Problemet opstår først, hvis myndighederne ikke har neutral viden at basere deres beslutninger på.

Industrien er ikke ond. Den er bare sat i verden for at tjene penge. Og havde det været skotskternede roser, den solgte, så havde jeg ikke haft noget imod det, men nu er det sukker, og så har jeg noget imod det,” siger han.

Du kan sige, vi kan også sætte Dracula til at vogte over en blodbank, det ville bare være dumt.”

Forskning viser, at studier, der er sponseret af industrien, har en fem gange højere sandsynlighed for at stemme overens med sponsorens interesser end uafhængig forskning. Alligevel er der – også inden for forskningen – to sider af den sag. Sponsorering af forskning muliggør langt mere forskning og deraf også innovation, som ikke ville være mulig, hvis al forskning afhang af frie forskningsmidler, simpelthen fordi der ikke er mange midler, og at de bliver stadigt færre.

Desuden har brancheorganisationerne selv forsøgt at imødekomme kritikken. Den største brancheorganisation for fødevareproducenter i Europa, FoodDrinkEurope, der blandt andet har Kellogg, Coca Cola og Mars under sig, udfærdigede i 2015 en liste af principper, der skulle sikre transperens omkring forskning, der er sponsoreret af industrien.

Den imødekommende fløj hører Torben Jørgensen bare ikke til på. Folkevalgte politikere skal kunne tage beslutninger på basis af faktuel viden, som belyser fordele og ulemper neutralt,” siger han.

Jeg spørger ham, om ikke det synspunkt sidder fast i en (måske endda fiktiv) fortid. I en verden, hvor de frie forskningsmidler bliver færre, er det så ikke et vilkår, at forskning er sponsoreret af industrien? Hvad skal det nytte at klage sig over det?

Torben Jørgensen bider ikke på.

Det skal nytte det, at vi skal genvinde demokratiet,” svarer han. Netop det er fødevaremyndighedernes brev et forsøg på, og derfor hilser han det velkomment, fortsætter han. Landene skal gå sammen og vise, hvad vi vil finde os i, og hvad vi ikke vil finde os i.”

Bonusinfo. Den danske fedtafgifts levetid varede 13 måneder.

Ernæringsprofessor Bjørn Richelsen er mindre aktivistisk indstillet. Han har ingen kommentarer” til, om der skal lægges begrænsninger på industrien. Hans pointe er blot, at vi ikke kommer uden om, at kostvaner er storpolitik og big business.

Der eksisterer,” som han siger, ikke noget absolut sundt og absolut usundt. Sund mad er en kombination af, hvordan man sætter det sammen.”

Selv om ernæringstrendsene ofte forsøger, findes der ikke én fødevare, der er hovedskurk i udviklingen af fedme, forklarer han. Forskningen kan give anledning til bombastiske” konklusioner, og det gør vores kostvaner til et nemt bytte for de overbevisninger og kostfilosofier, der fra tid til anden griber os. Fedt vandt rollen som den store skurk i 60’erne, men selv om sukkers rolle nok historisk har været undervurderet, vil det også være forkert at hænge sukker ud som den entydige skurk i fedmeepidemien i dag.

Det, siger jeg til Bjørn Richelsen i telefonen, lyder som et ekko af netop industriens stærkeste argument. FoodDrinkEuropes motto lyder:

Der findes ikke usund mad, kun usund kost.”

Er det ikke præcis den konklusion, som Bjørn Richelsen er nået frem til, spørger jeg ham?

Jo,” svarer han.

Deri hører bare ikke ret meget tilsat sukker.”

Spørgsmålet bliver, om EFSA nu vil tage den tilføjelse med.

Dette er fjerde og sidste artikel i en serie, der begyndte med at fortælle om oversete konsekvenser af EUs sukkerreform. Zetland Sofaaften #5 står i det skjulte sukkers tegn, så skaf straks en billet til en aften, hvor vi skal udforske den storpolitik, der former dine kostvaner, og punktere myten om, at Vestens fedmeepidemi er et direkte resultat af usunde valg i supermarkedet.