Der findes en måde at snakke om økonomien lige nu, der lyder sådan her: Det går virkelig godt. Trods corona er arbejdsløsheden i bund, og boligpriserne i top. Aktiekurserne er strøget mod himlen, få virksomheder går konkurs, og væksten er høj. Selv nu i en corona-tid buldrer økonomien derudad.

Men hvad hvis det kun er en halv sandhed? Hvad hvis den økonomiske pris på corona i virkeligheden er langt, langt højere, end vi hører for tiden?

For i virkeligheden giver de ting, der fylder så meget i snakken om tidens økonomiske tilstand – arbejdsløshed og vækst – langtfra et fuldstændigt billede af coronaens økonomiske omkostning. Der findes nemlig en anden måde at prissætte omkostningerne ved corona. Og der ser tingene måske ikke helt så rosenrøde ud.

I artiklen her vil vi lave den øvelse: prøve at beregne den sande pris på pandemien. Vi vil forsøge at sætte kroner og øre på. Og vi har fået en nobelprisvinder i økonomi og omkring 2.800 mennesker til at hjælpe os.

Lad os komme i gang.

Hvad er den første mellemregning, hvis man skal lave regnestykket? Det første skridt kunne være simpelthen at kigge på de allermest klassiske måder at snakke om økonomi på. Det er for eksempel arbejdsløsheden og Danmarks økonomiske produktion – altså bruttonationalproduktet, også kendt som BNP. Væksten.

Og her går det jo godt. Da corona ramte tilbage i marts 2020, blev økonomien ramt af et chok. Arbejdsløsheden steg, og væksten, altså BNP, faldt. Men det var kun for en kortere periode. Så kom opsvinget. Og i lang tid er det faktisk gået ret godt på de her områder. Ledigheden er historisk lav, og der er en fin vækst i økonomien.

Så her ville historien sådan set være slut, hvis vi lavede den allermest old-school analyse af coronas økonomiske pris. Det ville være en virkelig kort historie. Det startede rigtig skidt, men det gik over, og nu går det supergodt. Slut.

Men det er så her, vi siger, at det slet ikke er nok at kigge på den økonomiske pris på den måde. Lad os forklare hvorfor.

Der er mange gode grunde til, at økonomer ofte kigger på BNP og arbejdsløshed. For de to ting kan være fine måder at måle økonomiens tilstand på i normale tider. Og jo, de fleste økonomer ved også godt, at de nøgletal ikke fanger alle dele af økonomien (eller tilværelsen), men de hænger ofte sammen med andre ting, vi også sætter pris på. Så når BNP vokser, bliver vores sundhed tit også bedre.

Men den slags sammenhænge forventer vi især at se i normale tider. Og pandemien er ikke en normal tid. Derfor kan man godt forestille sig, at de normale sammenhænge bliver sat ud af kraft. Økonomien kan boome, mens eksempelvis vores livskvalitet falder.

Med andre ord: Der er masser af andre ting, der er virkelig vigtige for folks liv, og som også har økonomisk værdi, selv om de ikke bliver målt i BNP. Det kan være folks bekymring, ensomhed, sygdom, mental trivsel. Og de ting opfører sig anderledes under en pandemi end normalt.

Vi talte for nylig med den amerikanske professor i økonomi Joseph Stiglitz fra Columbia University i New York – der ud over at have rådgivet amerikanske præsidenter har vundet Nobelprisen i økonomi. Og Stiglitz sagde noget lignende: Pandemien påvirker i høj grad “en masse vigtige dimensioner af vores liv – sundhed, ulighed, tryghed eller angst – som alle sammen er udeladt af BNP”, siger Stiglitz.

BNP måler ikke, hvordan vi har det, kvaliteten af vores liv, siger han og citerer den amerikanske politiker Robert Kennedy: “BNP måler alt andet end det, der er vigtigt i livet. Og det passer,” siger den amerikansk nobeløkonom. “Du har selvfølgelig brug for brød for at leve, men som Bibelen siger: Du kan ikke leve af brød alene. Og BNP handler om brød.”

For at måle fremskridt og tilbageskridt i vores liv og i samfundet, siger Stiglitz, så skal vi bruge andre værktøjer end de klassiske økonomiske – ikke mindst under pandemien.

Men vi tager selvfølgelig ikke til takke med en nobelprisvinder, så vi har også ringet til økonomen Ian Goldin, der er professor på Oxford University. Goldin er blandt andet berømt for at have forudsagt for flere år siden, at den næste store krise ville blive en pandemi. Og – surprise – han er også enig med Stiglitz.

Ud over BNP bliver vi nødt til også at kigge på de millioner af mistede menneskeliv – på sygdom og lidelse, siger Goldin. De ting har også en stor økonomisk værdi. Vi bør også kigge på den øgede ulighed under corona – i Vesten, men også i udviklingslande, hvor over 100 millioner mennesker er røget ud i ekstrem fattigdom.

Og vi bør også inkludere den krise i kreativitet, som corona ifølge Goldin har skabt – dels fordi færre unge kommer ind på arbejdspladserne rent fysisk, dels fordi de kreative sektorer jo simpelthen er blevet lukket ned i høj grad: teatre, museer, spillesteder.

Ian Goldin peger på, at én dag under pandemien koster mere end alle de penge, der inden corona blev investeret i at undgå pandemier. Det er vildt. Men det vigtigste her er faktisk hans generelle pointe: BNP og arbejdsløshed er ikke nok.

Så lad os sige, at nu er det slået fast. Vi kan ikke måle omkostningen, prisen på corona, ved bare at kigge på nøgletal som BNP. Så hvad skal vi så gøre?

Lad os starte med at afgrænse vores undersøgelse lidt. Ian Goldin, Oxford-professoren, fokuserer meget globalt – og der er ingen tvivl om, at en meget stor del af prisen for corona bliver betalt i fattige lande, der ikke kan beskytte sig med vacciner og hjælpepakker, som vi kan. Men blot for at afgrænse lidt, så lad os fokusere på Danmark.

Så: Hvordan skal vi måle omkostningen ved pandemien her i landet, hvis vi ikke skal måle på BNP?

En vej er at kigge på særlige sektorer. For når vi kigger på Danmark, ser vi jo faktisk også mange af de ting, Ian Goldin taler om. Eksempelvis at selv om meget af økonomien oplever vækst, så er nogle sektorer ekstremt hårdt ramt – som den kreative branche og restauranterne. Kultur- og fritidsinstitutionerne og nattelivet taber 800 millioner kroner om måneden, og 50.000 jobs bliver ramt ifølge en beregning fra Dansk Erhverv.

Freja Brandhøj – politisk chef i brancheorganisationen Danmarks Restauranter & Cafeer – siger, at en hel del medlemmer fortæller hende, at de står på randen af konkurs. De bryder nærmest sammen, når hun taler med dem. Hun siger, at “alle er presset af en enorm gæld. Men ét er pengene, noget andet og vigtigere er det mentale.” Mange fra café- og restaurationsbranchen “føler sig nemlig reduceret til en eller anden nytteværdi i en graf uden muligheden for at blive hørt”, siger Freja Brandhøj.

Dét er vigtigt. Og folk fra kulturbranchen og andre pressede sektorer ville garanteret fortælle lignende historier. Men: Det er trods alt kun en del af økonomien, vi taler om her. Selv om det er forfærdelige skæbner, kan enkelte sektorer ikke give os svaret på coronaens samlede pris. Så lad os gå videre.

Hvad kan vi ellers gøre?

En af de vigtige ting, som nobelprisøkonomen Joseph Stiglitz og mange andre understreger ikke fanges i BNP, er trivsel. “Forstyrrelserne, bekymringerne, de radikale forandringer – det understreger de mange dimensioner, BNP ikke fanger. Det måler ikke angst,” siger Stiglitz. Men kan vi alligevel prissætte angst og bekymring på en økonomisk meningsfuld måde?

Først skal vi i hvert fald have på plads, om der overhovedet er et problem med vores trivsel. Og det ser helt klart sådan ud.

Alle landets fem regioner siger, at de sidste vinter oplevede flere psykiatriske akuthenvendelser for børn og unge, end de gjorde året før. Der er også flere henvisninger til børne- og ungdomspsykiatrien og flere henvendelser hos Børns Vilkår. Antallet af selvmord blandt unge kvinder er det højeste i 20 år.

Vi kan selvfølgelig ikke sige med sikkerhed, at alt det her skyldes corona, men det er med al sandsynlighed en faktor. “Jeg tror højaktuelt, at corona påvirker rigtig meget blandt vores patienter,” siger psykolog Lotte Rubæk, der leder team for selvskade i Region Hovedstadens Psykiatri, hvor antallet af henvisninger blandt børn og unge er steget med 24 procent på et år. Noget lignende siger en række andre ekspertkilder, vi har talt med.

Så trivslen, måske især blandt børn og unge, har fået et ordentligt slag under corona, ser det ud til. Men hvordan måler vi de samlede omkostninger ved faldet i trivsel?

Og hvad med alle de andre ting, der kan spille ind, og som også er svære at måle, under corona: tid, vi mister, sygdom, skilsmisser, afsavn, livskvalitet og så videre. Hvordan skal vi så sætte en pris på alt det?

Der findes faktisk en metode, økonomer bruger til at udregne en pris på noget, der ikke har en pris i kroner og øre, men som alligevel har en økonomisk værdi. Det kan være ting, der – i gåseøjne – er gratis, som Facebook og Google. Du betaler ikke penge for at bruge dem. Men de har alligevel en værdi for folk, og den værdi kan omregnes til penge. Den slags metoder er ofte brugt til studier af miljøet: Hvad er værdien af ren luft for folk, der bor i forurenede byer?

Måden, man kan lave den type udregning på, er ved at lave en willingness to pay- eller willingness to accept-undersøgelse, som det hedder med et par fancy ord. Og det går simpelthen ud på at spørge folk enten: Hvad ville du betale for, at luften i Aarhus blev renere? Eller: Hvor mange penge skulle jeg give dig for ikke at bruge Facebook i en måned? Altså hvad ville du betale for, at der sker dig noget godt, eller hvor mange penge vil du miste for, at der ikke sker dig noget dårligt?

Ud fra folks svar kan man så regne sig frem til en pris på ting, der ikke i udgangspunktet har markedspris – at logge ind på Facebook eller have ren luft i Aarhus.

Det minder lidt om de metoder, regeringer rundtom i verden bruger for at beregne prisen på et menneskeliv. Igen spørger man simpelthen folk, hvad de vil betale for en række forskellige risici, og ud fra det laver man en beregning af, hvad et gennemsnitsliv – et såkaldt statistisk liv – er værd.

I Danmark er det 34 millioner kroner. Så meget er et liv værd, ifølge Finansministeriet. Hvilket jo lyder lidt skørt, men der er mange gode grunde til at prissætte ting, der ikke har en pris. For ellers kan de ting blive usynlige og svære at tale om, når vi diskuterer økonomien.

Men det vigtigste her er altså at forstå: Der findes en masse ting i vores liv, som ikke har en markedspris, men alligevel har stor økonomisk værdi. Fra digitale servicer som Google til ren luft. Og man kan prøve at blive klogere på en pris for, hvor vigtige de her ting er, ved at stille folk nogle spørgsmål om deres betalingsvillighed.

Det har vi nu valgt at gøre med corona: prøvet at finde frem til en pris på pandemien ved at stille en masse mennesker nogle spørgsmål. For pandemien påvirker jo mange enormt meget, men ofte på en måde, der ikke har en pris i kroner og øre og ikke afspejler sig i BNP. For eksempel når det gælder vores trivsel – kvaliteten af vores liv. Som økonomen Joseph Stiglitz sagde: BNP viser alt det, der ikke er vigtigt. Alt det, der ikke handler om, hvor godt et liv vi faktisk lever under corona.

Derfor har vi lavet en lille undersøgelse, der er inspireret af de her willingness to pay-studier. Det har vi gjort ved at spørge jer Zetland-medlemmer og en hel del andre mennesker. Der er kommet langt flere svar, end vi havde turdet håbe – cirka 2.800 har svaret. Det er virkelig mange. Så tusind tak for det. Selv om man skal tage alle mulige forbehold i forbindelse med vores undersøgelse – dem kommer vi til – så er det en styrke, at vi har så mange svar.

I undersøgelsen har vi spurgt til nogle tænkte scenarier, som er inspireret af andre undersøgelser i samme stil. Vi har også fået input til spørgsmålene fra en række økonomer, der strækker sig fra den liberale tænketank Cepos til venstrefløjen – og en del midtimellem.

Vi har stillet to spørgsmål – det første er vigtigst, så det gør vi mest ud af her. Det spørgsmål lyder: Forestil dig to scenarier: I det første scenarie lever du de næste 12 måneder med corona i samfundet, som vi gjorde i Danmark fra marts 2020 og et år frem (altså inklusive de restriktioner, der kom og gik). Når året er omme, er det uvist, hvordan pandemien udvikler sig. I det andet scenarie er corona væk for altid fra i morgen.

Spørgsmålet er så: Hvor meget skulle din månedlige indkomst stige i det ene år, før du ville vælge scenarie 1 i stedet for scenarie 2? Altså hvor mange ekstra penge skulle der til månedligt, for at du ville vælge et år med corona i samfundet i stedet for uden?

Vi har nu analyseret de 2.800 svar, vi har fået. Inden vi afslører resultatet, er der nogle vigtige mellemregninger. For eksempel har nogle skrevet ekstremt høje tal for, hvor meget deres indkomst skulle stige for et år med corona – de skriver tæt på uendelig. Det indikerer, at corona har haft en rigtig stor og skadelig betydning for rigtig mange mennesker. Men det kan også skævvride svarene. Vi har derfor ændret meget høje tal til 100.000 kr.

Blandt andet fordi der er den usikkerhed, har vi valgt at bruge medianen i stedet for gennemsnittet. Medianen betyder den midterste værdi i alle svarene. Og medianen er mindre påvirket af outliers – altså folk, der sætter ekstremt høje beløb på.

Okay. Så har vi styr på detaljerne. Mediansvaret blandt alle dem, der har skrevet et tal, er 15.000 kroner om måneden. Altså folk skal have 15.000 kroner ekstra om måneden for et år med corona.

Regnet om til et år svarer det til, at folk skal have 180.000 kroner ekstra årligt for at være klar til at acceptere COVID-19 i samfundet.

Vi spørger ikke, om det er før eller efter skat (og tak til dem der har bemærket det), men lad os være konservative og sige, at det er før skat.

Så ifølge den her metode er 180.000 kroner altså den årlige “pris” eller omkostning for corona per person.

Lad os sætte det tal ind i en sammenhæng. Den gennemsnitlige indkomst for en voksen dansker udgjorde i 2019 cirka 380.000 kroner. Hvis den årlige omkostning for corona er 180.000 kroner, så svarer omkostningen for corona til næsten halvdelen af folks årlige indkomst.

Lad os nu gå videre og kigge på, hvad det svarer til, når vi forstørrer det til samfundsniveau. Der er cirka 4,68 millioner voksne danskere. Hvis vi siger, at vores resultater gælder for gennemsnitsdanskeren, er det samlede årlige tab på grund af corona: 4,68 millioner danskere x 180.000 kroner = 842 milliarder kroner.

Er det et stort tal? Ja, det er et virkelig stort tal. Vores tal for coronas omkostning – de 842 milliarder kroner – svarer til omkring 36 procent af værdien af hele Danmarks økonomiske produktion, BNP, på et år.

Bare for at sætte det i perspektiv, så faldt BNP knap 5 procent, da det gik værst under finanskrisen i 2009. Og økonomien faldt 10-15 procent, da det gik værst under COVID-19 i foråret 2020.

Nu kan alle de her procenttal være ret abstrakte – og vores lille undersøgelse giver langtfra noget endeligt, absolut svar. Og man kan heller ikke bare sammenligne de her tal direkte. Men det er alligevel interessant, at omkostningen ved corona bliver sat så højt, når man spørger folk.

Det peger som minimum på, at corona har haft store skadelige konsekvenser for rigtig mange mennesker i Danmark – og den skade svarer til en høj økonomisk værdi.

Vi stillede jer faktisk også et andet spørgsmål i undersøgelsen. Nemlig hvor meget ekstra man skulle leve, før man ville vælge et år mere med corona. Den ekstra levetid, man svarer, kan så også regnes om til kroner og øre. Det spørgsmål har vi faktisk valgt at skøjte let hen over her, fordi det tydeligvis var sværere at forstå, kunne vi læse ud fra svar og kommentarer, og mest af alt bare bekræftede konklusionen på spørgsmål 1. Nemlig at corona har haft en virkelig, virkelig høj pris, når man spørger jer.

Der skal selvfølgelig tages en lang række forbehold i forbindelse med vores undersøgelse.

Vi kan ikke sige, at vi har spurgt en repræsentativ del af befolkningen. En del af jer, der har svaret, er for eksempel medlemmer af Zetland. Og I medlemmer er nok ikke fuldstændig repræsentative for Danmarks befolkning. Vi tror måske, at I tjener lidt mere end gennemsnittet af befolkningen (selv om I også er mange unge og studerende, som tjener mindre). Men samlet set trækker den måske lidt højere indtægt nok isoleret set i retning af, at vi overvurderer prisen for corona.

På den anden side er Zetlands medlemmer måske også lidt længere uddannet end gennemsnittet af befolkningen. Og det kan tænkes, at langtuddannede har haft nemmere ved at arbejde hjemme under nedlukningerne. Derfor kan de samlet set være mindre hårdt ramt end folk med kortere uddannelse. Det trækker i den anden retning, altså at vi undervurderer omkostningen ved corona.

Samtidig er der generelt en tendens til, at netop den her type spørgeskemaundersøgelser finder frem til meget store beløb. Altså de her willingness to accept-analyser, som vi har valgt, kan få folk til at vælge højere priser end andre tilgange, viser noget forskning.

Der kan også være den lidt tekniske finte, at folk tænker på den skade, corona påfører alle andre, når de svarer på spørgsmålet. Det tyder nogle af kommentarerne, vi har fået, på. Hvis det er rigtigt, kommer vi til at overvurdere coronaens pris, når vi ganger op til den samlede befolkning.

Samlet set må vi også understrege, at det ikke er forskning, vi har lavet her. Så skulle vi stille langt flere spørgsmål, opstille mange scenarier og lave en masse små spørge-eksperimenter for at få mere realistiske svar. Talværdier er nemlig svære og abstrakte, som flere af jer medlemmer har påpeget.

Så der skal altså tages en række forbehold i forbindelse med vores miniundersøgelse.

Okay. Lad os acceptere de forbehold og være ekstra konservative. Hvad sker der, hvis vi halverer, eller ligefrem trækker 75 procent fra vores beregning? Jamen, så ser vi stadig på bemærkelsesværdigt høje tal. Hvis vi trækker halvdelen fra spørgsmål 1 – altså hvor mange penge du skulle have for at leve et år med corona i samfundet, ikke uden – så svarer det til 18 procent af BNP. Det svarer til langt mere end omkostningen ved det værste finanskrise-år i slutningen af 00’erne.

Og selv om man ikke bare direkte kan sammenligne de to ting, viser undersøgelsen i hvert fald et helt andet billede af coronaens økonomiske pris, end dag til dag-dækningen af dansk økonomi afspejler. Og måske også et langt mere interessant billede end om arbejdsløsheden er 3 komma det ene eller det andet.

Pointen er således ikke det helt præcise tal. Pointen er, at corona tydeligvis koster virkelig meget for virkelig mange mennesker – også langt mere, end vi kan aflæse i de klassiske økonomiske termer.

Det kunne tyde på, at vi har en situation under corona, hvor vi alle går på arbejde og producerer nogenlunde det, vi normalt gør. Men også at en del ikke har det specielt godt.

Og hvis det er tilfældet, er det ikke en økonomisk god situation. Det er en økonomisk forfærdelig situation. Ikke hvis vi kigger på BNP, men hvis vi kigger på sundhed, kultur, at være sammen med sine venner – hvis vi anerkender, at de ting også har en økonomisk værdi. Og at folk ville betale penge for de ting, hvis de havde muligheden for at gøre det.

Hvis vi ser på økonomien i det perspektiv, står vi ikke i en kæmpe boom-væksttid, men snarere i en økonomisk krise, fordi vi står i en sundheds- eller menneskelig krise. Og de ting har også økonomisk værdi – som vi kan se, når vi spørger folk. Men det er usynligt i de officielle væksttal.

Måske skulle man tænke corona-tiden nu lidt som tiden efter Anden Verdenskrig (uden selvfølgelig at kunne sammenligne direkte). Dengang tog væksten også fart, men der var virkelig mange mennesker, der havde mistet familiemedlemmer, folk havde lidt, store dele af mange lande var smadret. Det var jo ikke bare en god tid, det var også en svær tid. Måske skal vi tænke lidt mere på vores tid sådan.

Vi står foran en genopbygning af et land – en verden, i virkeligheden – der har været igennem en krise, som har en høj pris – og det har man ikke tilstrækkeligt blik for, hvis man kun måler på væksten.

Tilbage i 1974 holdt økonomen Friedrich Hayek en tale, da han vandt Nobelprisen. Han sagde i grove træk: Tak for prisen. Men basalt set synes jeg slet ikke, den her pris burde eksistere. Den blev indført for at give økonomer et skær af naturvidenskabelig seriøsitet, som økonomer aldrig kan få.

Og grunden til det er, at mange af de områder, økonomer interesserer sig for, er nærmest uendeligt komplekse – hvordan samfund fungerer, og hvad der former alle de måder, mennesker påvirker hinanden på hele tiden.

Men ifølge Hayek har mange økonomer en tendens til at reducere al den kompleksitet til nogle få og meget målbare ting. Og så glemmer de, at den menneskelige eksistens rummer alle de her andre dimensioner, og de bliver altså ikke mindre betydningsfulde, bare fordi vi ikke kan måle dem.

Måske er det lidt det, mange gør nu, når man snakker om, hvad corona har betydet for økonomien. Man fokuserer meget på det, vi er vant til at måle eller kan måle, men mindre på det, vi ikke kan – eller har langt mere svært ved at – måle. Men det betyder jo ikke, de ting ikke er vigtige – særligt i “unormale” tider som her under corona.

Joseph Stiglitz sagde noget lignende. Vi bliver nødt til i langt højere grad at snakke om økonomi – om, hvad ting koster – på en anden og ny måde. Stiglitz har i flere år forsøgt at udvikle den slags bedre og bredere måder at måle på. I New Zealand er de begyndt at lave en finanslov, et nationalt budget, der måler på andre ting end BNP, eksempelvis trivsel.

Og måske er det det, vores lille undersøgelse viser, snarere end et meget konkret tal: Prisen på corona er høj – og den pris kan ikke fanges eller måles eller forstås med de greb, økonomer plejer at bruge.

Flere af jer, der har svaret på vores spørgsmål, skrev faktisk noget i samme stil. Vi havde egentlig bare bedt jer om et tal, men mange af jer skrev alligevel en lille tekst der, hvor tallet skulle have stået. Lad os slutte med nogle af de kommentarer.

En skrev om sin søn, der har fået transplanteret knoglemarv og derfor ikke kan blive vaccineret. “Jeg betaler gerne mange leveår for at slippe af med corona,” lød det.

En anden skrev, at han arrangerer en musikfestival, så tanken om et corona-år “er så skrækkelig, at jeg dårligt tør tænke på det. Der skulle ligge bonus på minimum 25.000 kroner om måneden, før jeg ville overveje at indgå den slags aftale med djævlen. Alt under ville ikke på nogen måde kunne opveje tabet af endnu et år uden kultur, frihed og fællesskab.”

En anden skrev: Der er for mig ikke et beløb, som er højt nok til at opveje manglende frihed, ungdomsoplevelser og mentalt velvære. “Selv hvis min løn steg eksponentielt de næste 12 måneder – hvad skulle jeg bruge pengene på? Tøj, som jeg kun kan have på derhjemme? Ferier, der bliver aflyst? Vin, som jeg kan drikke alene? For at glemme alle de venner og familiemedlemmer, jeg ikke kan ses med? For at dulme en konstant eksistentiel krise? Hvordan vil en million kroner nogensinde kunne opveje de oplevelser, jeg vil gå glip af, og de mennesker, jeg potentielt kunne miste?”

Eller som en sidste formulerede det i det felt, hvor der egentlig skulle have stået et tal: “Jeg mangler en anden form for målestok,” lød det.

“Skulle jeg svare inden for jeres opstillede rammer, ville jeg svare, at det var uvurderligt.”