Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Fem dage før fødslen flygtede Katrine fra Danmark. Staten ville tage hendes barn

Kapitel 1 af 3: Flere børn skal tvangsfjernes, sagde Mette Frederiksen. Nu flygter højgravide fra Danmark for at undgå det.

Illustration: Ibrahim Rayintakath for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte


7. februar 2022
22 min.

Dette er første kapitel af vores serie Gravide på flugt”. Du finder andet kapitel her.

Katrine Jensen handlede på sit instinkt. Det fortalte, ja, nærmest råbte til hende, at hun var nødt til at flygte. Hun lagde begge hænder om undersiden af sin gravide mave. Liam havde snart boet i hende i ni måneder. Alt det her var for hans skyld. Når hun om lidt forlod sin familie, sine venner og sit hjemland, så var det, for at de kunne forblive sammen.

Hun ville beholde sin søn. Hun ville ikke miste ham, som hun havde gjort med sit første barn.

Katrine forbandede idioterne” på kommunen. I årevis havde de forfulgt hende med deres psykologundersøgelser og deres latterlige spørgsmål. Hun var hverken kriminel, psykisk syg eller på stoffer, men de sagde, at hun ikke var intelligent nok. Og nu ville de fjerne Liam. Tvangsbortadoptere ham til en fremmed familie, der ville udslette hende – hans biologiske mor – fra sønnens hukommelse.

Vi kører nu. Gør dig klar,” stod der i sms’en fra Dorte Jensen, Katrines egen mor.

Katrine kiggede sig i spejlet. Hun så en 25-årig kvinde med dybe, mørkebrune øjne, langt, mørkt hår og en skønhedsplet på den ene kind. Hun så en mor.

Du har ikke tid til det her,” sagde hun til sig selv. Hun måtte pakke. Hun gik ind på børneværelset, som havde stået klar i månedsvis, og kastede babytøjet, hun havde købt over Facebook, ned i en taske. Vuggen skulle med, og det samme gjaldt barnevognen. Hun skulle lige vænne sig til tanken: At hun i dag, den 28. juni 2020, ville forlade sit hjem uden nogensinde at komme tilbage.

Katrine hørte en bil i gruset på gårdspladsen og så sin mor, Dorte Jensen, komme til syne.

I flugtens ABC er regel nummer et, at man ikke må vække opsigt. En bil bør hverken køre for stærkt eller for langsomt, og skulle det uheldige ske, at man bliver stoppet, må man ikke ligne en, som er på flugt. Det måtte Katrine forstå, sagde hendes mor, da hun så de mange babybodyer og alt legetøjet i tasken. Dét havde Netværket – som de seneste dage havde planlagt flugten for dem – jo nøje instrueret dem i.

Ingen må fatte mistanke,” havde de sagt. Maks 110 kilometer i timen, og pak, så det ligner, I bare skal en tur i Fleggaard på den anden side.”

Katrine protesterede ikke. Hendes mor var som regel den, der havde styr på tingene, og som guidede hende, når det gjaldt situationer, hun ikke lige havde befundet sig i før. Hun låste døren til sit hjem i landsbyen Dalmose et kvarters kørsel syd for Slagelse.

Når man handler på sit instinkt, er der ikke tid til tøven. Frys, så fryser man. Kæmp, så kæmper man. Flygt, ja, så flygter man. Katrine satte sig på bagsædet af flugtbilen, en familievenlig sort Citroën Cactus. Hun havde ikke nævnt flugten til udlejer eller til venner eller til sine to søstre af frygt for, nogen ville sladre, og først på motorvejen kom hun i tanke om, at hun havde glemt at fodre katten og killingerne.

Men det var alt sammen lige meget nu. Det var ingen vej tilbage.

Dette er første kapitel i fortællingen om Katrine Jensen, der flygtede højgravid fra Danmark, fordi de sociale myndigheder ville tvangsbortadoptere hendes søn. Vi har arbejdet på denne historie ganske længe, og vi kan allerede nu afsløre, at det ikke er en historie, der følger en lige linje.

Hvad nogle vil opleve som skurke, er for andre frihedskæmpere. Hvad nogle vil opleve som statens naturlige ansvar, vil for andre være statens unødvendige overgreb. Det er en historie, der ikke har nemme svar, men som stadig er vigtig for os alle. Vi kommer undervejs helt tæt på Katrines flugt gennem Europa, vi møder personerne i et hemmeligt netværk, der organiserer disse forsvindingsnumre, vi hører om dem, der fortryder, at de hjalp familier over grænsen, om en undersøgelse, der måske viser et helt andet billede af Katrine end det, hun fik tegnet i Danmark, vi er med på en fødegang i Polen, vi følger flere landes tovtrækkeri om barnet i Katrines mave. Og vi tvinges til at spørge os selv: Er dette i virkeligheden ét stort eksperiment?

Det her er en historie, som berører et af velfærdsstatens mest grundlæggende etiske spørgsmål: Hvornår er man som forælder egnet til at drage omsorg? Og hvornår er det statens pligt at fjerne det vigtigste i vores liv: vores børn?

I dag er retten til at kunne få børn allemandseje, men det er retten til at beholde dem ikke.

Det blev klart for mange, da statsminister Mette Frederiksen holdt sin nytårstale fra Marienborg den 1. januar 2020:“Vi må træde i karakter som samfund. Flere udsatte børn skal have et nyt hjem. Tidligere end i dag,” sagde hun.

En kommende ny lov vil gøre det lettere at tvangsanbringe og bortadoptere flere børn tidligere, og social- og ældreminister Astrid Krag kalder reformen for det største socialpolitiske fremskridt i ganske mange år. Fremover skal det være muligt at træffe en endelig afgørelse om at tvangsfjerne- og bortadoptere børn, før de er født.

Antallet af tvangsbortadoptioner er allerede steget markant. De seneste to år er mindst 59 børn blevet bortadopteret uden samtykke fra deres forældre. Dét er det højeste antal nogensinde og betydeligt flere, end der sammenlagt blev bortadopteret i årtiet forinden.

Vi befinder os med andre ord midt i en skelsættende periode, hvor grænsen for, hvornår børn skal tvangsbortadopteres fra deres biologiske ophav, forskubbes.

Katrine Jensen – vores hovedperson i denne historie – er langtfra den eneste, der har taget konsekvensen af udviklingen og er flygtet.

Efter måneders research kan vi dokumentere, at minimum syv højgravide kvinder de seneste år har forladt Danmark. De er i dag spredt over det meste af Nordeuropa.

I det vestlige Polen sidder en kvinde, der efterlod tre anbragte børn i Danmark, da hun flygtede højgravid med sit fjerde. I den skånske by Osby bor et forældrepar med deres i dag et år gamle datter. En anden kvinde flyttede til Oslo i Norge, da kommunen sagde, at hendes søn skulle anbringes ved fødslen. Og lige syd for grænsen, i Flensborg i Tyskland, fandt vi tre mødre, der deler skæbne med Katrine Jensen, som du mødte i begyndelsen af denne historie.

For kvinderne er scenariet ganske enkelt: Bliv i Danmark, og du mister dit barn. Flygt, og du kan beholde det.

Katrine Jensen var 22 år, da hun blev mor første gang. Efter seks uger på et mødrehjem blev hendes søn anbragt i en plejefamilie, mens Katrine fik samvær med ham i et par timer hver anden uge. Hun har ikke set ham fysisk, siden hun flygtede. Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Katrine Jensen holdt af at komme i City 2. Ikke fordi hun nødvendigvis skulle noget. Men i butikscentret i Taastrup på Københavns Vestegn kunne hun forsvinde i menneskemylderet. Som førtidspensionist havde hun ikke det store på programmet i hverdagene, og centret var et hyggeligt get-away.

Sådan var det også, da hun i begyndelsen af 2020 så på forretningernes udstillingsvinduer. De seneste måneder havde en spontan kvalme ramt hende, særligt når hun tilberedte mad. Hun var jo ikke dum. Inderst inde vidste hun selvfølgelig godt, hvad det betød.

I oktober havde hun været til en fest. Hun husker ikke rigtigt, hvor det var, men hun husker, at hun havde mødt en mand, og at de havde sex.

Først kvalme, så træthed, så ingen menstruation. Katrine var ikke glad, hun var bange. Og i måneder forsøgte hun af al sin kraft at fortrænge fornemmelsen af liv i maven.

Årsagen skulle findes tre år forinden.

Dengang, som 22-årig, var hendes første søn blevet tvangsfjernet seks uger efter fødslen, og anbringelsen havde i perioder taget livslysten fra hende.

Hvorfor hun købte graviditetstesten i City 2, ved hun ikke. Det skete bare. Hun fandt det nærmeste toilet, så stregerne og sendte en sms til sin mor. Jeg er gravid,” stod der.

Dorte Jensen sad i sit hjem på Midtsjælland.

Åh nej, ikke igen,” tænkte hun. Når først man har været igennem en anbringelse, så tærer det på hele familien. Jeg tænkte straks på kommunen, og hvad gør vi nu?”

En måned senere modtog Slagelse Kommune den første underretning. Kampen om barnet var begyndt.

Idioterne” fra kommunen havde været en del af Katrine Jensens liv, lige så længe hun kunne huske. Og vil man forstå årsagen til hendes flugt i sommeren 2020, er man først og fremmest nødt til at se ind i hendes fortid. For på en måde er kommuner lidt som elefanter – de glemmer ikke.

Hvis du placerer en knappenål i midten af Sjælland, rammer du med stor sandsynlighed den lille landsby, hvor Katrine voksede op. Hun var den mellemste af tre piger. Det er ikke meget, hun husker fra sin barndom, men hun husker, den var god. Hun klatrede i træer og holdt af at snakke med hunde. Hendes mor, Dorte, der var organist i den lokale kirke, så en eftertænksom pige, der havde orden i sagerne, men som også var temperamentsfuld, særligt når hun oplevede uretfærdighed.

I skolen kæmpede Katrine med mobning og store indlæringsvanskeligheder. Hun er svært ordblind og ikke så god til det med tal”, og hun har tilbragt hele sin skolegang i diverse specialklasser. Trods flere forsøg lykkedes det hende aldrig at gennemføre en uddannelse eller folkeskolens afgangseksamen.

Da Katrine Jensen fyldte 20 år, gav systemet fortabt og tildelte hende førtidspension for resten af livet. I psykologundersøgelsen fra dengang står der, at hun er mentalt retarderet i lettere grad. At hun har et begrænset ordforråd”. At hun ikke forstår verbale komplekse sammenhænge”. At hun ikke ved, hvordan hun skal gribe en situation an for at løse et problem”. At hun ingen indsigt har i, at hun har en dårlig begavelse”.

Personlighedsmæssigt,” skrev psykologen om Katrine Jensen i 2014, får man indtryk af en pige, som primært er præget af (…) sine svage intellektuelle ressourcer. Hun er usikker på sig selv i mange sammenhænge, og hun har ikke tilstrækkelige ressourcer til at håndtere pres.”

Psykologen var ikke afvisende over for, at Katrine Jensen kunne komme i praktik med den rette støtte. Han noterede dog én mærkbar undtagelse: aldrig børnehaver. Pigen, som han kaldte 20-årige Katrine, ville aldrig kunne tage et voksenansvar i forhold til børn”.

Det bankede på døren, men Katrine lod som ingenting. Personalet på Holmegaardshuset var både irriterende, nærgående og ude efter hende. Hvad hun lavede her? Ja, det spurgte hun også sig selv om. Det var i december 2016, og Katrine Jensen havde lige født sin første søn, men i stedet for at tage hjem som alle andre familier havde kommunen insisteret på, at hun skulle observeres på et familiecenter.

Hun havde låst døren og rullet gardinerne ned for at lave sig en hule. Hun nød stilheden, men vidste, at hun snart måtte lukke personalet ind. De sagde, at de ville hjælpe hende til at blive en god og omsorgsfuld mor, men hun vidste, de løj. Nej, personalet var ikke ude på at hjælpe – de var ude på at indsamle beviser. Beviser mod hende, så de kunne stjæle hendes søn.

Beviserne kan man læse om i de mange underretninger:

Katrine får ikke skiftet Noah regelmæssigt, og han ligger derfor våd og har mange gange tisset igennem.

Katrine har vanskeligt ved at huske, hvornår Noah har fået mad.

Katrine ligger ofte med Noah i sengen til over middag/eftermiddag med nedrullede gardiner.

Katrine taler kun sporadisk til ham og ses ikke at berolige ham.

Katrine ses lægge dynen over hovedet på Noah.

Katrine er gået fra Noah, mens han har ligget på værelset med en lukket dør.

Listen fortsætter, og efter de seks uger blev Katrine Jensens første søn tvangsfjernet. Det er vigtigt for Katrine Jensen at understrege, at hun på ingen måde kan genkende beskrivelserne fra Holmegaardshuset. Hun oplevede et personale, der var efter hende og gjorde hende utryg. Episoden med dynen, siger hun for eksempel, skyldtes, at personalet brasede ind, mens hun ammede i bar overkrop.

Når man læser Katrine Jensens journaler, står særligt et forhold lysende klart: Hun er et hundrede procent overbevist om sine egne evner som mor. Hvor de fleste forældre formentligt ville indrømme, at det sommetider kan være svært og hårdt, insisterer Katrine på, at det ikke er tilfældet for hende. Hun ved godt, siger hun, at hun er ordblind, og at hun ikke er lige så klog som alle andre, men hun bor i egen lejlighed og vasker selv sit tøj og laver selv sin mad. Hun er ikke misbruger eller medicineret. Hverken kriminel eller psykisk syg. Og af alle de grunde kan hun simpelthen ikke forstå, hvad det er, kommunen er så bekymret over.

Katrine forstår simpelthen ikke, at hendes manglende forældreevne ifølge kommunen først og fremmest begynder ved hendes manglende selvindsigt. For hvordan skulle hun?

Men billedet af Katrine indeholder også vigtige nuancer. I en samværsrapport fra februar 2017, bare en måned efter tvangsanbringelsen, beskrev en familiekonsulent hende som en mor, der først og fremmest var kærlig. Hun beskrev, hvordan Katrine nænsomt tog tøjet af sin søn og skiftede ham. At hun var opmærksom på sønnens behov, og at de to holdt tydelig øjenkontakt. At Katrine mærkede efter på håndleddet, om mælken havde den rette temperatur, så sønnen ikke brændte tungen. Da han efterfølgende blev hentet af plejefamilien og kørt væk, står der, at Katrine begyndte at græde.

I de følgende samværsrapporter fortsatte de positive ord om Katrines forældreevne, og den 1. november 2017, da hendes søn var knap et år, vurderede familiekonsulenten, at hun var klar til at tage det næste skridt.

Konsulenten beskrev, at samværet mellem mor og søn er godt og trygt”. At Katrine gav sønnen sin fulde opmærksomhed, og at hun passede på, at han ikke kom til skade. Hun noterede også, at Katrine var god til at tage imod råd, og at hun for hver gang virkede mere sikker i rollen som mor”.

Det blev besluttet, at samværet ikke længere skulle være overvåget af en konsulent, og at sønnen fremover kunne komme på samværsbesøg i Katrine Jensens egen bolig.

Det er blandt andet på grund af disse samværsbeskrivelser, at Katrine i dag er uforstående over for, hvorfor kommunen senere beskrev hende som uden nogen forældreevne og uden noget potentiale for at udvikle sig. At de endte med at skrive i deres indstilling, at hendes søn ville være i akut fare efter fødslen selv med støtte fra en jordemoder, og at han derfor måtte fjernes øjeblikkeligt.

I uge 18 kan fostre hikke. Mælketænderne er udviklet og ligger klar i gummerne, og barnets øjne og ører har fundet deres endelige placering i ansigtet. I uge 18 – halvvejs gennem andet trimester – erkendte Katrine, at hun nok en gang var gravid.

Nogenlunde samtidig fik de nys om det i socialafdelingen på Slagelse Kommune. Det var en sagsbehandler, som modtog den første underretning fra et familieambulatorium på det lokale sygehus. Hun kendte udmærket Katrine Jensen fra sagen om hendes første søn og ringede til hende.

Katrine havde indrømmet, at hun havde været til fester, før hun havde erkendt sin graviditet. Hun havde drukket alkohol, men hvor meget vidste hun ikke. I hendes sundhedsjournal kunne man imidlertid læse, at hun havde været på skadestuen stærkt beruset den måned, graviditeten var opstået. Sagsbehandleren fortalte, at man var bange for, om hendes kommende barn allerede havde taget skade, hvorfor kommunen nu ville undersøge, om hun havde brug for særlig støtte”.

Katrine forklarede sig. Ja, hun havde drukket som alle andre unge”, men hun var stoppet efter at have taget graviditetstesten. Hun lod sagsbehandleren forstå, at hun var godt træt af, at kommunen er efter hende”, og hun var vred over, at man i underretningen havde beskrevet hende som let-moderat mentalt retarderet”. Mentalundersøgelsen, insisterede hun, var for gammel” og derfor ubrugelig. Katrine gentog, at hun er god til at være mor”. At hun slet ikke finder, det er svært”, og at hun af og til passer naboens baby på et halvt år helt alene”.

Har du ellers noget, du vil tilføje?” spurgte sagsbehandleren.

Ja,” sagde Katrine forsigtigt.

Jeg vil bare gerne have en fremtid med min søn … Jeg ønsker at få en chance.”

Katrine Jensen havde store indlæringsvanskeligheder og tilbragte hele sin skoletid i specialklasser. Hun gennemførte aldrig folkeskolens afgangsprøve. Men betyder det, at hun er uegnet til at tage sig af sit eget barn? Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Psykolog Eva Kocsis vidste, at sager som Katrine Jensens ofte ender i konflikt. I sine 20 år som psykolog havde hun måske gennemført 100 såkaldte forældrekompetenceundersøgelser, og kun én gang havde hun fået et tak for at åbne mine øjne” fra en forælder, hvis barn hun vurderede skulle fjernes.

At fortælle en mor eller en far, at vedkommende ikke har evnerne til at drage omsorg for sit barn, og samtidig forvente at de selv kan se det, svarer til, at bede en blind person om at se”.

Eva Kocsis trådte ind på gårdspladsen i Dalmose, hvor Katrine boede. Forårssolen stod højt på himlen, kalenderen viste april 2020, og der var endnu et par måneder til flugten. Over den næste tid skulle psykologen teste, interviewe og observere Katrine og gennemgå hendes tidligere journaler. Formålet med undersøgelsen var klart: Psykologen skulle vurdere, om Katrine havde evnerne til at være forælder. Og om hun nogensinde ville kunne få dem.

Katrine havde glemt alt om besøget, men viste Eva Kocsis indenfor.

Du skal se børneværelset,” sagde hun og viste psykologen babytøjet, der lå sirligt foldet i en bunke. Hun pegede på vuggen i hjørnet og følte sig stolt. Du må ikke tro, at jeg ikke er parat.”

De satte sig ved spisebordet. Som en del af den såkaldte forældrekompetenceundersøgelse skulle Eva Kocsis teste Katrine Jensens personlighed. Hun fandt et papir frem med 40 sætninger, som Katrine Jensen skulle færdiggøre.

Jeg kan lide … Is,” udbrød Katrine Jensen. Jeg vil gerne vide … Alt”. Min største bekymring er … At falde”. Jeg er meget … Træt”.

Psykologen noterede, at Katrine Jensen er et konkret tænkende menneske. At hun primært fokuserer på at tilfredsstille egne behov”. At hendes tilgang til prøven er umoden og barnlig”. Og at Katrine Jensen ikke syntes at opfatte dybden og omfanget af den alvorlige situation, som hun er i”. Eksempelvis når hun færdiggjorde sætningen Jeg vil ønske … At det altid er sommer”.

Prøv at ønske tre ting for dit barn i løbet af de næste fem år,” prøvede Eva Kocsis.

Katrine tænkte sig om.

Hm, at han bliver hos mig. At han bliver hos mig lige meget, hvad der sker, for så skal det nok gå. Og at han bare er en glad dreng.”

Sådan lavede vi "Gravide på flugt"

Fortællingen om Katrine Jensen og serien Gravide på flugt bygger på timelange interviews, retsdokumenter fra polske myndigheder og dokumenter fra diverse danske myndigheder. I alt flere end 4.000 siders dokumentation.

I efteråret 2021 indvilligede Katrine Jensen i at give os fuld adgang til sit liv. Hun underskrev flere fuldmagter, der gav os mulighed for at søge aktindsigt i alt, hvad der er registreret om hende og hendes to børn i Slagelse Kommune, i Social- og Indenrigsministeriet og i Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Katrine Jensen har haft artiklerne til gennemlæsning for eventuelle faktuelle fejl inden publicering.

Foruden Katrine Jensen kan vi dokumentere, at seks højgravide kvinder har forladt Danmark. Vi er bekendt med deres navne og byerne i udlandet, de bor i. Vi kan desuden dokumentere, at mindst 11 familier yderligere har forladt landet på grund af anbringelsessager de seneste år.

Liam er ikke Katrine Jensens søns rigtige navn.

Katrine var nervøs. Foran hende sad hendes sagsbehandler og psykologen. Hun havde fået besked på at møde op på kommunekontoret for at få en tilbagemelding” på psykologens undersøgelse. Ved sidste besøg hos jordemoderen var Liam i hendes mave blevet skudt til at veje over fire kilo. Han var en stor baby.

Den dag følte Katrine sig håbefuld. Hun følte virkelig, at hun havde forandret sig, siden hun var blevet mor første gang. At hun var blevet ældre og mere moden. Det mente hendes mor, Dorte Jensen, også. Hun tog sin datter i hånden. Selvfølgelig, beroligede hun, får du lov til at beholde Liam.

Inderst inde vidste Dorte dog godt, at intet var sikkert. Efter situationen med hendes første barnebarn havde hun for længst mistet tilliden til systemet. Tænk, at de bildte sig ind at sige, at hendes datter ikke kunne være en ordentlig mor, bare fordi hun er ordblind”. Hun havde selv stået for opdragelsen og altid set en kærlig og dejlig datter. I sin lomme tændte hun diskret en diktafon.

Hvis man nu har 100 mennesker,” forklarede Eva Kocsis og viste Katrine en intelligenskurve, så kan mindre end to af dem det samme som dig. Det vil sige, at 98 kan mere end dig.”

På båndoptagelsen kan man høre, at Katrine af og til forsøgte at bryde ind. I begyndelsen meget, men i takt med at psykologen fremlagde sine konklusioner, tav hun. Psykologen kaldte det formålsløst at sende Katrine og sønnen på et mødrehjem efter fødslen. At ethvert forsøg på at forbedre hendes forældreevne ville være nytteløst.

Katrine,” prøvede psykologen, det er jo ikke noget, der er din skyld. Det er sådan, kortene er blevet fordelt på et tidspunkt …”

Såå konklusionen er,” ville sagsbehandleren vide:

At jeg vil holde det for overvejende usandsynligt, at Katrine vil kunne tage hånd om det barn, og jeg kan ikke se, at der er muligheder for, at hun vil kunne udvikle sig i et oplæringsforløb.”

Sagsbehandleren gjorde det klart: Alt tydede på, at Katrines søn skulle fjernes ved fødslen.

Dorte Jensen kaldte rapporten for bestilt arbejde. Hun blev vred. Især over, at psykologen ikke havde inddraget de samværsrapporter, der beskrev, hvor omsorgsfuld datteren var i samværet med sin første søn.

Katrine Jensen græd mest, men pludselig åbnede hun munden, så ordene væltede ud:

Jeg har gjort alt for at samarbejde med jer og det ene og det andet, men hvad får jeg ud af det i sidste ende? Ikke en skid. For I har allerede besluttet, hvad der skal ske. Hvorfor skal jeg gå og håbe og være så rundforvirret over, hvad der skal ske? Hvorfor har I ikke bare sagt det til mig i første ende?”

I kommunens endelige konklusion over Katrine Jensens forældreevne vurderedes det, at Katrine ikke er i stand til at tage vare på det kommende barn. At Katrine ikke kan tage vare på barnet ganske få dage efter fødslen, hverken på hospitalet eller i hjemmet – heller ikke med massiv støtte. Det vurderes, at det kommende barn skal anbringes uden for hjemmet direkte i forlængelse af fødslen med henblik på adoption.”

Direkte i forlængelse af fødslen med henblik på adoption. Katrine kunne høre skridtene på lægegangen. Liam, der kom til syne og tog sin første vejrtrækning. Måske ville han græde. Se, hvor fin han er, ville jordemoderen måske sige, mens hun løftede ham op foran Katrine. Men i stedet for at række sønnen til hende ville hun vende sig om og forsvinde med Liam for evigt …

Aldrig! tænkte Katrine Jensen og hendes mor. De måtte handle hurtigt. Med få uger til termin arbejdede ikke kun systemet, men også tiden imod dem.

Krigsveteranen Lars Christensen sad derhjemme i parcelhuset, da et nummer, han ikke kendte, ringede. Klokken var over ni om aftenen, men han tog den, for han vidste, at kommunernes anbringelsessager aldrig holder fri.

Det var, da han kom hjem fra sin tredje udsendelse i Afghanistan, at han indså, at den er fuldstændig gal med systemet. Han så, hvordan PTSD-ramte soldaterkammerater i stedet for hjælp modtog afgørelser om, at deres børn nu skulle fjernes. Da han først havde hjulpet én med at vinde” over systemet, rullede lavinen. Telefonen glødede, og han gav sig altid tid til at lytte til mennesket i den anden ende.

Dorte Jensen, kunne han høre i telefonen den aften, var desperat. Hun havde ad omveje hørt, at han er en af dem, der kan hjælpe folk ud af landet”. Hun fortalte, at kommunen ville fjerne hendes barnebarn fra datteren, fordi hun var ordblind og havde festet, som unge nu engang gør”.

Veteranen lyttede. Han havde efterhånden opbygget en vis rutine i den her type samtaler. Der var tre punkter, der skulle være opfyldt, hvis han og Netværket skulle hjælpe. For det første skulle forældremyndigheden være afklaret. For det andet skulle Dorte Jensens datter kunne forsørge sig selv. Og for det tredje ville han kun hjælpe, hvis kommunen endnu ikke havde truffet en formel afgørelse om tvangsfjernelse – ellers ville flugten være ulovlig.

Og så havde han bemærket, hvad han kalder et fænomen. Hvis en sag kun fylder 50 sider, tyder alt på, at kommunen har ret. Så ligger der formentlig en politirapport, og sagen er så alvorlig, at kommunen utvivlsomt skal skride ind. Men ligger der en journal på over 2.500 sider, er det et tegn på, at kommunen er i gang med at samle beviser mod forældrene, og sagen ligger på grænsen. Da Lars Christensen modtog Katrine Jensens sag, var den allerede dengang på flere tusind sider.

De havde travlt, sagde han. Hvis Katrine først gik i fødsel, ville det være game over. Han og Netværket havde tidligere hjulpet højgravide kvinder til udlandet og instruerede Dorte Jensen i, at de først og fremmest måtte flytte deres folkeregisteradresse til et såkaldt safe house, han kendte i Flensborg syd for grænsen.

1 / 2
Da Lars Christensen kom hjem efter sin tredje udsendelse til Afghanistan, gik det op for ham, at der er noget galt med systemet. Han så, hvordan hans soldaterkammerater med PTSD fik tvangsfjernet deres børn.//
Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Et par dage efter vendte veteranen tilbage. Han havde talt med sin samarbejdspartner, en kvinde fra Netværket. Kvinden havde vurderet, at Flensborg ikke var tilstrækkeligt for Katrine og sønnens beskyttelse”. Kommunen var formentligt allerede på sporet af hende. Og anbringelsessagen var så fremskreden, at hun risikerede, at de tyske myndigheder ville sende Liam tilbage over grænsen, så snart han var født.

De måtte til Polen, hvor en mindre gruppe af danske og norske kvinder havde forskanset sig fra de sociale myndigheder. For i Polen, forklarede Netværket, ser de anderledes på forældreevne, end de gør i Danmark. Katrine Jensen måtte indstille sig på, at de danske myndigheder ikke ville slippe hendes søn uden kamp. At hun ville blive efterlyst.

Trods uvished for fremtiden følte Katrine nu en underlig ro. Hun sad på bagsædet af flugtbilen og førte sin hånd i aende bevægelser op og ned langs maven. Hun havde aldrig hørt om Stettin i Polen, den by, hun fremover skulle gøre til sit og Liams hjem, men det spillede absolut ingen rolle.

Hun var en god mor, og en god mor lader ikke myndighederne tage sin søn. Virkeligheden var enkel.

I bilen sad også Dorte Jensen, Katrines mor. Mørket havde sænket sig. Og selv om det var en omvej, havde Netværket fortalt dem, at de skulle bruge grænseovergangen ved Kolbaskowo for at undgå politiet. Hun modtog en sms fra veteranens samarbejdspartner:

Er Katrine klar over, at vi normalt tager 5.000 kroner for den slags her?” stod der.

Dorte Jensen svarede, at de nok skulle betale. Når man flygter, er det ikke et spørgsmål om penge.

De passerede grænsen. Dorte Jensen indlogerede sin højgravide datter på et billigt hotel i Stettin og tog tilbage til Danmark.

Og her lå Katrine Jensen højgravid i sengen på et nusset hotelværelse. Alene i et fremmed land, hvor hun absolut ingen kendte, men som skæbnen bød hende at gøre til sit eget.

Tre dage senere prajede hun en taxa til et hospital. Hun mærkede de første veer. Det var tid.

Minister vil ikke frihedsberøve gravide

“At flygte fra dem, der prøver at hjælpe ens barn – og så til et andet land, hvor man ikke har familie, venner og netværk – er i mine øjne en meget dårlig løsning. Det her er uendelig trist for børnene,” siger socialminister Astrid Krag (S) om Katrine Jensens historie.

Hun håber, at ny lovgivning kan stoppe andre højgravide fra at flygte. Ministeren slår dog fast, at der ikke laves “regler for at frihedsberøve eller stavnsbinde de her kvinder”, så reelt kan de fortsat rejse ud af landet og undgå at få deres børn fjernet.

Enhedslistens socialordfører, Pernille Skipper, mener, at Katrine Jensens situation er et “vildt svært dilemma”. Hun mener, at regeringen ser alt for sort/hvidt på forældreevne og burde se mere på hjælp til udsatte forældre.

Dansk Folkepartis socialordfører, Karina Adsbøl, kan egentlig godt forstå, at de flygtende mødre gør, hvad de kan, for at beholde deres børn. Hun vil nu foreslå, at en række folketingspolitikere rejser til udlandet for at se, hvordan andre lande gør i tilsvarende situationer.