Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Der er mange flere mål i moderne topfodbold end tidligere. Du gætter helt sikkert hvorfor

FULD FART FREMAD Stærkt angreb – svagere forsvar, synes at være Liverpooltræneren Jürgen Klopps strategi. Han er ikke alene. Foto: Peter Byrne, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

Lørdagens Champions League-finale mellem Real Madrid og Liverpool afslutter en europæisk sæson, der med al tydelighed har vist, hvad tidens fodboldfans kalder på: helt ekstraordinært mange mål. Det har krævet en signifikant ændring i spillestil. Og ekstraordinært mange penge.

Det her skal handle om Champions League, fodboldens ypperste klubturnering, der i morgen finder sin 63. vinder, når Real Madrid og Liverpool træder ud på Det Olympiske Stadion i Kiev.

Det skal handle om, hvordan europæisk topfodbold i dag er et højeksplosivt spil, hvor alle kan angribe, men kun få kan forsvare.

Men vi begynder lige med lillesøsterturneringen Europa League, der i sidste uge blev vundet af Atlético Madrid efter finalesejr over Olympique de Marseille.

For da spanierne tidligere på måneden mødte Arsenal i semifinalen, blev det en påmindelse om, hvad Champions League i år ikke har været.

Hjemme på Wanda Metropolitano barrikaderede Atlético Madrid sig foran eget felt og lod det være op til Arsenal at gøre kampen til andet og mere end et spil mur. Bare få meter fra Jan Oblak i målet gjorde det bryske forsvarsmakkerpar fra Uruguay, Diego Godín og José María Giménez, enhver potentielt farlig tilnærmelse ufarlig. Atlético Madrid vandt 1-0 på dagen og 2-1 over to opgør.

Det var godt, gedigent forsvarsspil af den slags, der kan kvæle selv den mest opfindsomme modstander: disciplineret, kontrolleret, håndfast. Forsvarsspil af den slags, som kun Atlético Madrid mestrer i så udstrakt grad i den europæiske elite. Forsvarsspil af den slags, som vi ser mindre og mindre af i disse år.

Faktisk kunne kontrasten til forårets knockoutkampe i Champions League ikke have været meget større. Hvad Atlético Madrid-træner Diego Simeones mandskab udviste den aften af taktisk stringens og ordenstrang, har et overvældende flertal af kontinentets bedste hold været blottet for i denne sæson.

Skåret skarpt tilskynder tidens topfodbold angreb, ikke forsvar. Kaos, ikke kosmos. Mod, ikke forsigtighed. Vildskab, ikke beherskelse. Fantasi, ikke mådehold.

Tallene taler tydeligt: Med 397 mål scoret i 124 Champions League-kampe (3,20 mål per kamp) har 2017/2018-udgaven været den mest scoringsrige udgave af turneringen nogensinde. Også antallet af storsejre er steget betydeligt. Ifølge CIES Football Observatory endte godt hver femte kamp fra gruppespillet til finalen med sejre på tre eller flere mål.

Udviklingen har været undervejs nogle år. I de seneste otte Champions League-sæsoners 104 kampe fra kvartfinalestadiet til finalen er 21 kampe endt med en vindermargin på minimum tre mål. I de forudgående sæsoner var der i samme antal kampe bare otte storsejre, som den engelske fodboldforfatter- og journalist Jonathan Wilson har påpeget i The Guardian. Alene ud af dette forårs 12 kampe på tværs af kvart- og semifinalerne er fem blevet vundet med en afstand på tre mål.

Den overordnede måludvikling er et tydeligt tegn på, at Europas 10-15 bedste klubber i dag er lysår bedre end klubberne i de efterfølgende lag. Sejre på tre, fire, fem eller endda seks mål er efterhånden hverdagskost. Det har til dels at gøre med penge. Men måludviklingen er ikke kun et vidnesbyrd om det 21. århundredes skævvredne fodboldøkonomi.

Når Paris Saint-Germain i gruppespillet kværker Celtic 7-0, eller når Chelsea uden store anstrengelser sender Qarabag hjem til Aserbajdsjan med et 6-0-nederlag, er det ikke bare rige hold, der vinder over mindre rige hold. Det er de rige, der smadrer de mindre rige.

Forklaringen på, at også eliteklubberne for tiden spiller indbyrdes kampe med store vindermarginer og mange mål, begrænser sig ikke til det rent økonomiske. Den har også at gøre med selve måden, der bliver spillet fodbold på i dag.

Fodbold anno 2018 er et ultradynamisk spil, hvor det efterhånden ikke giver mening at skelne skarpt mellem angreb og forsvar.

Særligt i løbet af det seneste årti er forsvarsspillet blevet en slags angrebsspil.

Det vil groft sagt sige, at man enten forsvarer sig ved at holde bolden på egne fødder – så længe modstanderen ikke har bolden, kan de jo ikke score – eller man forsvarer sig ved at skubbe holdet frem på banen og presse modstanderen så langt væk fra eget mål som muligt. Man forsvarer med henblik på at angribe, og man angriber med henblik på at forsvare.

Fælles for begge tilgange er, at man løber en markant risiko. Succes er forudsat et højt teknisk og fysisk niveau. Forsvarsspillerne skal kunne aflevere lige så godt, som de kan tackle, og angriberne skal kunne tackle lige så godt, som de kan afslutte. Bare én fejlaflevering, fejlpositionering eller tabt duel og der åbner sig store muligheder for modstanderen. Når begge hold gerne vil have bolden eller presse højt, så vil resultatet typisk være åbne chanceudvekslinger, af og til endda regulære flipperspil.

Der er dog intet radikalt nyt i hverken boldbesiddelsen eller det høje pres. Sidstnævnte var en vigtig del af den hollandske træner Rinus Michels’ vision om totalfodbold, som han udviklede i løbet af 1960’erne og 1970’erne. Og allerede i begyndelsen af det 20. århundrede introducerede den engelske trænerpioner Jimmy Hogan det europæiske kontinent for pasningsfodbolden.

Det nye består snarere i tempoet, hvori afleveringer bliver afleveret, løbene løbet og tacklinger tacklet.

I en artikel for tv-stationen ESPNs netversion om tidens offensive forsvarsspil referer forfatter og journalist Simon Kuper til en undersøgelse fra Göteborgs universitet foretaget sidste år. Den konkluderer, at kamprytmen i moderne topfodbold adskiller sig markant fra fortidens mere jævne tempo.

Sammenlignet med tidligere tider er moderne topfodbold karakteriseret ved mange højintensive sprint efterfulgt af et væsentligt lavere tempo. Gentagne omgange af højintensivt løb i 1-5 minutter bliver efterfulgt af historisk lav intensitet i op til fem minutter,” skriver han

En spillers aktivitetsniveau i løbet af en kamp svinger således mellem to ekstremer, når man sammenligner med et traditionelt mere monotont kamptempo.”

Ifølge undersøgelsen er antallet af højintensive løb i Englands bedste række, Premier League, steget med 50 procent i løbet af det seneste årti.

Begge Champions League-finalister skriver sig ind i tendensen. Liverpools succes under den fyrige tysker Jürgen Klopp er grundlagt på et flænsende, sprintende presspil anført af en forrygende fronttrio bestående af Mohamed Salah, Sadio Mané og Roberto Firmino. Til gengæld er forsvaret lidt for ofte lidt for porøst. Og Real Madrid har i Zinedine Zidanes trænertid udmærket sig ved at spille med uhørt stor risiko – både med og uden bolden. Franskmanden forlader sig på sine spilleres mageløse individuelle kvaliteter. Oftest går det, men i de kampe, hvor kransekagen smuldrer, er der intet fasttømret spilkoncept at støtte sig til.

Endelig siger udviklingen nok også noget mere grundlæggende om sportens idealer, der – hvis de ikke ændrer sig – forskubbes i disse år. Fodbolddebatten har aldrig ladet sig begrænse af resultattavlen, men i dag er det måske mere end nogensinde før ikke nok bare at vinde. I hvert fald ikke for de bedste af de bedste. De skal også underholde. Og at underholde vil sige at spille tempofyldt, offensivt tænkende fodbold. Hellere vinde 4-3 end 1-0.

En moderne fodboldklub enten ånder eller pruster selvfølgelig afhængigt af de skinbarlige resultater, men den henter i den grad også næring andetsteds. Eksempelvis i et ry for at spille kreativ og modig begejstringsfodbold. Det er det, der engagerer og fascinerer. Det, der skaffer fans fra den anden side af kloden, som ikke på samme måde som de lokale tilhængere er en del af klubbens traditionelle identitetsfællesskab, men som i stedet bliver indfanget af den medrivende spillestil.

For fans betyder det sublim underholdning og hysterisk spænding. For fodboldpedanter, der sætter pris på rene linjer og tilpassede proportioner, er det lige til at blive ør i hovedet af.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem