Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Verden er bedre, end vi tror. Mød kvinden, der kan bevise det med hårde facts

SE OPDer er rigeligt med skibskatastrofer og pludselig død i nyhedsmedierne. Men reflekterer det faktisk virkeligheden? Illustration: Henriette Eleonora, Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Alle bør lære at læse data, siger Anna Rosling Rönnlund. I næsten to årtier brugte hun tal til at bekæmpe håbløshed og uvidenhed sammen med sin berømte svigerfar, den nu afdøde statistik-superstjerne Hans Rosling. Nu er det op til hende og hendes mand, at fortsætte kampen for et faktabaseret verdensbillede, som er langt lysere end de flestes. For hende er det ikke bare umagen værd at kæmpe mod uvidenhed. Det er også tvingende nødvendigt.

Anna Rosling Rönnlund er en kvinde med en mission.

Hendes berømte svigerfar, den sabelslugende sundhedsprofessor Hans Rosling, døde alt for tidligt af kræft i februar 2017, inden han nåede at fuldføre sit store livsmål – nemlig at udstyre alle og enhver med et faktabaseret verdensbillede, hvor menneskehedens mange fremskridt ikke drukner i en strøm af negativitet, drama, håbløshed og uvidenhed.

Derfor er det nu op til Anna Rosling Rönnlund og hendes mand, Ola Rosling, at føre arven videre. Og det er de to i en helt unik position til at gøre.

I næsten to årtier har de nemlig støbt kuglerne til de foredrag, som gjorde Hans Rosling verdensberømt. Ola skabte farverige boblediagrammer, som fik Hans Roslings videoer til at gå viralt, og Anna var den visuelle indpisker, som for eksempel fik den idé at bruge fotos til at vise lighederne i levevis på tværs af kulturer hos folk med samme indkomst.

I en periode arbejdede parret med at visualisere data hos Google, der købte koden til boblediagrammerne, men i 2010 sagde de op for at hellige sig oplysningsprojektet Gapminder – en fond stiftet af Hans, Ola og Anna i fællesskab i 2005.

Deres seneste store nummer er bogen Factfulness, som udkom i hele verden i april, på dansk med undertitlen 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre, end vi tror.

Vi har arbejdet med det her så passioneret i så lang tid, at vi ikke kunne stoppe,” siger Anna Rosling Rönnlund, da jeg fanger hende på telefonen.

Hun undskylder straks musikken i baggrunden. Det er midt i en hektisk periode omkring lanceringen af bogen, og hun sidder på en restaurant i et hul mellem to møder.

Historien om bogen er et drama for sig.

Den er blevet til, mens Hans Rosling havde en dødsdom hængende over hovedet i form af en kræftdiagnose, som nærmest når som helst kunne tage livet af ham.

Alt andet blev aflyst for at gøre bogen færdig i løbet af de sidste, bevægede måneder. Diskussionerne om manuskriptet fortsatte helt ind i de sidste dage på hospitalet, indtil Hans Rosling til sidst erklærede sig tilfreds.

Teksten er med andre ord en døende mands sidste budskab til verden, som arvtagerne nu arbejder på højtryk for at bære videre.

Bogen er skrevet som en håndbog i factfulness, det vil sige, hvordan man opnår et faktabaseret verdensbillede, som er langt, langt mere positivt end det, de fleste render rundt med.

Det kræver ifølge forfatterne, at man overvinder ti medfødte dramatiske instinkter”, som får os til at opfatte verden som langt mere dramatisk og dyster, end den er. For eksempel:

  • Gap-instinktet, (eller kløft-instinktet, om man vil) som får os til at opdele verden i klart adskilte modsætningspar – for eksempel når vi tænker i rige og fattige lande, selv om langt de fleste ligger midtimellem.
  • Negativitets-instinktet, som får os til at lægge mærke til de negative begivenheder og glemme alle de positive udviklinger, som der er langt flere af – godt hjulpet på vej af mediernes fokus på det negative.
  • Lige linje-instinktet, som får os til at tro, at en given udvikling vil fortsætte i det uendelige – for eksempel befolkningstilvæksten, som med meget stor sandsynlighed vil toppe i dette århundrede, fordi folk flest for længst er holdt op med at få en masse børn.

For hvert af de dramatiske instinkter oplister forfatterne nogle strategier til at overvinde dem.

Gap-instinktet kan for eksempel overvindes ved at kigge efter hovedparten (som for det meste ligger i midten) i stedet for ekstremerne.

Negativitets-instinktet kan besejres ved at huske på, at nyhederne flyder over med negative nyheder, og i stedet kigge efter de positive langsigtede udviklinger, som man sjældent hører om.

Lige linje-instinktet kan holdes i skak ved at huske, at de færreste udviklinger fortsætter i det uendelige.

Og så videre. Det hele er opsummeret i en plakat til sidst i bogen:

For at slå pointen ekstra fast er bogen proppet med grafikker over ting, der går den rigtige vej på verdensplan: dødsfald i krige og katastrofer, underernæring, børnedødelighed, ekstrem fattigdom, læsefærdigheder, gennemsnitlig levealder, internetadgang og så videre og så videre. Også antallet af guitarer per verdensborger stiger såmænd.

Og lad mig lige for en god ordens skyld slå fast – der er ikke tale om, at Hans Rosling, Ola Rosling og Anna Rosling Rönnlund har botaniseret i statistikkerne. Det er, som Hans Rosling sagde på DR2 i 2015, da en journalist forsøgte at fastholde et (fejlagtigt) billede af en verden opdelt i rige og fattige lande:

Jag har rätt, och du har fel.”

Undersøgelser viser, at de fleste mennesker mener, at verden generelt er på vej i den gale retning, og folkene på Gapminder har igen og igen dokumenteret, at folk svarer alt for pessimistisk på spørgsmål om alt fra pigers skolegang til antallet af dødsfald i naturkatastrofer, når de bliver spurgt, hvordan de tror, tingenes tilstand er.

Men hvis man kigger på de reelle tal, er det meget, meget svært at argumentere for, at verden ikke har bevæget sig i den rigtige retning de seneste mange årtier, og at det på det seneste er gået svimlende stærkt på rigtig mange områder.

Det er ikke det samme som, at alt er godt. Tingene kan godt være dårlige og i bedring på samme tid, som der står i bogen, og der er også ting, som går den gale vej – CO2-udslippet for eksempel.

Men, lyder argumentet, hvis vi holder op med at bekymre os, hvor der ikke er grund til det, kan vi bedre holde hovedet koldt og fokusere på at finde løsninger dér, hvor der faktisk er grund til bekymring.

Factfulness, hedder det i bogen, er nemlig ikke bare vigtigt, det er også beroligende.

Det skaber mindre stress og håbløshed end det dramatiserede verdensbillede, fordi det dramatiserede billede er så negativt og skræmmende,“ lyder et par af bogens sidste sætninger.

Med et faktabaseret verdensbillede kan vi se, at verden ikke er så slem, som man skulle tro; og vi kan se, hvad vi skal gøre for at skabe en bedre verden.”

ILDSJÆLAnna Rosling Rönnlund brænder for at gøre store tal lette at forstå for almindelige mennesker uden særlige forudsætninger. Hun er uddannet sociolog og fotograf. Pressefoto: Jann Lipka / Gapminder

I de sidste mange år af sin imponerende karriere blev Hans Rosling rutinemæssigt indbudt til at tale for stribevis af verdens tungeste beslutningstagere – ledere af globale virksomheder, toppolitikere og chefer for store, internationale organisationer.

Men Factfulness, hans sidste bedrift, er ikke en bog skrevet til beslutningstagere. Den er tiltænkt almindelige mennesker. Og det er også dér, Anna Rosling Rönnlunds hjerte er, siger hun. Det banker for det, der på svensk hedder folkbildning, på dansk folkeoplysning.

Pengene er, hvor beslutningstagerne er. Men hvis man vil ændre noget i det lange løb, tror jeg, at folkeoplysning er meget, meget vigtigere,” siger hun.

Vi kan stadig møde beslutningstagerne, men jeg er mere passioneret omkring at ændre hele systemer og nå ud til mennesker, som ikke nødvendigvis selv ville søge efter den her type information.”

Hvad hun, Ola og Gapminder på langt sigt håber at opnå, er en forandring i selve vores forhold til information – hvordan vi forstår den, tilegner os den og behandler den.

Det vil som nævnt kræve, at folk lærer deres dramatiske instinkter” at kende, men også at vi begynder at tænke på verden som noget, der er i konstant forandring, siger Anna Rosling Rönnlund.

Hvis vi forstår, at tingene faktisk kan ændre sig, kan vi også forstå, at vi kan ændre tingene.”

Og, siger hun, så er det fuldstændig nødvendigt, at almindelige mennesker opnår en vis data-læsefærdighed”. Hvordan afgør man for eksempel, om data er pålidelige, og om man skal kigge efter undtagelser eller generelle mønstre i dem? Hvordan får man mening ud af tallene?

Der foregår meget bullshitting fra politikere og eksperter og alle de her mennesker. Jeg mener, det er vigtigt, at vi udstyrer folk med evnerne til faktisk at få mening ud af det, eksperterne siger til os,” siger hun.

Jeg spørger, om hun er bekymret for vildledning via data i en verden, hvor der er så mange data til rådighed, at hvem som helst kan få hvad som helst til at se overbevisende ud.

Ja,” svarer hun, men det behøver ikke engang være nogen, som aktivt vildleder dig. Du vil vildlede dig selv, selv hvis du bliver præsenteret for al den information, som måtte være nødvendig.”

Gapminder har helt fra begyndelsen rettet en stor del af sine aktiviteter mod uddannelsessektoren, blandt andet ved at stille undervisningsmateriale og statistikværktøjer til rådighed for lærere og undervisere, hele vejen fra folkeskolen og op til universitetet.

Hvis vi virkelig vil ændre noget, er vi nødt til at gå efter de yngre, og vi er nødt til at ændre på, hvordan der bliver undervist,” siger Anna Rosling Rönnlund.

Vi begynder nu at lære vores børn at programmere, men jeg mener, at det er vigtigere at kunne få mening ud af data og lære at behandle det, fordi næsten alle beslutninger vil blive baseret på data.”

I hvert fald de gode af dem?
Ja, men måske også de dårlige, fordi vi er så dårlige til at få mening ud af data, selv når vi bliver eksponeret for det.”

Man skulle tro, at medierne også kunne spille en afgørende rolle i kampen for etableringen af et faktabaseret verdenssyn – sådan er vi journalister i hvert fald vant til at tænke på os selv.

Men i bogen fremstår medierne snarere som en del af problemet end løsningen. Vi journalister har nemlig lært at spille på alle de dramatiske instinkter, når vi udvælger historier og skærer dem til, hedder det.

Vi fokuserer på ekstremerne, glemmer proportionerne, udpeger skurke og overser positive, langsigtede tendenser til fordel for spektakulære enkeltbegivenheder og kortsigtede, negative udviklinger. Resultatet er det overdramatiserede verdensbillede, hvor folk tror, at alting går ad h… til – selv om det slet ikke er tilfældet.

Jeg spørger derfor Anna Rosling Rönnlund, om hun helt har opgivet os i medierne som nogle, der kan give folk et verdensbillede, der afspejler virkeligheden.

Nej,” svarer hun, hvis jeg skulle være provokerende, ville jeg snarere sige, at jeg har givet op i forhold til, at den akademiske verden vil gøre noget. Universiteterne er så fulde af information, som ingen faktisk forstår, og det er bare spild af viden. Det frustrerer mig.”

Medierne, mener hun, kunne relativt let give folk et mere præcist verdensbillede ved hjælp af mindre justeringer”.

Hvis man laver en historie om, hvor mange mennesker der er døde i et jordskælv et eller andet sted, kunne man måske bare tilføje et par sætninger om, hvor mange mennesker der førhen plejede at blive dræbt i jordskælv af dén størrelse – noget, som viser tendenserne og de globale proportioner.”

Factfulness har fået en stormende modtagelse i alverdens medier, inklusive den globale elites yndlingsorganer som Financial Times og The Economist, og det virker oplagt for folkene på Gapminder at udnytte det momentum som springbræt til at gøre den lille Stockholm-baserede organisation Gapminder til noget stort og internationalt.

Anna Rosling Rönnlund vil ikke udelukke, at det sker, men hun tror det ikke.

Helt ærligt, så tror jeg, at vi vil fortsætte med at være en lille organisation,” siger hun.

Det er derfor, vi må arbejde mere med folkeoplysning. Vi må nå ud til et bredt publikum og få folk til frivilligt at følge os eller hjælpe os eller arbejde sammen med os. Vi er små, men vi kan sprede vores idéer, og idéerne er stærke. Hvis vi arbejder sammen, tror jeg, vi kan skabe ændringer.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem