Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Flere forældre betaler sig til hjælp med børneopdragelsen. Det er “dybt problematisk og dybt forståeligt,” mener børneforsker

RENÆSSANCEBARN“Jeg tror virkelig også, at det handler om det præstationssamfund, vi lever i. At det her er endnu et område, man skal præstere inden for: familien,” siger Christina Kjeldsen, der er mor til to og har opsøgt en familieterapeut for at få støtte til børneopdragelsen. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Flere forældre søger professionel hjælp til børneopdragelse og familieliv, også selvom de problemer, de står med, falder ind under det, man kan kalde ganske almindeligt. Men, siger en af landets førende eksperter i børneopdragelse, faktisk er det dybt forståeligt, at flere betaler for råd og viden om forældreskabet. Det handler nemlig ikke om at lade andre opdrage sine børn, men om at finde fast grund under fødderne i et samfund, hvor vi står meget alene og særligt er usikre i livets store overgange.

Da Christina Kjeldsens ældste søn, Elias, var otte år gammel, begyndte han at få problemer med at sove om natten. Han havde tankemylder. Om aftenen, når han skulle i seng, meldte der sig et virvar af bekymringer, der gjorde det næsten umuligt for den lille dreng at falde til ro. Bekymringer, som en otteårig slet ikke burde ligge og rode med: Bliver det nogensinde godt på Krim-halvøen, mor?”

Christina Kjeldsen var i tvivl om, hvordan hun skulle håndtere det. For hvad skal man lige svare, når en otteårig spørger om dét? Hun vidste ikke, om det bedste for Elias ville være, at hun dykkede ned i hans bekymringer og prøvede at forklare ham, at det ikke er til at vide, hvordan fremtiden på Krim-halvøen ser ud – og sådan er livet nogle gange: trist og uforudsigeligt. Eller om hun skulle iføre sig supermandsdragten og forsikre sin søn om, at alt nok skulle blive godt. At det skulle han i hvert fald ikke bekymre sig om. Men hun nåede aldrig en nagelfast konklusion, selv om hun både snakkede med sin mand og nogle af deres venner om dilemmaet.

Så nogle gange gjorde vi det ene, og nogle gange gjorde vi det andet,” siger Christina Kjeldsen. Der var ikke nogen overensstemmelse i, hvordan vi tacklede det. Og Elias’ bekymringer blev bare ved. Så det var første gang, jeg opsøgte hende og spurgte: Hvad skal jeg gøre?’”

Når Christina Kjeldsen siger hende”, mener hun den familieterapeut, hun tog kontakt til for seks år siden, da Elias’ bekymringer begyndte at vokse både ham selv og familien over hovedet. Siden da har Christina Kjeldsen løbende været i kontakt med terapeuten, når hun har haft svært det svært” i forældreskabet; når der har været ting, hun ikke har kunnet finde ud af”; når der har været tvivl og frustrationer i forbindelse med børneopdragelsen, simpelthen. Og det sker jo undervejs i et forældreskab. I dag har Elias ikke længere problemer med at falde i søvn. Til gengæld er han blevet teenager med et dertilhørende sæt af nye udfordringer for forældrene.

Christina Kjeldsen er 40 år, uddannet cand.mag. i dansk fra Københavns Universitet og arbejder til daglig som journalist, hvor hun blandt andet skriver om design og boligindretning for diverse magasiner og ugeblade. Hun bor med sin mand og deres to helt almindelige og velfungerende drengebørn. For pointen er netop, at der ikke er noget i vejen med Elias. Han er ikke usædvanlig. Og det er Christina Kjeldsens måde at håndtere forældreskabet på heller ikke. Der er nemlig flere og flere forældre, der søger professionel assistance til livet som forældre. Også selv om det, ligesom Christina Kjeldsens, i og for sig er et ganske almindeligt et af slagsen.

Vi lever i en tid med intens opmærksomhed på børns rettigheder, trivsel og udvikling. Der findes et nærmest uendeligt udbud af gode råd til børneopdragelsen i både bog-, blog- og artikelform. Også fra statens side: I 2018 nedsatte daværende børne- og socialminister, Mai Mercado, det såkaldte opdragelsespanel, der blandt andet præsenterede deres perspektiver på det moderne forældreansvar”. Et tydeligt tegn på, at børneopdragelsen er blevet et samfundsanliggende. En del af den offentlige samtale og ikke noget, der alene hører privatlivssfæren til. I en kortlægning af viden om opdragelse, som Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, udarbejdede i 2018 blev det således slået fast, at børneopdragelse i stigende grad” er blevet genstand for både forældres og samfundets interesse. Og selv om det grundlæggende er en god ting”, som det hedder i rapporten, så skærper det også kravene og presset på mange familier, der oplever, at der skal mere til for at slå til som familie”. Derfor er det heller ikke så underligt, at vi evindeligt overøses af nye forslag, opfordringer og sociale påbud om, hvordan man bliver en god forælder”.

Men spørgsmålet er, hvordan alt dét spiller sammen med den tvivl, den usikkerhed og det øgede forventningspres, som helt almindelige forældre som Christina Kjeldsen oplever. For som Politiken tidligere har rapporteret, er der en stigning i antallet af forældre, der tilmelder sig både offentlige og private forældrekurser. Og en rundringning til nogle af mange de coaches, psykologer, terapeuter og familierådgivere, der tilbyder hjælp og sparring i forbindelse med børneopdragelsen, peger også entydigt i retning af, at vi har at gøre med en stigende tendens: Alle nikker genkendende til billedet af, at vi ser en generation af forældre, der på forskellige måder efterlyser redskaber og viden til at sætte grænser og navigere i hverdagen – vel at mærke også forældre til børn, der ikke har nogen form for diagnoser, og hvor man måske ikke umiddelbart ville tænke, at det er oplagt at opsøge professionel hjælp.

Nogle vil måske umiddelbart fnyse lidt ad det her. Det virker oplagt at se det som endnu et kapitel i den konstante debat om de såkaldte curlingforældre, der overbeskytter og servicerer deres børn ud over alle grænser. Tanken strejfede da også Christina Kjeldsen, da hun stod med overvejelsen om at tage kontakt til familieterapeuten. For hvad var det her nu for noget? Skal vi virkelig have hjælp til forældreskabet, tænkte hun. Kan vi ikke finde ud af det selv?”

Men så tror jeg bare,” fortæller hun, at jeg tænkte, at der er så stor opmærksomhed i vores verden lige nu på, at du skal blive bedre til alt muligt. Du skal blive et bedre menneske på alle parametre. Det er vores generation på en eller anden måde suget ind i. Og der er forældreskabet bare et af de områder, hvor du kan udvikle dig – så hvorfor ikke?”

Dengang, i begyndelsen af 1980’erne, hvor Christina Kjeldsen selv voksede op, var det at være forældre noget andet. Forventningerne, både til en selv og til ens barn, var ikke på det niveau, hun oplever, at de er i dag. Dengang var folk bare glade, hvis deres børn ikke blev narkomaner,” siger hun lidt på skrømt. I dag er succeskriteriet et slags renæssancemenneske. Vi skal lave helstøbte, sunde børn, der spiller musik, vandrer i naturen og er gode i skolen. Og det er måske en barre, der er rimelig højt sat.”

Hun mener nu først og fremmest, at den udvikling, der er sket i synet på opdragelse fra hendes egen opvækst og til i dag, er udtryk for noget positivt: at vi er blevet mere oplyste, mere opmærksomme på forældreskabets betydning for børns udvikling og videre liv. Men i og med at det gode familieliv er blevet mere synligt og italesat”, som hun formulerer det, så oplever Christina Kjeldsen også, at børnene er blevet endnu en kategori i præstationssamfundet, hvor vi kan vise, at vi er gode.”

Man spejler sig jo meget i hinanden,” siger hun. Og så bliver man bekymret, når det, man ser andre steder, ikke er det, der foregår hjemme hos en selv.”

Dermed sætter Christina Kjeldsen ord på en helt central pointe omkring det moderne børne- og forældreliv: Det øgede forventningspres til familiesamværet gør, at forestillingen om det normale” barn og den normale” familie konstant snævres ind. Og det er en konsekvens, som Monika Kramer kan genkende. Hun har fungeret som praktiserende psykoterapeut i over 15 år og er en af dem, der i dag hyppigere oplever at blive kontaktet af bekymrede forældre med grundlæggende velfungerende børn. Og så har hun desuden en baggrund som folkeskolelærer, hvor hun har været vidne til en parallel udvikling.

I den tid, jeg har beskæftiget mig med det her, har det været en voksende problematik, at normalitetsbegrebet er blevet mere og mere snævert,” siger Monika Kramer. Det bliver sværere og sværere for forældrene at finde ud af, hvad der er normalt.”

Kramer ser desuden udviklingen på opdragelsesområdet som udtryk for en større trend, hvor danskerne generelt bliver mere parate til at opsøge terapeutisk og psykologisk rådgivning. I 2018 viste tal fra Dansk Psykolog Forening eksempelvis, at omkostningerne til voksnes psykologbehandling på blot ti år er blevet mere end fordoblet fra 200 millioner kroner til over 400 millioner kroner. Det er simpelthen blevet mere almindeligt at søge hjælp udefra. Og det, mener Kramer grundlæggende, er fint – det er godt at søge hjælp, når man har brug for det. Alligevel ser hun en negativ risiko forbundet med den øgede tilstrømning: Hun advarer mod det, hun kalder amerikanske tilstande”, hvor alle og enhver skal have deres egen shrink og nærmest ikke kan leve uden, fordi den mindste afvigelse fra normalen problematiseres.

Det er jo i den balancegang, hvor vi som terapeuter også skal gå ind og arbejde med netop normalitetsbegrebet og huske at sige: Nogle gange er børn trætte af skolen – sådan er det bare’,” siger Monika Kramer. For faren er jo, at det her bliver overdrevet. At alting pludselig bliver gjort til noget, der skal fikses.”

Den stigende brug af professionel hjælp til børneopdragelsen skriver sig ind i fortællingen om, at det ikke længere – i hvert fald ikke i samme grad – er familiens traditionsbundne værdisæt og sociale og kulturelle ophav, der er det altafgørende og normsættende for børneopdragelsen. I 2018 udarbejdede Kommunernes Landsforening eksempelvis en analyse på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, der viste, at flere end hvert fjerde danske barn bor over 20 kilometer væk fra deres bedsteforældre – en andel, der er stigende. Og den årsag spiller også ind, når Christina Kjeldsen skal forklare baggrunden for, at hun valgte at opsøge en familieterapeut.

Tidligere var der nok en mere fast struktur med sådan noget: Det er sådan her, vi gør i vores familie. Vi er sådan en slags mennesker.’ Men sådan er det jo ikke rigtig længere,” siger Christina Kjeldsen. Der er åbnet meget mere op for, at du kan skabe din egen familie. Der er ligesom ikke nogen manual.”

På sin vis er det jo en frihed. En frihed fra nedarvede opdragelsesdogmer, familiemønstre og begrænsninger. Men det er også en frihed, som har sin pris: en rodløshed og en tvivl. Det mener i hvert fald Per Schultz Jørgensen, en af dansk børneforsknings mest prominente og respekterede skikkelser. Han er tidligere formand for Børnerådet og har skrevet adskillige bøger på baggrund af sit årelange arbejde med at undersøge netop børn, unge og familieforhold.

Vi er på mange måder derhenne, hvor vi skal genopdage eller gendefinere de traditionelle forældreroller. Og vi har ikke rigtig en stabil kultur, som kan hjælpe os med nogle faste normer. Det betyder, at man står meget alene og i en enormt usikker situation,” siger Per Schultz Jørgensen, som især fremhæver kravene til den nye moderrolle, der er spændt ud mellem gevaldige forventninger til både erhvervskarriere, socialt netværk, fysisk fitness, sundhed og samtidig overskud til nærværende og omsorgsfuldt forældreskab. Hun ser sig selv ind i en perfekthed,” siger han. Der er nogle enorme forestillinger om, hvad moderrollen skal kunne. Og det er en kompleksitet, der er ny.”

Sæt dét sammen med den kulturelle forskydning væk fra familie og traditioner som kernen i opvæksten – og så har du, ifølge Per Schultz Jørgensen, en god forklaring på den stigende professionalisering af børneopdragelsen. For unge mødre har altid haft brug for at snakke med deres egne mødre. Det er en formidling af værdier, holdninger og praksisser fra en generation til den næste, som er helt naturlig,” siger han. Og når den generationsformidling ikke fungerer, som den gjorde i det gamle, stabile, konservative, traditionsbestemte samfund – jamen så må man jo ty til noget andet.” På den måde er coaches, psykologer og terapeuter blevet det, som Jørgensen kalder for vor tids sjælesørgere”.

Men dermed ikke sagt, at alt var bedre i gamle dage. Selv om Per Schultz Jørgensen mener, at det er lidt skræmmende”, at det i stigende grad bliver mere eller mindre sagligt funderede ekspertnormer”, der ligger til grund for børneopdragelsen, så advarer han mod, at man ønsker sig tilbage til fortidens familieliv. For jo, der var mindre tvivl og tydeligere definerede normer og grænser for, hvad man måtte og ikke måtte inden for eksempelvis arbejderkulturen eller som en del af middelklassen. Men det kom i høj grad til udtryk som det, vi i dag ville kalde en slags social kontrol – stærke eksplicitte forventninger til for eksempel brugen af fritid, adfærd ved middagsbordet eller valg af uddannelse og erhverv.

Der er noget selvmodsigende i det her. På den ene side har vi nok aldrig kommunikeret mere med hinanden om det private, end vi gør i dag – for eksempel på de sociale medier, hvor mange deler selv de allermest personlige sider af deres liv med vildfremmede. På den anden side betaler vi i stigende grad for hjælp til at tackle selv de mest almene menneskelige erfaringer. Som sorg, et område, der har fået stigende fokus i terapeutisk sammenhæng de seneste år – og som forældreskabet. Et modsætningsforhold, som Per Schultz Jørgensen kalder for både dybt problematisk og dybt forståeligt”.

Lad os tage det problematiske først. Her peger Jørgensen på, at det rasende tempo, som vores samfund udvikler sig i, er en stor del af forklaringen på, at vi ikke er i stand til at opbygge en fast kultur”. Og i den rolleforvirring og ustadighed kommer man til at kredse om sig selv og blive mere og mere usikker”. Derfor har man behov for hjælp og sparring. I et individualiseret samfund har man brug for andre mennesker. Og hvor der er et behov, står markedet klar til at dække det:

Det er markedsgørelsen af vores dybeste livsbehov; de er blevet lagt ud til noget, du kan købe dig hjælp til. Det er kapitalismen, der har spundet sig ind i vores allerinderste rum og er blevet en del af det,” siger Per Schultz Jørgensen. Det, kan man jo sige, er sørgeligt. Men omvendt er det trods alt godt, at det er der. Vi kan godt ironisere over det eller latterliggøre det en lille smule – og det er såmænd også meget berettiget – men alligevel bliver det ligesom for let. For det er mennesker, der er bragt i en utrolig svær situation. Det er et udtryk for en hjælpeløshed, der psykologisk er helt forståelig.”

Tilbage står spørgsmålet om, hvad Christina Kjeldsen i praksis fik ud af at opsøge familieterapeuten, da hendes søn Elias for seks år siden lå med katastrofetanker og ikke kunne sove: Hjalp det?

Det hjalp i den forstand, at vi ligesom fik talt om det. Det tapper jo ind i sådan nogle følelser og forestillinger omkring, hvad et godt børneliv er, og om man gør det godt nok som forælder. Det er svært. Så det var det, jeg talte med hende om,” siger hun. Men da Christina Kjeldsen spurgte familieterapeuten specifikt ind til, hvad hun skulle stille op med søvnsituationen, lød svaret: Det ved du kun selv.”

Og på den måde har terapien hverken udvisket eller erstattet familiens autoritet i børneopdragelsen. Christina Kjeldsen har ikke købt sig til en håndfast brugsvejledning i, hvordan man konstruerer det perfekte barn. For det har slet ikke handlet om at udlicitere børneopdragelsen til terapeuten. Det har handlet om at blive bekræftet i, at det, hun gør, faktisk er okay. At det fungerer. Det er i virkeligheden bare dét, Christina Kjeldsen – som så mange andre forældre – har behov for: støtte. Familieterapeuten har ikke fortalt hende, hvordan hun skulle opdrage Elias, eller hvad der er det rigtige eller forkerte at gøre i en given situation. Og derfor kom terapeuten heller ikke med ét konkret råd, der fik Elias’ bekymringer om Krim-halvøen til at gå væk. Men de forsvandt jo på et tidspunkt.

Hun giver mig egentlig bare en eller anden form for is i maven i forhold til de problemstillinger, der er,” siger Christina Kjeldsen. Det tænker jeg siger noget om den tid, vi er forældre i: at vi har brug for støtte til bare …

Hun tager en dyb vejrtrækning.

… At bevare roen.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: