Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Linda Charning er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Middelklassen og underklassen får ikke ens behandling på sygehuset. Så simpelt er det, viser en ny rapport

FORSKELSelv om de fejler det samme, er der forskel på, hvor god behandling forskellige patienter får. Animation: Jørgen Stamp for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Mens medierne havde travlt med at tale om indholdet af en ny sundhedsreform, overså vi en vigtig historie om ulighed i sundhed. Ulighed handler nemlig ikke kun om, at de fattige spiser for mange pomfritter og ryger for mange smøger, men også om, at sundhedsvæsenet ikke altid lykkes med at give den bedste behandling til de svageste patienter. Det problem strider direkte mod den danske lighedstanke og ser kun ud til at blive værre.

For godt to måneder siden sad de fleste med interesse for det danske sundhedsvæsen klinet til skærmen for at følge med i et pressemøde, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen præsenterede en sundhedsreform, som var varslet til at bringe de største forandringer i sundhedsvæsenet i et årti.

Det gjaldt også for overlæge og professor Søren Paaske Johnsens forskerkolleger, der fulgte med direkte på fjernsynet i deres kontorlokaler på det store hospital lidt syd for Aalborgs centrum. Johnsen selv sad i møde, og selv om han også var optaget af resultatet af pressemødet, så havde han en del andet at tænke på.

I selvsamme uge skulle den rapport, han sammen med kolleger havde arbejdet på i godt et år, udgives. Arbejdet var sat i gang af Rigsrevisionen, og formålet var at belyse, om alle befolkningsgrupper fik lige god behandling på sygehusene. Undervejs i processen havde holdet bag rapporten oplevet stor interesse for projektet fra både fagfolk og politikere og forventede da også en vis interesse for de resultater, holdet offentliggjorde.

Rapporten kunne på baggrund af omfattende data fra Regionernes Kliniske Kvalitetsprogram vise, at der er forskel på, hvilken behandling mennesker med forskellige baggrunde får på sygehusene – selv om de fejler nøjagtig det samme.

Der var bare ingen journalister, der ringede.

Og det er ellers nogle ret håndfaste resultater, vi har fundet,” bemærker professor ved Dansk Center for Klinisk Sundhedstjenesteforskning ved Aalborg Universitet Søren Paaske Johnsen, da vi taler i telefon.

Hvis der skal kåres én kongstanke over alle i det danske sundhedsvæsen, er princippet om lighed ikke noget dårligt bud: Uanset stand og rang skal danskerne modtage den bedst mulige behandling. I sundhedslovens paragraf to står det sort på hvidt, at loven skal sikre let og lige adgang til sundhedsvæsenet”.

Flere gange har sundhedsminister Ellen Trane Nørby insisteret på, at der ikke må være behandlingsforskelle, der afhænger af, hvor man bor, eller hvilken baggrund man har, og synspunktet er tilsyneladende uafhængigt af partiskel. I 2013 kaldte daværende SFer og sundhedsminister Astrid Krag det dybt urimeligt”, at der på tværs af befolkningen er forskel på, hvor gode forudsætninger vi har for at leve et langt og sundt liv. Hun henviste til en stor rapport, der blandt andet viste, at andelen af rygere eller personer med usunde kostvaner er større hos mennesker, der kun har en folkeskoleuddannelse. Det er da også den begrundelse, som Johnsen synes, han hører oftest: at den klasseforskel, der findes i levealder og en lang række alvorlige sygdomme, skyldes klassernes forskellige livsstile.

Men det tankevækkende ved den nye rapport er, ifølge Johnsen selv, at uligheden ikke kun skyldes ting, der ligger uden for sygehusenes kontrol. Den gode gamle traver med, at de fattige ryger for meget og spiser for mange pomfritter”, kan ikke forklare alle forskelle, siger Johnsen.

Efter at have analyseret data fra behandling af fire store folkesygdomme for tusindvis af patienter kan Søren Paaske Johnsen konkludere følgende rimelig utvetydigt: Patienter, der fejler fuldkommen det samme, bliver ikke behandlet ens.

Vi kan se, at det ofte er en bestemt type patienter, der falder igennem og ikke får samme glæde af de tilbud, der er i sundhedsvæsenet,” siger han.

Søren Paaske Johnsen og hans kolleger kan se et generelt billede af, at patienter med lav uddannelse, lav indkomst, og som bor alene og har en vis alder – og måske endda er ramt af flere sygdomme på én gang – ikke får lige så god behandling, som de patienter, der er bedre stillet.

Grunden til, at han kalder resultaterne markante, er, at de bryder med vores officielle sundhedspolitik”, som han siger.

Der burde jo i princippet ikke være nogen forskel på, hvilken behandling forskellige patienter får, når de kommer på sygehuset.”

Forklaringen på, hvorfor forskellen opstår, er stadig lidt af et mysterium. Inden vi når til dét, kommer her de overordnede resultater af analysen.

Forskerne har målt på, hvor godt sygehusene lykkes med at opfylde de retningslinjer for behandling, som eksperter har fastlagt for enkelte sygdomme.

De kaldes kliniske retningslinjer og indeholder mål for den mest optimale behandling af forskellige sygdomme. Hvis man har haft en blodprop i hjernen, gælder det for eksempel, at man skal indlægges på et specialiseret hospitalsafsnit hurtigst muligt, man skal have en hurtig scanning af sin hjerne, man skal have blodfortyndende medicin, så man ikke får en ny blodprop, og så skal man op af sengen og have gang i kroppen så hurtigt som muligt.

I analysen af data fra de kliniske kvalitetsdatabaser har Søren Paaske Johnsen og hans kolleger undersøgt, hvor mange patienter der får opfyldt kriterierne for den optimale behandling, og hvilken baggrund de i så fald har.

For hver sygdom er det analyseret, hvilke personlige karakteristika der gælder for den gruppe patienter, der får den bedste behandling, og den gruppe, der får mindre god behandling. For patienter med hjertesvigt gælder det for eksempel, at den dårligst stillede patient typisk er en mand på over 75 år, der er uden for arbejdsstyrken, kun har gennemført grundskolen, er enlig og har en lav indkomst. Et lignende billede gør sig gældende for patienter ramt af blodprop i hjernen eller hjerneblødning eller som har brækket hofte.

For KOL ser billedet dog lidt anderledes ud, her har de værst stillede patienter en uddannelse højere end grundskolen og en høj indkomst.

1. Resultat: Hjertesvigt
42 procent af de bedst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
5 procent af de dårligst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
(26.400 patienter indgår).

2. Resultat: KOL/rygerlunger
93 procent af de bedst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
8 procent af de dårligst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
(113.100 patienter indgår).

3. Resultat: Blodprop i hjernen eller hjerneblødning
75 procent af de bedst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
47 procent af de dårligst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
(85.900 patienter indgår).

4. Resultat: Brækket hofte/lårbensbrud
34 procent af de bedst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
11 procent af de dårligst stillede patienter fik den optimale behandling i 2016.
(60.300 patienter indgår).

Det er første gang, man specifikt har brugt information fra de kliniske kvalitetsdatabaser til at undersøge, om patienter med samme sygdom, men med forskellig baggrund, får samme høje behandlingskvalitet.

Konklusionen er, at ulighed i sundhed ikke kun handler om livsstil. Der er noget andet på spil, en mere skjult ulighed, der opstår, når patienten kommer ind på sygehuset. Af en eller anden grund er der altså forskel på, hvilken behandling man får, alt efter hvem man er.

Søren Paaske Johnsen mener, at det er et stort problem for vores velfærdssamfund. Fordi sundhedsvæsenet på den måde kommer til at forstærke en ulighed”, som han siger.

Konsekvensen er, ifølge analysen, at dødeligheden hos de dårligst stillede patienter bliver højere, end den ellers ville have været.

For alle fire sygdomme har man kigget på udviklingen over tid – og kan i flere tilfælde konstatere, at forskelle mellem grupperne er blevet større.

Problemerne ser altså ikke ud til at blive løst af sig selv,” siger Søren Paaske Johnsen.

Og så til mysteriet om, hvorfor denne forskel findes.

Ja, det har vi ikke noget konkret svar på,” siger Johnsen.

Men vi kan se, at det ikke kun kan skyldes, at man er doven og ikke møder frem til sine behandlinger. For uligheden gælder også, når der er tale om akutte ting, hvor patientens egen indsats ikke har indflydelse,” siger han.

Jeg ringer til den mangeårige sygeplejerske Berit Byg for at spørge hende, om hun oplever uligheden i sin hverdag.

Hun er i sin bil på vej hjem fra sit arbejde i Thisted og holder ind på en parkeringsplads, så vi kan tale sammen. Det er nemlig et emne, der er enormt vigtigt og ligger mig meget på sinde”, som hun siger.

Berit Byg har været sygeplejerske siden 1994 og siger straks, at der jo ikke er nogen i sundhedsvæsenet, der ønsker at gøre forskel. Men den opstår på en måde ubevidst,” siger hun.

Sygeplejersken mener, at vi har fået indrettet et sundhedsvæsen, der er designet til mennesker, der har mange ressourcer, er læsestærke og har et rimelig højt intellektuelt niveau.

Og så er der dem, der ikke passer ind i det system, vi har indrettet,” siger hun og fortæller om engang, hun var sygeplejerske på en operationsgang for patienter, der skulle have en ny hofte.

Der gav vi for eksempel patienter en mappe med en masse brochurer, de skulle læse inden operationen. Det handlede om alt fra bedøvelse til, hvornår patienterne skulle kontakte egen læge, hvis der efterfølgende opstod problemer.”

Informationen var sådan set fin nok, synes Berit Byg. Den var bare indrettet til mennesker, som havde en rigtig god forståelse for skrift på papir.

Der er nogle patienter, der har brug for en ekstra håndsrækning,” siger hun, og det synes jeg ikke, vi er særlig gode til i sundhedsvæsenet. Jeg har tænkt over det i mange år, og jeg har oplevet, at vi har tabt nogle af de her patienter på gulvet på den bekostning.”

Professoren fra Aalborg, Søren Paaske Johnsen, tilføjer, at sundhedsvæsenet jo ikke ligefrem bliver mindre komplekst i de her år”.

Hvis patienterne ikke er i stand til at gøre opmærksom på deres behov og ikke har pårørende, der kan tale deres sag, så risikerer de måske at blive glemt i et sundhedsvæsen, hvor personalet ofte har en travl hverdag, forklarer han.

Det er i hvert fald et bud på en tolkning af, hvorfor den her ulighed opstår,” siger han. Måske er de dårligst stillede ikke så gode til at råbe op for at få opmærksomhed fra personalet.”

Nok fik rapporten ikke den store opmærksom i dagspressen; Søren Paaske Johnsen opdagede selv et par korte notitser i en yderspalte midt i en avis og et kort nyhedstelegram på DRs hjemmeside.

Manglen på interviews lever han sådan set fint med. Så længe det ikke betyder, at rapportens budskaber bliver overset af fagfolk i sundhedsvæsenet.

Vi er nødt til at anerkende, at der er mange ting, der spiller ind, når vi taler om ulighed i sundhed,” siger han.

Selv om livsstil stadig er den største årsag til ulighed mellem befolkningsgruppers sundhed, så er det ikke hele forklaringen. Forskellen opstår også på sygehusene, hvor de bedst stillede får den bedste behandling.

Den pointe er, ifølge Søren Paaske Johnsen, afgørende, når vi skal vurdere, hvordan vi har indrettet vores sundhedsvæsen.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem