Fødslen er en skelsættende begivenhed i kvinders liv, men bliver i sundhedsvæsenet behandlet lige modsat

Det danske sundhedsvæsen er primært optaget af det potentielt risikofyldte ved en fødsel og ikke, hvad begivenheden i sig selv betyder for moderen som menneske. Det er en fejl, mener forsker og jordemoder.

Foto: Thomas Vilhelm, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

  • 15. januar 2021
  • 9 min.

Christina Prinds hørte om reglen fra en kollega, som også er jordemoder. Reglen er ret simpel, den bliver introduceret til alle dem, der er med til fødslen på fødestuen, og den lyder: I det øjeblik, barnet kommer til verden, skal alle være helt stille et minut.

Der er noget her, der er så stort, og det må vi ære ved, at alle tier stille et øjeblik. Lige efter fødslen må alle forholde sig roligt en stund,” siger Christina Prinds.

Hun har som jordemoder selv været med til over 500 fødsler. Og hvis der er noget, hun har lært, er det, at man er nødt til at anerkende den forløsning, det er. De sekunder, hvor et barn bliver født, forandrer verden sig for alle involverede. Sådan er det bare. Helt urbiologisk.

I dag er hun lektor og ph.d. i jordemodervidenskab ved Syddansk Universitet og på UC Syd og arbejder ikke længere klinisk som jordemoder. Til gengæld forsker hun i og er særligt optaget af moderskab som livsovergang. Hun har, sammen med kolleger fra SDU, for nylig udgivet en videnskabelig artikel i tidsskriftet Journal of Religion & Health, som belyser fødslens betydning for førstegangsfødende kvinder i Danmark.

Og det, de fandt frem til, står i kontrast til den aktuelle udvikling, hvor hospitaler presser på for at effektivisere fødslen yderligere. I denne uge afviste Sundhedsudvalget i region Hovedstaden dog Hvidovre Hospitals anmodning om fra april i år at få lov til at sende førstegangsfødende hjem blot otte timer efter fødslen, hvis de har haft et ukompliceret forløb. I stedet skal de fortsat have lov til at blive på hospitalet i op til to dage efter fødslen.

På Rigshospitalet kan de fødende allerede sendes hjem fire til seks timer efter fødslen.

I Mødrehjælpen har man de seneste måneder kørt kampagner for at skabe tryggere fødsler og modtaget 27.000 underskrifter fra folk, der bakker op. Også formand for Jordemoderforeningen Lis Munk har råbt vagt i gevær, fordi mange jordemødre er virkelig pressede.

Også forfatter Olga Ravn har bidraget til debatten. I sin seneste bog Mit arbejde skriver hun om at blive mor og få en fødselsdepression. Og i et debatindlæg i Politiken skrev hun for nylig sådan her: Den tid er forbi, hvor vores kroppe og psyker skal ofres for at bringe nye børn til verden”. Det var en kommentar til, at ressourcestærke kvinder kan købe sig til den hjælp, alle har brug for, mens andre må føde under sindssyge forhold”, som hun formulerede det.

Christina Prinds forklarer, at udfordringen er, at det danske sundhedsvæsen ofte er optaget af det potentielt risikofyldte ved en fødsel og ikke så meget, hvad den betyder for moderen som menneske. Og samtidig bliver der skåret ned på ressourcer og varme hænder.

Med andre ord bliver det mest skelsættende øjeblik i førstegangsfødende kvinders liv i mange tilfælde reduceret til noget, der skal gennemføres så hurtigt og effektivt som muligt. Fordi fødsler oftest foregår i en medicinsk kontekst, risikerer det at blive primært en medicinsk begivenhed, hvor det handler om at risikominimere. Vi skal sikre, at hverken kvinden eller barnet bliver sygt eller får komplikationer, men hvad begivenheden rent basalt betyder, er man ikke så interesseret i,” siger hun.

Sundhedsvæsenet kigger på en fødsel på samme måde, som den kigger på et brækket ben. Men et stigende antal stemmer taler om, at det burde være anderledes. For en fødsel er noget andet.

Christina Prinds og hendes kolleger de første her til lands, der rent faktisk har sat sig ned og forsket i det. Og de kan dokumentere, at den første fødsel ikke bare handler om en vellykket manøvre på en fødeafdeling. Det er en begivenhed, der er livsomvæltende på et eksistentielt niveau. Og den erkendelse burde ændre den måde, man ser fødsler på, på de danske hospitaler, mener hun.

Da Christina Prinds for seks år siden arbejdede på en ph.d. om samme emne, blev hun overrasket. Da hun skulle søge på forskningslitteratur om fødslens og moderskabets mere eksistentielle betydning, fandtes det stort set ikke noget. Livets begyndelse er i fødselsforskning ofte kun interessant i en medicinsk forståelse, var hendes oplevelse. Der blev for eksempel forsket i, hvad det indebærer at føde for tidligt, eller hvad det vil sige at have en fødselsdepression, men ikke i, hvad det eksistentielt betyder at blive mor for dem, der er flest af, nemlig alle dem, som føder normalt.

Og da hun sammen med forskerkolleger for nylig publicerede artiklen i Journal of Religion & Heath, foretog hun en ny litteratursøgning, hvor resultatet ikke var blevet stort bedre.

Der er simpelthen ikke nogen social uniqueness i at blive mor, og fødsel og moderskab som eksistentiel begivenhed synes uinteressant at udforske, selv om man blandt andre patientgrupper finder netop det eksistentielle perspektiv ved livet væsentligt for sundhed og livskvalitet,” siger hun.

Og forskningsresultaterne taler for, at det modsatte burde være tilfældet. Ifølge hendes studie af førstegangsfødende, der har født til tiden, bekræfter 73 procent af dem, at fødslen er den mest skelsættende begivenhed, de nogensinde har haft”. Og det er altså kvinder, der har haft helt almindelige fødsler. Som ikke har været hverken nemmere eller sværere end de fleste andre.

Og her er det tydeligt, at der er et før og et efter fødslen, viser undersøgelsen. Mange af kvinderne giver udtryk for, at de blev bragt ind i kernen af deres egen eksistens” og at de fik flyttet deres opfattelse af, hvad de kan rent fysisk”. Mange er også blevet langt mere bevidste om liv og død, fortæller de.

Vidste vi så ikke det i forvejen? spørger Christina Prinds. Hvis man selv har født eller været med til en fødsel, har man måske en idé om det. Men undersøgelsen her er den første i Danmark, der videnskabeligt fokuserer på fødslens betydning i sig selv. Den dokumenterer, hvor stor betydning den første fødsel har for kvinder på et mere eksistentielt plan. Og alligevel er det aspekt fortsat ret fraværende, når vi taler om fødslen.

For år tilbage gjorde det samme sig gældende inden for litteraturen generelt. På hylderne fandtes ikke mange alternativer til Dea Triers Mørchs Vinterbørn fra 1976, som beskrev livet på en barselsgang. Det fik blandt andet i 2016 forfatter og nybagt mor Olga Ravn til på Facebook at efterlyse skønlitteratur om moderskab og amning. Dengang foreslog hendes forfatterkollega Merete Pryds Helle, at Olga Ravn selv måtte skrive det, hun manglede.

I 2020 udkom Ravn så med bogen Mit arbejde, som handler om at blive mor, sideløbende med megen anden litteratur om moderskab. For eksempel Cecilie Linds anmelderroste langdigt Mit barn, hvor man finder strofen: Hvis nogen spørger mig hvem jeg er må jeg svare dem / jeg er en der drypper / mælk, tårer, blod, tis.”

Den øgede bølge i litteraturen om moderskab både internationalt og på dansk har givet mødre og også fædre en mere nuanceret stemme i litteraturen, og det er en stor og vigtig fortælling, som forhåbentlig også kan smitte af på forskningen,” siger Christina Prinds.

Det er forskelligt fra hospital til hospital, hvor hurtigt man bliver sendt hjem efter fødslen. I Region Syd kan man blive op til 24 timer efter fødslen. Det samme gør sig gældende på Odense Universitetshospital, mens man altså på Rigshospitalet kan blive sendt hjem efter bare få timer. Også på Regionshospital Nordjylland kan førstegangsfødende blive sendt hjem to til fire timer efter fødslen, hvis den har været ukompliceret.

Fælles for hele landet er dog en samtale om, at der er overordentligt travlt på fødeafdelingerne, og at det presser både jordemødrene og de fødende.

I denne uge beskrev DR Nyheder i en udredende artikel, hvordan jordemødre i Region Hovedstaden er under voldsomt pres – og at det naturligvis smitter af på mødrene. Af en række aktindsigter, som DR har modtaget fra Arbejdstilsynet og Region Hovedstaden, fremgår det, at der i perioder er meget travlt på fødeafdelingerne på Herlev Hospital, Hvidovre Hospital, der er landets største fødeafdeling, samt på fødeafdelingen på Rigshospitalet. Jordemødrene græder og får traumer,” lød det blandt andet.

Formand for Jordemoderforeningen Lis Munk sagde i den sammenhæng til P1, at det er rigtigt, at jordemødrene løber usædvanlig hurtigt under de nuværende forhold, og at det bliver svært at holde på dem som arbejdskraft.

Christina Prinds mener, at den måde, vi behandler nyt liv på, siger meget om, hvilket samfund vi egentlig er, mener hun. Det handler jo om selve livets begyndelse og om de kommende generationer, der skal bære livet videre. Og det kræver et andet blik end det udelukkende medicinske.

Så når vi som velfærdssamfund skærer ned og væk og ind til benet på landets fødeafdelinger, kan man så sige, at vi ikke tager fødslerne alvorligt? Er det sådan, det skal forstås? spørger jeg.

Man kan i hvert fald sige, at vi ikke tillægger fødslen stor eksistentiel vægt, når vi som i øjeblikket oplever nedskæringer og jordemoderflugt. På fødselsområdet organiserer vi lige nu primært ud fra en forståelse af sundhed som fravær af sygdom. Og når der ikke er komplikationer ved en fødsel, ser vi den som vellykket.”

At det i sundhedsvæsenet primært handler om at behandle sygdomme og bringe børn til verden uden komplikationer, er vel ikke så overraskende, tænker jeg.

Men på nogle områder i sundhedvæsenet er der faktisk sket en bevægelse hen imod en mere holistisk og eksistentiel tænkning inden for sundhedsområdet, påpeger Christina Prinds. Særligt når det gælder døden.

Hun er – sjovt nok, kan man sige – meget inspireret af, hvordan det med tiden er lykkedes også på hospitalerne at etablere en praksis, hvor man ved livets slutning i højere grad er opmærksom på at spørge ind til det enkelte menneskes ønsker for den sidste tid og ikke kun forholder sig til at behandle en given sygdom.

Laver man en analogi til døden, har der med hospicebevægelsen været et opgør med og en slags opposition til det etablerede sundhedsvæsen, som siden har været med til at forandre det. På samme måde ser vi nu flere og flere, der begynder at benytte private jordemoderordninger, men det er jo af økonomiske årsager ikke alle forundt.”

Dødens fordel er, at den vedkommer alle. Det er ikke kun halvdelen af os, der skal dø. Måske derfor har det været nemmere at skabe plads til den eksistentielle samtale på hospitalerne, når livet rinder ud, end når livet begynder, foreslår Christina Prinds.

Fødslen er kun forbeholdt kvinder, mens døden er forbeholdt alle. Fødslen bliver derfor ikke forstået som en universel erfaring, der handler om at være menneske, men om at være kvinde. Selvom det at føde i virkeligheden også er en universel erfaring af at være menneske. Den ændrede forståelse af, at mænd er lige så vigtige i børns opvækst som kvinder, vil forhåbentlig være med til at bane en vej,” mener hun.

I de her år taler vi meget om, at velfærdsstaten er under stort pres, fordi en stor del af befolkningen kræver mere af den. Vi vil have noget andet og mere end effektivitet og plastre på såret. Og netop fødslen og døden er måske nogle af de steder, vi ser det først, fordi de livsovergange ofte eksistentielt påvirker os uendelig meget mere, end når vi har fået benet i gips og egentlig bare gerne vil hjem.

Det er også en af de helt centrale punkter i Christina Prinds’ forskning. Den viser netop, at hvis velfærdssamfundet prioriterer at være til stede ved de helt store livsovergange, som en fødsel er, og giver sig tid til at spørge ind til, hvordan forældrene egentlig oplevede det, der lige skete, ja, så skaber det et langt bedre fundament for forældreskabet og skaber en tryghed.

I den ideelle verden skal vi bruge fødslen som et vindue til at forstå de store livsspørgsmål. Og de sundhedsprofessionelle kan i høj grad være med til at åbne det vindue. Vi har brug for andre ord og forståelse til at begribe fødslen end dem, der står i en medicinsk journal,” siger hun.