Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

Helikopter

Torsdag 11. februar 2021

Ét ord har startet et opgør mellem Forsvaret og dets minister. Striden handler om, hvad Forsvaret egentlig skal være

Forsvaret er i oprør, og den udløsende faktor er et ord: styrelseschef. Men konflikten dækker over meget mere end det. Gæst: Peter Ernstved Rasmussen fra forsvarsmediet Olfi.

Sådan synes vi, nyhederne skal lyde. 15 minutter om dagen – 5 dage om ugen. Lyt med her eller i Zetland-appen, hvis du er medlem.

Her er torsdagens Helikopter. Det handler om ‘civilisering’.

Dagens citat

“Man må jo sætte ind der, hvor befolkningen bor tættest. Og så ville det være rimeligt, at man vaccinerer først her”

Når krybben er tom, bides hestene. Pernille Beckmann (V), borgmester i Greve, mener, at borgerne i de hårdest ramte områder af Danmark bør vaccineres først mod corona.


Dagens store historier

Foto: Martin Sylvest, Ritzau Scanpix

Balladen i Forsvaret

  • Der er ballade i Forsvaret i en sådan grad, at fem fagforeningsformænd åbent har bedt minister Trine Bramsen om at lægge sin linje om (Berlingske).

  • Det er ret usædvanligt. Og striden udspringer af noget så tilsyneladende simpelt, som at Trine Bramsen har kaldt forsvarschefen for en styrelseschef (DR).

  • Sagen er dog, at forsvarschefen – helt juridisk – er en styrelseschef. Men det sprogbrug er et frontalangreb på Forsvarets selvforståelse (Deadline).

  • Styrelseschef eller ej, det er ikke første gang, at Trine Bramsen møder modstand inden for Forsvaret, som hun overtog ansvaret for efter en lang række skandalesager. Men hendes håndtering af dem er ikke altid faldet i lige god jord (Berlingske).

  • Hele historien understreger, at Forsvaret, både i selvopfattelse og i virkeligheden, er en særlig størrelse i den danske stat. Og det kræver et helt særligt samarbejde mellem det politiske og det militære (Zetlands Nyhedspodcast).

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Vaccinerede på plejehjem

  • Plejehjemsbeboerne blev som de første vaccineret mod coronavirus, og nu er det ved at være overstået.

  • 93 procent af plejehjemsbeboerne har fået deres første stik, mens 85 procent er færdigvaccinerede (TV 2).

  • De betyder også, at mange plejehjemsbeboere spørger: Hvornår kan vi så få nogle flere på besøg?

  • Blandt andre 100-årige Tove Alice Manswell. “Hverdagen, hvad er det for noget? Vi sidder bare i den samme kørestol hele dagen,” sagde hun til DR.

  • Men der er tilsyneladende godt nyt på vej, for Sundhedsstyrelsen vurderer også i dag, at status for antal vaccinerede på de enkelte plejehjem skal være en del af overvejelsen, når man lukker op for besøg igen – på de enkelte plejehjem (Twitter).

Det skal du også vide

Enighed om nye våben i kampen om Arktis. Torsdag eftermiddag præsenterede forsvarsminister Trine Bramsen en pakke på 1,5 milliarder kroner, der skal bruges til at styrke det danske forsvar af Arktis. En stor del af pengene skal bruges på ubemandede droner, der bedre kan overvåge området (TV 2).

Radikal forsoning. Da Morten Østergaard forlod sin post som partileder i efteråret, var der kampvalg om at blive hans efterfølger, men nu har kandidaterne Sofie Carsten Nielsen og Martin Lidegaard talt ud og sluttet fred, siger de. Martin Lidegaard er ny næstformand i Radikale Venstre (Politiken).

Nye billeder fra stormen på Kongressen. Ved den verserende rigsretssag mod forhenværende præsident Donald Trump er der blevet vist overvågningsbilleder fra den 6. januar, hvor voldelige demonstranter stormede kongresbygningen. Demokraterne håber, at de voldsomme billeder af betjente, der kæmper med næverne mod de indtrængende, kan overbevise flere republikanske senatorer om at stemme for en dom mod Trump (BBC).

Illustration: Myriam Wares for Zetland

Dagens Zetland-historier

Undskyld, jeg krænkede dig. Den gode undskyldning er oprigtig og lyttende, siger de, der har fået eller givet en #MeToo-undskyldning. Andrea Dragsdahl har talt med dem.

Tyrkisk samtale. Erdoğans politiske modstandere kan ikke rokke ved hans magt, men måske kan Netflix gøre det? Serien Ethos har udløst en længe ventet samtale blandt tyrkerne, skriver Filiz Yasar.


Jakob Skaaning

Så får I ikke mere for den 25-øre i dag. Det har været så fedt at følge med i bidragssporet på gårsdagens Helikopter, hvor vi talte med professor Theis Lange om overvejelserne om genåbning af Danmark. Tak for de mange gode tanker. Og også tak for de mange gode mails, der er virkelig mange gode idéer at arbejde videre med.

Med venlig hilsen

Jakob Skaaning

Helikopter-vært