Linda Nielsen kalder gerne politiet for nogle “omvandrende aborter”.

Hun giver udtryk for, at der skal ske voldelige ting som nakkeskud og stening af politikere, muslimer, politifolk og andre, hun er vrede på. Når det gælder Peter Madsen giver hun den lige en tand ekstra:

“Håber, der er nogle nynazister, der knepper ham i røven med en kæp med søm i,” som hun har skrevet på Facebook.

Linda Nielsen er 43 år gammel, mor til to og tidligere medarbejder i UNICEF.

Hvis du synes, vi går for vidt ved at citere den slags på et pænt medie som Zetland, så prøv lige at giv det en chance alligevel.

For det er dét, denne artikel handler om. Om hvad de grimme ord kommer af, og hvad der sker, hvis man lytter ind bag dem.

Linda Nielsen optræder som sig selv i Hadets sange i Den Frie Udstillingsbygning i København – en blanding mellem en udstilling og en forestilling, der kaldes en ‘installations-performance’. Bagmanden er en af tidens hotteste teaterinstruktører, Tue Biering, med sin faste samarbejdspartner, Marie Rosendahl Chemnitz.

Jeg var inde at opleve ‘forestillingen’, der var så hård kost, at nogen måtte udvandre, men som formentlig har sat tanker i gang hos langt flere.

Her deltager fem netkrigere – altså folk, der har en eller flere sager, de kæmper indædt for på de sociale medier.

Netkrigerne befinder sig i hver sit lille rum i rummet, indrettet netop til dem og med nogle af deres udtalelser på væggene. Man kan gå ind og høre deres historie og stille spørgsmål. Det at møde dem ansigt til ansigt giver en mulighed for at se dem som andet end aggressive stemmer og derfor som mindre dæmoniske, som mennesker med sår og sårbarhed og oprigtig indignation.

Udenom deres små rum er der en performance, hvor en del af dem, man troede var publikum, viser sig at være optrædende i en række forskellige hændelser, der går fra hårde ord over mobning til fysisk vold.

Jeg har talt med Tue Biering, der tidligere har markeret sig ved at undskylde over for højrefløjen over ikke at have taget dem alvorligt og har haft den racismeanklagede DF’er Cheanne Nielsen på scenen som sig selv.

Med Hadets sange går han videre i samme retning og undersøger, hvem disse netkrigere er, og ikke mindst hvorfor de er så vrede.

“Generelt er de her mennesker drevet af en høj retfærdighedssans; et ønske om at få rettet op på hykleri, uretfærdigheder og meningsløse ting. De har en sag, som de kæmper for, og de bruger meget tid og meget energi på det. Sagen bliver som regel langt større end deres egen; de kæmper også for andre,” siger Tue Biering.

“De kan alle sammen pege på et tidspunkt i deres barndom eller ungdom, hvor der er sket en uretfærdighed mod andre. En hændelse, der har formet dem og deres indignation.”

Netkrigerne i forestillingen har ganske forskellige mærkesager. En kvinde gør op med feminismens krænkelseskultur. En mand gør op med københavneriet. Flere gør op med myndighedernes magtudøvelse og med islam og muslimer i Danmark. Efterhånden som de har mødt modstand, er der vokset en enorm vrede frem, fortæller Tue Biering:

“Jeg interesserer mig for det punkt eller den overgang mellem vrede og had, som vi kan kalde for ‘indædt vrede’. Der, hvor man står og råber forgæves igen og igen. Der, hvor vreden bliver større, end hvad man kan få afløb for.”

Når nogen er indædt vrede, viser det sig næsten uundgåeligt i deres sprog. Et sprog, der kan virke voldsomt på mange af os, og som har fået nogen til at tale om ‘tonen i debatten’. Det har fået især den modsatte fløj til at vrænge af den formulering.

Tue Biering lægger sig meget bevidst et tredje sted:

“Det er fint nok, at vi er optagede af tonen, men jeg vil gerne finde ud af, hvad der ligger bag tonen. For tonen er en afspejling af en følelse, der kommer af konkrete oplevelser. Det er en afmagtsfølelse, og dén synes jeg, vi skal tale mere om. Hvis vi bliver ved med at angribe afmægtige mennesker på deres sprog, så kommer vi ikke videre. De er nået til grænsen for at gide at imødekomme privilegerede mennesker, der siger til dem, at de altså skal tale pænt, men som alligevel ikke ønsker at høre, hvad de har at sige,” fortæller Tue Biering.

Kløften mellem dem, der taler pænt, og dem, der ikke gør, handler ikke kun om gensidig skepsis, men også om frygt.

Tue Biering kender frygten for de vrede stemmer fra sig selv. Ideen til Hadets sange kom af at ville konfrontere den frygt i stedet for at ligge under for den.

“Det er nærmest en fysisk frygt. Det gør mig sindssygt afmægtig, når jeg læser nogen, der fantaserer om, at der skal ske andre mennesker noget ondt. Jeg er som teatermenneske trænet i indlevelse, så jeg indlever mig også i de ord.”

Jeg mærkede selv en flig af den frygt, da jeg sad sammen med Linda Nielsen, netkrigeren jeg fortalte om i begyndelsen af artiklen.

Jeg var ikke bange for, at hun skulle gøre mig noget, men fordi jeg kunne mærke hendes vrede, holdt jeg igen med at stille alt for mange nysgerrige eller kritiske spørgsmål. Jeg kunne mærke, at det, som var debat og undersøgelse for mig, var researchbaseret hjerteblod for hende, såvel politiets fremfærd som dansk retspraksis. Noget jeg ikke har nogen særlig viden om, men som hun har adskillige eksempler på.

Jeg spurgte hende i stedet, hvordan hun selv havde det med citaterne på væggen. Hun svarede, at det jo så lidt voldsomt ud, når det blev sat op der, men at hun mener det hele.

Som en del af forberedelserne til værket lavede Tue Biering en øvelse i at tackle hadebeskeder.

Hans assistent sendte ham SMS’er med kopier af indsamlede hadebeskeder på uforudsigelige tidspunkter. Hun skulle begynde med at sende de mere moderate og så dag for dag skrue op for hadet.

Selv om Biering selv havde sat det i gang, var det ikke spor let at modtage disse beskeder:

“Man er ikke altid forberedt, når man lige tager sin mobil op af lommen. Man har ikke taget sit panser på, og jeg er vant til at al SMS-kommunikation foregår i en venlig, kærlig, høflig eller neutral tone. Og når jeg så møder en trussel, rammer det mig umiddelbart. Jeg har ikke opbygget det panser, som dem, der modtager meget had, har.”

Men det er ikke kun netkrigernes sprog, der virker voldsomt på mange mennesker. Det omvendte gør sig også gældende:

“Forestil dig et brev fra kommunen, hvor der står, at de vil tage 5000 kroner fra dig om måneden, som du ellers førhen var berettiget til. Et brev, der begynder med “Kære Kim …” og slutter med “hav en god dag!” Der ligger en ekstrem arrogance i det sprog.”

“Kim” i brevet fra kommunen er ikke en opdigtet person. Han hedder Osbøl til efternavn og har også et rum som netkriger i Hadets Sange.

Rummet er tapetseret fra gulv til loft med udskifter af hans korrespondancer med Københavns Kommune, som han har ligget i krig med i en lang årrække. I hjørnet står den elscooter, han benytter som følge af sin alvorlige slidgigt i knæene.

Kim Osbøl er lige så skræmt af det etablerede sprog, som mange andre er af netkrigernes sprog. Han taler om ‘forvaltningssproget’. Det opfatter han som et meget voldsomt sprog, selv om det er sirligt og korrekt formuleret.

Det er magtens sprog, og han føler sig låst i forhold til det. Han vil gerne tale det sprog og har øvet sig på det, men føler sig på forhånd bagud på points, fordi han er opvokset med et gadesprog på Nørrebro.

Han fortæller roligt og smilende publikum om sin sag, men på hans Facebookside er tonen hård. Her kalder han navngivne sagsbehandlere for løgnere, bedragere og ‘møjaber’ – ikke kun på egne vegne, men i høj grad på andres vegne, når de er kommet i klemme i sagsbehandlingssystemet.

Han mener, at der sker en systematisk ulovlig sagsbehandling, og han har sat sig for at dokumentere det. Hans fremfærd har ført til en politianmeldelse for chikane. Men ifølge ham selv har han kun påtalt de uretfærdigheder, der finder sted.

Det hårde sprog grunder altså i vrede og uretfærdighedsfølelse. Samtidig er der som regel nogle i den anden ende, der kan blive stødt over at blive kaldt meget grove ting eller endda føle sig forhadt – hvad enten det er som individ eller som gruppe.

Så hvordan skal vi navigere i den gråzone, hvor der endnu ikke er tale om ulovlige trusler eller injurier?

Siden Muhammedkrisen har to grundholdninger til det spørgsmål været tydelige i debatten:

Den ene holdning er, at sproget påvirker vores syn på tingene og dermed til en vis grad skaber det, det benævner. Sprog kan radikalisere, og derfor skal vi værne om det og påtale, når folk bruger et groft sprog, ikke mindst om minoriteter.

Den anden kunne man kalde ‘ventilteorien’, idet den bygger på, at vreden hos folk hober sig op og må få afløb, også sprogligt, i den offentlige debat, for ellers går det som i Sverige, hvor nynazismen har bedre kår. Altså at tavshed og (selv)censur fører til radikalisering, og derfor skal hensynet til ytringsfriheden stå over hensynet til for eksempel minoriteter. Desuden har vi bedre styr på, hvad folk mener, når de kommer direkte og ucensureret til orde.

Tue Biering vil ikke tage entydigt parti i den konflikt, men er ret kritisk over for ideen om kun at tillade det pæne sprog i offentligheden:

“Hvis vi fik renset sproget, så vi alle sammen brugte de samme ord, ville vi nærme os George Orwells 1984, men det er i øvrigt menneskeligt umuligt. Mennesker søger uværgerligt sproglige grænser.”

Men at sproget gør noget ved andre, kan man ikke være i tvivl om. I Hadets sange tegner børn grimme ord på væggen. Først sætninger som ‘Miriam er dum’. Senere ‘Miriam er en luder’ og til sidst ‘Miriam burde kneppes, til hun dør’.

Kan sprog ligefrem også udøve vold, eller skal man skelne skarpt mellem sproglige og fysiske handlinger?

“Sprog og handling er tæt forbundne, og sprog er et redskab i psykisk vold, så ja, sprog kan være voldeligt. Der er folk, som er blevet fysisk skadede af ord, i den forstand, at nogle mennesker når dertil, hvor de skader sig selv, når de nok gange har fået at vide, at de ikke er noget værd.”

Hvis ‘vi’ der taler pænt, skal lytte til dem, der råber grimme ord, skal de så ikke også forstå, at vi kan bange for aggressionen i deres måde at udtrykke sig på?

“Jo, helt rigtigt, men det kan vi kun gøre, hvis vi inviterer dem ind i et lyttende rum, hvor det også er tilladt at give den gas. For dem er det civiliserede debatsprog lige så skræmmende, som vi synes, deres vredessprog er.”

I Hadets sange bliver stemningen i rummet mere og mere ubehagelig, idet ord gradvist bliver til mobning og senere fysisk vold.

På et tidspunkt bliver jeg skubbet meget voldsomt af en forbipasserende kvinde, som jeg ikke havde identificeret som performer. En mand slår en imaginær person (formentlig en kvinde) i en seng. En yngre kvinde ydmyger og tisser på en ældre mand. Børnene bliver grusomme. Og vi ser tydeligt ofrene, som går rundt med skældsord skrevet direkte på deres nøgne kroppe eller på post-it-sedler.

Vi møder ikke kun vreden, men også dens konsekvenser og dens årsager. Vi ser sproget blive til vold.

“Jeg har fået at vide, at ved antifascistiske moddemonstrationer, så er der en periode, hvor de to modstandere står og råber af hinanden med en kæde af politibetjente imellem. Og så kommer der et tidspunkt, hvor der bliver stille og råb afløses af planlægning. Her kan man være ret sikker på, at volden begynder inden for få minutter. Den stilhed, hvor sproget stopper og volden begynder, interesserer mig meget.”

Der er altså en sammenhæng mellem sprog og vold. Men det er ikke så meget selve sproget, vi skal være bange for, det er netop det punkt, hvor sproget stopper og vreden får fysisk afløb.

For et år siden indrykkede Tue Biering en annonce i Ekstra Bladet. Her undskyldte han på vegne af Husets Teater for at have udgrænset højrefløjen. Samtidig på Husets Teater spillede hans stykke Rocky, hvis tredje akt bestod af, at Dansk Folkepartis Cheanne Nielsen fremførte en monolog på scenen – til forfærdelse og provokation for dele af publikum, hvoraf enkelte udvandrede. Hun var tidligere blevet anklaget (men ikke dømt) for racisme på grund af udsagnet “Hvorfor skulle udlændinge klare sig selv, nu hvor de har krav på husly og lommepenge fra staten, så snart de kommer hertil? De sviner, de svindler, de stjæler, de voldtager, og de dræber.”

Tue Biering forklarer:

“Jeg var træt af, at vi repræsenterede de ‘andre’ og havde lyst til at invitere en virkelig person op på scenen. Det var for flere blandt publikum første gang, de oplevede, at deres safespace blev besudlet af ‘de andre’. Mange fortalte, at de havde et ekstremt øjeblik – nærmest en oplevelse af at se sig selv udefra og overveje om de skulle reagere eller udvandre. Dilemmaet er jo, at hvis man går, bekræfter man påstanden om, at man ikke er rummelig nok til at rumme dem, der ikke rummer de fremmede.”

Det handler nemlig ikke kun om en kløft mellem dem, der taler pænt, og dem, der ikke gør. Det er samtidig en konflikt mellem det nationale højre og det kulturradikale venstre. Tue Biering har afsæt i den venstreorienterede position, som mange teaterfolk, men han ser en udgrænsning fra begge sider. Derfor føler han i stigende grad et behov for at give stemme til de andre.

“Det er en nærmest naturlig og primitiv tilbøjelighed, at vi inddeler mennesker i grupper. Ved at opretholde fortællingen om de andre, styrker man følelsen af, at ens egen gruppe er bedre. Der er venstrefløjen ikke meget bedre end højrefløjen.”

Det handler ikke om, at Tue Biering nu er blevet højreorienteret. Det handler om venstrefløjens selvopfattelse, idet den alt for længe har været for sikker på sin egen moralske overlegenhed. Og opgøret begynder hos ham selv.

“Jeg har været forblændet af min egen selvgodhed, og derfor er jeg nu et sted, hvor jeg tøver med at inddele mennesker i gode og onde. I stedet prøver jeg at forstå dem, der siger hårde ting om andre og som skræmmer mig med deres vrede sprog.”

At vi møder netkrigerne og ser dem i øjnene er derfor helt afgørende. Tue Biering sammenligner det med hunde, der gør vredt ad hinanden på afstand, men når de kommer tæt på, snuser de til hinanden og fjendtligheden forsvinder. Vi gør ad hinanden på nettet, men som regel er fjendtligheden mindre, når man mødes og ser hinandens sårbare ansigter.

Det er det, han har gjort med Hadets sange. Og det virker. Hvis jeg ikke havde mødt disse netkrigere i deres rum, på deres banehalvdel, havde jeg uden tvivl haft en større distance til dem. Nu føles det næsten som om, jeg kender dem – og forstår dem en hel del bedre.