Færre danskere forsøger selvmord. Jeg forsøgte at finde forklaringen bag en overset succes

Illustration: Mikkel Bøgild Jacobsen for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

16:10

Det er ni måneder siden, 22-årige Emma gav sig selv et halvt år at leve i. Hun var lige blevet udskrevet fra en psykiatrisk afdeling, som hun for hun-ved-ikke-hvilken-gang var blevet indlagt på. Siden hun var 16 år, havde hun været inde og ude af systemet så mange gange, at hun havde opgivet at tælle. Den decemberdag besluttede hun at indgå en kontrakt med sig selv. Seks måneder mere. Ikke et øjeblik længere.

Jeg var megatræt af psykiatrien. Jeg var træt af mit liv. Træt af selvmordsforsøg, der ikke lykkedes. Jeg var godt og grundigt træt af det hele,” fortæller Emma Sigersen, da jeg ringer til hende en eftermiddag. Hun er lige kommet hjem til sin lejlighed i Hjørring. Jeg kan høre hende skramle med et krus i baggrunden. Jeg kan jo ikke bare sige til mig selv, at jeg aldrig vil dø. Så jeg sagde: Nu giver jeg det noget tid, hvor jeg ikke tænker på den løsning, og så får jeg det bedste ud af den tid. Og hvis det ikke virker, så kan jeg tage livet af mig selv. Men så har jeg givet det et forsøg.”

For ikke så længe siden var Emma Sigersen en af de op mod 12.000 danskere, der årligt forsøger selvmord. Tallet er nødvendigvis et estimat, for ingen kan vide alt, hvad der foregår i hjemmene. Det er heller ikke alle skadestuebesøg, hvor personalet får spurgt til – eller får det sande svar på – den reelle baggrund for ulykken. Mørketallene betyder, at det er svært at lave vandtæt statistik om udviklingen. Men det står klart, at selv om et stigende antal unge danskere kæmper med lavt selvværd og depression, falder antallet af selvmordsforsøg herhjemme. Center for Selvmordsforebyggelse i Odense, der er videnscenter for hele Region Syddanmark, estimerer, at antallet af selvmordsforsøg er halveret på blot ti år. De baserer tallene på registre over patienter. Derfor skal det estimat, ifølge forskerne ved Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse i København, tages med en del forbehold. Her mener man, at andelen af forsøg er en hel del højere, end registrene viser, og at faldet er en hel del mindre. Men de er enige i, at der er sket et fald – og at det for unge kan være på op mod 20 procent siden 2008.

Historien her handler om den udvikling. Om, hvordan vi på den ene side har fået det værre – det siger undersøgelser om danskernes trivsel i hvert fald – men samtidig sjældnere får lyst til at ende livet for tidligt. Det er en historie om at finde – og give andre – lyst til livet. Om forebyggelse og værdien af et menneske, der sidder klar på din lokale klinik for selvmordsforebyggelse. Det er også dér, at denne historie begynder.

Rådgivning til dig med selvmordstanker

Har du selvmordstanker, kan du kontakte Livslinien på 70 201 201 alle årets dage fra klokken 11 til 05. Når du ringer til Livslinien, er du anonym. Du kan også chatte med en rådgiver mandage, torsdage og lørdage. Livslinien yder rådgivning og ikke behandling, men kan tale med dig om, hvor du kan få den rette hjælp i den situation, du står i. Er du akut selvmordstruet skal du ringe 112.

Selvmord er en permanent løsning på et midlertidigt problem. Men sådan føles det ikke altid for de patienter, Marlene Kirketerp har set gennem sine 21 år som psykolog. I dag er hun den øverste leder af Region Sjællands tre klinikker for selvmordsforebyggelse. En i Vordingborg, Køge og Slagelse. Så jeg er glad for min bil,” siger hun, da vi taler sammen. Marlene Kirketerp fortæller, at fagfolk er blevet meget klogere på fænomenet de seneste årtier. Man ved mere i dag om, hvornår mennesker nærmer sig selvmordet, og hvordan de kan hjælpes i en anden retning.

Hvis Marlene Kirketerp skulle pege på én erkendelse, der har ramt hende – og resten af faget – er det, at selvmordstanker kan ramme alle. Det er et spørgsmål om at presse dem hårdt nok,” som hun siger. Så er der nogle, der har en større tærskel for pres end andre. Men vi prøver at se det som, at alle kan komme dertil, hvis deres liv tager en drejning.”

Men statistisk set er det flest mænd, der dør ved selvmord – faktisk dobbelt så mange som kvinder. De fleste er midaldrende, mens der er færrest selvmord blandt unge under 20 år. Tre gange så mange dør ved selvmord som i trafikken.

Det, Marlene Kirketerp siger, bakkes op af psykologer og ledere af klinikker i hele landet. Selvmordstanker bliver for mange mennesker kulminationen på en periode med ulykke og modgang i livet. Det er en reaktion på summen af udfordringer, hvad enten de omfatter skilsmisse, et voldeligt overfald, eller at livet har ført én ned ad en vej, der føles som en blindgyde. Det er ikke altid et ønske om at ende sin biologiske eksistens,” siger hun. Indimellem er det snarere et forandringsønske”. Det betyder, at Marlene Kirketerps patienter først og fremmest drømmer om et andet liv.

Derfor skal man ikke som behandler affeje patientens ønske om at afslutte sit liv. Selv om det kan virke kontraintuitivt – eller ligefrem provokerende – på andre, at systemet og de professionelle ikke blankt afviser selvmordet. Man kan lytte afvisende ved at sige: Ja ja, men du har jo gode grunde til at leve.’ Så kan det være, de ikke føler sig mødt i at ønske en forandring.”
I stedet skal de selvmordstruede mødes i et rum, fortæller hun, hvor selvmord anerkendes som en mulig løsning – men hvor de får hjælp til at erkende, at det ikke er den rigtige løsning.

Det handler om, fortæller psykologerne og eksperterne, at selvmordstanker er noget, der for de fleste kommer og går. Det er altså ofte en impuls, der kan stoppes. I samtaler med en selvmordstruet er det første skridt at flytte personen et par meter væk fra afgrunden.

På klinikken i Region Midtjylland, hvor psykolog Maria Heldgaard arbejder, er det netop udgangspunktet for de fleste samtaler. Det, der kan være rigtig farligt for den her målgruppe, er, hvis man i sine følelsers vold får truffet en beslutning omkring selvmord, som man ikke ville træffe, hvis man havde overblik til at tænke over, hvad der er svært.” Derfor indgår Maria Heldgaard konsekvent aftaler med sine patienter om, at de ikke må udøve selvmord, mens de er i behandling hos hende. I stedet skal de gøre noget for at bekæmpe selvmordstankerne. Det handler om at give behandlingen en ærlig chance.

Med andre ord gjorde 22-årige Emma Sigersen – uden helt at vide det – det fagligt helt rigtige ved at give sig selv en pause. Seks måneder var længe nok til, at tanken om at leve videre skræmte hende, men kort nok til, at det ikke føltes umuligt at komme igennem. Hun skulle bare holde ud. Samtidig besluttede hun sig for, at hun lige så godt kunne få noget ud af ventetiden”, som hun siger, mens hun griner lidt af sine egne ord. Med en mental tjekliste over ting, hun tænkte, man skulle nå som ung, begyndte hun på sine sidste seks måneder. Hun tog til fester, gik på dates, tog med vennerne på stranden og med familien til fødselsdage. Jeg fandt ud af, at jeg stadig havde noget af den gamle mig i den nye mig. Der var stadig dårlig humor, let til grin, jahat og med på den værste. Det var stadigvæk mig.”

Vi har også lært noget andet om selvmord. Ved at aftabuisere selvmordstanker, kan vi være med til at skabe Papageno-effekten. Det er modsætningen til den mere kendte Werther-effekt, som fik sit navn efter romanen Den unge Werthers lidelser om en ung mand, der dør ved selvmord i kærlighedens navn. Bogen blev forbudt, fordi den blev kritiseret for at føre til flere selvmord, og deraf opstod navnet: Werther-effekten. Med aftabuisering har vi lært, at journalistik, bøger og film faktisk kan være med til at forebygge selvmord. Papageno var en fuglefænger i Mozarts opera Tryllefløjten, og ligesom Werther ville han dø ved selvmord over en ulykkelig kærlighed. Da han ville tage sit liv, greb tre ånder ind og viste Papageno, at der var bedre løsninger.

Dét er det, psykologerne gør i deres arbejde, og det er det, aftabuisering af tankerne har været med til at skabe. Vi har nemlig som samfund – og det har eksperterne også – ændret syn på, hvordan vi håndterer den fælles samtale om, når livet gør ondt. Vi har lært, siger psykologerne, at ærlige samtaler om de svære ting, kan være med til at nedbryde tabuer og faktisk forebygge selvmord. Når man kan italesætte de her ting, kan vi komme videre til at forebygge dem,” siger seniorforsker Annette Erlangsen. De svære samtaler har fået lov at rykke ind på arbejdspladsen, de sociale medier og i vennelag. Det skal man huske, når trivselsmålinger fortæller dystre historier om en befolkning i stigende mistrivsel. For aftabuiseringen har også givet os et sprog for psykisk sårbarhed, og måske er det en del af forklaringen på faldet i selvmordsforsøg.

På Børnetelefonen har rådgiverne oplevet, at samtaler om selvmord med børn og unge fylder meget mere i dag end for bare få år siden. Nogle gange tænker jeg: Gad vide, om de tror, at vi kun tager dem alvorligt, hvis de siger, at de har selvmordstanker,” siger Ida Hillario Jønsson, der er børnefaglig konsulent. Vi taler sammen i hendes pause over en telefon fra hjemmekontoret. Det er ikke for at sige, at de konstruerer det,” tilføjer hun lige efter. Men selvmordstankerne virker indimellem som et barometer for smerte for børnene. Det kan være et barn, der siger: Det er så svært, at jeg den seneste tid har tænkt, om jeg skal være her mere.”

Det er de sværeste samtaler, rådgiverne overhovedet har. Mest af alt har de nemlig lyst til at fortælle barnet, at det er helt forkert. At det selvfølgelig ikke må dø ved selvmord. Det er helt intuitivt, at jeg skal stoppe den her bil fra at ramme det her menneske,” siger Ida Hilario Jønsson. Så kan man godt komme til at overse, hvad der er barnets behov.”

Selvmordstanker trives nemlig rigtig godt i isolation. Derfor er det vigtigt, at barnet mærker, at den voksne har lyst til – og mod på – at tale om det. Tankerne bliver større og større, hvis ingen ved, at man står i det.”

Det kan være svært at række ud. Svært at fortælle om de tanker, man står med. Og for nogen kan det måske være sværere end for andre. I Nordjylland oplever faglig ansvarlig af regionens klinik for selvmordsforebyggelse, Jan-Henrik Winsløv, at hans patienter ofte har det meget skidt, før de beder om hjælp. Afstandene er store og mange har langt til klinikken. Da regionen opførte pop-up klinikker i yderkommunerne, steg antallet af indlagte patienter markant. Det tyder jo på, at behovet hele tiden har været der,” siger Jan-Henrik Winsløv. Regionen opførte midlertidige klinikker i Frederikshavn, Thisted og Hobro. I Thisted, hvor afstanden til Aalborg er lang og besværlig, steg antallet af indlagte patienter med det dobbelte det år, hvor klinikken åbnede. De mennesker, der bor derude, kan have rigtig svært ved at overskue at skulle tage bilen eller bussen ind. Det at have let adgang betyder rigtig meget.”

En sidste (og afgørende) brik i den forbedrede forebyggelse handler om at gøre det sværere at tage det sidste skridt. Det oplagte eksempel ligger nogle år tilbage.

I løbet af 00’erne skete der en næsten firedobling af selvmordsforsøg blandt unge. Det var især unge kvinder, der forsøgte at tage deres eget liv ved at sluge langt flere smertestillende, end deres kroppe kunne tåle. Formiddagsaviserne kaldte dem Panodil-pigerne’. Overlæger og eksperter talte om et fælles samfundsproblem med alvorlige og vidtrækkende konsekvenser. For dem, der overlevede, kunne forsøget betyde et liv med organproblemer og leversvigt. Der var nødt til at ske noget.

En gruppe forskere så på det tidspunkt mod England, der havde sat begrænsninger på antallet af piller i pakkerne for håndkøbssalg. Resultaterne viste, at det ikke alene betød færre selvmord, men også færre patienter med leversvigt – smertestillende medicin i store mængder skader nemlig leveren. Gruppen satte sig til at skrive en anbefaling til regeringen: Begræns de danske pakninger med smertestillende medicin. Slut med store pilleglas, der forkorter afstanden fra tanke til handling ude i de danske hjem.

Det virkede. Andelen af patienter, der blev indlagt med forgiftninger på grund af smertestillende, faldt med næsten en femtedel på halvandet år.

På det tidspunkt vidste man allerede, at andelen af selvmord kunne begrænses markant ved at ændre indholdet af sovemedicin, sætte filtre på bilers udstødningsrør (som faktisk var et miljøtiltag, men som viste sig at have effekt på andelen af selvmord) eller at ændre indholdet af husholdningsgas. Den mest effektive metode til at begrænse antallet af personer, der tager deres eget liv, er at begrænse deres adgang til metoder.

For Emma Sigersen blev en psykolog og en aftale om at leve bare lidt længere hendes redning. I dag ville hun ønske, at hun havde fået bedre og mere hjælp til at håndtere overgangen til voksenlivet. når man som hun er gået glip af sin ungdom.

Jeg fandt jo ud af meget om min sygdom, men jeg fandt ikke ud af særlig meget om, hvordan man skal være voksen uden min sygdom. Hvem jeg er, hvad jeg går ind for, eller hvad jeg kan lide,” siger hun.

Vi er blevet bedre til at tale om, at livet kan gøre ondt. Selv om vi ikke ved, præcis hvor stort faldet af selvmordsforsøg er, er forskerne enige om, at faldet er der. Men bag de tal gemmer der sig en anden og mere dyster kurve. Hvert år dør omkring 600 personer ved selvmord. Det er i gennemsnit 10 om ugen. Dét tal har været stort set uforandret de sidste ti år.

Hvad det skyldes, og hvad der kan gøres ved det, taler forskerne meget om. De er enige om mindst én ting: Det er ikke tilfredsstillende. Skal vi knække kurven, ved vi i dag, at vi skal tale endnu mere om, at livet indimellem kan blive for meget.

Da Emma Sigersen var mest syg, lukkede hun sig inde på sit teenageværelse uden lyst til at deltage i noget. Heldigvis hjalp de seks måneders pause med at give hende energi til næste skridt. Det var bare startskuddet,” siger hun i dag, hvor det halve år er gået. Nu er hun 22 år og parat til at lære sig selv at kende.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: