Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Verdens mest omtalte økonom har en løsning på, hvordan vi fikser økonomien. Her er den

KA-TJINGBetal for din klimaudledning, når du svinger dankortet, lyder et forslag i Thomas Pikettys nye bog. Foto: Nikolai Linares, Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

For seks år siden stillede Thomas Piketty skarpt på klodens voksende ulighed i en af den nyere tids vigtigste bøger om økonomi. I opfølgeren til sin bestseller kritiserer han sin egen første bog og kommer med sit bud på følgende ikke-uvæsentlige spørgsmål: Hvordan indretter vi verdensøkonomien, så den bliver til gavn for de fleste?

For seks år siden skete noget virkelig usædvanligt. En lang, kompliceret bog om økonomi blev et verdensomspændende hit. Bogen – Kapitalen i det 21. århundrede – har i dag solgt over to millioner eksemplarer, er udgivet på omkring 40 sprog og har gjort forfatteren bag, økonomiprofessor Thomas Piketty, til en intellektuel superstjerne. Men faktisk er det ikke det, der er det virkelig usædvanlige. Det virkelig usædvanlige er, hvor vigtig bogen fra 2013 er.

Pikettys bog formåede at dokumentere stigningen i ulighed på en måde, man ikke havde set før. Den var med til at presse debatten om voksende skævheder mellem top og bund op på dagsordenen, både blandt politikere og nyhedsmedier, blandt forskere og helt almindelige mennesker. Og selv om hans tanker måske ikke i særlig stor grad er blevet til virkelighed blandt politikere, regnes Kapitalen i det 21. århundrede i dag for en af de vigtigste folkelige bøger om økonomi – den slags, der definerer en epoke. Lidt i stil med dengang økonomen John Maynard Keynes i bogen The General Theory fra 1930’erne var med til at udvikle selve grundlaget for velfærdsstaten. Den slags bøger kommer yderst sjældent.

Og nu er 48-årige Piketty tilbage med opfølgeren. Bogen har været ventet med spænding. Ikke mindst fordi den rummer bud på løsninger på de problemer, forgængeren skitserede.

De nye løsninger er både globale, radikale og konkrete. De henvender sig til både magthavere og helt almindelige borgere. Det er langtfra kun en bog for forskere eller økonomer. Som Piketty selv påpeger: Økonomien er for vigtig til blot at overlade til økonomer. Vi bør alle sammen blande os i debatten om, hvordan det bedst mulige samfund ser ud, også økonomisk.

Jeg er dykket ned i den nye bog, Capital et idéologie – bogen er kun kommet på fransk indtil nu, så jeg tillader mig at oversætte titlen til Kapital og ideologi. Og det er ikke småting, Piketty foreslår.

Lad os begynde med at slå fast, at Kapital og ideologi er en ambitiøs bog. Piketty trækker på enorme mængder data og samarbejder med førende forskere fra hele kloden. På 1.200 sider udforsker Piketty ulighed gennem historien, fra slaveejere og feudale samfund op gennem industrialiseringen og det 20. århundrede til i dag. Ethvert menneskeligt samfund må retfærdiggøre sine uligheder,” skriver han. Ulighed har altid eksisteret, i varierende grad selvfølgelig, og den er altid blevet forklaret og forsvaret og kritiseret med argumenter, der skifter, men også gentager sig. Historiens kampe mod ekstrem ulighed kan lære os meget, siger han.

Samtidig løfter Piketty blikket fra Vesten og kigger nu også mod Kina, Indien og mange andre dele af verden. Det var en mangel ved den tidligere bog, skriver Piketty, at den så enøjet så på Europa og USA. En anden mangel var, at bogen behandlede udviklingen af ulighed som en slags sort boks. Altså at økonomien og markederne nærmest havde deres eget liv, at uligheden var en kraft i sig selv. Det var en fejl, skriver Piketty nu.

Ulighed er ikke økonomisk eller teknologisk. Den er ideologisk og politisk. Det er nok den mest iøjnefaldende konklusion på bogens historiske undersøgelse,” skriver han.

Historien viser, at økonomien ikke findes i sig selv. Den bevæger sig inden for de regler og love og idéer og politiske rammer, vi vælger. Med andre ord: Vi kan i høj grad selv bestemme, hvilke samfund – og hvilken grad af ulighed – vi vil have. Det er op til os. Det er en af Pikettys vigtigste pointer i den nye bog.

PÅ BUNDENUligheden er vokset over det meste af verden siden 1980’erne og 1990’erne. De stigende skævheder udgør ifølge Piketty et af tidens største problemer. Foto: Jens Kalaene / dpa / Ritzau Scanpix

Nu er der måske dem, der tænker: Hvor vigtig er kritikken af ulighed egentlig? Og ikke uden grund – for det går jo ret godt. Ikke bare i Danmark, men verden over har vi oplevet historiske fremskridt de seneste årtier. Færre bliver fattige globalt set, klodens middelklasser vokser, vi lever længere og sundere og tager mere uddannelse. Verden bevæger sig fremad.

Det erkender Piketty også. Men nogles fremskridt må ikke sminke andres fald. For uligheden, siger han, skaber stadig voldsomme problemer. Siden 1980’erne og 1990’erne er uligheden vokset markant i det meste af verden. I både Europa, USA, Indien, Kina og Rusland er de ti procent rigeste gået fra at sidde på 25-35 procent af den samlede indkomst i 1980 til 35-55 procent i dag. Hvad hvis den udvikling fortsætter? Vil de ti procent rigeste så sidde på 55-75 procent af hele indkomsten om et par årtier? Det er en vild tanke. Endnu vildere er det, at de rigestes optur er sket på bekostning af de fattigste. Den fattigste halvdel af befolkningen i Europa, USA, Kina, Indien og Rusland fik 20-25 procent af indkomsten i 1980 – nu er det faldet til 15-20 procent (eller lige over 10 procent i USA). Altså: Den nederste halvdel af befolkningen får en mindre og mindre del af indkomsten – nogle steder helt ned til 10 procent.

Andre tal viser måske udviklingen endnu klarere. Fra 1980 til 2018 har verdens rigeste ene procent fået 27 procent af den totale indkomstvækst. Verdens fattigste 50 procent har fået 12 procent af væksten. Når det gælder formuer – altså ikke det, vi tjener, men det, vi ejer – er udviklingen endnu mere markant. Væksten i formuerne er tre-fire gange hurtigere end den almindelige vækst i økonomien. Det er ikke holdbart, påpeger Piketty.

Det kollaps i bunden kan ifølge Piketty skabe en stigende følelse af at være hægtet af, forladt og ligegyldig i dele af middel- og underklasserne. Det kan føre til protest, populisme og fremmedhad. Vi ser det især i nogle af de samfund, hvor uligheden er steget til de mest ekstreme højder: Storbritannien (Brexit) og USA (valget af Donald Trump). Men protesterne kan vokse sig langt større, advarer Piketty – med ødelæggende effekt på de samfund og systemer, vi kender i dag.

Det skyldes også, at venstrefløjen ikke har formået at give fyldestgørende svar på ulighedskrisen, mener Piketty. Tidligere stemte folk med lav indkomst og kort uddannelse typisk på partierne til venstre for midten. I dag stemmer mange veluddannede på venstrefløjen, og mange vellønnede på de borgerlige partier, groft sagt. Det betyder, at de, der hverken har lang uddannelse eller mange penge, føler sig fremmede i den politiske konflikt. De føler sig hjemløse i det politiske system, mener han. Og når folk ikke føler sig repræsenteret på nogen af de politiske fløje; når de ikke føler, deres drømme og frustrationer bliver hørt; når de ikke oplever et alternativ til det bestående og den stigende ulighed, så vender de sig mod identitet og race. Så opstår modreaktionen. Så koger det, potentielt, over.

Endelig argumenterer Piketty for, at kampen mod ulighed er en betingelse for, at vi kan løse andre af klodes største problemer: klimaforandringer og migration. Er uligheden for ekstrem, vil migrationen tage til – det samme vil modstanden mod migrationen. Og klima: hvis folk oplever, at nye klimavenlige afgifter og regler gør det nødvendigt at leve anderledes, men at de rigeste har råd til blot at fortsætte som før, vil vi ikke se den nødvendige brede folkelige opbakning til et skift.

Man kan fremføre forskellige argumenter imod Pikettys idéer. Først og fremmest: Kan det ikke tænkes, at ulighed, også stigende ulighed, faktisk gavner? Vi har som nævnt set stor global vækst, og mange er blevet løftet ud af fattigdom.

Den såkaldte elefantkurve har et ret godt svar på det. Kurven er lavet af den anerkendte økonom Branko Milanović, og ja, den ligner lidt en elefant. Men vigtigst, så viser den, hvordan indkomsten har udviklet sig for klodens rigeste, fattigste og dem i midten under globaliseringen.

SNABELElefantkurven viser, at verdens indkomsterne er steget i de lavere indkomstgrupper (Kina) og i toppen, mens de er faldet i middelklassen i Vesten (elefantens pande). For nylig er data bag elefantkurven blevet opdateret, så snablen er langt højere end her. Det vil sige, at toppens vækst i den justerede udgave er højere, end denne kurve viser. Grafik: Jørgen Stamp for Zetland

Vi ser, at de laveste grupper (folk i lande som Kina og Indien) har oplevet vækst. Til gengæld står den øvre midte i stampe (middel- og underklassen i Vesten). Og indkomsten er steget mest i toppen (verdens overklasse). Elefantkurven viser dermed globaliseringens dobbelthed: Bunden og især toppen er blevet løftet, og midten i Vesten er blevet presset.

Men er de riges fest så forklaringen på de fattigstes opsving? Nej, skriver Piketty, landenes data tyder ikke på det. Der, hvor væksten er højest i toppen, er ikke der, hvor bunden er blevet løftet mest. Vi kunne have fået en endnu større reduktion af fattigdom globalt, end vi har set, vurderer han.

Historien viser det også, påpeger han. Ser man på den højeste og mest dynamiske vækst i lande som USA og Storbritannien, er den sket i perioder med faldende ulighed (og ret høje skatter), fra efter Anden Verdenskrig og frem til 1980 for eksempel. Kigger man på tværs af historien, ser man den samme dynamik, siger han: Det er stræben efter mere lighed og bredere uddannelse, der har skabt fremskridt – ikke forsøg på at bevare stabilitet eller helliggørelsen af privat ejendom.

Så ja, det er nødvendigt at bremse ulighedens flugt mod himlen, insisterer Piketty. Og det er også muligt at gøre. Ja, historisk har man godt nok set, at store fald i ulighed til dels kan knyttes til store kriser eller krige. Men ulighed er også historisk blevet bekæmpet succesfuldt med idéer og politik. Med tanker, der bredte sig i samfundet og skabte bevægelse, og med konkrete politiske eksperimenter og gennemtænkte skatter.

Så hvad foreslår Thomas Piketty? Lad os gennemgå løsningerne en for en. Nogle går jeg lidt mere i dybden med, andre tager vi hurtigt. Det også vigtigt at nævne, at Piketty på den ene side mener, løsningerne er relevante i virkelig mange lande, de er nærmest universelle. På den anden side understreger han, at de blot er hans bud. De skal virkelig diskuteres og kritiseres og laves om, hvis de skal give mening. Men altså: Her kommer de.

1. Medbestemmelse i virksomheder

Med inspiration fra Sverige og Tyskland foreslår Piketty, at medarbejderne får mere magt i virksomhederne. Konkret bør medarbejderne få 50 procent af stemmerne i alle private virksomheders bestyrelser. Lignende regler har været med til at dæmpe uligheden i Skandinavien og Tyskland, påpeger han, og meget tyder også på, at de også for virksomhederne ofte har været en succes. Men det er stadig ikke nok. Samtidig bør der indføres et maksimum på 10 procent af stemmerne i bestyrelsen til de største aktionærer. Altså: selv om du som investor ejer halvdelen af en virksomhed, får du højst en tiendedel af stemmerne.

Der ligger meget magt i virksomhederne – hvordan fordeles lønnen, hvordan indretter vi vores arbejdsliv, og hvordan påvirker virksomheden resten af samfundet. Ved at fordele den magt langt bredere blandt medarbejderne tager man et stort ryk i kampen mod ulighed.

2. Midlertidigt ejerskab – cirkulation af værdier

Nu bliver det rimelig radikalt. Piketty foreslår, ikke så overraskende, at der skal ske en ny type omfordeling af værdi. En absolut hjørnesten i kapitalismen og de fleste velfungerende samfund er beskyttelsen af privat ejendom. Men privat ejendom skal gøres midlertidig. På en måde. For det er ikke sådan, at Piketty lige pludselig vil beslaglægge folks huse. Ejendom bliver midlertidig gennem de løbende skatter. Det sker på flere måder.

Først og fremmest skal indkomstskatten (skatten på arbejdsløn) gøres langt mere progressiv. Det vil sige, at den bør være langt højere for dem, der tjener mest – og lavere for dem, der tjener mindst. Piketty nævner, at indkomstskatten faktisk har været virkelig høj for de rigeste i USA for ikke så længe siden; de højestlønnede betalte 81 procent i indkomstskat i USA mellem 1932 og 1980, altså næsten i et halvt århundrede. Det er den slags høje skatter på de allerhøjeste lønninger – eller de sidst tjente kroner over et vist beløb – Piketty foreslår. Samtidig bør skatten til gengæld være lav for lave indkomster.

Men indkomst udgør kun en del af billedet. Vigtigere foreslår Piketty en skat på ejendom. Skatten skal betales hvert år, og ejendom er ikke begrænset til folks bolig, men gælder hele deres formue. Skatten her skal også være progressiv: særligt høj for de allerrigeste og lavere end i dag for bunden. Det er nemlig her – når det gælder formue og ejendom – at uligheden er steget mest, påpeger han. Især de nederste 50 procent er i mange samfund blevet hægtet af. Og i et land som USA er uligheden nu på nogle punkter større end i 1900-1910.

Konkret kunne den årlige ejendoms-/formueskat se sådan her ud: når folk har ti gange højere indtægter og formuer end gennemsnittet, kunne skatten lyde på 60-70 procent. Og tjener og ejer man hundrede gange mere end gennemsnittet, ryger skatten op på 80-90 procent. Samtidig skal skatten altså være ganske lav for dem med mindst ejendom og formue. Det oplagte kritikpunkt her vil være, at for meget skat i toppen kan hæmme væksten og lysten til at gøre en ekstra indsats – når det, man har knoklet for, bare bliver fjernet. Her peger Piketty på, at hans forslag minder om de skatter, vi har set i USA tidligere midt i det 20. århundrede – og perioden var en af de mest dynamiske nogensinde i forhold til økonomisk vækst”. Høj skat i toppen svækker ikke nødvendigvis væksten, siger han.

Forslaget her udgør en del af Pikettys idé om at gøre ejendom midlertidig: Hvert år omfordeles der fra de rigestes strandvejsvillaer til de fattigstes toværelseslejligheder. Men cirkulationen af værdier sker i høj grad også med det næste forslag.

3. Fast legat til alle, når de fylder 25 år

Piketty vil indføre et fast beløb, alle får udbetalt, når de fylder 25 år. Pengene skal komme fra ovenstående skatter – og de skal fungere som en arv til alle”. Altså en slags kompensation for, at nogle mennesker i dag arver virkelig store summer, mens andre arver ingenting. Systemet skal således gøre det muligt at fordele værdier fra ejendom bredt ud i samfundet og begrænse koncentrationen i toppen. Igen: Ejendom bliver midlertidig, og værdier bliver cirkuleret.

Konkret vil Piketty betale 25-årige 60 procent af den gennemsnitlige private formue i landet. I rige lande i Vesteuropa, Japan og USA betyder det, at man vil få omkring 120.000 euro (900.000 kroner) i 25-års fødselsdagsgave. Arven til alle kommer så tidligt, fordi det er her, man har mest gavn af pengene: til at købe en lejlighed, finansiere et nyt projekt eller stifte sit eget firma. Sammen med andre typer omfordeling skal det gøre samfundet mere socialt dynamisk og afhjælpe nogle af de skævheder, ejerskabskoncentrationerne skaber, for eksempel at det er svært for mange at købe en bolig i de større byer.

Piketty har også mange andre forslag til skattesystemet, der er mere traditionelle. Jeg nævner her de mest markante. Det er også værd at nævne, at Piketty er superkritisk over for det, han kalder den kommunistiske katastrofe; det er ikke sådan et samfund, han drømmer om.

4. CO2-skat over dankortet

Jeg kan simpelthen ikke lade være med at sige det: Jeg kom før Piketty her. I sommer over en øl (okay, mere end én øl) udviklede jeg sammen med en kammerat en idé til, hvordan man kunne beskatte CO2-udledning. Kunne man ikke knytte det til dankortet? Hver gang man køber, ser man ikke kun prisen i kroner og øre, men også udledningen af klimagasser? Vi syntes selv, vi var rimelig kloge, og så glemte vi alt om det.

Nu vil jeg så bare lige pege på, at Piketty har stort set samme forslag i sin bog (okay, noget mere gennemarbejdet). Først understreger han, at klimakrisen kræver en lang række økonomiske tiltag – i mange tilfælde er det mest effektivt at indføre strenge standarder, forbud og regler for transport, opvarmning, isolation og meget andet. Det er også vigtigt, at klimaskatter er virkelig progressive – altså højest for de rigeste. Ikke blot fordi de rige typisk udleder mest CO2, men også for at forhindre, at de laveste indkomstgrupper føler sig hårdt ramt og går på gaderne i gule veste, som det skete med protesterne mod øgede benzinafgifter i Frankrig.

Piketty foreslår en progressiv skat på CO2-udledning knyttet til den enkelte forbruger og hendes kreditkort. Det kunne foregå sådan, at køb af op til fem tons CO2 ikke udløser nogen skatter. Her betaler du kun for, hvad din sofa eller togtur koster, ikke noget ekstra for klimaudslippet. Men over fem tons begynder der at komme klimaskat på. Procentdelen af den skat bliver så højere og højere i takt med stigende udledning, indtil skatten er så massiv, at det nærmest ikke giver mening at udlede mere.

5. Uddannelse, politisk bonus og globalt demokrati

Piketty har mange forslag (igen: Bogen er lige så lang som Tolstojs Krig og Fred). Så jeg opsummerer nogle af de vigtigste her i det sidste punkt.

Uddannelse: Piketty skriver igen og igen, at historien viser, at øget uddannelse har været altafgørende for menneskehedens fremskridt. Men i dag er uddannelse i høj grad hjemsøgt af ulighed. Veluddannede og vellønnedes børn klarer sig markant bedre. De søger i stigende grad mod ressourcestærke skoler og universiteter. Der investeres langt flere penge i uddannelse til dem end i dem, der tager korte eller slet ingen uddannelse. Piketty foreslår derfor, at der bruges langt flere penge på dem, der stopper tidligt i skolesystemet. De skal have flere og bedre muligheder for at uddanne sig igen – også sent i livet. Der skal investeres mere i den helt tidlige skolegang og især de skoler, som er ressourcesvage. Elever skal også fordeles mindre skævt.

Politik: Økonomisk støtte til partier og politikere fra virksomheder og rige privatpersoner risikerer at øge uligheden, skriver Piketty. Derfor foreslår han et forbud mod virksomheders støtte – og et meget lavt loft for privatpersoner. Til gengæld vil han indføre et årligt gavekort på et fast beløb – 40 kroner – som alle kan give til det parti eller den politiker, de vil støtte. Her demokratiseres selve den økonomiske støtte til partierne.

Globale løsninger: En afgørende årsag til den stigende ulighed er de nationale politiske systemers afmagt over for globale virksomheder og pengestrømme. Penge bevæger sig på tværs af grænser. Derfor må et retfærdigt system gøre det samme, skriver Piketty. Han foreslår derfor at styrke de tværnationale traktater, der beskatter virksomheder og pengestrømme (og CO2-udledning). Samtidig bør der etableres globale eller tværnationale demokratiske organer. Kunne EU og Den Afrikanske Union oprette et organ, der demokratisk håndterer migrantkrisen (og dens økonomiske aspekter)? Den slags organer skal have langt mere magt til at udskrive skatter, mener han. Det er EUs indbyggede tragedie, at den ikke kan handle som samlet enhed, når det gælder økonomisk retfærdighed. EU skal således også kunne vedtage skatter. For hvis ikke den slags sker koordineret, vil pengene blot blive ved at flytte til de lande, der tilbyder nærmest ingen skat – en slags ræs mod bunden.

Sådan lyder altså Thomas Pikettys løsninger på den voksende ulighed. Der er nok ingen tvivl om, at de vil skabe lige dele forventelig jubel og kritik fra forskellige hjørner af det politiske landskab.

Et oplagt kritikpunkt, som han også bokser en del med i bogen, handler om kaos. Vil den slags radikale løsninger ikke åbne Pandoras æske? Vil de skabe ustabilitet i en grad, så økonomien går i baglås? Nej, mener Piketty, ikke så overraskende; historien viser det modsatte. Perioder, hvor den politiske udvikling har bevæget sig i retning af øget lighed, er tværtimod ofte blevet fulgt af øget vækst. Kvinders stemmeret, bredere uddannelse og sundhedsdækning, progressive skatter – alt sammen har været opgør med ulighed. Og den slags udviklinger er ofte fulgtes ad med vigtige økonomiske fremskridt, ikke kaos og nedgang, skriver han.

Vi har det bare med at glemme den slags, mener Piketty. For i løbet af de seneste årtier har vi igen og igen hørt, at globaliseringen tvinger en særlig politisk retning igennem, der nødvendiggør det nuværende økonomiske regime – og forhindrer gennemgribende reformer. Men det er en fejl at tro, at globaliseringen er en altomsluttende kraft, der umuliggør nye veje. Globaliseringen som ideologi er tværtimod i stigende grad i krise, skriver Piketty; voksende ulighed har fået middel- og underklasser til at stille spørgsmål ved ubegrænset, grænseoverskridende økonomisk liberalisme. Folk råber op eller vender sig indad. Vi ser øgede spændinger, mellem landene og mellem mennesker. Globaliseringen har brug for at blive redefineret, skriver Piketty. Vi har brug for nye idéer. Nye løsninger.

Og det er nok det mest interessante ved Kapital og ideologi. Piketty tør tænke ekstremt stort og ekstremt løsningsorienteret. Man kan med god ret kritisere hans konkrete løsninger. Men det frisættende ved bogen er Pikettys insisteren på, at forandring er mulig. At ulighed ikke er en magisk, urørlig størrelse, men at udviklingen i høj grad er op til os. Historien viser, at økonomien ikke bare bestemmer over os. Vi bestemmer over økonomien. Tanker, idéer og politik er afgørende, skriver økonomen. Det er tid til at tænke stort.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem