Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Så er kineserne rykket ind i Mellemøsten, og de vil hellere lave big business end besværlig politik

  • 30. august 2019
  • Argument
  • 5 min.
NYE VENNERSaudi-Arabiens kong Salman og Kinas præsident Xi Jinping rykker tættere sammen. Foto: Thomas Peter, Reuters/Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

En ny stormagt rykker for tiden frem i Mellemøsten: Kina. Landet sørger for at undgå følsomme geopolitiske spørgsmål og går i stedet efter at lave forretning. Det virker. Spørgsmålet er, hvad det betyder for verdens måske mest sprængfarlige region – og for resten af verden.

Der sker noget interessant i Mellemøsten for tiden, og det handler om Kina. Mellemøstlige ledere ser ud til at konkurrere om Kinas gunst. Mens regionen flyder over med kritik af USAs udenrigspolitik, har de politiske eliter travlt med at overøse Kina med roser og rejse til Beijing for at underskrive en bred vifte af aftaler. For eksempel har den egyptiske præsident Abdel Fatah al-Sisi besøgt Kina seks gange siden 2014. Den udvikling fortæller flere vigtige ting om Mellemøsten – og resten af verden.

Størstedelen af samarbejdet mellem de kinesiske og mellemøstlige regeringer har haft fokus på energi og økonomi, men nu begynder det også at brede sig til andre områder – blandt andet forsvarspolitikken. Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater annoncerede for nylig, at børnene i skolerne skal lære kinesisk. Endnu mere sigende er det, at begge lande (og andre i regionen) har forsvaret Kinas forfølgelse af uighurerne, en af landets muslimske minoriteter. Altså: Mens de fleste vestlige lande har fordømt Kinas hårde linje over for det muslimske mindretal, har muslimske lande i Mellemøsten været tavse eller bakket op.

Det rejser to spørgsmål. Hvorfor satser mellemøstlige lande på Kina? Og i hvor høj grad er Kina i stand til at udfylde det politiske tomrum, som er et resultat af USAs dalende indflydelse i regionen?

Umiddelbart kan man godt undre sig over Mellemøstens nyfundne kærlighed for Kina. De konservative arabiske regimer har historisk været mistænksomme over for det kommunistiske Kina. De åbnede først diplomatiske forbindelser med Kina i 1980’erne og i de tidlige 1990’ere. Derudover har mange af landene årelange sikkerhedspolitiske bånd til USA. Alligevel har nogle af USAs allierede nu underskrevet omfattende strategiske samarbejdsaftaler med Kina. Overraskende nok gælder det for eksempel traditionelle amerikanske allierede som Egypten, De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien.

Udviklingen skaber stigende bekymring i Washington. Over for Israel har den amerikanske regering givet udtryk for deres betænkeligheder ved israelsk samarbejde med Kina om følsom teknologi. Bekymringen skyldes især de kinesiske teknologifirmaer Huawei og ZTEs indtog på det israelske marked.

Den slags eksempler markerer en af de største forskelle på USAs og Kinas strategier for at indgå alliancer og samarbejder. Kina ved godt, at man er USA (militært) underlegen i Mellemøsten i dag. Derfor sørger Kina for ikke at sætte sig i situationer, der kræver, at regionens regeringer skal vælge mellem de to stormagter. USA, derimod, vil tit have deres allierede til at træffe præcis sådan et valg. De fleste mellemøstlige regeringer skal nu gå en balancegang mellem de to lande, hvilket højst sandsynligt vil skabe gnidninger til begge sider.

Flere ting gør Kina til en attraktiv samarbejdspartner for de mellemøstlige regeringer. For det første har Kina en dynamisk økonomi i stor vækst og ledere, der er yderst mistænksomme over for folkelige oprør og demokratisering. Økonomiske bånd, pålidelig strøm af energiressourcer og beskyttelse af regionale investeringer står højt på deres udenrigspolitiske prioriteringsliste. Kina vil eksportere varer, ikke politiske idéer, til Mellemøsten.

Ligesom Kina forsøger mange mellemøstlige regimer også at styrke deres legitimitet gennem økonomisk vækst nærmere end gennem reelle politiske reformer. Med det arabiske forår, som spredte sig i hele regionen i 2011, stadig frisk i hukommelsen har flere regeringer annonceret ambitiøse, nationale planer for økonomisk udvikling. Storstilede planer i lande som Saudi-Arabien og Kuwait sigter mod at højne levestandarden. Indtil videre har Kina haft stor succes med at skabe økonomisk vækst uden brug af politiske reformer, og det er tillokkende for de arabiske autokrater.

Netop fordi de skal manøvrere i deres komplicerede forhold til Vesten, bliver en stærk forbindelse til Kina – og Rusland – fristende. Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salmans rejse til Asien tidligere på året, kun få måneder efter drabet på klummeskribent Jamal Khashoggi fra The Washington Post i det saudiarabiske konsulat i Istanbul, er et godt eksempel på sådan et forhold. Mens Vesten distancerede sig fra bin Salman, forsøgte han at lappe på sit internationale omdømme ved at deltage i det asiatiske topmøde. Egyptens præsident benyttede sig af samme logik, da han var på ekspedition i Kina umiddelbart efter det blodige kup i Egypten i 2013.

Og selv om Iran er et særtilfælde, presser landets isolation fra Vesten dem også mod et tættere samarbejde med Kina. Siden USA trak sig ud af atomaftalen fra 2015 og genindførte sanktioner mod Iran, har et tættere samarbejde med Kina mere været et spørgsmål om nødvendighed end et valg for den islamiske republik. Kina har til gengæld udnyttet situationen og tvunget Iran til at acceptere deres betingelser for nye handelsaftaler.

På samme tid virker Kina til at være klar over, at der er grænser for, hvor betydningsfuld en rolle landet kan spille i forhold til Mellemøstens vanskelige politiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Det gælder konflikten mellem Israel og Palæstina og krisen i Syrien. Her er USA stadig den største spiller uden for regionen.

Men amerikansk styrke er ikke nødvendigvis en dårlig nyhed for Kina. I princippet burde der ikke være nogen konflikt af betydning mellem kinesiske og amerikanske interesser i regionen. Selv om Kina har flådebaser i Djibouti og Pakistan, stræber Kina ikke efter at spille en stor politisk rolle i Mellemøsten. Det hjælper også, at USA har et erklæret mål om at sikre regional stabilitet, blandt andet i kraft af landets militære styrke i Golfen. Det beskytter Kinas økonomiske og energimæssige interesser.

Modsat USA har Kina ikke noget særligt forhold til noget mellemøstligt land. Derfor koncentrerer Kina sig om handel. De undgår følsomme geopolitiske spørgsmål og kapitaliserer på ledernes utilfredshed med USAs politik. Det åbner en dør for, at Kina kan rykke ind med deres egne økonomiske interesser.

Det store spørgsmål bliver nu, hvor længe den tilgang kan opretholdes i en region så ustabil som Mellemøsten. Og hvis Kina bliver ved med at vinde frem, hvad betyder det så for Mellemøstens udvikling, og hvordan vil USA svare igen? En ny spiller i Mellemøsten rejser nye spørgsmål.

Copyright: Project Syndicate. Oversat af Rikke Winther.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem