Bartenderen havde langt hår, spinkle kindben med rouge, antydningen af et fuldskæg og briller med guldstel. Det var en tirsdag aften i foråret 2021, jeg stod i baren på det tjekkede Hotel Guldsmeden i København. Min heteronormative hjerne kørte på fuldt blæs: Om jeg ville det eller ej, forsøgte den desperat at placere personen foran mig i den rigtige kønskategori. Til sidst fandt den på den oplagte løsning. Jeg spurgte bartenderen: Er du egentlig mand eller kvinde?

Det kan man roligt sige var pinligt. For os begge. Men jeg indså først for sent, hvor jeg var endt. Min intention var god, men i det øjeblik, spørgsmålet kom over mine læber, mærkede jeg tallerkener og suppeterriner vælte ned af hylderne i porcelænsbutikken.

Uanset hvor man vender hovedet hen, synes dilemmaerne i den identitetspolitiske debat at hobe sig op. Må transkønnede kvinder stille op til OL? Må et barn ændre de sidste cifre af cpr-nummeret til et lige tal, hvis barnet føler sig som en pige? Kan en transkvinde, der fysisk ser ud som en mand, benytte kvindernes omklædningsrum? Diskussionen om, hvem der skal vige for hvem, kan fylde debatspalter og sode Facebook til med svovlende kommentarer.

Men bag alle tastaturkrigernes kommentarer gemmer der sig en hverdag, hvor ét menneske møder et andet menneske, som har en LGBT+-identitet. Det kan være i kantinen, på hospitalet, i fodboldklubben – eller på en bar. I en gennemsnitlig skoleklasse sidder der én-tre med LGBT+-identitet. Måske skal du til familiefest og ved, at din kusine nu gerne vil tiltales anderledes, og spørgsmålene står i kø. Måske er DU kusinen, der nu skal stå ansigt til ansigt med hele familien og egentlig ikke synes, at det er din opgave at forklare dem alt forfra. Eller også har du kastet et blik på statistikkerne over selvmordstanker, depression, ensomhed og selvskade hos unge. De er forstemmende høje generelt. Men for LGBT+-unge kan du gange med faktor seks. Så hvad gør vi?

Derfor får du her Zetlands guide til LGBT+, en moderne parlør og ‘takt og tone’. Ikke fordi spørgsmålet om køn og seksualitet er et eksotisk rejsemål, men fordi det IKKE er det. Vi har søgt assistance hos LGBT+ Danmark, nærmere bestemt sekretariatschef Susanne Branner Jespersen. Sammen med hende vil vi prøve at guide til de kønsidentiteter, man kan komme til at møde. Og til, hvordan man kan tale om alt det her. Så her kommer alt det, du (måske) har haft lyst til at spørge om.

Det første, du skal vide, er, at man skelner mellem køn og seksualitet. I rækken af bogstaver (og i debatten) blandes det sammen, men det er jo faktisk en helt almindelig skelnen: Her er en mand – det er hans køn. Han tiltrækkes af kvinder, hvilket vi kalder heteroseksuel – det er hans seksualitet. Så langt, så godt.

Vi starter med køn. Når et barn bliver født, ser jordemoderen på de synlige kønsorganer for at afgøre, om barnet er en dreng eller en pige. For langt de fleste mennesker er det uproblematisk, fordi det køn, der står på fødselsattesten, svarer til det køn, personen føler sig som. Det er det, der også kaldes at være cis-kønnet. Cis betyder ‘at være på samme side’. Så man er cis-kønnet, når man er på samme side som det køn, man blev født som.

Men andre vokser op uden at føle sig til rette. LGBT+-personer ser nemlig køn som sammensat af tre ting, som kan pege i forskellige retninger.

• Hvordan kroppen er skabt, biologien. (På engelsk hedder det sex).
• Det køn, man opfatter sig som. (På engelsk hedder det gender).
• Og så selve kønsudtrykket, for eksempel hvilket tøj man går i. Denne kategori afhænger stærkt af den kultur, man lever i.

Bemærk, det har ikke noget med seksualiteten at gøre. Det handler om køn. Og nu begynder det at blive lidt sværere: Du kan fint have et kønsudtryk, der er anderledes end de gængse normer, uden at det ændrer noget som helst ved din opfattelse af køn eller seksualitet. Lad os tage et eksempel: En heteroseksuel mand, der godt kan lide at klæde sig i nederdele og højhælede sko – altså cross-dresser, som det hedder – er stadig en heteroseksuel, cis-kønnet mand. Han synes måske bare, det ser fedt ud med nederdel. Det kan også være et barn, der ikke lever op til de karikerede normer for ‘en rigtig dreng’ eller ‘en rigtig pige’.

Lad os dykke ned i kønnene:

Transkønnet (T). En transkønnet er en person, der identificerer sig med et andet køn end det, personen fik tildelt ved fødslen – det, mange ville kalde ‘det biologiske køn’. En transmand er altså en person, der ved fødslen blev tildelt kønnet kvinde, men som identificerer sig som mand, uafhængigt af hvordan kroppen er skabt eller senere ændret.

Det gælder for eksempel skuespilleren Elliot Page, der sidste år sprang ud som transkønnet.

Et andet eksempel er søstrene Wachowski, de to filminstruktører. De er begge sprunget ud som transkønnede med nogle års mellemrum. Så da de lavede hittet The Matrix, var de brødrene Wachowski – nu er de søstrene Wachowski.

Bemærk, at ordet ‘transseksuel’ ikke giver mening, for det er jo kønnet, ikke seksualiteten, det handler om. I dag vil det være et nedsættende begreb. Så i skraldespanden med det.

Hov, inden vi går videre, bliver vi nødt til at slå noget fast: Denne artikel vil nogen synes er fejlbehæftet. Stort set alle LGBT+-betegnelser er omdiskuterede, også internt i miljøet. Derfor vil der uundgåeligt være forklaringer, som nogle vil finde forkerte. Men alternativet er værre: Nemlig at vi ikke kan tale om det af frygt for at træde nogen over tæerne.

Godt, så går vi videre.

Interkøn (I) er næste på listen. Her er vi nede i ren biologi. En interkønnet er en person, der er født med enten indre eller ydre kønskarakteristika, der ikke er entydigt hunlige eller hanlige. Nogle gange kan de ses, for eksempel bryster hos mænd, nogle gange ikke, for eksempel indre testikler hos kvinder. Der er mange variationer, og det er langt mere udbredt, end man måske lige tror: Omkring 1 ud af 100 danskere er det. Men det er slet ikke sikkert, man opdager det. I gamle dage blev interkøn kaldt hermafrodit. Men en advarsel: Lad være at bruge det udtryk, siger Susanne Branner. Det er noget, man forbinder med snegle i dag.

Hvad med kønnet non-binær? I et binært system eksisterer der kun to muligheder: A eller B. 0 eller 1. Mand eller kvinde. Men er man non-binær, anerkender man ikke, at der kun er disse to muligheder. Man identificerer sig med et køn, der ikke ligger inden for de to adskilte muligheder. Hvad det mere præcist betyder, er der flere muligheder for. Nogle ser sig som begge køn (dobbeltkønnet), nogle som hverken-eller (akønnet), og flere andre som forskellige variationer, der gør op med den binære kønsforståelse, for eksempel ved at se køn som en skala med yderpunkterne mand-kvinde. Man kan være omnikønnet, pankønnet eller det indiansk inspirerede two spirit.

Det kan også være en flydende kønsidentitet. Det betyder, at kønsopfattelsen skifter løbende. Et eksempel på det er den britiske komiker Eddie Izzard, der har kaldt sig selv for “hel dreng og halv pige”. I dag skifter hun mellem identiteterne, noget tid som mand, noget tid som kvinde, og karakteriserer selv sit køn som flydende, hvilket hun i øvrigt tror på er genetisk.

Der er efterhånden en del kendte mennesker, der er sprunget ud som non-binære, for eksempel sangeren Sam Smith og modellen og Batwoman-skuespilleren Ruby Rose. Det er typisk i denne gruppe, at de personlige stedord i ental, pronominerne ‘han’ og ‘hun’, ikke føles dækkende, fordi de netop er binære: enten han eller hun. Derfor bruger mange de kønsneutrale pronominer de/dem.

At kendte mennesker offentligt siger, at deres køn eller seksualitet er anderledes end normen, kan være meget vigtigt for især de unge i LGBT+-miljøet: “Ofte vokser man op og føler sig meget alene eller anderledes. Derfor er det ekstremt vigtigt at have nogen at spejle sig i,” siger Susanne Branner Jespersen.

Der er flere undergrupper under køn, og man kunne sagtens bruge en masse tid på at dykke ned i det, nogle ville kalde “bogstavsuppen”. Men vi mangler hele den anden halvdel af denne guide, så lad os for overskuelighedens skyld springe videre til seksualiteterne. Her møder vi først tre gamle kendinge: Først og fremmest heteroseksuel, som er flertallets seksualitet: at man tiltrækkes af det modsatte køn. Så er der homoseksuelle: Lesbiske (L), som er kvinder, der tiltrækkes af kvinder, og bøsser (G for gay), som er mænd, der tiltrækkes af mænd. Nogle er måske i tvivl om, hvorvidt ‘bøsse’ er en smule nedsættende. “Nej, bøsse er et dejligt ord,” siger Susanne Branner Jespersen. Med ordet ‘lebbe’ er hun mere tilbageholdende. Det kan bruges nedsættende (ligesom bøsse), men også fint være en del af en intern jargon blandt lesbiske.

Okay. Føler du dig på sikker grund med de to betegnelser bøsse og lesbisk? Jamen, så er her lidt ekstra krydderi: For hvad vil det sige at være tiltrukket af en kvinde, når vi lige har udvidet ordet kvinde til også at rumme transkvinder?

Er man lesbisk, hvis man som kvinde er tiltrukket af en transkvinde, der måske har en penis? Og er man bøsse, hvis man også er tiltrukket af mænd med en vagina? Også internt i queer-miljøet er der diskussion om det, selvom emnet er meget følsomt. Nogle siger ja, andre nej. Susanne Branner Jespersen mener ja: “Folk har jo retten til selv at definere, hvad de er.”

Og så skal vi lige huske, at både bøsse og lesbisk ikke nødvendigvis er noget, man er 100 procent. Derfor er der også undergrupper af dem, der er ‘fleksible’ i deres seksualitet, men primært lesbisk for eksempel.

Biseksuel (B) er også et begreb, der har huseret længe. Den klassiske definition af biseksuel er, at man tiltrækkes både af mænd og kvinder, men da ordet igen indeholder en forståelse af køn som enten mand eller kvinde, finder andre ordet for lidt fleksibelt. I stedet kan bruges den lidt mere moderne betegnelse panseksuel, som betyder, at man er tiltrukket af alle køn, ikke bare mand og kvinde. (Ordet ‘pan’ stammer fra græsk og betyder ‘alle’ eller ‘det hele’). Der findes flere variationer under biseksuel, for eksempel omniseksuel eller polyseksuel. “Åh ja,” siger Susanne Branner: “Der er mange betegnelser.” Men hun medgiver, at selv om de finere nuancer kan opleves vigtige for den enkelte, så er det okay at lade dem gå ind under paraplyen biseksuel.

Er man aseksuel (A), oplever man ingen eller meget lidt seksuel tiltrækning. Men aseksuelle kan godt opleve romantisk tiltrækning.

Derudover ligger der en underskov af definitioner på seksualitet, flere kommer til, og andre omdefineres konstant. Det kan vække undren udefra, for hvordan opstår de enkelte betegnelser – hvornår er noget stort nok til at være en gruppe, ligefrem et køn? Svaret blæser i luften. Hos LGBT+ Danmark kalder Susanne Branner Jespersen det ‘en fornemmelse’: “Langt de fleste undersøgelser vil holde sig til hovedkategorierne lesbiske, bøsser, bi- og panseksuelle, transkønnede og nonbinære, interkønnede, måske aseksuelle. Det er de hovedkategorier vi arbejder med,” siger hun.
For rodnettet under grupperne er stort. For eksempel findes der en lang række undergrupper af bøsser, som bear, daddy eller queen.

På samme måde kan det udefra set virke besynderligt, at nogle personer skifter rundt mellem betegnelserne. Det ser Susanne Branner Jespersen som en naturlig del af at finde ud af, hvem man er:

“Der kan være flere gange i løbet af livet, hvor man revurderer og tænker: Hvor finder jeg mig bedst hjemme? Måske ender man med bare at være homoseksuel eller pan. Det er helt fint. Man kan godt gå frem og tilbage, især når man er ung, og så falder man måske til ro et sted,” siger hun.

Her kan vi vende tilbage til skuespilleren Elliot Page, der i 2014 som kvinde sprang ud som lesbisk og blev gift med en kvinde – for så under corona at få ro nok til at konstatere, at det store spring ikke var taget endnu, og så sprang ud som transkønnet mand i januar 2021.

Er du med endnu? Det var sådan set det vigtigste at vide om kønnene og seksualiteterne. Til slut har jeg en virkelig god nyhed til dig: Der er faktisk et begreb, som især i amerikansk kontekst i dag bliver brugt som paraply for alle kategorierne ovenfor, både køn og seksualitet: queer. Men foreløbig er LGBT+ den mest gængse betegnelse i Danmark.

Hvis man vil dybere ned i grenene, kan man med fordel slå et smut forbi ordbogen på LGBT+ Danmarks hjemmeside.

En ting er at læse om de forskellige betegnelser, men nu skal vi se på, hvordan vi så forvalter vores viden i praksis. Set fra LGBT+-personernes side, hvad er så egentlig høfligt og respektfuldt i en samtale?

Det er vigtigt at understrege: Dette er ikke en facitliste, og kan aldrig være det, alene af den grund, at LGBT+-personer er lige så forskellige som alle andre mennesker. Denne guide er et tilbud om at høre, hvordan den ene side ser tingene. Hvad du derefter selv gør, er helt op til dig. Men hvis du gerne vil vide, hvordan Susanne Branner Jespersen ser det, kommer her en omgang spørgsmål og svar.

Er det høfligt at spørge til folks køn eller seksualitet, hvis man er i tvivl? Det er et ret privat spørgsmål, især hvis personen selv er på et sårbart sted. Er det forbudt? Nej. Men er det høfligt? Nej. Susanne Branner Jespersen husker engang, da hun som 16-årig blev stoppet og spurgt, om hun var dreng eller pige: “Hvorfor ville en vildfremmed stille mig til ansvar for det?” siger hun i dag. Uden særlig parallel svarer det til at spørge en kvinde, om hun er gravid, og hun ikke er det. Det er absurd pinligt for alle parter. Og når det gælder seksualitet, er det selvfølgelig endnu mere privat: Du tester jo næppe heller lige dine kolleger over frokosten i deres præferencer på Pornhub.

Det kan føles utrygt ikke umiddelbart at kunne kategorisere folks køn, hvis man selv tilhører det gængse flertal. Er det en mand? En kvinde? Det var netop det, jeg løb ind i på baren. Men din hjerne er jo tit på overarbejde og tænker ting, uden at du nødvendigvis siger højt, hvad du tænker.

Men hvis jeg nu bare spørger, fordi jeg gerne vil lære? Det er stadig som hovedregel en bedre idé at søge informationer andre steder. Især hvis det er en ung eller sårbar person, du står over for. Overvej, om du beder vedkommende være oplysningsskilt på vegne af en hel gruppe mennesker.

Er det i orden at spørge til folks kønsdele, eller om de er opereret? Nej. Det er utrolig privat. Det svarer til, at en person spurgte dig, hvordan dine testikler ser ud, eller om du har små eller store kønslæber. Hvad ville du svare? Sandsynligvis: Det rager ikke dig.

Hvad gør man så, hvis man har brug for oplysningen om køn, hvis man for eksempel skal arbejde sammen? En høflig måde at spørge på kunne være: “Jeg vil gerne være sikker på, at jeg bruger de rigtige pronominer – hvad foretrækker du?” Så kan vedkommende svare for eksempel hun/hende eller de/dem. Så ved man nok til at håndtere langt de fleste situationer.

Er ordet hen ikke nemmere end de/dem? Muligvis – men her må man bare erkende, at den skandinaviske terminologi har tabt til den amerikanske. (Hen er faktisk svensk, den danske pendant hedder høn). Når pronominerne er de/dem, siger man ‘de’ og mener en person i ental. Uanset politisk standpunkt må man konstatere: Det er svært sprogligt at passe ind på dansk. Sætningen “de rejser til Sverige” kan omhandle en enkelt persons rejse. Det kræver klart tilvænning, hvis det skal blive gængs i det danske sprog, og det er givet, at nogle aldrig kommer til at vænne sig til det.

Hvor starter man overhovedet? Der er en lang række almindelige hverdagshandlinger og sproglige tilpasninger, som ikke indeholder store dilemmaer. En lærer kan skrive forælder i stedet for mor eller far. Man kan vælge at tale om en partner eller kæreste i stedet for hustru eller mand. Og kunne man vælge at dele op på andre måder end drengene og pigerne? Måske kunne det have andre gode effekter for alle elever? Hvis man arbejder i sundhedssystemet eller undervisningsverdenen, er der mange muligheder for at få mere viden.

Men hov, hov, tænker du måske: Skal kun den ene side definere, hvordan vi taler til hinanden? “Ja,” svarer Susanne Branner, “fordi det er jo vores væren i verden, der er på spil.”

Men samtidig taler I også om et ‘tovejs-tabu’, hvor lægen ikke tør spørge, og patienten på den anden side føler sig skamfuld. Hvis lægen ikke må spørge til det, hvordan skal vi så kunne bryde tabuet?
“Lægen må jo godt spørge til det, hvis lægen vurderer, at det har betydning for den behandling, der skal gives. Det uhøflige er at spørge til, hvilke kønsdele folk har, eller hvordan de dyrker sex – hvad gør du så, hvem er manden i jeres forhold? Grænseoverskridende spørgsmål. Men hvis man sidder for eksempel i sundhedsvæsenet, så vil det jo være relevant, at lægen bryder tabuet ved at spørge, det er klart.”

Men hvis jeg får en ny kollega, som jeg gerne vil lære noget af …
“Jamen, hvad kunne du finde på at spørge om?”

For eksempel: Hvilket køn er du?
“Jeg tror, at det skal man gøre med omtanke, fordi en, der bryder med normerne, ofte oplever, at man skal forklare eller forsvare sig. Så hvis man får en ny kollega, der siger: ‘Jeg bruger de/dem-pronominer’, så er det vel bare at tage det til efterretning. Om personen så definerer sig som transperson eller non-binær, det kan måske så komme op på et senere tidspunkt. Men jeg ved ikke, om det er så relevant for at være en god kollega.”

Men på samfundsniveau, hvad skal vores samtale så kunne? For der ER jo dilemmaer og også en nysgerrighed?
“Jeg er jo all for, at vi har masser af information. Hvis man synes, at det er nyt og spændende, kunne man starte med at orientere sig i de grundlæggende begreber – der er masser af information på internettet. Men i stedet for at have fokus på normbryderen, som man har haft meget længe, så skal vi alle sammen til at have fokus på normerne, som gør, at andre mennesker føler sig anderledes eller ikke passer ind.”

Men du vil gerne have samtalen, går jeg ud fra?
“Helt klart. Selvfølgelig skal vi have en samtale om det,” siger Susanne Branner Jespersen.

Og dermed ender vi faktisk tilbage i denne guide. Som et sted at starte med at få svar på nogle af de spørgsmål, man måtte sidde med. Uanset hvad man måtte mene politisk.

“Mit håb kunne jo være, at man kunne bruge den guide til at tage en samtale med nogle af sine nærmeste. Eller man kan bruge den guide til at blive klogere på nogen, man måske kender og er bange for at spørge. Og at alle mulige kan sidde derude og tænke: Jeg blev lidt klogere, og det gør mig lidt mere rolig,” slutter Susanne Branner Jespersen.