Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Oscar Rothstein er medlem af Zetland og har delt den med dig.

signature

Det er ikke så mærkeligt, at favoritterne nedsmeltede – og fire andre ting, vi lærte af VM

GRINEBIDDERÅge Hareides pragmatiske stil har været heftigt debatteret under VM-slutrunden. Tilhængerne hylder hans kynisme, kritikerne efterlyser mere mod. Foto: Kai Pfaffenbach, Reuters / Ritzau Scanpix

Derfor skal du læse denne artikel

VM i fodbold nærmer sig sin afslutning. 56 kampe er spillet, kun otte mangler. Inden slutrundens sidste uge har vi kogt gruppespillet og ottendedelsfinalerne ned til fem brændpunkter, der står tilbage.

Det er 23 dage siden, at den første kamp ved verdensmesterskaberne i fodbold blev spillet. På hovedstadionet Luzjniki i Moskva pryglede de russiske værter sølle Saudi-Arabien, der hverken kunne tackle eller aflevere, heade eller skyde. 1-0 blev til 2-0, der blev til 3-0, og i kampens overtid understregede Denis Tjerysjev og Aleksandr Golovin dominansen med hvert sit pragtmål.

I cheflogen sad FIFA-præsident Gianni Infantino med Vladimir Putin og Saudi-Arabiens kronprins Mohammed bin Salman på hver sin side. Hver gang – og det var ofte – kameraet panorerede forbi dem, udvekslede de skælmske smil og broderlige håndtryk.

Siden har 12 værtsbyer fra Kaliningrad i vest til Jekaterinburg i øst huset hele 56 kampe, Danmark er røget ud efter et modbydeligt straffesparksnederlag til Kroatien, og her på tærsklen til kvartfinalerne, som begynder i dag med Frankrig-Uruguay, er den utålelige sandhed, at det hele er slut om otte kampe og 11 dage. Det var det VM, den sommer, de drømme.

Inden den bitre fornemmelse af det var det’ for alvor sparker ind, dvæler vi her ved nogle af de mest påtrængende diskussionsemner, som har domineret VMs fortættede univers.

Hvad har vi lært af de seneste ugers fodbold?

Forstummer snakken om fodbold og politik, så snart bolden ruller? Nej.

Både op til og under VM er vi igen og igen blevet mindet om, at topfodbold ikke kan reduceres til et indhegnet ritual – den er lige så politisk, som den er sportslig. Spørg bare i Egypten og Schweiz.

Få timer efter det egyptiske landsholds ankomst til Rusland i dagene op til turneringsstart blev faraoernes diamant, Mohamed Salah, fotograferet arm i arm med Razman Kadyrov, Tjetjeniens leder og Putins trofaste støtte. Den officielle forklaring var, at Egypten, der endte sidst i gruppe A, havde slået lejr i Grosnyj, hovedbyen i den sydvestrussiske republik. Den uofficielle forklaring var, at Salah, denne provokerende fikse fodboldspiller, hvis VM desværre blev forplumret af en skulderskade pådraget i Champions League-finalen, var blevet taget til gidsel i et propagandapolitisk blændværk.

Kadyrov er en slyngel i mere end bare skolegårdsforstand. Han styrer det semiautonome Tjetjenien med knyttet næve og er særligt berygtet for sin forfølgelse af seksuelle minoriteter. Sidste år rapporterede den uafhængige russiske avis Novaja Gazeta om, hvordan homoseksuelle mænd blev buret inde, mishandlet og tortureret på en tidligere politistation nær byen Argun. Da Kadyrov lagde armen om Salah og ovenikøbet tilbød ham tjetjensk æresstatsborgerskab, var det dermed den sædvanlige historie om den autoritære politikers forsøg på at legitimere sin magt gennem prominente venskaber og prestigefyldte sportsbegivenheder.

En god uge senere, den 22. juni, blev vi præsenteret for et andet eksempel på verdensmesterskabernes politiske vægt. På Arena Baltika i Kaliningrad gik Serbien til pause med føringen 1-0 over Schweiz i en spændingsmættet kamp i gruppespillets anden runde. Kort inde i anden halvleg vendte krigslykken imidlertid for de omhyggelige centraleuropæere, der først udlignede og siden vandt kampen i overtiden.

En dramatisk udvikling, der bestemt ikke blev mindre ejendommelig af, at schweizernes mål blev scoret af Granit Xhaka og Xherdan Shaqiri, der begge er børn af kosovoalbanske immigranter, som flygtede under 1990’ernes blodige sammenstød mellem serbere og albanere. Noget, de lod hele verden vide efter at have sendt bolden ind bag Vladimir Stojković i serbernes mål. Med armene lagt tværs over brystet og tommelfingrene flettet sammen viste først Xhaka og så Shaqiri symbolet på den tohovedet ørn, der pryder det albanske flag. En umiskendelig politisk provokation, der skriver sig ind i de fortsatte etniske spændinger på Balkan.

BODYPAINT VM’s farverige fans har vist os, at patriotisk stolthed ikke behøver at være i modstrid med tværnational forbundethed. Foto: Kai Pfaffenbach, Reuters / Ritzau Scanpix

Er favoritnedsmeltningen en undtagelse? Nej.

Hvor er Tyskland? Hvor er Spanien? Hvor er Portugal? Hvor er Argentina? Ikke i Rusland. Kvintetten er for længst rejst hjem efter magre slutrunder, der sluttede, før de for alvor var kommet i gang. VM 2018 har mildest talt ikke været favoritternes VM.

Selv dem, der endnu er i turneringen, mangler at overbevise. Frankrig har rappe angribere, men træner Deschamps’ plan fremstår usammenhængende. Brasilien gør, hvad de skal, men ikke meget mere end det. Belgiens offensive styrker er umulige ikke at få øje på, men balancen på holdet virker skæv. Før kvartfinalerne er muligheden for en overraskende, måske endda sensationel, verdensmester bestemt til stede.

Det tyske, spanske, portugisiske og argentinske vemod har hvert sit ophav, hver sin løsning, hver sin kontekst. Men de stores nedsmeltning siger også noget generelt om landsholdsfodbolden. Historien var noget nær den samme ved VM i 2014, hvor Italien, Portugal, England og Spanien alle røg ud i gruppespillet, og lægger man de to slutrunder sammen, får man et billede af verdensmesterskaberne som en nåleskov af forhindringer.

Selve ordet verdensmesterskaberne lægger op til, at det er her, klodens bedste fodbold burde spilles. Men slutrundens grundvilkår vil det anderledes. Trænerne har kun få uger til at lade deres taktik bundfælde sig hos spillerne, og mangler de en venstreback, så mangler de en venstreback. Landstræneren har hverken klubtrænerens lange opstarter til at forfine sit holds stil eller hans privilegier på transfermarkedet.

Dertil kommer, at spillerne er rejst møre til Rusland efter strabadserende sæsoner med minimum én kamp om ugen i løbet af de seneste ti måneder. Alt dette udgør tilsammen landsholdsfodboldens udjævnede virkelighed. De gode bliver mindre gode af praktiske omstændigheder. De mindre gode bliver gode af tapper opofrelse og stædige drømme i nationens navn.

Der findes god og dårlig fodbold. Men hvad med rigtig og forkert? Tja.

Så var den her igen. Fodboldsamtalens moderdiskussion. Evigt tilbagevendende, evigt firkantet. Er resultaterne vigtigere end spillet, eller er spillet vigtigere end resultaterne? Det umulige spørgsmål dukkede atter op, da Danmark havde spillet sig videre fra gruppespillet med 90 minutters antifodbold mod Frankrigs stjerneparade.

Den ene fløj forsvarede pragmatikeren Åge Hareide, den anden kritiserede kujonen Åge Hareide. Han havde gjort det, han skulle, men havde han gjort det på den rigtige måde? Var Danmark i ottendedelsfinalen på trods af simpel forsvarsfodbold, eller var Danmark i ottendedelsfinalen på grund af simpel forsvarsfodbold?

Begge lejre har legitime argumenter i ammunitionsdepotet. Det er svært at indvende noget mod, at målet helliger midlet i VMs eksklusive boble. Især for en mindre fodboldnation som Danmark. I elitesportens kolde verden er underholdning ingen selvstændig værdi. Det handler om sejr og nederlag, optur eller nedtur. Vi kom videre, og gud ske tak og lov for det. Lige dér, mod Frankrig den 26. juni på Luzjniki Stadion i Moskva, var det det eneste, det handlede om for det danske landshold.

Omvendt vidner det om et noget bornert fodboldsyn, hvis man til alle tider anser resultattavlens magt for ubestridelig. Fodboldens brogede konglomerat af teknik, taktik, fysik, psykologi, følelser, mytologi, kultur, politik og mere endnu indfanges ikke af det skinbarlige resultat. Vinderen er vinderen, men vedkommende har ikke altid ret. Som regel, men ikke altid. Fodbolddebatten ville være fattig, hvis vi lod os diktere af et uimodsigeligt resultat.

AV, MIN RYG Tre kampe og så hjem til Tyskland. De forsvarende verdensmestre har været en af flere favoritskuffelser i Rusland. Foto: Jewel Samad, AFP Photo / Ritzau Scanpix

Er topfodbolden i gang med en ensretning? Ja.

I VM-tider er det nemt at ty til dovne klichéer: østeuropæerne er iltre, afrikanerne er taktisk svage, asiaterne er lette til bens. Der er tale om en række velkendte nations- og regionsstereotyper, som under et verdensmesterskab tager form som renfærdige fodboldargumenter. Mesterskaberne har imidlertid bevist, at de ikke holder stik.

Tag Senegals landshold. Inden slutrunden kunne alle få øje på vestafrikanernes individuelle styrker. Store, stærke, hurtige spillere i både forsvaret og angrebet. Til gengæld blev der på vanlig manér, blandt andet hos sportsmediet ESPN, spekuleret i, om Aliou Cissés hold nu havde den fornødne taktiske kløgt. Der var ikke gået mange minutter af Senegals åbningskamp mod Polen, før spekulationerne blev udstillet. Med forbilledlig ordenssans og koncentration stillede Les Lions de Teranga sig langt tilbage på banen og lod Polen bestemme kampens tempo. Stålsat afviste de modstanderens tilnærmelser og stak tilbage med raske kontraangreb.

Senegal vandt 2-1 over Polen, men i sidste ende var det ikke nok til at gå videre fra en historisk tæt pulje, hvor avancementet for første gang i VM-historien blev afgjort på intet mindre end reglen om færrest gule kort. Alligevel fik Senegal vist, at et afrikansk landshold (selvfølgelig!) kan være andet og mere end én stor muskel. Cissés mandskab var taktisk velforberedt og fornemt struktureret.

At det forholder sig sådan, understreger den moderne fodbolds tiltagende ensretning. Flere og flere trænere og spillere er rundet af samme idealer for og tanker om spillet. En naturlig konsekvens af globaliseringen af sporten, hvor både spillere og idéer krydser landegrænser. Halvdelen af de 23 spillere, der repræsenterede Senegal i Rusland, er født og opvokset i Europa. Resten, med undtagelse af målmand Khadim N’Diaye, rejste nordpå i teenageårene. Mønsteret bliver bekræftet af træner Cissé: født i Ziguinchor ved grænsen til Guinea-Bissau, men opvokset i en forstad til Paris og med årtiers erfaring fra både engelsk og fransk topfodbold.

Mesterskaberne i Rusland har været endnu et skridt i retning af en fodbold-monokultur. Her har alle været optaget af tidens idealer om struktur, strategi og detaljebevidsthed.

Er VM nationalisternes eller globalisternes fest? Begges.

Ikke så sjældent lader det til, at den offentlige debat er spændt ud mellem to uforenelige positioner: nationalisterne og globalisterne. Enten er man det ene, eller også er man det andet. Opdelingen er rigid og levner ikke plads til variationer. Mesterskaberne til gengæld er et eksempel på, at patriotisk stolthed ikke behøver at være i modstrid med tværnational forbundethed.

På tv har vi set fans fra England og Panama, Sverige og Mexico i hver deres farverige mundering fejre sporten i fællesskab. Fra udsendte journalister har vi kunnet læse om, hvordan japanske og colombianske fans hjalp hinanden med at rydde op på tribunerne efter deres gruppekamp i Saransk. Og så er der selve landsholdene, der løber rundt på banen som levende manifestationer af den globale verdens mobilitet.

Mere end 60 procent af den marokkanske trup, der trods højt niveau måtte rejse hjem efter de indledende tre kampe, var født i Europa. De led og sled for Marokko og sang passioneret med på fædrelandssangen Hymne Chérifien, men demonstrerede samtidig, hvordan diaspora-befolkningerne har udvidet, hvad en nation dækker over.

Endelig kommer VMs unikke evne til også at gribe fat i de lande, der ikke deltager ved slutrunden. Ifølge FIFA er svimlende 40.000 kinesiske fans rejst til Rusland for at støtte deres personlige favoritter, mens de fire første kampe tiltrak over 47 millioner tv-seere i Indien.

Med polemikken mellem Schweiz og Serbien som en undtagelse har de seneste ugers fodboldkarneval unddraget sig tidens isolationistiske tendenser.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem