“Just black dudes”. Når afrikanske hold vælger hvide trænere

Senegals VM-historie er lige så kort, som den er succesfuld.

Det er bare anden gang, at vestafrikanerne er med, men ved debuten i 2002 nåede de helt til kvartfinalen, en tangering af det bedste afrikanske VM-resultat nogensinde. Den sommer lærte det brede fodboldpublikum pludselig navne som El-Hadji Diouf, Papa Bouba Diop og Aliou Cissé at kende. Træneren, franske Bruno Metsu, der med sine slangekrøller til forveksling lignende en heavy metal-trommeslager, blev national folkehelt i Senegal, og da han i 2013 døde af kræft, fik han en statsbegravelse i hovedstaden Dakar, hvor ingen ringere end landets præsident holdt tale.

Nu er Senegal atter kvalificeret, og arven fra 2002 er ikke til at overse. Træner denne gang er Metsus anfører Aliou Cissé, der siden 2015 har lagt landsholdstaktikken. Det er nok lige lovlig meget at forlange, at han skal gentage bedriften fra sidst, men forventningerne er alligevel store. Puljen med Polen, Japan og Colombia er favorabel, og anført af Liverpools målfarlige Saido Mané samt Napolis betonpille af en forsvarsspiller, Kalidou Koulibaly, er Senegal ikke et helt tosset bud på en VM-overraskelse.

Det kunne man i hvert fald håbe, at de bliver, for succes til Senegal vil være tiltrængt succes til den sorte afrikanske trænerstand, som længe er blevet mødt af fordomme om, at der er en uoverensstemmelse mellem mørkt pigment og taktisk kløgt. Aliou Cissé er således undtagelsen, der bekræfter reglen om, at langt, langt de fleste afrikanske fodboldforbund, særligt dem syd for Sahara, i mange år har foretrukket at ansatte europæiske trænere.

Det er en betændt debat, som nemt forfalder til det konspiratoriske, men den er et udtryk for en generel problematik i det postkoloniale Afrika. Der er ingen tvivl om, at fodboldens udvikling er mere fremskreden på det europæiske kontinent, så selvfølgelig giver det god mening, at hente trænere derfra. Ikke så sjældent lader trænerimporten dog snarere til at bygge på en grundlæggende mistillid til afrikanernes egen fodboldforstand, en mistillid med neokoloniale træk.

Det har den mangeårige nigerianske landsholdsspiller og -træner Stephen Keshi antydet gentagne gange. I 2013 klagede han over, at mange europæiske trænere bliver ansat på deres hudfarve: “Jeg har intet imod hvide trænere i Afrika, men jeg accepterer ikke, at nogle bliver fravalgt, fordi de er just black dudes.”

Trænerdebatten er altså beslægtet med det, som den nigerianske forfatter Chinua Achebe i sit forfatterskab udpegede som et behov for en ‘mental afkolonisering’: Hvad gør det, at kroppen er fri, når tanken er bundet? De afrikanske fodboldforbunds blik mod nord kan læses ind i en sejlivet rest af kolonialismens fortælling om, at den vilde Sorte Mand, den fysisk stærke afrikanske fodboldspiller, har behov for den civiliserede Hvide Mand, den besindige europæiske træner, for at udfolde sit potentiale.

Videodommere: Et spørgsmål om livsanskuelser

I en ofte regelkonservativ fodboldverden er det gået hurtigt med implementeringen af Video Assistant Referee-systemet, VAR. Det giver dommeren mulighed for i tvivlssituationer at konsultere en kollega, der følger kampen på tv. Alt for hurtigt, vil nogle mene. Efter bare én sæsons brug i blandt andet den tyske Bundesliga, den italienske Serie A og den engelske FA Cup bliver teknologien også taget i brug ved turneringen over alle turneringer, VM i Rusland.

Umiddelbart er det ikke videre kontroversielt. VAR er til for at afhjælpe dommerfejl, og det er vel i alles interesse? Måske, hvis systemet ellers virkede efter hensigten og ikke, som tilfældet ofte var i den forgangne klubsæson, skabte forvirring snarere end klarhed. Men historien er ikke sort-hvid.

Mens tilhængerne forsikrer om, at det bare er et spørgsmål om den rette brug af teknologien, angriber modstanderne nemlig selve den bagvedliggende idé om, at den gode sport er den retfærdige sport. Den gode sport, modargumenterer de, er snarere den sport, der ikke kun skaber helte, men også skurke. Den sport, der bliver afgjort af fejlbarlige mennesker. Dommere, for eksempel.

På sin vis rummer VAR-diskussionerne dermed en ret så højstemt diskussion om livsanskuelser i det hele taget. Det er idealisterne mod rationalisterne, æstetikerne mod regelrytterne, kaosdyrkerne mod ordensmenneskerne.

Når Raheem Sterling får en tatovering

For nylig fik den engelske landsholdsspiller Raheem Sterling en tatovering.

Ikke den første, nok heller ikke den sidste.

Fodboldfolket er generelt et tatoveret folk, så det burde ikke overraske nogen. Det gjorde det nok heller ikke, men forargelsen var stor, rigtig stor. Kun større var forargelsen over forargelsen. Det, der egentlig bare var en ung mands udsmykning af sin egen krop, blev pludselig til en principiel diskussion om racisme.

Den oprindelige forargelse var møntet på, at Raheem Sterlings nye tatovering forestiller en M16-riffel, der strækker sig langs Manchester City-spillerens underben. Uansvarligt og uacceptabelt, lød dommen fra antivåbenaktivister. Tabloidmediet The Sun smækkede Sterling på forsiden og skrev “Raheem skyder sig selv i foden”.

Forargelsen over forargelsen var møntet på, at den sladderglade del af den engelske presse har udviklet en særlig sensitivitet, når det kommer til nationens sorte fodboldspillere. “Raheem Sterling er et offer for ondsindet tabloidt snobberi,” lød modreaktionen i The Guardian, mens The Independent påpegede, at debatten aldrig ville være blevet en debat, hvis det havde været den hvide midtbanespiller Jordan Henderson, en ærlig og hårdtarbejdende Sunderland-knægt, der havde fået tatoveret en riffel.

The Suns udskamning af den 23-årige kantspiller er således den seneste i en efterhånden lang række. Ikke fordi – lyder det med tiltagende styrke i den engelske fodbold- og journalistikdebat – han gang på gang dummer sig, men simpelthen fordi hans hudfarve er sort. Raheem Sterling kan ikke gøre noget rigtigt ifølge de engelske tabloidmedier, navnlig The Sun.

I marts hængte avisen ham ud for at være nærig, da han blev spottet på tøjindkøb i lavpriskæden Primark trods sin ugentlige millionløn. Bare få dage senere var han atter på forsiden; denne gang fremstillet som grådig på grund af sin overvældende bilsamling. Der var også den gang, at “kærlighedsrotten” Sterling blev beskyldt for at have friet til sin kæreste for sent. Den gang han så for træt ud til en fest klokken tre om natten. Og den gang han tillod sig at spise morgenmad på en restaurant, selv om han aftenen inden kun havde fået en tredjeplads ved kåringen af Årets Unge Spiller i England. Eksemplerne står i kø. I stedet for at fortælle succeshistorien om, hvordan en dreng, der voksede op under trange kår i Jamaicas hovedstad, Kingston, er blevet en profil på det engelske landshold, har formiddagsavisernes valgt at gøre Sterling til deres syndebuk nummer ét.

Man fristes til at kalde The Suns fremstilling af Sterling for en ‘brexitisering’ af den engelske fodboldsamtale. Ligesom sin politiske pendant er også denne spændt ud mellem to poler: de højreorienterede patrioter, der ønsker, at det engelske landshold udtrykker en særlig Englishness, og de venstreorienterede globalister, der tilskynder til inkluderende sameksistens på tværs af baggrund, religion og hudfarve – også i fodboldverdenen. Dem, der mener, at sporten frem for alt bør spilles med musklerne og være tro mod konservative idealer om autencitet og flid. Og dem, der mener, at sporten frem for alt bør spilles med hovedet og være tro mod progressive idealer om internationalt udsyn og taktisk innovation.

Konfronteret med kritikken af sin tatovering har Sterling sagt, at han efter at have mistet sin far i en skudepisode som bare 2-årig aldrig kunne drømme om at løfte et skydevåben. M16-riflen skal vist snarere forstås i retningen af, at han har et dødsensfarligt spark. Men den slags preller formentlig af på tabloidmedierne som vand på en presenning.

Den brasilianske russer – eller den russiske brasilianer

Lader man blikket glide lidt skødesløst ned over Ruslands VM-trup, kan det for en novice i russisk sprog og fonetik være svært at skelne navnene fra hinanden. De fleste efternavne slutter på ‘ev’ eller ‘ov’ – Semyonov og Samedov, Kuzayev og Cheryshev. Men ét af navnene på træner Stanislav Cherchesovs mandskab er ikke til at tage fejl af: Mário Fernandes.

Den 27-årige forsvarsspiller har intet russisk blod i årerne. Han er født og opvokset 11.822 kilometer fra Moskva i São Caetano do Sul i Brasilien. Og i 2014 spillede han en – uofficiel, dog – landskamp for det brasilianske landshold. Faktisk strækker hans relation til Rusland sig kun tilbage til 2012, da klubben CSKA Moskva hentede ham i brasilianske Grêmio. Seks år, fem pokaler og små 200 kampe senere er Mário Fernandes imidlertid blevet russer. I 2016 fik han og Lokomotiv Moskvas mangeårige målmand Guilherme tildelt russisk pas ved en mindre ceremoni i Kreml, og kort efter debuterede han for landsholdet i en testkamp mod Tyrkiet.

“Jeg er stolt af at blive russer. Rusland blev mit andet hjem, efter at jeg skiftede til CSKA. Jeg vil gøre, hvad jeg kan for landsholdet og nationen,” sagde han ved den lejlighed.

Så er alt vel godt? Mário Fernandes er en dygtig spiller, som meget vel kommer til at starte inde i VM-åbningskampen mod Saudi-Arabien. Men så simpelt er det ikke. Spillernationalisering er et prekært emne i Rusland, hvor patriotismen trives. Russer er ikke noget, man bare lige er. Det er i hvert fald ikke noget, man bare lige bliver.

Selv nogle af Fernandes’ landsholdskolleger har udtalt sig kritisk: “Jeg synes ikke godt om nationaliseringer. Når den russiske nationalmelodi spiller, skal man kunne mærke det dybt i sig. Jeg kan ikke forestille mig en spiller fra et andet land synge med, hans hjerte springer ikke et slag over,” sagde angriberen Artem Dzyuba til Sovetskij Sport, nogle måneder inden Mário Fernandes og Guilherme blev russiske statsborgere.

Historien er interessant af (mindst) to årsager. For det første er den et ekko af tidens mange identitetspolitiske diskussioner om kulturel og national identitet. For det andet er den udtryk for en generel tendens i landsholdsfodbolden.

Det er ellers et grundlæggende vilkår ved denne slags fodbold, at landstrænerne til forskel fra deres kolleger i klubberne ikke kan købe en venstreback, hvis de mangler en. De må klare sig med, hvad geografien – og nationen – har skænket dem. Sådan er det selvfølgelig stadig, men vi ser ikke desto mindre flere og flere fodboldforbund i disse år, der forsøger at hverve spillere i udlandet. Herhjemme har vi oplevet, hvordan Tingbjerg-knægten Emre Mor, der i dag spiller i spanske Celta de Vigo, for et par år siden blev lokket til at repræsentere Tyrkiet trods dansk fødsel og opvækst.

Til dette VM er det særligt et par af de nordafrikanske nationer, der stikker ud. Ifølge CIES Football Observatory var hele 62 procent af de spillere, som Marokko brugte i kvalifikationen, født i Europa – navnlig Holland og Frankrig. Af den grund holder landstræner Hervé Renard sine taktikmøder på både engelsk og fransk. Og i Tunesien har Nabil Maâloul siden udnævnelsen som landstræner sidste år turneret Europa rundt i jagten på spillere med tunesiske rødder. En VM-slutrunde er effektiv madding, så med til Rusland rejser fem spillere, der først de seneste måneder er blevet indlemmet i truppen, og som indtil for nylig kun havde fransk pas. Med navne som Ellyes Skhiri og Mouez Hassen lyder de for den uindviede måske ganske tunesiske, men ingen af spillerne snakker arabisk. Maâloul har derfor skullet forsvare sine valg med klichéer om, at fodbold er et sprog, alle taler.

I 2022 skal VM afholdes i Qatar, og de seneste år har Golfstaten gjort det til en hofdisciplin at udstede qatarske pas til udenlandske atleter. På fodboldlandsholdet er målmanden født i Senegal, en forsvarsspiller er fra Portugal, og to af midtbaneprofilerne er af algerisk oprindelse, mens også nationens håndboldlandshold er spækket med nationaliserede spillere. Debatten om spillernationaliseringer er kommet for at blive.

Irans røde linje

Umiddelbart ser Irans VM-trup ikke synderlig interessant ud. Men kigger man grundigt efter, og skubber det fodboldfaglige lidt til side, er landstræner Carlos Queiroz’ udtagelse dog ganske kontroversiel.

I august krævede Irans vicesportsminister, Mohammad Reza Davarzani, landsholdsspillerne Masoud Shojaei og Ehsan Hajsafi suspenderet. “De har krydset Irans røde linje,” lød det på nationalt tv. Alligevel rejser begge med til Rusland. Hvorfor? Det handler, pudsigt nok, ikke så meget om fodbold.

Sidste sommer var både Masoud Shojaei og Ehsan Hajsafi på kontrakt i den græske klub Panionios, og begge var på banen, da Athen-klubben mødte Maccabi Tel Aviv i Europa League-kvalifikationen. Ikke videre kontroversielt, helt efter bogen faktisk, hvis det altså ikke lige var, fordi Iran ikke anerkender Israel som en suveræn stat og derfor forbyder sine sportsudøvere at dyste mod israelske atleter og klubber. En konsekvens af årtiers politisk fjendskab, der strækker sig tilbage til den iranske revolution i 1979.

Mens det iranske fodboldforbund bakkede Davarzani op, forholdt træner Carlos Queiroz sig passiv. Lige indtil han i marts atter indlemmede Shojaei og Hajsafi i truppen til to testkampe mod Tunesien og Algeriet. Et opsigtsvækkende valg, omend der nok ikke er tale om, at den 65-årige portugiser ligefrem har trodset det iranske styres vilje. Det handler nok snarere om, at en så eksponeret begivenhed som VM får selv de mest dogmatiske regimer til at kigge sig i spejlet og finde den store sminkepung frem. Måske er det en reaktion på, at fodboldforbundet efter Davarzanis udtalelse blev mødt af omfattende kritik på de sociale medier, hvor iranske fans talte Shojaeis og Hajsafis sag. Det kan også være, at det bare er udtryk for ganske simpel pragmatisme: Med henholdsvis 74 og 91 landskampe er begge spillere vigtige for Iran, der er havnet i en skræmmende svær pulje med Marokko, Portugal og Spanien.

Det er i øvrigt på ingen måde første gang, at Masoud Shojaei er genstand for en diskussion om overlappet mellem sport og politik. I 2009 spillede han og fem landsholdskolleger med grønne armbånd i sympati med en massiv folkeopstand, der gik på gaden i Teheran for reformer af daværende præsident Mahmoud Ahmadinejads strengt konservative og religiøse styre. Og sidste år opfordrede Shojaei landets nuværende præsident, Hassan Rouhani, til at løfte det forbud, der forhindrer kvinder i at tage på stadion for at se fodbold i Iran.

Så sent som i denne uge annoncerede det amerikanske sportsmærke Nike ovenikøbet, at de ikke vil sponsorere støvler til det iranske landshold under VM. Ifølge en talsperson handler det ikke om politik, men det er svært at se, hvordan beslutningen ikke skulle have noget at gøre med Donald Trumps varsel om snarlige sanktioner mod Iran. Hvis man skulle være i tvivl om fodboldens politiske aktualitet, er Iran et oplagt sted at rette blikket mod.

De store, smukke, funktionelle, grumme, blodige, dyre arenaer

Fra Kaliningrad i vest til Jekaterinburg i øst skal der spilles kampe på tolv stadioner. Nogle er opført specifikt til lejligheden, andre har de seneste år gennemgået omfattende renoveringsarbejde. Med en kapacitet på lidt over 35.000 er de to geografisk yderst placerede spillesteder slutrundens mindste, mens nationalstadionet i Moskva, Luzjniki, der blandt andet skal huse både åbningskampen og finalen, kan rumme hele 80.000 tilskuere.

Dobbeltheden er især til stede på det rumskibslignende Krestovskij Stadion i Sankt Petersborg, slutrundens næststørste med plads til 67.000. Her har blandt andet det norske fodboldtidsskrift Josimar overbevisende dokumenteret, hvordan minimum 110 nordkoreanske migrantarbejdere under opførelsen blev udsat for systematisk undertrykkelse af forskellig art: usle containerboliger, ingen rettigheder, intet privatliv, måneders arbejde uden fridage, lav eller ingen betaling. I forlængelse heraf kunne Humans Rights Watch i en rapport konkludere, at der var registreret hele 17 dødsfald i løbet af byggeprocessen.

Til Josimar tilføjer Dimitry Sukharev fra Transparency Internationals kontor i Sankt Petersborg desuden, at budgettet ved opførelsens start i 2006 var på 220 millioner dollars, men at den samlede pris i dag står til at være på svimlende tre milliarder dollars. Måske endda mere.

Problemerne med VM-arenaerne begrænser sig ikke engang til den forbryderiske opførelse af dem. Som så mange andre værtsnationer vil også Rusland få vanskeligt ved at få noget meningsfyldt ud af de eksorbitante prestigeprojekter, når sommeren 2018 fortoner sig i bakspejlet. I de store byer med hold fra toppen af den russiske Premier League skal det nok gå, men steder som Sotji, Kaliningrad, Volgograd og Saransk risikerer stadionerne at ende som hvide elefanter: alt for store og alt for dyre.

Efter VM er klubben Rotor Volgograd eksempelvis udset til at skulle flytte ind på det 45.000 pladser store Volgograd Arena. Der er bare lige det, at klubben netop er rykket ned i Ruslands tredjebedste række efter en sæson med et tilskuergennemsnit på 3.800. På Fisjt Stadion i Sotji kan der sidde 48.000, men byen har simpelthen ikke et professionelt fodboldhold.

Endelig rummer VM-stadionerne en skjult symbolik. Det er i hvert fald næppe tilfældigt, hvor Rusland skal spille deres gruppekampe. Det nyrenoverede Luzjniki i Moskva, der danner rammerne om åbningen mod Saudi-Arabien, er et vigtigt monument i russisk sports- og kulturhistorie. Det var her, at 1960’erne og 1970’ernes store sovjetiske landshold havde hjemme. Og opført i 1956 er stadionets endnu bevarede facade et strålende eksempel på den stalinistiske, klassicistiske arkitekturtradition.

Russernes anden kamp mod Egypten spilles på føromtalte Krestovskji Stadion i Sankt Petersborg, hvilket meget belejligt er Vladimir Putins føde- og studieby. Og den sidste gruppekamp mod Uruguay spilles langs Volga-floden i Samara, der med Municipal Museum Cosmic Samara, som har samlet nogle af Sovjetunionens største rumteknologiske landvindinger, har udviklet sig til russisk rumhovedstad. Til et mega-event som VM er intet tilfældigt, oftest heller ikke uskyldigt, og stadionerne er ingen undtagelse.

Det mest politiserede VM nogensinde?

Engang sagde man, at sport og politik skulle holdes adskilt. I dag siger man, at sport og politik ikke kan adskilles.

Man gør det måske særligt i denne tid med et vinter-OL i Pyeongchang bare 80 kilometer fra den nordkoreanske grænse frisk i erindringen og et VM i Vladimir Putins Rusland. Der er i de seneste måneder blevet sagt og skrevet meget om den russiske præsidents fordækte planer med turneringen, og det er da også evident, at der til den kommende måneds fodboldfest klæber sig geopolitiske interesser og lorent spin. Det fortæller alt, at VM-lodtrækningen i december ikke foregik i en eller anden firskåren messehal, men i selveste Kreml, den russiske statsresidens.

Men hvad vil det egentlig sige, når vi siger, at fodbold og politik er forbundet? Ofte bliver det bare ved konstateringen uden videre refleksion over, hvordan de to helt bestemt er forbundet.

Overordnet set kan man lave en distinktion mellem, hvornår fodbold er politik, og hvornår fodbold er politisk. Den fodbold, der er politisk, er den fodbold, der er besmittet af sine omgivelsers aktuelle konflikter, offentlige debatter, kulturelle normer og religiøse traditioner. Den fodbold, der vitterligt er politik, er til gengæld den fodbold, som i sig selv fungerer som et magtinstrument, der skal tjene en større sag.

Det er nok derfor, at der de seneste måneder er blevet spurgt gentagne gange, om VM i Rusland er den mest politiserede fodboldturnering nogensinde. Her er der nemlig ikke bare tale om et politisk VM, et VM forplumret af et politisk morads, men om et VM som politik, et VM, der udspringer direkte af både geo- og indenrigspolitiske interesser.

Med andre ord: Den kommende måneds fodbold er kulminationen på Kremls heftige investeringer i den sportslige sektor. I løbet af bare de seneste fem år har Rusland lagt jord til VM i atletik, vinter-OL, Formel 1, VM i Judo, VM i skak, VM i svømning, VM i taekwondo, EM for hold i badminton og VM i ishockey. Det er ikke tilfældigt, og det er ifølge eksperter på ingen måde formålsløst. Det handler om at bruge sporten som en motor i den storladne fortælling om Putins Rusland som en slagkraftig, bredskuldret og stolt udgave af moderlandet. Og det handler om det, som Harvard-politologen Joseph Nye i 1990 døbte “blød magt”: en politisk strategi, der hviler på tiltrækning snarere end tvang.

Om det vil lykkes er dog en speget sag, for autoritære regimers politiske brug af sporten rummer altid en risiko. At åbne sig for verden er også at åbne sig for kritik. Sådan gik det til dels ved vinter-OL i Sotji i 2014, hvor Putins annektering af Krim-halvøen, der blev fordømt vidt og bredt i internationale medier, gav legene et dystert skær. Måske noget lignende vil ske denne sommer. Eller måske har vi bare for travlt med diskutere, om Jens Stryger Larsen eller Jonas Knudsen skal starte inde på Danmarks venstreback.

Det Arabiske Fodboldforår

Det går godt i egyptisk fodbold. I 2017 vandt landsholdet sølv ved Afrikanske Nationers Mesterskab, og nu er de med til VM for første gang i 28 år. I angriberen Mohamed Salah, der kommer til Rusland efter en rekord-god sæson i Liverpool, har Faraoerne ovenikøbet pludselig fået en af verdens bedste spillere.

Med tanke på landets fodboldarv og -kultur giver det fin mening.

Egypten er Afrikas mest vindende landshold med syv kontinentale mesterskaber. Og drevet frem af den heftige Kairo-rivalisering mellem klubberne Al-Ahly og Zamalek, arbejderklassens nationalister versus middelklassens verdensborgere, har den egyptiske Premier League i mange år været sin regions mest tiltrækkende.

Men med tanke på landets nyere fodboldhistorie giver det slet ingen mening.

Lad os tage tilbage til den 1. februar 2012. Kampen mellem Al-Masry og Al-Ahly på Al-Masrys stadion i havnebyen Port Said var på forhånd udset til at blive en fjendtlig kamp. Sidst hovedstadsklubben Al-Ahly havde spillet i kystbyen, var de medrejsende fans blevet jaget bort fra stadion. Men der var trods alt ingen, der kunne have forudset, at blodet ville sprøjte, som det gjorde. 74 mistede livet, op mod 1.000 blev alvorligt såret. Efter Al-Masrys 3-1-sejr stormede hjemmeholdets tilhængere banen med direkte kurs mod Al-Ahlys spillere og modstanderfansene på tribunen. I hænderne havde de køller og knive. De, der ikke nåede at flygte, blev trampet, banket og stukket ihjel. Al-Ahly-anfører og landsholdsstjerne Mohamed Aboutrika har fortalt, hvordan flere fans bogstaveligt talt døde i spillernes arme i omklædningsrummet.

Al egyptisk klubfodbold blev indstillet, mens Aboutrika og flere af hans klub- og landsholdskolleger straks annoncerede deres karrierestop. Aboutrika fortrød godt nok kort efter, men Egyptens stærke landshold, der havde vundet tre afrikanske mesterskaber på stribe fra 2006 til 2010, smuldrede fuldstændig.

Uroen var allerede begyndt et års tid inden den fatale februaraften. I 2011 brød Det Arabiske Forår ud i Kairo. Titusindvis af demonstranter stimlede sammen på Tahrir-pladsen i hovedstadens centrum for at gøre oprør mod præsident Hosni Mubaraks undertrykkende regime. Fredelige protester blev snart til voldsomme sammenstød mellem sikkerhedsstyrker og demonstranter, og på bare få uger blev Mubarak tvunget til at gå af og overlade magten til Egyptens militær. Revolutionen blev døbt ‘Facebook-revolutionen’, fordi det sociale medie blev brugt aktivt af oprørerne til at anspore til modstandskamp, men som journalisten James Montague skriver i reportagebogen When Friday Comes – Football, War and Revolution in The Middle East, var Det Arabiske Forår i Egypten også en slags ‘fodbold-revolution’:

“Ultras (fanatiske fans, red.) fra Kairos to største hold – Ahly og Zamalek – begravede for en stund deres historiske rivalisering og spillede en vigtig rolle i at vælte regeringen.”

Det er i det lys, at man skal (forsøge at) forstå tragedien i Port Said, der altså fandt sted godt et år efter Mubaraks fald. På det tidspunkt var Egypten endnu i en ekstremt usikker politisk situation med en splittet, forfatningsløs befolkning. Nogle mener, at angrebet på Al-Ahly-fansene var direkte politisk motiveret af Mubarak-tilhængere i Al-Masry-lejren. Andre mener, at det kun indirekte handlede om politik i den forstand, at Egyptens kaotiske tilstand betød, at der ikke var tilstrækkeligt med sikkerhedsstyrker på stadion, så da det først gik galt, var der ingen til at forhindre det i at gå rigtig, rigtig, rigtig galt.

Først i februar 2013 blev de egyptiske klubturneringer genoptaget, men intet var som før. Stadioner landet over var lukket for offentligheden, så kampene blev spillet i tomme betonskaller. Først i år er det egyptiske fodboldforbund så småt begyndt at give fans adgang til kampene. Og foruden afsked med store landsholdsprofiler var landstræner Hassan Shehata, der sørgede for tre afrikanske mesterskaber på stribe, blevet presset ud efter offentligt at have forsvaret Hosni Mubarak. Ved de efterfølgende tre afrikanske mesterskaber var egypterne end ikke kvalificeret. Egyptens VM-deltagelse i år kan altså ses som kulminationen på et martret lands genoprejsning, i hvert fald på fodboldbanen.

Antitesen Roberto Martínez: Superstjerne-holdets ideolog

Landsholdsfodbolden, eller i hvert fald slutrundefodbolden, har længe haft nogle faste træk: pragmatisme før dogmatisme, forsvar før angreb.

Mens klubfodbolden i det 21. århundrede har været under markant indflydelse af stortænkende taktikere, hvis forkromede idéer om spillets anatomi har skabt dagens tempofyldte og målrige topfodbold, har landsholdene snarere bevæget sig i den modsatte retning. Jakkesættet på sidelinjen bliver som udgangspunkt båret af en mand, der taktisk tilpasser sig sine spillere – og ikke omvendt. En mand, der trækker på skuldrene af tidens idealer om fremadrettet forsvarsspil og komplekse taktikker.

Det er derfor, at Belgiens spanske træner Roberto Martínez skiller sig ud blandt VM-slutrundens 32 trænere. Han er en ukuelig idealist, der begraver sig i detaljen, og som med stort mod insisterer på at spille flydende, offensiv fodbold. I klubben Swansea City, hvor han i 2007 begyndte sin trænerkarriere, så han helst, at holdet spillede minimum 650 afleveringer i løbet af en kamp. Det er ekstremt mange. Som træner for Wigan Athletic sagde han efter et uhørt 9-1-nederlag til Tottenham, at han absolut ikke havde i sinde at ændre sin tilgang, faktisk var han overbevist om, at ydmygelsen ville vise sig gavnlig på den lange bane. Og i Everton, som han trænede indtil 2016, blev han især mod slutningen af sine tre år i klubben kritiseret stærkt for sin tyrkertro på en nærmest hæmningsløs slags fodbold. Da gassen gik af ballonen, blev idealismen forvekslet med naivitet.

Billedet er genkendeligt, når man stikker i Martínez’ snart to år som træner for det belgiske nationalmandskab. Ballonen svæver endnu højt på himlen – alt andet havde også været en skandale efter en aldeles overkommelig VM-kvalifikationspulje med Grækenland og Bosnien som de nærmest konkurrenter – men den 44-årige catalonier tager ikke til Rusland uden konflikter. Selv om det belgiske fodboldforbund for nylig forlængede hans kontrakt, er den brede opfattelse, at Martínez har ryggen mod muren, inden belgiernes første kamp den 18. juni mod Panama i Sotji. Det handler, som ofte med Martínez, om ensporet taktik – og en smule om cigaretter.

Det kræver ikke meget analysearbejde for at se, hvad Belgien er bedst til. De kan lave mål. Siden Martínez’ ansættelse for to år siden har de scoret 57 gange i 17 landskampe, og med offensive stjerner som Eden Hazard (Chelsea), Romelu Lukaku (Manchester United), Dries Mertens (Napoli) og Kevin De Bruyne (Manchester City) giver det god mening. Til gengæld er forsvaret anderledes porøst. Eller det vil sige, at spillere som Jan Vertonghen, Toby Alderweireld (begge Tottenham) og Vincent Kompany (Manchester City), der er udset til at danne tremandsforsvaret i Martinez’ 3-4-2-1-system, hver især hører til blandt Europas elite. Problemet er snarere – og det er dét, der er skeptikernes benzin – at balancen på holdet er skæv. Som en slags antitese til landsholdsfodboldens safety first er Martinez’ Belgien bygget på en ambition om bekymringsfrit at angribe sig til sejren.

Det skulle man tro passede holdets playmaker Kevin De Bruyne rigtig godt, men i november klagede han over, at landstrænerens fripas til offensivspillerne gav bagslag. Efter testkampen mod Mexico, der endte 3-3, påpegede Manchester City-profilen, at mellemamerikanerne alt for nemt havde kunnet udnytte overtallet mod Belgiens underbemandede midtbane: “Mexico var simpelthen bare taktisk bedre. Vi har for meget tiltro til vores talent. Så længe vi ikke har et bedre taktisk system, så vil vi tabe til lande som Mexico,” sagde De Bruyne til den belgiske avis Het Laatste Nieuws.

En af de spillere, man skulle mene kunne bygge bro mellem defensiven og offensiven, er Radja Nainggolan. Den gennemtatoverede midtbanespiller fylder for to, uanset om hans hold har bolden eller ej, men af forvirrende årsager har Martínez udeladt ham af VM-truppen. Officielt er forklaringen taktisk, men det er belgisk fodbolds dårligst bevarede hemmelighed, at Martínez og Nainggolan gik skævt af hinanden fra begyndelsen. Blandt andet er det ikke faldet i god jord hos spanieren, at Roma-spilleren af og til slapper af med en smøg i mundvigen.

Roberto Martínez fremstår som en klubtræner fanget i et landstrænerjob, hvor der ikke er den fornødne tid til, måske endda behov for, at udvikle et højtbelagt angrebsspil og gøre simple uoverensstemmelser til magtpåliggende principsager. Ikke desto mindre kan det ikke udelukkes, at Belgien er med helt fremme i slutrundens fjerde og sidste uge. Få nationer har en så storslået samling af spillere, og den indledende pulje, der ud over Panama tæller England og Tunesien, er aldeles fordelagtig. Skulle det ske, at 2018 bliver året for De Rode Duivels, vil det være et interessant vidnesbyrd om, at klubfodboldens tendens til defensiv skødesløshed og offensiv løssluppenhed – med succes – har forplantet sig til tidens landsholdsfodbold.

Saudi-Arabiens fodbold-diplomati

Den 10. maj mødtes en gruppe vigtige mænd i Jeddah, Saudi-Arabien, for at danne et nyt fodboldforbund. Klædt i enten stramme, sorte jakkesæt eller løse, hvide beduindragter skrev repræsentanter fra Saudi-Arabien, Indien, De Forenede Arabiske Emirater og syv øvrige nationer under på stiftelsen af forboldforbundet South West Asian Football Federation (SWAFF). Det interessante her er imidlertid de lande, som ikke var til stede i havnebyen ved Det Røde Hav. Det saudiarabisk ledede initiativ styrede pænt uden om Jordan, Palæstina, Libanon og Syrien.

Og hvorfor er det så påfaldende? Det er det, fordi SWAFF er et udbryderforbund af to andre nuværende fodboldforbund. Og mens Jordan, Palæstina, Libanon og Syrien var medlem af et af de gamle forbund, er de ikke blevet inviteret med over i det nye SWAFF.

Hvorfor er dét så påfaldende? Det er det, fordi Jordan, Palæstina, Libanon og Syriens eksklusion ifølge eksperter i mellemøstlige forhold kan læses som en saudiarabisk udfordring af et i forvejen meget anstrengt forhold til Iran. De fire lande er politisk tæt allierede med iranerne, og SWAFF skriver sig dermed ind i en større politisk kontekst, hvor Saudi-Arabien forsøger at positionere sig som regionens mest magtfulde nation.

“Det viser, at Saudi-Arabien ønsker at udvide deres kamp med Iran til områder, der rækker ud over Mellemøsten, og til områder, der ellers påstår at være på afstand af det politiske,” skriver James Dorsey, senior fellow ved S. Rajaratnam School of International Studies i Singapore og forfatter til The Turbulent World of Middle East Soccer, i et indlæg på sin blog af samme navn.

Saudi-Arabien kommer altså til Rusland midt i en større fodboldoffensiv, der viser tilbage til selve den politiske magt i Riyadh. De forsøger at få VM i 2022 til at blive udvidet til 48 hold, hvilket formentlig vil betyde, at Qatar, en af Saudi-Arabiens politiske fjender, af praktiske årsager vil skulle dele værtsrollen det år med et andet arabisk land. De er særdeles aktive i kampen om VM-værtskabet i 2026, hvor de støtter USA, Mexico og Canadas fælles bud. Og så har landets kronprins, sheik Muhammed bin Salman, gennem den japanske internetvirksomhed SoftBank investeret stort i FIFA-præsident Gianni Infantinos planer om en omstrukturering og udvidelse af verdensmesterskaberne for klubhold. I dag lidt af en bastardturnering, som uden stor bevågenhed bliver afholdt hver december, men som – hvis alt arter sig for FIFA og bin Salman – i 2021 vil blive til en 24-holdsturnering spillet hver fjerde år.

“I fodbold leder alle veje pludselig til Saudi-Arabien,” kunne man læse for nylig i The New York Times.

Garra Charrúa: Kampånden fra Sydamerika

Meget er, som det plejer for Uruguay, VM-historiens første vindere. Som han har gjort det siden 2006, hedder træneren Óscar Tabárez eller bare El Maestro, som han bliver kaldt i folkemunde, og for tredje verdensmesterskab i træk er spillere som Diego Godín, Maximiliano Pereira, Edinson Cavani og Luis Suárez i truppen. Også i år virker La Celeste til at være et landshold, man kan stole på.

Men ikke alt er ved det gamle. I ly af de sædvanlige profilers blikfang er et regulært generationsskifte ved at tage form. Det var tydeligt i testkampen mod Tjekkiet i marts, hvor gennemsnitalderen på de fire midtbanespillere var bare 23. Til en sammenligning var Uruguay-midtbanens gennemsnitsalder mod Colombia i VM-ottendedelsfinalen i 2014 hele 29,6. Væk er aldrende folk som Diego Lugano, Jorge Fucile og Diego Forlán, og i stedet skal vi til at vænne os til navne som Nahitan Nandez (22 år), Lucas Torreira (22) og Maximiliano Gómez González (21), foruden Juventus’ 20-årige Rodrigo Betancur og Atlético de Madrids 23-årige José María Gímenez, som det brede europæiske fodboldpublikum allerede er stødt på i Champions League.

På mange måder ser det lovende ud for Uruguay. Det er dygtige, teknisk stærke spillere, der allerede er på kontrakt i store klubber. Flere af dem har endda en fortid på det succesfulde U20-landshold, der i 2017 vandt de sydamerikanske mesterskaber og nåede helt til finalen ved VM for årgangen. I uruguayansk fodbold bliver der dog ikke givet meget for hverken godt overblik eller elegante driblinger, hvis den helt særlige nationale kampånd, Garra Charrúa, ikke følger med.

Set fra nordeuropæiske breddegrader kan denne idé om en egenartet uruguayansk krigermentalitet fremstå oppustet og forceret, men i Uruguay spøger man bestemt ikke med Garra Charrúa-fænomenet. Direkte oversat betyder det charruaernes klør med henvisning til den fordrevne – og ifølge sagnene heroisk kæmpende – Charrúa-indianerstamme, som for 4.000 år siden bosatte sig i det nuværende Uruguay. I overført betydning angiver det en unik vilje og styrke til at holde sig oprejst i selv det mest strabadserende stormvejr – på fodboldbanen og i samfundet som helhed. En nedarvet, fandenivoldsk modstandsevne, der har kendetegnet den lille nation, lige siden den blev til en sådan i 1800-tallet efter selvstændighedskampe mod europæiske kolonister samt de store naboer Argentina og Brasilien.

Den argentinske netavis Infobae spurgte for nylig, om Uruguays nye kuld af teknikere ville betyde enden på Garra Charrúa-ånden. “Fin de la Garra Charrúa?”, lød overskriften, mens underrubrikken henviste til den nye landsholdsgenerations blaserthed sammenlignet med de seneste VM-slutrunders indædte og lidenskabelige uruguayanere.

Det er det sædvandlige spørgsmål om balancen mellem letbenede boldartister og rå skrældemænd, et fodbold-ideologisk spørgsmål, der er særligt udtalt i Sydamerika, og som er næsten lige så gammelt som sporten selv. I Brasilien skelner man mellem futebol d’arte og futebol de resultados, og i Argentina står kampen mellem menottismen og bilardismen – begge ismer opkaldt efter to tidligere landstrænere, idealisten César Luis Menotti og kynikeren Carlos Bilardo.

Men i Uruguay handler det ikke bare om taktik. Det handler også om national selvforståelse og en århundreder gammel fortælling om et lille, stædigt land, der opnår sine mål, ikke gennem elegance og tæft for storhed, men ved at ase og mase – selv når fingerspidserne er ved at slippe klippekanten, og afgrunden lurer under de dinglende fødder.