Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Rasmus Thirup Beck er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Manden, der fandt hullet i ozonlaget, kalder på samme handlekraft, som verden viste dengang. “Morgendagens generationer vil betragte os som kriminelle”

SOLSTRÅLEHISTORIEDen måde, verden håndterede ozonkrisen på, kan ses som et opskrift på, hvordan vi burde håndtere klimakrisen. Foto: Lucas Jackson / Ritzau Scanpix / Reuters

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Den globale kamp for at lukke hullet i ozonlaget er en succeshistorie om videnskabsfolk og politikeres fælles indsats. Men hvorfor viser vi ikke samme handlekraft, når det gælder klimaforandringerne, spørger en af de forskere, der opdagede hullet i ozonlaget. I øvrigt: Lige nu foregår der en detektivagtig jagt på en ny ozonsynder.

Jonathan Shanklin havde regnet med at kunne konkludere, at alt var fint. Ozonlaget havde det godt.

Det var i det tidlige forår 1985, og han og kollegerne fra British Antarctic Survey (BAS) skulle mødes. De havde sat sig for at undersøge det UV-beskyttende gaslag omkring 20 kilometer over Jordens overflade. Nogle videnskabsfolk påstod, ozonlaget blev nedbrudt af CFC-gasser fra blandt andet køleskabe, spraydåser og udstødningen fra Concorde-flyet.

Men Jonathan Shanklin var altså ikke bekymret. Derfor begyndte meteorologen at undersøge, hvordan ozonlaget havde det i forhold til 20 år tidligere. For det kunne jo være rart” at berolige folk med, at der ikke var sket forandringer, som han siger over telefonen fra Cambridge.

Men det var der.

Ozonlaget var til hans overraskelse blevet markant tyndere. Og da han bagefter bevægede sig igennem målinger fra alle 20 år – som ingen havde kigget på før – kunne han konstatere, at gaslaget helt systematisk blev en smule mindre hvert forår.

Det blev startskuddet til en hektisk mobilisering af det internationale forskningssamfund. Det var pludselig tvingende nødvendigt at finde ud af, hvad der rent faktisk påvirkede ozonlaget negativt, hvordan det foregik, og hvilke konsekvenser det havde.

Sidstnævnte kom ret hurtigt på hele verdens læber: øget risiko for hudkræft og grå stær, påvirkning af marinelivet omkring Antarktis samt udfordringer for adskillige af verdens kornsorter. Hos NASA i USA kunne man som en lille sidebemærkning konstatere, at de ozon-satellitmålinger, man konsekvent havde afskrevet som fejl, var gode nok.

For Shanklin – der nu er pensioneret, men er emeritus-tilknyttet BAS og blandt andet passer ozonsiderne på deres hjemmeside – var denne mobilisering den første store lærdom fra dengang. Han er den dag i dag stadig forbløffet over, hvor helt utroligt hurtigt den videnskabelige verden rykkede og havde fakta klar: Det var ganske rigtigt CFC-gasserne, der var synderen.

En af de videnskabsfolk, der hjalp med at få fakta på plads, var danske Niels Larsen på Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Shanklin-teamets opdagelse førte hurtigt til etableringen af en ny ozon-forskningsgruppe på instituttet, hvor Larsen var med fra begyndelsen. Han kiggede på de kemiske nedbrydninger og helt specifikt på dannelsen af skyer i ozonlaget. Det skulle vise sig at have afgørende betydning. Han var også med til at opbygge et ozon-overvågningsystem for primært Grønland, men også Danmark.

Niels Larsen, der i dag ligesom Shanklin er pensioneret, men også tilknyttet sin gamle arbejdsplads, beskriver forskningsaktiviteten på tværs af landegrænser og kontinenter som meget omfattende”.

Kloden havde et problem, og første skridt mod at løse det var at finde ud af, præcis hvordan det var opstået.

Hvad er ozonlaget?

Solen sender ikke kun varme, men også ultraviolet stråling til Jorden, og hvis det ikke var for ozonlaget, ville den stråling gøre liv umuligt. Ozonen er en gas, og ozonlaget spreder sig ud i stratosfæren, mellem 10 og 50 kilometer fra Jordens overflade. Det var dette lag, som såkaldte CFC-gasser i blandt andet køleskabe og spraydåser nedbrød.

Derefter skete det næste mirakel. Politikerne lyttede til videnskabsfolkene.

Ozonlaget blev et varmt emne i FN-regi, hvor de politiske diskussioner gik deres slagne vej, men i et usædvanligt hurtigt tempo.

Den 16. september 1987 vedtog FNs 197 lande Montreal-protokollen. Det var næsten på datoen, to og et halvt år efter Shanklin og hans kolleger havde publiceret deres alarmerende opdagelse i Nature. Det var, i FN-regi, gået virkelig stærkt.

Montreal-protokollen gjorde brugen af en lang række ozon-nedbrydende gasser ulovlig i hele verden. Den samlede proces fik ikke kun videnskabskredse til at spærre øjnene op – også den langt senere FN-generalsekretær Kofi Annan tog noter og konstaterede mange år senere: Den enkeltstående måske mest succesfulde internationale aftale har været Montreal-protokollen.”

Eller som Jonathan Shanklin – manden, der som en af de allerførste sad med de tal, der indikerede store problemer – siger det i dag, 31 år efter:

Jeg er selv i dag stadig forbløffet over, at alle FNs medlemsstater tilsluttede sig Montreal-traktaten. Det er en fantastisk effekt af videnskab.”

Det havde hjulpet gevaldigt, at videnskabsfolk ret tidligt havde etableret en forbindelse mellem det tyndere ozonlag og især hudkræft, men også grå stær. Det havde skabt et offentligt pres for handling fra politikerne.

Men den allerstørste succes er ubetinget dette: at politikernes handlekraft dengang faktisk har virket. Der er helt faktuelt meget mindre CFC-gas i atmosfæren, og for nogle år siden kunne man konstatere, at ozonlaget nu er i bedring. Det bliver langsomt tykkere, og det enorme område over Antarktis, hvor laget var så tyndt, at man kunne kalde det et hul, bliver mindre.

Ozonhullet nåede sit største omfang i år 2000, hvor NASAs satellitter målte det til 28,3 millioner kvadratkilometer. I tørre tal er hullet’ siden da skrumpet 4,5 millioner kvadratkilometer – det svarer til mere end to gange Grønland.

Men historien om ozonhullet fortæller også en større historie, vi i den grad kan lære af i dag.

SKRUMPETTil venstre ses et billede af ozonlaget i 2000 og til højre i 2017 – "hullet" er blevet mindre. Illustration: NASA

I 1970’erne var klodens store atmosfæriske bekymring syreregn. Det har vi i hvert fald i Vesten fået nogenlunde styr på, både via national lovgivning og internationale traktater, om end problemet stadig findes.

I 1990’erne var den store bekymring ozonhullet. Det er nu i bedring takket være Montreal-protokollen.

I dag har vi vores egen atmosfæriske bekymring – og den overskygger de to andre mange gange: Den CO2-skabte klimaforandring. Førende videnskabsfolk kalder den menneskehedens største udfordring til dato, og det frustrerer de tusindvis af klimaforskere verden over, hvor langsomt det går med at handle på det, vi ved.

Det gælder også de to ozon-pensionister i Danmark og England. Niels Larsen mener sådan set, at processen stadig er sund – politikerne former deres tiltag på baggrund af solid videnskab – men han er langtfra tilfreds med tempoet. Det går alt for trægt. Klimaaftalen fra Paris er et fremskridt, men alt for sent.

Jonathan Shanklin i Cambridge er mere frustreret. Han føler, at verdenssamfundet har opskriften på, hvordan det skal gøres. Den måde, ozonkrisen blev håndteret på, er et blueprint for den måde, vi burde håndtere klimakrisen på: Videnskaben viser, der er et problem, beviserne accepteres af politikerne, og de kommer med en løsning.

Men så sukker han ind i telefonen:

Men nu om dage virker det ofte til, at politikerne reagerer med, hvad de tror, i stedet for hvad vi ved.”

Han peger på de politikere, der afviser klimaforandring med argumentet, at vi mennesker da ikke kan påvirke vores atmosfære og klode så radikalt. Det minder ham om sin egen ignorante reaktion, da de første advarsler om nedbrydelse af ozonlaget blev luftet: Hvordan i alverden skulle en spraydåse kunne ødelægge det?”

Men så gik han skridtet videre, kiggede på beviserne og måtte konstatere, at det gør den faktisk.

I dag er beviserne på, at CO2 påvirker klimaet, så stærke, at vi ville være dumme ikke at handle på det. Vi roder rundt med atmosfæren – vel vidende at det kan være skæbnesvangert,” siger han.

Kritikere af sammenligningen ville indvende, at en udfasning af CO2 er helt enormt meget vanskeligere end udfasningen af CFC-gasser. Med sidstnævnte fandt man ret hurtigt nogle langt mindre skadelige alternativer til de forbudte gasser. Med førstnævnte skal hele klodens befolkning ændre livsstil markant.

Samtidig påpeger Shanklin selv, at klimaforandringens ganske langsomme udvikling gør det svært for både menigmænd og politikere at se behovet for handling, mens ozonhullet blev dannet på et årti og havde øjeblikkelige konsekvenser. Det er en af grundene til, at det store folkelige pres på politikerne er udeblevet.

Ikke desto mindre holder han fast i sammenligningen. Konsekvenserne af det forandrede klima er så meget større, at handlekraften burde afspejle det.

Gør vi ikke noget, vil morgendagens generationer betragte os som kriminelle for ikke at handle, når vi kunne.”

Det effektive “hul”

Der er bred enighed om, at det er en lille tilsnigelse at tale om “hullet i ozonlaget”. Det er snarere en kraftig fortynding af ozonlaget. Men Shanklin er sikker på, at brugen af ordet “hul” var afgørende: “Det var genialt at kalde det for et hul. Et hul er noget, der skal fyldes eller lappes. Rent semantisk er det meget mere brugbart end fortynding.”

Imens verdenssamfundet tøver med at agere retmæssigt i forhold til klimaforandring, så bliver ozon-aftalerne ved med at vise deres værd. Lige nu er der således en omfattende ozon-efterforskning i gang, der nærmest minder om en meget virkelig detektivhistorie.

I slutningen af sidste år opdagede kemikeren Stephen Montzka, at der var noget galt. Montzka sidder i afdelingen for global overvågning i USAs svar på DMI, NOAA. Han har overvåget kemikalier i atmosfæren i 27 år og har blandt andet kunnet følge den gradvise reducering af CFC-gasser.

Men pludselig var der sket en overraskende udvikling. Indholdet af en af de tre hovedsyndere  – gassen CFC-11 – begyndte at stige, endda med 25 procent.

Det er det mest overraskende, jeg har opdaget i mit arbejde. Det chokerede mig,” udtalte han tidligere i år til The Guardian.

Her beskrev han sig selv og kollegerne i afdelingen som atmosfærens detektiver”. For hvor kom den ulovlige gas pludselig fra?

Når man har en forbrydelse, er næste skridt at vurdere bevismaterialet og udpege en mistænkt. Det arbejde gik i gang umiddelbart efter Montzkas opdagelse. En lang række forskere fra hele verden begyndte at kigge på de nye tal. Deres arbejde blev i maj publiceret i en artikel i Nature og beskriver helt kort, at de først undersøgte, om der var sket forandringer i den måde, atmosfæren fordeler og nedbryder CFC-11. Det var der ikke.

Så undersøgte de, om det kunne skyldes udslip fra gamle materialer, for eksempel ved nedrivning af gamle bygninger, men de kunne ikke få omfanget til at gå op.

Og endelig ville de afklare, om CFC-11 kunne være et biprodukt fra en ny kemisk produktionsproces. Heller ikke.

Tilbage stod den forklaring, at nogle et eller andet sted simpelthen var begyndt at bruge CFC-11 igen. Måske fordi dets alternativ er lidt dyrere at fremstille, gættede man.

Men hvem står så bag det nye ulovlige udslip? Det ved man endnu ikke, men man har snævret forbryderfeltet ind til det østlige Asien. Det ved man, fordi man via målinger fra et observatorium på Hawaii kunne se, at CFC-11-gassen var mikset med andre gasser, der kommer derfra. Næste skridt er målinger fra fly, som forhåbentlig kan snævre området endnu mere ind.

Og Montzka er forhåbningsfuld. Det kan godt være, at der ikke er nogen decideret straf for at overtræde international lov, men Montreal-protokollen er omgærdet med så meget respekt, at en offentlig udskamning er ødelæggende nok. Sidstnævnte får ham til at tro, at omtalen af det nye udslip alene vil få synderne bag til at holde op.

De, der gør det, vil opdage, at, hov, der er nogen, der holder øje’ – og så vil de stoppe,” spår han i The Guardian.

Så hvad kan vi lære af det? Indtil videre, måske, at det internationale samfund – vel at mærke med USA i spidsen – værner om ozon-aftalen. Hvis vi tog en klimaaftale lige så alvorligt, ville vi være nået langt i forhold til at tackle de kriser, der truer i horisonten, lyder den udbredte vurdering i klimaforskningen.

Shanklin har endda en gulerod til de politikere, der tøver: De politikere, der udarbejdede og underskrev Montreal-protokollen, bliver i dag rost til skyerne. Der er almen enighed om, at de gjorde et strålende stykke arbejde. Det kan godt være, at CO2-udfasning er en langt mindre overkommelig udfordring, og at det på den korte bane vil være politisk svært at håndtere, men på den lange bane vil eftermælet være endnu flottere.

De politikere ville,” konstaterer briten uden det mindste ironi, modtage menneskehedens hyldest.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: