Zetland skal have ny chefredaktør. "Okay, jeg bliver lidt shaky. Det havde jeg ikke ventet."

Lea Korsgaard bliver formand og udgiver for Zetland. Ida Ebbensgaard overtager posten som chefredaktør. Hvad betyder det?

Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland
  • 12. oktober 2021
  • 10 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

En solskinsdag i september havde Zetlands direktør Tav Klitgaard og jeg selv bedt redaktionschef Ida Ebbensgaard om et møde. Vi trak hende med ud i Zetlands baggård og fandt en stille krog. Der var noget, Tav og jeg skulle fortælle Ida. Og spørge hende om.

Vores formand gennem de seneste fem år, Stig Myken, havde sammen med resten af bestyrelsen besluttet at gennemføre en udskiftning i bestyrelsen, fortalte vi. Tiden var kommet til, at Zetland skulle have en ny bestyrelsesformand. Og det skulle være mig.

Dig? nærmest råbte Ida.

Jeg skal være arbejdende formand,” forklarede jeg, så jeg er ikke på vej væk.”

Ida kiggede på mig og Tav. Hun kan have nogle ekstremt store øjne, når hun ser spørgende på en.

Min rolle kan vi komme tilbage til,” fortsatte jeg. Det betyder jo, at vi skal have ny chefredaktør, og det kunne vi virkelig godt tænke os skulle være dig.”

Okay?” svarede Ida. Fantastisk. Fedt. Uventet … Okay, jeg bliver lidt shaky. Det havde jeg ikke lige ventet. Men ja!”

Så rømmede hun sig.

Tusind spørgsmål melder sig.”

Med andre ord: Det er skiftedag på Zetland. I går blev jeg formelt valgt som formand og udgiver på Zetland, og i dag overtager Ida Ebbensgaard den vigtige post som ansvarshavende chefredaktør, der er øverste ansvarlige for de historier, vi udgiver. Så hvad betyder det? Hvad bliver ved med at være, som det er i dag? Hvad bliver helt anderledes? Hvad er det, jeg skal lave fremover, og hvor mener Ida, at Zetlands journalistik skal bevæge sig hen nu? Svarene på de spørgsmål kommer her.

SMILEYDa Ida Ebbensgaard sidste år på denne tid begyndte som redaktionschef på Zetland, kom hun fra en stilling som udlandsredaktør på Berlingske. Foto: Nicolai Oreskov Westh, Zetland

Lad os få onduleret min egen, nye rolle først. Jeg havde min labradorhvalp Bobby med på arbejde, den dag Stig Myken kom ind på Zetland for sammen med mig, Ida og Tav at fortælle alle de andre om de kommende rolleskift. Bobby havde netop tisset på gulvtæppet, da Stig trådte ind.

Rimelig hurtigt kom der styr på tropperne. Vi slog ring om reolerne inde på redaktionen, og Stig fortalte om baggrunden for skiftet i bestyrelsen. Da han kom til, fortalte han, brændte Zetland 10 millioner kroner af om året og tjente langt mindre. Gennem flere år var Stig og resten af bestyrelsens hovedfokus derfor at sørge for, at økonomien hang sammen – at der var penge nok til at betale løn i næste måned for eksempel.

Nu er Zetlands situation en anden. Vi har overskud, ret vilde væksttal og planer om at vokse i Danmark og meget gerne også i udlandet. Strategien er ikke længere at overleve ved at risikostyre os ud af de værste udfordringer. Nu er strategien at blive så store, at vi sammen med titusindvis, måske hundredtusindvis, af medlemmer for alvor kan gøre en forskel i samfundet.

Vi er et andet sted nu,” sagde Stig Myken, og nu kan vi tænke og drømme stort. Og derfor har vi i bestyrelsen sagt: Okay, hvad er der brug for nu? Nu er det perspektiverne, visionen, det er internationalisering, det handler om – det er måske på tide at få nogle andre mennesker ombord.”

Stig gav ordet til mig, efter at Nanna Schelde, en af Zetlands journalister, havde sagt suspense. Jeg fortalte, at jeg skal være formand for bestyrelsen, og at jeg samtidig får titel af udgiver’. Det er samme model, som de –  uden sammenligning i øvrigt – har på New York Times, hvor bestyrelsesformanden også har øverste ansvar for de værdier, avisen bygger på. Jeg er på ingen måde på vej væk fra Zetland, sagde jeg. Tværtimod skal jeg bruge rolleskiftet til sammen med direktør Tav, bestyrelsen og alle andre rundt om de reoler, vi var samlet om, at få Zetland et endnu vildere sted hen.

Der sker også et andet skifte i bestyrelsen. Annemette Færch, der er medejer af Zetland, benytter anledningen til at overlade sin plads i bestyrelsen til Merethe Eckhardt, som er udviklingsdirektør i Domstolsstyrelsen og har en lang karriere bag sig i Danmarks Radio. Det fortalte jeg også resten af flokken – og så selvfølgelig, at Ida skal være chefredaktør og bliver stjernegod til det.

For nogle dage siden hev jeg så Ida med ind i vores lumre lydstudie for at få hende til at sætte nogle ord på hendes nye rolle. Hvem bliver hun som chefredaktør? Hvad kommer hun til at gøre anderledes end mig? Hvad er hendes mål med jobbet?

Men først skulle jeg lige have noget andet på plads. Der var to dage, indtil rolleskiftet skulle gennemføres i praksis.

Hvordan har du det?” spurgte jeg.

Altså, det er der to svar på,” svarede hun.

Giv mig den pæne version først …”

Jamen, de er sande begge to. Jeg glæder mig helt vildt. Jeg synes, det er den vigtigste mission, vi er ude på. Der er så meget brug for vores journalistik … Og så er der det andet svar: Selv om jeg er et stort og voksent menneske og har cirka 20 års erfaring med journalistik, så synes jeg, det er en kæmpestor opgave.”

Hvorfor?”

Fordi det er en vigtig opgave. Når man som Zetland prøver at være et korrektiv til den måde, man har lavet medier på i mange, mange år, så skal man sige noget andet. Jeg var til fest lørdag aften sammen med en masse journalister, og så skal man svare på tusinde spørgsmål om, hvorfor vores journalistik er skæv eller forkert eller politisk eller for meget det ene og for lidt det andet og bla bla bla. Det svarer jeg gerne på. Men når man kommer ud derfra, er man sådan lidt … wow … yes …”

Jeg sagde til Ida, at jeg havde et råd at tilbyde hende. Du skal ikke være nervøs,” sagde jeg. Det forstyrrer.”

Hun så på mig.

Tak skal du have,” sagde hun. Det kan jeg så ikke bruge til en skid.”

Vi grinede.

Og med dét på plads – at jeg kun har ét råd til Ida, som hun ikke kan bruge til noget – så lad os gå videre til spørgsmålet om, hvem hun egentlig er:

Hun har været redaktionschef på Zetland i et år. Før det har hun været udlandsredaktør på Berlingske, redaktør og vært på DR, hun har været pressechef for Connie Hedegaard, da Hedegaard var klimaminister. Ida har været erhvervsjournalist på Politiken og Børsen, og så var det i øvrigt hende, der for mange år siden stiftede den lille studiekreds, der – viste det sig – udviklede sig til at blive startskuddet til Zetland. Hvis ikke Ida havde samlet mig og to af Zetlands øvrige medstiftere hjemme i hendes stue, så ville hun og jeg 10 år efter ikke have siddet i det lumre lille lydstudie. Men. Hvem er hun ifølge hende selv?

Jeg kommer fra Odense,” sagde Ida. For at begynde et sted. Min far er vestjyde, og min mor var christianshavner. Hvor min mormor var en del af det bedre borgerskab, der gik med sølvræv i Det Kongelige Teater i 1930’erne, så gik min far gennem snedriverne til skole i Vestjylland. Så det er en blanding.”

Ida stoppede lidt op. Og sagde, at hun havde lyst til at sende spørgsmålet tilbage:

Hvem er jeg?” spurgte hun.

Du er en sjov blanding af det røde og det blå Danmark,” sagde jeg.

Hun gav mig ret. Ja – uden at jeg af den grund ender i farven magenta. Jeg er super fællesskabsorienteret. Forpligtende, stærke fællesskaber er afgørende. Men samtidig tror jeg meget stærkt på, at man har et personligt ansvar for at skabe det. Man kan ikke læne sig tilbage og sige, at det må fællesskabet ordne. Fællesskabet er mig og dig. Vi skal gøre noget.”

Så hvad, spurgte jeg, synes hun, at Zetlands rolle er? Skåret ind til benet? Hun svarede, at for hende er nøgleordet oplysning.

Inde i det ord står lyset. Og lyset er både et personligt mål – at gå efter de mennesker, hvor der er lys i øjnene. Men lyset er også at beskæftige sig med noget lyst, og jeg ser Zetland som et lyst projekt. Noget, der skaber lys over samfundet, også nogle gange over de mørke hjørner.”

For nogle i mediebranchen lyder det dér for … blødt, mindede jeg hende om. Tom Jensen, chefredaktøren på Berlingske, har for eksempel kaldt Zetland for Danmarks mindst kritiske avis. Hvad tænkte hun om det?

Bare fordi kritikken ikke er smasket op i en overskrift, hvor der er nogen, der raser eller er i chok eller har fået nok, betyder jo ikke, at vi ikke er kritiske. Vi har masser af magtkritik, hvis man vil bruge det ord, men vi skriver det på en anden måde. Vi fortæller det på en anden måde, og fortæller, hvor der er noget, der fungerer – og hvor der er noget, der ikke fungerer. Præmissen om, at vi ikke er kritiske nok … nogle gange kan man få fornemmelsen af, at de måske ikke har læst så meget af vores journalistik …”

I journalistik har vi et udtryk om, at man skriver historien op”. Det betyder, at man tager en historie, og så ser man, hvor hårdt den kan skrives, mens man samtidig er inden for ærlighedens grænser. Men det må jo aldrig blive hensigten at skrive ude af proportioner for at gøre historien bedre. I foyeren til Der Spiegel, det tyske magasin, står et stort slogan: Sagen, was ist. Sig det, som det er. Lad være med at pynte på det. Virkeligheden er fantastisk og spændende og fyldt med dilemmaer og ting, der skal vises frem. Det er rigeligt fint, som det er.”

Hvad gør vi helt forkert?” spurgte jeg.

Der er ærligt talt ikke noget, vi gør helt forkert.”

Arh, der må være noget …”

Der er nogle steder, hvor vi kan blive bedre. Vi kan blive bedre til at håndtere de store politiske sager. Det har vi ikke løst endnu,” sagde Ida. Jeg har oplevelsen af, at rigtig meget politisk journalistik handler om at finde håret i suppen. Den lille skævhed, der måtte være i en kommunikation eller i en sag. Det kan være nok så vigtigt at vide, om en oplysning blev givet på den ene dag eller den anden. Men man skal huske også at fortælle, hvad der er det store billede. Som et medlem skrev for nylig: På Zetland finder vi ikke håret i suppen; vi finder suppen. Og dér er en bane for os at spille på i den politiske journalistik.”

Jeg spurgte, om hun havde sat sig et mål som chefredaktør.

Ja,” sagde hun. Der findes en gammel Anders And, hvor han har en guldkaret. Og den karet af guld, der bringer os fuldkomment nye steder hen, er, hvis vi er i stand til at løfte journalistikken sammen med medlemmerne. Hvis der er 28.000 mennesker, der vil betale for Zetland – hvad ved de 28.000 mennesker så? De ved, hvornår ambulancen kommer. Hvad p-piller gør ved mennesker. Hvor langt der er til skolen, eller hvor svært det er at finde en bolig, der er til at betale. Det kan også være i dybden: Hvis man kan spørge rigtig mange mennesker på én gang, så er der jo nogen, der var til stede, den dag X skete.”

Så om fem år, sagde Ida, er de værdier, der ligger under Zetlands journalistik, stadig de samme. Men vi er kommet meget længere med at gøre brug af al den viden, Zetlands medlemmer tilsammen repræsenterer.

Jeg tror, at journalistik skal demokratiseres grundlæggende. Og jeg tror, der sker så meget derude, de ved så meget, de er specialister på så mange områder,” sagde Ida. Den viden har vi behov for for at kunne lave verdens bedste journalistik. Og hvis vi er dygtige nok til at tappe ind i de strømme af viden og erfaringer og levet liv og omsætte det i ægte, tung journalistik, så tror jeg faktisk, at vi kan nærme os vores ideal om at være et ægte oplysningsprojekt og ægte journalistik – samtidig.”

Hørt, får jeg lyst til at tilføje. Men har du noget, du gerne vil spørge enten Ida eller mig om? Skal jeg blive ved med at lave Frederik forklarer internettet for eksempel? Hvad bliver den næste stilling, Ida slår op på redaktionen? Den slags. Du er velkommen med dine spørgsmål – eller gode råd – i bidragssporet herunder. Eller endnu bedre: Duk op i morgen, onsdag den 13. oktober klokken 15.30, hvor vi holder en halv times digitalt hilse-på-møde. Der sætter jeg lidt flere ord på, hvad det er, min tid kommer til at gå med fremover, og Ida fortæller mere om hendes planer for redaktionens arbejde. Og alle er velkomne. Du melder dig til lige her: