Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

De slettede smser er kun toppen af isbjerget. Der er meget, vi aldrig får at vide

Spindoktorer og embedsmænd har længe brugt sms'er til at kommunikere i skjul.

Foto: Mikkel Berg Pedersen / Ritzau Scanpix

Måske er det komikeren Michael Schøt, der foreløbig har beskrevet vores fælles forundring mest præcist: Altså, hvem helvede sletter overhovedet sms’er? Det må være en lille gruppe bestående af narkohandlere, folk, der er utro, og folk, der arbejder for statsministeren,” skrev han på Twitter.

For hvem går og sletter deres sms’er? Jeg gør i hvert fald ikke. Tværtimod gemmer jeg dem med stor glæde. Jeg har spurgt i en række ministerier, og der er heller ikke umiddelbart nogen siddende ministre, der har deres arbejds-iPhones til automatisk at slette sms’er. I Klimaministeriet gemmer Dan Jørgensen alle sine sms’er, fortæller ministeriet til mig. Det samme gør uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen.

Og takket være det særlige arbejde i Minkkommissionen ved vi, at heller ikke justitsminister Nick Hækkerup, finansminister Nicolai Wammen eller sundhedsminister Magnus Heunicke automatisk sletter sms’er. Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen har heller aldrig hørt om eller brugt det. Tidligere ministre som Sophie Løhde, Rasmus Jarlov, Mette Bock og Anders Samuelsen gemte også altid deres sms’er.

Men i Statsministeriet under Mette Frederiksen var – eller er – løbende sletning åbenbart helt normalt. Her har det vist sig, at statsministeren og yderligere tre topembedsmænds personlige tjenestetelefoner har været sat til automatisk og endegyldigt at slette sms’er efter 30 dage.

Det er kommet frem i forbindelse med den såkaldte Minkkommission, der i detaljer skal afdække forløbet, da alle landets mink blev beordret slået ihjel uden lovgrundlag. Først afdækkede B.T., at stabschef Martin Justesen havde autoslet på telefonen, så kunne Politiken fortælle, at departementschef Barbara Bertelsen benyttede sig af samme finte, og siden kom det også frem, at departementsråd Pelle Pape og statsministeren selv havde funktionen på deres iPhones.

Kun fordi modtageren har gemt sms’erne, kender vi altså i dag til de famøse beskeder, hvor departementschefen i Statsministeriet skriver til andre ministeriers chefer for at få dem til at erkende, at de har ansvar for minksagen.

I to skal redde den her sammen nu. I skyder på hinanden begge to. Men det er jeres begges ansvar! Og det er regeringens liv,” som der står i sms’en, der kom frem under Minkkommissionen i sidste uge.

De slettede sms’er i Statsministeriet vender vi naturligvis tilbage til. Men først skal vi lige en tur ind i den danske centraladministration. Vi kommer til at tale en del om aktindsigt og systemet, der håndterer akterne, men jeg lover, at det ikke bliver tørt. For det handler i al sin enkelhed om hemmeligheder. Hvad skal vi vide? Og hvad skal vi – åbenbart – ikke vide?

Når danske embedsmænd arbejder, sker det formelt i et sagsbehandlingsprogram på computeren kendt som F2. Det skal vi lige lære at kende, da systemet er en vigtig brik i forståelsen af, hvordan ministerier virker i vore dage.

F2 er i sin mest enkle beskrivelse en kæmpe database, hvor alle gamle og aktive sager i et ministerium er gemt. Hvis der skal bygges en ny motorvej et sted på Fyn, så har motorvejen sin helt egen sag i F2. Hvis ministeren ser på et nyt lovforslag om at forlænge straffen for voldtægt, så har forslaget sin egen sag.

Systemet minder i sit design meget om et e-mailprogram som for eksempel Outlook. Her er en indbakke med nye dokumenter til brugeren. En liste med ventende godkendelser. Og man kan søge og sende e-mails. Bag den grafiske overflade ligger et omfattende system med finurlige detaljer om hvert eneste trin i en kompliceret beslutningsproces. Ansatte i ministerierne skal godkendes til at betjene systemet, og selv dér får de fleste kun adgang til at se særligt udvalgte sager. Systemet gemmer alt, den kommer i nærheden af. Når en fuldmægtig retter et par ord, bliver ændringen nøje registreret. Når en kontorchef godkender forslaget fra samme fuldmægtig, bliver dén oplysning gemt. Når en departementschef som den sidste inden ministeren læser sagen igennem, godkender han eller hun også dokumentet, og den præcise ordlyd og det præcise tidspunkt bliver gemt i systemet.

Og når ministeren så på kontoret eller på bagsædet af sin ministerbil læser en indstilling eller et forslag igennem på sin iPad, trykker ministeren til sidst på en knap – og så er forslaget godkendt. Skulle nogen senere komme i tvivl om forløbet, kan man i al fremtid grave tilbage og se, hvad der præcis skete i sagen.

Når journalister så ofte taler om at søge aktindsigt – et af vores vigtigste redskaber, hvis man vil afdække forholdene i dansk politik – handler det i bund og grund om tilladelsen til midlertidigt at kigge lidt ind i F2-systemet for at få fat i et dokument, som offentligheden har gavn af at se. Det kræver typisk, at man for eksempel ved, at systemet har en sag om en kommende lov, og så kan man spørge ministeriet, om man må få lov at se et dokument, der ligger på den pågældende sag. Et dokument kan for eksempel være en afgørende e-mail, som nogen i ministeriet har sendt eller modtaget, og som derfor er lagt på sagen, som man siger.

Retten til at kigge på dokumenter styret af offentlighedsloven er flere gange er blevet indskrænket, da skiftende regeringer har været enige om, at der skal være et lukket og sikkert rum, hvor embedsmænd og politikere kan diskutere politik i en fri og åben tone – uden at pinlige dokumenter eller halvfærdige planer kommer frem.

Ofte går der adskillige måneder, inden en afgørelse om aktindsigt bliver truffet. Nogle gange får man et ja, men ret ofte får vi journalister også et klart nej, når vi beder om at få adgang til et dokument i en sag.

Det er i sig selv et problem, som journalister, medier og andre med interesse i øget offentlighed i centraladministrationen længe har klaget over. Så vi taler altså om et system, hvor der er rigeligt med udfordringer med at få dokumenterne fra F2-systemet ud.

Omdrejningspunktet i minksagen om de forsvundne sms’er er dog i høj grad, at det slet ikke er alt, der kommer ind i F2. Viden om alt muligt, der ganske enkelt forsvinder ud i den blå luft.

På Slotsholmen, hvor de fleste ministerier har til huse, har man et ganske særligt forhold til F2, som de bruger dagligt. Særlige rådgivere (det vi normalt kalder spindoktorer), departementschefer og andre ledende embedsmænd i ministerierne ved godt, at hvis de sender en vigtig e-mail, der har afgørende betydning for et lovforslag, så skal de lægge den på sagen.

Og det vil de ofte helst ikke.

Det er derfor helt almindeligt kendt, at man i dén verden nemt kan foretrække et telefonopkald. Selv om man i teorien skal lave et såkaldt telefonnotat – altså et referat af samtalen – og lægge det på sagen, hvis opkaldet har været vigtigt, så sker det i praksis sjældent. Og hvis det endelig gør, kan eventuelle hårde ord mellem to parter udglattes med beskrivelser som vi havde en diskussion af forløbet fremadrettet”. De egentlige hårde kampe mellem ministerier, rådgivere, embedsmænd eller journalister bliver kun meget sjældent dokumenteret i detaljer.

Tidligere særlige rådgivere fortæller mig om at arrangere fysiske møder primært for at slippe for et papirspor, og der findes også tilfælde, hvor private e-mails eller beskeder på Facebooks beskedtjeneste Messenger bruges til beskeder, som man helst ikke har lyst til, at andre senere skal kunne grave tilbage i. Og som i hvert fald slet ikke skal gemmes i F2.

Når en departementschef til et møde skriver noter på gule post-its, kaldes det i fagsproget for formløse noteringer’. De skal som udgangspunkt heller ikke gemmes.

Og så er der sms’erne. De befinder sig i en gråzone midt mellem en e-mail og en formløs notering, hvilket de seneste årtier har gjort dem meget belejlige at bruge i det politiske miljø. Enkelte gange har journalister fået adgang til at se ministres sms’er, men som udgangspunkt har svaret været nej, når journalister har bedt om aktindsigt i sms-korrespondancer.

Især særlige rådgivere sender døgnet rundt sms’er til journalister, embedsmænd og andre spindoktorer, men kun i ganske få tilfælde bliver disse sms’er gemt i F2. Flere tidligere rådgivere har fortalt mig, at de i deres tid i ministerierne højst har journaliseret et par sms’er eller i flere tilfælde ingen.

Når sms’er og andre vigtige oplysninger ikke bliver journaliseret, kan det skyldes travlhed. For det går hektisk til på Christiansborg og blandt topembedsmændene i de såkaldt tunge ministerier, hvor arbejdsdagene er nogenlunde lige så lange, som det overhovedet er muligt.

Men Nils Mulvad har en anden analyse. Han er redaktør i virksomheden Kaas & Mulvad, der blandt andet underviser i undersøgende journalistik og formidling af store datasæt. Han er også formand for Åbenhedstinget, der kalder sig mødestedet for alle, der vil have mere offentlighed”. Spørger man Mulvad, er det med vilje, at vi ikke ved nok.

Hvis fru Jensen i en mindre dansk by skal have lidt ekstra hjælp af kommunen, skal sagsbehandlingen kunne dokumenteres i detaljer. Men det absurde er jo, at når det kommer til de største beslutninger – til det allervigtigste i vores samfund – så må vi ikke få af vide, hvem der har gjort hvad,” siger han.

Mulvads mangeårige erfaring peger ifølge ham selv på, at de slettede sms’er i Statsministeriet i minksagen som sådan ikke er noget nyt.

De gør alt, hvad de kan, for at skjule beslutningerne. Det kan selvfølgelig over tiden have mange forskellige udtryk, men intentionen er den samme: Embedsmænd og politikere i centraladministrationen har et fælles ønske om, at vi ikke i detaljer skal vide, hvad der foregår,” siger Nils Mulvad.

Så vi har altså en i forvejen ret omfattende diskussion om, hvad der skal gemmes som en akt – og dermed i F2-systemet – og hvad der ikke skal gemmes.

Men hvis man vil forstå alvoren i de slettede sms’er i Statsministeriet, bør man huske på, at der bestemt er tilfælde, hvor dokumenter, sms’er og andre oplysninger kan være vigtige for at få forstå en sag – også selv om de ikke er journaliseres i systemet.

Det gælder for eksempel, når der sker ulovligheder, eller der er mistanke om ulovligheder, og en kommission bliver sammensat for at rede trådene ud. På mange måder arbejder kommissionerne som et hold efterforskere hos politiet. De skal kortlægge, hvad der er sket i et konkret tilfælde, så vi alle kan blive klogere – og forhåbentlig undgå fejlene en anden gang. Den slags er mere lavpraktisk, end man skulle tro. For ofte er der stor uenighed om det konkrete forløb. Hvem har sagt hvad? Og til hvem?

I Instrukskommissionen med Inger Støjberg i hovedrollen handler en stor del af kommissionens ret omfattende arbejde således alene om et forløb på nogle få timer og døgn. Under kommissionens arbejde har man for eksempel i dagevis interesseret sig nøje for et møde med Støjberg og hendes embedsmænd forud for en omstridt pressemeddelelse den 10. februar 2016: Hvem var med til mødet? Hvordan sad de i forhold til hinanden? Hvem sagde hvad? Altså spørgsmål, som F2-systemet kun i begrænset grad kan hjælpe med.

I Minkkommissionens udgave hedder spørgsmålet: Hvem vidste, at ordren om at slå de mange mink ihjel var ulovlig – og præcis hvornår vidste de det?

For at opklare disse spørgsmål har man ofte brug for mange andre spor, der ikke nødvendigvis er at finde i F2. Og i dette lys er det selvfølgelig mere end bare almindeligt problematisk, at sms’erne øjensynligt er væk i Statsministeriet. I en kompliceret sag kan alt – også sms’er, tidspunkter for afsendelsen af sms’er eller tidspunkter for telefonopkald – være med til at sammenstykke det store billede.

Torsdag gav Mette Frederiksen sin første offentlige forklaring på de forsvundne sms’er. På et kort møde med pressen sagde statsministeren, at hun – af sikkerhedshensyn – havde fået af vide, at sms’erne skulle slettes.

Jeg er blevet rådgivet i Statsministeriet af sikkerhedshensyn til at have automatisk sletning af sms’er, og den rådgivning har jeg valgt at efterleve,” sagde Mette Frederiksen til TV 2.

Hun afviste samtidig at gå i nogen form for detaljer: Har slettefunktionen været aktiveret siden hendes første dag som minister? Er alle regler overholdt? Det ville statsministeren gentagne gange ikke svare på.

Der foregår en masse ting omkring min telefon, som jeg ikke selv er involveret i,” sagde ministeren.

Noget tyder dog på, at Statsministeriet godt er klar over, at det ikke ser alt for godt ud. Onsdag aften hed det i en udtalelse til en række medier, at den diskussion, der nu er opstået”, har vist, at der er et behov for at udarbejde generelle retningslinjer for opbevaring og sletning af sms-beskeder på tjenestemobiler”. Statsministeriet har nu bedt Justitsministeriet om at få lavet sådan nogle regler.

Justitsministeriet har faktisk først for nylig i september lavet regler om bevaringen af e-mails. I dokumentet med retningslinjer står det klart, at selv om en minister eller toprådgiver sletter en e-mail fra sin indbakke eller telefon, skal de teknisk set bevares et eller andet sted. Og ikke bare i en kortere periode på 30 dage eller lidt mere. Nej, de såkaldte slettemarkerede e-mails” fra departementschefer, ministre og særlige rådgivere skal fremover gemmes i 25 år”. Bare for en sikkerheds skyld. Det er en vigtig detalje.

Statsministeriet fastholder på den baggrund, at ministeriet ikke har gjort noget forkert, når man har slettet sms’er. Fordi sms’er er noget andet end e-mails. Det hedder sig, at sletningen på telefoner er i overensstemmelse med gældende regler”.

Ombudsmanden har dog tidligere givet et ministerium påtale for at have slettet sms’er. Her sagde Ombudsmanden, at sms’erne som minimum burde have været gemt, indtil journalisten havde haft rimelig lejlighed til f.eks. at klage over ministeriets afgørelse til ombudsmanden”.

I tilfældet med de omstridte sms’er i Statsministeriet forsvandt sms’erne ud i intetheden, længe før dagbladet B.T. – der havde søgt aktindsigt i dem – havde muligheden for at klage. Journalisten Jacob Friberg har fortalt, at han søgte aktindsigt i de pågældende sms’er efter 25 dage – altså fem dage før den automatiske sletning.

Ombudsmanden vil ikke gå ind i Mette Frederiksens slettesag nu på grund af Minkkommissionens arbejde. Men han oplyser i en pressemeddelelse torsdag, at han er fuldt ud klar over, at den aktuelle sag rejser mere generelle spørgsmål om sletning og journalisering”.

Lad os her til sidst lige runde et ret vigtigt spørgsmål: Kan vi få de forsvundne sms’er igen?

Alle sms’er har en afsender og en modtager, og selv om afsenderen har haft automatisk sletning af sin telefons sms’er, er der selvfølgelig stadig muligheden for, at modtageren har gemt dem. Og det har de i flere tilfælde. Når vi overhovedet kender til sms’erne fra statsministerens departementschef Barbara Bertelsen, skyldes det, at daværende departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, har gemt dem på sin telefon.

En række andre sms’er venter på os. Det ved vi, fordi forhenværende fødevareminister Mogens Jensens tidligere særlige rådgiver har gemt sin telefon med beskederne fra de afgørende dage, da minkerhvervet blev slået ned. De sms’er har han nu tilbudt at give videre til Minkkommissionen.

Der kan måske også være andre veje til at få sms’erne tilbage. Mette Frederiksens arbejdstelefon er en iPhone, og det er ikke umiddelbart så enkelt at genskabe sms’er herfra, når de først er slettet med den automatisk sletning. De seneste år har selskabet bag telefonen, Apple, i flere trin øget deres indsats for privatlivets fred. Det betyder, at beskeder sendt mellem iPhones – de såkaldte iMessages – er krypteret, og at når de er slettet, ja, så er de slettet. Så selv om statsministeren og måske et enigt Folketing skulle ønske at få oplysningerne ud af Apple og deres servere, så er det simpelthen ikke teknisk muligt, når sms’erne først er slettet.

Apple er desuden på dette punkt så stædige, at de i 2015 kategorisk nægtede at hjælpe FBI med at komme ind i en omstridt iPhone, som en af de to gerningsmænd til terrorangrebet i San Bernardino, Californien – hvor 14 uskyldige blev dræbt – havde på sig. Trods trusler om retssager og andet nægtede Apple at hjælpe. Så vi skal ikke forvente, at sms’erne dukker op ad den vej.

Det er dog værd at bemærke, at blot fordi Mette Frederiksen specifikt ikke har sms’erne på sin telefon, forhindrer det ikke, at hun bevidst eller ubevidst har adgang til dem andre steder. Det kan for eksempel være i gamle iTunes- eller iCloud-backupper, hvis hun eller andre i hendes ministerium har benyttet dem.

Da Mette Frederiksen torsdag mødte Ekstra Bladet, afviste hun igen at fortælle, hvem der i ministeriet havde været med til at sætte telefonen til at slette.

Jeg kommer ikke til at gå ind i interne forhold i Statsministeriet. Når Statsministeriet rådgiver mig, så er det Statsministeriet,” sagde Mette Frederiksen og gentog derefter flere gange:

Det er Statsministeriet, der har rådgivet mig.”

Og dermed endnu en oplysning, som offentligheden i hvert fald lige nu ikke må få adgang til. Tiden vil vise, om dén beslutning står beskrevet et sted i F2.

Hvis du har særlig viden om arbejdet med journalisering eller håndteringen af hemmeligheder i ministerierne, så skriv herunder i bidragssporet eller skriv til [email protected]. Tak.