Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Knud Anker Iversen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kvinden her har radikale løsninger til de udskældte velfærdssystemer. Nu lytter vi også til hendes råd i Danmark

GentænkHilary Cottam vil have menneskelighed og relationer til at spille en hovedrolle i vores velfærdssystem. Foto: Charlie Hopkinson

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Tiden er løbet fra de gamle velfærdssystemer, mener den britiske iværksætter Hilary Cottam. Der er behov for at vende forholdet mellem system og menneske på hovedet, droppe lappeløsninger og i stedet gøre det enkelte menneske i stand til at tage ansvar for sit eget liv. “Moderne velfærd skal kultivere kapabilitet frem for at administrere menneskelig afhængighed,” siger Cottam – og også i Danmark forsøger man sig med hendes metoder.

Hun er fantastisk, ik’?” siger min sidemand og sender mig et blik. Vi sidder på et par stole langs væggen i Rockwool Fondens lokaler i indre København, kvinden ved siden af mig har kort gråligt hår og arbejder med at rådgive foreninger og kommuner. På scenen foran os står den britiske iværksætter Hilary Cottam og taler. Det er hende, altså Cottam, som min sidemand synes er fantastisk.

Hilary Cottam har arbejdet med offentlige velfærdssystemer og hjælpeprogrammer i mere end et årti  – blandt andet i sit hjemland England, hvor hun har rådgivet kommuner, og så har hun arbejdet som fattigdomsspecialist i Verdensbanken og holdt en populær Ted Talk ved navn Social services are broken, how we can fix them.”

Nu er hun så i København for at fortælle om sin bog Radikal Hjælp, der nu er udkommet på dansk. I bogen argumenterer Hilary Cottam for, at tiden er løbet fra de gammeldags, europæiske velfærdssystemer, og at vi har brug for at vende dem på hovedet. For i dag, mener hun, reducerer den offentlige styring mennesker til enheder og numre i rækken – og det har konsekvenser for både de ansatte i systemet og for de borgere, der har brug for hjælp fra det offentlige.

Hilary Cottam har eksperimenteret med alternative måder at indrette et velfærdssystem på og konstateret, at det kan lade sig gøre at skabe noget nyt. Synes hun altså. Og nu håber hun at få verden, inklusiv danskerne, med på den sociale revolution, som hun mener, der er behov for.

Intet mindre,” som hun siger.

HILARY COTTAM ER 54 ÅR GAMMEL, hun har kort, sort hår og frisk hud. Hun virker fuld af energi, måske fordi hun sprang i den københavnske kanal i morges (som er det første, hun fortæller mig, da jeg hilser på hende, inden arrangementet går i gang), eller måske fordi hun tror fuldt og fast på sit projekt.

Under vores interview, der foregår på et par stole i et hjørne af konferencelokalet, speedsnakker Hilary Cottam med britisk accent og fortæller skiftevis om store (og lidt komplicerede) systemforandrende ideér – og så smalltalker hun lidt med de gæster, der kommer forbi for at hilse på hende.

Cottam lægger ud med at tale om den beundring, hun nærer for de ledere, der skabte de europæiske velfærdsstater. Det var utrolig visionært”, siger Cottam, det lagde grundlaget for, hvordan man kunne få hele nationer til at blomstre.”

De moderne velfærdsstater indførte rettigheder og hjælp, der løftede velstandsniveauet i mange vestlige lande. Ret til økonomisk hjælp ved arbejdsløshed, sundhedsydelser og muligheder for uddannelse er bare nogle af de ting, der har ændret vores samfund og været med til at løfte generationer ud af armod og give borgere et langt liv.

Grundlaget blev lagt i det 20. århundrede og forandringerne satte for alvor ind i tiden efter Anden Verdenskrig. Men i dag ser vores samfund helt anderledes ud end dengang, og vores største problemer er af en anden natur, end dengang man designede velfærdssystemerne, mener Cottam. Derfor har vi brug for en ny vision,” siger hun.

Vi har fået nogle nye problemer, som er svære at håndtere i et system, der stammer fra det industrielle samfund,” siger Cottam og påpeger, at når vi justerer velfærdsstaten, så gør vi det med en servicevirksomhed som forbillede.

Hvordan skal vi for eksempel håndtere ensomhed i vores system?” spørger Cottam, vores sundhedssystem skal heller ikke længere kun håndtere smitsomme sygdomme, som kan kureres. I dag er det kroniske sygdomme, der fylder i systemet, så måske skulle vi lære folk, hvordan man lærer at leve med det.”

På den ene side mener Hilary Cottam altså, at den moderne velfærdsstat skal omstille sig til nogle helt nye problemer. Andre vil mene, at den nuværende massestyringsmodel er den bedste løsning, vi har, hvis velfærdsstaten skal holde fast i sit ideal om ens og lige rettigheder for alle.

OVERORDNET SET ER DER TO velkendte versioner af den moderne kritik af velfærdsstaten, der ofte florerer i pressen.

Den ene går på et offentligt system, der ikke lykkes med at give borgere den hjælp, de har brug for. For nylig har det Nationale Forsknings- og Videnscenter for Velfærd (VIVE) udgivet et forskningsprojekt, hvor seniorforsker Ditte Andersen har fulgt nogle af de udsatte danskere, der sidder fast’ i systemet og er blevet afhængige af velfærdsydelser. Sådan et liv er præget af håbløshed og manglende tro på fremtidsplaner, lyder det i forskningsprojektet.

Det andet problem – som har været diskuteret, siden velfærdsstaterne blev grundlagt – er risikoen for, at borgerne bliver passive modtagere af hjælp, en slags velfærdsnassere”.

Tilsammen tegner kritikken et billede af det, som Cottam kalder en transaktionskultur”. Altså en logik, hvor systemet handler om at modtage (og fratage) ydelser og administrere folks behov.

Den kultur stammer måske allerede fra velfærdsstatens fødsel, argumenterer Cottam i sin bog, hvor hun henviser til William Beveridge, der var nationaløkonom efter Første Verdenskrig og arkitekten bag den britiske velfærdsstat.

Beveridges bureaukratier fremhævede den kølige neutralitet og betydningen af at behandle alle mennesker præcis ens. Midt i det 20. århundrede var den slags professionel adfærd fast forankret.”

Konsekvenserne er tydelige, mener Cottam. Vi har fået et system, hvor omsorgen er gået tabt. Et system, der ikke i stor nok grad formår at hjælpe os med vores moderne problemer, og et system, hvor de ansatte ofte føler sig magtesløse.

I Storbritannien er det for eksempel hver tiende omsorgsmedarbejder, der hvert år siger deres job op og finder et andet,” siger hun.

Derfor mener Cottam, at vi bør bevæge os væk fra de massemodeller, vi har skabt, og i stedet skabe et system, der har plads til menneskelighed og gode relationer.

For hvis vi lader være med at tvinge folk ind i et system, hvor den eneste måde, de kan få opmærksomhed på, er ved at sige jeg vil have det her’ eller jeg har brug for den her hjælp’, så tror jeg, at vi vil opleve en helt anden ærlighed og gennemsigtighed,” siger hun.

Det er den filosofi, som Hilary Cottam prøver at udbrede – især i Storbritannien, som hendes bog handler om – men nu altså også i andre lande, der har oversat og udgivet hendes bog.

HVAD ER COTTAMS METODER til at løsne op i et rigidt styret system og i stedet gøre plads til menneskelige relationer?

Hun har gennemført flere eksperimenter, hvor hun netop har forsøgt at vende op og ned på forholdet mellem system og menneske. Hver gang arbejder hun efter de samme principper, der bygger på en mere åben tilgang til mennesker og blandt andet går ud på at udvikle folks evner og skabe gode relationer.

Et af eksperimenterne – det måske mest berømte – foregik i et boligkvarter i det sydvestlige England i byen Swindon. Her havde kommunen problemer med en række udsatte familier, der var blevet afhængige af velfærdssystemets ydelser. De stod uden job, børnene mistrivedes og gik ikke i skole, og familien havde ofte en dårlig økonomi.

Det var problemfamilier, der gennem årene havde været i kontakt med et utal af offentlige medarbejdere og instanser, og de havde stadig ingen tiltro til, at systemet rent faktisk havde lyst til at hjælpe dem.

Mistroen gik sådan set begge veje – for kommunens ansatte stolede heller ikke på familierne. Desuden brugte sagsbehandlerne langt størstedelen af deres tid bag et skrivebord.

På trods af den langvarige kontakt med systemet og utallige forsøg på at hjælpe, blev familiernes liv ikke bedre (og kostede i øvrigt statskassen 250.000 pund hvert år, anslog kommunen). Derfor bad kommunen Hilary Cottam om hjælp til at skabe noget nyt – og det gjorde hun så.

Cottam satte to grundregler op for det nye arbejde med familierne:

Den første var, at familien i langt højere grad selv skulle være med til at styre forandringerne. Den anden var, at sagsbehandlerne skulle bruge 80 procent af deres tid ude hos familien og kun tyve procent bag skrivebordet.

Det skulle skabe et mere tålmodigt og tillidsfuldt samarbejde mellem systemet og familien. Cottam lavede et lille hold af medarbejdere (og faktisk var nogle af familierne med til ansættelsessamtalerne). Cottams hold lejede endda et hus i boligkvarteret, så de bedre kunne sætte sig ind i, hvilket liv familierne levede.

I stedet for at systemet blot administrerede borgernes problemer, skulle familierne have hjælp til at finde ud af, hvad deres drømme var, og hjælp til at udvikle deres evner, så de selv kunne arbejde sig ud af deres fastlåste situation.

Undervejs lykkedes det holdet at forhindre en tvangsfjernelse og få sønnen til at starte i skole igen, ligesom moren i familien kom i gang med et kontorjob. Cottams eksperiment, der er kendt som The Life Programme” har mødt stor interesse i hele verden, også her i Danmark, hvor blandt andre Aarhus Kommune har ladet sig inspirere.

I et pilotprojekt i Aarhus ansatte man to medarbejdere til udelukkende at fokusere på ti udvalgte familier og kiggede på familiens samlede problemer i stedet for kun at fokusere på forældrenes jobsituation. Og så gav man familierne markant større indflydelse på de kommunale indsatser, de modtog. Tilsammen blev det, som der står i en evaluering af projektet, et usædvanligt projekt i en dansk kontekst”. Både medarbejdere og familierne vurderede efterfølgende, at familierne trivedes bedre, havde fået en større tro på tilværelsen og i øvrigt større afklaring omkring forældrenes jobsituation.

DER ER DEM, DER SYNES, at Cottam er genial. Deriblandt min gråsprængte sidekammerat i København. Hun tør at tænke anderledes, og det tror jeg, vi har brug for,” siger kvinden.

Og så er der dem, der vil mene, at hendes idéer er naive – og måske endda en trussel mod den universelle velfærdsmodel, vi har opbygget. For forringer man ikke borgernes universelle rettigheder, hvis systemets hjælp skal skræddersyes til forskellige mennesker og forskellige samfund?

Hilary Cottam har hørt det spørgsmål mange gange i løbet af de år, hun har arbejdet med sine metoder.

Folk er bekymrede for, at nogle mennesker ikke vil få hjælp, at de vil blive tabt. Men det sker jo allerede i dag,” siger hun og understreger, at hendes metoder selvfølgelig ville skulle tilpasses til den danske velfærdsmodel.

Jeg oplever stor interesse i at tænke nyt her i Danmark og i resten af Europa. Behovet er stort, men i øjeblikket er der ingenting til at møde det behov.”

Mange af de principper, Cottam arbejder efter, findes allerede rundt omkring, siger Cottam. Men det findes ikke i hjertet af systemet; det findes i marginen.

Vi har nogle enormt dygtige ansatte i det offentlige, men ofte er det sådan, at de er nødt til at arbejde lidt på kanten af systemet og reglerne, hvis de skal gøre et godt stykke arbejde. Det er et kolossalt spild af ressourcer,” siger hun.

Dine metoder har vist sig at fungere enkelte steder – men kan de bruges i stor skala og i store velfærdssystemer?

Det er lykkedes os at udvide vores eksperimenter mange steder,” siger hun, men fortæller mig så, at hun egentlig synes, at det er forkert at tale om opskalering. Det er et industrielt begreb, der antyder, at det er den samme vare, vi skal sælge, og det er det ikke. Vi skal plante en forandring, der kan forbinde mennesker og tillade lokale tilpasninger.”

DET LYDER MÅSKE VOLDSOMT, når Hilary Cottam taler om en social revolution. Men hun bruger store ord, fordi hun vil gøre det tydeligt, at der er behov for at tænke grundlæggende anderledes. Ligesom verdens ledere gjorde, da de skabte et velfærdssystem, som ingen havde drømt om.

Cottam mener ikke, at det er nok at lappe på vores system ved at ansætte flere sygeplejersker eller socialrådgivere. Vi er nødt til at lave fundamentalt om på vores metoder, hvis vores system skal forbedres,” siger hun.

Er du modgiften til New Public Management, spørger jeg og henviser til den offentlige styringsmetode, der bredte sig i den vestlige verden især gennem 1990’erne, og som har fået kritik for at have alt for meget fokus på styring, målbare resultater og dokumentation.

Jeg forventer egentlig, at hun vil svare lige så langt og nuanceret, som hun har gjort på alle andre spørgsmål, jeg har stillet hende.

Det viser sig, at jeg tager fejl.

Cottam smiler bare stort og svarer yes”.

Hun er, siger hun selv, drevet af kampen mod social uretfærdighed – og måske født en smule naiv. Den lever hun med, naiviteten, hvis det er det, der skal til for at skabe noget nyt.

Mit kritik af det målorienterede system er, at det altid er tilbageskuende. Vi har simpelthen brug for et nyt kompas, der også kan kigge fremad.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: