Et slumrende bjerg af penge: Jeg tog mig sammen og satte mig ind i min pension for at redde klimaet

VÆK PENGENEKan din pension redde verden? Jeg gav det et forsøg. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Vil du være med til at redde klimaet? Så er din pension mindst lige så vigtig som bøffer, rejser og andre dele af dit private forbrug. I denne serie på tre afsnit går den internationalt anerkendte konstruktive journalist Cathrine Gyldensted på opdagelse i sin egen pension. Målet: at vække pengene – og gøre dem grønne. Tag med på en både pinlig, grænseoverskridende og inspirerende rejse ind i en pengeverden, vi taler alt for lidt om.

EN MÅDE er det lidt pinligt, at det først sker nu.

Mit navn er Cathrine Gyldensted. Jeg er 46 år gammel. Og jeg har ikke styr på min pension. Som i slet ikke.

Jeg bilder mig ellers ind, at jeg har nogenlunde styr på en del andre dele af tilværelsen. I mange år har jeg været nyheds- og undersøgende journalist og radiovært, blandt andet på Danmarks Radio og Radio24syv.

Jeg har brugt de seneste år på at gøre journalistikken bedre, når det handler om nuancerne og løsningerne. Området hedder konstruktiv journalistik. Jeg har været leder for verdens første afdeling for konstruktiv journalistik på en journalistuddannelse – på Windesheim Universitet i Holland – og jeg tager nu rundt i verden og hjælper medier med at gøre deres dækning mere løsningsorienteret.

Som journalist har jeg også brugt en del tid på at gå efter andre folks penge – forstået på den måde, at det for mig har handlet om at følge pengesporet – follow the money.

Det har jeg gjort, når jeg har skullet finde ud af, hvem der har gjort hvad og hvorfor. Pengesporet giver ofte et vigtigt fingerpeg om, hvor verden er på vej hen – og hvem der i virkeligheden har magten.

Men nu har jeg taget en drastisk beslutning. Det er slut med at kortlægge alle andres pengespor. Der er brug for, at jeg graver mig ned i … mine egne penge.

Mere præcist: min pension. For den har jeg, som nævnt, ikke styr på. Hvor meget har jeg? Og er den investeret sort eller grønt? Pensionen har i årevis været min sorte samvittighed. Som en lille trøst fornemmer jeg, at jeg ikke er alene med det problem.

Men nu skal det være slut. Jeg indleder her en miniserie om at gøre min egen pension så klimavenlig som muligt. For ifølge eksperterne er det måske den allervigtigste grønne ting, jeg overhovedet kan gøre selv.

Jeg ved ikke, hvor det ender. Men jeg ved det her: Det er vigtigt. Og det kræver, at jeg gør nogle ting, jeg aldrig havde drømt om.

Den første ting er pinefuld.

Opdagelsesrejser

Denne sommer hylder Zetland nysgerrigheden og fylder spalterne med historier om opdagelsesrejser. Over tre uger inviterer vi til at udforske fortællinger om de ukendte veje, de store bedrifter, de afgørende vendepunkter og de lærerige fejl. Imens tager nyhedspodcasten Helikopter sig som altid af dagens store historie. God fornøjelse.

SKAL DU GØRE det i dag?” spørger Torsten.

Ja, det er jeg nødt til,” svarer jeg.

Torsten er min mand. (Han hedder i øvrigt Jansen til efternavn og er tidligere USA-korrespondent, vært på TV Avisen, men nu kommunikationsrådgiver). Det er en tidlig eftermiddag for nogle uger siden, vi er hjemme i lejligheden. Han sidder ved spisebordet, ivrigt lyttende, men med drillende øjne. Jeg går frem og tilbage i stuen.

Torsten har lagt mærke til, at jeg cirkler rundt om den varme grød – nemlig telefonen.

Det er jo ikke meningen, jeg skal ringe op og være en lille pige, der ikke kan finde ud af en skid,” siger jeg.

Og så skal han skose mig for det.”

Jeg skal til at gøre noget, som jeg aldrig har gjort før – og som jeg ikke er spor vild med: Jeg skal ringe til min far. Han har altid haft styr på pensionen. Men jeg har aldrig haft modet til at spørge ham til råds.

Jeg vil fortælle ham, at jeg har været elendig til at lægge pension til side. (Eller det tror jeg i hvert fald. Som sagt har jeg reelt ikke noget overblik). Jeg har også brug for at lægge alle kortene på bordet for at komme videre, føler jeg. Det er en slags blokering, der skal overvindes, for at jeg for alvor kan rydde op.

Jeg vil spørge til hans bedste råd – og måske også, hvis jeg er heldig, få noget trøst.

Men kan man det som 46-årig?

Hvad tror du, han vil sige?” spørger Torsten. Eller: Hvad vil du sige til ham?”

Jamen … altså, jeg …,” siger jeg og går i stå.

Du behøver jo ikke sætte ham ind i alle detaljer,” siger Torsten, der vist forsøger at opmuntre mig. Så gør du ham jo bare bekymret.”

HER SKAL MAN LIGE vide, at min far – ja, begge mine forældre – har været fastansatte læger og snorlige med pensionen hele deres liv. Hver måned blev pensionen automatisk betalt ind.

Sådan har det ikke været for mig. Jo, måske i de år, hvor jeg har været fastansat. Men i fem ud af de 19 år, jeg har været i arbejde, har jeg ikke lagt pension til side. Jeg har boet i udlandet, læst, rejst. Jeg har brugt pengene i stedet for at spare dem op.

Helt sådan som kloge mennesker – som min far – altid siger, at man ikke skal gøre.

Samtidig frygter jeg, at pensionen er spredt for alle vinde. Jeg har været ansat på en håndfuld forskellige medier. Og jeg tænker, at hver eneste af mine arbejdspladser
må have sat mine pensionspenge ind forskellige steder, hos forskellige pensionskasser.

Jeg har ikke det forjættede, forkromede overblik, men jeg fornemmer én ting: Der er nok at tage fat på.

DET ER IKKE LÆNGE SIDEN, det gik op for mig, at jeg bliver nødt til at se min pension i øjnene.

Grunden var egentlig ikke så meget min egen økonomiske fremtid. Det handlede om klimaet. Klimaforandringerne bekymrer mig. Jeg tænker på det nærmest hver eneste dag.

Jo mere jeg læste om klimaet, jo mere fandt jeg ud af, at vi ofte taler om det forkerte. Vi taler en masse om at droppe bøfferne. Om at cykle i stedet for at tage bilen. Om at tage kortere brusebade. Men vi taler meget lidt om, hvad vi gør med vores opsparede penge. Det betyder i den grad noget.

Ifølge Nordea er vores pension faktisk vigtigere for klimaet, end hvad vi ellers gør i vores private forbrug. Den påstand kan udfordres; andre ting er bestemt også væsentlige. Men der er ingen tvivl – hverken blandt økonomer eller klimaeksperter – om, at pensionsmidlerne er ekstremt vigtige for den grønne omstilling.

OECD – Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling – har kortlagt pensionsopsparingerne i sine 36 medlemslande. Og konklusionen lyder meget klart, at din og min pension er en afgørende nøgle til at få det, de kalder climate action”, til at rulle – altså investeringen i, at grønne, klimavenlige teknologier og firmaer når en størrelse, der for alvor flytter noget.

OECD skriver, at organisationens medlemslande – primært vestlige, udviklede økonomier – råder over omkring 185 billioner kroner. Eller skrevet på en anden måde: 185 tusind milliarder kroner. Det er virkelig mange penge.

Det enorme beløb ligger opsparet som vores pensionsmidler. Det er altså kun pensionspenge, ikke almindelig opsparing eller investeringer. Kigger vi blot på Danmark, har vi opsparet lidt under 4.000 milliarder kroner i pension.

Hvor pensionen er investeret, har betydning for, hvor samfundet bevæger sig hen. Er de investeret i grønne, bæredygtige virksomheder – eller i sort energi?

Det gør det endnu mere opsigtsvækkende ikke at have styr på pensionen. Og jeg er ikke alene her (hvilket giver mig lidt opmuntring). Ifølge målinger siger hver anden dansker, at han eller hun ikke har overblik over, hvad de skal leve af, når de bliver gamle. En fjerdedel siger, de ikke har styr på deres pensionsordning.

Vi står altså i et paradoks. På den ene side har mange – læs: jeg – ikke styr på pensionen. På den anden side ved vi, at det, vi – jeg – foretager os med pensionen, betyder meget. Ikke bare for os selv, men for klimaet.

JEG KAN IKKE lade være med at tænke på, hvilke klimafremskridt grønne teknologier – sådan et gigantisk bjerg af slumrende penge – ikke kunne understøtte.

Det er faktisk så vanvittig en tanke, at jeg kan mærke, at det hjælper mig med at sætte i gang.

Det mindste, jeg kan gøre, er at sørge for, at de penge, jeg har, er investeret grønt – og ikke i olieselskaber og flytransport.

Det er derfor, jeg nu vil rydde op i min pension og gøre den grøn. Det er derfor, jeg laver denne miniserie – både som artikler og podcast.

For hvordan gør man? Og kan det overhovedet lade sig gøre både at få et ordentligt afkast på pensionen og placere pengene så grønt, at det hjælper til i kampen mod klimakrise?

Jeg vil tage på en opdagelsesrejse ind i pensionens verden. Jeg vil tale med folk, der er kloge på penge, investering, pension – og klima.

Jeg er ikke engang midt i processen lige nu. Jeg aner ikke, hvordan dette ender.

JEG TRÆKKER VEJRET ind – helt dybt. Og trykker på tasterne. Jeg ringer op.

Hallo,” siger min far.

Hej far,” siger jeg.

Det er midt på dagen, på en lørdag. Et tidspunkt, hvor jeg ved, at chancen for, at min far vil være hjemme – og tage telefonen – er maksimal.

Det er nu, jeg skal tage mig sammen og lægge kortene på bordet.

Far,” siger jeg. Jeg ringer for at tage hul på noget, vi aldrig har talt om: pengesager.”

Ja,” siger han – og lyder allerede bekymret.

På det her tidspunkt, i mit 46-årige liv, kan jeg ikke mindes, at jeg nogensinde har talt om pension med min far. Det er absolut ikke hans skyld. Jeg er sikker på, at han har villet tale om det undervejs – hvis bare jeg havde spurgt. Men … jeg har ikke spurgt. Jeg har undgået det.

Alt dette for at prøve at sige: Min far og jeg er på vej ind i tabu-belagt område.
I hvert fald for mig.

Jeg fortæller ham om mit projekt. Om at få styr på pensionen, gøre den grøn – og berette om det offentligt.

Jeg prøver at få overblik,” siger jeg – men jeg ved, jeg er bagefter med pensionen.

Jeg venter på hans reaktion – og frygter det værste. Men … så overrasker min far mig.

Jeg tænkte nok, du ikke havde lagt nok til side,” siger han.

Men du har 25 pensionsår tilbage,” siger han. Du har to tredjedele af dit pensionsforløb tilbage.”

Med andre ord: Min far begynder at opmuntre mig. Der er stadig tid, siger han. Der er ingen formaninger, bare hjælp og gode råd.

Han giver mig fire konkrete råd:

  1. Læg 15 procent af indtægten til side – hver eneste måned.
  2. Start så tidligt som muligt.
  3. Saml pensionspengene i én kasse – ellers bliver de ædt op af gebyrer.
  4. Find ud af, hvem der kan forvalte dine penge grønnest og med størst fortjeneste.

DA VI LÆGGER på, er jeg udmattet – og samtidig frygtelig lettet. Jeg har set en ret stor frygt i øjnene – nemlig det at blive irettesat – og faktisk overlevet det. Nu er jeg klar til at se en ny ting i øjnene, min pension.

Det næste skridt: at få det store overblik over mine penge. Derefter vil jeg sætte dem grønt og smart.

Min pension er spredt, så meget ved jeg. Men hvor meget har jeg? Kan jeg samle pengene i den der berømte ene kasse? Og kan jeg overhovedet selv bestemme over, hvad pengene er investeret i?

I næste afsnit af serien her begynder detektivarbejdet. I afsnittet, som vi bringer i morgen, får jeg ren besked – og en solid forskrækkelse.

For mine pensionspenge står langtfra særlig grønt.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem