Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Skolen er for diffus, siger undervisningsministeren. Men er løsningen mere kæft, trit og retning?

OPLYSNINGDet var en fejl at gøre så hårdt op med den sorte skole, mener undervisningsminister Merete Riisager. Foto: Sigrid Nygaard / Ritzau

Derfor skal du læse denne artikel

Den moderne skole har svigtet dannelsen i jagten på mål og resultater, lyder kritikken ofte. Nu vil undervisningsminister Merete Riisager slå et slag for dannelsen. Men, siger hun, det skal ske gennem viden, test og stræbsomhed – ikke gennem mere fællesskab, kreativitet og elevrådsarbejde. Så hvad mener ministeren egentlig? Vi spurgte hende.

Et af de temaer, der har fyldt mest i skoledebatten de senere år, har været spørgsmålet om dannelse. Eller rettere tabet af dannelse.

Det har imidlertid været svært at få hold på, hvad dannelse egentlig er, fordi begrebet konstant har antaget forskellige betydninger, afhængig af hvem der taler om det.

Lettere har det været at få hold på, hvad dannelse ikke er. Målstyret undervisning, nationale test og individuelle præstationer har tit været dannelsens modsætninger i debatten. Kritikere af skolekulturen som djøficeret, tempo-frem for-fordybelse og konkurrencestatsforberedende har set dannelsen af demokratiske borgere som det modsatte til den skolekultur, de kritiserer.

Tabet af dannelse har således stået som en overskrift på meget af den kritik, der har præget debatten, især efter folkeskolereformen i 2013. Så da undervisningsminister Merete Riisager (LA) meldte, at det årlige Sorø-møde, hvor skoleverdenens spidser diskuterer skole, i år skulle handle om dannelse, snappede mange efter vejret.

En af de mest markante stemmer i skoledebatten, ph.d. på Aarhus Universitet Brian Degn Mårtensson, skrev på sin Facebook-profil om ministerens invitation til Sorø: Vi står efter alt at dømme på tærsklen til en ny tid rent uddannelsespolitisk. Tanken og ordet er igen frit.”

I dagene op til Sorø-mødet har ministeren givet interviews, hvor hun blandt andet har slået til lyd for, at vi har været for optaget af at gøre de unge til effektive skatteydere, som hun sagde til Berlingske Tidende. Det fik Svend Brinkmann til at konkludere på sin Facebook-profil: Måske er fornuften så småt på vej tilbage.”

Men er ministeren ved at dreje skolen i en helt ny retning?

Det korte svar er: Nej.

Jeg går ikke ind for skolerevolutioner,” som Merete Riisager sagde, da jeg mødte hende på Sorø Akademi.

Vi mødtes i akademiets røde værelse, hvor væggene var malet bordeaux, malerierne rammet ind med guld, og bølgerne på Sorø Sø glimtede i solen uden for vinduerne. Dagens oplægsholdere var gået ud i parken for at lave gruppearbejde, ministeren spiste en sandwich, mens vi snakkede. Håret var trukket stramt tilbage, de gyldne knapper blinkede ned ad blusen.

Så ministeren vil ikke lave revolutioner, men hvad vil hun så?

Helt konkret: Riisagers ærinde er at gøre op med om den reformpædagogiske strømning i den danske skoletradition. Det er en strømning, der trækker tråde tilbage til begyndelsen af det 20. århundrede, hvor reformpædagogiske skolefolk insisterede på at sætte barnet i centrum. Det var gennem selvvirksomhed, nysgerrighed og kreativ skaben, at barnet blev dannet.

Strømningen udviklede sig efter Anden Verdenskrig til den progressive pædagogik, der havde den demokratiske dannelse som omdrejningspunkt. Nu skulle opdragelse og uddannelse ikke længere beskytte barnet mod samfundet, nu skulle opdragelse og uddannelse danne børnene til at kunne deltage aktivt i demokratiet.

Med udgangspunkt i amerikanske John Deweys tanker om den demokratiske livsform blev det skolens opgave at opdrage til demokrati. Dewey er manden bag begrebet learning by doing. For ham var erfaringerne det vigtigste. Man lærer ved at gøre, og børnene skulle lære, hvad der skal til, for at man kan leve i et fællesskab. Den demokratiske opdragelse i skolen var således også forudsætningen for et demokratisk samfund, hvor alle deltager.

Den danske teolog Hal Koch fik afgørende betydning for at udbrede den tanke, der med nazismen havde fået fornyet styrke og nødvendighed. Koch mente, at det ikke er det kulturelle, men det politiske, der binder os sammen. Derfor skal børnene demokratiseres, og det er samtalen, der er kernen i den demokratiske dannelse.

Og det er dén skoletradition, Riisager vil gøre op med. Hun mener, at skolen skal danne myndige borgere, men den dannelse, hun taler om, handler om faglig fordybelse og boglig viden. Det er en viden, der stadig skal måles, testes og karaktergives. Det er en undervisning, hvor læreren skal påtage sig autoritet, og hvor børnene skal lære værdien af stræbsomhed. Det, der skal ruste børnene til at kritisere magten, er ikke en samarbejdende, diskuterende og tværfaglig skolekultur. Det er indsigt, mener ministeren.

Vi kan ikke være sikre på, at fremtidige generationer ikke kommer til at slås mere for det gode, der ligger i at bo i et velstående og frit samfund. Og vi kan ikke vide, hvordan vi genskaber det, men vi ved, at den bedste viden, vi har, ruster mennesker til at retænke det gode. Og det betyder jo, at man skal have en dyb indsigt i fagene, uanset om det er kemi, matematik eller litteratur. Ellers kan vi ikke træffe valg, se problemerne fra forskellige vinkler og have en dialog. Kun ved at koncentrere os om fordybelsen sikrer vi, at kommende generationer bliver i stand til at forny vores samfund,” siger Riisager.

I Sorø talte flere af oplægsholderne om, at den demokratiske dannelse sker, når børnene udøver demokrati. Altså en forståelse af skolen som en demokratisk livsform, der forbereder til deltagelse i samfundet ved at praktisere demokrati. Men ministeren er ikke enig i, at det er den form for demokratisk dannelse, vi har brug for i dag.

Det er jo en Hal Kochsk tilgang til demokrati, at man skal deltage i demokratiet for at forstå det, som er udmærket, men som i min optik er utilstrækkelig i det samfund, vi lever i. Det er ikke nok at deltage i et elevråd. Det er udmærket, men det er ikke nok.”

Hun mener, at det i stedet er i timerne og den faglige undervisning, at dannelsen sker.

Men lærer børnene også kritisk tænkning, hvis skolen har 100 procent fokus på at tilegne sig viden?

Ja, det gør de lige præcis, fordi hvis man har en respekt for viden og kommer i dybden med viden, så opstår der også spørgsmål. Så bestemt, det er i fordybelsen i fagene, at de bedste præmisser for den kritiske tænkning opstår.”

I dagene op til Sorø-mødet sagde Merete Riisager til Berlingske, at det var en fejl at gøre op med den sorte skole og udenadslære. Vi mistede noget, da vi vendte den sorte skole ryggen, og det har givet skolen et mere overfladisk fokus på kompetencer i stedet for at give børnene mere kundskab.

Skal der også være mere kæft, trit og retning i skolen?

Børn skal jo have et frit rum at begå sig i, men børn har også brug for ro. Og den ro får man ved at have en lærer, der er myndig, som er en autoritet, og som viser, hvad det er, vi skal. Hvis læreren frasiger sig autoritetsrollen, så opstår der et mere diffust rum for barnet, som kan være svært at være i. Så læreren skal tage sin myndighedsrolle på sig.”

Er den skole, vi har i dag, diffus?

Ja, der er nogle dele af vores skole og uddannelsesvæsen, der er ganske diffuse, fordi der nogle gange er en dissonans mellem det, vi måler, og det, vi siger, er vigtigt. Vi siger, at bevægelse er enormt vigtigt, men det, vi måler, er færdigheder. Vi siger, at det er vigtigt at opdage og opleve, men vi springer nogle gange let hen over den lærdom, der ligger i fagene. Det giver en diffusitet.”

Så det vigtigste formål med skolen er at få et højt fagligt niveau hos børnene?

Ja, hovedformålet med skolen er kundskabstilegnelse, færdighedstilegnelse og erkendelse. Det er det, der skaber myndige borgere, uanset hvor de kommer fra.”

Så det er også skolens opgave at bryde den sociale arv?

Ja, det er det, men den bedste måde at give børn fra forskellige hjem de optimale muligheder er ved at have en skole med højt fagligt niveau. Så kan de bevæge sig fremad.”

Til folkemødet på Bornholm talte du om, at dannelse også handler om at gå ned ad blindgyder, fare vild og komme tilbage på sporet. Hvordan skal skolen sætte en ramme for det?

Jamen det kan være, at man i en periode synes, at noget er svært, at man er lang tid om at bryde læsekoden, eller at man vælger det forkerte studie. Vi må give lidt luft til, at børn og unge kan gå forkert, og at det er acceptabelt. Det er en del af det at være menneske at træffe dårlige valg, og det skal der være plads til.”

Så skal tempoet sættes ned, så der er tid til at gå vild?

Nej, det er slet ikke det, jeg taler om. Jeg mener, at vi skal have en menneskelig rummelighed, men det betyder ikke, at vi ikke også skal opfordre til stræbsomhed. Hvis vi synes, at flittigliserne er det eneste succeskriterium, så er det svært for unge mennesker at være i.”

Er det ikke netop dem, der går den lige vej, der trives i den sorte skole?

Nej, det er jeg ikke enig i. Flittigliserne trives perfekt i det reformpædagogiske gymnasium, hvor man kan tale sig fra alting, og hvis man kan stille sig op foran klassen og holde et PowerPoint-oplæg, så skal man nok klare den. Jeg mener, at det er de ressourcestærke børn, der flyder ovenpå i den flydende diffuse skole.”

Hvorimod i en skole, hvor man har fokus på fagligheden, har børn, der kommer fra hjem uden bogreol, meget bedre præmisser. Den diffuse projektorienterede skole er designet til den talende klasses børn,” siger Riisager.

Der er en elite, der foretrækker, at man ikke har karakterer, men i stedet får lange udskrifter om ens ageren. Men hvis man udbreder det generelt, så vil man se, at det er elitens børn, der i endnu højere grad profiterer af sådan et system, hvor præmisserne er uigennemskuelige.”

Derfor mener Riisager, at det er vigtigt at holde fast i karaktererne, og det er vigtigt at holde fast i at kunne teste og evaluere den faglige viden, som børnene har opnået. Den form for dannelse, som Riisager taler om, adskiller sig med andre ord fra den dannelse, som for eksempel skolelederen på Glostrup Skole, Yasar Cakmak, tidligere har fortalt om til Zetland.

Cakmak ser folkeskolen som den vigtigste dannelsesinstitution, fordi det er her, børn lærer at forholde sig til mennesker, der er forskellige fra sig selv. Det er i skolen vores fælles referenceramme bliver skabt, fordi det er her, vi mødes, uanset hvem vi er. Det er en form for dannelse, der sker mellem eleverne i skolens fællesskab, ikke primært med udspring i faglig viden.

Hvilken betydning har børnenes fællesskab for dannelsen?

I skolen mener jeg helt overvejende, at dannelsesopgaven er de voksnes ansvar. Der kan være en værdi i at møde andre typer mennesker i skolen, men man må ikke reducere det til, at så er det de andre børns opgave at opdrage eller danne. Det er det ikke. Det er de voksnes ansvar.”

Hvis man træder et skridt tilbage – og ser Riisagers idéer i et større perspektiv – kan man måske sige dette: Med valget af tema i Sorø har undervisningsministeren sat dannelse øverst på den skolepolitiske dagsorden. Dermed har hun måske også kastet en (much needed) ny forsonlighed over skoledebatten.

Men det er vigtigt at holde sig for øje, at den dannelse, ministeren taler om, adskiller sig fra den debatterende demokratiske dannelse, som mange har efterlyst i debatten. Ministeren taler om en anden dannelse. Den dannelse handler om kundskab og viden. Den sker ikke, mens eleverne praktiserer demokrati som livsform. Den sker med den faglige fordybelse – og med den fordybelse sker der også en karakterdannelse af eleverne, mener Riisager.

Det er i vedholdenheden og stræbsomheden, man gør sig erkendelser og rykker fremad. Selvom skolen skaber præmisserne, så er det elevernes egen vedholdenhed, der bringer dem videre,” siger hun. Og det er der ingen grund til at holde skjult for unge mennesker.”

Flere skjorteklædte unge embedsmænd med mapper under armene er stille gået ind i det røde værelse. Med små nik fortæller de hinanden og ikke mindst mig, at interviewet er forbi. Ministeren skal videre med sit arbejde. Men, som Riisager siger:

Det er ikke en samtale, der stopper.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem