Når klimaforskere betales af oksekødsproducenter, er den frie forskning under pres. Og eksemplerne bliver flere

FORSKNING OG FAKTURAER“En ny undersøgelse fra universitetsforskere viser, at …” Hører du ny viden blive bragt i spil med sådan en ordlyd, er der grund til at spidse ører og være kritisk. For ministerier, fonde og firmaer betaler i stigende grad for, hvilken forskning som ser dagens lys. Illustration: Stephen Maurice Graham for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

En rapport om, at slik, kaffe og alkohol belaster klimaet mere end oksekød, har trukket overskrifter. Men forskningen var finansieret af landbruget, der pressede et universitet til at fremhæve den misvisende pointe. Eksemplet er langtfra enestående. Forskere på universiteterne betjener i stigende grad firmaer, fonde og ministerier. Men i kampen for penge har universiteterne accepteret krav om mørklægning af viden, mulige interessekonflikter og forhaling af viden, der ellers skulle styrke de politiske beslutninger.

Nogle fortier finansiering fra firmaer med interessekonflikter. Andre underlægger sig styregrupper med folk, de burde være kritiske over for. Og endelig er der forskere, der accepterer tavshedsklausuler og forhaling af viden.

Med andre ord: De seneste 15 år er der sket et skred i dele af universitetsverdenen. Sådan lyder det fra talrige kilder, jeg har talt med, undersøgelser, jeg har været igennem, og sager, der er blevet afdækket den seneste tid. Skredet består i, hvilken viden nogle forskere ved universiteterne bidrager med til samfundet – og ikke bidrager med. Og det er et skred, som for tiden kommer ud i offentligheden efter års indestængt utilfredshed.

Som Søs Anne-Lise Bayer formulerer det: Fri og uafhængig forskning er efterhånden en illusion, når vi i stigende grad skal indrette os efter at lave forskning, som fonde eller firmaer vil finansiere, og som er garanteret et bestemt afkast eller nytteformål.”

Søs Anne-Lise Bayer er tidligere studieleder på Danmarks Pædagogiske Universitet, i dag ekstern lektor i pædagogik ved RUC og medlem af Netværket af Uafhængige Forskere. 20 medlemmer af dette netværk har i august lanceret en kampagne, hvor de slår et slag for den frie forskning.

Forskerkolleger fra alle videnskabelige discipliner fortæller, at de oplever indgreb i deres forskningsfrihed, men der er opstået en tavshedskultur. Nærmest ingen tør stå frem med deres kritik. Den forskning, man føler bør blive udført, opgiver man at søge om midler til, når man på forhånd ved, at den ikke passer ind i en bestemt dagsorden sat af opdragsgivere, der vægter egne interesser over almenvellets,” siger Søs Anne-Lise Bayer.

Folkene bag kampagnen er langtfra de eneste forskere, der føler sig pressede. Mange fortæller, at de bliver mere afhængige af penge fra firmaer, fonde og ministerier, der påvirker og blander sig i, hvad de kan forske i. De vil også til tider bestemme, hvornår forskerne må eller slet ikke må berette om deres viden. Det pres bliver dokumenteret i alt fra en rapport fra Det Nationale Forskning- og Analysecenter (VIVE), en kortlægning af vilkårene for forskningsfrihed og adskillige sager, hvor fagforbund har frarådet forskere at sætte deres underskrift på samarbejdsaftaler med firmaer, ministerier og fonde.

Dette er historien om det skred, en del forskere oplever inden for universitetets mure.

Bonusinfo. Ifølge en undersøgelse af 28 EU-lande foretaget af en engelsk forskergruppe i 2017 blev Danmarks akademiske frihed rangeret som den 24.-værste. Bundplaceringen hænger sammen med, at akademisk frihed herhjemme har dårligere retsbeskyttelse end mange andre lande. Kilde: Policy Reviews in Higher Education.

Lad os begynde i 2003. Her begyndte et vigtigt magtforhold at ændre sig. Videnskabsminister Helge Sander indførte den parole, der i offentligheden blev kendt som fra forskning til faktura’. I 2006 fulgte sektorforskningsreformen. Flere dele af universiteterne skulle levere forskningsbaserede konsulenttjenester til offentlige og private aftagere. Samtidig er universiteternes budgetter skrumpet i flere år. Lukning af fakulteter og massefyringer i hundredvis er fulgt.

Heine Andersen, professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet, mener, at denne udvikling har ført til, at særligt to faktorer nu stækker vilkårene for fri, uafhængig forskning:

  • 49 procent af universiteternes videnskabelige årsværk består i dag af løse ansættelser. Det viser en opgørelse fra Magisterbladet med løndata fra Finansministeriet. Til sammenligning udgjorde de løse ansættelser 33 procent i 2002. Der hersker altså en stigende usikkerhed blandt de akademikere, som higer efter at få foden varigt inden for universiteternes mure. Samtidig kæmper de fastansatte for at beholde deres job og konstant vise deres værd, viser en rundspørge foretaget af Forskerforum.

  • I denne mere pressede virkelighed har ledelser set sig nødsaget til i stigende grad at måle og veje forskernes værd. Et succeskriterium og målbart parameter, som vægtes højt, er evnen til at tiltrække penge fra legater, fonde, firmaer og andre villige til at finansiere ens forskning. At være ferm til forskningsfinansiering er i højere grad blevet målet frem for midlet. De, der ikke henter penge hjem, står først for, når der skal fyres,” skrev Olav W. Bertelsen, formand for universitetslærerne, i en kommentar i februar hos Forskerforum.

Gider nogen firmaer så betale for forskernes arbejde?

Ja, i høj grad.

Hundredvis af stillinger, årsbudgetter og forskningsprojekter står og falder med, hvorvidt en lind strøm af penge fra fonde og virksomheder fortsat ryger ind.

I 1973 blev cirka ti procent af dansk universitetsforskning finansieret af eksterne aktører. I dag betaler private fonde og virksomheder mere end halvdelen af universiteternes forskningssamarbejdsaftaler. Det viser de seneste tal fra brancheorganisationen Danske Universiteter. Alene i perioden 2007-2017 er pengesummen fra de eksterne private kilder næsten tredoblet.

Hvad betyder det, at forskerne i højere grad er afhængige af betalinger fra firmaer, fonde og ministerier fra gang til gang?

Udlægningen fra universiteterne er, at pengene falder på et tørt sted, men det har sin pris.

De private fonde spiller en utrolig vigtig rolle i det danske forskningssystem,” siger Anders Bjarklev. Han er talsmand og formand for Rektorkollegiet for Danske Universiteter, der er de otte danske universiteters samarbejdsorganisation. Deres bidrag betyder, at der bliver udført meget mere forskning på de danske universiteter, end der ellers ville have gjort.”

Men Anders Bjarklev erkender samtidig, at der sker en skævvridning. En skævvridning, i takt med at statens andel af det offentlige forskningsbudget er faldende og andelen af penge udefra stigende. De, som betaler, bestemmer derfor i højere grad, hvad forskerne skal studere i mikroskoperne.

Det betyder alt andet lige, at der sættes et større tematisk fingeraftryk på universiteternes forskning,” siger Anders Bjarklev.

En anden konsekvens er, at universiteterne langtfra altid formår at bevare et armslængdeprincip i samarbejdet med de betalende kunder. Det viser flere sager inden for de seneste ti år. Her er et udpluk:

  • I 2009 modtog et 14 personer stort forskerhold fra Københavns Universitet penge fra Social- og Indenrigsministeriet for at kortlægge omfanget af brugen af niqab og burka i Danmark. Forskerne fandt ingen burkaklædte kvinder, men de blev forhindret i at publicere eller fortælle om deres rapport, da de i forbindelse med honoraret også havde indvilget i en fortrolighedsklausul. En læk af rapporten til dagbladet Information gav offentligheden indblik i, at V-K-regeringen ville vedtage et forbud, som forskningen ikke fandt belæg for. Efterfølgende beklagede ledelsen på universitet, at fortrolighedsklausulerne var blevet accepteret.
  • I 2015 indgik Venstre-regeringen en landbrugsaftale med dens støttepartier. Aftalen gav landmænd lov til at udlede mere gylle. Forinden havde den fungerende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen oplyst Folketinget om, at forskning fra Aarhus Universitet viste, at vandmiljøet ville blive forbedret med aftalen. Forskernes beregninger viste dog det stik modsatte, men på grund af tavshedsklausuler var forskerne afskåret fra at bidrage til den offentlige debat og påpege fejlene under den politiske beslutningsproces. Sagen blev til en skandale kendt som Gyllegate’. Eva Kjer Hansen mistede sin ministerpost.
  • I 2016 betalte en fond knyttet til Dansk Landbrug 1,5 millioner kroner for en rapport udarbejdet af en lektor ved CBS. Fonden har til formål at styrke fødevareindustriens udvikling. Den bestilte rapport kom frem til, at miljøet ikke vil lide skade, hvis kravene til miljøhensyn i det danske landbrug lempes. Men aktindsigter fra DR og Altinget viste, at rapporten indeholdt citatfusk. Forskeren havde nedtonet ubekvemme data af hensyn til opdraget fra betaleren.
  • På deres private konti modtagerseks danske forskere i finansiering løbende penge fra finanssektorens lobbyorganisation Finans Danmark. Beløbene svarer for lektorerne og professorerne til 33 procent af deres normale månedsløn. CBS, som er landets eneste selvstændige merkantile universitet, oplyste, at det ikke kendte til pengegaverne til forskerne, før disse blev afdækket af Magisterbladet via aktindsigt tidligere i år.
  • I august 2019 fortalte Fødevarestyrelsen DR, BT og andre medier, at alkohol, kaffe og slik er større klimasyndere end oksekød. Budskabet var fundet i en rapport udgivet af forskerne fra Danmarks Tekniske Universitet og Aarhus Universitet. Styrelsen og DR overså, at rapporten var betalt af en fond, hvis opdrag er at fremme salget af oksekød. Forskere fra Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Københavns Universitet stod frem i Information og kaldte rapporten for ubrugelig”, fordi de valgte regnemetoder undervurderede klimabelastningen fra kød. Landbrug & Fødevarer har desuden haft indflydelse på universitetets formidling af rapporten, hvilket Aarhus Universitet i Information har lagt sig fladt ned og undskyldt.
GYLLEGATEAarhus Universitet modtager 3-400 millioner kroner årligt fra Miljø- og Fødevareministeriet for at undersøge spørgsmål om miljø og fødevarer. Da forskere fra universitetet stod frem i 2016 i Berlingske Tidende og afslørede fejl i landbrugspakken, krævede dele af landbrugssektoren, at universitetet ikke længere skulle udføre nogen af disse opgaver. Foto: Jens Christian Top, Ritzau Scanpix

Hvad ved vi om, hvordan forskningen påvirkes af, at mere finansiering kommer udefra?

Nærmest ingen forskere har haft lyst til at stå frem og berette om de problematiske sider ved at servicere betalende kunder, der ønsker at få belyst en bestemt problemstilling. En undtagelse er lektor ved Aarhus Universitet Bjørg Kjær. Hun har erklæret, at strømmen af nye opgaver og dermed penge fra ministerier og andre eksterne samarbejdspartnere tørrer ud, hvis konklusionerne ikke bliver, som kunderne ønsker.

Det er tankevækkende, at du ikke får opgaver en anden gang, så det har omkostninger at holde fast i sin forskningsmæssige integritet. Det er sandt, at money talks,” udtalte hun i et interview i Forskerforum i januar i år.

Samme måned havde Aarhus Universitet indkaldt til en paneldebat om problemet. Mødet tog afsæt i en rapport om forskningsfrihedens vilkår på Aarhus Universitet. Undersøgelsen udført af Det Nationale Forskning- og Analysecenter (VIVE) er den allerførste af sin slags herhjemme. 16 procent af de adspurgte forskerne angav, at de oplever pres ved offentliggørelse af forskning finansieret af eksterne aktører.

Det er ikke acceptabelt,” sagde rektor på AU Brian Bech Nielsen i en offentlig udtalelse.

Af de forskere, som har oplevet pres, svarede 27 procent, at private fonde og virksomheder har presset dem til at ændre deres forskningsresultater. 45 procent har oplevet, at et ministerium eller anden offentlig myndighed har udøvet pres for at ændre et forskningsresultat. 35 procent angav, at de havde oplevet, at et privat firma, der havde betalt for et stykke forskning, efterfølgende ville lægge resultatet på is og slet ikke offentliggøre det.

Hvad ved vi om, hvordan selve presset foregår?

Heine Andersen er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet. I 2017 udgav han bogen Forskningsfrihed – Ideal og Virkelighed. Bogen er den første systematiske undersøgelse af presset på forskningen.

Jeg var med mellemrum i kontakt med Heine Andersen op til udgivelsen, der var fire år undervejs, men blev forsinket mere end et år på grund af vanskeligheder med at få forskere, universitetsledelser, virksomheder og ministerier til at fortælle om de vanskelige gråzoner ved at betale for et stykke forskning. I bogen konkluderer Heine Andersen, at de krænkelser af forskernes ytrings-, publicerings- og forskningsfrihed, som har været omtalt i medierne, desværre langtfra er enkeltstående tilfælde.

Forskningsfriheden og dermed det moderne samfunds frihedsværdier er alvorligt truet. Ministerier udviser ikke respekt for armslængdeprincippet i forhold til forskerne, og universitetsledelserne accepterer kontrakter, der minder om noget fra totalitære stater eller DDR,” siger Heine Andersen.

Kritikken går også på, at flere af de danske universiteter har accepteret kontrakter med tavshedspligt, som juridiske professorer opfatter er for vidtgående i forhold til forvaltningsloven. I forbindelse med denne historie har jeg spurgt Danske Universiteter om kritikken, ikke mindst i forhold til lovgivningen. Anders Bjarklev fra Danske Universiteter svarer:

Der er ingen på universiteterne, der har interesse i at indskrænke forskeres ytringsfrihed. Vi har en god dialog med vores sektorministerier om at få optimale vilkår og klare aftaleforhold for udførelsen af forskningsbaseret myndighedsbetjening.”

Jeg har også bedt Danske Universiteter forholde sig til det problem, at forskerne, der bliver betalt af et ministerium, ikke frit og løbende må publicere ny viden i form af delnotater. Det kan eksempelvis være delnotater, der indeholder ny viden, som en forsker skønner bør offentliggøres hurtigst muligt – for eksempel for at minimere skaderne ved forurening, som forskeren har fået viden om. Danske Universiteter har ikke ønsket at kommentere denne problematik.

UBELEJLIG VIDENProfessor emeritus Heine Andersen: “Kvaliteten af især miljølovgivning, men også anden lovgivning og behandling af rammevilkår kan være blevet forringet, fordi viden er blevet holdt skjult, eksempelvis hvis den viden ikke har været politisk opportunt.” Foto: Linda Kastrup, Ritzau Scanpix

Heine Andersen skelner mellem to former for pression mod den frie forskning – indirekte og direkte. Ved den indirekte pression forstår han, at pengene fra de eksterne aktører sætter dagsordenen for de tematikker, der forskes i. Hermed også hvilke områder der så ikke bliver kastet lys over, fordi det ikke er i nogen pengestærke opdragsgivers interesse.

I den indirekte pression medregner Heine Andersen tilfælde, hvor forskerne oplever, at pengetankene tørrer ud, og det pludselig bliver vanskeligt at tiltrække finansiering. Typisk i kølvandet på, at de pågældende forskere har været kritiske eller mindre eftergivende over for indgreb i deres forskningsfrihed.

Ved den direkte pression gør Heine Andersen opmærksom på, at nogle eksterne aktører forsøger at styre eller påvirke forskningsmetoder, resultater og offentliggørelse eller ej. Mest problematisk er ifølge Heine Andersen, at universiteter og forskere i en del år har indvilget i at underskrive kontrakter med tavshedsklausuler, der begrænser deres forsknings- eller ytringsfrihed. Disse klausuler kaldes også for mundkurve og forhindrer forskere i at bestemme, hvordan og hvornår de må fortælle omverdenen om deres forskningsresultater. En del af mundkurvene består i, at universiteterne afgiver medbestemmelse over, hvornår en forskningsrapport må udgives, og hvornår den vurderes som færdig. Det bliver bestemt af opdragsgiveren – et firma, styrelse eller ministerium.

Et endnu mere vidtgående indgreb er ifølge Heine Andersen brugen af såkaldte dobbelte mundkurve. Her har forskeren ikke bare afgivet bestemmelsen over, hvornår eller hvorvidt han må fortælle omverdenen om sin forskning, men også indvilget i, at han ikke må fortælle, at han har en mundkurv på.

Bonusinfo. Forskerne i andre lande som for eksempel Spanien og Luxembourg nyder godt af retsbeskyttelse, fordi akademisk frihed er skrevet ind i disse landes grundlove. Det er ikke tilfældet i Danmark

Disse dobbelte mundkurve var forskere fra Aarhus Universitet udstyret med, da Miljø- og Fødevareministeriet betalte dem for at undersøge konsekvensen af landbrugsaftalen.

Den demokratiske proces og kvaliteten af politiske beslutninger kan være blevet undermineret på den måde i over et årti på grund af disse mørklægninger og indgreb i forskningsfriheden,” siger Heine Andersen.

I 2008 begyndte han at indsamle eksempler på mundkurve og indgreb i forskningsfriheden. Heine Andersen kom på sagen, da den daværende Forsknings- og Innovationsstyrelse ville betale ham for et forskningsprojekt. Kontrakten krævede, at Heine Andersen skulle acceptere en tavshedspligt og afgive sin ret til sine forskningsresultater. Han nægtede.

Siden er Heine Andersen i forbindelse med researchen til sin bog stødt på kontrakter med mundkurve og dobbelte mundkurve ved bestilt forskningsarbejde på fem ud af landets otte universiteter.

Disse kontrakter har været anvendt bredt som standardkontrakter i mindst ti år fra ministeriel side,” siger Heine Andersen, der blev overrasket, da han oplevede i sine interviews med universitetsledelserne, at de forsvarede omfanget af tavshedsklausuler.
I universitetsloven står ellers, at de skal værne om forskningsfriheden. De har gjort det modsatte. I universitetsloven står, at forskerne skal opmuntres til at deltage i samfundsdebatten. De har skrevet under på kontrakter, hvor der står, at de ikke må sige noget.

Bonusinfo. De private forskningsinvesteringer udgør knap to procent af Danmarks BNP.

Kilde: De Danske Universiteter.

Danske Universiteter betoner over for mig, at universiteterne ikke har nogen interesse i at lægge låg på forskernes ytringsfrihed. De oplever, at ministerierne også er interesserede i at skabe klare aftaleforhold, når forskerne servicerer ministerierne.

Dansk Magisterforening og Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde har også i over ti år set deres andel af betalt forskning indeholdende kontrakter med tavshedsklausuler. Kontrakterne knægter ifølge dem forskernes forsknings- og ytringsfrihed og kan være ugyldige efter forvaltningsloven. Ifølge Dansk Magisterforening udgør forskningsfrihed selve universiteternes dna. Det er ikke desto mindre en ret, som foreningen har set sig nødsaget til aktivt at værne om, for at forskere er i stand til at bidrage til samfundsdebatten med deres nyeste viden og opdagelser.

Vi vil ikke acceptere et pres på hverken forskernes ytringsfrihed eller publiceringsfrihed. Grundlæggende er det vores demokratiske samfundsmodel, der er på spil, når politiske eller økonomiske interesser udfordrer den videnskabelige praksis,” siger Camilla Gregersen, formanden for Dansk Magisterforening.

Der er sket uacceptable indgreb i forskernes forsknings- og ytringsfrihed,” siger Morten Rosenmeier, juraprofessor ved Københavns Universitet og formand for UBVA, Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde.

Han har set aftaler, hvor forskere har givet afkald på alle deres ophavsrettigheder til et ministerium, der har bestilt og betalt for en rapport. Dermed har ministeriet lov til at ændre indhold i en forskningsrapport uden at rådføre sig med forskerne.

Nogle kontrakter går ud på, at forskerne pålægges en fuldstændig ubetinget tavshedspligt om alt, hvad de finder ud af, og desuden afleverer de alt, hvad der kan krybe og gå af immaterielle rettigheder, til bestilleren. Andre kontrakter har lidt mere bløde formuleringer,” fortæller Morten Rosenmeier.

Som formand for UBVA har han gennemgået tavshedsklausuler, som han er blevet bedt om at tage stilling til af eksempelvis Dansk Magisterforening og Djøf. Granskningen er mundet ud i en anbefaling af, at forskerne tager afstand fra og undlader at skrive under på kontrakter med tavshedsklausuler.

Men når det er sagt, forstår Morten Rosenmeier også godt de forskere, der har accepteret klausulerne. For forskerne er presset økonomisk og ansættelsesmæssigt. Uniavisen, som er en uafhængig avis til de ansatte og studerende på Københavns Universitet, prøvede i 2016 at kortlægge omfanget af tavshedsklausuler ved Københavns Universitet. Dengang erkendte Morten Rosenmeier selv over for Uniavisen:

Hvis der i morgen var en kontrakt med tavshedsklausul, hvor mit fakultet kunne få en million til forskning, så ville jeg skrive under. Jeg ville sikkert brokke mig, men hvis ikke det hjalp, ville jeg skrive under. Og det tror jeg, at de fleste forskere ville.”

Hvad gør universiteternes ledelser som svar på kritikken?

Inden for de seneste to år har nogle af universiteterne kæmpet for at begrænse brugen af betalt forskning, der indskrænker forsknings- og ytringsfrihed. Det viser en række aktindsigtsanmodninger fra Zetland. Jeg vender tilbage til universiteternes kamp – først skal vi omkring, hvad dokumenterne, vi søgte efter, viste.

Vi har bedt om dokumenter for årene 2015-2016, der omfatter samtlige ministerier og universiteter. De viser, at Miljø- og Fødevareministeriet er det ministerium, der hyppigst betalte universiteterne til at betjene sig. At dette ministerium oftest har været fremme med pengeposen, er der umiddelbart intet odiøst i. Fødevare- og miljøområdet er et fagområde, der løbende kræver meget overvågning og videnskabelige bud på, hvordan politiske tiltag vil påvirke miljø og klima. Aarhus Universitet og Københavns Universitet har den største forskningskapacitet inden for landbrug, natur og miljø, hvorfor de også har aftaget flest betalte opgaver med tavshedsklausuler.

Og så er det også vigtigt at hæfte sig ved året 2017. Her skete noget vigtigt, når man skal forstå magtspillet og presset mod den fri forskning. Ombudsmanden begyndte at granske et udsnit af sagerne om tavshedsklausuler, og Miljø- og Fødevareministeriet reviderede sine standardkontrakter og punkter om tavshedspligt. De nye kontrakter er en forbedring, men indeholder stadig problematiske elementer, så forskere ikke frit kan publicere ny viden. Sådan lyder dommen fra professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet Sten Schaumburg-Müller og Heine Andersen, forskeren bag bogen om forskningsfrihed.

Og kontrakterne kunne endda være endt med at blive endnu mere indgribende, hvis Miljø- og Fødevareministeriet havde fået sin fulde vilje i kontraktudkastene. Det viser aktindsigterne i processen.

Ministeriet havde nemlig allerhelst set, at embedsstanden og dermed også en siddende minister skulle have lige så stor medbestemmelse som videnskaben over, hvornår forskning opfattes som tilendebragt. Og dermed også hvornår ny viden, som kunne være gunstig eller skadelig for en bestemt politisk kurs, skulle kunne offentliggøres. Således skrev embedsfolkene i udkastene, at udgangspunktet er, at den aftalte leverance kan offentliggøres efter projektets afslutning, og når begge parter er enige om, at leverancen er færdiggjort”.

Aarhus Universitet for i flint over sådan et løst defineret tidspunkt. Et tidspunkt, der i så fald kunne defineres ud fra faglige såvel som politisk strategiske hensyn fra gang til gang.

Det er tale om elastik i metermål her,” påpegede Aarhus Universitets jurist.

Min vurdering er, at udkastene i bedste fald er uklare, i værste fald i strid med forvaltningsloven,” skriver Sten Schaumburg-Müller i en e-mail til mig. Et ministeriums eller ministers interesse i at kunne sidde inde med oplysninger, der ikke videregives til politiske forhandlingspartnere, er ikke en lovlig indskrænkning for universiteter og universitetsforskere.”

At ministeriet ikke fik sin fulde vilje i udkastet til de ny standardkontrakter, hænger sammen med indsigelser fra universiteterne. Det fremgår også af dokumenterne. Disse indsigelser giver et billede af, at universitetsverdenen så revideringen af kontrakterne som en kærkommen mulighed for at slippe ud af den klemme, som den betalte forskning i over ti år har befundet sig i.

Københavns Universitet stejlede over, at Miljø- og Fødevareministeriet krævede, at forskerne efter en afsluttet opgave skulle indgå i et afhængighedsforhold med ministeriet. En forsker, som tidligere har modtaget penge fra ministeriet for at undersøge et bestemt emne, skulle være forpligtet til løbende at rapportere tilbage til ministeriet, hvis ny viden af betydning for Miljø- og Fødevareministeriet senere dukkede op. Altså ny viden, som forskeren på egen hånd flere år senere graver frem, men som berører et emne, som forskeren tidligere har undersøgt for ministeriet. Københavns Universitet krævede, at dette nye punkt skulle slettes. Man gjorde opmærksom på, at: Miljø- og Fødevareministeriet finansierer ikke alt, hvad der laves på universiteterne.”

Aarhus Universitet stejlede over, at ministeriet lagde op til, at det i tvivlstilfælde om tavshedspligt skulle være ministeriet, der afgør offentlighedens indsigt i forskningsdokumenter. Den går ikke, påpegede universitetet. For indvilgede universiteterne i at overdrage al sagsbehandling til ministeriet, ville universiteterne ifølge Aarhus Universitets juridiske chefkonsulent afvige fra deres ansvar om at leve op til offentlighedsloven. Universitetet ville risikere at få en næse af ombudsmanden”.

Det er usædvanligt, at et universitet skriver sådan. Juraprofessor ved SDU Sten Schaumburg-Müller vurderer, at indsigelsen kan læses og forstås på to måder. Den bløde udlægning er, at universitetet vil markere, at ministeriet har overset noget. Den anden udlægning lyder: Kan et ministerium virkelig foreslå noget, der ikke er i overensstemmelse med en lov, som ministeriet må formodes at have en indgående erfaring med?”

Miljø- og Fødevareministeriet valgte at lytte til kritikken. Forskere, som bliver betalt af offentlige myndigheder, må i dag offentliggøre deres forskning, senest syv dage efter at deres universitet har betegnet opgaven som afsluttet.

MUNDKURVE OG MINISTERMAGTBrugen af dobbelte mundkurve på de forskere, som havde leveret beregningerne bag landbrugspakken i 2016, endte med at koste miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen taburetten. Landbrugspakken blev dog ikke trukket tilbage. Foto: Thomas Lekfeldt, Ritzau Scanpix

Jeg har foreholdt Miljø- og Fødevareministeriet kritikken om, at ministeriets udkast og krav om tavshedspligt ifølge nogle af indsigelserne ville være et brud på loven. Ministeriet har valgt at bidrage med et skriftligt svar fra kontorchef Hans Peter Olsen. I det svar undlader han at forholde sig til de eventuelle lovbrud og kritikken fra høringsfasen. Han vælger i stedet at fremhæve ændringerne af kontrakterne.

Folketingets Ombudsmand har også anerkendt tilbage i 2017, at standardvilkårene i Miljø- og Fødevareministeriets reviderede kontrakter mellem universiteter og myndigheder ikke indebærer begrænsninger i den enkelte forskers ytringsfrihed eller krav om tavshedspligt, der rækker ud over lovgivningens almindelige regler,” skriver kontorchef Hans Peter Olsen

Alligevel mener Sten Schaumburg-Müller og Heine Andersen ikke, at vi i Danmark kan tale om tilstrækkelig forsknings- og informationsfrihed. Selv om reglerne ikke blev så vidtgående, som udkastene lagde op til, kan forskerkontrakter stadig håndhæves på en måde, der begrænser den frie forskning. De peger samtidig på, at universiteterne stadig har en økonomisk interesse i at bevare et godt forhold til de aktører, der betaler for forskningen. Ministeriernes lyst til at bestille nye opgaver er afgørende for at bevare arbejdspladser på universiteterne. I tilfældet med Aarhus Universitet er der tale om 300-400 millioner kroner årligt i indtægter for at betjene ministerierne med viden om landbrug, natur og miljø. Universitetet befinder sig dermed i et afhængighedsforhold til betaleren. Og mens en bestilt opgave står på, er forskerne stadig underlagt tavshedspligt. Den forhindrer, at ny viden uhindret og hurtigst muligt kan komme ud og gøre nytte i de demokratiske beslutningsprocesser.

Det er en begrænsning af forskernes ytringsfrihed, fordi forskerne ikke har frihed til at fremlægge bestilt forskning frit og løbende,” siger Heine Andersen.

Presset på forskningen er således i den grad stadig reelt. Sådan lyder det fra flere sider, ikke mindst den aktuelle kampagne fra Netværket af Uafhængige Forskere, vi nævnte i begyndelsen. På kampagnens hjemmeside ser man grynede sort-hvide billeder af seks forskere. De holder sig for munden.

Som forskere kunne vi meget belejligt ikke mene noget,” står der. Men det finder vi meningsløst.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem