Alex Vanopslagh står over for sit livs største udfordring. Med sig har han tre mandater, smøger og en plan

HJEMAlex Vanopslagh er født i Frankrig, og han har boet i Struer, Herning og i Odense. Nu bor han i Vanløse. Alle fotos: Lasse Bak Mejlvang for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

53:35

Derfor skal du læse denne artikel

Formanden for det mindste parti i Folketinget vil ikke bare gøre danskerne borgelige med deres fornuft, men også med deres følelser. Og fikse blå bloks kollaps på vejen. Kirstine Dons Christensen fulgte Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance i et par måneder for at finde ud af, hvad dét betyder – og læste resultatet af sin research op for partiformanden i lydversionen til artiklen.

Karsten Anker Petersen, nyansat kampagnechef i Liberal Alliance, har svært ved at finde Krogerup Højskole. Fra førersædet af sin sorte Mercedes-sportsvogn (blå lys skinner ned på hans fødder) kører han ind mellem træerne i januar-buldermørket. Så holder han ved en korsvej med sit partis formand, Alex Vanopslagh, på passagersædet og Vanopslaghs rådgiver og jeg selv på bagsædet. Alex Vanopslagh, der er klædt som en intellektuel bankmand (det er hornbrillerne, der gør forskellen), har været her før, det er han sikker på. Men det er længe siden, dengang han var ungdomspolitiker.

længe siden kan det nu ikke være.

Manden på passagersædet er 28 år, og netop det, at han er ung, fremhæves hyppigt om ham. Blandt folk, der kender ham, i og uden for hans eget parti, er der også enighed om, at han er intelligent. Driftig. Viljestærk. Det ville ikke være langt fra sandheden at sige, at han ligefrem har fans. Tidligere undervisningsminister for Liberal Alliance, Merete Riisager, siger, at han er et sjældent politisk talent”, fordi han ikke bare kan forklare politik, men også udtænke den. De fleste politikere kan kun én af delene,” siger hun.

Det fremhæves også om ham, at han er godt selskab. Sjov, ligefrem. Nogle oplever det som en distant ironi”, andre som en lune, der ganske rigtigt meget ofte spiller i øjenkrogen bag ved hornbrillerne, når den ikke ligefrem bryder frem i et flabet grin. Socialdemokraten Lars Weiss, som arbejdede sammen med Alex Vanopslagh i byrådet i Københavns Kommune, fremhæver, at Alex Vanopslagh har gode mængder selvironi, hvad der ellers ikke findes til overflod i min branche”. Lars Weiss havde forventet en liberal værdikriger”, der med sit mandat i byrådet fik en ølkasse at råbe fra, men han blev positivt overrasket. For Alex Vanopslagh er også pragmatisk. Meget endda.

Der findes også dem, der fokuserer på noget andet end Alex Vanopslaghs gode selskab. Som fortæller, at hans ledelsesstil i det parti, han blev formand for få dage efter folketingsvalget, er knap så lydhør som den, forgængeren Anders Samuelsen lagde for dagen. Vendinger som kæft, trit og retning” og my way or the highway” bliver brugt. Én kalder det dramatiske forløb, der gjorde Alex Vanopslagh til formand, for et chicken game” mellem Alex Vanopslagh og Simon Emil Ammitzbøll-Bille, og der er delte meninger om, hvor planlagt magtovertagelsen var fra Vanopslaghs side. Nogle nævner, at de grafikker, som ungdomspartiet sendte ud efter formandsskiftet, med taglinen Liberal Alliance 2.0” blev overordentligt hurtigt færdige, i forhold til hvor stor en overraskelse det var, at Anders Samuelsen ikke havde opnået valg.

På Krogerup Højskole skal han om lidt i debat med SFeren Jacob Mark om, hvorfor ungdommen har det skidt, og hvad man gør ved det. Det er sådan noget, der fylder Vanopslaghs dage nu, når han ikke holder møder eller stemmer i folketingssalen eller giver interviews til højre og venstre om det nye projekt for Liberal Alliance. Det, vi skal de kommende år, er benhårdt at fokusere på at rykke borgerligt-liberale holdninger i befolkningen,” som han for eksempel sagde til Information en måneds tid efter valget. I bilen på vej derop spørger jeg, hvem han tror, publikum på højskolen kommer til at holde med.

Jacob,” siger han og ler. Det er da helt sikkert. Det er da altid rart at holde med ham, der kommer og siger, at det er synd for dig.”

I mørket ved korsvejen finder han og Karsten Anker Petersen skiltet, der peger ind mod højskolen, og kører til højre. Ved næste valg skal Alex Vanopslagh gerne have fundet et lige så overbevisende svar på tidens største udfordringer som Jacob Marks, og han skal gerne være mere kendt for det end for sin alder.

PORTRÆTEKSPERIMENT

Når man som journalist går i gang med at lave et portræt af et menneske, så interviewer man ikke bare nogen. Man læser dem. Fortolker dem. Vinkler og udvælger, hvad af det, de har sagt, der var interessant, og hvad der ikke var. Det betyder, at det færdige resultat – det, man sender ud i verden – altid er én ud af flere sandheder om et menneske. Og derfor kan man godt komme til at spørge sig selv: Kan den, man skriver om, genkende sig selv i det? Så det besluttede vi os for at prøve af. I lydversionen til denne her artikel kan du høre Kirstine Dons Christensen læse portrættet højt for Alex Vanopslagh. Og hvad han siger til det.

Der er bred enighed om, at folketingsvalget i 2019 efterlod det, man plejer at kalde den blå blok, i en dyb dal af armod. Liberal Alliance er kollapset, Dansk Folkeparti er punkteret, Venstre har tilsyneladende tabt kompasset og ved hverken, hvad der er venstre eller højre. Nye Borgerlige har kannibaliseret på situationen, og imens er De Konservative, stadigvæk, ja, De Konservative.

Der er en rollefordeling, der ikke helt er faldet på plads,” som Alex Vanopslagh stilfærdigt sagde på sit kontor på Christiansborg i december. Det begyndte, mente han, ved valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti blev større end Venstre, og lillebror blev større end storebror”. Dermed gik der kuk i magtrollefordelingen”, og nu er hele blokken forvirret. Nye Borgerlige står der og siger, at alle andre er idioter, de er det gamle LA. Venstre er ved at finde sig selv. Og så er der os, der skal genvinde fordums styrke ved at overbevise folk om, at vi faktisk gerne vil den rolle, vi altid har været skabt for, og det er at være et korrektiv til det borgerlige Danmark.”

Et korrektiv til det borgerlige Danmark. Det er et budskab, Alex Vanopslagh har spredt vidt og bredt, når han i sine interviews som ny formand er blevet spurgt om, hvad Liberal Alliances eksistensberettigelse er. Problemet med det budskab er simpelt: Lige nu er det svært at se, hvilket såkaldt borgerligt Danmark, hans parti er et korrektiv til. Det er han selv temmelig bevidst om.

Der er nogle kampe, nogle kulturkampe, som bare er tabt. Overvågning er en af dem. Sundhed er en anden. Nu er det jo bare bredt accepteret i det meste af befolkningen og på Christiansborg, at det er en politisk og samfundsmæssig opgave at få folk til at stoppe med at ryge og alt muligt andet. Det liberale frisind har tabt til folkesundheden,” sagde han.

Og hvis vi ender i regering igen i LA og er låst på hænder og fødder og ikke kan sige det rigtige – jamen så er der ikke nogen liberal stemme i det borgerlige Danmark, den er pist forsvundet.”

Ud over Nye Borgerlige, indvendte jeg.

Ja, det kan du jo måske mene, ja,” sagde han. Og smilede. Du træder på den ømme tå.”

Nye Borgerlige eller ej (den tå træder vi mere på senere): Det egentlige problem i blå blok er ikke primært en rollefordeling, der er opstået efter det seneste valg, mener Alex Vanopslagh. De borgerliges problem er, at de er blevet reaktionære,” som han sagde til mig på vej ned ad Christiansborgs gange i december. Hvor er idérigheden?”

Til at begynde med kan man konstatere, at det ikke kun er mængden af idéer, det halter med i den borgerlige lejr, men også hvilke idéer der er de rigtige. Tag Mette Frederiksens nytårstale til eksempel. I den lancerede statsministeren sit budskab om at øge antallet af tvangsfjernelser. Og man kunne, hvis man havde et gammeldags ideologisk blik på verden, have forudsagt, hvem der ville mene hvad: at det borgerlige synspunkt var familien først, og at staten måtte blandes udenom i videst muligt omfang.

Men det kunne man ikke regne med. Flere Venstre-politikere var hurtigt på Twitter med stærk kritik, men det må have været inden, de så deres egen formands reaktion i tv. Jeg synes, hun leverede en flot tale,” sagde Jakob Ellemann-Jensen til DR. Jeg synes, hendes pointer med, at vi altid skal tage børnenes parti, er gode, rigtige og kloge.” Formand for De Konservative Søren Pape Poulsen fandt det saftsuseme svært at være uenig” med talens budskab. Dansk Folkeparti, der ellers ikke typisk ser så forfærdeligt forskelligt på socialpolitikken fra Socialdemokratiet, mente omvendt, at tanken om flere tvangsfjernelser var dybt bekymrende, og at fokus i stedet skulle ligge på forebyggelse.

Uenigheden de blå partier imellem illustrerer det her: Det borgerlige dilemma handler om, hvor grænserne for politikernes egen indblanding går – og det har det vel egentlig gjort, siden de sidste årtier i det 20. århundrede, hvor brede dele af det borgerlige landskab købte idéen om velfærdsstaten som økonomisk omfordeler. Men det er ikke kun på det økonomiske område, at klassisk borgerlig tænkning er trængt. I den britiske historiker Tony Judts bog Reappraisals: Reflections on the Forgotten Twentieth Century fra 2008 forklarer han, at en af de vigtigste bevægelser i forrige århundrede i Europa var nationalstatens storhed og fald. Staterne materialiserede sig i første halvdel af århundredet, mens deres magt i anden halvdel blev stækket af multinationale virksomheder, transnationale institutioner og den accelererede bevægelse af mennesker, penge og varer uden for deres kontrol”, som han skriver. I dag kunne man smide klimaforandringerne oven i bunken af problemer, som staterne har meget svært ved at gøre noget ved alene.

Med andre ord: I dag er der for politikerne simpelthen mindre rum til handling, når det gælder de store strukturelle problemer, der ikke lader sig stoppe af nationalstaters grænsehegn. Venstrefløjen har ikke noget problem med at vise handlingsiver, for inden for sin egen logik kan den bare kaste sig over at gøre det private politisk. De borgerlige, derimod, var længe båret af idéen om altid at holde sig til de store linjer og lade det private være, netop, privat. Måske er det derfor, at idérigheden er forsvundet? Det er svært at blive kendt for noget meningsfuldt, når man helst ikke vil blande sig overhovedet.

Det er dét problem, som en ung gut fra Struer, der engang ville have været på Journalisthøjskolen, men som kom til at tage den forkerte bus på prøvedagen, nu vil løse.

Hvad er det, du skal have danskerne til at se lyset i?

Jeg vil overbevise dem om det stærke og det rigtige i at få et samfund, hvor vi løfter mere ansvar for os selv og for hinanden, uden at man skal have en eller anden fra kommunen, der ringer og beder os om at gøre det,” sagde Alex Vanopslagh. At man ligesom får genvakt en stolthed i folk. Det er et positivt budskab.”

Manden i spidsen for det mindste parti i Folketinget vil gøre befolkningen borgerlig. Det forklarer måske, hvorfor Alex Vanopslagh i de fleste interviews faktisk ikke lyder specielt meget som et korrektiv, når det kommer til stykket. Han lyder snarere som en mand, der er ved at bygge det modsatte op:

Et projekt, der kunne lyde næsten mere storhedsvanvittigt end den regeringsdeltagelse, han ellers har begrædt siden valget.

På scenen i højskolens fællessal sætter Jacob Mark og Alex Vanopslagh sig til rette i Wegners Y-stole. Jacob Mark går i gang med at filme salen til en story på Instagram. Han tager også et billede af Vanopslagh, der smiler. Foran scenen sidder rækker af striktrøjer og sandaler, fortrinsvist kvinder. Bag mig klager to af dem sig hviskende over deres begrænsede udsyn til Jacob Mark.

I bilen på vej herop har jeg fået forklaret, hvorfor den trods alt temmelig dagligdags begivenhed, at Vanopslagh skal deltage i en debat på en højskole, har fordret deltagelse af både kampagnechefen, en rådgiver og ham selv. Det skyldes emnet for aftenens debat: Hvorfor der er så mange unge, der lider i dag. Det er præcis den type dagsorden, som venstrefløjen indtil videre har haft koloenorm succes med at kapre med ord som præstationssamfund og konkurrencestat og karakterræs.

De liberale har modsat ikke haft held med et slagkraftigt modargument. Hvis venstrefløjens påstand hidtil har været, at markedet har kvast os, så er det typiske liberalistiske svar, at det skyldes menneskene, ikke markedet. At man med lavere skat i det mindste kan give folk nogle flere penge. At de, der taber, må prøve at tage og vinde noget mere.

Og det er så det svar, Alex Vanopslagh ikke længere vil give. For købmandslogikken”, som han kalder den, har fyldt for meget for de borgerlige, og den er ikke nogen sællert. Hvis ikke Liberal Alliance tager den udfordring alvorligt, risikerer en hel ungdomsgeneration at gå tabt i stemmespild.

I salen får Alex Vanopslagh ordet først og bliver bedt om at forklare, hvorfor de danske unge har det så svært.

Det gør lidt ondt på en liberal at indrømme,” siger Alex Vanopslagh, men et af problemerne er et fokus på selvrealisering. Det tror jeg er noget af det, som gør, at man føler sig presset i uddannelsessystemet. Men det betyder ikke, at selve uddannelsessystemet er sygt. Tværtimod. Jeg mener, at der er for få forventninger og krav i det uddannelsessystem, og det, vi mangler i dag, er i højere grad, at vi også har fokus på nogle dyder.” Han eksemplificerer:

Altså at man finder mening i livet ved også at fokusere på, hvad det så er, jeg gerne vil i tilværelsen – uanset hvordan det går med min egen selvrealisering og min egen succesfulde karriere. Jeg vil gerne være ærlig. Jeg vil gerne gøre mig umage. Jeg vil gerne være næstekærlig og gå op i at gøre en forskel for mine omgivelser, eller hvad ved jeg.”

På sit kontor forklarede Alex Vanopslagh mig tidligere, at det borgerlige Danmarks problem opstår, når argumenterne bliver for rationelle, for fornuftsbetonede. Han har flere gange kaldt debatten om Fattig-Carina for Liberal Alliances største politiske succes indtil videre. Kvinden ved navn Carina blev omdrejningspunkt for en massiv debat i 2011, fordi hun i sin såkaldte fattigdom på overførselsindkomst alligevel tjente mere, end indkomsten fra et lavtlønsjob. Resultatet blev en moralsk debat om velfærdsstaten. Det var det også, da Alex Vanopslagh – i en live-debat på Folkemødet sidste år – spurgte SFeren Karsten Hønge om, hvorfor han er så grådig efter andre menneskers penge”.

Jeg tror meget på at appellere til det personlige ansvar, som ligger dybt begravet i mennesket. Og det har vi jo gjort i Danmark i årtier. Altså bygget skoler, haller, friskoler, foreninger, startet virksomheder. Der er en stærk drivkraft, og der synes jeg, at den måde, vi har indrettet vores samfund på politisk, modarbejder det. Og det synes jeg er forkert, og der tror jeg, at der er noget værdimæssigt, man kan vinde på,” sagde han.

Det skal være sådan, at man fremover ikke bare kan sige, at Liberal Alliance har den klogeste politik”, det vil sige den fornuftigste politik, men også, at partiet har den rigtige politik”. Den moralske politik.

Og det er jo der, vi taber. For vi har nemt ved at sige til venstrefløjen: Jamen det er jo ikke særligt klogt at gøre. Og så kan de sige: Nej nej, men lighed og solidaritet. Og bum, så har du tabt.”

I salen får Jacob Mark ordet for at give sit bud på, hvorfor ungdommen har det svært.

Jeg mener jo, at det, der ikke spiller, er skabt af strukturer, som vi har været udsat for, siden vi var helt små,” begynder han. De danske børn og unge er som kanariefuglen, som minearbejdere i gamle dage havde flyvende nede i skakten, sådan at man kunne holde øje med, hvornår ilten nåede et alarmerende lavt niveau. Så ville den nemlig dratte død ned fra sin pind. De danske unges lidelser er et lignende alarmsignal, mener Mark.

Derfra går han videre til at rose det danske rockband The Minds of 99. Jacob Mark kan recitere et helt vers fra hukommelsen.

De bedøver mig med ord som fremtid, som om jeg er på prøve her, de er overjordiske, men jeg vil ikke mere, altid et år mere, før jeg kan det der, og jeg må det der, jeg, jeg har papir,” messer han i ét åndedrag. Jeg mener,” siger han så efter at have fået vejret, at man fokuserer alt for meget på, at man skal være noget. I stedet for at blive til nogen.”

Det er den slags oneliners, der har gjort det svært at være borgerlig i nogen tid.

Det store borgerlige dilemma om, hvor meget man skal blande sig, opstår, fordi ethvert samfund må forhandle sig frem til den rette balance mellem menneske og marked. At balancen ikke findes på forhånd, skyldes, at markedet – selv om det er en meget virkelig del af vores liv – et eller andet sted også bare er en fiktion.

Det gælder i hvert fald for de tre forestillinger, der udgør grundlaget for enhver markedsøkonomi: ejendom, arbejdskraft og penge.

Jord bliver først noget, man kan eje, når staten håndhæver retten til det. Mennesker bliver først til arbejdskraft, når de er afhængige af markedet for at kunne overleve. Og penge bliver først et middel til handel, når værdien af dem er bakket op politisk. I udgangspunktet er marked og samfund altså infiltreret i hinanden. Det kan godt være, at det i dagligdagen er praktisk at diskutere rentepolitik og minimumsnormeringer hver for sig, men på et vist punkt ophører forskellene. Det betyder også, at diskussionen om markedet altid vil handle om, hvilke rammer det sætter for de enkeltes liv. Om værdier og om moral.

Så nu er det på tide, at de borgerlige går all in på den diskussion, mener Alex Vanopslagh.

Det er en klog ting at sænke skatterne, for dansk konkurrenceevne og dansk økonomi, men for mig er det først og fremmest et spørgsmål om retfærdighed,” sagde han på kontoret.

Jeg tror, at den der indignation, som mange socialister oplever over ulighed eller fattigdom i tredjeverdenslande – det var sådan noget, man gik op i, inden man gik op i klima – den har jeg med høje skatter.”

Grundlæggende værdier, ikke markedet, fylder også i de bøger, der ligger i stakke på hans kontor. Jeg kiggede i dem, imens han var i salen for at stemme et lovforslag om sommerhuse igennem. Europas Undergang – Immigration, identitet og islam af den konservative britiske tænker Douglas Murray. Alis danmarkshistorie af Ali Aminali. Optimismens politik af Mathias Herup Nielsen. Og A Dictator’s Handbook – Why bad behaviour is almost always good politics.

At få tid til at læse er en del af en ny målsætning, han har sat for sig selv, fortalte han, da han kom tilbage fra afstemningen.

Jeg havde jo sådan lidt en, hvad kalder man sådan noget … Jeg gennemgik en proces for et års tid siden, hvor jeg kom frem til, at uanset hvor dygtig og succesfuld jeg bliver i politik eller karriere, så ville jeg ikke blive lykkelig af det. Det vil ikke give livet mening,” sagde han.

Jeg havde besluttet mig for, at hvis jeg ikke blev valgt, så ville jeg ikke gå tilbage til at arbejde fuld tid. Og jeg ville … hvad skal man sige, dyrke noget mere unyttigt. Jeg overvejede at tage jagttegn, blive dygtig til et håndværk, bruge tid med min søn. Jeg kunne virkelig mærke, at hvis jeg også skulle have det hele menneske med, så skulle det ikke bare være arbejde fra morgen til aften, som det var – altså jeg havde et fuldtidsarbejde, jeg sad i byrådet, jeg havde et spidskandidatur, jeg havde min søn hver anden weekend. Der var en indre tomhed.”

Han smilede.

Og så er det jo ironisk, at jeg ender med at påtage mig så meget ansvar her, men jeg kan mærke, at der er en anden ro. Forstået på den måde, at jeg har ét job. Ud over at være far. Det er klart, at hvis ikke jeg leverer varen, så ryger LA under spærregrænsen, og så er partiet dødt, og så er det min fejl.”

Det er liberalismens fader, den britiske 1700-talstænker Adam Smith, der er Alex Vanopslaghs forbillede, når det kommer til at kombinere moral og marked. Smith er kendt for at være manden, der navngav begrebet om den usynlige hånd, der styrer markedet. Historien har været mere glemsom, når det kommer til hans tanker om moral – som han selv betragtede som sit vigtigste bidrag til filosofien. For Adam Smith var ikke bare en kold markedskyniker. Han argumenterede for, at følelser er grundlaget for god fornuft. At markedet kun er vigtigt i den forstand, at det skal fremme menneskelige dyder.

Det handler om at appellere til de grundborgerlige værdier,” sagde Alex Vanopslagh på sit kontor. Hvis folk søger hen mod det meningsfulde liv, så skal vi også være dem, der slår et slag for, at det meningsfulde liv handler om at løfte et personligt ansvar.”

At det alligevel ikke altid er så nemt, som det lyder, at hylde det personlige ansvar”, behøver man ikke lede længe efter blandt tidens store problemer for at få bekræftet.

Liberal Alliances politik på klimaområdet er for eksempel, at teknologiske, markedsbaserede løsninger skal have bedre vilkår. Det er ansvarligt, lyder argumentet, fordi de løsninger er mere effektive, end at hver enkelt borger forsøger at spise mere plantefars.

Alex Vanopslagh har, skal vi sige, opøvet en sympati for dem, der går meget højt op i klima i deres personlige liv, fortalte han mig. Også selv om han ikke mener, deres handlinger gør den store forskel.

Det giver folk mening, at de køber vegansk shampoo og sorterer deres affald og gør alt det her. Selv om det ikke gør en forskel, men fordi man gør noget dydigt, man lever op til et moralsk mål,” sagde han. Deri ligger kimen jo til at give folk mening i deres liv og at skabe et bedre samfund.”

Er det et personligt ansvar at affaldssortere?

Ja, men … jamen det er det jo på sin vis, ja. Det giver folk en følelse af, at …”

Hvorfor hører man så ikke Liberal Alliance slå på tromme for, at folk skal gøre, hvad de kan selv?
Det kunne man jo godt. Men man skal også sige noget, der er klogt. Og det, der gør en forskel, er jo ikke, at 80 procent af indbyggerne i København og Aarhus sorterer deres affald og køber plantemælk i stedet for rigtig mælk. Man skal også gå ind for en politik, der gør en forskel. Især hvis man reelt tager problemstillingen alvorligt.”

Så lige præcis på klimaområdet er der ikke et moralsk påbud om at gøre noget selv?
Jeg har stor respekt for de mennesker, der gør noget selv. Det har jeg fået. Hvor jeg tidligere har haft det sådan lidt, jeg syntes, det var lidt fjollet, fordi det er noget, der ikke gør en forskel. Det giver dem en følelse af at gøre noget rigtigt.”

Alex Vanopslagh ser på mig. Han har lænet sig helt frem i stolen og hviler sine arme på sine knæ.

Hvornår har Alex Vanopslagh nået sit vilde mål?

Jeg tror, det er noget, jeg kommer til at arbejde med, indtil jeg går i graven,” sagde han på kontoret. Og så tog han sig selv i det.

For syv år siden, seks år siden, der var jo den der liberale tidsånd. Særligt blandt de unge. Jeg var da overbevist om, at 10-15 år efter ville LA være et af de største partier. Vi ved ikke, hvad der sker om 5-10 år. Vi lever i en opbrydningstid, vitterligt.”

En mere akut udfordring er at sikre, at Liberal Alliance overhovedet kommer over spærregrænsen ved det næste valg – og gerne lidt mere. Og den mest konkrete, parlamentariske forhindring for, at Alex Vanopslagh kan få sit parti til at vokse, findes i et mønster, der er ved at tegne sig ved de brede forlig for tiden. Man så det for eksempel under klimaloven, hvor kun to partier stod uden for den meget brede aftale: Liberal Alliance og Nye Borgerlige. Man så det også, da et lige så bredt flertal gik sammen om at forbyde lattergaspatroner for personer under 18 år. Igen med undtagelse af Liberal Alliance og Nye Borgerlige.

Begge partier vil sænke det offentlige forbrug med 0,5 procent, afskaffe topskatten, og begge partier gik til valg på et asylstop.

Jeg spurgte ham, hvad forskellen på de to partier er. Og Alex Vanopslagh talte om, at tonen i hans parti er en anden, at seriøsiteten er større. Og så er ambitionsniveauet et helt andet,” sagde han. Altså der er få borgerlige partier, der tør at sige, at det offentlige skal være arrangeret anderledes.”

Det tør Nye Borgerlige også. De har sagt, at hele beskæftigelsessystemet bare skal stoppes.
Ja ja, men så fint nok. Så er der Nye Borgerlige, der tør sige noget.”

Spørgsmålet er, om problemet her er isoleret til en øm tå. Eller om det drejer sig om, at der ganske enkelt er for mange borgerlige partier i det hele taget. Så mange, at flere af dem egentlig grundlæggende mener det samme – især De Konservative, Nye Borgerlige og Liberal Alliance – og at forskellen på dem ligger i den måde, de udtrykker sig på. Som at Søren Pape Poulsen fra De Konservative er en mand, der siger saftsuseme”, og at Mette Thiesen fra Nye Borgerlige er blevet dømt for ærekrænkelse, fordi hun på Facebook kaldte en fitnessinstruktør for terrorist-sympatisør”. Politisk ligger de ikke langt fra hinanden: De går alle sammen ind for lavere skat og færre udlændinge. Men stilen er forskellig.

Jeg spørger Alex Vanopslagh, om Liberal Alliance ikke bare kunne slå sig sammen med Nye Borgerlige.

Kunne vi slå os sammen? Jeg vil ikke være i parti med Mette Thiesen. Synes, det er barnligt, og det er bare ikke den måde, vi bedriver politik på,” siger han.

Er det her ikke netop problemet for hele det borgerlige Danmark?
Det kan blive et parlamentarisk problem, hvis ikke vi alle sammen ender over spærregrænsen. Men er det et problem for borgerligheden i sig selv? Ej, det tror jeg ikke, det er endnu. Der er kommet et nyt parti til, det er Nye Borgerlige. Og som sagt, jeg tror, hvis vi havde kommunikeret vores udlændingepolitik bedre, så tror jeg ikke, de var opstået. Omvendt, så kan man se, at mange af dem, der stemmer Nye Borgerlige, er jo også folk, der virkelig bare hader muslimer, og det er ikke sikkert, vi nogensinde ville kunne appellere til de mennesker, for det ligger langt væk fra den måde, vi kommunikerer vores politik på.”

Alex Vanopslagh er begyndt at gå i kirke. En gang imellem i København, en gang imellem i Silkeborg, hvor moren til hans søn bor. Han ved ikke hvorfor. Han tror ikke på gud. Måske er det bare, fordi de i Silkeborg har et godt børnerum, hvor hans treårige kan lege, mens der er gudstjeneste.

Det fortæller han mig på vej tilbage i taxaen fra Krogerup til Vanløse, hvor han bor. Det var næsten svært at komme af sted. De unge stod i kø for at snakke med både Mark og Vanopslagh, da debatten var slut. Taxameteret har ramt næsten 100 kroner, da vi kommer ud til den ventende taxa, og Vanopslagh smider et par kroner mere på, for han skal lige nå at have et sug af en smøg.

Alex Vanopslagh kommer alligevel frem til et svar på det med kirken.

Måske har det bare noget at gøre med, at jeg står over for mit livs største opgave,” siger han. Og at jeg helst ikke må fejle.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: