Okay, jeg begynder lige den her artikel med at sige noget lidt ekstremt om den grønne omstilling. Her kommer det:

De senere års landvindinger inden for energiproduktion, transport og fødevarer har for længst sat verden på kurs mod en klimaneutral fremtid, hvor naturen vil genindtage enorme landområder i en sand genopblomstring af planetariske dimensioner. De teknologier, som vi i dag har til rådighed, kan nemlig uden problemer barbere mere end 90 procent af vores årlige drivhusgasudledninger så snart som i 2035. Samtidig vil de radikalt mindske vores behov for landbrugsjord, gøre os rigere og udjævne en god del af forskellen mellem rige og fattige lande.

Får sådan en udmelding mig til at lyde tosset? Eller som en verdensfjern jubeloptimist?

Forudsigelserne er ikke noget, jeg har grebet ud af den blå luft. Jeg har hentet dem i en nylig rapport fra den amerikanske tænketank RethinkX. Og forudsigelserne er relevante at kigge nærmere på, fordi verden lige har fået en stribe andre bud på, hvordan vores nærmeste fremtid kan udfolde sig, nemlig dem, som man kan finde i den seneste rapport fra FN’s Klimapanel. Den handler om mulighederne for at begrænse vores udledninger af drivhusgasser de kommende år – og dermed forhindre planeten (og os selv) i at få hedeslag.

Rapporten fra FN’s Klimapanel har fået en del opmærksomhed – især for sine dystre advarsler om, at det virkelig haster med at få gang i den grønne omstilling. Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med en rapport fra en relativt perifer amerikansk tænketank, når flere hundrede forskere fra FN’s Klimapanel lige har fremlagt resultatet af flere års finkæmning af den samlede videnskabelige litteratur om de samme emner?

For det første, fordi folkene fra RethinkX historisk har været noget bedre til at forudsige udviklingen inden for vedvarende energi og flere andre nøgleområder end den forskning, som FN’s Klimapanel baserer sig på. Og for det andet, fordi rapporten fra RethinkX fungerer som et spejl, vi kan holde op foran vores – måske lidt for fastlåste – måde at tænke på fremtiden på.

Så hvad er argumentet fra RethinkX-folkene? Det overordnede argument lyder, at en stribe teknologiske fremskridt de senere år har bragt verden frem til tærsklen af nogle seriøse omvæltninger inden for tre nøgleområder, som tilsammen er ansvarlige for mere end 90 procent af de globale udledninger af drivhusgasser: nemlig energiproduktion, transport og fødevareproduktion.

Inden for energiproduktion taler RethinkX-rapporten især om de muligheder, som kommer af konstant faldende priser på solenergi, vindenergi og energilagring i batterier. Tilbage i 2010 forudsagde hovedmanden bag RethinkX, den Stanford-tilknyttede futurist Tony Seba, at prisen på solenergi ville falde med 80 til 90 procent frem mod 2020. Det var der ikke mange, som troede på dengang. Men som man kan læse i den nye rapport fra FN’s Klimapanel, fik han ret. Prisen på solpaneler faldt med 85 procent. Og det gjorde prisen på batterier i øvrigt også, mens prisen på vindenergi (som allerede dengang var ret lav) faldt med yderligere 55 procent. Den centrale forudsigelse fra RethinkX lyder nu, at prisfaldene vil fortsætte i nogenlunde samme takt de kommende år. Og det vil, lyder analysen, føre til en hel ny situation med superabundance, superoverskud, af ren og billig energi, som ikke mindst vil komme verdens fattigste til gode. Ræsonnementet bag lyder sådan her: Sol- og vindkraft vil blive de dominerende energikilder over hele kloden på grund af den lave pris. Men vi vil være nødt til at sætte ekstra mange vindmøller og solpaneler op for at have strøm nok selv på de mørkeste og mest vindstille tidspunkter. Derfor vil der resten af tiden være et stort overskud af billig energi, som man så kan bruge til alt lige fra at afsalte havvand i ørkenlande til at opvarme huse og oplade elbiler i et land som Danmark. Det lyder måske lidt syret, men der er faktisk allerede i dag tidspunkter, hvor vindmøllerne i Danmark producerer mere strøm, end vi kan nå at bruge, blandt andet fordi vi endnu ikke har koblet produktionen af vindkraft særlig tæt sammen med produktionen af varme. Udrulningen af vind- og solkraft er også i fuld gang over det meste af verden, og det går virkelig hurtigt. Så sent som i 2018 fik Vietnam under en promille af sin strøm fra solkraft. I dag er tallet ti procent.

Når det kommer til transportsektoren, sætter folkene fra RethinkX deres lid til selvkørende elbiler. De forestiller sig en omvæltning i to faser. Først vil prisfaldene på batterier føre til, at elbiler udkonkurrerer fossilbiler. Og det er faktisk noget, som vi allerede ser tegn på. Salget af fossilbiler toppede på verdensplan i 2017, mens salget af elbiler bare stiger år for år. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om elbiler udkonkurrerer fossilbiler, men hvornår – det er de fleste enige om. RethinkX-rapporten spår, at elbilerne vil dominere salget af nye biler totalt, allerede når vi når til 2030. Men mindst lige så betydningsfuld er anden fase af den omvæltning, som RethinkX-folkene forudsiger – den, hvor biler bliver selvkørende. I løbet af dette årti, spår de, vil de fleste mennesker holde op med at købe deres egne biler og i stedet vænne sig til at bestille en selvkørende bil, når de skal bruge én. Det vil betyde langt mindre behov for biler samlet set.

Folkene fra RethinkX forestiller sig altså nogle ret vilde omvæltninger i måden, vi skaffer os energi og transporterer os rundt på. Men deres vildeste forudsigelser handler faktisk om vores madproduktion. RethinkX-rapporten forudsiger nemlig intet mindre end et kollaps af den globale husdyrindustri. Og det skyldes to forskellige teknologier, som – ligesom solpaneler, vindmøller og batterier – er faldet voldsomt i pris de senere år. Den ene er såkaldt præcisionsfermentering, og den anden er cellebaseret kød. Præcisionsfermentering går ud på at fifle med en mikroorganismes gener for at få den til at producere et bestemt stof. Det er den samme teknologi, som en af Danmarks største virksomheder, Novo Nordisk, længe har brugt til at fremstille medicin mod sukkersyge. Novo Nordisk bruger teknologien til at ‘programmere’ mikroorganismer til at lave insulin. Men man kan altså bruge den samme teknologi til at få mikroorganismer til at producere proteiner, der kan erstatte kød, mælk og æg. Og her forestiller RethinkX-folkene sig en snarlig revolution, hvor proteiner fra mikroorganismer vil udkonkurrere proteiner fra dyr, fordi de kan laves meget billigere, sundere og sikrere. En stor del af efterspørgslen på egentligt kød vil samtidig kunne imødegås af cellebaseret kød, hvor man dyrker kødceller i bioreaktorer og på den måde kan lave en bøf uden at skulle opfede en hel ko. Tilsammen vil de to teknologier allerede i 2030 kunne dække tre fjerdedele af markedet for proteiner til menneskeføde, hedder det i rapporten fra RethinkX, og det vil være en enorm klima- og miljøgevinst. For det første udleder mikroorganismer nemlig ikke drivhusgassen metan på samme måde som husdyr, men endnu vigtigere, så er mikroorganismer langt mindre kræsne og langt mere effektive til at omsætte deres ‘foder’, end husdyr er. Mikroberne kan i mange tilfælde fodres med affaldsprodukter, og de kan omsætte dem til noget brugbart langt mere effektivt, end nogen husdyr kan. Det betyder, at der kan blive frigivet enorme landarealer, som i dag bruges til at skaffe husdyr mad. I dag bruger vi mennesker et areal på størrelse med Nord- og Sydamerika til at fodre vores husdyr, og meget af dette areal – rapporten taler om et areal på størrelse med USA, Kina og Australien – kan blive frigivet til natur. Ud over at være en kæmpe gevinst for naturen vil det også give os en billig måde at hive CO2 ud af atmosfæren på. Mange af områderne vil ganske enkelt kunne få lov at springe i skov, og mens træerne vokser, vil de suge CO2 ud af atmosfæren. Voila.

Tilsammen betyder de her udviklinger – ifølge folkene fra RethinkX – at det vil være muligt at skabe et fuldkommen klimaneutralt samfund i løbet af et par årtier, uden at vi behøver at vælge mellem klima og miljø på den ene side og økonomisk fremgang og bekæmpelse af fattigdom og ulighed på den anden. Udviklingen er endda uundgåelig, hævder de, spørgsmålet er kun, hvor hurtigt det helt præcis kommer til at gå. Og det er, understreger de, op til os selv.

Hvis folkene fra RethinkX har ret i bare halvdelen af deres forudsigelser, rejser det nogle vigtige spørgsmål omkring den måde, vi går til vores store klimaudfordring på i dag. Så handler det nemlig hverken om at skære ned i vores udledninger eller opfinde ny teknologi, der kan hjælpe os. Nej, så gælder det mest af alt om at skubbe på en udvikling, som allerede er i gang, eller i det mindste undgå at forsinke den.

Rapportens centrale pointe er, at fremtiden indtræffer i pludselige ryk, ikke gradvist. Når en ny teknologi er bedre end en gammel, hedder det, så går det stærkt, ligesom da biler udkonkurrerede hestevogne, eller da digitalkameraer udkonkurrerede dem med filmruller i. Det er en helt anden måde at tænke på end den, som dominerer i mange andre analyser, inklusive dem, som FN’s Klimapanel på lange stræk baserer sig på, og dem, som danske politikere typisk får at træffe beslutninger ud fra. Her opererer man typisk med mere gradvise ændringer, hvilket ifølge folkene fra RethinkX fører til en fejlagtig strategi, hvor man forsøger at skrue lidt på alle knapper på én gang i stedet for at fokusere på de få teknologier, som virkelig kan skabe nogle hurtige og gennemgribende forandringer. Et dansk eksempel kunne være, når vi forsøger at fintune vores produktion af grisekød i stedet for at satse helhjertet på de nye kød-alternativer. Sådan en tilgang, hedder det i rapporten, vil aldrig kunne løse problemet, fordi den ikke tager fat om de mest grundlæggende årsager til det.

Anbefalingen fra RethinkX-folkene lyder derfor, at vi bør fokusere vores klimaindsats på de nye, grønne teknologier, som har størst potentiale til at skabe store omvæltninger ved at udkonkurrere de gamle og sorte teknologier i en fart. Og på lange stræk handler det simpelthen om ikke at stå i vejen for markedskræfterne, for eksempel i forhold til sol- og vindenergi. Det største klimapotentiale, hedder det i rapporten, ligger i at fjerne barrierer for udrulning af de nye teknologier, som allerede er kommercielt modne, samtidig med at man udrydder forskellige former for støtte til de gamle. Men det er også vigtigt at støtte nye teknologier, som er teknisk modne, men endnu ikke billige nok til, at markedet investerer i dem af sig selv. Så kan de nemlig ret hurtigt komme til at stå på egne ben rent kommercielt – ligesom man faktisk har set det med sol- og vindenergi, som nu kan klare sig på markedsvilkår i det meste af verden efter en årrække med hjælp fra en række lande, heriblandt Danmark, Tyskland og Kina.

Rapporten fra RethinkX indledes med en stor, fed disclaimer, hvor der blandt andet står, at det altså ikke er forfatternes skyld, hvis man investerer sine sparepenge ud fra deres forudsigelser og ender med en lang næse. Og man kan selvfølgelig sagtens finde steder at sætte spørgsmålstegn ved deres spådomme. For eksempel er det muligt, at de går lidt let hen over spørgsmålet om, hvordan vi skal skaffe råstoffer hurtigt nok til at bygge alle vindmøllerne, solpanelerne og batterierne. Mere grundlæggende kan man også spørge sig selv, om RethinkX-folkene er lidt for hurtige, når de uden videre overfører logikken fra historiske omvæltninger på specifikke markeder – for eksempel overgangen fra dvd-film til streaming på videomarkedet – til hele energisektoren og fødevaresektoren. Modsat videofilm udgør energi- og fødevareforsyningen selve fundamentet under ethvert samfund, og hvis der mangler mad eller energi, ja, så udbryder der ret nemt revolution. Det gør der ikke, hvis der mangler videofilm. Derfor er energi- og fødevareforsyningen måske anderledes. Og endelig er der måske også nogle kulturelle faktorer på madfronten, som forfatterne undlader at forholde sig til. Kan man forestille sig, at det finere franske køkken i løbet af en periode på omkring 15 år uden videre lader sig udskifte med noget, hvor ingredienserne er opvokset i en ståltank?

Og så videre. Når folk spår om fremtiden, kan man altid finde svagheder i deres tankegang. Man skal bare huske, at andre krystalkuglekiggere – for eksempel de klimaøkonomer, som FN’s Klimapanel baserer en stor del af deres fremtidsscenarier på – heller ikke just leverer skudsikre forudsigelser. Fremtidsscenarierne i den seneste rapport fra FN’s Klimapanel lægger betydelig vægt på teknologier, hvis potentiale der mildt sagt er delte meninger om, samtidig med at andre teknologier stort set bliver ignoreret.

Uanset hvad er det dog slående, at der faktisk er nogle vigtige fællesnævnere mellem rapporten fra RethinkX og så den rapport, der for nylig kom fra FN’s Klimapanel. Jeg har i hvert fald fundet tre, som jeg vil runde artiklen her af med.

Den første konklusion, som står lysende klar i begge rapporter, er, at klimaforandringerne ikke er et teknisk, men et politisk problem. Vi har simpelthen teknologien til rådighed til at få udledningerne ned, både hurtigt og billigt. Det handler bare om at tage den i brug.

Den anden konklusion, som begge rapporter meget tydeligt lægger frem, er, at det faktisk hjælper at støtte teknologier med et stort potentiale til at lave store omvæltninger. En central konklusion i rapporten fra FN’s Klimapanel lyder, at en række landes støtte til sol- og vindenergi over en årrække har været helt afgørende for at nå frem til der, hvor vi er i dag, hvor de to energiformer faktisk er blevet den billigste form for energi, menneskeheden nogensinde har haft adgang til (måske lige bortset fra dengang, man bare gik ud og samlede nogle pinde i skoven til sit bål).

Og så er der den tredje, sidste og måske vigtigste konklusion, som man kan trække ud af de to rapporter. Den lyder, at klimaforandringerne ikke lader sig løse med småjusteringer af den måde, vi lever og producerer på. Der skal gennemgribende forandringer til. “Afbødning tænkt som gradvise ændringer er ikke nok,” står der et sted i FN-rapporten. Så selv om folkene fra RethinkX skælder ud på forskerne fra FN’s Klimapanel for generelt at tænke alt for meget i småjusteringer og alt for lidt i store omvæltninger – eller disruption, som Tony Seba foretrækker at kalde det – er den nye FN-rapport faktisk fuld af diskussioner af, hvordan man kan opnå lige netop store omvæltninger. Det står nemlig i stigende grad klart, at der bliver brug for dem. Og det kan godt være, at folkene fra RethinkX er lidt vel optimistiske i forhold til, hvor hurtigt det kan komme til at gå med at lave alting om. Men det er muligvis heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er måske, at de hjælper os med at forestille os, at det er muligt.