Døren knirker, da landmanden lukker den bag sig. På kroppen har han en hvid kedeldragt, og på fødderne gummistøvler. “Det ser sgu ikke for godt ud,” mumler han for sig selv, mens han hiver sin telefon op af lommen og ringer op. I den anden ende af røret er hans dyrlæge. Landmanden ringer for at fortælle, at flere af hans svin er syge. Han er bange for, de er blevet smittet med den ekstremt dødelige svinepest. En sygdom, der vil betyde, at tusindvis af svin skal slås ned, og som kan komme til at koste samfundsøkonomien milliarder.

Men heldigvis er der ikke udbrudt svinepest i Danmark. Faktisk er der heller ikke nogen svin og heller ingen knirkende dør. I virkeligheden er manden i kedeldragten ikke engang landmand. Han er kommunikationskonsulent i landbrugsorganisationen SEGES, og han og ‘dyrlægen’ står lige over for hinanden under hvert sit spotlys. Vi er på Grisekonference 2021, hvor en fyldt sal ser teaterstykket Breaking: Svinepesten rammer (igen) Danmark. Parentesen henviser til, at teaterstykket også blev opført tilbage i 2019, men nu er det back by popular demand, og det er kun blevet mere aktuelt i mellemtiden. Stykket viser, hvad der vil ske, hvis et udbrud af svinepest kommer til Danmark, og byder blandt andet på en falsk breaking news-udsendelse, hvor en afdelingsleder fra SEGES spiller tv-vært.

Det lyder måske ufrivilligt komisk. Jeg får det i hvert fald lidt pinligt, når jeg ser det på min computer. Men da kameraet panorerer ud over publikum, er der ingen fnisen eller ironisk distance at spore. Et udbrud af svinepest i Danmark vil være en katastrofe. Det ved alle dem, der sidder i salen, som for størstedelens vedkommende er svineproducenter. I dag ved de også alt om det udbrud, der i november sidste år – kun et par uger efter konferencen – ramte det nordlige Tyskland, mindre end 250 kilometer fra den danske grænse. Det, som i teaterstykket er fiktion, kommer tættere og tættere på virkeligheden.

Svinepest smitter kun mellem svin, men den har alligevel vist sig svær at tæmme. I Danmark er vi indtil nu gået fri, fordi vi ikke har vildsvin i naturen, men som storeksportør af svin er vi sårbare, fordi de mange lastbiler fyldt med grise kan risikere at tage sygdommen med tilbage – og fordi et udbrud vil ramme den danske eksport hårdt. Svinebranchen og myndighederne bruger hvert år millioner på at holde sygdommen ude, så vi kan opretholde produktionen af 30-40 millioner svin hvert år. Men ifølge nogle iagttagere burde vi måske snarere bruge frygten for svinepest som en anledning til at spørge os selv, om vi overhovedet behøver at producere så meget klimabelastende kød.

I 2007 sejlede et skib fra et ikke nærmere bestemt afrikansk land til Georgien. Med sig havde besætningen noget mad, som – uden at de vidste det – var inficeret med African Swine Fever eller ASF. Det er den type svinepest, som svinebranchen og de danske myndigheder frygter i disse år. Da skibet kom i havn i Georgien, blev køkkenaffaldet smidt ud på havnen. Og måske netop fordi lækkert madaffald jævnligt landede på havnen, gik der tamme grise rundt, og de spiste de inficerede madrester. Sådan kom nogle søfolk for 15 år siden uforvarende til at starte en epidemi, der stadig raser.

Alle, der har prøvet brætspillet Pandemic, kender følelsen af, at smitten løber løbsk, og de små, farvede kuber spreder sig alt for hurtigt ud over spillepladen. Lidt den samme følelse får jeg, når jeg ser på en grafik over svinepestens spredning i Europa. Først er der bare en enkelt rød prik i Georgien, men efterhånden som vi nærmer os i dag, spreder røde, blå, grå og hvide prikker sig på kortet, hvor hver prik markerer forskellige typer af udbrud. Efter Georgien spreder de sig nordpå til Rusland, Belarus, Ukraine og De Baltiske Lande, og i 2014 begynder smitten at rykke vestpå med truende fart.

En af dem, der har fulgt svinepestens bevægelse mod Nordeuropa nøje, er Carola Sauter-Louis. Hun er viceinstitutleder på Institut for Epidemiologi på Friedrich-Loeffler-Instituttet (FLI), Tysklands statslige institut for dyresundhed, som står bag smittekortet. Da hun så, hvordan prikkerne rykkede længere og længere vestpå, var hun ikke i tvivl om, at svinepesten med tiden ville komme til hendes hjemland. “Det var altid et spørgsmål om hvornår,” fortæller hun.

I de første år flyttede ASF sig ret langsomt, fordi vildsvin er den suverænt største smittebærer, og de kan kun sprede sygdommen med mellem 20 og 40 kilometer om året. I 2018 kom det derfor som lidt af et chok, da smitten pludselig sprang mere end 800 kilometer fra det østlige Tjekkiet til Belgien. Da smitten kom til Tyskland, ser det på kortet fra FLI ud, som om den pludselig dukker op ud af ingenting. Det tyder ifølge Carola Sauter-Louis på, at den ikke kom med vildsvin.

“Spredningen skyldes menneskelig aktivitet, ikke vildsvin, der vandrer,” siger hun. Det betyder ikke, at mennesker kan få svinepest, men ‘menneskelig aktivitet’ kan for eksempel være, hvis en chauffør har inficeret spegepølse med i madpakken og smider resterne et sted, hvor de bliver samlet op af et vildsvin – eller hvis nogle søfolk dumper inficerede madrester på havnen.

I november 2021 skete der så det, som danske myndigheder og svineproducenter længe har gruet for. Svinepesten ramte tamme grise i det nordlige Tyskland. “Det rykker tættere og tættere på, og en større og større del af Europa er ramt af smitten,” siger Jens Peter Nielsen, der er professor i svinesygdomme ved Københavns Universitet. “Så selvfølgelig skal vi være bekymrede. Det skal vi specielt, fordi det har vist sig, at EU’s foranstaltninger ikke er i stand til at kontrollere det. Både regionale myndigheder og EU-systemet prøver på mange måder at kontrollere det, og det spreder sig bare alligevel.”

Kommer svinepesten til Danmark, er det ikke kun svineproducenterne, der kommer til at mærke det. Det kommer til at koste samfundet dyrt. Danmark er verdens største eksportør af svin. Hvert år sender vi 15 millioner levende grise ud af Danmark, og i 2020 eksporterede vi svinekød for svimlende 35 milliarder kroner. Selv spiser vi herhjemme kun ti procent af det svinekød, vi producerer.

Opstår der bare et enkelt udbrud af svinepest i Danmark, kommer det derfor til at få økonomiske konsekvenser. Alene frygten for, at smitten spreder sig, vil være nok til at få det, man kalder tredjelande – altså lande uden for EU – til at stoppe al handel med dansk svinekød. Sådan lød det i en beregning, som Københavns Universitet lavede for Fødevarestyrelsen i 2019. Her vurderede forskerne, at et eneste udbrud af svinepest i Danmark vil få lande som Japan, Sydkorea og kæmpemarkedet Kina til at boykotte dansk svinekød. Præcis det oplever man også i Tyskland lige nu, fortæller Carola Sauter-Louis. “I Tyskland er kun 2,6 procent af landet påvirket af smitten, men tredjelandene siger stadig: ‘Nej, vi vil ikke købe svin fra Tyskland’. Også selv om det kommer fra et sted, der ligger 1.000 kilometer fra det ramte område,” siger hun.

Så hvad vil det koste, hvis Kina og andre gode kunder dropper dansk svin? Forskerne fra Københavns Universitet vurderer, at danske svineproducenter vil stå over for et indtægtstab på mellem 1,3 og fem milliarder kroner om året. Ifølge brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer er det endda lavt sat. Deres estimat er, at et enkelt udbrud vil koste Danmark mellem fire og syv millioner kroner i tabte eksportindtægter.

Oven i det venter der desuden den danske statskasse en lille ekstraregning, hvis svinepesten kommer. I 2020 lærte vi, at staten skal erstatte dyr, som en smitsom sygdom kræver aflivet. Og det gælder altså ikke kun mink med COVID-19. Hver gang Fødevarestyrelsen forlanger husdyr aflivet, hvad enten det er på grund af fugleinfluenza, kogalskab eller svinepest, får producenten erstattet 100 procent af dyrets værdi. Fødevarestyrelsen vurderer derfor, at et udbrud af svinepest på en gennemsnitlig farm vil koste staten i omegnen af 11 millioner kroner. Det er det, de kalder et ‘mindre udbrud’, mens et såkaldt massivt udbrud vil omfatte otte svinebedrifter, og så løber statens regning op i 85 millioner kroner. Dertil kommer, at staten også skal dække ubrugeligt foder, rengøring og desinficering med videre. Og der er i øvrigt ikke nogen garanti for, at et udbrud af svinepest maksimalt ville ramme otte farme. “Hvis det rammer en besætning, der sælger avlsdyr til mange andre besætninger, så kan det lynhurtigt sprede sig,” siger Jens Peter Nielsen fra Københavns Universitet.

Sammenlignet med de 18 milliarder, som minkindustrien får i kompensation, lyder 85 millioner kroner ikke af meget. Men nogle sætter alligevel spørgsmålstegn ved det rimelige i, at staten går ind og ‘forsikrer’ en branche mod uforudsete hændelser – navnlig en, der belaster klimaet og miljøet mere end de fleste andre. En af dem er Enhedslistens fødevareordfører Søren Egge Rasmussen. “Det virker, som om landbruget over tid har opnået fordele, som ikke er i andre erhverv. Jeg ville synes, det var mere rimeligt, hvis det var en del af landmandens egen forsikring, i stedet for at det er statskassen, der skal erstatte dyrene.”

I efteråret 2021 lancerede et bredt flertal i Folketinget en grøn landbrugsaftale, der skal sørge for, at landbrugets udledning af drivhusgasser bliver mere end halveret inden 2030. Aftalen har imidlertid fået kritik for ikke at rumme en målsætning om at producere færre husdyr, selv om der blandt eksperter er bred enighed om, at kødproduktion spiller en meget stor rolle i klimakrisen. Kødforbruget udgør således 82 procent af klimagasserne fra europæernes kost.

Problemet med den enorme kødproduktion er kun blevet endnu større, siden Rusland i februar invaderede Ukraine, for netop de to lande producerede før krigen hele 30 procent af verdens hvede. Vi står nu over for en fødevarekrise, og det fik i marts 180 internationale forskere til at sende et åbent brev, hvori de opfordrer alle landes regeringer til at sætte ekstra skub på den grønne omstilling af landbruget. Som der står i brevet, bliver der i dag produceret mad nok til at brødføde hele klodens befolkning og flere til. Et af de helt store problemer er bare, at for mange afgrøder bliver brugt til dyrefoder i stedet for at blive spist af mennesker – i Danmark er det for eksempel 80 procent af landbrugsjorden, der er afsat til dyrefoder. Det er bare langtfra alt det, et dyr spiser, som bliver til kød. Groft sagt skal der syv kilo korn til at lave et kilo oksekød og fire kilo korn til at lave et kilo svinekød. Der er altså store reduktioner at vinde ved at dyrke mad direkte til mennesker frem for til dyr.

Regeringen har taget et lille skridt i en mere plantebaseret retning med den Plantefond på 675 millioner kroner, som blev lanceret i forbindelse med landbrugsaftalen, og som frem mod 2030 skal give plantebaserede fødevarer en mere prominent plads i dansk landbrug. Men det er for lidt, hvis man spørger Christian Bugge Henriksen, der forsker i klima og fødevaresikkerhed på Københavns Universitet. “Det er en god start, men det er ikke nok at bruge 75 millioner om året på det. Der skal langt større investeringer i gang, hvis det virkelig skal ændre noget,” siger han. Christian Bugge Henriksen ser ikke for sig, at danske landmænd af sig selv opgiver deres produktionsanlæg og skifter svin ud med bælgfrugter. Det kræver en økonomisk gulerod.

Regeringen kunne vælge at se mod Holland, hvor kvoter ikke kun omfatter fisk og kvinder i bestyrelser. Her er der nemlig sat loft over, hvor mange svin landbruget må producere hvert år, og svineproducenter kan få tilskud til at lægge om. Derudover har den nye hollandske regering besluttet at investere 30 milliarder kroner om året de næste 10-15 år, blandt andet med målet om at få hollænderne til at spise mindre kød. Men i Danmark skal omstillingen fra produktion af kød til planter i højere grad ske ad frivillighedens vej. Som fødevareminister Rasmus Prehn i 2021 skrev i et svar til Greenpeace: “Vi kan altså godt håndtere klima- og miljøudfordringerne uden at stille krav om, at husdyrproduktionen skal reduceres.”

Fra både politikere og fra erhvervet lyder argumentet ofte, at vi her i Danmark har så klimaeffektiv en svineproduktion, at det vil være decideret dårligt for klimaet globalt set at reducere produktionen herhjemme. For så vil grisene jo bare blive født, opfedet og slagtet et andet sted på en måde, der belaster klimaet mere. Christian Bugge Henriksen forstår godt argumentet, men siger alligevel:

“Det er rigtigt, at Danmark har noget af verdens mest effektive svineproduktion, men der er andre lande, der kommer tæt på. Og så er der det faktum, at vi bliver nødt til på globalt plan at bremse stigningen i kødforbruget og faktisk få lavere kødforbrug. Det er noget, vi simpelthen bliver nødt til. Og netop fordi Danmark er sådan et stærkt landbrugsland, kunne vi gå forrest i en omstilling til mere plantebaseret fødevareproduktion og på den måde inspirere andre lande til også at gøre det,” siger han.

Og selv om svineproduktionen kunne forurene mere, end den gør, er det alligevel udelukket at fortsætte med den kødproduktion, vi har i dag, hvis vi samtidig vil nå regeringens klimamål. Det mener Katherine Richardson, der er leder af Københavns Universitets Sustainability Science Centre. “Hvis vi stadig vil satse så hårdt på kødmarkedet i Danmark i 2050, så skal vi være bevidste om, at den skal produceres på en helt, helt andet måde,” siger hun.

Selv om Katherine Richardson ser med interesse på det, der sker i Holland, mener hun dog ikke, at kvoter er vejen frem. Siden hun i 2010 var formand for Klimakommissionen, har hendes budskab til politikerne været klart: Indfør CO2-afgifter, så I lever op til jeres eget princip om, at ‘forureneren betaler’. Og det er også hendes holdning i dag: “Vi mener bestemt i Klimarådet, at der skal være om ikke indført, så i hvert fald varslet, at der kommer en CO2-afgift på landbrug, for det vil fremme investeringer i blandt andet andre typer af staldbygninger, som er dyre. Så må landmanden selv afgøre, om han vil klare sine CO2-forpligtelser ved at betale for dem, have færre dyr, skifte fra dyr til plantebaseret eller andet.”

Om regeringen følger Klimarådets anbefalinger denne gang, finder vi og Katherine Richardson ud af til efteråret, når Mette Frederiksen og kompagni præsenterer anden halvdel af deres udspil om afgifter på CO2 – den halvdel, der omfatter landbruget.

Mens landbruget tegner sig for en fjerdedel af Danmarks drivhusgasudledninger, udgør det to-tre procent af BNP og otte procent af den samlede eksport. Og selv om der ikke er tvivl om, at landbruget hiver vigtige eksportindtægter hjem til Danmark, har erhvervet årligt en gæld på over 300 milliarder kroner. Men selv om dansk svineproduktion ikke er en entydigt god forretning, er det uomtvisteligt, at som det ser ud nu, ville de økonomiske konsekvenser af et udbrud af svinepest være omfangsrige. Derfor besluttede et bredt flertal i Folketinget i 2018 at bruge 124 millioner kroner på blandt andet at rejse et 70 kilometer langt vildsvinehegn langs den dansk-tyske grænse. Det blev samtidig besluttet, at de vildsvin, der på det tidspunkt levede i Danmark, skulle skydes, og at bestanden fremover skal holdes helt i bund. Derfor er der i dag noget nær ingen vildsvin i den danske natur.

I dag ser Fødevarestyrelsen og branchen selv i stedet lastbiltransport som den største risikofaktor. Siden 2007, da svinepesten kom til Europa, har EU krævet, at alle lastbiler bliver vasket og desinficeret, så snart de har læsset svin af. Herhjemme har Landbrug & Fødevarer stillet endnu strammere krav til hygiejnen i lastbilerne og kræver, at de bliver vasket igen ved den danske grænse. Om reglerne så rent faktisk også bliver fulgt, er en anden sag. Da Fødevarestyrelsen foretog en stikprøvekontrol i 2018, var resultatet alarmerende: Tre ud af fire lastbiler var ikke vasket grundigt nok, da de ankom til grænsen. Noget bedre så det ud i 2021 – her gjaldt det knap ti procent. Det betyder dog stadig, at der hver dag ankommer lastbiler, som ikke er rene nok, og der skal i princippet kun én til at bringe smitten til Danmark. “Det kan jo være, at der hvor lastbilen stod og læssede af, der går en grisepasser forbi næste dag i sine gummistøvler, og så kommer virus med gummistøvlerne ind i besætningen,” forklarer Jens Peter Nielsen fra Københavns Universitet.

Anette Boklund, der er seniorrådgiver ved Institut for Veterinær- og Husdyrvidenskab på Københavns Universitet, forklarer det på denne måde: Reglerne for vask og desinfektion sikrer, at der er ‘meget lille’ risiko for, at den enkelte lastbil tager smitten med tilbage til Danmark. Sagen er bare, at der er tale om rigtig, rigtig mange lastbiler – ifølge Landbrug & Fødevarer kører der årligt cirka 28.000 svinetransporter over grænsen. Det svarer til mere end tre lastbiler i timen, døgnet rundt, året rundt. Og det betyder ifølge Anette Boklund, at “den samlede risiko for alle transportvogne bliver ‘mindre lille’”, som hun udtrykker det. “Svarende til, at risikoen for at blive involveret i en trafikulykke bliver større, jo mere tid man tilbringer på vejen.”

Ifølge Fødevarestyrelsens egen trusselsvurdering er der ‘meget lav’ risiko for et udbrud af svinepest i Danmark – selv efter udbruddene i Tyskland i november sidste år. I den henseende lader det til, at de danske myndigheder tager risikoen noget mere afslappet end svinebranchen og de landmænd, der sad på tilskuerrækkerne til Grisekonferencen. Ifølge Signe Balslev, der er sektionsleder i Fødevarestyrelsens Center for Dyresundhed, baserer man den lave risikovurdering på alle de regler og retningslinjer, der indtil nu har holdt smitten ude. Men det kræver så også, at alle regler og retningslinjer rent faktisk bliver overholdt.

Som det er nu, ligger meget af ansvaret hos den enkelte svinebonde. Som der står i materialet, som Landbrug & Fødevarer sender ud til sine medlemmer: “Hvis bare en enkelt svineproducent slækker på sikkerheden, kan det gå galt.” For som coronaen har lært os, skal der kun en lille smule sløseri eller ubetænksomhed til, før en virus kan sprede sig. Jens Peter Nielsen, professoren i svinesygdomme, udtrykker det sådan her: “Der er mange forskellige smitteveje, hvis man giver sig til at tænke over det.”

Derfor er der også flere steder, hvor det kan gå galt.

Ifølge tyske Carola Sauter-Louis er der særligt én smittevej, hvis risiko er overset: jagtrejser. Både Fødevarestyrelsen og Landbrug & Fødevarer understreger, at de gør meget for at informere jægere om risikoen, men Carola Sauter-Louis frygter, at nogle småbønder, som kun ejer hobby- eller deltidslandbrug, flyver under radaren. “Jeg ville ikke være så sikker på, at de har to forskellige par sko og gummistøvler. På den måde kan de via jagt bringe smitten ind på de små gårde,” siger hun.

Netop jagt kan faktisk også være grunden til, at smitten i november sidste år pludselig sprang til det nordlige Tyskland. Der går nemlig rygter om, at ejeren selv har bragt smitten ind, fortæller veterinærdirektør i Landbrug & Fødevarer Jens Munk Ebbesen. “Han går på jagt, og han har været på jagt i områder med svinepest. Det ved man, men det er jo ikke det samme, som at det er ham, der har haft smitten med.”

Han fortæller, at ret mange svineproducenter har jagt som hobby, og at vildsvinejagt er særligt populært. Derfor gør Landbrug & Fødevarer, hvad de kan for at opfordre deres medlemmer til at lade være med at tage gevær og natkikkert med til lande, hvor svinepesten raserer. “Skrækscenariet for mig er, at der er en svineproducent, der er på jagt i områder, hvor der måske ikke er fundet afrikansk svinepest endnu,” siger Jens Munk Ebbesen. “Det kunne for eksempel være nede i Italien, hvor der her i januar kom ASF. Hvis han er på jagt dernede, kan han få noget lort på støvlerne uden at vide, at der er ASF. Når han kommer hjem, er der måske bøvl i stalden, så han skynder sig derud. Så får han ikke lige tænkt sig om og får ikke overholdt de normale regler i forhold til smittebeskyttelse. I sådan en situation vil det kunne ske, at virus kan tages med ind i en besætning.”

Det er ikke alle eksperter, der ser jagtrejser som nogen stor risikofaktor. Anette Boklund fra Københavns Universitet peger for eksempel på, at det ikke er tilladt at gå på jagt i områder med svinepest. Men spørger man Carola Sauter-Louis fra tyske FLI, er realiteten en anden, nemlig at der stadig bliver jaget i områder, hvor der er konstateret svinepest. “Vi ved fra Polen, at det stadig er tilladt for udlændinge at gå på jagt i områder, der er ASF-positive,” siger hun.

Et utal af danske rejsebureauer tilbyder da også jagtrejser til både Polen og Tyskland og reklamerer med “adrenalinpumpende drivjagter”. En af dem, der sælger den slags rejser, er Michael Birch Jensen, der er jagtkonsulent i Aurora Jagtrejser. Han fortæller, at vildsvinejagt stadig er meget populært, og at han endnu ikke har oplevet, at et jagtrevir er blevet lukket på grund af svinepest eller noget som helst andet. Så udenlandske jægere har altså stadig rig mulighed for at gå på jagt i områder, der ellers er på Europa-Kommissionens kort over Restricted Zones.

Det er let at fortabe sig i milliarder af kroner i mistede eksportindtægter og millioner, som staten skal betale landmændene. Men et udbrud af svinepest vil også give nogle helt andre problemer, påpeger Jens Peter Nielsen fra Københavns Universitet.

“Vi er så ekstremt sårbare, for hvis vi får det, vil der lukke så meget ned, at vi vil få kæmpe problemer med grise, der skal aflives,” siger han. “Vi kommer til at stå med op mod 300.000 grise om ugen, vi ikke ved, hvad vi skal gøre af.”

Det er vigtigt at huske, at det her ikke kun handler om økonomi, men også om dyrevelfærd, påpeger den tyske professor Carola Sauter-Louis. Sygdommen er i sig selv grufuld. Det starter med høj feber, sår overalt på og i kroppen, og efter seks til ti dage dør grisene, hvis ikke de bliver aflivet først. Hun fortæller om en lettisk video, hun har set, af nogle vildsvin, der var ramt af svinepest. De fleste af vildsvinene var døde, men en af dem var stadig i live. Den lå på siden, men benene bevægede sig manisk frem og tilbage. “Videoen fortsætter i 20 minutter. Det er virkelig ikke nogen rar død,” siger hun. “Så det handler ikke bare om, at vi skal aflive vildsvinene, så vores tamsvin ikke bliver smittet. Det handler om, at vi skal udrydde sygdommen, så ingen dyr skal dø på den måde.”

Det er også den tone, der afslutter teaterstykket på Grisekonferencen. Ud af mørket træder en mand frem og stiller sig under et enkelt spotlys. Bag hans nakke og frem til munden snor sig en tynd, beigefarvet mikrofon, der matcher hans posede friluftsskjorte og praktiske brune bukser. “Jeg har været med til at slå besætninger ned siden 2014,” starter han og rømmer sig. “Og nogen vane bliver det aldrig. Så hvis det undervejs bliver lidt svært, så må I bære over med mig.”

Denne gang er det ikke kommunikationsafdelingen, der er på scenen, men en ægte dyrlæge, og den historie, han fortæller, er ikke fiktion. Søren Thielsen hedder han, og han arbejder i Ø-Vet, der specialiserer sig i svin. Hans forudsigelse kommer til at holde stik, for hans stemme knækker allerede et par minutter inde i beretningen om, hvordan han på en danskejet bedrift et sted i udlandet midt om natten var vidne til, at 140 søer på halvanden time døde af svinepest.

“Så kunne jeg godt se, at nu var det ikke så sjovt mere,” kvækker han.

Da han havde obduceret svin nok til at konstatere, at det helt sikkert var svinepest, måtte han i gang med at aflive de dyr, der ikke allerede var døde i nattens løb. Han opfordrer landmændene i salen til, hvis det på nogen som helst måde er muligt, at undgå at være til stede, mens det står på.

“Det er frygteligt at høre dyr, der kravler op ad væggene og skriger en lyd som …” Han leder efter ordet, men finder det ikke. “Det er meget ubehageligt.”

Svinebranchen forbereder sig på det værste, og det samme gør de danske myndigheder. Imens spreder prikkerne sig på kortet.