Er Lars Findsen til at stole på? Det spørgsmål har taget os mange uforudsete steder hen. Som for eksempel et 65.000 kvadratmeter stort kongrescenter med Danmarks største litterære event, Bogforum, i Bella Center i København.

Det er november 2022, og Lars Findsens bog Spionchefen er udkommet et par uger tidligere. Den har solgt i titusindvis af eksemplarer, og boghandlerne har berettet om kø helt ud på gaden. Eks-spionchefen Lars Findsen har skabt sig en ny karriere som bestsellerforfatter. Og så er han lykkedes med noget endnu vigtigere: Når vi taler om FE-sagen, er det nu Lars Findsens version, der bliver fortalt.

Bogen er i store træk baseret på Lars Findsens egen hukommelse. Han og hans medforfatter, journalist Mette Mayli Albæk, har med vilje ikke kontaktet de fjender, der bliver omtalt i bogen. Så hvordan ved vi overhovedet, om Lars Findsens fortælling er rigtig?

På scenen sidder de to forfattere sammen med intervieweren, Weekendavisens chefredaktør Martin Krasnik. En journalist, der blev landskendt for sine hårdtslående interviews.

I 18 år har Lars Findsen haft adgang til rigets største hemmeligheder. Han er anklaget for ikke at have kunnet holde på dem. Og nu er det hans tur til at blive udfrittet af Krasnik.

“Det er mere for at høre dit svar, at jeg stiller det her spørgsmål,” siger Krasnik fra scenen. “Har du kommet til at tale over dig over for journalister i den periode, du var hjemsendt, med det ædle formål at skabe nogenlunde klarhed over, hvad fanden der var foregået?”

Hvis Lars Findsen har afsløret statshemmeligheder, er Krasnik altså sikker på, at formålet har været “ædelt”. Hvis vi tror, at vi skal se et kritisk interview, så tager vi fejl.

Da interviewet er næsten slut, fortæller Krasnik, at hele sagen har rystet hans barnetro på demokratiet. Så meget, at han allerede har taget stilling til, hvordan de uafhængige dommere bør dømme, når Lars Findsen en dag skal for retten. “Det er jo ikke nogen hemmelighed, hvad jeg mener om den her sag,” siger Krasnik. Findsen bør frifindes.

På stolene ved siden af os sidder en nuværende og en tidligere chefredaktør fra to af landets store aviser. Da interviewet slutter, lægger de deres telefoner fra sig, løfter hænderne over hovedet og klapper begejstret. Mediernes darling, frihedskæmperen Lars Findsen, har talt.

I det seneste afsnit dykkede vi hovedkulds ned i teorien om, at hele sagen mod Lars Findsen er en personlig vendetta. Det er en teori, der lige nu er mere spekulation end fakta. Så i det her afsnit gør jeg det modsatte. Jeg har sat mig for at trykteste Findsens egen selvfortælling, og derfor har jeg talt med 14 højtstående embedsmænd, officerer og politikere, der har arbejdet med Findsen gennem forskellige dele af hans karriere. Alt sammen for at finde ud af, om man kan stole på ham.

Lars Findsen tegner med sin bog et selvportræt af en superkompetent embedsmand, der er blevet offer for en personlig hævnaktion. Men der findes også en anden mulighed. At Lars Findsen simpelthen bare ikke var dygtig nok til sit arbejde. Og at han gik i panik, da han blev sendt hjem fra arbejde, og brugte et af de få kort, han havde tilbage, til at redde sit eget skind. Statshemmeligheder.

Sagen mod Lars Findsen handler i høj grad om hans forhold til journalister. Så lad os begynde der. Ifølge hans bog begyndte han at dyrke netværket i medieverdenen, da han i 1995 blev forfremmet til ministersekretær i Justitsministeriet. Det var, som han selv skriver, tid til at “lære magtens spil at kende”.

Journalister er en uundgåelig del af det spil. En person, der arbejdede tæt sammen med Lars Findsen i den periode, fortæller, at kontakten med journalister lå naturligt til ham. Han var udadvendt og godt selskab. Han elskede at blive set og hørt, om det så var på en ølkasse med sin guitar foran kollegerne eller over en øl med de nysgerrige journalister. Inden længe begyndte Lars Findsen også selv at udtale sig til medierne på ministerens vegne. Da justitsminister Bjørn Westh i 1996 ville indføre hårdere straffe til sexforbrydere, var det Lars Findsen, der forklarede den politiske idé til B.T. “Forbryderen skal vide, at han først kan komme fri, hvis han går med til at modtage medicinsk kastration og den psykologiske terapi,” sagde han blandt andet.

Lars Findsen befandt sig lige i periferien af politikernes rampelys. Og der befandt han sig godt. Han blev først forfremmet til chef for PET, og i 2007 blev han departementschef i Forsvarsministeriet. Den øverste embedsmand og ministerens højre hånd.

Lars Findsen var departementschef i otte år, og hans bog er fuld af anekdoter om livet som topembedsmand. Der er for eksempel en del episoder, hvor nogen hidser sig op over for Lars Findsen, mens han selv holder hovedet koldt. En del af de episoder handler om konflikter med Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen og tidligere forsvarsminister Trine Bramsen. De vil ikke fortælle deres version af, hvad der skete i de konkrete situationer. Så i stedet har jeg talt med flere andre, der er omtalt i bogen, for at høre, om de kan genkende Lars Findsens anekdoter.

Jesper Helsø var forsvarschef, altså, ja, Forsvarets øverste chef, da Findsen blev departementschef. Findsen skriver i bogen, at Jesper Helsø så sig sur på ham og på den baggrund opfandt et nedladende øgenavn om Lars Findsen.

Efter han læste Findsens bog, har Jesper Helsø læst sine gamle dagbøger igennem. “Der kan jeg konstatere, at det er ikke sådan, at tingene fandt sted,” siger han nu.

Lars Findsen og hans daværende minister, Venstres Søren Gade, ville i højere grad bestemme, hvem der skulle ansættes på de øverste poster i Forsvaret. Og, skriver Findsen, det fik han selv til opgave at fortælle til Helsø. Ifølge Findsens bog fór Helsø op og råbte: “Det ville være slemt nok, hvis det var en minister, der kom med sådan en melding. Men at en djøf’er som dig sidder her og bestemmer, hvad der skal ske ude i min kommando. Det er alligevel for meget.” Efterfølgende bankede Helsø hånden i bordet, “så det kongelige porcelæn klirrede”, skriver Findsen.

“Der må være sket en erindringsforskydning,” siger Jesper Helsø om scenen. “For jeg har ingen erindring om, at det er fundet sted på den måde. Overhovedet ikke.”

I Findsens egen version forblev han selv rolig, mens Jesper Helsø endte med at forlade kontoret i raseri. “Efterfølgende følte jeg, at han kiggede på mig med stort ubehag,” skriver Findsen.

Jesper Helsø kan ikke genkende, at der var problemer i deres relation.

Havde du negative følelser af den ene eller anden art over for Lars Findsen, som du så prøvede at skjule?

“Nej da, hvorfor skulle jeg da have det?”

I Findsens bog har konflikten ellers en helt særlig funktion. I stort set alle portrætter, der er skrevet af Findsen, bliver et særligt øgenavn nævnt: Tito. En forkortelse for en, der kun arbejder tirsdag til torsdag fra klokken ti til to. “Jeg er ret sikker på, at det var efter dette møde, at Jesper Helsø gav mig øgenavnet ‘Tito’,” skriver Findsen. Så var det det?

“Nej,” svarer Jesper Helsø grinende. “Første gang jeg hører om Tito, det er, da nogle af mine sagsbehandlere, som sidder i mit ledelsessekretariat, stikker hovedet ind og siger: ‘Ved du i øvrigt, chef, hvad man kalder den nye departementschef i Forsvarsministeriet?’ Så sagde jeg: ‘Det ved jeg ikke.’ Og de siger: ‘Man kalder ham Tito.’”

Jesper Helsø syntes, det var en “udmærket joke”. “Men at den kom fra mig, der melder jeg klart hus forbi.”

Jeg har sendt al kritik til Lars Findsen og stillet ham en lang række spørgsmål. Jeg har blandt andet spurgt ham, hvor sikker han er på, at konflikten med Jesper Helsø har fundet sted. Jeg har også spurgt ham, hvad påstanden om, at Jesper Helsø fandt på øgenavnet Tito, er baseret på. De spørgsmål har han ikke besvaret. Men på en mail skriver han: “At jeg skulle have opfundet de pågældende hændelser, fordi der ikke var vidner, er nok at tillægge mig lige lovlig megen fantasi og ville i øvrigt være en helt absurd ting at finde på.”

Jeg ved også godt, at det her med, hvem der gav hvem hvilket øgenavn, kan virke lidt skolegårdsagtigt. Men øgenavnet Tito har hængt ved Findsen lige siden. Ifølge mine oplysninger var Findsens arbejdsmoral netop en af årsagerne til, at daværende forsvarsminister Trine Bramsen i 2020 gerne ville af med ham som spionchef. Og derfor betyder det noget, om øgenavnet har noget på sig.

I de mange samtaler, jeg har haft med personer, der har arbejdet med Lars Findsen, er tre ting gået igen. Den første er, at folk enormt godt kan lide ham. Han er godt selskab og en fremragende netværker, der altid har en sjov historie om, hvem han har drukket øl eller spist boeuf bearnaise med.

Den anden er, at han ikke ligefrem satte sig grundigt ind i detaljerne i de sager, han skulle håndtere.

Venstres Carl Holst havde Lars Findsen som departementschef, da han var forsvarsminister i 2015, og har for første gang sagt ja til at fortælle om samarbejdet. Han var, understreger han, kun forsvarsminister i kort tid. Men hans indtryk af Lars Findsen er alligevel ikke til at tage fejl af.

Ifølge Carl Holst kan man som departementschef godt gå for meget op i detaljer. “Måske gjorde han det lidt for lidt,” siger han om Lars Findsen. “Det er i hvert fald 100 procent forkert at påstå, at Lars Findsen var detaljernes mand.”

Den tredje ting, der går igen, er, at Lars Findsen mødte sent og gik tidligt. Nogle har respekt for, at han prioriterede at være sammen med sine børn og ikke havde behov for at blive længe på kontoret bare for at se arbejdsom ud. Men andre har oplevet, at korte dage og lange ferier på ubekvemme tidspunkter gav problemer i det daglige arbejde. En kilde beskriver, hvordan det kunne være et problem at få departementschefen Lars Findsen til at komme til afgørende briefinger om de krige, Danmark var med i, hvis de lå om morgenen, hvor han skulle aflevere børn. “Han var luddoven,” siger en chef, der har arbejdet under ham. “Men nogle gange er dovne folk jo supergode at have med at gøre, fordi de læner sig ind i andres viden.”

Jeg spørger Carl Holst, hvordan han oplevede det.

“Jeg vil ikke sige, at han havde behov for at signalere, at han var flittig, ved at møde tidligt og gå sent. Men derfor kan man jo godt være flittig,” siger han. “Han var ikke bleg for at bede om, at mødet kunne blive kortet lidt af, så han kunne nå at komme hjem og køre en dreng til fodbold og andre ting.”

Hvem der fandt på øgenavnet Tito, har jeg ikke kunnet opklare. Men ifølge de mennesker, jeg har talt med, er der en grund til, at det har hængt ved.

“Jeg har været embedsmand i 30 år, og jeg har derfor arbejdet med et utal af kolleger på alle niveauer, som jeg har stor respekt for,” skriver Lars Findsen. “Jeg har været topchef i 20 ud af de 30 år, og så må lytterne nok selv vurdere, om de tror, vi har et system, hvor dét lader sig gøre, hvis man både er doven og upræcis. Det er nok også fair nok at sige, at det ikke altid er nogen spejderlejr på det niveau. Man får derfor også undervejs lagt sig ud med enkelte, hvoraf jeg kan genkende indtil flere blandt det lille persongalleri, hvorfra I har ulejliget jer med at indhente udtalelser.”

Hvad Lars Findsen måske manglede i arbejdsindsats, forsøgte han tilsyneladende at gøre op for med sine evner udi at spinne skandalesager i pressen. Og særligt én episode viser, hvordan han aldrig har været bange for at bruge pressen i risikable forsøg på at vende en møgsag til sin fordel.

I 2009 havde jægersoldaten Thomas Rathsack skrevet en bog med titlen Jæger – I krig med eliten. Forsvaret mente, at bogen afslørede vigtige hemmeligheder om Jægerkorpsets arbejde, og ville derfor have den stoppet.

Peter Ernstved er chefredaktør ved mediet Olfi, der dækker det danske forsvar. Han er muligvis den journalist i Danmark med de bedste kilder i og omkring Forsvaret, som Findsen i mange år var departementschef for. Derfor kender han også jægerbogssagen bedre end de fleste. Og han kalder den for “den største skandale i nyere forsvarshistorie”.

Som departementschef i Forsvarsministeriet blev Findsen hurtigt blandet ind i sagen. Og hans ageren viser en hel del om det, nogle vil kalde hans til tider dumdristige adfærd. Som en tidligere forsvarsminister formulerer det: “Han havde en kæmpe risikovillighed for en departementschef.”

En dag på Christiansborg i 2009 udspillede der sig det, jeg bedst kan beskrive som en virkelig mærkværdig scene. Den daværende forsvarsminister Søren Gade stod foran en stor gruppe journalister og fortalte om jægerbogssagen. Bag journalisterne stod Findsen, der som et signal til Søren Gade holdt et stykke papir op i luften med ordene ‘arabisk oversættelse’.

Et af Forsvarets argumenter for, at bogen var farlig og skulle forbydes, var, at den kunne afsløre hemmeligheder om Jægerkorpsets arbejde, hvis al-Qaeda eller andre terrorgrupper fik fat i den. Lars Findsen ville have sin minister til at fortælle journalisterne, at bogen allerede var blevet oversat til arabisk. Et bevis på, at den var farlig. Søren Gade opfangede signalet og fortalte journalisterne om oversættelsen.

Og så rullede lavinen. Det viste sig, at oversættelsen ikke kom fra al-Qaeda. I stedet var den blevet fabrikeret af en af Forsvarets it-chefer. Senere kom det frem, at Findsen allerede inden pressemødet havde fået at vide, at der var tale om en maskinoversættelse af tvivlsom karakter. Så da han viftede med papiret foran Søren Gade, løb han en kæmpe risiko. Han gamblede. Og var lige ved at få sin minister i fedtefadet.

Spørger man Peter Ernstved, lykkedes det efterfølgende både Søren Gade og Lars Findsen at tørre ansvaret af på den daværende forsvarschef, der måtte forlade sit job. Samtidig understreger det en kritik, Lars Findsen løbende har været udsat for. Som Ernstved siger: “At han er en spin-embedsmand, hvor det handler om at få ministeren til at se godt ud og dermed sig selv til at se godt ud.”

Peter Ernstved kender ikke selv Lars Findsen. Men hans klare indtryk fra sine kilder og sit kendskab til Forsvaret er, at Lars Findsen gennem hele sin karriere er gået mere op i, hvad der fik ham selv til at se godt ud, end i at passe på Forsvaret – og senere Forsvarets Efterretningstjeneste. “Spin har været vigtigere end orden i penalhuset,” siger han.

Jægerbogssagen er et eksempel på, at Findsens hasardspil ikke altid gik efter planen. Og flere, jeg har talt med, mener, at FE-sagen er endnu et eksempel på det samme. At Lars Findsen igen har overspillet sine kort.

Flere af dem siger, at Findsen generelt havde det med at overvurdere sin egen indsigt i magtens spil. “Lars Findsens politiske næse var nok ikke så stor, som han gerne selv ville have den til at være,” siger en tidligere chef i Forsvarsministeriet. Tidligere forsvarsminister Carl Holst formulerer det lidt mere gådefuldt:

“I Lars Findsens tilfælde vil jeg sige, at han har al mulig grund til ikke at lege politiker.”

Det lyder som en kryptisk måde at sige et eller andet på?

“Jeg oplevede ham ikke give en politisk analyse af en situation på en måde, hvor jeg tænkte, han er værd at lytte til.”

Jeg har talt med flere kilder, der fortæller, at Findsen også gerne tog beskidte kneb i brug. En tidligere departementschef kalder ham “supermanipulerende”. Og en højtstående officer, der har arbejdet med Lars Findsen, havde flere gange en opfattelse af, at Lars Findsen tilbageholdt oplysninger og lavede aftaler bag om ryggen på vedkommende. “Jeg har ingen personlig aversion mod Lars Findsen,” siger officeren. “Men jeg køber ikke en brugt bil af ham.”

I 2010 stoppede Søren Gade efter endnu en skandalesag, og Venstres Gitte Lillelund Bech tog over som landets nye forsvarsminister. Ifølge mine oplysninger opstod der hurtigt en stor utilfredshed med Lars Findsens arbejde blandt den nye minister og hendes nærmeste rådgivere. De oplevede Lars Findsen som gammeldags og sjusket. Han ville helst ikke bruge computere, han var en dårlig personaleleder, hans politiske næse var ikke imponerende, og han havde ikke styr på vigtige detaljer om for eksempel økonomien og samspillet med Finansministeriet, fortæller en central kilde. Lillelund Bech ville angiveligt helst skille sig helt af med Lars Findsen, men skandalesagerne havde efterladt departementet i krise, og der var en risiko for, at det ville blive endnu værre, hvis de skiftede ud på broen midt i uvejret.

Inden længe blev der udskrevet valg, og regeringsmagten skiftede. Lars Findsen red stormen af. Og satte kort efter et historisk aftryk på det danske forsvar.

I sin tid som departementschef stod Lars Findsen bag en stor og helt afgørende reform af Forsvaret. Den er vigtig at kende, fordi den ifølge Findsen kan have været grunden til, at han senere røg som departementschef. Og så tegner historien om reformen igen et billede af Lars Findsen som en mand, hvis egen fortælling måske ikke helt er til at stole på.

Kort sagt ville politikerne gerne finde en måde, hvor de kunne få mere kontrol med, hvad Forsvaret lavede, og hvordan de brugte deres penge. Ifølge Lars Findsen fik han en dag, han stod i badet, selv idéen til, hvordan sådan en reform kunne skrues sammen, og i 2014 blev den vedtaget. Reformen betød groft sagt, at Forsvarets øverste chef, forsvarschefen, blev flyttet en plads ned. Indtil da havde han været på niveau med Lars Findsen lige under ministeren. I Forsvaret betyder hierarki alting, og nu stod Findsen pludselig over forsvarschefen.

Jeg spørger Peter Ernstved, hvad Lars Findsen fik ud af det. “Han fik jo meget mere magt,” svarer han. “Han fik et kæmpe departement, og han fik placeret forsvarschefen, hvor han gerne ville have ham, under sig selv.”

I sin bog beskriver Lars Findsen, at officerer i Forsvaret i de følgende år arbejdede i kulisserne for at få politikerne til at rulle forsvarsreformen tilbage. Carl Holst blev minister året efter, reformen blev vedtaget. Og kort efter blev han “inviteret til Jylland af en mindre kreds af tidligere officerer og forsvarsvenlige Venstre-folk”, skriver Findsen. Han fortæller også, at Carl Holst kom tilbage fra mødet i Jylland og fortalte ham, hvordan de tidligere officerer havde forsøgt at overtale Holst til at rulle reformen tilbage og skille sig af med Findsen. “Men jeg holder mig til dig, og jeg er sikker på, at vi får det til at fungere godt,” er Carl Holst citeret for at have sagt i bogen.

Der er bare ét problem. Carl Holst kan slet ikke genkende Findsens fortælling.

“Det er 100 procent sikkert, at jeg på intet tidspunkt har refereret over for ham, at jeg havde et møde med nogen, der havde det synspunkt, at jeg skulle skille mig af med Lars Findsen. For det første deltager jeg ikke i møder, hvor jeg får at vide, hvilke topembedsmænd jeg skal skille mig af med. Og hvis jeg møder det, så præsenterer jeg aldrig de holdninger og synspunkter over for vedkommende. Det ville jeg aldrig gøre. Så det kan jeg klart afvise, at det er fundet sted,” siger Carl Holst, inden han lægger tryk på: “Klart”.

Lars Findsen fortæller også, hvordan Carl Holsts efterfølger Peter Christensen ville have reformen rullet tilbage. Og Findsens teori er tilsyneladende, at det skete efter pres fra de mystiske militærmænd i Jylland. Det tætteste, Lars Findsen kommer på et bevis, er dog referatet af samtalen med Carl Holst. Og den erindring står Lars Findsen altså helt alene med.

Det betyder samtidig, at der nu er to personer, der har fortalt mig, at Findsens fortælling ikke er til at stole på. Og de kommer oven i en, der allerede har stillet sig frem med samme budskab.

Som forsvarsminister bad Peter Christensen flere gange Lars Findsen lave et notat om, hvordan man kunne rulle forsvarsreformen tilbage. Men det gjorde Findsen ikke. Heller ikke selv om Peter Christensen rykkede ham flere gange.

I Findsens version lyder det til at være de mystiske mænd i Jylland, der forsøgte at lægge pres på politikerne. Men der findes også en anden historie. Nemlig historien om en departementschef, der flere gange ignorerede en direkte instruks fra sin minister.

“Når jeg i dag ser tilbage, tog jeg ham ikke alvorligt nok,” skriver Lars Findsen om Peter Christensen. Han burde, skriver han, have lavet notatet, for planen ville alligevel aldrig være blevet til noget. Han havde stadig fået lov at beholde sin reform. Og med den sin magt.

Lige præcis den her passage fra bogen er også den, der har ført til mest kritik af Lars Findsen. Forsvarsområdet er bygget op om en chain-of-command, hvor man gør, som ens overordnede giver besked på. Det samme er embedsværket. Og hele idéen med det danske embedsværk er, at embedsmændene er politisk neutrale og skal hjælpe deres ministre med at gøre det, de gerne vil. Det er trods alt ministrene, der er de folkevalgte, ikke departementscheferne.

Lars Findsen opførte sig som en konge i sit eget kongerige, mener kritikerne. Det samme mente Peter Christensen tilsyneladende. Han ville af med Lars Findsen, hvilket Findsen opsnappede gennem vandrørene. Han var overrasket, men fik det bedste ud af situationen: En nat, hvor han lå søvnløs, fik han idéen til at bytte job med chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Thomas Ahrenkiel, som han i sin tid selv havde været med til at ansætte. Som Findsen skriver i bogen: “Vi ordnede det internt.”

Efter bogen udkom, har Peter Christensen på Facebook beskyldt Findsen for at lide af en slags storhedsvanvid. Ligesom flere af de kilder, jeg har talt med, så Peter Christensen Lars Findsen som en, der først og fremmest var “optaget af det udadvendte”, sagde han senere til Ekstra Bladet. Og så fortalte han, hvorfor han endte med at skifte Findsen ud. “Jeg var ikke tilfreds med indsatsen og mængden af timer, der blev lagt i en så ansvarsfuld stilling, da det satte sig i kvaliteten.” Peter Christensen har ikke ønsket at uddybe sin kritik. Han oplyser dog, at han fortsat står ved hvert et ord.

For mig er det særligt interessant, at netop Peter Christensen og nu også Carl Holst kritiserer Lars Findsens bog. For hvis sagen mod Lars Findsen er en slags socialdemokratisk sammensværgelse, som man kan få indtryk af, når man læser hans bog, hvorfor skulle to tidligere Venstre-ministre så offentligt komme Trine Bramsen og Mette Frederiksen til undsætning?

Lars Findsen skriver, at det ikke har været hans hensigt med bogen at give indtryk af hverken et hævntogt eller en sammensværgelse. “Jeg tror, at den samlede FE-sag både er mere kompleks end som så og samtidig enkel i den forstand, at det er den ene uforstandige beslutning, der har ført til den anden,” skriver han. “Og hvad er det for noget med, at Trine Bramsen og Mette Frederiksen skulle have brug for undsætning?”

Peter Ernstved har ikke den helt store fidus til Lars Findsen. Når han skal forklare hvorfor, bruger han netop forsvarsreformen som eksempel. For ham viser den, hvordan Lars Findsen er gået mere op i, hvad der var godt for ham selv, end hvad der var godt for Forsvaret og for Danmark. “I min verden, så har Lars Findsen gjort ubodelig skade på Forsvaret,” siger han.

Ernstveds analyse lyder sådan her: Findsens reform har flyttet Forsvaret tættere på politikerne og udvisket det tydelige hierarki. Det gør det sværere at handle hurtigt og konsekvent, hvis der en dag kommer en krig. Og så betyder det, at forsvarscheferne i højere grad end tidligere skal sige det, ministeren gerne vil høre, for at komme til tops. “Lars Findsen promoverede jo den samme halleluja-peptalk til ministeren,” siger Ernstved. “Og alt var ikke godt. Alt var et mareridt i Forsvaret.”

Så hvis vi kunne sige, at Rusland invaderer, er vi så dårligere rustet nu til at kunne agere hurtigt og effektivt?

“Ja.”

“Jeg er,” skriver Lars Findsen, “ikke overrasket over Ernstveds udlægning, som han har været rejsende i de sidste ti år. Forsvarsreformen var resultat af en bred politisk aftale. En væsentlig del af formålet var at sikre, at den militærfaglige rådgivning i højere grad skulle ind i grundlaget for de politiske beslutninger på forsvarsområdet. Det er at nedvurdere forsvarsledelsens integritet at påstå, at de efter reformen skulle føle sig mere kaldet til at please ministeren for at fremme egen karriere.”

Selv hvis Ernstved har ret i, at Lars Findsen har været med til at ødelægge Forsvaret, betyder det jo ikke, at Findsen også skulle være skyldig i anklagerne mod ham i dag. Men for Peter Ernstved er der et klart sammenfald mellem de to ting. Hans påstand er, at Findsen har været med til at smadre Forsvaret, fordi det gjorde ham populær hos politikerne og på den måde gavnede ham selv.

Lars Findsen skriver i sin bog, at han blev ved med at tale med journalister, efter han blev hjemsendt som spionchef. Ifølge ham handlede det om at tage ansvar og beskytte Forsvarets Efterretningstjeneste.

“Det er så absurd, at en mand, der er hjemsendt, mistænkt for at bryde loven som chef for FE, siger, at han tager ansvar for tjenesten. Altså, han skal da ikke tage ansvar for sådan noget som helst. Han skal tage ansvar for sig selv, holde sig hjemme og holde sin kæft,” siger Peter Ernstved. “Og jeg har aldrig hørt noget så absurd, som at han tager ansvar for tjenesten og opretholder sit netværk af journalister. What? Hvad fanden skal han bruge det til, ud over at redde sit eget liv?”

Peter Ernstved mener, at medierne generelt har været på Lars Findsens side i sagen. “Det har jo givet et fuldstændig skævvredet billede af, hvem Lars Findsen er, hvor det er lykkedes ham at fremstille sig selv som en helt, der kæmper mod staten. Mod den onde stat og Barbara Bertelsen, der prøver at ville ham til livs. Come on, altså. Og det er der, hvor jeg i den grad har savnet noget kritisk sans blandt mine kolleger i journalistbranchen. Fordi jeg synes, at Lars Findsen er blevet behandlet med fløjlshandsker i forhold til den måde, han har ageret.”

Weekendavisen var et af de medier, der, kort efter Findsen blev hjemsendt, kunne bringe store afsløringer om kabelsamarbejdet på baggrund af anonyme kilder. Chefredaktør Martin Krasnik, som du også hørte til Bogforum i begyndelsen, har selv interviewet Lars Findsen flere gange. Samtidig har han skrevet ledere om sin holdning til sagen. Jeg har spurgt ham, om deres dækning har været for ukritisk over for Lars Findsen. “Nej,” svarer han på mail. Han er enig i, at dækningen ikke har været balanceret. Men, skriver han: “Skævheden består i, at myndighederne og regeringen spiller med helt lukkede kort – og alligevel ikke holder sig tilbage fra at sværte Findsen til på forskellige måder. Det er klart, at det kan vise sig, at både Findsen og Claus Hjort begge har sladret om afgørende, hidtil ukendte hemmeligheder. I så fald tager jeg fejl.”

Vi ved, at Findsen talte med flere journalister, mens han var hjemsendt. Og ifølge anklagen mod ham afslørede han statshemmeligheder over for to af dem. Krasnik er ikke overbevist om, at hemmelighederne var store nok til at retfærdiggøre den hårde paragraf, der bliver brugt mod ham. Men for Peter Ernstved tyder anklagen på, at Lars Findsen har røbet dybt fortrolige oplysninger for at redde sin egen bagdel.

“Hvis ikke sådan en mand skal dømmes med piber og trommer, hvis det i øvrigt er rigtigt, hvad anklageskriftet siger, så ved jeg ikke, hvor verden står henne. Og så kan han have nok så dårlig kemi med Barbara Bertelsen og Trine Bramsen og Mette Frederiksen, som jeg sandt for dyden ikke selv prøver at rose. Men at gøre Lars Findsen til en eller anden helgen, det er helt absurd,” siger Peter Ernstved.

Lars Findsen fastholder, at han ikke gjorde noget forkert, da han talte med journalister under sin hjemsendelse. “Jeg passede som chef bare på FE, mens vi i ledelsen var midlertidig hjemsendt,” skriver han. Jeg har også spurgt ham, om han rent faktisk har afsløret statshemmeligheder over for journalister, som tiltalen lyder. “Nej,” svarer han. “Lidt intimiderende og absurd som FE-chef overhovedet at få stillet spørgsmålet.”

Så hvem har ret, Lars Findsen eller Anklagemyndigheden? Det får vi først svar på, når sagen kommer for retten. Eller … gør vi?

Peter Ernstved har en ret interessant teori, jeg også har hørt fra andre. Nemlig at retssagen mod Lars Findsen måske aldrig bliver til noget. Sagen skal dømmes af én juridisk dommer og så to helt almindelige danskere. Såkaldte domsmænd. Men bevismaterialet i sagen er så fortroligt, at man ikke bare lige kan vise det til nogen, der ikke er sikkerhedsgodkendt. Og retten har før afvist, at domsmænd skulle sikkerhedsgodkendes, og sagt, at det ville være et problem for retssikkerheden.

*Hvis sagen aldrig kommer til at køre, bliver den så afgjort lige nu i medierne?

“Ja, det kan du godt sige.”

Og hvem fører indtil videre?

“Det gør Lars Findsen stort.”

Hvorfor?

“Det er jo lykkedes ham at få landets førende medier til at føre sin sag. Og til at gøre det til en sag om en inkompetent og magtfuldkommen og hævntørstig regering med en departementschef i Statsministeriet, som bare vil jorde Lars Findsen.”

Den, der fortæller historien, er også den, der får lov at definere sandheden. Og indtil videre har det været Lars Findsen.