Send en tanke til Zetlands medlemmer

Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Nene La Beet er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Kuno oplevede fængslernes forfald indefra. Giver hårdere straffe hårdere kriminelle?

Der er for mange fanger og for få betjente i fængslerne. Det er resultatet af 20 års ‘tough on crime’-politik, siger eksperter.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

De havde kørt rundt på de små veje omkring Skagen og ledt efter dem i flere timer, og endelig fandt de dem. Det var en efterårsaften i 2012, og det var allerede mørkt. De to venner var oppe at køre, råbte og skreg og fik den anden bil til at holde ind til siden ved at køre ind foran den i høj fart. Kuno Pedersen, der var høj på en blanding af amfetamin og coke, fløj over til det, han troede var deres fjenders bil, og flåede døren til førersædet op. Han pegede ind i kabinen med sit maskingevær og lod uden tøven fingeren hamre på aftrækkeren. Først bagefter gik det op for ham, at det ikke var de to pushere, han lå i konflikt med, der sad derinde. Det var to drenge, han aldrig havde set før. Han kvitterede ved at smadre en knytnæve i hovedet på den ene, og så forlod han stedet igen sammen med sin ven.

Senere viste det sig, at de to fyre i bilen kun var teenagere. Den ene havde lige fået kørekort, og derfor havde de lånt forældrenes bil for at køre lidt rundt på de stille provinsveje. Ved et mirakel blev ingen af dem ramt af skud.

Kort tid efter blev Kuno Pedersen anholdt, sigtet og dømt for skyderierne. Han røg i Viborg Arrest, og selv om netop den afsoning skulle vise sig at blive anderledes, ville det være synd at sige, at det var en ny oplevelse for ham. Siden Kuno Pedersen, der i dag er 39 år gammel, som 18-årig fik sin første voldsdom, har han brugt nærmest lige så meget tid inden for murene som uden for. I alt ni domme og mere end ti år bag tremmer.

Men i de år, han har frekventeret landets fængsler, er der sket noget med dem. Hvor han under sine første afsoninger følte sig både set og hørt af fængselsbetjentene, oplevede han til sidst, at de hverken havde tid eller overskud til at tale med ham. Hvor fængselsbetjente før kunne finde på at tage med i fitnesscenter eller se fjernsyn med de indsatte, så han dem til sidst kun, når de skulle visitere hans celle eller tage en urinprøve. Og det er ikke kun Kuno Pedersens anekdotiske oplevelse. Flere eksperter, fagfolk og fængselsbetjente fortæller over én kam den samme historie: Fængslerne er i knæ. Der er for mange indsatte på for lidt plads og alt for få fængselsbetjente.

Bo Yde Sørensen er formand for Fængselsforbundet, som repræsenterer alle ansatte i landets fængsler, og han går så langt som til at påstå, at hele Kriminalforsorgen, som driver de danske fængsler, de facto er gået konkurs.

Ja, det lyder voldsomt,” siger han, men det er ikke desto mindre rigtigt.”

Kriminalforsorgen forventer, at man i år vil ramme en overbelægning på 103 procent, altså tre procent flere fanger, end der reelt er plads til, hvilket er historisk højt. I 2025 når det op på 120 procent, fremgår det af en ny prognose fra Justitsministeriet. I 2015 var der omkring 3.400 indsatte i Danmark, og i 2020 var det tal steget til over 4.000. I samme periode er antallet af fængselsbetjente faldet fra godt 2.500 til cirka 2.000. Ifølge Fængselsforbundet flygter fængselsbetjentene fra deres poster i et tempo, man ikke har set før, deres sygefravær trumfer alle andre branchers, og mange ender med at blive førtidspensioneret med posttraumatisk stress. I flere fængsler har man allerede været nødt til at tage rengøringsrum, kontorer, telefonbokse og opholdsrum i brug som celler, og i de fleste fængsler bor der to fanger i celler, der er beregnet til én.

Formanden for Kriminalforsorgen, Ina Eliasen, erkender, at situationen er meget alvorlig. I et skriftligt svar siger hun, at man er bevidste om de konsekvenser, det har for både indsatte og ansatte. Hun fokuserer på, at det særligt er manglen på fængselsbetjente, der presser systemet, men skriver, at de forsøger at løse problemerne, så godt de kan, med det personale, der nu er der.

I de kommende måneder skal justitsminister Nick Hækkerup (S) forhandle en ny såkaldt flerårsaftale med Kriminalforsorgen. Aftalen afgør de økonomiske rammer og overordnede mål for hele fængselssystemet de næste fire år, og fronterne er allerede trukket skarpt op. De ansatte i landets fængsler beretter om farlige arbejdsforhold og frygter, at læsset snart vælter helt, hvis ikke politikerne gør noget meget drastisk.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Spørger man Linda Kjær Minke, der er sociolog og professor ved Juridisk Institut på Syddansk Universitet, er tilstanden i de danske fængsler en direkte konsekvens af en tendens i dansk politik. Siden årtusindskiftet har skiftende justitsministre slået sig op på at være tough on crime. Den politiske retorik har, siger hun, først og fremmest talt ofrenes sag ud fra den logik, at længere straffe er lig med mere retfærdighed. Problemet er bare, mener hun, at den strategi har den stik modsatte effekt af den ønskede. Den øger nemlig, siger hun, risikoen for, at personer som Kuno Pedersen begår kriminalitet igen, når de er færdige med at afsone deres straf. Hvorfor kommer vi tilbage til, men først må vi lige se på, hvad det er for en retsfølelse, som kravet om hårdere straffe skal imødekomme.

I 2006 undersøgte retssociologen Flemming Balvig danskernes retsbevidsthed. Resultaterne viste tydeligt, at når det handler om straf helt generelt, vil danskerne gerne have hårdere og længere straffe. Men de viste også, at jo mere kendskab vi får til en konkret straffesag – finder ud, hvad der faktisk skete, hvorfor den sigtede reagerede, som han gjorde, og så videre – jo mildere dømmer vi. Faktisk dømte testpersonerne i mange tilfælde væsentlig mildere end de danske domstole.

Derfor er det relevant at spørge: Er vi i gang med at skabe et retssystem, der bygger på følelser frem for fakta? På ønsket om hævn frem for genopdragelse? Og hvad er egentlig den bedste måde at straffe forbrydere på i et samfund?

For at kunne svare på de spørgsmål kræver det, at vi bliver klogere på, hvad det har af konsekvenser, at vores kriminelle groft sagt opbevares som sild i en tønde i fængslerne.

En opgørelse fra Jyllands-Posten viser, at Folketinget fra 2002 til 2017 indførte 67 skærpelser af straffeloven. Eksempelvis øgede man straffene for tyveri, voldtægt og overgreb mod børn. Ifølge Linda Kjær Minke fra Syddansk Universitet er der en direkte sammenhæng mellem dét tal og så overbelægningen og de dårlige forhold i fængslerne. Stramningerne betyder nemlig, at der ryger flere forbrydere ind og brumme, og at de sidder der i længere tid. Samtidig er der blevet strammet gevaldigt op på kontrollen inde i fængslerne, og derfor bliver fangerne straffet meget hårdere end tidligere, hvis de eksempelvis taler grimt eller har smuglet en mobil ind. I sidste ende påvirker det deres mulighed for prøveløsladelse. Der kommer med andre ord flere ind og færre ud.

Det er jo ikke raketvidenskab,” siger Linda Kjær Minke. Men politikerne har af en eller anden grund ikke tænkt på, at det påvirkede pladskapaciteten og personalet i samme ombæring.”

Lægger man det sammen med en masse nye kontrolopgaver, betyder det, at der ifølge Linda Kjær Minke ikke længere er tid til det resocialiserende arbejde, fordi fængselsbetjentene skal bruge så meget tid på at visitere celler, lede efter cigaretter og mobiltelefoner og indsamle urinprøver. Det hele skal indberettes, og det går der rigtig meget tid med.

Spørger man både Linda Kjær Minke og Bo Yde Sørensen, kan det meget vel være en del af forklaringen på, hvorfor to ud af tre indsatte ender med at begå ny kriminalitet inden for to år, når de bliver løsladt. Andelen af dømte, der falder tilbage i kriminalitet, er steget fra 60 procent i 2009 til 66 procent i 2016, hvor de seneste tal er fra. Fængselsbetjentene har ikke længere den samme tid til at tale med de indsatte, og mange steder er der blevet skåret voldsomt ned på besøg fra pårørende og på alle former for behandling som eksempelvis anger management og psykologtimer. Nogle steder er både uddannelse og arbejde blevet udfaset, selv om de indsatte faktisk har både pligt og ret til begge dele. I det hele taget mener de begge to, at fængslerne reelt set kun fungerer som opbevaring. Forskningen viser ellers, at alle de ting – relationen til fængselsbetjentene, kontakten til pårørende og omverdenen samt muligheden for uddannelse og psykologhjælp – er afgørende for at resocialisere kriminelle, så de ikke begår ny kriminalitet efter løsladelse.

Vi har simpelthen ikke mandskab til at påvirke fangerne i en positiv retning,” siger Bo Yde Sørensen. Det handler udelukkende om at sikre, at der ikke er nogen, der kravler over ringmuren. Om der kommer noget fornuftigt ud af de her mennesker, er vi stoppet med at tage os af for længe siden.”

I de fængsler, hvor det står værst til, betyder underbemandingen og overbelægningen, at forholdene nogle gange bliver direkte uværdige for de indsatte, siger Linda Kjær Minke.

Hvis de indsatte skal på toilettet om natten, skal de ringe på en klokke og vente på at blive lukket ud,” siger hun. Men nogle gange har personalet så travlt, at der kan gå flere timer, før de har tid, og jeg har flere gange hørt indsatte sige ordret, at de har været nødt til at skide i en spand eller tisse i vasken. Hvor usselt er det lige? Det gør altså noget ved ens selvbillede.”

Hun argumenterer for, at forbrydernes antipati mod systemet på den måde kun bliver større, og at de derfor bliver mere tilbøjelige til at begå ny kriminalitet, når de bliver lukket ud igen. Så ryger de ind igen og presser kapaciteten endnu mere, og det bliver skruen uden ende.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Netop skruen uden ende er et meget godt billede på, hvordan Kuno Pedersens kriminelle karriere udviklede sig. Den store, tatoverede fyr voksede op i Skagen i et kaotisk barndomshjem, hvor vold og alkohol var en fast del af hverdagen. I børnehaven blev han sendt til børnepsykolog, fordi han slog de andre børn, og i folkeskolen begyndte han så småt at stjæle for at få råd til smøger. Alligevel var det første møde med det danske fængselsvæsen en overvældende omgang.

Han var kun 18 år gammel, da et slagsmål på en bytur sendte ham 40 dage i fængsel. Her mødte han de hårdkogte typer, som han senere kom til at se op til. Han husker tydeligt, hvordan det var at træde ind på en fængselsgang for første gang.

Jeg var så meganervøs,” fortæller han. Alle så farlige ud, og der sad en hel gruppe fanger og råbte efter mig, da jeg kom ind på afdelingen.”

Men der gik ikke mange timer, før Kuno Pedersen faldt i snak med de andre indsatte, og da han blev lukket ud igen, havde han fået en flok nye, tvivlsomme venner. Han havde et broget forhold til sin familie, og der var ikke rigtig nogen, der greb ham ude i friheden. Da de nye venner en aften introducerede ham for amfetamin, gik det helt galt. Han begyndte at sælge narko og udviklede selv et massivt misbrug. Der kom flere nye domme til, og de blev længere og længere: vold, tyverier, narkohandel og skyderier. Hele tiden ind og sidde og så ud og lave mere kriminalitet.

Det hele eksploderede den efterårsaften i 2012, hvor han endte med at skyde mod to uskyldige teenagedrenge. Dommen blev hans længste, fordi politiet i samme ombæring fik ham sigtet og dømt for noget narkosalg og en række rambuktyverier. Han blev også dømt for et par måneder tidligere at have smadret en narkorival med en hammer. Den samlede dom lød på lidt over ni års fængsel.

Kuno Pedersen ved godt, at han fortjente de domme, han fik. Men han er selv overbevist om, at fængselslivet kun gjorde ham mere hårdkogt og mere kriminel.

Det der liv gjorde noget ved mig, det kan jeg se i dag,” siger han. Tryk avler modtryk, og det virkede jo tydeligvis ikke bare at blive ved med at give mig hårdere og hårdere straffe.”

Han kan godt forstå, hvis nogen efter at have hørt hans historie tænker, at man måske bare skulle indføre mere kontrol og isolation i fængslerne, så man undgår, at spirende kriminelle bliver radikaliseret af at mænge sig med mere hårdkogte typer. Han argumenterer for, at man burde skille de forskellige grupper af fanger ad i langt højere grad, end man gør i dag, så de, der ikke er inkarnerede vanekriminelle, ikke skal sidde sammen med dem, der er. Han siger, at han ville ønske, han havde fået noget hjælp til at bryde den onde cirkel, inden det var for sent. Men i stedet oplevede han det, som både Linda Kjær Minke og Bo Yde Sørensen har beskrevet. Nemlig at ressourcerne til den slags blev mindre og mindre.

Da jeg kom ind og sidde første gang, kunne vi faktisk lave aktiviteter med personalet. For eksempel tog vi nogle gange med en betjent ned i Fitness DK på sådan nogle aerobichold,” fortæller han. De havde tid til at tale med os, og det betød, at man følte sig set og hørt.”

Men efter de første par afsoninger oplevede Kuno Pedersen, at det begyndte at ændre sig.

Betjentene blev mere pressede og korte for hovedet. De havde ikke tid til noget mere, og man fik nej, lige meget hvad man spurgte om. Til sidst tænkte man bare: Fuck det her, de er jo ligeglade med os alligevel.’”

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Steen Iversen, der er fængselsbetjent i Enner Mark Fængsel ved Horsens, kan tydeligt genkende det, Kuno Pedersen beskriver. Han har været fængselsbetjent i ti år, og frustrationen lyser ud af hans stemme, når han fortæller om, hvordan arbejdet har ændret sig, siden han startede.

Det var den pædagogiske del af jobbet, ønsket om faktisk at hjælpe og motivere nogle udsatte mennesker, der i sin tid gjorde, at han valgte uddannelsen. Men den del er der ifølge ham ikke meget tilbage af i dag. I stedet bruger han det meste af sin arbejdsdag på opgaver, der kan måles og krydses af i skemaer. Visitationer, urinprøver, isolationsfængslinger og papirarbejde.

Engang var jeg en del af de indsattes hverdag og kunne sætte mig og se en fodboldkamp med dem og høre, hvordan de havde det. Når jeg går ned til dem i dag, ved de godt, at det er, fordi jeg har et negativt formål. Det skaber et meget større skel mellem os og dem, og de tror ikke længere på, at jeg faktisk gerne vil hjælpe dem,” siger han.

Den udvikling har også betydet, at det i dag er blevet farligere for fængselsbetjentene at gå på arbejde. Både fordi risikoen for overfald er overhængende, og fordi betjentene simpelthen bliver syge af arbejdsmiljøet. Sidste år havde Fængselsforbundets medlemmer i gennemsnit 22 sygedage. Til sammenligning var det gennemsnitlige tal for andre statsansatte otte.

Af samme grund foreslog Bo Yde Sørensen, formanden for Fængselsforbundet, tilbage i august, at de indsatte fremover skulle låses inde i deres celler 23 timer i døgnet. Simpelthen fordi han ikke længere mente, at man kunne garantere de ansattes sikkerhed. Forslaget blev heftigt kritiseret, blandt andet af justitsministeren, og afvist af Kriminalforsorgen, men faktisk er der allerede fængsler, hvor man netop af sikkerhedshensyn praktiserer det i pressede perioder.

Steen Iversen kan også mærke, at det er blevet mere utrygt at færdes på fængselsgangene. Han føler ikke længere, at han har overblik over, hvad der foregår på afdelingen, eller har ordentlige relationer til de indsatte. Det er dét, der for ham skaber den rigtige sikkerhed, siger han. Og den del har han ikke tid til.

Jeg er blevet reduceret til en karikatur af en fængselsbetjent. En fangevogter, hvis eneste opgaver det er at lukke og låse døre og sige nej og visitere,” siger han.

Noget af det, Steen Iversen synes er allersværest ved jobbet, er, når han skal sætte fanger i isolation eller strafcelle, som det bliver kaldt. Det skal han meget oftere i dag, end han skulle tidligere. Reglerne blev nemlig strammet gevaldigt tilbage i 2015. Nu ryger man i isolation, hvis man for eksempel taler grimt, ryger indenfor eller smugler en mobiltelefon ind. Resultatet: Brugen af strafcelle er steget med 57 procent siden 2015 – fra 2.579 til 4.054 i 2020. Samtidig er antallet af langvarige isolationsophold på 15 dage eller mere steget fra blot syv i 2015 til 637 i 2020.

Den udvikling har fået både Dignity – Dansk Institut mod Tortur, FN og Europarådet til at kritisere Danmark, og Linda Kjær Minke kalder de nye tal for fuldstændig vanvittige”, fordi forskning igen og igen har vist, at det kan være skadeligt at isolere folk på den måde. Ét studie af den danske forsker Peter Scharff Smith viser, at listen over psykiske konsekvenser ved isolation tæller søvnløshed, forvirring, hallucinationer og deciderede psykoser.

Men nok så vigtigt hjælper det ikke noget som helst på fangernes opførsel, mener Bo Yde Sørensen. De indsatte ryger præcis lige så mange smøger indenfor, som de gjorde før, siger han. Nu ryger de bare i isolation for det. Hverken han eller Steen Iversen er som udgangspunkt imod brugen af strafceller, for der er nogle former for opførsel, som de er nødt til at kunne slå hårdt ned på. Men når man ved, hvor skadeligt det kan være, bør der være en mening med galskaben, siger de. Steen Iversen fortæller, at nogle fængselsbetjente sommetider lader være med at putte de indsatte i isolation, selv om de i princippet burde ifølge reglerne.

Det er jo et kæmpe problem, at nogle begynder at lave deres egne regler. Det må vi ikke. Men det kan blive så grelt, at man gør, hvad man kan, for overhovedet at kunne se sig selv i øjnene, når man kommer hjem,” siger han.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

I århundreder var det danske fængselssystem først og fremmest bygget op omkring straf og frihedsberøvelse. Det var straffens længde, der i sig selv sikrede både retfærdighed og en passende genopdragelse af fangerne. Tanken var, at straffen skulle virke afskrækkende. Hvis opholdet i tugthuset var slemt nok, ville man næppe begå en forbrydelse igen.

Men i slutningen af 1960’erne begyndte man at lege med tanker om pædagogik og resocialisering, og i løbet af 1990’erne ændrede de danske politikere hele tanken om, hvad formålet med de danske fængsler skulle være. Nu skulle fangerne så vidt muligt have en hverdag inde bag murene, der lignede verden udenfor. De skulle lave deres egen mad, have deres eget tøj på, og de fik lov til at arbejde, uddanne sig og modtage behandling. Idéen var, at når forbryderne havde udstået deres straf, skulle de være bedre rustet til at klare sig i samfundet, end de var, inden de røg i fængsel. Det blev endda skrevet ind i loven, at straf skulle gennemføres for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse”. Danmark blev hurtigt et af verdens førende lande, når det kom til at lave bedre mennesker ud af de forbrydere, vi lukkede ind i vores fængsler. Både politikere og fængselspersonale valfartede hertil fra hele verden for at lære, hvordan vi gjorde det.

Men de fleste af de eksperter, jeg har talt med, synes at være enige om, at noget begyndte at ændre sig omkring årtusindskiftet. Politikernes retorik skærpedes, så der blev talt mere om retsfølelse og hårde straffe, og Bo Yde Sørensen bemærker tørt, at der i dag ikke er nogen, der besøger Danmark for at lære af vores fængsler.

De fagfolk, jeg har talt med, som altså er ret kritiske over for den her udvikling, har svært ved at sætte en finger på, hvorfor politikerne begyndte deres tough on crime-strategi. Bo Yde Sørensens udlægning er, at politikerne fandt ud af, at det trak stemmer, hver gang ordene og straffene blev hårdere. Altså en form for populisme.

Men der er også den mulighed, at der er tale om noget helt andet. Nemlig demokrati, der virker. Folket vil have hårdere straffe, så det får de.

Meget tyder altså på, at spørgsmålet til en million kroner ikke lader sig besvare lige så let, som man kunne ønske sig. Hvordan straffer man bedst og mest retfærdigt?

Bo Yde Pedersen mener, at et retfærdigt retssystem netop er kendetegnet ved, at det ikke er ofrene, der bestemmer straffen.

Hvis det var det, så ville vi få sådan nogle forhold, som Taleban er ved at genindføre i Afghanistan lige nu,” siger han. Selvfølgelig skal vi gøre alt for at passe på ofrene og hjælpe dem videre, men jeg tror ikke på, at vi hjælper dem videre ved at behandle forbryderen så dårligt, at han går ud og laver nye ofre.”

Når det er sagt, så er det vigtigt for Bo Yde Sørensen at understrege, at han ikke har ondt af de kriminelle. Hans pointe er netop, at man ikke skal lave bedre forhold, fordi det er synd for de indsatte, men fordi det er bedst for samfundet.

Linda Kjær Minke savner en mere forsonende tone i debatten om straf. Hun mener, at den retorik, som politikerne lægger for dagen, forplanter sig ned gennem befolkningen, og at det skaber et billede af, at de kriminelle er nogle afstumpede individer, som ikke skal være en del af vores fællesskab.

Jeg savner interessen og omsorgen for de her mennesker. Ja, du har jokket i spinaten, men hvad fik dig til at handle sådan? Mange af dem, der begår kriminalitet, har ikke haft det nemt her i livet, og der er faktisk en god grund til at behandle dem anstændigt, når de er låst inde. Den anstændighed er en væsentlig faktor, når det kommer til at undgå flere problemer, når de kommer ud,” siger hun.

Jeg ville gerne have spurgt justitsminister Nick Hækkerup, hvad han mener om det, Bo Yde Sørensen siger, men ministeren har ikke ønsket at stille op til interview. Socialdemokratiets retsordfører Kasper Sand Kjær siger på vegne af regeringen, at de hårdere straffe og den øgede kontrol er tiltag, som øger den demokratiske retsfølelse.

De stramninger, vi har lavet, har vi jo netop gennemført, fordi vi så eksempler på domme, hvor man bagefter tænkte: Kan det virkelig passe, at grov vold, voldtægt eller lignende ikke skal straffes hårdere end det her?’” siger han.

Det er et spørgsmål om befolkningens retsfølelse, og så er det altså også et spørgsmål om, at så længe de kriminelle sidder i fængsel, så afholder vi dem fra at begå mere kriminalitet.”

Kasper Sand Kjær er enig i, at forholdene i fængslerne er alvorlige, og understreger at det er en bunden opgave både at øge kapaciteten og antallet af personale. Men når det er sagt, køber han ikke Linda Kjær Minke og Bo Yde Sørensens præmis om, at den øgede kontrol modarbejder resocialiseringen.

Det er jo ikke meningen, at man skal sidde i fængsel og kunne fortsætte med at begå kriminalitet ved for eksempel at være i kontakt med andre kriminelle udenfor eller tage narko,” siger han.

Så selv om eksperterne er af en anden opfattelse, kan der sagtens argumenteres for, at politikerne har ret, når de på tværs af partifarver holder fast i, at hårdere straffe er lig med mere retfærdighed for ofrene. For én ting er den teoretiske tilgang til straf og forebyggelse. En helt anden er den følelsesmæssige, det, man kalder retsfølelsen. De fleste af os kan nok godt blive enige om, at det ikke giver mening at straffe forbrydere hårdere, hvis det blot betyder, at de begår mere kriminalitet. Men forestil dig, at der er tale om en forbryder, der har slået din mor, din bror eller din ven ihjel eller har voldtaget din datter. Har vi det så på samme måde? Vil vi ikke gerne se dén person bag lås og slå så længe som muligt? Og er det ikke nødvendigt, at politikerne også tager hensyn til offerets og de efterladtes sikkerhed og retfærdighedssans og ikke kun til den kriminelles rettigheder?

I 2018 blev Louise Dronninglunds 70-årige mor, Inger Kristensen, slået ihjel af sin psykisk syge nabo. Han havde stalket hende i flere dage, og Inger Kristensen var flyttet ind hos sin datter, fordi hun ikke turde være alene. Men det gik galt alligevel. Naboen havde ventet på den ældre dame i Føtex, og da hun kom ud af butikken, tvang han sig adgang til hendes bil. Han endte med at dolke hende ihjel med en kniv på parkeringspladsen uden for deres opgang.

Selv om gerningsmanden var psykisk syg, blev han vurderet egnet til straf og fik en almindelig dom på 12 år. Hele familien mente, at straffen var alt for lav, og Louise Dronninglund bliver vred ved tanken om, at hendes mors drabsmand måske får tilbudt hjælp eller behandling inde i fængslet.

Det føles, som om man favoriserer gerningsmanden over ofrene,” siger hun. Vi sidder tilbage som familie og har ikke fået hjælp til noget som helst, selv om vores verden er gået i stykker. Så tanken om, at han skal have psykologhjælp eller i fitnesscenter, synes jeg er langt ude,” siger hun.

Egentlig er Louise Dronninglund ikke imod tanken om resocialisering, når det kommer til dem, hun kalder mindre kriminelle”, eksempelvis folk, der sælger narko, begår økonomisk kriminalitet eller laver røverier. Faktisk synes hun, at vi som samfund skylder dem det. Men hun trækker grænsen ved drabsmænd, som med fuldt overlæg tager et andet menneskes liv. Hun tror ikke på, at det hjælper noget alligevel, for hun er overbevist om, at der må være noget grundlæggende galt inde i deres menneskelige kerne”. Og selv om hun godt ved, at der er tusind gråzoner, så hun helst, at de aldrig blev lukket ud igen.

Der er jeg mere til, at de skulle have sprøjten. Og rent personligt er jeg helt ligeglad med, om de har det hårdt inde i fængslerne. Det håber jeg faktisk, at de har. Der er min moral nok meget farvet af de ting, jeg har været igennem,” siger hun.

Foto: Tobias Nicolai for Zetland

Det er to år siden, Kuno Pedersen blev løsladt efter at have afsonet den sidste dom for skyderiet mod de to drenge. Han har fået en lille lejlighed i Aalborg, og han bruger det meste af sin tid på at holde foredrag om sin blakkede fortid til skræk og advarsel for unge i det meste af landet. Han har med egne ord ikke så meget som gået over for rødt, siden han kom ud.

Den sidste tur bag tremmer endte med at blive Kuno Pedersens vej ud af det liv, som han i virkeligheden hadede. Hans misbrug blev så voldsomt, at han takkede ja til at komme i behandling, og det var først, da han blev flyttet til et sted, hvor forholdene var helt anderledes, at der skete noget. Efter misbrugsbehandlingen fik han lov til at flytte ind på en af Kriminalforsorgens pensioner, så han kunne være mere sammen med sin søn. Pensionerne er en slags frivillige udslusningstilbud, der har til formål at hjælpe med at lette overgangen fra et liv i fængsel til et liv ude i samfundet. De kriminelle øver sig i at leve en mere normal hverdag, og eksempelvis har fængselsbetjentene ikke uniform på, ligesom de indsatte både laver mad til og spiser sammen med personalet.

De kom jo ind og spurgte, hvad vi skulle have til aften, og så snakkede man jo bare sammen. Det gjorde alt nemmere,” fortæller han. Vi kunne gudhjælpemig også komme over og dyrke sport med betjentene, og jeg fik lov til at arrangere grillfester og volleyturneringer.”

Han er overbevist om, at det gjorde hele forskellen for ham. Selv om han godt forstår, at det kan pirke til folks retsfølelse, og at ofrene sikkert gerne havde set ham i en lille celle på vand og brød for evigt, mener han stadig, at det er vejen frem for resten af fængselssystemet.

Vi kommer jo ud igen, og det nytter ikke noget, at vi tager skade i fængslet. Så skal I bare bøvle med os på den anden side.”

Justitsminister Nick Hækkerup har som sagt ikke ønsket at stille op til interview, men til Berlingske siger han, at han udmærket er klar over, at situationen i Kriminalforsorgen er uholdbar, og at der skal findes penge til at rette op på situationen.

I samme interview erkender han, at regeringen har været med til at presse systemet ved at indføre hårdere straffe, og han peger på, at der både skal oprettes flere pladser og uddannes flere fængselsbetjente. Det kan både betyde, at der skal bygges nye fængsler, og at der skal genaktiveres’ celler i de fængsler, vi allerede har, forklarer han. Og så nævner han muligheden for fremover at lade kriminelle aftjene samfundstjeneste i private virksomheder og at erstatte SUen med elevløn for personer, som uddanner sig til fængselsbetjente.

Forhandlingerne om den nye aftale for Kriminalforsorgen skal være afsluttet inden nytår.