Da Torbjørn C. Pedersen ankom til Hongkong i januar 2020, var det tænkt som en trædesten på vej videre mod østaten Palau. Planen var kun at blive i Hongkong i fire dage. I over seks år havde han rejst fra land til land uden at flyve og uden at vende hjem til Danmark en eneste gang, selv om han havde både en forlovet og familie derhjemme. Han var taget af sted fra Dybbøl Mølle med bus i 2013, nærmere bestemt den 10/10 klokken 10:10 med et mål om at besøge alle verdens 203 lande. Nu manglede han kun syv lande i Oceanien plus Sri Lanka og Maldiverne. Men så ramte corona. Og rejsen gik i stå. Helt i stå. Næsten to år senere sidder han stadig i Hongkong og venter på at færdiggøre sin færd. Han er træt og tæt på at give op og tage hjem, men noget i ham holder fast i at gennemføre. Så han venter. Og venter.

Da jeg hørte om Torbjørns projekt og så hans blog, var jeg ikke i tvivl om, at her er et særligt menneske med en viljestyrke ud over det sædvanlige. Og med et projekt, der nok lyder vanvittigt, men som samtidig er en ekstrem dannelsesrejse, der må have givet ham nogle erfaringer og indsigter, de færreste har.

Torbjørns historie er umiddelbart historien om, hvordan man med stædighed kan blive den første i verden til at rejse verden rundt uden at flyve med et budget på under 20 dollars om dagen. Bag den ligger historien om, at verden ofte viser sig at være et bedre sted, end vi normalt forestiller os. En verden, hvor de fleste mennesker er rare og hjælpsomme. “Hvis ikke langt de fleste mennesker i verden er fredelige, ville jeg ikke være i live nu,” som Torbjørn siger. Det er den store historie om verdens sande tilstand.

Torbjørns store historie er bundet sammen af tusindvis af små historier. Først og fremmest om møder med fantastiske mennesker i alle egne af verden, men også om storslået natur, besværligt bureaukrati, malaria og stort set alle andre tænkelige transportmidler end fly.

Lad os begynde med det store spørgsmål: Hvad får en 34-årig mand fra Bryrup ved Silkeborg, som lige har mødt kvinden i sit liv og har et fint job, til at tage en så vanvittig beslutning? Det er det første, jeg spørger ham om under vores første lange videosamtale på tværs af kloden.

“Da jeg forlod Danmark, var tanken, at jeg havde lyst til at gøre noget, ingen før havde gjort,” svarer han. “Jeg har altid godt kunnet lide at kigge på kort, jeg har både været spejder og udsendt i militæret. Og så var jeg optaget af eventyrere, de her mennesker, der tager på jordomrejse, drager til Sydpolen eller bestiger verdens højeste bjerg. Men jeg voksede samtidig op med den opfattelse, at der ikke længere var noget at udforske som den første, for vi har jo været alle steder. Man kunne kun være en kopi af andre.”

Men så læste han en artikel om de cirka 200 mennesker, der har besøgt alle verdens lande. Det gik op for ham, at de alle sammen havde fløjet på deres rejse og var taget hjem undervejs. Hvad nu, hvis man tog alle lande i ét stræk uden at flyve og uden at tage hjem? “Jeg havde på det tidspunkt ikke nogen plan om selv at gøre det. Men jeg begyndte at lege med idéen, og efterhånden blev den mere og mere konkret. Til sidst var jeg besat af tanken og måtte bare gøre det.”

Idéen opstod altså oprindeligt af ren eventyrlyst og et ønske om at gøre noget unikt. Men hurtigt gik det op for ham, at der var nødt til også at være et højere formål, hvis han skulle kunne holde motivationen oppe. Derfor lavede han en aftale med Røde Kors om at blive goodwill-ambassadør for dem og fortælle om deres humanitære arbejde på sin rejse. Og så meldte der sig helt af sig selv endnu en vigtig mission i rejsens første fase:

“Jeg havde rejst i få uger, da jeg kom til nogle østeuropæiske lande, hvor jeg blev overrasket over, hvor moderne det var, hvor smukt det var, hvor søde folk var, hvor god maden var i forhold til mine fordomme. Jeg var ellers ret velberejst i forvejen, så hvordan kunne jeg blive så overrasket? Så jeg tænkte, at hvis jeg ikke havde været opmærksom på det, så var der sikkert mange andre, der heller ikke var. Og så blev mit projekt også at vise verden i et andet og bedre lys end det, vi ser i medierne. Journalistik viser det mest ‘interessante’, og det er som regel noget med konflikt og dårligdom, men det er slet ikke det, der er mest af. Folk får et forvrænget billede af verden, fordi de oplever den gennem medierne.”

Når jeg sidder ved computeren og taler over en videoforbindelse med Torbjørn C. Pedersen, adskilt af næsten 9.000 kilometer, har jeg en klar fornemmelse af at være i selskab med et rart og varmt og tænksomt menneske. Det er ikke kun hans mund, der smiler gennem skægget, det er også hans øjne. Hvis jeg mødte ham et tilfældigt sted, ville han være en person, jeg hurtigt ville finde sympati for og have tillid til. Det er uden tvivl en fordel, når han rejser ud i verden.

Mange af hans beretninger handler netop om møder med hjælpsomme mennesker. Som dengang han kørte med bus i Brasilien, og den stak af med hans bagage, mens han sad og nød sin frokost ved et ophold på en rasteplads. Her trådte en mand på busstationen til og fik indhentet og stoppet bussen i sin bil. Eller da han blev fragtet i motorbåd fra Venezuela til Trinidad på noget, der lignede skumle vilkår, men hvor manden, der fragtede ham, agerede turistguide og endte med at give den nervøse Torbjørn penge med på vejen til morgenmad. Blandt de mange mennesker, der har hjulpet ham, er der to, der står hans hjerte særligt nær.

Den ene er Maria, som han mødte i den lille by Suwalki i det nordøstlige Polen efter at have rejst i seks uger. Han ankom en kold aften i snevejr uden sim-kort på telefonen, kun med en lap papir med en mands adresse.

“Der var ingen mennesker på gaden og ingen biler på vejene. Jeg begyndte bare at gå i en tilfældig retning,” fortæller han. “På et tidspunkt sent på aftenen stod jeg under en gadelampe, mens sneen dalede ned på min hat og mit dengang meget lange skæg. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Da åbnede en dør sig i et hus i nærheden, og en skikkelse trådte ud. Jeg tænkte: ‘Det er min chance’, og løb derhen for at spørge om vej.”

Det viste sig at være en engelsklærerinde, så hun talte godt engelsk. Hun tilbød, at han kunne sove på hendes gæsteseng i stedet. Han sagde først nej, nervøs for denne fremmedes hensigter. “Jeg så i glimt for mig ting som, at jeg ville blive spærret inde i kælderen og spændt op mod en mur. Men hun var meget insisterende, og det endte kort fortalt med, at hun lavede mad til mig, selv om det var omkring midnat, og vi snakkede rigtig godt. Da jeg blev ledt ned i kælderen, var der bare en gæsteseng, hvor jeg tilbragte en fantastisk nat med at sove som et lille barn under en stor, tyk dyne og fik bad og morgenmad og et lift næste dag.”

Det lyder måske som et helt almindeligt, næsten banalt eksempel på gæstfrihed. Men for Torbjørn C. Pedersen fik det afgørende betydning. Det helt tilfældige møde har præget ham lige siden: “Det bemærkelsesværdige var, at det skulle ske så tidligt på min rejse. Jeg tror som dansker ikke, at jeg ville have gjort det samme, hvis jeg mødte en fremmed ved midnatstid, der allerede havde en overnatningsaftale et andet sted. Jeg ville bare have ledt vedkommende hen til adressen. Men Maria ændrede min tankegang, og i dag tror jeg, jeg ville gøre som hende.“

Noget lignende gælder for Abdul Karim, en motorcykel-taxachauffør, som Torbjørn mødte i Cameroun i 2015, på det tidspunkt, hvor han havde sin største krise på rejsen. Intet lykkedes for Torbjørn på det her tidspunkt. Han var lige kommet sig efter den farlige sygdom cerebral malaria, langdistanceforholdet med kæresten knagede, hans hidtidige sponsorat var ophørt, folks interesse for hans projekt syntes at dale, og det var umuligt at få de fornødne visa for at komme videre. Han var træt, beskidt og sulten og kunne ikke mere. Abdul Karim havde tidligere kørt ham på sin motorcykel, men de kendte ikke hinanden og talte ikke et fælles sprog.

“Abdul så, hvor nedtrykt jeg var. Han samlede mig op og kørte mig hen et sted, hvor jeg kunne få en kop kaffe. Og der sad han så sammen med mig og talte løs på et sprog, jeg ikke forstod. Men den menneskelige gestus, at han ville hjælpe mig på et tidspunkt, hvor jeg følte mig som en fiasko og helt alene i verden, det gav mig mod til at kæmpe og komme videre i stedet for at give op. Og det var helt afgørende, for de kommende dage og uger skulle blive endnu værre i form af en masse problemer. Dem kom jeg igennem på grund af ham.”

De to møder er ikke spektakulære på overfladen, og for Maria og Abdul har det måske været en selvfølgelig gestus, at de skulle hjælpe denne omrejsende mand. Når Torbjørn alligevel fremhæver dem, er det, fordi de kom på det rette tidspunkt. Maria lærte ham tidligt på rejsen, at det rigtige at gøre over for en fremmed kan være at give vedkommende en større tjeneste, end han beder om. Og Abduls kærlige kop kaffe gav ham et mod til at kæmpe sig gennem den modgang, han stod i. Som om han uden forståelige ord sagde, at man aldrig skal betragte sig selv som en fiasko.

Torbjørn C. Pedersen er fuld af historier, nok til at fylde en tyk bog. Hver gang jeg beder ham om at fremhæve nogle få lande, historier og mennesker, smerter det ham, at der er så mange, han i samme ombæring udelader. Han har dog en særlig kærlighed til Island, Irak og Senegal. Han fremhæver Sudan for landets befolkning og Venezuela, Angola og Nicaragua for deres natur.

En af hans yndlingshistorier er fra en af Salomonøerne, Ghizo. Den korte version er, at der ikke var noget elektricitet, men Torbjørn havde lige batteri nok på sin computer til først at vise filmen Junglebogen for øens børn, og da de var lagt i seng, og mørket havde sænket sig, kunne han vise The Thin Red Line for de voksne – en film, der foregår netop på Salomonøerne, men som de ikke havde set.

“Den aften småregnede det lidt, men man kunne stadig se stjernerne på himlen i kontrast til skyggerne fra palmerne på stranden, og man kunne høre dyr inde fra regnskoven. Jeg overdriver ikke, hvis jeg siger, at 70-80 mennesker sad rundt om min lille laptop og så The Thin Red Line, og det var tydeligt, at det var en stor oplevelse for dem. Det var også en unik oplevelse for mig, og siden har jeg ikke betragtet min computer på samme måde.”

Torbjørns kærlighed til de steder, han har besøgt, er slående. Jeg spørger, om han virkelig synes, at alle lande er fantastiske.

“Ja! Alle lande er fantastiske!” udbryder han. “Men det handler jo om perspektiv. Jeg har aldrig besøgt et land, som jeg ikke har lyst til at besøge igen. Jeg har aldrig besøgt et land, hvor jeg syntes, jeg nåede at se det hele. Alle mine besøg har kun gjort mig mere nysgerrig. Der er måske nogle lande, der interesserer mig mere end andre, men der findes ikke et eneste land, der ikke ud fra et bestemt perspektiv er det bedste land i verden. Netop fordi der sidder nogen i det land, som synes, de bor i det bedste land i verden. Og det er det perspektiv, du skal have som gæst, at se landet med de øjne, der synes, det er det bedste i verden.”

Jeg prøver at udfordre ham ved at nævne det land, der ifølge mine helt uforskammede fordomme siger mig, er det kedeligste i verden, nemlig Belgien. Et land, jeg groft sagt forbinder med EU, intern splittelse i to folk og endeløse motorveje på vej mod Frankrig. Hvordan vil Torbjørn overbevise mig om, at Belgien er spændende?

“Belgien er et superinteressant land i et historisk perspektiv,” svarer Torbjørn C. Pedersen. “Man kan se i deres storbyer, at det engang var et af de rigeste lande i verden, det er virkelig fascinerende. Og der er fantastisk mad i Belgien. Det er klart, at det ikke er så eksotisk, når man kommer fra Danmark – så er Japan umiddelbart mere spændende, men det handler igen om perspektiv. For en sydkoreaner er Belgien nok langt mere eksotisk og spændende end Japan. Og så er belgierne jo gode til det med bureaukrati, hvor de jo har to officielle sprog, hvilket giver en masse helt specielle løsninger.”

Han har uden tvivl ret. Og jeg er sikker på, at han lige så overbevisende kan fortælle om alle andre landes fortrin. Selv når det gælder Nordkorea, mener han, vi er blinde for nogle af landets smukke sider i vores fokus på regimet.

Man kan godt få det indtryk, at Torbjørn C. Pedersen er en mand, der altid er glad og positiv. Men det er langtfra tilfældet. På et tidspunkt i vores samtale siger han sætningen: “Jeg har haft lyst til at tage hjem siden 2015. Sådan er det.”

Den sætning kommer virkelig bag på mig, ja, den rammer mig faktisk. Siden 2015? Har han rejst videre alene på stædighed i så lang tid? Gennem mine samtaler med Torbjørn danner der sig et billede af, at han lever i en ekstrem dobbelthed, en ambivalens mellem det fantastiske og det opslidende, mellem spænding og monotoni, mellem hjælpere og modstandere, som vi kender dem fra eventyrene. Og mens stædigheden er en uhyre vigtig hjælper i forhold til at fuldføre projektet, så står modstanderne i kø, både ude i verden og inde i ham selv.

“Jeg har været noget mere glad tidligt på rejsen,” forklarer han. “I de tidlige år var det, som om jeg blev båret frem af folk, jeg mødte. Og når jeg skulle bruge et visum, fik jeg bare det. Det var, som om det var meningen, at jeg skulle det her. Så gik det i stå i 2015. Jeg fik malaria og mistede min sponsor og var tæt på at miste min kæreste og kunne ikke få de indrejsetilladelser, jeg skulle bruge. Der satte min træthed ind. Jeg lever med en grad af stress hele tiden. Og det har jeg gjort i årevis. Det er opslidende. Jeg er også blevet ældre på de otte år, der er gået, og nu vil jeg gerne snart stifte familie.”

Han savner også Danmark. Savner sin familie, savner at være et sted, hvor tingene fungerer, og hvor han altid ved, hvordan de fungerer. Det eneste sted i verden, hvor mælken smager rigtigt, som han siger, det er hjemme i Danmark.

Han fortæller ikke om sine nedture på sin blog. Det er ikke det, hans følgere har brug for at høre. Han er bevidst om, at han er en motiverende rollemodel for sine følgere. Og hvis han begyndte at brokke sig, kunne enhver med rette påpege, at han jo selv har valgt det. Det er ingen mere bevidst om end han selv.

Og han har endnu ikke givet op. “Jeg har sat et ekstremt ambitiøst mål for mig selv,” siger han, “og jeg er tyndslidt nu. Jeg håber virkelig, det bliver det hele værd. Og når jeg tænker på de mennesker, der har hjulpet mig, så er det stadig dybt meningsfuldt.”

Der er ingen tvivl om, at det må være ensomt at rejse alene verden rundt på trods af de hjælpsomme mennesker, han igen og igen nævner i vores samtale. Men det er ikke de eneste hjælpere i hans eventyr. Hans samarbejde med Røde Kors giver ham kontakter i alle lande, hvor han når frem. Han har også en sponsor, firmaet Ross.dk, der laver geotermisk energi. Og så er der den vigtigste person i hans liv: Le Gjerum.

Hvis du tror, du har prøvet at leve i et langdistanceforhold, så hør lige historien om Torbjørn og Le: De mødte hinanden til et bryllup i 2012, hvor bruden bevidst havde sat dem over for hinanden. De var ikke sammen på selve aftenen, men der blev sået et frø, der spirede, mens Torbjørn var i Lapland for at arbejde, og nogle måneder senere blev de kærester. De havde kun været sammen i tre måneder, da Torbjørn fik idéen til rejseprojektet. Det var ikke den letteste idé at præsentere sin nye kæreste for, men hun respekterede projektet og sagde: “Vi skal blive sammen, så længe det giver mening.”

Det gør det stadig. Hun har besøgt ham 23 gange på hans rejse gennem årene, senest i tre måneder i Hongkong. Når det fungerer trods de uundgåelige kriser, er det, fordi de er så gode til at kommunikere, vurderer han.

I 2016 friede Torbjørn til Le i 5.000 meters højde på toppen af Mount Kenya. Han havde planlagt det i al hemmelighed og fået fremstillet forlovelsesringe med det sjældne mineral tanzanit. Med en guide, der hed Laban, begik de sig op ad bjerget. Le ville ikke rigtig ud på en spontan bjergbestigning, men blev overtalt. Torbjørn havde storladne fantasier om, hvad der ventede dem på toppen:

“Jeg havde i mit hoved en forestilling fra Løvernes konge om, at vi ville komme op til solnedgangen, og at der ville stå mennesker og giraffer og hylde os, mens den smukke savanne ville synge,” fortæller han grinende.

Den virkelighed, der ventede dem, var noget mere kuldslået. Det blev koldere og koldere, der var hård vind og efterhånden også glat is. Le havde glatte sko på og måtte støttes af Laban.

“Da vi nåede op på toppen, kunne vi ikke se et øje. Der var intet at se, alt var hvidt. Vinden hylede, vi frøs og havde ondt, og alt var sne. Laban skyndede på mig for at få frieriet overstået, da vi skulle skynde os ned igen. Men hvor skulle jeg fri i denne elendige snestorm? Jeg fandt en klippe, vi kunne gå om bag ved. Hun stod i sikkerhed med ryggen mod klippen, jeg stod lige på kanten af et 400 meter lodret fald. Men det lykkedes mig at komme ned på knæ og finde en ring frem med mine stivfrosne fingre. Hun blev så glad, at hun fældede et par tårer, som øjeblikkeligt frøs til is på hendes kind. Så koldt var det.”

Giftermålet var noget mindre romantisk. Det foregik online i 2020, for det var nødvendigt, for at Le kunne få lov at besøge ham i Hongkong. De fandt frem til en giftefoged i Utah, USA, der gjorde det i den slags. Vielsen tog to minutter, hvorefter han gik i seng.

Torbjørn møder ikke kun gode og hjælpsomme mennesker på sin vej. Blandt modstanderne i Torbjørns eventyr er et opslidende bureaukrati og mennesker med magt, der skal bevise noget over for en vesterlænding som ham. Selv dem har Torbjørn dog sympati for.

“Jeg er blevet angrebet et par gange, og folk har også forsøgt at stjæle fra mig. Det gør dem ikke nødvendigvis til dårlige mennesker, medmindre de bare gør det, fordi de synes, det er sjovt – og det har ikke været mit indtryk. De gjorde det, fordi de syntes, det var en nødvendighed. Deres situation har været elendig, og de har ikke haft mange udveje. Fra deres perspektiv er jeg et pengebundt med blå øjne og lys hud, der kommer gående, og som sikkert har både forsikring og hjælp fra min ambassade.“

Han har tænkt en del over menneskets natur på sin rejse. Over, hvordan vi består af godt og ondt, og over, hvornår vi handler godt eller skidt mod andre:

“Nogle gange er vi absurd dårlige mennesker. Og mennesker kan jo være decideret onde. Andre gange er vi fantastiske og hjælpsomme og kan ændre andres liv til det bedre,” fortæller han. Og markerer samtidig, at der generelt sagt er en social forskel, der handler om velstand:

“Jeg kan klart se, at folk er mindre hjælpsomme, hvis de har mange penge. Jo færre penge folk har, des mere giver de. De har ikke lige så meget at miste. Mange rige synes, de har gjort sig fortjent til deres velstand, og at de ikke skylder nogen noget.”

Torbjørn er ikke noget politisk menneske. Han siger ikke dette ud fra en forudfattet ideologisk idé om, at rige mennesker er dårlige. Han har bare erfaret det på sin rejse. Det samme gælder hans øvrige indsigter. De er båret af erfaring.

Så hvad lærer man af at rejse hele verden rundt i otte år? Mange ting, svarer Torbjørn C. Pedersen, da jeg stiller ham spørgsmålet. Det måske allervigtigste budskab er, at verden er et bedre sted, end de fleste går og forestiller sig.

“Når alle kameraer er vendt mod konflikten, er der som regel en anden virkelighed lige omme bag kameraerne, hvor folk stadig har en hverdag, og markedet er åbent, og børnene går i skole,” siger han. “Folk skal huske på, at der nok er dårligdomme i verden, der er folk, der lider, der er krige og katastrofer og onde mennesker – men det er en forsvindende lille del af den verden, vi lever i.”

Torbjørn C. Pedersen bruger selv Syrien som eksempel: “Langt de fleste steder i Syrien er en fest, hvor man danser på tagene om natten og hygger sig og har det godt. Det har jeg selv oplevet. Selv om bomberne regnede ned 15-20 kilometer væk fra, hvor jeg var. Det er en voldsom kontrast, men langt de fleste mennesker har det … i hvert fald nogenlunde. Og verden bliver bedre og bedre. Det bliver ikke nævnt ofte nok i vores fokus på alle problemerne.”

Torbjørn er bevidst om risikoen for, at han fremstår som en privilegeret turist, der ikke ser, hvor store problemer der er i verden. Og han erkender dem alle sammen, men gennem sit samarbejde med Røde Kors, hvis arbejde han er meget imponeret af, og gennem sine studier af historie og facts om verden er han ikke i tvivl: Verden bliver et bedre og bedre sted at være i, samlet set, trods de grusomheder og katastrofer, der også er.

Det er ikke, fordi verden er blevet mindre, som man ofte siger, på grund af globaliseringen og internettet. “Verden er ikke lille. Den er kæmpestor!” udbryder han.

“Folk tager fejl, fordi den er velforbundet. Og det er lidt et problem, for det skygger for de enorme forskelle, der er. Vi er nødt til at forstå de forskelle og forstå, at måden, vi gør tingene på i Vesten, ikke altid er den eneste rigtige. Jo, det er det rigtige for os, men tingene er radikalt anderledes andre steder. Nogle steder er familien den afgørende struktur i tilværelsen. Nogle steder er frihed ikke en lige så vigtig værdi, som den er for os. Vi kan ikke bare implementere vores systemer andre steder.”

Det betyder også, at han har et budskab om, at vi skal være mere ydmyge, når vi rejser ud. Man skal være opmærksom på, at man er gæst, og at man repræsenterer Danmark, nærmest som en ambassadør. “Og det kræver, at du er tolerant og møder andre folk med åbenhed,” siger han.

Nogle kan synes, det lyder meget blødt alt sammen. Men på det personlige plan er der en noget hårdere pointe, som han i dén grad har erfaret på sin egen krop. Den handler om at realisere sine ambitioner: “Der sidder alt for mange mennesker og drømmer om et eller andet. Alt for mange har en guitar stående, som de aldrig lærte at spille på. Eller de fik aldrig lært at tale fransk. Eller fik ikke gjort deres uddannelse færdig. De sidder og peger på dem, det er lykkedes for, og kalder dem heldige. Det er der også nogle af dem, der er. Men de fleste af dem har arbejdet hårdt for at realisere deres drøm i stedet for bare at drømme.”

Heri ligger også en del af forklaringen på, at han endnu ikke har givet op, selv om det er benhårdt. Han er ikke kun stædig på sine egne vegne, han ser det som en eksemplarisk ting. “Jeg er et bevis på, at man kan komme rigtig langt ved at kæmpe for noget. Hvis du vil rejse mere, så gør det. Hvis du ikke har penge nok, må du spare op. Det kommer ikke gratis. Man er nødt til at ofre noget for at realisere sin drøm. Det er forbundet med afsavn. Hvis du giver op, tilhører drømmen ikke længere dig.”

Det var ikke planen, at Torbjørn skulle ende med at sidde to år i Hongkong. Og det er tydeligt, at selv om det ikke er det værste sted at være strandet, så er det stadig demotiverende. Meget af tiden går med at arbejde i en dansk sømandskirke, imens han venter på, at coronarestriktionerne ophører, så han kan gennemføre den sidste del af rejsen, som vil tage omkring ti måneder.

Jeg taler med ham to gange, over tre timer i alt, og efter at jeg har stoppet optagelsen af den anden samtale, smider han en bombe. Han har netop fået at vide, at hvis alt går vel, kan han langt om længe gå ombord på et skib den 22. december! Og hvis ikke det, så to uger senere. Dermed kan den sidste etape af hans rejse begynde.

Men ak, Torbjørn sidder endnu og venter. I en opfølgning på mail fortæller han, at det ikke gik alligevel med den 22. december. Han sætter nu sin lid til 5. januar som den måske sidste chance, før han giver op. Lad os krydse fingre for, at det lykkes, og at stædigheden belønnes.