Min far overlevede hjerneblødningen.

Her er historien om, hvorfor vi sagde farvel til ham alligevel

Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Min far vidste det ikke, men han var på vej til sin egen begravelse. Han kørte opad mod den spejderlejr, hvor han og min mor havde holdt bryllup præcis 25 år tidligere. Egentlig var han på vej til en fest. En ceremoni, af en art, med mig og mine søskende og alle kæresterne. Min far havde oprindeligt været imod, men var kommet med på ideen og havde inviteret sin nye omgangskreds. Den gruppe, som kunne finde på at grine højt, når de præsenterede sig selv som halvhjernerne’.

Nu sad min far dér, hev i specialrattet og fik den store blå handicapbil ind på parkeringspladsen. Han havde ingen anelse om, at for nogle af dem, der var til festen den sommerdag, så var det mere end det. Det var også et farvel til den mand, han engang havde været.

Der var gået fem år, siden et blodkar sprang et sted dybt inde i min fars højre hjernehalvdel. Hjerneblødningen var millimeter fra at slå ham ihjel, men han kom igennem. Han blev førtidspensionist, han lærte at gå med en stok, selv om halvdelen af hans krop var følelsesløs. Han fik sig en særlig bil, han kunne styre kun med højre hånd. Når folk mødte ham eller mig eller hans andre børn i Koldings gågade, handlede samtalerne om, hvor dejligt det var, at min far havde klaret den”.

Men vi så en anden sandhed. Og den var, at han ikke havde klaret den.

Nye begyndelser

Det vrimler med nye begyndelser. Og denne sommer fylder Zetland spalterne med historier om mennesker, lande eller systemer, der har måttet forlade deres vante hverdag og gå i en helt ny retning. Nogle gange efterlader de nye begyndelser os med et forandret syn på verden. Nogle gange forandrer de verden. God fornøjelse.

Vi sagde det ikke til dem, vi mødte, men sådan var det. Min fars krop havde overlevet, men som tiden gik efter ulykken, blev det klart for os, der står ham nærmest, at han på nogle helt centrale måder var forsvundet. Hans hjerne var blevet omarrangeret af blødningen. Han så på verden og var i verden på en ny måde.

Vi lever i en kultur, hvor vi ikke rigtig har redskaberne til at håndtere sådan noget her, fandt jeg ud af i de år. Vi ser i det store hele vores identitet og personlighed som en ret stabil faktor. Vi forandrer os selvfølgelig, men forestillingen for mange er, at vi har en kerne af personlighed, så at sige, som følger os livet igennem. Dén idé var jeg nødt til at gøre op med for at håndtere det, der skete med min far. Min far havde krydset grænsen for, hvornår man ikke bare er et forandret menneske, men hvornår den, man var, er gået tabt, og man er blevet til et nyt menneske i den samme krop.

Det blev kun sværere af, at ligesom dem, vi mødte i gågaden, ikke kunne se det, så kunne min far heller ikke se det selv. Han vidste ikke, han var død, og at der nu boede en ny mand i hans krop. Og han har aldrig fået at vide, at han blev begravet den sommerdag for ti år siden. Ikke før nu, i hvert fald. For nylig besluttede jeg, at det var blevet tid til at fortælle ham det.

En lille note: Jeg havde en lydoptager med på turen, og i lydudgaven af artiklen kan du høre, hvordan det her lød i virkeligheden.

ORIENTERINGNår man bliver lammet i venstre side af kroppen, kan man også miste opmærksomheden på alt det, der er til venstre for en. Det tog lige noget tid at lære. For min far og alle os andre. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

Min far bor i en lille lejlighed i et kørestolsvenligt byggeri i det centrale Kolding. Søren Berthelsen står der på døren, i entreen står den handicapscooter, han bruger til at komme rundt i byen. På væggene hænger hans egne malerier og billeder, og der er et lille køkken, hvor han mest bruger elkedlen. Han har været ude at købe mig en sandwich, og vi sætter os ved hans lille køkkenbord.

Hvordan husker du dig selv inden hjerneblødningen?” spørger jeg.

Flittig. Og travl. Det var nok med til, at jeg fik den,” siger han.

Man kunne også sige, at han var én, der tog fat. Han har fortalt historier om at arbejde som udsmider i sin ungdom, hvor han sørgede for at holde rockerne ude af de koncerter, der blev holdt i Assens og omegn. Han og min mor mødtes på seminariet, han blev chef for en ungdomsskole i Kolding, arbejdede stort set hver aften, og han har altid haft denne her sjove blanding af lysten til at gå forrest og så en ret dyb mistro til autoriteter. Som ung mand nægtede han at møde til session, indtil han blev truet med anholdelse. Og så dukkede han op i bare tæer og fik en sergent til at eksplodere. Han elsker den anekdote og klukker over den hver gang. Den var det perfekte udtryk for, hvor initiativrig han var, hvor god han var til at sætte ting i gang. Den uge, hvor hjerneblødningen ramte, skulle han have stået i spidsen for et landsmøde for ungdomsskolelederne, han skulle have stået på scenen og råbt salen op med sin klare stemme.

Det var alt det, han lå og tænkte på, mens en sygeplejerske proppede en madsonde ind igennem næsen på ham på Kolding Sygehus. I de dage kunne han knap snøvle sig igennem en sætning.

Når man får en hjerneblødning af den størrelse, kan man risikere at gå ind i en ret dyb tåge i de første måneder, hvor man kun kan huske ting i glimt. Og det er først, når man begynder at dukke lidt op af den tåge, at man kan begynde at forstå det, der er sket med én.

Jeg kan ikke lige huske, hvornår jeg dukkede op til overfladen igen,” siger han.

Men kan du huske, hvad du tænkte og følte, da du dukkede op til overfladen igen?

Jamen, efter vi var ovre de der store vanskeligheder først, hvor jeg ikke kunne noget som helst og skulle lære mange ting fra starten af … Men jeg kan huske, jeg fyrede noget pis af til sygeplejerskerne oppe på sygehuset, hvor humoren vendte lidt tilbage. De snakkede alt deres vi-sprog, og det triggede mig. Når de sagde: Skal vi i seng?’, så sagde jeg: Ja, der er plads nok, bare hop op.’ Jeg ved ikke, om det er rigtigt, men sådan husker jeg det.”

Det her kan jeg også huske. Tydeligt. Men hvor min far husker det, som om hans humor nu vendte tilbage, og han var på vej tilbage til at være sig selv, så husker jeg det stik modsat. Den vits ville han aldrig have sagt før sin hjerneblødning. Og det var, som om lige præcis dén personlighedsændring tog til med tiden. Prutter blev sjovere, tø-hø-vitser blev sjovere, han kunne grine så meget ad dem, at musklerne i hans ellers lammede venstre arm trak sig sammen. Og så var der hans T-shirts.

Altså, dels var der halvhjerne-bande-T-shirten fra jeres gruppe af hjerneskadefolk, og så var der den der Fuck Google Ask Me’-T-shirt, kan jeg huske. Der var en hel kategori af dem. Du havde en af den slags på til mit bryllup,” siger jeg. Og det var bare din fineste T-shirt.”

Min far griner.

Jeg havde sådan en Please Wait Loading Answer’, hvor der var afbildet sådan en målestreg fra en computer, hvor det var, som om den stod og tænkte, indtil svaret kom.”

Ja, præcis. Og det der, det var bare ikke sket før. Hvor kom det fra, det der?

Det ved jeg ikke,” svarer han. Hjernen er jo uransagelig, man kan narre den let, og man kan være heldig at finde nogle ting frem fra gemmerne, hvor de bare har lagret sig, og man ved ikke, hvor de kommer fra,” siger han.

Ændringer som denne her er jo småting i forhold til, hvordan man ellers kan blive ramt i hjernen, lærte jeg i årene efter min fars skade. Historierne dukkede op over det hele, og ikke to af dem var ens. Nogle havde oplevet meget få ændringer. Nogle, at den ramte mistede basal pli og begyndte at hive telefonen op på bordet midt i en samtale. Én, jeg var kæreste med på et tidspunkt i de år, havde en far, hvor hjerneblødningen havde fået hans temperament til at stikke af. Noget af det kan skyldes, at man bliver ramt i frontallapperne, der er med til at styre noget af vores adfærd. Man kan blive varierende grader af hæmningsløs. Min far havde også en kollega, der blev ramt i den anden side af hjernen og mistede nærmest alt sit sprog, og min far er lykkelig for, at han undgik dét. Så det ér småting, der er sket med ham. Men den personlighed, man oplever hos et andet menneske, kan sidde i de helt små detaljer, der samlet set skaber et helt menneske, og bunken af nye småting i min fars måde at være i verden på voksede og voksede.

Min søster opdagede, hvor meget min fars stemme havde betydet. Den kraftfulde stemme var væk, hans toneleje var faldet en oktav, og han talte så sagte, at han ikke kunne få min søsters hund til at lystre. Efter noget tid blev alle de store udsving i hans følelser kappet af, så at sige, hans humør lå lige præcis i midten hele tiden. Før sprudlede han, nu tøffede han lidt af sted. Undervejs bemærkede min mor, at hans ordforråd simpelthen blev mindre, så han ikke kunne forklare, hvad det var for følelser, der var i gang inde i ham. Og der var sket noget med empatien, som gjorde det svært at finde samhørighedsfølelsen, når man sad og talte med ham. Sådan noget gør, at man pludselig får sværere ved at mærke et menneske.

For mig var vendepunktet maleriet. Han var begyndt at male lidt på det handicapcenter, hvor han begyndte at komme. Den gamle udgave af ham ville aldrig have sat sig ned og lavet et maleri, men hans lejlighed blev langsomt fyldt af billeder med enkle former og ord som tro, håb og kærlighed skrevet på lærredet. Og en dag havde han malet et billede af mig. Det var efter et gammelt fotografi. Mit platinblonde børnehår havde han malet nærmest selvlysende, mit ansigt og baggrunden var i dybrøde nuancer. Selve det, at han var begyndt at male, var en stor nok forandring i sig selv, men oven i det var det, som om jeg med dette billede i hånden pludselig kunne se verden med hans øjne. Hans nye øjne. Og jeg tror, det var maleriet, der gjorde, at jeg pludselig kunne se, hvad bunken af småting betød. Min far, som jeg har kendt ham det meste af mit liv, ville aldrig have malet sådan et billede, tænkte jeg. Hvilket betød, at denne her mand ikke var min far.

Efter et par år var der så mange ting, der havde akkumuleret sig selv, at når jeg begyndte at tale med mine venner om, hvad der var sket basalt set, så begyndte jeg at sige ting som min far er der ikke mere’,” fortæller jeg ham der i køkkenet. Han er på nogle måder væk, den far, jeg kendte, ikke. Det har jeg ikke lige sagt til dig før. Men det var virkelig sådan en følelse af, at han er død og borte. Og det var noget, jeg begyndte at sige for at få folk til at forstå. Og det føltes lidt ekstremt …”

Han bliver lidt stille.

Ja, det er det også, jo,” siger han. Nej, det har du aldrig sagt før. Men i dag tror jeg godt, jeg kan forstå, hvorfor du siger det.”

Hvorfor kan du godt forstå det i dag?

Fordi jeg var nødt til at tænke tilbage til, hvor meget jeg har ændret mig. Og oppe i dit hoved er det nok en meget større ændring end oppe i mit hoved, kunne jeg forestille mig.”

Jeg skammede mig lidt, kan jeg huske, når jeg talte om det her med mine venner i de år. Især dem, som rent faktisk havde mistet forældre på den helt fysiske måde. En begravelse er noget særligt, og jeg var nervøs over at misbruge ordet, nærmest. Men samtidig var det den eneste måde, jeg kunne tale om den sorg, der var, det var den eneste måde at gøre det helt forståeligt for folk, hvordan jeg egentlig havde det. Min far var væk, og nu sad der denne her fremmede mand i hans krop ovre i hjørnet. Og når jeg talte om min far til andre, begyndte jeg at kalde ham Søren i stedet for far.

Det var først mange år senere, at jeg fandt ud af, at især min storebror havde brugt det samme sprog i den periode. Og hvad jeg heller ikke vidste dengang var, at min mor ikke bare tænkte på samme måde. Men hvor jeg bare brugte ordet død” over for mine venner og gjorde dét til min ceremoni, gik min mor skridtet videre. Hun gennemførte ceremonien i virkeligheden.

HAVKIGMin far bruger det meste af sine somre på den campingplads, vi altid kom på som børn. Det er blevet en fast tradition, at folk på pladsen stimler sammen og sætter hans fortelt op for ham. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I min mors dagbog fra dengang står der, hvordan hun i årevis efter hjerneblødningen gravede efter den mand, hun havde giftet sig med. Han måtte være derinde et sted, dybt nede i den patient, hun skulle tage sig af. Han kom i glimt, men var væk sekundet efter. Og tre år efter hjerneblødningen stod det klart, at min far ikke længere kunne bo i deres fælles hus. Der var trapper, han havde svært ved at komme over dørtrinnene, og min mors hverdag var blevet lagt ned af alle de små plejeopgaver, der kommer, når ens mand bliver handicappet fra den ene dag til den anden. Så de fandt den handicaplejlighed, han stadig bor i i dag. Hele familien hjalp med at flytte. Min far husker tydeligt den aften.

Så sagde jeg, så kunne I godt tage hjem. For jeg skulle bo her.”

Der bliver stille dér ved hans spisebord.

Så mener jeg, hun (min mor, red.) sagde, det behøvede ikke at gå så hurtigt. Men jeg sagde: Nej, men nu har jeg fundet det sted, jeg skal være her. Så sådan bliver det.’”

Han siger det her meget stille og nikker lidt.

Hvordan var den første aften her i lejligheden?” spørger jeg.

Jeg husker det ikke som noget særligt. I havde hjulpet mig med at indrette det, og så var det det. Så lagde jeg mig i min seng og sov. Der kunne jeg måske være lidt følelseskold, eller hvad man skal kalde det. Jeg ved ikke lige, hvad jeg skal sige.”

En ny, lang pause.

Men jeg affandt mig med, at det var det. Det tror jeg er det rigtige ord. Jeg affandt mig med min situation.”

Mine forældre forblev faktisk gift, efter min far flyttede ud. Og på sin egen måde fungerede ægteskabet. De havde stadig en slags fælles økonomi, ejede det gamle hus sammen, som min mor stadig boede i, og hvor vi holdt jul. Ingen var sure på nogen. Men deres liv drev i hver sin retning. Min far reagerede ved at åbne sine øjne ud mod verden. Han begyndte at køre landet rundt i sin nye handicapbil. Han fik en veninde, der måske nok i virkeligheden var en kæreste. Og imens vendte min mor sit blik indad for at finde en måde at komme sig. Hun tog ud på den ø, hvor vi camperede hver sommer, skrev et brev om det hele og kastede det i vandet. Hun mediterede. Men hun manglede det, der skulle sætte hende fri. Og fordi det til sidst var blevet lidt fjollet, at de stadig var lovformeligt gift, kom idéen til skilsmissefesten.

Invitationerne var til noget, man kunne kalde en fejring. De havde haft 25 års fantastisk ægteskab. Nu skulle de skilles og genstarte hver deres liv, men i al venskabelighed, og det var da noget at fejre. Virkelig mange af dem, der blev inviteret til festen, havde også været til brylluppet, min fars nye halvhjerne-venner og hans kæreste blev inviteret med.

En skilsmissefest er fundamentalt set en syret idé, som jeg ikke kunne lade være med at grine af. Men mange af de folk, der blev inviteret, brød sig tydeligvis ikke om det. Svarene på invitationen trak i langdrag. Helt op til få minutter før starttidspunktet kom der afbud fra folk, der ikke kunne finde ud af at møde op. Måske, tænker jeg i dag, fordi de kunne mærke, at der var noget andet på spil.

Hele grunden til, at jeg overhovedet er taget til Kolding nu, 15 år efter hjerneblødningen og ti år efter skilsmissefesten, er, at jeg har læst det, min mor har skrevet om skilsmissefesten dengang. Det var i hendes dagbog, jeg første gang så hende bruge ordet begravelse” om den fest. Nogle dage op til festen havde hun følt det som om, hun inviterede til en begravelse, og især i tiden efter har hun brugt festen som dét symbol, skrev hun. Og alt klikkede på plads. Det var præcis sådan, festen føltes for mig også. Jeg havde brugt den til det samme.

Siden dengang har der været noget usagt i min og mit fars forhold. Jeg har følt et tab og en sorg over ham, som han ikke kender til, men som har været altafgørende for, hvordan jeg ser ham, omgås ham og har talt om ham til andre. Jeg ved noget og føler noget om ham, som han ikke ved, sådan har det været i ti år, og det skal være slut.

Jeg har været nervøs, lige siden jeg besluttede mig for at fortælle min far om det hele. Man behøver ikke surfe ret meget rundt i internettets historier om andre hjerneskaderamte for at se, at der kan være en virkelig stor psykisk selvopholdelsesdrift, hvor man prøver at holde fast i den identitet man havde før. Min far har venner, der sidder fast på den måde. Måske har det ikke engang noget med hjerneskade at gøre, måske er det bare et grundvilkår i hele vores forståelse om os selv, at vi hænger sammen som menneske gennem hver livsfase. I de fortællinger fra hjerneskaderamte, jeg kunne finde, var det tydeligt, hvor uoverkommeligt det kan være, bid for bid, at lære sig selv at kende på ny igen. Det at give slip på den, man var, og helt eller delvist omfavne sin nye identitet er sådan noget, der kan skubbe folk ud i depression. Nogle kommer aldrig videre fra det stadie, kan aldrig slippe den, de var.

På vej over i toget havde jeg ingen idé om, hvor meget af den slags sorg der måske var tilbage i min far. Det var det, der gjorde mig nervøs over, hvordan han ville reagere, da jeg skulle fortælle ham om, hvordan jeg så ham, og hvad min mor havde skrevet om ham i sin dagbog.

Jeg tror gerne, du må læse den, jeg sad og læste den på vej herover i toget. Og hun beskriver jo den skilsmissefest som en begravelse.

Nå?”

Min fars øjenbryn går op i panden på ham.

Hvem var død?”

Ja, det var jo dig.

Han kigger lidt på mig med øjenbrynene siddende deroppe. Og så lyser han pludselig op.

Nåååårh. Men så er jeg jo genopstået igen.”

Nu er det mig, der bliver stille lidt.

Ja! Det er lige præcis det, der er sket.

Men så er jeg den eneste, der har været med til min egen begravelse. Det er da lidt specielt.”

Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med. Men min far begynder at grine. På den der måde, hvor de lammede muskler i hans venstre arm trækker sig sammen. Hans skulder sidder fast helt oppe ved øret på ham. På båndet kan man høre, at jeg begynder at grine sammen med ham.

Jeg vidste ikke lige, hvordan du ville reagere på det. Men selvfølgelig synes du, det er sjovt.

Ja, det synes jeg,” siger han. Jeg kan næsten ikke forstå sætningen, fordi han griner sig igennem den.

Der er ikke mange, der oplever at være med til deres egen begravelse. I hvert fald ikke, så de kan få noget at vide om den bagefter. Det er da sjovt.”

FLYDERPå min fars stok har han klistret lidt skumgummi fast. Når han går ud og bader i havet om morgenen og lader sig falde bagover, flyder stokken oven på, så han kan fange den og rejse sig igen uden hjælp. Genialt. Foto: Kasper Løftgaard for Zetland

I de historier om andre hjerneskaderamte og pårørende, jeg har læst og hørt, er det ofte, at de helt nære familiemedlemmer kan risikere at blive fanget i én af to forskellige fælder. Hvis man skal kalde dem det. Man kan på den ene side komme til at holde for meget fast i savnet af den person og det fælles liv, der var før skaden. Eller man kan komme til at fokusere så meget på skaden, at den ramte bliver reduceret til en diagnose, og man bruger al sin tid på at lede efter dér, hvor skaden viser sig. Jeg ved ikke, om vores begravelse viser, at vi er faldet i en af fælderne. Men jeg ved, at en begravelse kan sætte mennesker fri.

I de ti år siden skilsmissefest-begravelsen har min far levet et på alle måder frigjort liv. Manden, der i sin gamle stressede form vel egentlig hadede at rejse, har været i Spanien, på safari i Kenya, jeg har været med ham og halvhjerne-banden på badeferie i Thailand, han har været i New York, og inden for de seneste år er han begyndt at se ret meget til én kvinde, som oprindelig kommer fra Filippinerne. En dag sidste år fik jeg pludselig en besked fra ham. Han sad lige i en filippinsk landsby, fortalte han. Hans venindes far var død, og han var impulsivt taget med hende og sendte billeder hjem, hvor han sad i sin lille kørestol midt i et farverigt begravelsesoptog i en lille filippinsk landsby. De er vist ikke rigtig kærester, men generelt er det, som om halvhjerne-banden ikke går så meget op i at proppe folk ned i de kasser, som mange af os andre går så højt op i. Hjemmehjælpere kan godt blive til venner eller veninder, der kan blive til en slags kærester, der kan blive til hjemmehjælpere igen, for eksempel. I min fars gamle ungdom var han Assens’ største 60’er-hippie. I min fars nye liv er han om muligt endnu mere frigjort. Og som årene er gået er hans personlighed, set fra mit synspunkt, vokset sig videre fra, hvad han var i den første tid efter skaden. Lige nu har jeg svært ved at huske, hvordan hans stemme lød før, men måske var det faktisk det samme, som den lyder nu.

Det ringede på døren, det var rengøringen. Så vi satte os ud på hans lille altan.

Det er sjovt at vende de her ting med dig,” siger min far. Det har vi aldrig gjort før, jo.”

Det har vi nemlig ikke. Og jeg tror også, jeg har været lidt bange for at gøre det før. Nu er jeg helt sikker på, at du er landet godt og grundigt. Hvis du stadig bare var død, så var det for meget at sidde og snakke om det.

Jo, det havde været en dødssyg samtale.”

Det havde det nemlig, griner jeg. For når jeg sidder og tænker på, at jeg er gået tilbage til at kalde dig far i stedet for at kalde dig Søren … Jeg havde også brug for at gå over den overgang og slippe den gamle mand fri og acceptere, at nu var der en ny.”

Han nikker.

Ja ja. Så var det en person med et navn i stedet for en titel.”

Ja. Som en ting. En fremmed. På mange måder.

Min mor kom forbi. Vi spiste jordbærtærte og grinte lidt mere over, at min far var genopstanden. Jeg tror godt, hun vidste, at min far ville tage det, jeg fortalte ham, køligt. Han er kommet videre for længst, i virkeligheden, mens hun i årevis sad fast i forsøget på at komme sig. Hun kørte mig til toget. På vej hjem fandt jeg noterne fra et interview, jeg havde lavet dagen inden. Det var med lektor i psykologi på Aalborg Universitet, Chalotte Glintborg. Hun har forsket i, hvordan hjerneskaderamte og deres pårørende oplever sig selv i årene efter skaden, og jeg ville vide, hvad hun kunne fortælle mig om, hvordan personligheden kan ændre sig. Og hun sagde, at videnskaben egentlig er ret delt.

Inden for psykologien bruger man ordet identitet til at dække over personens egen oplevelse af, hvem man er. Den oplevelse bliver formet af en masse andre ting end det, der foregår helt biologisk i hjernen,” sagde hun. Og når det handler om personlighed, er der en hel række forskellige skoler. Én skole, trækteorien hedder den, taler om, at personligheden kan være stabil livet igennem. Men en anden skole ser personligheden som en ret foranderlig ting. Hvem vi er, påvirkes meget af, hvem vi er sammen med i en given situation, og hvad der sker i vores liv. Man kan være en ting på arbejdet, en anden derhjemme, en tredje, når man tager til genforeningsfest med folkeskolevennerne. Et menneskes identitet ligger ikke i hjernen, den ligger i relationen til andre mennesker.”

Hun understregede, at min oplevelse her ikke er typisk for, hvordan pårørende til hjerneskaderamte kan opleve det.

Da jeg kom hjem, ringede jeg til min storebror og fortalte om det hele. Han var ret glad for, at jeg skrev den her artikel.

Den her mand er ny,” sagde min storebror. Nogle gange dukker den gamle udgave af ham op i glimt, men han er grundlæggende ny.” Grunden til, at jeg er begyndt at kalde ham far igen, foreslog han, er egentlig bare, at jeg har vænnet mig til ham. Bagefter ringede jeg til min søster. Hun har aldrig brugt de symbolske ord, som jeg har brugt. Måske fordi hun er den ældste af os tre børn og kan huske mere af ham før skaden. Alene den forskel er nok til at give ret fundamentale forskelle i, hvordan man kan opleve det her. Jeg fortalte hende om min oplevelse med maleriet, og hun blev lidt stille.

Kan du huske den tegning af en skrivemaskine, vi havde hængende derhjemme?” spurgte hun så.

Svagt, svarede jeg.

Den har han jo tegnet.”

Hvad?

Ja, sådan en meget sirligt tegnet skrivemaskine i ramme, det var ham, der tegnede den for mange år siden. Jeg tror, det med maleriet i virkeligheden kommer dybt nedefra.”

Jeg fortalte hende, at han havde grinet, da jeg fortalte det om begravelsen. Ja, selvfølgelig grinte han, sagde hun. Idéen om at kaste jord på sin egen kiste var jo sjovt på en absurd og abstrakt måde. Det var præcis den humor, han havde. Før.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: