Det Arabiske Forår døde aldrig helt.

Her er historien om, hvordan håbet spirer

Foto: Elizabeth Fitt

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

25:59

Der findes få, der ikke kender begrebet Det Arabiske Forår. Det var en dominoeffekt, der begyndte i Tunesien i 2011 og spredte sig til hele Mellemøsten og Nordafrika. Befolkninger rejste sig mod deres regeringer og forlangte grundlæggende forandringer i landenes politiske systemer. Jeg fulgte intenst med. Hele den vestlige verden fulgte intenst med.

Det Arabiske Forår er siden blevet en vinter. I flere lande, især Syrien og Libyen, er revolutionsdrømmene i stedet blevet til udstrakte borgerkrige. Det kan godt give fornemmelsen af, at håbet om fundamentale forandringer i regionen er forsvundet. Men det er det ikke.

Siden 2018 har nye revolutionære vinde blæst gennem Mellemøsten og Nordafrika. Der har været protester i både Algeriet, Egypten, Iran, Irak og Kuwait. Det er især de yngre generationer, der har ført masserne i et opgør mod forældede styreformer og regeringers manglede evner til at sikre de unges fremtid. Det er en genstart, nærmest, af Det Arabiske Forår. Runde to, kunne man kalde det. I Vesten har vi ikke talt meget om denne her nye begyndelse, men det burde vi.

Nye begyndelser

Det vrimler med nye begyndelser. Og denne sommer fylder Zetland spalterne med historier om mennesker, lande eller systemer, der har forladt deres vante hverdag og gået i en helt ny retning. Nogle gange efterlader de nye begyndelser os med et forandret syn på verden. Nogle gange forandrer de verden. God fornøjelse.

Der er et godt sted at tage hen, hvis man gerne vil forstå den historie. I oktober 2019 udbrød der store protester i Libanon, et lille land i Mellemøsten, der grænser op til Syrien og Israel. Jeg har boet i landet før, og jeg kender det indgående. Derfor tog jeg tilbage for at møde dem, der forsøger at skabe det nye Libanon. Og det, jeg fandt, var dels noget, vi nemt kan genkende her i Vesten, nemlig den dybe drift efter mere frihed og demokrati. Men jeg fandt også noget, der er langt sværere for os at forstå. Over hele Mellemøsten og Nordafrika er nogle samfund indrettet på en helt særlig måde, der gør det nærmest uoverstigeligt svært at skabe fundamentale forandringer. For det kræver, at man gør op med selve den grundsten, som de samfund er bygget på. Og der er stærke kræfter, der kæmper imod.

Alt det når vi tilbage til senere i denne her miniserie, hvor denne artikel er den første af tre. Der er lagt virkelig meget kærlighed i lydudgaven, i øvrigt. Og først skal vi ind i hovedet på dem, der har startet kampen.

Da jeg ankommer til Beirut i februar 2020, er en af de første, jeg får kontakt til, Ali Baroudi. Vi mødes i hans lejlighed i centrum af Beirut, hvor jeg bliver inviteret indenfor til en kop glohed te. Han har været med siden begyndelsen, den 17. oktober, da mere end 500.000 mennesker over hele landet indtog gaderne.

Den første dag så jeg en masse mennesker, der kørte rundt på motorcykel. De sat ild til træer og skraldespande. Jeg havde ingen idé om, hvad der skete, for jeg var lige vågnet fra en lur,” siger Ali Baroudi.

Det hele startede med regeringens planer om at indføre høje afgifter på internetopkald, men tog hurtigt en drejning.

Revolutionen skete, mens ingen var forberedt på det. Da jeg kørte hjem den aften og så et bjerg af ild, stoppede jeg min bil, og allerede der følte jeg, at jeg var en del af en revolution. De, der startede det hele, havde nok ikke forudset, at det ville blive til den revolution, som det er i dag,” siger Ali Baroudi.

Libanons politiske system blev skabt efter den 15 år lange og blodige borgerkrig mellem landets mange religiøse grupper. Krigen sluttede i 1990, da krigens parter indgik en aftale, der skulle sikre freden. De fordelte magten mellem Libanons 18 anerkendte religioner, også kaldet sekter.

I dag betyder det, at libaneserne er tvunget til at stemme efter den sekt, de er en del af. Hvis man er kristen, så kan man ikke stemme på et muslimsk parti eller omvendt. Det betyder også, at landets præsident skal være kristen maronit, premierministeren sunni-muslim, og parlamentets taler shia-muslim. Det er de tre religiøse grupper, der er bedst repræsenteret i befolkningen.

De krigsveteraner, der dannede grundlaget for den aftale, er de samme, der i dag leder de største partier i landet. Det er også dem, der sidder på en stor del af magten både økonomisk, politisk og socialt.

Men i dag er det sekteriske system, der skabte fred i 1990’erne, grundlaget for mange af de konflikter, som demonstranterne ønsker at ophæve. Det har splittet libaneserne, banet vej for nepotisme og korruption, og det er det, demonstranternes vrede midt i oktober 2019 bliver vendt imod, forklarer Ali Baroudi.

Pludselig havde vi en mission om at bekæmpe regeringen, fordi de var involveret i at skabe de nye afgifter. Det var et vendepunkt, fordi folket skiftede fokus fra afgifter til killon yani killon – alle betyder alle,” siger han.

Demonstranterne vil have alle politikere og alle partier til at afgive deres magt i landet. Et slogan, der siden da har været kendetegnende for den libanesiske revolution.

To uger efter de indledende protester lykkedes det demonstranterne at skabe forandring. Den 29. oktober 2019 gik den siddende regering af med et løfte om, at en teknokratisk ledet regering i stedet ville overtage. Det var et stort resultat for demonstranterne, men endte med at blive et problem. Langsomt forsvandt den enorme opbakning til revolutionen på trods af, at aktivister som Ali Baroudi ikke mener, at den er slut endnu.

Regeringen er ny, men det grundlæggende problem er det samme, siger de. Det er stadig sekterne, der har magten i landet. Og da jeg ankommer i februar, er aktivisterne i gang med at samle kræfter til det næste store slag.

OPREJSTMidt på Martyrernes Plads i centrum af Beirut tårner en seks meter høj figur op. Under borgerkrigen fungerede pladsen som en slagmark, og det har sat sit præg på statuen, der er fyldt med skudhuller. Men den er ikke blevet restaureret, fordi den i dag er et symbol på landets blodige borgerkrig, der kostede omkring 120.000 mennesker livet. Foto: Nicholas Frakes

Martyrernes Plads i centrum af Beirut har siden oktober været besat af demonstranter. Omkring de mange telte og pavilloner, der er sat op, er der anlagt et hegn med to åbninger bevogtet af militærpersonale og kampvogne. Det er ikke unormalt, at der er meget militær i Libanon, men det er ikke normalt, at Martyrernes Plads er overvåget.

I de tidlige dage af revolutionen var teltene centrum for debatter, foredrag og til tider koncerter. Pladsen blev omdannet til et stort dansegulv og på et forhøjet plateau remixede dj’s revolutionens mange sange for et begejstret publikum. Men sådan er det ikke mere. Der er ikke længere tusinder samlet på Martyrernes Plads, men en kerne af dedikerede aktivister tilbage, der ynder at holde liv i revolutionen. En af dem, der har valgt at blive, er Khalil Deni.

Jeg er her hver dag og forlader aldrig pladsen på grund af revolutionen. Når revolutionen er slut, tager jeg hjem, men jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive. Jeg har et arbejde, men da det hele startede, tog jeg hertil,” siger han.

Han er en del af en gruppe af aktivister, der hedder Revolutionen kalder dig’. De er omkring 40 mennesker med forskellige baggrunde og aldre. Men de har det til fælles, at de alle har dedikeret deres tid til revolutionen. De fleste af dem bor ikke på pladsen, men det gør Khalil Deni. Han har været med fra begyndelsen. Dengang rejste han imellem sin hjemby i den nordlige del af landet, et par timer væk, og til pladsen et par gange om ugen.

Jeg plejede at komme et par dage om ugen, men nu bliver jeg nødt til at blive. Jeg arbejder ikke, men kan være her. Andre, der ikke arbejder, kan ikke støtte deres forældre. De kan ikke være en del af revolutionen. Hvis jeg stopper, og folk som mig stopper, så vil revolutionen slutte.”

Khalil Deni ejer en butik i sin hjemby, men den har stået lukket siden oktober, så han har kunnet investere al sin tid i revolutionen, og det er ikke et valg, han fortryder.

HJEMDen første gang, jeg møder Khalil Deni, er han i gang med at sætte pavilloner op, som derefter bliver dækket over med plastdug. Sådan er de fleste midlertidige hjem på Martyrernes Plads bygget op. Ude foran teltene hænger der store bannere, der indikerer, hvilke aktivistgrupper der bor i teltene. Khalil Denis gruppe hedder 'Revolutionen kalder dig'. Foto: Elizabeth Fitt

Martyrernes Plads ligger foran parlamentsbygningen i Beirut, hvor der dagen efter skal være en stor demonstration. Aktivisterne håber, at den kan gøre, at revolutionen får fornyet energi.

Samer Khoury, en aktivist, som Ali Baroudi har mødt gennem demonstrationerne, har brugt de sidste par uger på at skabe opmærksomhed om morgendagens demonstration. Sammen med en gruppe andre aktivister har han arrangeret et biloptog, der skal gå gennem Beiruts gader. Jeg mødes med ham kort tid forinden for at tage med.

Jeg plejede at leve i en boble, hang ud i mit område, var sammen med mine venner, gik på de samme diskoteker. Det, der får os til at stå sammen, er, at vi alle kæmper mod en politisk klasse. Boblen er bristet,” siger han, mens vi går hen til de mange biler, der er klar til at køre.

En af dem har store højttalere fastspændt på taget med et par klemmespænder. Da optoget begynder at køre, bliver Beiruts gader overdøvet af høj musik, jublen og dyttende biler.

Optoget stopper foran et universitet, hvor en stor gruppe studerende modtager paraden, og den snævre vej bliver blokeret af en skov af biler og mennesker. En af aktivisterne griber en megafon og kravler op på taget af den bil, som jeg sidder i. Han råber til folkemængden og siger, at de skal komme til parlamentsbygningen næste morgen, så de kan blokere alle indgange og forhindre, at medlemmerne af parlamentet kan komme ind i bygningen. Inden den nye regering i landet kan træde i kraft, skal de nemlig have parlamentets opbakning, og det er det, morgendagens demonstration skal forhindre ved at blokere indgangene.

Efterfølgende sætter vi os tilbage i bilen for at køre videre til rutens næste stop i et andet område af byen. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil tage med til demonstrationen dagen efter. Derfor spørger jeg, om der er noget, jeg skal tage med for at beskytte mig selv.

Tag dine forholdsregler. Du skal have en hjelm og en gasmaske med, men du kan altid gå. Du vil vel ikke blive såret for den libanesiske revolution? Jeg er klar, men er du?” Det er Samer Khourys svar, et svar, der er meget langt væk fra de første glade uger af revolutionen, hvor demonstranterne dansede i gaderne, og regeringen blev væltet med minimal vold.

På trods af Samer Khourys advarsel står jeg dagen efter op klokken seks om morgenen, pakker min hjelm og gasmaske ned og går ud ad døren halv syv. De normalt meget trafikerede veje omkring parlamentsbygningen er i stedet blevet overtaget af demonstranter. De mange indgange er enten blokeret af store betonklodser eller militæret, der i dagens anledning har udstyret sig med store skjolde og hjelme.

Da jeg kommer tættere på Martyrernes Plads, bemærker jeg, at der hænger en kras lugt af peber i luften. Et par hundrede meter længere nede ad vejen har en stor røgsky lagt sig over en stor folkemængde, der kæmper med militæret. Røgen kommer fra tåregasgranater, som soldaterne bruger for at splitte gruppen i to. De forsøger at blokere vejen, og selv om militæret tager hårde midler i brug for at fjerne dem, bliver hullet hurtigt fyldt ud af flere mennesker.

På selve Martyrernes Plads fortsætter de voldsomme sammenstød. Der er blevet sat en stor betonmur op foran parlamentsbygningen, der forhindrer de mange demonstranter i at komme forbi. Den er blevet centrum for en kamp hen over den store mur. En stor vandstråle kommer fra den anden side af betonmuren og skubber de vovede demonstranter ned, der forsøger at kravle over væggen.

Midt i det, der allermest ligner en stor slåskamp frem for en vejblokade, kommer en sort bil med tonede ruder langsomt kørende. Den er tæt bevogtet af en række soldater, indeni sidder et parlamentsmedlem. Det får alle demonstranternes fokus til at vende sig mod den kørende bil, og som i en fælles bevægelse stormer de alle mod den, og bilen forsvinder i et mylder af demonstranter.

Efter flere timers intense kampe søger jeg ly i Khalil Denis telt. Da jeg kommer ind i teltet, er alles øjne fæstnet til fjernsynet, der sender live fra demonstrationerne. Jeg skæver til Khalil Deni igennem det fyldte telt, hans øjne har løbet i vand. Trods de voldsomme protester har flere parlamentsmedlemmer formået at komme ind i bygningen. Uden at sige et ord til de andre i teltet begynder jeg at gå mod min lejlighed, ni timer efter jeg ankom.

Dagen efter kommer det frem, at den nye regering opnår et flertal af parlamentets stemmer. Trods demonstranternes anstrengelser møder der ikke mere end omkring 6.000 op på dagen. Et tal, der står i stor kontrast til de 500.000, der samlede sig på Martyrernes Plads i oktober 2019. Men det siger Ali Baroudi, at der er en forklaring på.

Efter at vi havde fået regeringen til at gå af, gik vi tilbage til den samme gamle fortælling, som vi er vant til i Libanon. En af de første ting, der skete, var, at de politiske partier bad deres folk om at evakuere gaderne,” forklarer han.

Da den tidligere premierminister trådte af, henvendte flere politiske ledere sig til demonstranterne og bad dem forlade gaderne. Det fik mange til vende sig imod revolutionen.

De var overbevist om, at revolutionen var forkert, så de kom ned på gaderne i massive tal og begyndte at banke demonstranterne,” siger Ali Baroudi om de kampe, der har fået mange til at undgå protesterne i frygt for sammenstød med både sikkerhedsstyrker og anti-demonstranter. Det er derfor, Samer Khoury, Ali Baroudi og Khalil Deni lægger alle deres kræfter i at holde liv i revolutionen.

Når jeg går til demonstrationerne i dag, er vi stadig stærke, og vi tror på det samme som før, men når der kun er et par hundrede mennesker ud af fire millioner, så bliver jeg såret. Volden minder libaneserne om borgerkrigen, og det er stadigvæk et åbent sår i Libanon,” siger han.

To af de partier, der står bag den nye regering og har haft stor indflydelse på, at demonstranterne har trukket sig tilbage, er den politiske militære organisation Hizbollah og partiet Amal. De voldsomme sammenstød startede, da demonstranterne rettede deres slagsange mod de politiske partier. Amal og Hizbollah var de første, der bad deres følgere om at evakuere gaden.

De fortalte deres følgere, at de ikke skulle acceptere, at deres politiske ledere blev råbt ad på den måde, og så kom de tilbage til demonstrationerne, endnu mere voldelige end før,” siger Ali Baroudi.

Ikke lang tid efter træder den nye regering i karakter. Flere aktivister og journalister bliver kaldt i retten af regeringen. De beskyldes for at sprede fake news og ytre grov retorik på sociale medier om politikere. Jeg kontakter Khalil Deni, da jeg ved, at han også flere gange har kritiseret de politiske partier i medierne. Og finder ud af, at han er en af dem, myndighederne gerne har villet tale med.

Det var første del af historien om Libanon og Det Nye Arabiske Forår. Det næste kapitel kan du læse mandag den 27. juli. Dem, jeg kommer i kontakt med næste gang, giver mig et indblik i, hvilke kræfter der kæmper mod revolutionen. Vi skal helt ind i de strukturer, der gør, at Libanon er så svært at forandre.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: