Under overfladen er intet ved det gamle.

Her er, hvordan corona har ændret alt for lægen, cykelhandleren – og os andre

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

31:07

Yael Bassan har brug for ferie. Hun trænger til at komme ud i skoven. Efter alle corona-fyringerne i hendes cykelforretning har hun arbejdet hele tiden. Jeg har lavet fem menneskers arbejde,” som hun siger. Jeg er rimelig presset.” August var særlig slem, fordi Yael Bassans butiksmanager i forretningen i Københavns Nyhavn holdt fri. Men hendes stress skyldes ikke bare arbejdsbyrden eller de hundreder af ubesvarede mails eller det faktum, at hun efter fyringen af den it-ansvarlige selv skal løse problemer med HDMI-stik. Eller at hendes far, som hun arvede forretningen fra for fem år siden, havde sin dødsdag her i august. Jo, alt dét tynger selvfølgelig også.

Men det er mest,” siger hun, hele grundstemningen i samfundet.”

Det, Yael Bassan taler om, er fornemmelsen af, at det er hverdag, men alligevel slet ikke hverdag. Det føles som en slumrende usikkerhed, en usynlig kraft, der hele tiden, lige pludselig, kan bryde frem og rive illusionen om normalitet væk. Som da en af de ansatte fik corona i sidste uge. Flere af kollegerne gik i panik. De blev bange,” siger Yael Bassan. Hun ringede til sundhedsmyndighederne. Hun beroligede medarbejderne. Det var svært.

Usikkerheden handler også om medarbejdernes bekymring: Har de et job til vinter, stort set uden turister og hjælpepakker? Hele cykelbranchen er presset – en konkurrent faldt om med en blodprop for nylig. Jeg er ved at blive lidt sur, kan jeg mærke,” siger hun.

Yael Bassan har brug for ferie. Hun trænger til at komme ud i skoven.

I dag, fredag, er det et halvt år siden, Mette Frederiksen lukkede store dele af Danmark ned. (“Er der virkelig gået et halvt år?” spørger Yael Bassan. Det er jo … tragisk”). Og selv om selve den landsdækkende nedlukning kan føles som et fjernt minde, er corona her stadig. Pandemien er bare blevet mere tåget, mere vævet ind i hverdagen. Vi hører om nye restriktioner og daglige smittetal, men det kan være svært at få greb om, hvor vi egentlig befinder os – medmindre vi standser op, hæver os en smule og gør status. Hvordan påvirker corona os i dag, her seks måneder inde i krisen?

Selv om Danmark er sluppet langt lettere end andre lande, så har COVID-19 – og i høj grad reaktionerne på sygdommen og alle dens andre afledte effekter – ændret vores verden, som den ser ud lige nu. Spørgsmålet er bare: hvordan?

Dét undersøger vi i dag, og vi gør det på tre måder. For det første har vi talt med eksperter og gravet os ned i statistikker og rapporter. For det andet har vi spurgt jer medlemmer, hvordan I er påvirket. Mængden og dybden af tilbagemeldingerne har været fuldstændig overvældende. Tusind tak for det.

For det tredje: Tilbage i marts skrev vi en stor fortælling om de første 14 dages historiske lockdown fortalt gennem en række mennesker, der på vidt forskellige måder havde haft omvæltningerne helt inde på livet – direktøren, moren, lægen, læreren, bodegaejeren, den SAS-ansatte, den københavnske cykelhandler Yael Bassan og den kræftsyge kvinde, der holdt sit bryllup mod alle odds. De mennesker er vi vendt tilbage til. Hvordan lever de nu?

Tilsammen danner det hele en mosaik, der viser en verden vendt på hovedet. Mosaikken fortæller om forelskelser, fyringer og død, om psykisk pres og om at tage kampen op mod det pres. Om at græde ned i hovedpuden og om at finde sin mand igen.

Artiklen er langtfra et komplet billede af Danmark i coronaens tid. Det ville være en umulig ambition, for sygdommen påvirker på en måde alt. Men det er ét bud, baseret på ærlige og personlige stemmer, på, hvor vi er nu. Vi har delt historien op i små temaer med hver sin overskrift. Den første hedder …

Normal – ikke normal

Kasper Holten følte det som et replay af en film, han egentlig ikke gad se. I mandags fortalte direktøren for Det Kongelige Teater store dele af personalet, at nu skulle de – efter opfordring fra regering og myndigheder – til at arbejde hjemme. Igen. Jeg indrømmer blankt, det var lidt op ad bakke,” siger han.

Corona ruskede igen op i den normalitet, der ellers så småt havde krøbet sig tilbage på teatret.

Det er næsten sværere at navigere i nu,” siger Kasper Holten. Alle kæmper for at komme tilbage til normalen. Og det ligner lidt mere normalen. Men samtidig skal du hele tiden været obs på, at tingene slet ikke er normale.”

På den ene side, siger han, er der åbnet for forestillinger med opera, teater og ballet, hvilket er fantastisk. På den anden side må der kun være 350 publikummer i en sal med plads til 1.500. Vi har udsolgt til operaen et pænt stykke ind i februar. Normalt ville vi juble over det, men nu føles det lidt som snyd.” Økonomien er heller ikke normal. Minus 68 millioner kroner stod der på den seneste status. Hvis nogen viste mig de tal i januar, ville der ikke være noget scenarium, hvor jeg stadig var teaterchef i dag,” siger han. Nu er et sort hul i kassen nærmest … normalt?

Når Kasper Holten går til premierer, må han tage sig i ikke at give skuespillerne eller musikerne et kram. Det er svært, fordi det ligner normaliteten meget mere nu. Man skal hele tiden huske ikke at opføre sig spontant.” Det er, siger han, som om corona fjerner alt det, der gør tilværelsen sjov – at synge, rejse, danse, røre ved hinanden. Folk har talt om, at mange på min alder er blevet sent voksne. Nu er vi alle sammen blevet voksne overnight,” påpeger han. Vi skal være modne, tænke os om, holde igen. Og de unge forventes at opføre sig, som om de pludselig alle sammen er 45.”

Den unormale normalitet går igen i vidt forskellige verdener – fra sundhed til arbejdsliv, fra kærlighed til politik. Mange har fortalt os historier, der minder om Kasper Holtens. Som lægen Matthias Zaccarin fra Regionshospitalet Herning, der har arbejdet meget med corona-patienter, siger det: Vi kan godt sige, hverdagen er mere normaliseret, men det er ikke tilbage til normalt.”

Folketingspolitiker Stinus Lindgreen fra De Radikale fortæller, at selv om politik virker mere normalt igen, fylder corona stadig 50 procent af hans tid. Det gennemsyrer enormt meget ny lovgivning og sætter stadig antalsbegrænsning på politikere i Folketingssalen.

Eller tag 41-årige Helga König-Jacobsen, Zetland-medlem og ansat på et gymnasium. Hun er i risikogruppen på grund af en hjertetransplantation og lever afsondret fra familie, venner og arbejde. Hun føler, at omverdenen og folk omkring hende slækker mere og mere på corona-reglerne. Jeg føler lidt, at alle andre bare vil tilbage til normalen,” siger hun. Men, påpeger hun, intet er bare tilnærmelsesvist normalt for folk som hende.

Jeg kan ikke holde afstand alene. Der skal to til. Og så længe andre ikke gør det, må jeg være isoleret derhjemme.”

LUFTYael Bassan vil snart ud i skoven med sin kæreste. “Vi trænger til at komme ud, hvor vi kan trække vejret lidt frit igen.” Foto: Yael Bassan.

Uvisheden som konstant

Den skrøbelige og unormale normalitet skaber en tilstand, som går igen hos stort set alle, der har budt ind til artiklen her: den konstant ulmende uvished. Jeg føler hele tiden, at mit liv er up in the air,” siger medlem Isabella Engberg, der snart skal tilbage til studiet i Skotland. Eller skal hun? Alt føles usikkert. Jeg kan ikke planlægge noget som helst.” Det er, som lærer og mor til tre Maria Andreassen siger, en følelse af at leve på lånt tid. Planer har mistet deres autoritet. Noget er forandret. Som om vi stadig står på affyringsrampen, men ikke tør blive skudt af sted,” siger medlem Johannes Flintholm. Jeg frygter ethvert pressemøde fra ministeriet.”

Uvisheden er et nyt vilkår på mange måder.

Den viser sig i økonomien. Jeg ved ikke, om jobbet er der til mig, når alt dette er overstået,” skriver medlem Tina Frier, der måtte holde pause fra arbejdet som handicaphjælper, fordi hun er i risikozonen.

Bonusinfo. Udbredt usikkerhed er et af den økonomiske coronakrises vigtigste træk ifølge to nobelpristagere og 11 andre topøkonomer. Kilde: Zetland


Uvisheden findes også i den udbredte forvirring over, hvad man skal gøre, når nogen måske er smittet. Det er en tvivl, mange fortæller om. Hvem skal testes? Hvornår skal en børnehave lukkes ned? Hvornår skal man blive hjemme fra arbejde og under hvilke vilkår? Hvornår skal en klasse sendes hjem? Retningslinjerne opleves ofte som uklare og forskellige fra institution til institution, fra skole til skole, fra arbejdsplads til arbejdsplads, endda fra læge til læge. Hvis et barn får lidt ondt i halsen, skal det være hjemme, indtil vi har en negativ test, hvilket p.t. kan tage tre-fire dage,” siger medlem og far Simon Mikkelsen. Det er tre-fire dage, hvor en af os ikke kan arbejde og allernådigst skal have fri fra arbejde. Det koster ferie. Og der skal ikke ret mange gange kriller i halsen til, før juleferien og vinterferien er væk.”

Sundhedsordfører Stinus Lindgreen, som vi også fulgte i de første 14 dage af nedlukningen, hører også om usikkerheden. Så længe der er udbredt forvirring, har vi ikke kommunikeret klart nok,” siger han. Vi på vej ind i en ny fase i efteråret, hvor vi vil begynde at se flere syge nu – med corona og andet. Og så er det selvfølgelig et problem, hvis man lukker en daginstitution, hver gang en toårig er snottet. Det går ikke. Så vi er nødt til at være helt skarpe på, hvad vi skal gøre hvornår. Ellers lukker vi alle daginstitutioner over hele efteråret,” siger han. Retningslinjerne bør være lysende klare. Det er de bare ikke.”

Også på skolerne kan reglerne være svære at forstå. I klasseværelset styrer man efter folkeskoleloven og i frikvarteret efter corona-loven. Det betyder, at de samme elever, der gerne må være sammen i klasseværelset, ikke må være sammen i pauserne, hvis de går i forskellige klasser. Det kan være svært for eleverne at forstå – og jeg kan godt forstå dem,” siger lærer Maria Andreassen.

Uvisheden findes også i sundhedsvidenskaben. Jens Lundgren er professor på Rigshospitalet og står i spidsen for en global forskningsindsats for at finde medicin mod COVID-19. I dag, siger han, mangler vi stadig solid viden om mulig behandling af sygdommen. Forskerne arbejder på højtryk, men resultaterne er ikke klar endnu. Derfor er uvisheden et sundhedsvidenskabeligt vilkår. Planer er, også her, umulige.

I dag har vi ikke viden til at lave den store slagplan for, hvordan vi får epidemien under kontrol. Vi har en midlertidig løsning, så epidemien ikke går ud over samfundsordenen. Men hvordan vi får samfundet tilbage, som det fungerede før – den plan har vi ikke,” siger Jens Lundgren.

Den forskning, han kender til, vil nok kunne fremlægge foreløbige resultater i januar. Det bliver et afgørende øjeblik. Det er min milepæl. Der kan man i realiteten have en informeret diskussion om, hvad der skal ske.” Der kan vi lægge en plan med en vis autoritet.

Indtil da er uvisheden og ventetiden en grundtilstand. Det er som et holding pattern i et fly,” siger Jens Lundgren. Man flyver, men man må ikke lande. Så man bliver ved med at cirkle rundt i luften og vente.”

Der flyver vi alle sammen rundt lige nu – højt oppe i skyerne, i uvished over, hvornår vi kommer ned på jorden igen.

7,4 %

Så meget faldt BNP i andet kvartal 2020. Kilde: Danmars Statistik 


Døden er anderledes

I sommer døde Anne Posch. Den 29-årige aarhusianer vidste godt, det skulle ske – hun led af en særlig ondsindet form for kræft. Under nedlukningen blev hun gift med sin mand, Franz Posch. De ville giftes, inden det var for sent, selv om det var umuligt i kirken dengang. Så de holdt brylluppet derhjemme, med familien og vennerne med over et videolink.

Det var alt det, jeg kunne have drømt om,” sagde Anne dengang. Det føles, som om man har gennemført livet.”

Hun døde derhjemme, i huset ud mod de store græsplæner og træerne i Højbjerg. De nærmeste stod ude i haven og gik ind, en ad gangen, og sagde farvel. Hun ville gerne have givet sin krop til videnskaben, siger Franz, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi kapaciteten var presset af corona.

Begravelsen var en uge efter. Det var langtfra alle, der måtte komme ind i kirken på grund af restriktionerne. Det føltes nærmest provokerende oven i alt det andet, selv om det jo ikke var nogens skyld,” husker Franz.

Men ligesom ved brylluppet fandt han en udvej. Forsangeren fra det metalband, Franz spiller i, satte et lydanlæg op uden for kirken. Det blev forbundet med en trådløs mikrofon inde i kirken, så alle udenfor kunne høre præsten og Franz’ tale. Og så, en sommerdag, kom folk væltende, skarer af mennesker, klædt i farver, som Anne havde opfordret til. De fik salmeark i hænderne udenfor. Der var høj sol.

Derude, foran kirken, kunne de høre Franz læse op af et brev, Anne havde skrevet på sin telefon, men aldrig gjort færdigt. Hun skrev: Lev dit liv nu. Du ved aldrig, hvad det byder dig. Du må ikke vente.’” Franz kunne ikke kigge ud mod gæsterne, han drejede mikrofonen, så han vendte mod kisten. Ellers blev det for meget.”

Bagefter, da kisten blev båret ud, flød alle ansigterne ude i sollyset sammen. Folk ville kramme, men nogen greb ind og stoppede det. Der kunne jeg godt have krammet alle i rækken,” siger Franz.

Corona har ændret døden og måden, vi siger farvel. Jeg har fået mange historier om begravelser uden sang og dødsfald uden mulighed for at være til stede. Medlemmet Idas 68-årige mor døde på grund af COVID-19 (efter at have haft kræft i en årrække). Iført kitler, masker, beskyttelsesbriller og handsker fik vi adgang til stuen, så vi kunne sige farvel til hende,” husker hun. Idas far var også smittet og måtte som den eneste kysse moren og røre hende uden plastikhandsker.

Ida er taknemmelig for, hun kunne sige farvel: Men hvor ville jeg gerne have givet hende, min mor, et sidste knus.”

SÆTFranz Posch havde samme jakkesæt på til sin kones bryllup og begravelse. Foto: Franz Posch

Fyringseksplosion

På slaget ni den sidste mandag i juni ringede Kristoffer Meinerts telefon. Pressechefen for SAS havde været hjemsendt i ugevis fra det kriseramte flyselskab. (“Efter 13 timer sagde min kæreste, at hun ikke kunne klare mere af min countrymusik”). Opkaldet var fra hovedkontoret i Stockholm: Jag har ett mycket tråkigt meddelande,” lød det. Meinert fattede ikke halvdelen af, hvad der blev sagt, men han forstod, at han nu var fyret. Jeg var helt vildt ked af det. Vred – uden rigtig at kunne rette vreden mod nogen. Magtesløs,” siger han.

Den slags opkald – fyringsopkaldet – er blevet en definerende corona-oplevelse. Bare SAS fyrede 1.600 mennesker i en fyringsrunde, og generelt steg arbejdsløsheden historisk hurtigt – selv om det faktisk går noget bedre i august.

Da jeg ikke længere havde noget job, sagde alle: Nyd det, slap af.’ Men det er fandeme svært, når man ikke ved, om man har et arbejde om en måned eller et halvt år eller … Det er ikke særlig sjovt,” siger Meinert.

Man vænner sig til ikke at lave noget – det bliver et halvdepressivt dagsprojekt bare at købe ind. De kedeligste dage ligger han med telefonen i sengen til klokken 9.30. Så står han op og surfer hvileløst rundt på nettet – netaviser, Twitter, Facebook, igen og igen. Køber noget ligegyldigt på nettet. Hen ad aftenen laver jeg mad. Så kommer kæresten hjem, og min dag bliver fyldt op med, hvad hun har lavet. Så ser vi fjernsyn igen, selv om jeg ikke har brug for det.”

Det er, understreger han, en af de dårlige dage. Og Meinert har fået flere henvendelser om job og er i gang med lovende samtaleforløb. Men uvisheden og ventetiden og de lange dage alene hjemme i lejligheden er alligevel svære.

TABSAS, hvor Kristoffer Meinert var pressechef, har tabt milliarder af kroner. Foto: Kristoffer Meinert

Ensomhed og kærlighed

Hvert et øjeblik kan der opstå en tankerække, som gør mig ude af stand til andet end at græde ned i min hovedpude.” Sådan siger medlem Sigurd Vemmelund Jørgensen, og han er ikke alene med den følelse. Et af de mest gennemgående temaer fra medlemmer og andre kilder, jeg har talt med, er ensomhed.

Jeg har ikke givet mine forældre et kram i seks måneder,” fordi de er i risikogruppen, skriver et medlem. Folk taler om at være alene med deres egne endeløse tanker” og længes efter at være sammen, på tværs af grænser og skærme. Mange fortæller om at gå ned med stress eller bliver deprimerede eller angste. Jeg kunne ikke mærke nogen glæde,” siger medlem Signe Aalbæk Jensen, der blev sygemeldt med en depression. Hun er tilbage på fuld kraft igen, men måtte erkende, hvor skrøbelig hun var, når hendes livsbetingelser blev ændret.

En undersøgelse fra Københavns Universitet har ud fra et stort antal videnskabelige artikler peget på, at corona har ført til en stigning i angst, depression og andre psykiske problemer hos både syge, sundhedspersonale og den generelle befolkning. Center for Selvmordsforskning har endnu ikke tal for udviklingen, men siger, at tidligere pandemier – SARS og den spanske syge – førte til flere selvmord.

Men samtidig med den øgede psykiske belastning har corona også givet nyt liv til kærligheden hos mange. Signe Aalbæk Jensen, der blev deprimeret, har oplevet, at hun og hendes mand fandt hinanden igen. Det glædelige er, at vi fandt fixet sammen, og jeg er ikke mere bange for at gå hjemme med ham engang, når vi begge er blevet pensioneret.” Ida, der mistede sin mor, fortæller – som mange andre – om en ny afklarethed. Det har været en tid med tydelig klarhed af, hvad der er vigtigt i mit liv,” siger hun. Min kæreste og jeg er blevet gift, og vi venter vores første barn til foråret 2021.” Andre fortæller om at finde nye kærester efter kaotiske hjemsendelser fra Mellemamerika og over nettet til Oslo. Og en morgen i juli blev Kristoffer Meinert, den fyrede SAS-pressechef, vækket af sin kæreste, der stak en positiv graviditetstest op i hovedet på ham.

Det var en vaskeægte corona-baby,” siger han.

Og måske lidt overraskende: Antallet af skilsmisser i første halvår af 2020 er ikke unormalt højt, viser dugfriske tal fra Danmarks Statistik. Jo, det er steget i forhold til året før, som var unormalt lavt, men ellers ligner det tidligere, mere almindelige år. Antallet af vielser ligger til gengæld en hel del lavere – af gode grunde. Cirka 4.000 færre blev gift i første halvår af 2020 sammenlignet med årene før.

OPNogle skoletrætte elever er faktisk blomstret op under corona, siger lærer Maria Andreassen. Foto: Maria Andreassen.

Slagsiden: de usynlige på randen

FAAAAAAAAR!” Jeg er på telefonen med Anders Ladekarl, generalsekretæren for Dansk Røde Kors, da min yngste søn flår døren op. Jeg arbejder hjemmefra på grund af corona, mens min kæreste er i selvisolation i en tom lejlighed, og børnene er hjemme fra børnehave og skole. Computeren er blevet sort!” råber han. Jeg prøver at få håndteret situationen, men nej, det ender ikke med at blive et særlig vellykket interview. (Undskyld, Ladekarl).

Røde Kors-direktøren når dog at fortælle noget vigtigt: Mange, især psykisk sårbare og socialt udsatte, henvender sig stadig til Røde Kors for at få hjælp, fordi de selvisolerer sig af frygt for corona. Det er ikke så voldsomt som under nedlukningen, men det er stadig massivt: Folk henvender sig for at få hjælp i et omfang, vi ikke har oplevet før,” siger han. Det er, på en måde, de usynligt udsatte, der er hårdest ramt. De hjemløse og misbrugerne har klaret krisen okay, fordi de har fået meget hjælp, siger Vibe Klarup, chef for Rådet for Socialt Udsatte. Det er dem, der ikke bor på gaden, men er mindre synligt udsatte, folk i randområderne, der er hårdest ramt.

Ida Jønsson fra BørneTelefonen fortæller, at corona for første gang nogensinde vippede kærlighed af pinden som det emne, børn kontaktede dem mest om. Corona har, på en måde, fungeret som en slags intensivering af børnenes relationer – enten positivt eller negativt. For nogle børn og unge er konfliktniveauet steget,” siger hun.

Bodegaejer Mette Risdal har også oplevet en klar intensivering. Da hendes beværtning, Kanal Bodegaen på Christianshavn i København, var lukket på grund af restriktionerne, hjalp hun nogle af de ældre stamgæster med indkøb og at gå i banken. Og nu, hvor der er åbent igen, har hun haft rockertravlt”, som hun siger. Vi har udendørs servering, og vi har været heldige med vejret.” Travlheden skyldes ikke mindst, at folk er endnu fuldere end normalt – og at de jo skal overholde en masse regler (kun 20 indenfor ad gangen, alle skal sidde ned). Men de regler glemmer de, når alkoholen bobler. Folk giver den sateme gas – som om de ikke har drukket i flere år. Det er ikke kun de unge. Jeg havde nogle på 65, som jeg måtte holde op med at servere for,” siger hun.

Når folk bliver fulde nok, glemmer de reglerne. Eller de er ligeglade og bliver sure, hvis de ikke må komme ind. Folk er desperate. Nu er de endelig ude og drikke, og så kammer det over. De råber – jeg må lytte til en del mundlort,” siger hun. Det er hårdt arbejde at være bartender i de her tider – jeg skal både være socialpædagog, dørmand og corona-opsynsmand.”

AVVinteren – uden udeservering –"kommer til at gøre ondt på pengepungen," siger bodegaejer Mette Risdal. Foto: Mette Risdal.

Det ulmer på sygehusene

Vi fulgte to læger og en forsker under de første dage af nedlukningen. Dengang fortalte de om udpræget kaos og forvirring. Nu føles tingene mere normale. På sin vis er det blevet lige så meget hverdag, som det var før,” siger speciallæge i infektionsmedicin Matthias Zaccarin fra Regionshospitalet Herning. Og så alligevel ikke. Der er ganske vist kun få corona-patienter trods den stigende smitte, siger de alle, men sygdommen fylder stadig meget. Det er blevet en standardoplysning,” siger læge Camilla Fjord fra lungeafdelingen på Hvidovre Hospital. Køn, højde, alder og COVID-negativ/positiv.”

Nu, siger hun, kan de komme tæt på patienter på en anden måde end i foråret. Dengang ville man helst ikke røre patienterne, hvis det ikke var absolut nødvendigt, af frygt for smitten. Nu er jeg der, hvor jeg godt tør røre en patient, der er ked af det, eller når jeg giver en patient en trist besked.” Men dybt kriseramte patienter har stadig maske på. Det giver en afstand, et nyt fremmedelement, der har kilet sig ind mellem mennesker i de mest sårbare situationer. Der er en følgesvend, som vi ikke er vant til skal være der.”

Samtidig, siger hun, kan den relative corona-ro være ved at fordufte. Hun talte mandag med kollegerne om, at nu skal corona-instrukserne findes frem igen. Hun begynder også at skulle forholde sig til COVID-smittede patienter i flertal igen. Det skyldes selvfølgelig også, at når der nu testes så mange flere end i foråret, så finder man flere smittede. Men,” siger Camilla Fjord, nu begynder jeg igen at se de patienter, der er pivsyge af corona – det er længe siden, at jeg har set dem.” Det er efteråret og vinteren, der nærmer sig, og oprustningen på sygehuset begynder, mærker hun. Det ulmer nu.”

Når man taler med Camilla Fjord og andre læger og medlemmer, der arbejder i sundhedssektoren, går flere ting igen: oplevelsen af mening og vilje til at stå forrest, men også et pres, der nogle gange kan kamme over.

Camilla Fjord fortæller om uendelig lange vagter tilbage i foråret; om dengang at mangle værnemidler i en grad, så det gav et knæk i tilliden til, at myndighederne passede på personalet; om andre patienter, der blev svigtet på grund af corona – “der er nogle eksempler, hvor jeg har lidt ondt i maven den dag i dag, fordi de patienter kom i klemme på grund af corona. Det kostede nok nogle liv,” siger hun.

Jens Lundgren, corona-forskeren på Rigshospitalet, fortæller også om et pres. Han har aldrig haft så travlt, som siden han i februar kom i spidsen for en stor global corona-forskningsindsats. Jeg har ikke haft en fridag siden,” siger han. Der er et enormt pres fra alle sider for at levere resultater. Han står op klokken fire om morgenen, har videokonference klokken 13.30 – der er folk i både Sidney og Minnesota vågne – og så lukker han ned mellem klokken 20 og 22.

Presset findes også i testcentrene. Medlem Frederikke Bach Larsen er medicinstuderende og laver i snit 100 test om dagen. Hun er selv lidt bekymret over sin egen sundhed i takt med den stigende information om senskader også hos yngre mennesker efter COVID-smitte. Men hun oplever først og fremmest et pres i den allermest konkrete forstand. Der er dem, der prøver at presse sig foran i køen, selv om de ikke har booket tid, fordi de skal være i lufthavnen om en time. Kan du ikke lave en haster?” Det sker, at værnepligtige og konstabler fra Beredskabsstyrelsen må håndtere store vredesudbrud, siger hun. Og så er der de modvillige børn, som desperate forældre vil gøre alt for at få til at tage en test. Vi har oplevet alt fra isvafler til nye mobiltelefoner (!) være på højkant fra forældre til barnet,” skriver hun.

Presset handler, på sin vis, også om puklen.

Den store indsats mod corona har skabt en stor pukkel i sundhedsvæsenet: ikke-livstruende behandling og operationer, der er blevet udskudt. Dem er sygehusene i gang med. Vi har nok at lave,” som Jens Lundgren siger. Men der er langt igen med at komme puklen til livs, vurderer foreningen Danske Patienter. Og konsekvensen af alt det udskudte er stor. Mange går med smerter, mens de har ventet. De kan ikke klare daglige gøremål eller arbejde. Deres livskvalitet er lav,” siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter. Mange ved ikke, hvornår de kan få hjælp, siger han. Uvisheden er afgørende.”

Men: Der er også lys.

TÆTPolitiker Stinus Lindgreen fejrede sin bryllupsdag med konen med både morgenmad og frokost sammen med sundhedsminister Magnus Heunicke. Han har sms’et og talt mere med Heunicke end med sin kone (og nogen anden det seneste halve år). Foto: Stinus Lindgreen.

En ny verden – eller en gammel hverdag

Da corona for alvor kastede alt op i luften i foråret, blev der drømt en del om potentialet for en ny verden. Kunne vi nu gentænke vores måde at leve? Kunne vi starte forfra? Og der er da også glimt af, at folks verden har ændret sig til det bedre fra flere, jeg har talt med. Der er medlemmer, der taler om glæden ved at arbejde mere hjemme – mindre transporttid sænker klimabelastningen og øger familietiden. Nej, jeg savner IKKE teambuilding-arrangementer,” siger medlem Eva Dyrberg Jensen. De behøver aldrig komme tilbage!”

Mange flyver mindre. Antallet af for tidlige fødsler er faldet, det samme er hjertetilfældene – måske et tegn på, hvad vi vinder ved at leve anderledes. Og nogle af dem, der på grund af corona har måttet vente på udskudte knæ- eller rygoperationer, har faktisk også vist sig … ikke at have behov for operationen, når det blev tid, siger Danske Patienter. De trænede og ventede det væk. Måske viser det, at vi skal gentænke sundhedsvæsenet lidt,” siger Danske Patienters Morten Freil. For er vi for hurtige til at sætte folk under kniven? Skal vi inddrage patienten mere på andre måder?”

Trods alle de lyspunkter og små skridt mod en bedre verden er det alligevel slående, at næsten alle, der har budt ind til artiklen her, i høj grad længes efter normaliteten. De taler om at savne det, de kunne før. De taler om det gamle, de har mistet. Jeg savner hverdagen,” siger Maria Andreassen, læreren og moren til tre. I begyndelsen af lockdown-perioden nød hun tanken om hjemmeundervisning og mere tid med familien. Vi fik høns i haven, den ældste lærte at spille klaver,” siger hun. Men jeg begyndte også at kede mig.”

Lige nu virker verden mere normal. Men måske er det sådan, siger Kasper Holten fra Det Kongelige Teater, at når man har mistet noget, så mærker man, hvor meget man savner det, når det kommer tilbage. Især når det kun næsten er tilbage. Som en premiere uden et kram. Som en begravelse uden for kirken. Som et fly, der cirkler rundt og rundt over lufthavnen.

Den næsten-normalitet, den tilstand af aldrig at lande helt, tynger Kasper Holten. Men den anden dag gik han ned og så musikerne i Det Kongelige Kapel spille generalprøve på Carl Nielsens 2. symfoni. Det var en almindelig fredag formiddag, men pludselig, der i salen, mens tonerne bølgede ud, skete der noget. En afgrund af lykke åbnede sig,” siger han. Jeg var nødt til at gå hen og sige til musikerne, at jeg havde fundet meningen med det hele – at se dem spille, at opleve musikken blive til.” Holten havde egentlig valgt at blive væk fra så mange forestillinger som muligt for ikke at tage en af de få pladser. Men nu, siger Holten, vil han tvangsmedicinere sig selv til at opleve kunst, når tingenes føles lidt meningsløse. Så husker jeg, hvad vi kæmper for.”

HISTORISK“Jeg blev ramt af samme følelse som ved 9/11,” har Kasper Holten sagt om den aften, statsministeren annoncerede lockdown. Foto: Kasper Holten

Franz Posch har, efter Annes begravelse, lavet et dogme for sig selv. Han vil sige ja til ting. Det er ikke nemt, for han føler, at landet har en negativ sky” over sig. Alligevel, når folk spørger, om han vil ses, prøver han at sige ja. Ikke vente. Før var det meget sådan: Der kommer en anden gang. Jeg bliver hjemme og ser et afsnit mere og går tidligt i seng.’ Nu siger jeg ja.” I aften har han sagt ja til at spille med sit metalband.

I august, da cykelhandleren Yael Bassan var allermest presset og stresset og lavede fem mands arbejde, begyndte hun at tage ud til vandet. Hun morgenbadede. Det kolde vand vækkede hende, det føltes som at leve. Andre gange padlede hun ud på et bræt. Ingen telefon. Ikke gøre andet end bare være,” som hun siger. Nogle gange tog hun en lille lur på boardet.

For nylig vandt hendes cykeludlejning en pris for diversitet. De har også fundet på et koncept – cykelreparation og -leje på abonnement – som vokser ret meget. Jeg forklarede personalet, at vi faktisk har succes. For vi er her stadig. Og vi kommer ikke til at dø” siger hun.

Det kan godt være, det er lidt fesent at være en succes bare ved at være i live. Men sådan er dét.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: