Send en tanke til Zetlands medlemmer, der har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

signature

Skoledebatten er blevet en krigszone fyldt med hetz, vrede og uanstændighed. Sådan kommer vi videre

SKAL VI LEGE?“Vi har brug for ro og stabilitet, gerne debat, men ikke den kamp, som det er,” siger Claus Hjortdal. Spørgsmålet er bare, hvad der skal til, for at tonen i debatten om folkeskolen bliver mere forsonlig. Collage: Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

I debatten om den danske folkeskole – som også murrer under de verserende og konfliktramte overenskomstforhandlinger – står to stejle fronter over for hinanden, som har været dybt uforsonlige siden skolereformen fra 2013. Det kan næppe, mener skoleskribent Sara Alfort, være godt for folkeskolen, så her giver hun sammen med nogle af de mest toneangivende skoledebattører fem bud på, hvordan parterne kan nærme sig hinanden.

I januar 2016 fik folkeskolelærer Josefine Jack Eiby en idé. Hvad nu, hvis folkeskolelærere fortalte om alt det, der virker, om alt det, de er stolte af, og om alt det, de kan? Så ville de måske sammen kunne åbne politikernes øjne op for, hvorfor folkeskolen skal prioriteres, mente hun.

Hun opfordrede sine kolleger til at dele hverdagssituationer på de sociale medier under hashtagget #Skolepral‬.

Vi skal vælte nettet med alle historierne om, hvorfor lærerne er fabelagtige!” skrev hun i et indlæg på folkeskolen.dk. Kommentarerne væltede ind under Josefine Jack Eibys opfordring.

Men det, kommentarsporet flød over med, var ikke pral og faglig stolthed, men massiv kritik fra Eibys lærerkolleger. En lærer skrev, at han ikke ville deltage i at polere fæces, så det ser pænt ud”. En anden lærer kaldte det selvdestruktiv adfærd gone real bad’, cheerleader-strategier” og tåbelige idéer”.

Den mangeårige lærer og skoledebattør Niels Christian Sauer skrev, at ordet pral’ lugter af selvfedme, mindreværd og overdrivelse … Det er lige rigeligt friskt gjort, det her, forekommer det mig.” Sauers kommentar fik 97 hjerter fra andre læsere.

Efter sit indlæg om #Skolepral trak Josefine Jack Eiby sig fra debatten for en tid.

Jeg blev meget, meget ked af det,” fortæller hun, men nu er jeg tilbage igen i debatten, dog med lidt mere teflon og forbehold.”

Tonen i skoledebatten er hård. Virkelig hård. På sociale medier, i avisernes debatsider og i faglige fora fyger beskyldninger mellem forskere, lærere, skoleaktører – og alle andre, der har en mening om folkeskolen.

Netop nu forhandler Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening endnu en gang om lærernes arbejdstid. Rygterne om strejke og lockout fyger rundt, og forhandlingerne har bragt forløbet fra 2013 tilbage i frisk erindring for mange og dermed også den vrede og frustration, som mange lærere oplevede i kølvandet på den lockout, der fulgte overenskomstforhandlingerne om lærernes arbejdstid i 2013.

Som skoleskribent læser jeg oprørte kronikker og følger vrede Facebook-tråde og tweets, hvor det flyder over med øgenavne, anklager og fråde – og jeg har siddet overvældet tilbage.

Debatten er så polariseret, så vred, så personlig, så uforsonlig og som et eksplosivt minefelt, hvor der ikke er noget helle. Min chefredaktør kalder mig for redaktionens eneste krigskorrespondent. I årevis har vi talt om tonen i udlændingedebatten, men venner, har I fulgt med i debatten om folkeskolen?!

Siden vedtagelsen af folkeskolereformen i 2013 og den samtidige forhandling om loven om lærernes arbejdstid, der endte i en lockout af lærerne, har skoledebatten været stærkt polariseret. To fløje har stået stejlt over for hinanden.

På den ene side står den fløj, der støtter op om folkeskolereformen. Den fløj kritiseres for at uddanne konkurrencestatens soldater, for at være enøjet fokuseret på tests og data og for at have indført problematiske og centralt bestemte mål om, hvad børnene skal lære.

Selv vil de sige, at de er optagede af at bryde den sociale arv, at alle børn skal lære at læse og regne, og at ingen børn falder igennem – og til det har vi blandt andet brug for data, mener denne fløj.

På den fløj står blandt andre formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, professor på Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse Jens Rasmussen, og forskningschef Andreas Rasch-Christensen.

På den anden side finder vi en konservativ dannelsesorienteret fløj, der ser dannelse som skolens vigtigste formål, og som er stærkt kritiske over for folkeskolereformen. Reformen, mener de, gør skolens formål til et spørgsmål om at lære et sæt kompetencer, som vi mener, at børn får brug for på fremtidens arbejdsmarked.

Men det er ikke skolens formål, siger de. De ser desuden reformen som et udtryk for en uheldig centralisering, der fjerner skolernes autonomi og mulighed for at gøre tingene på den måde, den enkelte skole finder bedst.

Den fløj er også filtret sammen med modstanden mod loven om lærernes arbejdstid, der blev vedtaget samtidig med reformen i 2013 og kom i kølvandet på et sammenbrud i overenskomstforhandlingerne mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening.

De kunne ikke blive enige om reglerne for lærernes arbejdstid, og resultatet var en lockout af lærerne. Daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt greb ind, og Folketinget vedtog den hastebehandlede lov nr. 409, der afskaffede en særlig aftale om lærernes arbejdstid, som havde givet lærerne et loft over antallet af undervisningstimer.

Fløjen kritiseres for at være mere filosofisk end optaget af virkeligheden på skolerne og for at forenkle reformens intentioner. Selv vil den sige, at skolereformen er et opgør med en grundtvigsk reformpædagogisk dannelsestradition, der trækker tråde langt tilbage i historien, og som det vil være et afgørende tab at give slip på.

Derfor er de mest hårdnakkede på den side af debatten parate til at kæmpe, indtil reformen er rullet tilbage. På denne fløj finder vi blandt andre lektor Thomas Aastrup Rømer, ph.d-studerende Brian Degn Mårtensson, begge fra Aarhus Universitet, og professor ved Aalborg Universitet Lene Tanggaard.

Siden undervisningsminister Merete Riisager overtog posten, har den sidstnævnte fløj fået mere politisk taletid og er blevet inviteret ind for at rådgive ministeren. På den måde er der sket en forskydning af magten mellem de to fløje. Men den måde, to fløje stadig står stejlt over for hinanden i debatten på, sammenligner Brian Degn Mårtensson med en holdsport, der har etableret en problematisk os-mod-dem-tænkning.

Nu må vi ligesom komme videre. Vi skal ikke slås bare for at slås, vi skal ville hinanden.”

Eksemplerne på den hårde tone er mange. Da skoleråret 2014 var på nippet til at begynde, og den nye skolereform skulle træde i kraft, sagde professor i pædagogisk psykologi Niels Egelund til Ekstra Bladet: Det er i mine øjne på tide, at lærerne holder kæft med deres pis og kommer i arbejdstøjet.”

I foråret 2015 sendte tre forskere en klage til universitetets ledelse over lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Thomas Aastrup Rømer. De anklagede ham for mobning og tilsvining, efter at han havde skrevet om deres forskning om klasseledelse på sin blog. Den anklage gjorde Rømer vred.

Det er en måde at lukke min stemme på,” siger han.

Efter at ph.d-studerende ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet Brian Degn Mårtensson havde publiceret kronikken Konkurrencestaten har erobret folkeskolen” i Politiken i august 2015, modtog Mårtenssons ledelse et oprørt brev fra formanden for Skolelederforeningen, Claus Hjortdal, og Politikens debatredaktør modtog et kritisk brev fra professor i pædagogisk sociologi Lars Qvortrup.

Det, der havde oprørt Hjortdal og Qvortrup var, at Degn Mårtensson i sin kronik, der blandt andet nævner de to herrer, skriver, at de centrale personer bag skolereformen er gamle kommunister af den hårde slags, hvilket sandsynligvis forklarer villigheden til at ofre enhver forbindelse mellem skole og åndsfrihed.”

Og de beskyldninger oprørte blandt andre Claus Hjortdal.

Det er fuldstændig forkerte påstande,” fortæller han. Det angreb jeg ham på, fordi jeg synes, det er urimeligt,” siger han.

Selv om vi er uenige, kan vi godt være ordentlige over for hinanden.”

Men hvad skal der til, for at det kan lade sig gøre? Det har jeg spurgt de mest fremtrædende stemmer, der placerer sig bredt ud over det danske skoledebat-landskab, og som er toneangivende i debatten om, hvilken rolle folkeskolen skal spille i vores samfund.

Og faktisk mener alle (næsten), som jeg har talt med – uanset hvor de placerer sig i debatten – at det er bydende nødvendigt at ændre den måde, vi diskuterer folkeskolen på. I min research til denne artikel har flere sagt om debatten, at der er så meget had”, det er den totale krig”, og den handler om at begå karaktermord”.

Den debatform har været stærkt ødelæggende,” fortæller Claus Hjortdal, vi har brug for ro og stabilitet, gerne debat, men ikke den kamp, som det er.”

Derfor er det nødvendigt at finde en måde at føre en mere fordragelig samtale på, hvor parterne stadig kan være rygende uenige, men hvor tonen er mere forsonlig, fokus er på sagen, og målet ikke er at få ret, men at blive klogere undervejs.

De, jeg har talt med, er nemlig også enige om, at det ikke nødvendigvis er uforsonligheden i sig selv, forstået om uenigheden, der skal begraves, men den uforsonlige tone. Det mener undervisningsminister Merete Riisager også.

Folkeskolen er en samfundsinstitution, som forandrer sig hele tiden, og derfor skal der være en levende debat,” siger Merete Riisager.

Så vi skal lytte til forskellige stemmer, lade os overraske, samle mennesker, der er rygende uenige, skænke kaffe og være klar til at blive klogere,” siger hun.

Artiklen her er (i al ydmyghed, naturligvis) derfor et forsøg på at åbne den gode samtale om folkeskolen. I artiklen her har jeg lyttet til en række stemmer i debatten, ikke for at stille deres synspunkter op mod hinanden, men for at finde ud af: hvordan vi kommer videre herfra.

På baggrund af samtalerne har jeg destilleret fem grunde til, at debatten er så polariseret, som den er, og hvad der skal til for i det mindste at tale om det, der skiller fløjene, på en fordragelig måde.

Så lad os komme i gang. Her er de fem største sten i skoen i forhold til at få mere fordragelighed i skoledebatten:

Lockouten er et sår, der ikke vil hele
Da folkeskolereformen blev vedtaget i foråret 2013, stod en bred politisk forligskreds bag. Men vedtagelsen af reformen faldt i halen på et dramatisk forhandlingsforløb om lærernes overenskomst mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. Det forløb endte med KLs lockout af lærerne og vedtagelsen af loven om lærernes arbejdstid.

De to love – loven om folkeskolereformen og loven om lærernes arbejdstid – er nært forbundne, fordi udspillet til reformen lagde op til længere skoledage for eleverne og flere undervisningstimer til lærerne.

Folkeskolereformen var altså afhængig af, at Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening ville blive enige om at hæve loftet for lærernes arbejdstid under overenskomstforhandlingerne i foråret 2013. Derfor voksede mistanken om, at lockouten var politisk besluttet, længe inden forhandlingerne om overenskomsten begyndte.

Den mistanke blev bekræftet i bogen Søren og Mette i benlås, hvor SFs tidligere formand Annette Vilhelmsen udtalte, at lockouten var regeringens beslutning. Socialdemokratiets nuværende formand, Mette Frederiksen, har afvist, at forløbet var orkestreret på forhånd af regeringen.

Selv om diskussionen om lærernes arbejdstid er en anden end debatten om, hvilken retning folkeskolen skal bevæge sig, så fylder mindet om lockouten i 2013 stadig meget, især blandt dele af lærerstanden.

Lockouten ligger som en virkelig tung dyne over mange lærere,” som folkeskolelærer Josefine Jack Eiby formulerer det, og lunten er kort nu.”

Forskningschef på VIA university college Andreas Rasch-Christensen kalder forløbet med lockouten for politisk makværk”. Rasch-Christensen har siddet i flere af de skiftende undervisningsministres udvalg.

Det var jo helt ubegribeligt elendigt politisk håndværk,” siger Rasch-Christensen, men det er seks år siden. Det kan vi jo ikke blive ved med at snakke om.”

Så hvad kan man gøre?
Rasch-Christensen mener, at det, der skal til, er at lægge serveretten hos folkeskolen. Så den udvikling, der skal ske, kommer fra skolerne, og den enkelte skole har så meget af beslutningskraften som muligt.

Folkeskolelærer Josefine Jack Eiby mener, at der skal en kulturændring til.

Ude på skolerne har jeg selv erfaret, at hvis man skal ændre noget, skal man springe op fuld af energi og lyst til at sætte noget i gang,” siger hun.

Jeg er nysgerrig på, hvad den tilgang kunne gøre på et nationalt plan.”

Det sædvanlige slæng sad i de vigtigste udvalg

Reformkritikere nævner igen og igen, at det var de samme fem-seks mennesker fra den samme reformstøttende fløj, der sad i de udvalg, som rådgav daværende undervisningsminister Christine Antorini.

Det var det sædvanlige slæng”, som professor i pædagogisk psykologi Lene Tanggaard udtrykker det, og det betød en total ensretning”, mener ph.d-studerende Brian Degn Mårtensson. Lektor på Aarhus Universitet Thomas Aastrup Rømer er enig. Rømer er den ensomme kriger yderst på fløjen, der, som han siger, vil holde striden vedlige, om han så skal gøre det helt alene.

Rømer taler om et lukket kredsløb” og en samfundspædagogisk elite”, der har præget store dele af den førte skolepolitik i årene omkring vedtagelsen af reformen og i arbejdet med implementeringen efterfølgende.

En af dem, der oftest bliver nævnt som en del af det sædvanlige slæng”, er professor Jens Rasmussen. Han har desværre ikke ønsket at medvirke til denne artikel. En anden af dem, der bliver nævnt er Andreas Rasch-Christensen. Han fortæller, at han fortryder i dag, at han ikke var mere tydelig omkring, hvad det var, udvalget anbefalede den daværende regering.

Vores anbefalinger omkring Fælles Mål blev implementeret som et juridisk bindende styringsværktøj, men det var ikke det, vi anbefalede. Vi anbefalede, at man skulle lave en læreplan, der skulle være lærerens arbejdsredskab,“ siger han.

Så hvad kan man gøre?
I dag er Lene Tanggaard formand for den arbejdsgruppe, der rådgiver den nuværende undervisningsminister Merete Riisager om læringsmål.

Tanggaard hører til i den dannelsesorienterede reformkritiske fløj, og hun er, fortæller hun, meget opmærksom på at invitere forskere ind, som hun ikke nødvendigvis er enig med. At det netop er Lene Tanggaard, der er formand for det rådgivende udvalg, er del af en helt bevidst strategi fra Merete Riisagers side.

Det er min opgave som minister at sørge for at slå døren op, også for kritikere, og invitere dem på kaffe og ind i rådgivende grupper.”

Hun mener, at der har været perioder, hvor det har været rygklapperne”, som hun kalder dem, der har haft deres gang på ministeriets gange.

Men ved at give plads til uenigheden og noget rod, så får man faktisk mere ro, for man får ikke den benhårde forbitrelse og konfrontation.”

Det er blevet en nationalsport at kritisere folkeskolen

Sådan siger formand for Skolelederforeningen Claus Hjortdal. Der er dage, hvor den høje mand fra Thisted, der selv engang var lærer, ser sig selv som den eneste, der i strid modvind afværger de mange hårde slag mod folkeskolen.

Vi har fået skabt et billede af folkeskolen, hvor ingenting fungerer, og vi har skabt en kultur, hvor det at være kritisk over for folkeskolen er en nationalsport,” siger han.

Og det er en kæmpe katastrofe.”

Hjortdal oplever den kultur, når han læser debatsiderne i medierne om folkeskolens lidelseshistorie siden 2013”, som han siger, når debatten om folkeskolen bliver italesat som en kamp, og når medierne kun fokuserer på det, der ikke fungerer i folkeskolen, siden reformen blev indført – uden at fortælle de gode historier.

Det fungerer ikke godt nok endnu på skolerne, men generelt går det rigtig godt på trods af omvæltninger, besparelser og strukturændringer. Så jeg forstår ikke, hvad det er for et billede, man gerne vil tegne af folkeskolen,” siger han.

Jeg synes, det er uanstændigt.”

Den kultur kan formanden for foreningen Skole og Forældre, Mette With Hagensen, nikke genkendende til. Hun mener, at debatten de senere år er kommet til at handle mere om, hvis skyld det er, end om, hvordan vi løser problemerne.

Mette With Hagensen er gymnasielærer, taler forældrenes sag i debatten og forsøger oftest, siger hun selv, at indtage den pragmatiske og diplomatiske midterposition. Det betyder også, mener hun, at hun ikke altid bliver inviteret ind i medierne, fordi de hårde one-liners er mere velkomne.

Men den barske tone har den konsekvens, mener hun, at mange afholder sig helt fra at deltage i debatten.

Det er forbasket ærgerligt, for så er det kun de hårdhudede, der er med,” siger hun.

Så hvad kan man gøre?

Claus Hjortdal har sat sig for at finde nuancerne, fortælle om det, der fungerer, og han opfordrer til at pakke kamp-metaforerne væk, når vi taler om skoledebatten. For når vi taler om debatten som en kamp, så er vi også med til at fremme den kamp. Point taken.

Skolen diskuteres med en tåre i øjenkrogen

Når debatten om folkeskolen er så følelsesladet, så er det, fordi der er noget på spil. Den handler om nogle af de mest væsentlige spørgsmål i et demokratisk samfund: Hvordan ruster vi bedst vores børn til at blive gode samfundsborgere?

Og det har betydning for debatten.

Det er dybe menneskelige spørgsmål, og det skal røre hjertet,” siger Brian Degn Mårtensson.

Det betyder også, at de, der arbejder hver dag i folkeskolen, oplever det som deres pligt at diskutere og slås for deres synspunkter, mener folkeskolelærer Josefine Jack Eiby.

Det handler om børn, som vi står med hver dag, og som har brug for nærværende voksne. Derfor kæmper mange lærere med næb og kløer for deres holdning. Det er os, der har insiderviden, og vi er forbandet forpligtet til at tale om, hvad sker i skolerne,” siger hun.

Så hvad kan man gøre?

Det påfaldende ved de samtaler, jeg har haft, er, hvor meget samtlige skole-debattører brænder for folkeskolen. Uanset standpunkt, så ønsker de det allerbedste for skolen, lærerne og eleverne. Dét har de til fælles, dét binder dem sammen, og det er jo faktisk et ret godt udgangspunkt for en udbytterig samtale.

Det er selvfølgelig vigtigt at vise, at sådan en kamp handler om et fælles engagement,” siger Brian Degn Mårtensson.

Så selv om debatten om folkeskolen nødvendigvis vil være fyldt til randen med lidenskab, værdier og en følelse af forpligtelse, hvilket kan give voldsomme bølgeskvulp, så er det værd at huske, at alle, der deltager i debatten, i virkeligheden slås for det samme.

Forskningen lever også af uforsonlighed

Når forskere råber ad hinanden i medierne, så er det, fordi universiteterne altid har levet af uenigheden og også skal leve af uenighed. Det fortæller flere af de forskere, jeg har talt med.

Universiteter er et opholdssted for anarkister, personager, der kæmper for en sag, og hvor konventioner bliver brudt og skal brydes,” siger Lene Tanggaard.

Nogle af de stridigheder lever udmærket i akademiske cirkler, men med skoleforskningen, når den strid også ud til offentligheden.”

Men hun mener, at det kræver, at de, der deltager i debatten, holder øjet på bolden, har tillid til, at den anden lytter, og at man mødes i virkeligheden.

Når vi mødes ansigt til ansigt, så kan vi noget andet med hinanden, end når vi sidder bag hver vores skærm og hidser os op,” siger hun. Andreas Rasch-Christensen er enig.

Der er faktisk også meget, vi er enige om, men det finder man først ud af, når man går ind i en samtale.”

Rasch-Christensen tilføjer, at det også er vigtigt at kunne erkende, når man har taget fejl, og at der er plads til at ændre opfattelse.

Men selv om det måske umiddelbart lyder enkelt, så er det vigtigt at huske, at især blandt nogle af debattørerne, så er forsonlighed ikke et mål. Thomas Aastrup Rømer er bekymret for, at det ville kunne bilægge noget, der ikke er klar til at blive bilagt, som han siger.

Han mener, at den debat, der kører, er en god debat, fordi den er nødvendig.

Vi skal ikke videre,” siger Rømer. Vi skal tværtimod forstærke stridens karakter.”

Heller ikke undervisningsminister Merete Riisager mener, at der skal ske en forsoning mellem de stridende fronter, for det er ikke det, demokratiet går ud på, som hun siger. Og Lene Tanggaard er faktisk også enig i, at uforsonlighed grundlæggende kan være godt.

Spørgsmålet er, hvem der har brug for forsoning,” siger hun. Forskningen lever af uforsonlighed. Den lever af kamp og konflikt, men skolens aktører har brug for, at vi samler os og siger: Det er det her, der er det vigtigste,” siger hun.

Men er det ikke en meget god grund?

Jo,” siger hun og er stille lidt.

Jo, det er det.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem