ØVERST OPPE i Den Botniske Bugt løber den laplandske flod Torne Älv, der danner grænsen mellem Sverige og Finland, tæt på det punkt, hvor polarcirklen skærer den 24. længdegrad. I floden, tæt på udmundingen, er der en halvø, hvor byen Torneå ligger, også kendt som Tornio. Det var i dette område, en fransk ekspedition ledet af Pierre Louis Maupertuis i 1736-37 foretog de beregninger, der fastslog, at jorden ikke er rund.

Eller, altså, groft sagt er jorden jo rund. Men den er ikke kugleformet. Den flader lidt ud, ligesom hvis man trykker på toppen af en bold. Det havde Maupertuis nok på fornemmelsen, men mange mente, det var noget pjat, for hvorfor skulle Gud ikke skabe en perfekt geometrisk form? Og så viste nye målinger det stik modsatte, nemlig at jorden var aflang som en citron.

Året før var en ekspedition sendt til Sydamerika for at foretage tilsvarende målinger ved ækvator. Den endte katastrofalt. Den vendte hjem langt senere end Lapland-ekspeditionen, med to ekspeditionsledere, der var så rygende uvenner, at de ikke havde talt sammen i flere år, og kun for at bekræfte, hvad Lapland-ekspeditionen allerede havde påvist.

Lapland-ekspeditionen var til gengæld en af de mere vellykkede i videnskabens historie. Men før vi tager med Maupertuis til Lapland, skal vi forstå, hvad der fik den franske stat til at betale hele to ekspeditioner med det hovedformål at måle jordens form.

DER VAR DELS en helt praktisk grund. Det handlede om at få så korrekte kort som muligt. Jordens fladtrykthed er nemlig stor nok til, at den havde forvirret søfarere og kartografer i en grad, så det for eksempel var meget svært at finde øen Bermuda, selv om man gjorde brug af de bedste kort, de bedste sekstanter og på papiret korrekte beregninger. Noget syntes at være irregulært, måske jordens form.

50 år tidligere havde tidens største fysiker, Isaac Newton, postuleret, at jorden måtte være lidt fladtrykt, når den drejede om sin egen akse, på grund af centrifugalkraften, hvilket tilsyneladende blev understøttet af den lavere pendulsvingningshastighed, man havde målt ved ækvator. Det var en af hans mere kontroversielle påstande, og hidtil havde ingen kunnet påvise den ved målinger af jorden. Da Newton døde i 1727, var det stadig et spørgsmål, der blev debatteret i videnskabelige kredse.

Dette var tiden, hvor en egentlig videnskabelig offentlighed fødtes i Europa. Altså en offentlig diskussion om videnskabelige resultater og hypoteser, som rakte langt ud over universiteters, hoffers og klostres lukkede cirkler. Tidsskrifter, bøger og pamfletter med videnskabelige resultater og kritik af andres forskning florerede i de europæiske storbyer som aldrig før. På caféer og i saloner var der foredrag og diskussioner blandt lærde, intellektuelle og det nysgerrige borgerskab om alle tænkelige emner og discipliner. Selv nogle af overklassens kvinder fulgte med og korresponderede ivrigt med den ny tids videnskabelige helte. Oplysningsprojektet var ikke blot et spørgsmål om observationer og resultater, men i høj grad også om det sociale i at udveksle og diskutere dem i en offentlighed. Og på dette tidspunkt var særligt Paris et centrum for de videnskabelige diskussioner, også af geodætisk art.

Det kan måske være svært at forstå, at diskussionen om jordens form kunne være så omfattende, som den var i 1730’ernes Paris, men den optog alle, der fulgte med i verdens gang. Var jorden kuglerund, fladtrykt eller aflang? Det kunne man diskutere til langt ud på natten, mens astronomer og matematikere udgav bøger og pamfletter om emnet. I det hele taget var man vældig interesseret i jorden – jorden størrelse, dens plads i universet, dens vægt, indholdet af dens kerne. Der var en nærmest eksistentiel, eller i hvert fald kosmologisk, nysgerrighed efter at forstå verden i takt med, at verdensomsejlingerne var i gang med at kortlægge det hele.

MANGE LIDER AF DEN FEJLOPFATTELSE, at man engang troede, at jorden var flad, indtil videnskaben påviste, at den var rund. Men det er en myte. Man har altid kunnet se jordens krumning – og derfor har man snarere diskuteret, om jorden var kuglerund som en planet eller et diskosformet plateau. Men siden antikken har den herskende opfattelse i Europa faktisk været, at jorden var rund. Således også i den parisiske offentlighed, der ivrigt fulgte de lærde diskussioner.

Og midt i det hele stod Maupertuis og havde en stor tiltro til, at Newton havde ret i, at jorden var fladtrykt. Det bragte ham i en stigende konflikt med astronomen Jacques Cassini, der havde målt sig til, at jorden var aflang. Cassinis resultat fremkom på baggrund af nogle tvivlsomme lokale målinger på en alt for lille strækning, hvilket Maupertuis (og andre med ham) kritiserede. Men samtidig havde Cassini en høj status, og han havde foretaget den hidtil grundigste måling af en lille afvigelse i kugleformen. Og så var hans far en meget anset og magtfuld astronom, der ironisk nok havde konstateret, at Jupiter var lidt fladtrykt.

Maupertuis holdt foredrag og skrev om jordens form fra et matematisk udgangspunkt, men oplevede i stigende grad, at der var behov for, at man byggede diskussionen på konkrete målinger, der var bedre end Cassinis. Maupertuis’ status i Videnskabernes Akademi såvel som i offentligheden var høj, og det lykkedes ham med en blanding af videnskabelige argumenter og en charmeoffensiv (der blandt andet indebar, at han sang og spillede guitar for flådeministeren) at få hoffet og den franske finansminister til at finansiere hans ekspedition til polarcirklen. I kombination med den ekspedition, der samtidig var på vej til Sydamerika, kunne man så afgøre spørgsmålet om jordens form én gang for alle – og bibringe en masse øvrig nyttig viden.

Med sig havde Maupertuis to andre videnskabsfolk: astronomen Clairaut, der efterhånden var så nærsynet, at han ikke selv kunne foretage observationer, men hvis erfaring og viden var afgørende for at fastslå præcise positioner med brug af stjernehimlen. Og så den svenske astronom og fysiker Anders Celsius, hvis efternavn røber, hvad han er mest kendt for, nemlig den temperaturskala, vi bruger i dag.

Men lige så vigtigt som at have de rigtige videnskabsmænd med sig var det at have de bedste instrumenter. Og juvelen blandt Maupertuis-ekspeditionens instrumenter var en såkaldt Zenit-sektor, fremstillet i London af verdens førende måleinstrumentmager, George Graham. Med et næsten tre meter langt teleskop på et sindrigt vinkelmålerstativ, der i princippet var bærbart – men i praksis virkelig tungt – satte Zenit-sektoren dem i stand til at foretage målinger med en hidtil uhørt grad af præcision.

SEJLTUREN TIL LAPLAND var tilsyneladende udramatisk. På vejen gjorde de holdt i Stockholm, hvor den svenske konge, hvis uundværlige støtte Maupertuis og Celsius havde sikret sig på forhånd, tog venligt imod dem. Samtidig advarede han om den barske natur nordpå.

Og den kom de til at mærke. Især tre ting var en plage: den bidende kulde i polarvinteren, de ekstremt mange myg, når det ikke var vinter, og de halsbrækkende flodstrømme med små vandfald, som kun visse lokale finner havde erfaring og evner til at navigere i.

Men selv om det var barskt, var det en lykkelig rejse – især sammenlignet med søster-ekspeditionen, der mødte utallige plager i Andesbjergene. Mens Sydamerika-ekspeditionen visse steder blev jaget væk med stenkast af de indfødte, blev Lapland-ekspeditionen modtaget venligt af de indfødte, både samer, svenskere og finner. De lokale syntes nok, de var skøre, de franskmænd, at tage så langt for at måle jordens form. Men det lagde ikke en dæmper på deres gæstfrihed.

Og mens Sydamerika-ekspeditionen udartede sig til en nærmest barnlig magtkamp mellem lederne, Pierre Bouguer og Charles Marie de la Condamine, så var Lapland-ekspeditionen præget af et godt kollegaskab på grænsen til venskab – og det holdt resten af deres liv.

Målingerne var til gengæld meget besværlige. Datidens metode var kort fortalt triangulering, hvor man udnytter, at hvis man kender længden af en side og de hosstående vinkler i en trekant, så kan man regne sig frem til resten. Sådan kan man blandt andet navigere efter sin position i forhold til stjernerne, der jo ændrer vinkel, alt efter hvor på kloden man befinder sig.

Planen var at bruge de små øer i floden som navigationspunkter, men da ekspeditionen ankom i juli, viste øerne sig at være så lave, at de ikke var synlige fra den ene ø til den anden. Metoden ville altså ikke fungere.

Det var nedtrykkende, men de måtte finde på en plan B. Den stedkendte Celsius foreslog, at de skulle vente til vinteren og måle sig frem til en hel breddegrad (111 kilometer) direkte på isen. Det gad de andre ikke vente på, så Maupertuis undersøgte området og fandt nogle små bjerge, der var passende som navigationspunkter. Eneste problem var at få udstyret ned ad floden og op ad bjergene, der ofte var tæt tilgroede af fyrretræer og krat. Floderne var vilde og brusende, og skovene var ikke blot ufremkommelige, men fulde af millioner af glubske myg, fluer og andre insekter, som ud over at plage de tre ekspeditionsmedlemmer og deres lokale hjælpere også kastede sig over deres proviant i en grad, så de måtte skrabe sorte kager af maden, før de spiste.

Den store hjælp kom i form af et til lejligheden sammensat reserveregiment, ‘Vesterbotnien-regimentet’. Det bestod af mestendels finsktalende bønder, som den lokale (og frankofile) oberstløjtnant stillede til rådighed. Soldaterne hjalp både med at navigere på den vilde flod og med at kæmpe sig op gennem bjergenes krat med det kostbare udstyr.

Videnskabsmændene målte og målte. Udstyret virkede efter hensigten, og en stor del af vinteren gik med beregninger i byen Torneå, hvor de havde fast logi. Kun én krise mere opstod. De havde simpelthen glemt at måle højden på et af bjergene. Så Maupertuis måtte tilbage til bjerget midt i polarvinteren, hvor alt var sne. Han beskrev det selv som en farefuld, heroisk færd med en kane trukket af vilde og farlige rensdyr, der kunne finde på at trampe passagererne ihjel, hvis kanen væltede, så de måtte holdes på afstand med stokkeslag, når det skete.

I det hele taget er hans beretninger ofte historien om, hvordan den nøjeregnende og nysgerrige videnskabsmand med sit mod og sine hjælpere trodser den barske natur for at indsamle data. Med andre ord: selve indbegrebet af oplysningstidens selvfortælling.

DA EKSPEDITIONEN VENDTE HJEM året efter, var det i triumf. Beregningerne viste klart, at Newton havde ret, og Cassini tog fejl: Jorden er fladtrykt.

Maupertuis havde sans for at markedsføre sig selv, og samtidig havde han altid haft kvindernes interesse. Så mens han var i Lapland, sendte han mange breve til aristokratiets kvinder i Paris, breve, der derefter cirkulerede i salonerne. Således var store dele af hans historie velkendte længe før han vendte hjem – og da han endelig ankom, kunne han blive modtaget som en helt.

Året efter, i 1738, udgav han bogen Jordens form bestemt af observationer beordret af kongen ved polarcirklen. Den var halvt en fremlæggelse af måleresultaterne og halvt en velskrevet rejseberetning om de brave videnskabsmænd, der trodsede den vilde polarnatur for at opmåle verden. Bogen blev meget positivt modtaget og solgte godt.

Blandt Maupertuis’ mange beundrere var den forkætrede oplysningsfilosof Voltaire, som højstemt skrev i et brev: “Hvis dine beregninger er på niveau med Arkimedes, og dit mod med Christopher Columbus, så er dine beskrivelser af sneen omkring Torneå på niveau med Michelangelo.”

Ja, også genitanken fødtes i denne periode.

Hos det franske videnskabelige akademi var man dog i begyndelsen splittet omkring Maupertuis og hans resultater. Cassini, astronomen, der i Frankrig havde målt sig til, at jorden var aflang, var for sin del rasende over den måde, hans resultater blev gjort til skamme på. Hans uvenskab med Maupertuis blev mere og mere personligt, men efter et par år, og ikke mindst efter at resterne af Sydamerika-ekspeditionen vendte hjem med samme fladtrykte konklusion, måtte han se sig besejret. Jorden var formet som et løg snarere end som en citron, som man sagde.

DISKUSSIONERNE I 1700-TALLETS franske akademi kan minde om de videnskabelige diskussioner i vore dage, selv om systemerne og de videnskabelige metoder er udviklet betydeligt, og mængden af viden, der er til rådighed, er vokset voldsomt. Men selve det, at resultater bliver gransket og udfordret af kolleger – og at man som menneske er stærkt tilbøjelig til at forsvare sin egen forskning, selv om der påpeges metodiske problemer – har ikke ændret sig.

Men der kom to mærkelige efterspil, som forekommer helt fremmedartede i dag. Det ene var ankomsten af to ‘samiske’ kvinder til Paris; det anden en satirisk pamflet.

I november 1738 ankom to unge kvinder med skib til Paris. De blev straks sat i forbindelse med Maupertuis, og rygterne gik hurtigt, ikke kun i form af mundtlig sladder, men også i breve og i sladderpressen om disse ‘samiske’ kvinder, som de konsekvent blev kaldt. Skandalen lurede. Det var en kendt sag, at Maupertuis og hans mænd havde haft erotiske forbindelser til de lokale, og nu gik rygtet, at den ene måtte være hans elskerinde og den anden måske hendes søster.

Rygtet holdt ved i årevis. Men sandheden var, at det var to svenske (ikke samiske) kvinder, og at ekspeditionens tegner, en vis Herbelot, havde lovet den ene guld og grønne skove i Paris og bildt hende ind, at han var rig, for at komme i seng med hende. Nu stod hun der så – men slamberten Herbelot var fattig og i øvrigt gift. Maupertuis fik ondt af de to kvinder og sørgede for, at ekspeditionens deltagere skillingede sammen med henblik på at give dem et sted at bo, lære dem fransk og i øvrigt blive katolikker.

I 1740 var striden mellem Maupertuis og Cassini bilagt, og alle var nu med på, at jorden var fladtrykt. Men så udkom et anonymt satirisk skrift med titlen En neutral gennemgang af de forskellige værker, som man har skrevet for at bestemme jordens form. Her syntes sol og vind at blive delt lige, og mange var forvirrede over, hvem satiren egentlig angik.

Men de bedste læsere, heriblandt Voltaire, gennemskuede, at det var Maupertuis, der gemt bag en masse rosende ord alligevel udstillede Cassinis uformåen.

Maupertuis opnåede at blive en helt i sin levetid og at afgøre jordens form. Men den modstand, han mødte undervejs, havde også påvirket ham, og selv om han havde sejret over Cassini, skulle han altså lige stikke kniven ind en ekstra gang.