Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Kenneth Nørgaard er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Engang var planen at knytte det dansk-svenske Greater Copenhagen sammen i frihed og tillid. Nu? Justitsministeren har en anden plan

  • 11. oktober 2019
  • 11 min.
KONTROL KONTROL KONTROLRegeringen vil ved hjælp af blandt andet grænsekontrol sikre danskernes tryghed. Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Derfor skal du læse denne artikel

Det er ikke mange år siden, at politikerne drømte stort om, at Københavnsområdet og Sydsverige skulle smelte sammen til ét stort metropolområde præget af værdier som tillid, frihed og åbenhed. “Greater Copenhagen” skulle være “a state of mind”, lød det. Men nu – med en ny lovpakke fra justitsministeren – får vi efter alt at dømme grænsekontrol på begge sider af Øresund. Kunne drømmen om åbenhed ikke stå distancen med virkeligheden?

Da dronning Margrethe i år 2000 holdt tale ved indvielsen af den dengang spritnye Øresundsbro, der skulle forbinde Sverige og Danmark, var der andægtig stemning. En bro er bærer af drømme,” sagde majestæten og lød næsten som en nyforelsket i slutningen af sin tale, da hun sagde, at nu skal vi for alvor til at opdage hinanden”. I går, næsten to årtier senere, en kold efterårsmorgen i 2019, stod en forfrossen justitsminister foran Politigården i København og fortalte pressen, at regeringen fra den 12. november og et halvt år frem vil indføre grænsekontrol fra Sverige til Danmark.

Regeringen synes at have opdaget noget knap så tiltalende ved sin nabo i øst. Der er sket en forråelse” af kriminaliteten i Sverige, sagde den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup og henviste til en eksplosion ved den danske skattestyrelse og et dobbeltdrab i Herlev – hvor der i begge tilfælde er blevet anholdt svenskere. Det er eksempler på den alvorlige kriminalitet, der kan flyde over grænsen fra Sverige. Det vil vi ikke acceptere,” sagde ministeren. Hvedebrødsdagene er med andre ord forbi.

Det er ikke mange år siden, at politikere drømte om at skabe ét stort metropolområde på tværs af det sund, der adskiller Danmark og Sverige. I 1993 oprettede man Øresundskomitéen, der skulle være en organisation for det politiske samarbejde mellem regionerne, og det var især borgmestrene i Malmø og København, der var kræfterne bag. Drømmen var at binde København, Sjælland og Sydsverige sammen med både infrastruktur, varer, arbejdskraft, forskning og industri. Vi så et kæmpe potentiale,” husker Vibeke Storm Rasmussen, der var amtsborgmester i København og blev formand for komitéen i 2012. I dag proklamerer den tværpolitiske organisation Greater Copenhagen stadig på sin hjemmeside, at området ikke bare repræsenterer en plet på et kort”, men en livsform” bundet sammen af skandinaviske værdier som tillid og fællesskab”. Samme drøm om at forene regioner i såkaldte Euroregions på tværs af Europas landegrænser kan man også finde mange andre steder i den europæiske union. Naturligvis, kunne man tilføje, for drømmen om at udviskede stregerne mellem de gamle nationalstater lå i selve tankegodset bag det fælleseuropæiske projekt.

I dag er det imidlertid op ad bakke med den drøm. Den danske justitsministers forslag om stikprøvekontroller ved den dansk-svenske grænse markerer på mange måder et definitivt skift i ikke bare det danske, men også det europæiske forhold til de indre grænser. Og de storladne planer om en dansk-svensk region? De er, som Hans-Åke Persson, der er professor emeritus i europæisk historie ved Roskilde Universitet, formulerer det, et korthus, der er faldet sammen”.

Hvordan kom vi dertil?

Den 13. juni 2015 mødtes Europa-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker med Europa-Parlamentets præsident Martin Schulz ved floden Moselle i Luxembourg. De to europæiske ledere, der var klædt formelt i jakkesæt og slips, mødte hinanden i et kram. Derefter greb Juncker fat om nakken på Martin Schultz og kyssede parlamentspræsidentens skaldede pande. Humøret var godt.

Schultz og Juncker befandt sig i den lille by Schengen, der kun har 600 indbyggere, men som i dagens anledning var fyldt med vigtige gæster. De skulle fejre den aftale, der var blevet underskrevet i byen 30 år forinden, og som den junidag i 2015 betød, at borgere i EU kunne rejse fra den ene ende af unionen til den anden uden at skulle stoppes ved en eneste grænse. Europa-Kommissionen estimerede, at over 1,25 milliarder af den slags problemfrie rejser hvert år blev gennemført i Schengen-området.

Under en pavillon, der var sat op til begivenheden, trådte Martin Schultz op på en talerstol.

Måske er Schengen et lille sted, men det er en stor idé,” sagde han til forsamlingen.

Derefter trådte Jean-Claude Juncker op på talerstolen og tilføjede, at hvis man genoprettede grænserne – om det så bare var for et halvt år – ville det blive klart for flere mennesker, hvor vigtig en bedrift Schengen-aftalen var.

Juncker kommenterede på noget, der var ved at ske i EU på det tidspunkt. I titusindvis sejlede flygtninge over Middelhavet og ankom til især Italien og Grækenland. Europa-Kommissionen havde forsøgt at lave et system, hvor flygtningene blev fordelt efter kvoter, men kunne ikke finde opbakning til forslaget. Ved den fransk-italienske grænse truede hundredvis af afrikanske asylansøgere med sultestrejke, hvis de ikke blev sluppet ind på fransk territorium. Hos europæiske højrepopulister gav man Schengen-aftalen skylden, og lederen af det franske parti Front National, Marine Le Pen, havde fra en scene smidt selve aftalen i en skraldespand for at vise, hvad hun syntes, der skulle ske med den.

Alligevel vidste Jean-Claude Juncker næppe, hvor virkeligt hans tænkte eksempel ville blive i løbet af ganske kort tid. Med flygtningekrisen blev det tydeligt, at det ikke kun var EU-borgere, arbejdskraft og velstand, der kunne vandre frit mellem landene. Med de åbne grænser delte vi ikke kun glæderne, men også de udfordringer, der fulgte med strømmen af flygtninge.

Præcis en måned efter fejringen af Schengen gik Ungarn i gang med at sætte pigtråd op langs landets grænse til Serbien, og på den måde blev EUs afgrænsning fra resten af verden markeret. Kort tid efter skulle de indre grænser, som Schengen-aftalen havde fjernet, også blive genopført. Søndag den 13. september 2015 blev dagen, grænserne kom tilbage til EU, som det lød i nogle medier. Efter mere end 13.000 flygtninge var kommet til den tyske delstat Bayern fra Østrig, brugte tyskerne en undtagelse i Schengen-aftalen, der gjorde det muligt at indføre midlertidig grænsekontrol. Samtidig aflyste tyskerne alle tog fra Østrig i 12 timer. Det var kun anden gang, det var sket i Schengen-aftalens historie.

Tyskland havde nået grænsen for, hvad landet kunne holde til, lød det fra vicekansler Sigmar Gabriel.

Det skabte en dominoeffekt. Dagen efter valgte Østrig også at genindføre grænsekontrollen og sendte 2.200 soldater til landets grænseområder for at hjælpe politiet. I samme uge fulgte Tjekkiet og Slovakiet, og i Holland indførte man stikprøvekontroller ved grænsen. Imens forsøgte Ungarn, Bulgarien og Kroatien helt at lukke EUs ydre grænse til Serbien, hvor størstedelen af flygtningene kom fra i disse dage.

Et par måneder efter blev Frankrig ramt af en tragedie, da terrorister med forbindelse til Islamisk Stat gennemførte et koordineret angreb forskellige steder i Paris, som kostede 130 mennesker livet. Som et svar på den fortsatte terrortrussel indførte franskmændene kontrol ved alle grænseoverskæringer.

I samme måned fik Danmark for alvor den nye bevægelse at mærke, da Sverige blandt andet ved Øresundsbroen indførte grænsekontrol. Svenskerne ville have bedre styr på strømmen af flygtninge, og for os danskere betød det helt konkret, at når vi rejste med tog til Sverige, skulle vi stige af i lufthavnen, der var sidste stop inden grænsen, for at vise pas.

To uger efter indførte også Norge kontrol ved alle grænser og på de færger, der sejlede til landet fra Danmark, Sverige og Tyskland.

Da daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen den 4. januar 2016 trådte ind i Spejlsalen i Statsministeriet og fortalte den fremmødte presse, at Danmark indførte midlertidig grænsekontrol, var vi altså late movers. Derefter gik det dog også ret stærkt. Få minutter efter statsministerens melding blev et gult bump rullet på tværs af vejen ved grænsen i Kruså, og ti betjente i refleksveste tog plads i vejkanten og begyndte at gennemføre stikprøver blandt de forbipasserende trafikanter.

I det halve år, der fulgte Schengen-aftalens 30-årsjubilæum, blev der altså opført hegn, mure og grænser hen over hele kontinentet. I slutningen af 2018 udgav tænketanken Transnational Institute en rapport, der viste, at ti EU-lande havde grænsehegn og -mure, der tilsammen var seks gange så lange, som Berlinmuren havde været i sin tid. I 2015 var antallet af hegn og mure vokset fra fem til 12, hvilket var den største vækst i EUs historie. Imens var grænsekontrollerne blevet hverdag frem for en undtagelse. I 2017 var der i alt 20 grænsekontroller inden for Schengen-området.

Jean-Claude Junckers tankeeksperiment – genindførelsen af en stribe grænsekontroller i EU – var blevet til virkelighed.

I dag er presset af flygtninge på Europas grænser mindre. Unionen købte sig ud af problemerne, da regeringslederne lavede en meget lidt smuk aftale med Tyrkiet om, at tyrkerne skulle tage sig af de millioner af mennesker, der især flygtede fra Syrien (en aftale, hvis konsekvenser i øvrigt er højaktuelle, og som du kan høre mere om i Zetland Helikopter fra i går, torsdag den 10. oktober). Men selv om migrantkrisen fra årene 2015 og 2016 er ovre, består alligevel en lang række af de mure og grænsekontroller, der ellers skulle være midlertidige.

Norge har kontroller ved alle indre grænser, især ved færgehavne, på grund af sikkerhedssituationen i Europa” – den samme grund giver Østrig for at opretholde deres kontroller. Sverige har grænsekontrol på grund af trusler mod landets sikkerhed. Frankrig har kontrol ved alle grænser på grund af den fortsatte terrortrussel. Ved indgangen til denne måned intensiverede Tyskland sine kontroller, særligt langs grænsen til Østrig for at dæmme op for illegal migration.

Og så er der Danmark. Vi har stadig kontrol langs grænsen til Tyskland på grund af truslen mod den offentlige orden og vores nationale sikkerhed”, som der står i begrundelsen fra Europa-Kommissionen – og nu vil justitsministeren altså også indføre stikprøvekontroller ved grænsen til Sverige på grund af bandekonflikten.

På den måde har grænsekontrollernes begrundelse i store træk flyttet sig fra flygtningekrise til national sikkerhed. Ifølge Marlene Wind, der er professor i statskundskab og leder af Center for Europæisk Politik, handler det dog i mange tilfælde mere om grænsekontrollens symbolske kraft og folkestemning end sikkerhed:

Nogle gange virker det, som om politikerne i Europa leder efter en begrundelse til at indføre de her grænsekontroller,” siger hun, og hvis den ene ikke holder, så prøver man den anden.”

Noget er altså forandret i Europa. Det kan ikke siges med sikkerhed, men før flygtningekrisen var det usandsynligt, at en ret isoleret bandekonflikt ville godtages som begrundelse for at lukke grænserne. Store terrorangreb i byer som London og Madrid var i hvert fald ikke tilstrækkelig begrundelse eller motivation. Ej heller store bandekonflikter i andre europæiske lande.

Ifølge Marlene Wind er terrortruslen mod Frankrig en substantiel begrundelse for grænsekontrol, som EUs embedsmænd i Bruxelles godt kan forstå. Det samme gælder Tysklands problemer med illegal immigration. Problemet er ifølge hende, at når de lande har grænsekontrol, kan det være svært at afvise lande som Danmark, hvis begrundelse for få år siden ikke havde vejet tungt nok. I hvert fald er det en kamp, Europa-Kommissionen har fravalgt indtil nu.

Man ved godt, hvor farligt det er,” siger Marlene Wind med henvisning til, hvordan hardcore Schengen-tilhængere må se deres drøm truet. Hvis der da for alvor er nogen Schengen-tilhængere tilbage?

For nylig indtog svenske Ylva Johansson en talerstol i Europa-Parlamentet. Mens flygtningekrisen stod på, og grænserne blev genopført, var hun beskæftigelsesminister i den regering, der indførte kontrol ved grænsen til Danmark. Nu var hun kandidat til posten som EU-kommissær for interne forhold, herunder Schengen-samarbejdet. Ylva Johansson skulle afhøres af parlamentet, for at de kunne sikre sig, at hun havde kompetencerne til den post, hun kandiderede til.

Hun var i slutningen af sin indledende tale, da hun nåede til truslen mod det, hun selv kaldte en af de vigtigste ting for den europæiske integration.

Schengen,” sagde kommissæren og bekendte kulør som en, der stadig tror på de åbne grænser. Den hurtige tilbagevenden til et fuldt fungerende Schengen-samarbejde uden indre grænsekontroller vil være et centralt mål for mig.”

I den efterfølgende spørgerunde tog Dansk Folkepartis europaparlamentariker Peter Kofod ordet. Hvad nu, hvis den danske regering beder hende om at få lov til at forlænge grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse, spurgte han.

Indre grænsekontrol er ikke i overensstemmelse med Schengen. Derfor skal vi vende tilbage til et fuldt ud fungerende Schengen-område,” gentog kommissæren.

Den danske justitsminister bekendtgjorde imidlertid i går, at Europa-Kommissionen er orienteret om de danske planer. Og lignende ikke en, der regnede med at få et nej.

Efter svenske togkontrollører begyndte at tjekke pas ved grænsen til Sverige i 2015, faldt antallet af pendlere over Øresund ret drastisk. De seneste tal peger på, at knap 14.000 mennesker tager frem og tilbage over sundet hver dag. I 2008 var det næsten 20.000.

Både som amtsborgmester og regionsrådsformand havde Vibeke Storm Rasmussen store visioner for at skabe en dansk-svensk region med én fælles identitet. I dag synes hun, at det er pinagtigt, at det ikke går bedre”, for potentialet er der. Efter den oprindelige plan skulle Øresundsregionen eksempelvis have været et af Europas knudepunkter på det bioteknologiske område, og i slutningen af 1990’erne var der store visioner for et samlet Øresundsuniversitet, som skulle samle svenske og danske universiteter. Projektet blev dog allerede skrinlagt i 2010, fem år inden flygtningekrisen fik grænsebommene til at smække i, og siden har ingen pustet liv i dem.

Hans-Åke Persson, den dansk-svenske professor emeritus, der selv bor i Malmø, husker tydeligt de store ambitioner: Håbet var jo, at forskning og studerende kunne flyde frit over grænserne. At de udenlandske studerende kunne komme og rent faktisk være i tvivl om, om de var i Danmark eller Sverige.”

I dag, mener han, er alle planerne definitivt kollapset. Den drøm, der var engang, er der ikke længere,” siger han. Virkeligheden, i form af to landes temmelig forskellige flygtningepolitik, kom i vejen.

Jeg tror, at man blev bange for de åbne grænser dér,” som Vibeke Storm Rasmussen formulerer det. Og så lukkede man også ned for alt muligt andet samarbejde.”

Eller som Hans-Åke Persson konstaterer det fra sin telefonlinje på den anden side af det Øresund, der skiller os:

Vi er tilbage til en situation, hvor det er staterne og nationerne, der tager over. Den nye grænsekontrol mellem Sverige og Danmark er blot endnu en brik, der er med til at trykke på bremsen.”

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

Vis mig Zetlands principper

I dag læser vores medlemmer: