Denne historie har Maja Rimer fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

På Mols har de fundet en løsning på landsbydød: “Resultaterne er jo helt vilde”

  • 6. november 2017
  • 11 min.
LANDSBYKONGEMols var på vej til at blive mennesketomt. Det ville Carsten Blomberg, konsulent i DGI, lave om på. Fotocollage: Signe Stubager og Kasper Løftgaard, Zetland

Derfor skal du læse denne historie

Vi hører tit om hensygnende, kriseramte landsbyer. Men sådan er det langtfra alle steder. På Mols har de skabt et sprudlende liv, drevet af de lokale med hjælp fra kommunen og DGI. Nøglen er landsbyklynger – nye fællesskaber på tværs af gamle skel. Det har været et langt, sejt træk, men fremtiden ser lys ud. Her er historien med DGI’s Carsten Blombergs egne ord.

For tre år siden blev jeg ringet op af Søren Ibsen. Han er en lokal ildsjæl – formand for idrætsforeningen på Mols.

Carsten,” sagde han. Det her skal fandeme være løgn.”

Syddjurs Kommune ville lukke udskolingen og lægge tre børnehaver sammen.

Mine børn og børnebørn skal ikke vokse op til det her liv. De skal ikke opleve, at der ikke er en skole.”

Søren var egentlig ikke vred på kommunen, for faktum var jo, at der ikke var børn nok til at beholde alle klassetrinene. Men han var frustreret over at se området blive mennesketomt. Han ville gerne gøre noget.

Vi har brug for hjælp. Kan du hjælpe?”

Jeg begyndte at tænke, og så fik jeg en idé.

Mols ligger på den sydlige del af Djursland på Jyllands østkyst. Der er i alt 24 landsbyer. Fælles for dem var, at de havde svært ved at samle folk nok til aktiviteterne og til at drive de mange foreninger.

Fælles for dem var også, at de ikke talte så meget med hinanden i foreningerne på tværs af landsbyerne.

I mange små byer rundt om i Danmark havde man sit eget håndboldhold. Og det ville man blive ved med, selv om der kun var fire spillere på juniorholdet. For sådan havde det jo altid været. Det samme gjaldt så nabobyen seks kilometer væk.

Det var jo utopi at tro, at det kunne fungere.

Globale problemer – lokale løsninger

Historien her er en del af vores dækning af kommunalvalget. I en serie af interview fortæller en række interessante personer om, hvordan de har fundet lokale løsninger på globale problemer i kommunen.

Jeg begyndte at gruble. Mols var jo ikke det eneste sted, der døjede med skolelukninger og tomme idrætshaller, for urbaniseringen og affolkningen af landdistrikterne er jo noget, vi ser langt ud over Danmarks grænser. Det er en af de store udviklinger – og udfordringer – i disse år rundt om i verden.

I erhvervslivet har det længe været udbredt, at man inden for bestemte brancher og geografiske områder samles i klynger. Man kan inspirere hinanden og samarbejde om nye projekter.

Hvad nu, hvis man gjorde det samme med landsbyer? Hvis man gik sammen i klynger, på tværs af bygrænserne, for at løfte det lokale liv sammen?

Bonusinfo. FN’s prognoser peger på, at befolkningen i byerne vil stige med 72 procent fra 2011 til 2050.

Jeg er vendelbo, født i Vendsyssel og har arbejdet de sidste 20 år med lokaludvikling.

Det hele begyndte på en måde, da jeg som 16-årig blev formand for en volleyballklub i Taars-Ugilt, der ligger lige mellem Hjørring og Frederikshavn. Jeg har boet hele mit liv i små samfund og været formand for mindst én forening hele tiden.

Når man bor i byer med 500-600 mennesker, er man nødt til at involvere sig. Ellers sker tingene ikke.

Jeg begyndte med at ringe rundt. Jeg ringede til alle foreningsformændene, menighedsrådene, forældrebestyrelsen og ansatte i kommunen. Jeg spurgte, om de ville komme til et fælles møde.

I januar 2015 holdt vi det første møde på Molsskolen. Vi var utrolig spændte på, hvor mange der ville komme. Da klokken var kvart i syv, kiggede vi rundt og så, at alle var fra den ældre del af Mols – Tordenskjolds soldater. Det var nok, hvad man kunne forvente.

Men fem minutter i syv væltede det ind med unge mennesker. Der var mange, vi aldrig havde set før. Børnefamilier, som ikke normalt engagerede sig i foreningsarbejde. Langtfra alle kendte hinanden. Det var mennesker, som sad i hver deres lille by uden at have meget med hinanden at gøre på tværs af landsbyerne.

I det lille klasselokale endte vi med at sidde 80 mennesker klemt sammen i vores vinterfrakker.

Søren Ibsen fra idrætsforeningen indledte mødet med at fortælle, at Mols for 50 år siden stod sammen om at samle landsbyskolerne til én. Og for bare 25 år siden samlede de penge sammen til deres egen idrætshal. Nu skulle de gøre det igen. Ellers ville området blive afviklet. Derefter tog jeg over.

Folk var nysgerrige. Og da jeg spurgte dem, hvad vi kunne blive bedre til i fællesskab, røg hænderne i vejret.

60 ud af de 80 fremmødte meldte sig som frivillige i klyngeprojektet. Det var op til dem selv at afgøre, hvilke områder de ville arbejde med. Der blev dannet grupper. De ville arbejde med alt lige fra bådehavnen til kirkerne.

Derfra begyndte det hårde arbejde.

Bonusinfo: I landdistrikterne er 5,2 procent af indbyggerne forsvundet siden 2009. Samtidig har byer med over 20.000 indbyggere oplevet en befolkningstilvækst på 7,6 procent.

Et af de helt store problemer på Mols var jo affolkning. Derfor besluttede en af grupperne sig for at arbejde med det. De ville sætte en prop i udflytningen og åbne sluserne for, at nye kom til. Flere fra de større byer skulle flytte til området.

På det tidspunkt var der lidt over 30 ledige boliger på Mols. Det lyder måske ikke af meget, men i et lille samfund som Mols, så er det. Det første, de gjorde, var derfor at ringe rundt til lokale ejendomsmæglere. Sammen med dem ville de stable et åbent hus-arrangement på benene. Her skulle familier fra nær og fjern se, hvor fedt det var på Mols. Det var de lokale mæglere med på.

En søndag i august 2016 holdt de så den første besøgsdag. Da dagen kom, mødte kun syv mennesker op. Det var jo lidt ærgerligt.

Men de besluttede at prøve igen.

De kontaktede en af de andre arbejdsgrupper, kommunikationsgruppen, og den hjalp med at reklamere for den næste besøgsdag på Facebook. De ansøgte også kommunen om penge til at peppe dagen op – for der skulle jo være lidt at komme for, når man havde taget turen fra Aarhus eller København.

Den anden bosætningsdag blev holdt i april i år. Så var græsset og træerne jo grønne. Og denne gang mødte over 100 mennesker op foran Molshallen. De blev indsluset i cafeteriet, hvor der var disket op med morgenmad og kaffe på bordene.

Mens gæsterne spiste æg, pølser og pandekager, fortalte gruppen om Mols. De fortalte om fritidslivet, om kulturlivet. De fortalte, de besøgende kunne komme med på en guidet busstur på Mols og Helgenæs. Børnefamilierne kunne besøge naturbørnehaven, Syddjurs Friskole, Knebel Børnehus og Molsskolen. Og til sidst, ud på eftermiddagen, kunne man så tage ud med ejendomsmæglerne for at se på de ledige boliger.

Dét blev en succes. Efter besøgsdagene er en del børnefamilier fra København, Aarhus og Silkeborg flyttet til Mols. Vi er gået fra 40 til 80 børn i børnehaverne. Før kunne vi ikke fylde børnehaverne. Det samme gjaldt skolen. Det er slut nu.

De fleste grupper blev stiftet på det allerførste borgermøde på Molsskolen – lige med et par undtagelser. For kort efter vores møde blev jeg ringet op af Claus fra et af de lokale menighedsråd. Han ville se, om ikke også kirkelivet kunne spille en rolle. På Mols og Helgenæs havde man i alt syv kirker, fem menighedsråd og to præster. Han bad mig være med til at samle alle menighedsrådene til et møde.

De mødtes en blæsende og mørk novemberaften i Tved Præstegård. 15 mennesker fra de lokale menighedsråd var mødt op i konfirmandstuen. Hver gang nogen rejste sig for at tage en kop kirkekaffe, skramlede stolene mod trægulvet.

Og kaffe var der bestemt brug for. Ikke alle var overbeviste om, at der skulle laves om på noget. I mange sogne har man en meget lokal forankring. Især hos de lidt ældre var man bekymret for, at mere centraliseret samarbejde ville erodere den lokale kontakt.

Men da de sidst på aftenen slukkede lyset i præstegården, var det med målet om at arbejde tættere sammen og blive en del af det fællesskab, der ville forandre Mols.

I dag har menighedsrådene solgt den ene sogne- og præstegård. I stedet er de med i et nyt fælles hus, som børnehaverne og kulturlivet bygger ved Molsskolen. Man vil være tættere på der, hvor folk er. Og det nye sted skal skabe mere samarbejde mellem præster og menighedsrødder.

Gruppen har også sammenlagt to menighedsråd, så der i stedet for fem nu kun er fire. De laver nu kun ét fælles kirkeblad i stedet for tre, ligesom de nu har én fælles hjemmeside og en organist, der betjener alle kirker.

Det nye samarbejde har også ført til det, menighedsrådet kalder ud i det blå-ture” hvor de fylder en bus med ældre fra det lokale plejecenter. I bussen sidder præsterne ved roret og fortæller røverhistorier fra området.

Den sidste tur fandt sted her i september. Her kørte de ud til Dråby Strand. De ældre sad i grøftekanten med kig ud over Kattegat, med to slags småkager og strand-Nescafé og efterårssolen bragende ned i ansigtet. Det var en god dag. Den slags kan vi kun gøre, fordi menighedsrådene er gået sammen.

Et andet stort ønske blandt molboerne var at skabe mere liv på lystbådehavnen.

En gruppe satte sig for at omdanne havnen til et socialt mødested for alle molboerne. En af deres drømme var at bygge et svømmebassin på havnen, så børnene kunne lære at svømme, for der var jo ikke nogen svømmehal på Mols.

På havnen holdt de lokale fiskere og sejlere til. Og ikke alle syntes godt om, at deres hverdag nu skulle åbnes op for alle mulige andre. Specielt det lokale bådelaug var skeptisk. De var usikre på, hvordan mange nye mennesker og ikke mindst børn ville forandre deres liv her.

Men efterhånden begyndte stemningen at ændre sig. Bådelauget kunne godt se, at det faktisk gav mening. Ved at give afkald på sine vante rammer kunne man skabe noget nyt. Så de har åbnet op for at lade hele byen rykke ind på havnen.

Lige nu lægger gruppen sidste hånd på projektbeskrivelsen til havnebassinet. De første sten til bassinet bliver nok lagt om et års tid.

Bonusinfo: Ved årtusindskiftet boede knap halvdelen af verdens befolkning i byer. I år 2050 forventes det at være knap to tredjedele.

Resultaterne er jo helt vilde. I begyndelsen havde jeg den styrende rolle til gruppemøderne, men med tiden overgik styringen mere og mere til grupperne selv. I dag er min deltagelse faset helt ud. Klyngerne er nu helt selvkørende og involverer over 200 frivillige, der samarbejder med kommunen og erhvervslivet.

Mange skulle lige tænke sig godt om, før vi gik i gang. Men når du først har lagt alt, hvad du ejer, ind i en fælles klynge, så er der ingen vej tilbage.

På alle fronter er folk begyndt at tale mere sammen. Før kommunikerede alle foreninger med hver deres medlemmer. I dag samarbejder foreningerne om alt fra økonomi til kommunikation. I stedet for at have 17 halvdårlige hjemmesider har de samlet sig om én god. På den måde får borgerne også viden om, hvad der sker i nabobyerne.

Jeg tror ikke på, at det her er løsningen for alt og alle, men på Mols har det gjort en kæmpe forskel for fællesskabet.

Nogle gange, når jeg tog hjem fra Mols, kunne jeg næsten køre uden hænder. Der var så meget energi i de grupper. Jeg var fyldt op af troen på, at ting kan lade sig gøre. Den følelse synes jeg er en modpol til vores måde at leve på, hvor alt, vi læser i pressen, er ulykker.

Hvis ikke vi skaber bæredygtige fællesskaber, forsvinder folk fra landsbyerne. Så søger de hen til fællesskaberne i de større byer. Vi får landsbydød.

I Danmark har vi centraliseret det offentlige med nye store kommuner. Folk flytter fra land til by. Alligevel bliver vi ved med at gøre mere af det samme som dengang, landbruget drev landdistrikterne – dengang hvor der var mange arbejdspladser og mennesker på landet. Vi har fået en ny struktur på vores samfund, men det lokale liv, der driver det nedenunder, har vi ikke fornyet.

Rundt om i Danmark er der mindre byer med få hundrede mennesker, som har 18 foreninger og et tilsvarende antal af foreningsformænd. Men de er ikke længere nok til at samles om at køre med elektrisk tog, strikke, bygge børnehaver eller samle svampe.

Jeg tror, at når vi samler os på tværs af de gamle skel, i nye klynger, kan vi skabe levende fællesskaber.

Bonusinfo: Landsbyklyngen Mols er lavet med støtte fra Realdania, DGI og Syddjurs Kommune.

Jeg får nok tæv for at sige det her, men jeg tror ikke, transport er så stort et problem, som nogen gør det til. Selvfølgelig for børn og ældre, men for midtergruppen er det altså ikke det afgørende for, om man vil bo på landet. Det handler om fællesskabet og mulighederne. Hvis vi kan skabe større adgang til de ting, folk gerne vil have, så tror jeg, rigtig mange gerne vil bo på landet.

Der er jo lavet undersøgelser blandt dem, der bor inde i byen, og mere end halvdelen siger, at de godt kunne tænke sig at bo på landet. Hvis vi kan skabe flere samfund som Mols – hvor alt det rundt om arbejdslivet fungerer – så tror jeg, at flere vil gøre det.

Landsbyklynger kan kun lykkes, hvis man er åben og villig til at deles om det, man har. Når man deler. Mange måtte jo virkelig ofre noget for at skabe nyt sammen. Det har de været villige til på Mols.

Syddjurs Kommune har også forstået at gribe projektet og holder kvartalsmøder med alle grupperne. Samarbejdet mellem kommune og borgere er blevet meget stærkere. Så nu er det pludselig ikke så let længere at sige, at det hele er kommunens skyld. Hvis købmanden lukker, tænker man nu mere: Hvad kan vi selv gøre ved det? Og hvis skolen hænger lidt, så skal vi nok i fællesskab arbejde på at tiltrække børnefamilier.

Samarbejdet har skabt mere borgerinvolvering og nok også et stærkere demokrati i kommunen, tror jeg.

Molboerne er blevet endnu mere stolte af at bo på Mols. Før mente nogle, at man kunne det hele selv – selv om det ikke passede. Nu har Mols vist, at de er sindssygt gode i fællesskab.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem