Hvorfor taler vi om børnene i Syrien som en sikkerhedstrussel?

Fordi krigen mod terror har forandret os

20 år efter al-Qaeda angreb World Trade Center, taler vi om børn som tikkende jihadistiske bomber.

Foto: Delil Souleiman / AFP / Ritzau Scanpix
  • 30. marts 2021
  • 14 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

23:46

Denne historie begynder med en nazist, og det skal man jo generelt passe på med, når målet er at nuancere en debat. Men lad os alligevel bruge to minutter på Adolf Eichmann, den tysk-østrigske SS-officer og arkitekt bag massedeportationen af jøder til de nazistiske udryddelseslejre. Efter Anden Verdenskrig flygtede han til Argentina og gik under jorden for at undslippe Nürnbergprocessen og forblive ustraffet for sine synder. Han troede, han havde regnet den ud. Men i 1960 opsporede den israelske sikkerhedstjeneste Mossad Eichmann i Buenos Aires, kidnappede ham og førte ham tilbage til Israel, hvor han senere blev dødsdømt og henrettet.

Eichmann var en krigsforbryder, det er uomtvisteligt, men i sin kamp for at få denne krigsforbryder dømt brød Israel selv en række grundlæggende retsstatsprincipper. Mossad opererede uden tilladelse på argentinsk territorium, og de kidnappede Eichmann frem for at anmode om at få ham udleveret ad de almindelige diplomatiske kanaler. Eichmann blev tilmed dømt i Israel, et land, der ikke eksisterede, da tysk-østrigeren begik sine forbrydelser, han blev dømt på baggrund af en straffelov, der først blev vedtaget efter hans forbrydelser, hans dom baserede sig sågar på ændringer i israelsk lovgivning (herunder indførelsen af dødsstraf for krigsforbrydelser og forbrydelser imod menneskeheden), der først blev vedtaget efter Eichmanns fængsling.

Efter alle objektive standarder handlede Israel ulovligt. Til gengæld handlede de i manges øjne retfærdigt. Var Eichmann blevet forsøgt udleveret, ville han være forsvundet, allerede inden begæringen gik igennem, og var dette sket, ville en af nazismens mest forbryderiske skikkelser være gået fri. Retfærdigheden over for de millioner af forfulgte jøder var aldrig sket fyldest. Israel tilsidesatte derfor gældende ret og internationale forpligtelser for at handle moralsk rigtigt.

Det er det, politologen Ian Shapiro har døbt Eichmann-problemet. En slags politisk catch-22, hvor moral og ret ikke er indbyrdes betinget, men hinandens modsætning. Den politiske beslutningstager må veje sin moralske forpligtelse til at gøre, hvad han eller hun finder rigtigt og forsvarligt, op imod hensynet til grundlæggende retsstatsprincipper.

For Israel var det ikke alene et spørgsmål om at stille en krigsforbryder til regnskab. Det var et sikkerhedsanliggende. Eichmann levede et stille liv som medarbejder hos Mercedes’ argentinske filial, hans brøde hørte fortiden til, og ingen – heller ikke Israel – betragtede ham længere som en sikkerhedstrussel. Men sikkerhedsargumenter var ikke desto mindre, hvad der fik Mossad til at tilsidesætte gældende ret. Det handlede ikke bare om at rydde op i fortiden, men også om at beskytte jøderne fremadrettet. Det israelske regime følte sig forpligtet til at værne om borgernes tryghed, og så kunne det ikke forsvares at lade folk som Eichmann slippe ustraffet. Det handlede simpelthen om at gøre det rigtige. Det var i sidste ende et spørgsmål om moral.

Sammenligningen af en af historiens mest koldblodige nazister med de danske børn, der lige nu sidder indespærret i de kummerlige kurdiske fangelejre i Syrien, kan virke kontraintuitiv. Eichmann havde utallige liv på samvittigheden, mens børnenes eneste synd er, at de netop er børn af forældre, der – angivelig, vi ved det ikke, for ingen domstol har endnu behandlet spørgsmålet – har handlet ulovligt ved at tilslutte sig væbnede oprørsgrupper i Syrien og Irak, herunder Islamisk Stat. Eichmann var eksponent for en af den slags totalitære ideologier, de danske børn i Syrien ufrivilligt er blevet udsat for. Eichmann var magthaver, børnene er magtesløse.

Når jeg alligevel kommer til at tænke på den 60 år gamle tysk-argentinsk-israelske affære, er det, fordi de danske børn i Syrien har præsenteret den danske stat og statsminister Mette Frederiksen for netop et Eichmann-problem. Konventioner og gældende ret tilsiger, at hun bør bringe børnene hjem, men statsministeren fastholder, at hun ikke moralsk kan forsvare det. Den moralske forpligtelse til at hjælpe børnene undertvinges af en vigtigere moralsk pligt: At passe på Danmark og på danskerne”, som statsministeren udtrykker det. Den retoriske indpakning er sikkerhedspolitik, men det er først og sidst en moralsk argumentation. Og vil vi forstå perspektiverne i sagen om de danske børn, bør vi ikke dvæle så meget ved, hvad statsministerens moral tilsiger hende, men i stedet kigge på, hvorfor hendes (og ifølge meningsmålinger godt halvdelen af danskernes) moral forhindrer hende og regeringen i at komme børnene til undsætning. I den forstand blotlægger sagen om de danske børn i Syrien en kendsgerning, der rækker langt ud over de kurdiske fangelejre, og som er mere gennemgribende for det danske samfund: Vores moral har flyttet sig. Og på vejen har vi som system gjort ikke blot jihadister, men muslimske borgere generelt til et sikkerhedsanliggende. Det er den udvikling, som i den verserende debat har forvandlet børn helt ned i spædbarnsalderen til potentielle sikkerhedstrusler. Israel følte sig moralsk forpligtet til at bringe Eichmann hjem, retsstridigt eller ej. I dag føler Danmark sig moralsk forpligtet til at holde børnene på afstand, retsstridigt eller ej. I sikkerhedens navn.

Her er der grund til at stoppe op og spørge os selv, hvad historien om børnene i Syrien egentlig fortæller os. I snart 20 år har vi i Vesten udkæmpet en krig mod terror, der har ændret os og vores måde at anskue Eichmann-problemer og vores egen sikkerhed på. Vi har i dag udviklet politikker og institutioner, der har sat udmålingen af muslimers potentielle illoyalitet over for den danske stat på formel, og den er dén formel, der i praksis afgør skæbnen for børnene i Syrien. I den forstand handler den aktuelle sag ikke kun om børnene; den handler også om os selv.

Først et forbehold: Jeg har været ansat som særlig rådgiver i Justitsministeriet, mens sagen om de danske børn i Syrien har været på dagsordenen, både i medierne og lavpraktisk i centraladministrationens arbejde. Det betyder, at jeg er farvet af mine erfaringer og desuden begrænset af tavshedspligt i forhold til de konkrete sager, der vedrører børnene i lejrene. Til gengæld har jeg brugt årevis som journalist på at interviewe danske jihadister, herunder en række radikaliserede mindreårige danske teenagere med et militant islamistisk tankegods, der helt objektivt set udgør en reel sikkerhedstrussel mod Danmark. Få udenforstående i dette land har formentlig talt med flere af dem end jeg; jeg har hængt ud med dem i Danmark, besøgt dem i Syrien, Tyrkiet og Libanon og interviewet dem i fængslet herhjemme. I årevis har jeg dedikeret det meste af mit arbejdsliv til at forstå deres bevæggrunde, jeg har skrevet om deres tanker i danske aviser, jeg har kortlagt deres motivationer i akademiske artikler, og uanset hvordan vi vender og drejer det, forbliver de et sikkerhedsproblem, som politikere og politimyndigheder må tage dybt alvorligt. Deres færd hænger sammen med Islamisk Stats globale fremmarch, og deres fremtid her i landet er i høj grad et sikkerhedsanliggende.

Det afgørende spørgsmål, vi må stille os selv, er: Hvordan kan en gruppe fjernt indespærrede små børn ende i samme kategori som de radikaliserede personer, der i forvejen – og ganske velbegrundet – er i efterretningstjenesternes søgelys? Svaret begynder hverken med den syriske borgerkrig eller med Islamisk Stat. Svaret begynder med al-Qaedas angreb i USA i september 2001.

Man kan sige, at den krig mod terror, Vesten har udkæmpet siden 2001, overordnet har fordelt sig i tre faser. Første fase udløstes af 9/11 og handlede om at bekæmpe jihadisterne ude i verden for at forhindre dem i at nå vores hoveddør. Anden fase handlede om at bekæmpe jihadismen indefra ved at opspore sikkerhedstrusler, der allerede havde slået rod i Vesten. Det førte til en række nye forebyggelsesindsatser, som har gjort ikke blot jihadister, men muslimer generelt til et sikkerhedsanliggende – det, man kunne kalde krigens tredje fase.

Det var den korte version, her er en lidt længere:

Krigen mod terror fik aldrig et objektivt mål, den udviklede sig dag for dag, og ingen fastsatte nogensinde en udløbsdato. Det tætteste, man kommer en sådan dato, er nok maj 2011, hvor amerikanske jægersoldater dræbte Osama bin Laden, manden, der var ansvarlig for 9/11, og som præsident Bush havde svoret at finde. Men maj 2011 blev ikke en udløbsdato, det blev snarere markeringen af overgangen fra undtagelsestilstand til normalisering i forholdet mellem Vesten og jihadismen. Barack Obama blev til dels valgt som præsident i Amerika på en bølge af modstand mod Bushs krig mod terror, men formåede aldrig fundamentalt at ændre kursen. De tusindvis af civile drab, krigen allerede dengang forårsagede i den islamiske verden, var for længst blevet dagligdag, og selv jihadistiske angreb i Vesten blev i nogle tilfælde til rutinetelegrammer i aviserne.

Som den britiske medieprofessor Arun Kundnani har formuleret det:

Hvor krigen mod terror i Bush-årene forårsagede højtprofilerede debatter om krig, tortur og overvågning, blev den under Obama til bureaukratisk rutine, udramatisk og uimodsagt.”

Vi så det med Obamas tredobling af amerikanske tropper i Afghanistan, vi så det med Obamas fornyelse af den omstridte Patriot Act, vi så det, da lukningen af det amerikanske torturfængsel Guantánamo udeblev, og da Obama indførte juridiske ordninger med det formål at sikre, at Bush-æraens embedsmænd ikke kunne retsforfølges for deres andel i USAs torturpolitik. Obamas administration gjorde det, der hidtil havde været en undtagelsestilstand, til det, der er blevet kaldt en ny normal.

Nu rumsterede en forholdsvis ny, men afgørende politisk erkendelse i Amerika, i Europa, i Danmark: Fjenden var muteret, det var nu ikke længere en konkret person eller organisation, men snarere en ideologi – den militante islamisme – og en måde at tænke på. Det betød, at bin Ladens død i praksis havde mistet sin betydning. Det handlede ikke længere om ham. Fjenden var ikke nødvendigvis en konkret person, der gemte sig ude i den verden, Vesten i et årti havde tæppebombet, nej, fjenden kunne dukke op bag gadehjørner i enhver vestlig storby, parat til at slå til indefra. Og storstilede angreb i byer som Madrid, London og Paris har med al uønskelig tydelighed vist, at jihadismen ér et reelt sikkerhedsproblem for Vesten, som må forholde sig til, at gerningsmændene ofte er født og opvokset i vestlige lande.

Reaktionen var på visse stræk famlende: Amerikanske og europæiske forebyggelsesregimer begyndte at tage udgangspunkt i formler, der skulle forudsige eller afmontere farlig ideologi. På den ene side har disse regimer været blandt de mest succesfulde elementer i Vestens krig mod terror; det massive fokus på truslen indefra har ført til afværgelse af en lang række jihadistiske angreb – ikke mindst i Danmark. Omvendt har udviklingen også haft en anden konsekvens: en institutionaliseret mistænkeliggørelse af muslimer. Krigens tredje fase. Og det er her, de danske børn i Syrien kommer ind i billedet.

HULLETDe danske mødre og børn bor i to lejre, al-Hol og al-Roj, i det nordøstlige Syrien. Størstedelen af beboerne i lejrene er børn. Foto: Ali Hashisho / Reuters / Ritzau Scanpix

Da jeg studerede terrorforebyggelse ved University of Maryland, kredsede undervisningen om fem akademiske grundmodeller, der søger at forklare en militant islamistisk radikaliseringsproces, og som i dag danner grundlag for de amerikanske og britiske indsatser mod jihadistisk radikalisering. De vigtigste tænkere var den kontroversielle amerikanske politolog Samuel P. Huntington og den lige så kontroversielle britiske orientalist Bernard Lewis, der begge fungerede som centrale politiske rådgivere for den britiske og amerikanske regering.

Hverken Huntington eller Lewis har nogensinde beskæftiget sig akademisk med radikaliseringsprocesser. Alligevel præger deres teser om islamisk kultur som et centralt omdrejningspunkt for muslimers adfærd de fem modeller. Der er fokus på forskellige elementer – personlig hævdelse, social identitet, rekruttering, kognitive åbninger og meningsgivende beslutninger – men alle fem modeller bruger direkte eller indirekte islamisk kultur som en markør til at identificere morgendagens jihadister. Foruden enkelte sociale opmærksomhedspunkter er fællesnævneren for modellerne det, man i mangel af bedre kunne kalde for muslimskhed: Hvor religiøs er vedkommende? Giver han eller hun udtryk for antivestlige holdninger? Går han klædt i islamisk tøj? Er hun begyndt at tale mere arabisk? Beder han? Faster hun under ramadanen? Firkantet sagt kan graden af akkumuleret muslimskhed ifølge modellerne bruges til at bestemme den potentielle risiko for, at en person kan blive til en militant islamistisk trussel.

Det systemiske fokus på muslimskhed har ført til det, man i den akademiske verden kalder for en sikkerhedsliggørelse af ikke blot militante islamister, men i praksis alle, der måtte praktisere islamisk kultur (hvad end dette begreb så måtte betyde). Det præger forebyggelsestilgangen i mange vestlige lande i dag. I Danmark indeholder forebyggelsesindsatsen et vurderingsværktøj, som er med til at afgøre, om en borger udgør en risiko for det danske samfund. Det kan ifølge strategiens opmærksomhedspunkter være tilfældet, hvis vedkommende er vred, taler om absolutte løsninger, anvender voldsom, simpel eller absolut argumentation, er besat af en specifik sag eller udtrykker vrede mod systemet, lovgivning eller bestemte myndigheder. Træk, der alle passer på mig selv som teenager, selv om jeg aldrig var i nærheden af at være radikaliseret. Jeg har talt med flere borgere, som har indberettet en bekymring for radikalisering, og som efterfølgende er blevet bedt om at forholde sig til intensiteten af den mistænktes religion og islamiske kultur. Graden af muslimskhed, med andre ord.

Og så er vi fremme ved børnene: For når alle muslimer potentielt kan betragtes som en sikkerhedstrussel, er børn ikke undtaget. En otteårig britisk skoleelev blev for nogle år siden afhørt af forebyggelsesbetjente, fordi hans lærere havde fejllæst et citat på hans T-shirt, de troede var jihadistisk, og meldt ham til politimyndighederne.⁠ Han var angst for at vende tilbage til sin klasse efterfølgende.

I et andet tilfælde fik et forundret muslimsk forældrepar besøg af politiet sent om aftenen, fordi nogen havde indberettet deres dreng for ekstremistisk ideologi. Han havde talt om bomber’, hvilket viste sig at være en reference til computerspillet Fortnite. Drengen var fire år gammel.

I denne krigens tredje fase er det ikke længere et spørgsmål om at holde fjenden fra vores hoveddør. Det er heller ikke længere et spørgsmål om at identificere fjender, der allerede måtte ligge på lur under sengen om natten, når vores børn sover. Fjenden kan være det sovende barn, hvis han eller hun har muslimsk baggrund.

I et mønster, der har blotlagt et hidtil uset stort fokus på muslimske mindreårige, er mere end 600 børn under seks år blevet registreret i Storbritannien for mistanke om radikalisering. Den britiske bekymring er den samme som den, der afholder den danske regering fra at hjælpe børnene i Syrien: Hvem ved, om de om 10, 20, 50 år vækkes til live af en prædisponeret eller indpodet ekstremisme? Hvem ved, hvornår deres akkumulerede muslimskhed aktiveres? Målt på den sikkerhedsalgoritme, der er vokset ud af krigen mod terror, ser vi dem som en potentiel trussel. Og væsentligt: Det skyldes i højere grad børnenes muslimske ophav, end det skyldes den jihadistiske ideologi, Vesten med rette bekæmper.

Muslimske børn er – og lad os bare her bruge det akademiske ord, for det er det mest dækkende – blevet sikkerhedsliggjort. Det er seneste kapitel i fortællingen om krigen mod terror.

Vores syn på de danske børn i Syrien afspejles ikke kun i vores politikker, men også i vores offentlige samtale. IS-børn’, kaldes de af medier som DR, TV 2, Berlingske, Information, Politiken og Jyllands-Posten, selv om få kender børnenes politiske overbevisning. Enkelte medier er gået endnu videre. Så sent som i denne uge betegnede TV 2 børnene som syriske børn’, skønt flere af dem er danske statsborgere.

Hertil kunne man indvende, at der muligvis blot er tale om banale fejl eller nødvendige sproglige genveje i et døgnåbent nyhedshamsterhjul, der ikke levner meget plads til semantik. I denne sammenhæng er det imidlertid ikke så væsentligt, hvor sproget kommer fra, som hvad sproget viser os, og hvilken rolle det spiller. Sprog er magt, og særligt magtfuldt er det, når folkestemningen indlejrer sig i det. I sagen om børnene i Syrien illustrerer sproget bedre end noget andet, hvordan vi – medier, politikere, befolkning – vægrer os ved den kendsgerning, at børnene er danske. At de objektivt set hører til netop de danskere, som statsministeren har erklæret sig parat til at beskytte imod jihadismen, snarere end til de jihadister, hun vil bekæmpe på danskernes vegne.

20 års krig mod terror har skubbet til den historiske og politiske kontekst, som sagen om de danske børn i Syrien udspiller sig i, og skubbet til vores moral og opfattelse af sikkerhed. Så meget, at vi i sikkerhedens navn er villige til at tilsidesætte gældende ret og internationale forpligtelser for at holde børnene væk. Så meget, at vi har fraskrevet dem deres danskhed og deres barnlige uskyld og gjort dem til tikkende militante islamistiske bomber.

Det illustrerer på sin vis et nyt skred i vores villighed til at mistænkeliggøre muslimske borgere. Da jeg for nogle år siden skrev bogen Danmarks børn i hellig krig om borgere fra Danmark, der rejste til Syrien og Irak for at tilslutte sig IS, bragte titlen sindene i kog på den alleryderste højrefløj. Disse borgere var ikke og havde aldrig været danske, hævdede de. Statsborgerskab eller ej, dansk fødsel og opvækst eller ej, intet objektivt forhold kunne gøre disse mennesker til hverken forhenværende eller fremtidige danskere, dertil var deres ideologi simpelthen for diskvalificerende. Dengang var synspunktet perifært, det tilhørte alene et klejnt og marginaliseret segment af befolkningen. I dag repræsenteres synspunktet af det officielle Danmark og godt halvdelen af befolkningen. Hvad enten det er skyldige udrejsende jihadister eller uskyldige indespærrede børn, dømmer vi dem moralsk, ikke juridisk, og vi benytter en moralsk målestok, der i de seneste 20 år er blevet stadig mere elastisk. Vi har ingen andre variabler til rådighed end børnenes muslimskhed til at bestemme den sikkerhedsrisiko, de potentielt kan udgøre, når de bliver voksne. Debatten om børnene har imidlertid vist os, at det er tilstrækkeligt til at betragte dem som et sikkerhedsanliggende. Krigen mod terror har reduceret den bevisbyrde, vi behøver at have til rådighed, før vi moralsk kan fælde dom. Og det er denne udvikling, sagen om de danske børn i Syrien blotlægger: Sikkerhedsliggørelsen af en minoritet i den danske befolkning omfatter nu helt små børn.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: