"Grin, syng, drik alkohol!" Tiden efter corona kan blive en frisk start for vores hårdt prøvede venskaber

Venskaber visner uden pleje, siger forskerne. Men der kan heldigvis også komme noget godt ud af en frisk start.

Collage: Mikkel Bøgild Jacobsen, Zetland
  • 26. februar 2021
  • 8 min.

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

Jesper A. Konradsen følte sig helt magtesløs. Vennegruppen, der engang var en godt sammentømret flok på ti, kappede for et par uger siden forbindelsen til ham. Årsagen var ikke en uenighed som sådan. Det var truslen fra et virus.

Det begyndte så småt under den første lockdown sidste år,” fortæller 35-årige Jesper A. Konradsen, der bor i København og arbejder i fagbevægelsen. Min kæreste, som bor i Skåne, blev mere eller mindre brugt som undskyldning for, at mine venner ikke havde lyst til at ses. De var bange for, at jeg ville smitte dem med corona. Og det forstår jeg godt. Selv om smittetrykket på daværende tidspunkt faktisk lå lavere end i København.”

Coronaen blev året, der satte venskaber på prøve og placerede vores sociale konventioner i en sær tilstand, hvor regler og vaner har været sat ud af kraft. Vores venskaber er endt i en lakmusprøve. Vil vi ses igen, når det bliver muligt? Plejer venskaber at komme til sig selv igen efter en krise? Ikke nødvendigvis, siger forskerne. Men opbruddet kan også åbne døre til nye venskaber.

Vi har derfor på redaktionen opfordret Zetlands medlemmer til at dele historier og oplevelser om venskabet midt i en krisetid. En af dem, der svarede, var Jesper A. Konradsen.

Vennerne var bange for at blive smittet, forstod Jesper – men de holdt stadig sociale sammenkomster, kunne han se. Bare uden ham. Det opdagede han, da vennerne fejlagtigt kom til at poste billeder, hvor de var sammen og havde det sjovt. Og det gjorde ondt. Det var et plaster på såret, da han i løbet af sommeren – hvor coronaen var på sit laveste – igen blev inviteret med, når de sås. Men det var en stakket frist.

Da anden nedlukning ramte, blev det nemlig dødsstødet for hans plads i venneflokken, fortæller han. En fra vennegruppen sendte en sidste besked til Jesper A. Konradsen. I den sms stod der, at gruppen ikke ønskede kontakt til ham, før de var blevet vaccineret. De havde taget beslutningen i fællesskab ud fra en vurdering af, at hans opførsel ikke harmonerede med myndighedernes retningslinjer. Corona førte til, at venskabet fadede ud.

Det er simpelthen noget pjat. De sagde det, som om jeg slækkede på restriktionerne. Jeg havde passet mine venindes børn, været frivillig i en organisation og sås med min kæreste fra Malmö. Jeg var yderst påpasselig med min omgangskreds og blev jævnligt testet. Så der var intet hold i det. Men det opvejede ikke for deres beslutning. Nu ville de ikke have mig med i vennegruppen længere,” fortæller Jesper A. Konradsen.

Konflikten ser formentlig lidt anderledes ud set fra den gamle vennefloks side, for sociale relationer er komplekse størrelser. Men man siger, at rigtige venner viser deres værd i de svære tider, ikke i de gode, og der er nok noget om snakken. Blandt alle de venskabshistorier, jeg har modtaget (og tak for dem!), har størstedelen i hvert fald mindet om Jesper A. Konradsens. På den måde, at det var historier om at miste en relation til en ven i pandemiens svære tid. I mit eget hjemmebryggede feltstudie baseret på Zetland-medlemmer og mit eget sociale netværk tegner der sig et entydigt billede: Coronaen har været harsk på vennefronten. Nærhedsfølelsen holdes på vågeblus på Zoom og med kolde gåture i retmæssig afstand. Den er tilsyneladende god nok: Venskaber blomstrer ikke i skrumpende sociale bobler, hvor vi vander dem med håndsprit.

Forskerne har endnu til gode at undersøge, præcis hvordan pandemien sætter sit aftryk på vores sociale relationer. Men på Københavns Universitet er man kommet et skridt nærmere. Under den første nedlukning undersøgte antropolog Kristoffer Albris en gruppe unge kollegiebeboere i Danmark.

Ved hjælp af daglige logbogsopdateringer kunne han og andre forskere følge med i de studerendes sociale afsavn. Undersøgelsen viste, at de studerendes nære relationer blev intensiveret på bekostning af de mere perifere venner. De studerendes sociale netværk blev med andre ord snævret ind, så det bestod af færre relationer end normalt. Til gengæld havde disse relationer større betydning Resultatet var måske forventeligt. Men spørger man Kristoffer Albris, har forskningsresultaterne mere på sig.

Den øgede brug af digitale rum har også været med til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad vi forstår ved det at være venner,” siger Kristoffer Albris. For mange kan det opleves som udfordrende at være social gennem en skærm. Dette fører til nye typer spørgsmål om, hvad der egentlig konstituerer en relation og et venskab, da etablerede konventioner ikke længere kan bruges. I undersøgelsen kom det særligt til udtryk ved, at de unge satte spørgsmålstegn ved allerede etablerede relationer, der altså blev vedligeholdt og plejet i en online kontekst.”

Han nævner for en ordens skyld, at dynamikken blandt de studerende ikke nødvendigvis spejler hele befolkningen. Men tendensen er alligevel interessant, synes han. Studiet beskriver for eksempel også, hvordan flere af de studerende savnede at have andre typer relationer end de nære, altså de mere løse bekendte. Relationer, som man kun mødes med til en kop kaffe i ny og næ. Som man spontant støder ind i på gaden eller skriver tillykke til på Facebook. Derudover kunne han og forskerne også spore en længsel efter at møde nye mennesker i de studerendes svar. Hvilket næppe ville overraske en af verdens førende forskere i venskaber ovre i England.

Robin Dunbar er professor i evolutionspsykologi på Oxford University og mest af alt kendt for at være stamfader til et særligt nummer: 150. Det er nemlig det antal, som mennesket i en senmoderne tidsalder kan magte at have i sit netværk på en gang.

Efterhånden som coronakrisen famler, vil vores venskaber komme til forhandling, fortæller han. Han er slet ikke i tvivl om, at coronaen har været en kæp i hjulet på vennerelationen. Ifølge Dunbar kræver venskabelige relationer nemlig både tid og mental energi. Det er også derfor, at vi som sociale væsener kun kan opretholde et begrænset antal sociale forbindelser ad gangen. Der er ikke noget at sige til, hvis corona har fået ens venskaber til at visne.

Venskab kræver investering,” forklarer han. Det dør hurtigt, når det ikke vedligeholdes. Afstand, selv i mobiltelefonens alder, har en ugunstig effekt på det.”

Virtuelle rum, distancering og sociale medier kan sagtens fungere som midlertidig balsam for vennesjælen, tilføjer han. Men samlet set vil nedlukningernes sociale belastning få langsigtede konsekvenser for venskabet. Derfor bliver mange nødt til at bruge kræfter på at reparere splittede forhold, når coronaen slipper sit tag. Eller simpelthen skabe sig nogle nye.

Jeg tror, at nogle af vores mere marginale venskaber ikke består, fordi den sociale kontakt ebber ud, og derfor bliver erstattet med en masse nye,” fabulerer Dunbar.

Folk er faktisk allerede i gang, siger professoren. Ifølge hans seneste forskningsartikel har mange borgere i Storbritannien allerede brugt nedlukningen til at danne nye venskaber med andre fra den gade, de bor på, eller via de sociale medier.

Næste skridt, når nedlukningerne løsner, bliver at komme ud og have det sjovt sammen, siger professoren. At lave nogle af de aktiviteter, der aktiverer hjernens fornøjelsescentre og frigiver endorfiner, som spiller en særlig rolle i vedligeholdelsen af vores vigtige sociale bånd. At grine sammen, synge, danse og spise eller drikke alkohol i flok, you name it! Det hjælper!”

Robin Dunbar understreger, at der er meget på spil.

Den største faktor, når det kommer til sundhed, velvære, lykke, selv evnen til at overleve krise eller sygdom, er antallet af meningsfulde venskaber.”

Det kræver en større indsats for nogle af os, især hvis man ikke er blandt de studerende fra det danske forsøg. Når vi bliver ældre, minder professoren om, finder vi det generelt sværere at få nye venner.

En af dem, der følger Robin Dunbars anbefaling, er Inge Moody fra Horsens. Nedlukning og corona har selvfølgelig været hårdt, men det har også forsynet hende med nye, stærkere bekendtskaber. Det startede med et opkald fra en tidligere barndomsven, der pludselig ringede. Det udviklede sig til gåture og mere kontakt. Nu er vi ganske enkelt rigtig gode venner og snakker sammen næsten hver dag. Hvis det ikke havde været for corona, havde jeg nok slet ikke gidet tage telefonen,” fortæller Inge Moody og nævner, at også nogle af hendes tættere relationer er kommet endnu tættere på.

Den type af dugfriske relationer, der tager kontakt helt ud af det blå, lægger sig i slipstrømmen af tanken om samfundssind. Vi skal stå sammen – hver for sig, som statsministeren til nærmest alle pressemøder har bebudet.

At flere rækker ud, vil næppe skorte på antallet af personer i vores sociale netværk, når vi kommer ud på den anden side – selv om der er røget en ven eller bekendt i corona-svinget. Det mener Rikke Lund, der til daglig er professor i social medicin på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet.

Vi kommer nok til at opsøge og nyde, at vi kan have de her blandede former for relationer – både dem, der er meget tætte, som vi er enormt intimt knyttet til, og som er blevet stærkere grundet krisesituationen. Men vi vil også kunne se letheden i, at vi med et mere almindeligt liv kan åbne op for de relationer, der måske ikke helt klarede den under corona.”

Derudover venter der også andre problematikker, der er kommet i kølvandet på den sociale nedlukning. Rikke Lund fremhæver, at vi som samfund bør være opmærksom på, at der er nogle, der er blevet ufattelig marginaliseret og isoleret under corona. Nogle vil selvfølgelig på grund af mistet arbejde også have mistet en vigtig del af deres netværk. Og de skal jo så starte på ny igen, hvilket godt kan virke som en uoverskuelig opgave, når vi begynder at omgås hinanden uden for hjemmet.”

Jesper A. Konradsen tror ikke, han får sin vennegruppe tilbage, efter at lakmusprøven fejlede. Oplevelsen martrer ham i en sådan grad, at forsoning ikke er på tapetet lige nu. Men:

Det kunne da være dejligt, hvis denne her – i min øjne – overreaktion ville blive fortrudt. Det ville det da,” siger Jesper. Men hvis det ikke går sådan, må der jo ske noget nyt.

Hvad der udadtil tabes, skal jo indadtil vindes, er det ikke sådan, det er?”