Pfizers forsinkede leverancer rejser et stort spørgsmål: Er det godt, at nye vaccineopskrifter er låst bag patenter?

Mens vi venter på de forsinkede vaccineleveringer, er debatten om patentrettigheder og solidaritet genopstået.

Foto: Henning Bagger, Ritzau Scanpix

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

10:53

Fredag landede en noget upopulær besked i indbakken hos flere af verdens statsledere. Pfizer, der står bag den hidtil mest lovende vaccine mod corona, kan alligevel ikke levere den mængde, de har lovet. Sundhedsministre fra seks europæiske og baltiske lande udtrykte øjeblikkeligt alvorlig bekymring over den korte varsel, der risikerer at skabe et regulært rod i vaccinationsplanerne.

Nogle steder kan det betyde, at der skal vælges mellem at give anden dosis til de mest sårbare eller at nå ud til flere. Et i forvejen logistisk megamonster er på grund af en enkelt virksomhed blevet en hel del mere knudret. Det er en total bommert, det, som Pfizer har lavet. Det virker enormt uskønt, ærgerligt, mærkeligt og uprofessionelt,” siger overlæge og professor i infektionssygdomme Jens Lundgren, der også står i spidsen for internationale netværk, forskningsprojekter og en videnskabelig styregruppe i et globalt COVID-19-netværk af læger og hospitaler.

Forklaringen på forsinkelsen er, at Pfizer vil levere flere vacciner, end de oprindeligt har lovet. Det kræver en ændring af produktionskæden, og i de første par uger vil det betyde færre doser til europæerne. Vaccinationsprogrammerne har taget det som forudsætning, at det, man har aftalt, bliver leveret,” siger Jens Lundgren. Nu stiller man de ansvarlige for logistikken i en enorm kattepine. Hvis man ikke kan stole på de aftaler, der er lavet, så står man i en dårlig situation.”

Den pludselige logistiske hovedpine har genåbnet en debat om monopoler og patentrettigheder. For hvis virksomheder som Pfizer og Moderna, der står bag de hidtil to EU-godkendte vacciner, delte ud af deres viden og teknologi, kunne andre måske hjælpe med produktionen og dermed at bekæmpe pandemien hurtigere. Det virker umiddelbart som en indlysende og moralsk rigtig løsning: Del ud af din viden for den fælles sag. Men i praksis er det en debat, der rummer dilemmaer om storpolitik, solidaritet og markedsvilkår.

I efteråret 2020 begyndte det at lysne i pandemiens historie. Vaccinen mod corona var nu på vej til at blive en realitet. Det fik Indien og Sydafrika til at anmode Verdenshandelsorganisationen, WTO, om at tage en ganske særlig bestemmelse i brugnemlig at producenter af vacciner og andre medicinske præparater kan tvinges til at afgive deres ophavsret i tilfælde af folkesundhedsmæssige nødsituationer. Forslaget lød, at rettighederne skulle afgives, indtil størstedelen af verdens befolkning var vaccineret og immune over for COVID-19. Men landene mødte en lukket dør. De øvrige medlemslande af WTO mente ikke, der var bevis for, at ophavsretten havde stået i vejen for bekæmpelse af pandemien.

Det kan indlysende virke som det moralsk rigtige at frigive patentet, så flest mulige virksomheder kan bidrage til produktionen. At lade være lyder nærigt, som jeg siger til professor i global miljøsundhed ved Københavns Universitet Flemming Konradsen. Han griner først af min reaktion. Så svarer han, at han i princippet er enig, men han peger også på tre argumenter imod at stille patenterne og dermed formlen bag vaccinerne til rådighed i hele verden. Det er lidt mere kompliceret, end man lige skulle tro.

Det første argument har at gøre med den helt særlige situation, vi befinder os i lige nu. Hvor det meste af verden er parat til at betale nærmest hvad som helst for coronavacciner. Bekymringen er derfor, siger Flemming Konradsen, at eksisterende vaccinefabrikker ville kaste alle kræfter efter at producere coronavacciner frem for de vacciner, de producerer i dag. Hvis det bliver mere profitabelt at producere COVID-19-vacciner frem for eksempelvis børnevacciner, er der en bekymring for, at alle vil skifte over til at producere COVID-19 vacciner. For når der ikke er patent, kan der tjenes penge på det.”

Det andet argument er større og mere principielt. EU og en række vestlige lande er modstandere af at sætte patenterne fri, fordi statslederne er bekymrede for, at det vil fjerne incitamentet til at forske, udvikle og opbygge produktionskapacitet. Og er der noget, vi har brug for lige nu, så er det videre forskning,” siger Flemming Konradsen i telefonen. Vi har omkring 340 vaccinekandidater. Det havde vi aldrig haft, hvis den private sektor ikke havde set et enormt potentiale.

For det tredje, tilføjer han, er det ikke nok at sætte patenterne fri. Der skal også en hel del og avanceret faciliteter til, hvis man skal have glæde af det frigivne patent. Derfor er der virksomheder og vestlige regeringer, der mener, at det er bedre, at patentophavshaverne outsourcer deres vaccineproduktion til partnere i eksempelvis Indien og Brasilien i et kommercielt samarbejde.

Samtidig er der økonomiske hensyn, som trækker i retning af at beskytte patenterne. Virksomhederne og deres aktionærer har en åbenlys interesse, men det samme har de vestlige lande, som de store vaccineproducenter ligger i. Det ville være naivt at tro andet,” siger Flemming Konradsen. De fleste virksomheder betaler skat i det land, hvor de har deres produktion. Derfor handler det også om skatteindtægt og beskyttelse af arbejdspladser.”

Resultatet er, at der er få på den internationale scene, der taler for at slække på fastholdelsen af patenterne. Men måske har vi brug for at se diskussionen i et lidt andet perspektiv, mener Flemming Konradsen. Debatten om patentrettigheder handler nemlig også om noget langt større. Om hvor solidarisk vi er i stand til at tænke i en verden, hvor virusser og mennesker krydser grænser lettere end nogensinde før.

Flemming Konradsen har som forsker i årevis beskæftiget sig med ulighed i den globale sundhed, og han mener, at coronakrisen har bragt en ny erkendelse ind i de fleste danskeres hverdag. Vi har lært, at det er ineffektivt og kaotisk, når der ikke er en klar plan for, hvordan fordeling af respiratorer eller smitteværn skal ske i tilfælde af et virusudbrud. Den her debat klargør, at det system, vi har i øjeblikket, ikke er tilstrækkeligt,” siger han. Systemet fungerer jo ikke, når nogle lande kaprer så stor en del af produktionskapaciteten, at fattigere lande skal vente 1-2-3 år på at dække 20 procent af deres befolkning,” siger han. På den ene side står altså de lande, der har produceret og udviklet vaccinen – de vil også have førsteret. På den anden side står lande, der er mindst lige så afhængige af værnemidler og vacciner, forgæves og råber op om et globalt ansvar.

Dilemmaet er ældgammelt. Et ordsprog lyder, at enhver er sig selv nærmest”. Med andre ord: I sidste ende tænker vi mest på os selv. Det gælder nok i særlig grad i krisetid. Senest har WHOs generalsekretær, Tedros Adhanom Ghebreyesus, sagt om vaccinerens globale fordeling, at vi befinder os på randen af en katastrofal moralsk fejltagelse”.

Eller som Flemming Konradsen siger: Det er i sidste ende et spørgsmål, om du som ung i Danmark skal have vaccinen nu, eller om du skal vente til sundhedsarbejderen i Zimbabwe har fået den. Sundhedsarbejderen tør ikke gå på arbejde, for der er ikke noget smitteværn, og hygiejneinfrastrukturen er ad helvede til. Når hun ikke går på arbejde, er det de gravide kvinder og alle mulige andre, der ikke bliver behandlet. Det er ikke bare COVID-19, det er hele deres sundhedssystem, der knækker, når den gruppe ikke vaccineres.”

Der er altså både et moralsk og et nøgternt sundhedsfagligt argument. Det er det sundhedsfaglige og globale perspektiv, der får WHOs generalsekretær til at løfte pegefingeren over for hamstrende lande. Denne mig først-tilgang efterlader ikke kun verdens fattigste land i stor risiko, men er også selvdestruktiv,” siger han ifølge Reuters. I sidste ende vil det kun forlænge pandemien.”

Hvor det kan tage år, før befolkningen i verdens lavindkomstlande er blevet vaccineret mod COVID-19, forventer de danske myndigheder – trods forsinkelsen – at de fleste danskere er vaccineret inden sensommerens sidste solstrejf.

Derfor tror professor Jens Lundgren heller ikke, at Pfizers patentrettigheder eller teknologi bliver delt lige foreløbig. For selv om han er bekymret for, at vi i begejstringen for vaccinernes ankomst glemmer, at Pfizer har svigtet en vigtig aftale, tror han, at hensynet til det gode samarbejde vejer tungest. Nu tror jeg, vi alle er interesserede i, at det kommer til at foregå gnidningsfrit, og at man følger de aftaler, EU har lavet.”

Heller ikke Flemming Konradsen ser nogen foreløbige udsigter til et opgør med patentrettighederne. Men også han håber, at man politisk vil lægge et større pres – hvis ikke for dårligere stillede landes skyld, så for vores egen. Det er måske ikke den sidste pandemi, og det er med sikkerhed ikke den sidste folkesundhedsmæssige problemstilling, vi står over for. Fremadrettet skal vi finde en model, der er mere fair og har en bedre regulering af fordelingen.”

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: