Denne historie har Anders Haahr Rasmussen fra Zetland foræret dig.
Zetland er en digital avis, hvis mål er at vise sammenhænge i en verden, der savner netop dét.
Send en tanke til vores medlemmer – det er dem, der gør det muligt for os at udkomme.

signature

Hemmeligheden bag at blive verdens bedste? Roger Federer spiller tennis fra stilheden

BUDDHAFra en meditativ ro spiller Roger Federer det bedste, der er set. Nogensinde. Illustration: Javier Muñoz, Zetland

Derfor skal du læse denne historie

REPRISE. En af sportshistoriens mest medrivende rivaliseringer har fået uventet nyt liv. Rafael Nadal og Roger Federer, nu 30 og 35 år, er tilbage på verdenstoppen i tennis – og søndag skrev Federer historie, da han for ottende gang vandt turneringen over dem alle: Wimbledon. Ved turneringens begyndelse skrev Anders Haahr Rasmussen dette essay om, hvorfor Federer lige nu spiller det bedste tennis, der nognesinde har fundet sted på kloden. Svaret rækker langt ud over sporten og dybt ind i, hvad et menneske kan blive til.

Beskæftiger man sig en smule med meditation, er det ikke usandsynligt, at man er stødt på udtrykket at tale fra stilheden’.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, kan fænomenet bedst beskrives med et eksempel på sin modsætning: Et lille barn skriger, er umuligt at tilfredsstille, slår, spytter, kaster grød i hovedet på dig, og du har sovet dårligt, du har ondt i skulderen, du er sent på den, både din krop og dine tanker larmer, og du reagerer i affekt, løfter stemmen, skælder ud, tager hårdt fat, barnet skriger højere, det eskalerer.

Eller: En god ven siger noget, en løs sætning, der kunne lyde som en anklage, eller måske en påstand, som af en eller anden grund sætter dit pis i kog, måske rammer det ned i en længe båret irritation over hans dystre livssyn, måske rammer det et ømt punkt hos dig selv, en usikkerhed, en forfængelighed, et lille traume. Det hvirvler inden i dig, og du reagerer fra den hvirvel, du føler dig presset og svarer igen, aggressivt og negativt.

At tale fra stilheden går ud på at reagere fra et roligere sted i sig selv.

Det kan være svært.

Men tanken er, at man gennem daglige åndedrætsøvelser kan etablere en så stærk forbindelse mellem kroppen og sindet, at man ikke så let bliver slået ud af balance, når folk opfører sig ubetænksomt eller aggressivt, eller hvad der nu skal til, for at de trykker på ens knapper’. Man tager så at sige fjernbetjeningen fra dem, så de ikke har adgang til knapperne.

Det tager lang tid. Man øver sig hver dag, mediterer, trækker vejret, og lige så langsomt indfinder roen sig. Balancen. Forbindelsen mellem tankerne og maven, hjertet, fødderne og jorden. De tankestrømme, der så let blev hvirvlet rundt af små vindpust udefra, har nu hele kroppen bag sig. En forankring, et fundament, en tyngde, som gør, at man ikke rykker sig synderligt, når det fyger med anklager og ubetænksom opførsel. Man registrerer, hvad der sker, hører, hvad der bliver sagt. Tager det til sig, mærker, hvad det gør ved en, hvad det vækker, hvad det sætter gang i. Man bearbejder det og reagerer så fra dybet af sig selv. Det stille dyb. Et roligt og rummeligt sted. Et stille sted. Man taler fra den stilhed.

Og det kan føles enkelt. Som de dage, hvor man tager det skrigende, madkastende barn op. Lægger det mod brystet, aer det fra hovedet og ned over nakken, mens man hvisker det kærlige ord i øret, fordi man fra stilheden så tydeligt kunne rumme aggressionerne og høre det råb om hjælp, hele affæren var udtryk for. Fra stilheden er det ingen sag at gøre det rigtige.

Roger Federers karriere er en fortælling om at spille tennis fra stilheden. Om at blive overdøvet af en yngre rival og om, på allermest inspirerende vis, da det burde være for sent, at genfinde roen.

Schweiziske Federer fylder 36 til august. Han er ældre end alle sine nærmeste konkurrenter, han er ti år ældre, end Björn Borg var, da han stoppede karrieren, han har fire børn, og inden denne sæson gik i gang, havde han ikke vundet en af de helt store turneringer i næsten fem år. Det har ændret sig. Siden januar har han vundet en grand slam-titel, to masters-titler, sin niende Halle-titel, og når Wimbledon begynder i dag, er han også favorit til at vinde den. Roger Federer spiller for tiden det smukkeste, bedste tennis, der nogensinde har fundet sted på kloden.

I RORoger Federer efter en sejr mod russeren Karen Khachanov til en turnering i Tyskland, 24. juni 2017. Foto: Scanpix

Har du prøvet at slå til en tennisbold? Prøv at slå til en tennisbold. Det er ikke svært, men den er svær at kontrollere. Den er hård, reagerer voldsomt, snurrer, skruer, hopper højt. Tennis er en vanskelig sport at mestre. Børn spiller bordtennis og fodbold i frikvarteret, fordi der skal så få evner til at gøre det sjovt. Som med badminton: Tærsklen er lav. Det er let tilgængeligt.

Tennis er svært tilgængeligt. Der går lang tid, før man kan stå og slå bolden kontrolleret frem og tilbage over nettet til hinanden. Professionel tennis er ubegribeligt. Bogstavelig talt: Spil tennis i ti år, i 20, og det vil stadig være sådan, første gang du står på sidelinjen og ser en kamp mellem to professionelle, at du knap kan begribe, hvad du ser. Hvor hårdt de slår, hvor hurtigt det går, hvor dygtige de er.

Jeg har set flere professionelle tenniskampe, end jeg kan tælle, og da jeg i april måned sad i Sydfrankrig og så Argentinas Pablo Cuevas slå schweizeren Stanislas Wawrinka efter den ene mere imponerende duel end den anden, havde jeg stadig svært ved at forstå, hvordan man kan være så god til noget så svært.

Det har selvfølgelig aldrig gået hurtigere, end det gør nu. Spillerne har aldrig slået hårdere. De har aldrig været så fysisk stærke, så nøje veltrænede med hver sin trup af fysioterapeuter, diætister og fitnesstrænere tilknyttet.

Der er et sted i den afdøde forfatter David Foster Wallaces mursten af en roman Infinite Jest, hvor en træner på et elitecenter for unge tennistalenter forklarer et par af drengene, hvad al den monotone træning skal gøre godt for.

Drenge, jeg skal fortælle jer, hvad det er, det er gentagelse. Først, sidst, altid. Det er at høre den samme motiverende snak igen og igen, indtil gentagelsens vægt får det til at synke helt ned i maven. Det er at lave de samme rotationer og spring og slag om og om og om igen. På jer drenges alder er det gentagelse for gentagelsens egen skyld, resultater glemmer vi for en stund. Det er derfor, de aldrig sparker nogen under 14 år ud for ikke at have gjort nok fremskridt, det er gentagne bevægelser for deres egen skyld, om og om igen, indtil gentagelsernes sammenlagte vægt får bevægelserne til at synke ned under din, ligesom, bevidsthed, ned til de dybere regioner. Gennem gentagelse synker de og smelter sammen med jeres hardware, jeres programmeringscenter. Maskinsproget.”

I en del år var problemet, at moderne tennis var blevet så maskinelt og fysisk krævende, så hårdt og tungt power-baglinje-tennis, at spillerne knap nok selv kunne følge med. Borte var overskuddet til de små poetiske handlinger, den skøre idé, det skæve eksperiment, tennis så ud til at være hjerteløst, tankeløst, bum-bum, serv, smadr, et spil på speed.

Der var ikke plads til mennesket bag tennisspilleren, ligesom det kan være svært at få øje på mennesket bag den fortravlede sygeplejerske, skolelærer, politibetjent. Der er ikke tid. Bolden kommer så hurtigt, den skal bare tilbage, parering, væk, stress, ren overlevelse. Tennisspillerens disciplinerede træning gør ham akkurat i stand til at klare kravene, men så heller ikke mere. Måske på samme måde som yoga, meditation og mindfulness kun lige ruster travle mennesker til at klare endnu en dag i det hamsterhjul af et konkurrencesamfund, de lever i. Det løfter sig ikke.

Men det kan løfte sig. Formålet med den daglige meditation eller benarbejde eller baghåndsøvelser er ikke bare at begå sig. Anden halvdel af tennistrænerens tale til drengene i Infinite Jest lyder sådan her:

Formålet med gentagelser er, at der ikke er noget formål. Hæng i, indtil det smelter sammen med jeres hardware, så skal I se, hvor meget plads det frigiver i jeres hoveder. En ordentlig røvfuld plads i hovedet, som I ikke længere skal bruge på det rent mekaniske, når det først er faldet på plads. Så er mekanikken kablet ind i jer. Bredbåndskablet. Det sætter hovedet fri på en helt utrolig måde. Vent og se. I begynder at tænke på helt nye måder, når I spiller. Banen kunne lige så vel være inde i jer. Bolden ophører med at være en bold. Bolden bliver noget, som for jer ganske enkelt hører til i luften, roterende.”

Her har vi formålet: en anden måde at være til stede på, nærværende, observant, inspireret. Hvilket var det, Roger Federer viste os, da han kom frem i begyndelsen af 00’erne og frem til 2007 var komplet overlegen. Men det var ikke sejrene i sig selv, de imponerende statistikker og rekorder og trofæer, der gjorde ham til noget særligt. Det var måden, han spillede på.

VINGEFANGFederer som det nye årtusinds stjerne. Her i form af sin skygge under US Open i 2001. Foto: Scanpix

Han slog lige så hårdt og bevægede sig lige så hurtigt som de andre, men det var blot hans udgangspunkt. Det var stedet, hvorfra han fakede dovne stopbolde med forhånden for i sidste øjeblik at blokere slaget ned i det modsatte hjørne, hvor han dykkede ned til de laveste baghåndsflugtninger i fuldkommen balance og dirigerede dem på plads med få centimeters luft over nettet. Han serveessede det ene øjeblik og udmanøvrerede sine modstandere gennem lange, gennemtænkte dueller i vanvittig højt tempo, men alligevel så elegant, så legende og luftigt, at Federer så ud til at spille et andet spil end sine modstandere.

Digteren Anders Abildgaard forsøgte at beskrive noget lignende i sit Lille affektivt tenniskatalog:

Der har altid været en tæt forbindelse mellem Federers tennis og bordtennis, hans slag. Når man ser ham for sig, er det, som om proportionerne er således, at han i fuld størrelse står på et bordtennisbord og spiller tennis.”

Jazzmusikeren, maleren, digteren og tennisspilleren Torben Ulrich lagde især mærke til Federers måde at bevæge sig omkring på banen.

Der var en dansant svæven, nærmest som en hydrofoil, der bevægede sig over jorden,” beskrev han det, da jeg interviewede ham i 2008. Han spillede med en lethed, som man måske aldrig havde set før.

Tenniskommentatorer og journalister brugte alle mulige og umulige paralleller til dyreriget i deres forsøg på at finde ord for det, de var vidne til. Jeg kan huske at snakke med en kollega, inden vi skulle i kommentatorboksen på Eurosport og kommentere en af Federers kampe, om, hvordan man var ved at løbe tør for tillægsord, tør for måder at udlægge eller fortolke hans spil. Vi nåede frem til, at problemet lå i Federers fuldkommenhed. Hans tennis var så rent. Der var ikke noget at tilføje. Man kan ikke sige andet end: Det er tennis.”

I magasinet The New Yorker var Nick Paumgarten inde på det samme, da han i en klumme skrev, at begejstring for Roger Federer er begejstring for et platonisk ideal. For sandhed med stort S.

Kritikere, som sagde: Bliver du ikke træt af, at han hele tiden vinder?’ havde misforstået pointen. Hver sejr var en validering. Ingen bliver trætte af, at solen står op om morgenen.

Så var det, uvejret kom. Det kom i form af Rafael Nadal. Spanieren, der på mange måder er antitesen til Federer. Svulmende overarme, højlydt stønnende på banen, hvor hvert slag ligner en kraftanstrengelse af enorme dimensioner, især forhånden, som han køllesvinger rundt og op over hovedet med så voldsom fart, at bolden farer af sted med, hvad der svarer til små 5.000 omdrejninger i minuttet. Det er mange, og det er sådan, han har slået Federer, gang på gang: sin balstyrisk topspundne forhånd med det høje opspring ned til Federers baghånd. Hvis han har slået ni gange til Federers baghånd, og der er brug for en tiende, så slår han for tiende gang til Federers baghånd.

Det er planen,” skriver Nadal i sin selvbiografi Rafa. Det er ikke nogen kompliceret plan. Man kan ikke engang kalde det en taktik, for det er så enkelt.”

Sæt ham under pres, slid ham op. Find sprækkerne i hans spil og hans moral. Frustrer ham,” skriver Nadal, og ingen har lykkedes med at frustrere Federer som ham.

UROBalstyriske Rafael Nadal. Her i en meget ung udgave fra 2011. Foto: Scanpix

Man mister let sig selv i en tennisduel. Glemmer, hvem man er, og hvad man ville. Modstanderen slår sit slag, bolden kommer, hvor man mindst ønsker det, hvor man fejlede i sidste duel, ømme punkter, dårlige minder, der bliver trykket på ens knapper, kaos hvirvler op, man reagerer i affekt, svarer igen fra den øverste del af lungerne, fra det mindste sted i sig selv.

Andre Agassi kaldte det en malstrøm. Intet ord beskrev for ham livet som tennisspiller bedre end malstrøm. Som at befinde sig midt i en hvirvelvind. Og skulle finde ro. Tennis som en samtale, en udveksling hen over nettet, modstanderen med nogle hidsige, aggressive anklager, skarpe argumenter, påstande, det hele kører rundt, og det er svært at finde ro. Det er svært at blive ved med at spille sit eget spil, svært at høre stilheden i sig selv, svært at tale fra den, svært at spille fra den.

Federer trådte et skridt tilbage i banen. Han begyndte at slice sin baghånd oftere. Til at begynde med delte de sæsonen imellem sig. Nadal vandt på det langsomme grus, Federer på det hurtige græs og hardcourt. Indtil sommeren 2008, da de for fjerde år i træk stod over for hinanden ved de åbne franske mesterskaber i Paris. Federer så mismodig ud, allerede inden kampen begyndte, som om han vidste, hvad der ventede ham, endnu et nederlag.

Det blev endnu et nederlag, men det blev mere end det. Det blev den største udradering, han nogensinde havde været udsat for på dette niveau, fire søller partier vandt han i hele kampen, ikke et eneste i sidste sæt, 6-1, 6-3, 6-0 til Nadal, en ydmygelse, der sad i Federer, da de en måneds tid senere stod over for hinanden i Wimbledon-finalen, Federers højborg, men ikke længere. Nadal larmede inde i ham. Federer tabte de to første sæt, 4-6, 4-6, en fortsættelse af Paris-finalen, og selv om Federer denne gang kæmpede sig tilbage i opgøret, tabte han finalen og tronen på verdensranglisten og troen på, at han kunne besejre sin rival. Et halvt år senere fuldendte Nadal detroniseringen ved at besejre Federer i Australian Open-finalen. Federer brød sammen under præmieoverrækkelsen.

It’s killing me,” sagde han og opgav at fuldføre sin takketale.

Med næsten for tydelig symbolik måtte han bede Nadal om at overtage pladsen ved mikrofonen. Spanieren lagde roligt og omsorgsfuldt en arm om den grådkvalte Federer.

Vi var mange, der syntes, det var svært. Illusioner bristede. Min amerikanske kollega, tennisskribenten Joel Drucker, udtrykte det sådan her, da jeg snakkede med ham i telefonen.

Når Federer spiller tennis, minder det en om, hvordan verden kunne se ud. Når Nadal spiller, minder det en om, hvordan verden er.”

Den rå virkelighed besejrede skønheden.

Kontrasterne mellem de to spillere var især tydelig i deres optakt til kampene. Rafael Nadal, der var lille af sin alder som barn og stadig som voksen er bange af sig, mørkeræd, sover med lyset tændt, utryg, når det tordner, klodset anlagt, bange for hunde, kører bil med en fod på bremsen. Hver morgen drikker han et glas chokolademælk. Tre kvarter før han træder ud til en tenniskamp, tager han et iskoldt styrtebad. Alt er ritualiseret. Han lægger greb på sine seks ketsjere, lader sin nære ven og fysioterapeut Rafael Maymó tape sig ind, hvor det er nødvendigt, knæene, fingrene, det foregår som regel ordløst, Maymó kender Nadals krop. Til sidst tager Nadal sin bandana på. Omhyggeligt sætter han håret på plads og strammer til i nakken. Så er han pansret op til kamp.

Jeg forsøger at blive en tennismaskine,” skriver Nadal om sine forberedelser.

Det er ikke ualmindeligt at se Federer få taget en selfie med en sikkerhedsvagt i timerne inden et vigtigt opgør. I omklædningsrummet sludrer han afslappet med kollegerne. Når han under et sidebytte sidder på sin stol ved siden af banen, er det tit tilbagelænet med den ene fod hvilende på det andet knæ. Hans primære opgave ser ud til at være at slappe af. Så kommer tennisspillet af sig selv.

Imens sidder Nadal foroverbøjet på sin stol og retter på sine vandflasker, så de står akkurat skråt over for hinanden, og etiketterne vinkelret i forhold til banen. Som et barn på fortovsfliserne træder Nadal aldrig på stregerne mellem dueller. Hans rutine inden serv er omstændelig og ufravigelig, bolden dunkes i jorden, træk ud i buksebagen, håret på plads, rør ved næsen, ørerne, han får den ene advarsel for overskridelse af tidsgrænsen efter den anden, men han er nødt til at blive ved.

Federer putter en bold i lommen, en i hånden, stiller sig hen til linjen, server, spiller og forfra igen. Flow. Uden bekymring. Bare ikke mod Nadal.

Psykolog og velrenommeret tennistræner Vic Braden foretog for nogle år siden en analyse af Federers ansigtsudtryk baseret på de teknikker, efterretningstjenester bruger til at udpege mulige terrorister. Timevis af videooptagelser blev gennemgået, og det viste sig, at Federer spiller tennis med øjnene vidt åbne, et fremadrettet fokus og mundvigene en smule opadvendte. Sådan så han ud mod alle sine modstandere undtagen Nadal. Der vender både mundvigene og blikket nedad. Og det gør de allerede under opvarmningen. Tynget af bekymring.

Interview med tennisspillere er sjældent særlig interessante, men der var et usædvanlig ærligt øjeblik i slutningen af januar efter Roger Federers sejr i semifinalen ved Australian Open. Han blev spurgt, hvordan han så frem til en finale mod Nadal. Det var en venlig måde at spørge ind til det Rafa-kompleks, der havde forfulgt Federer gennem karrieren. Men Federer forsøgte ikke at tale det ned. Han stod ved det.

Jeg tror, jeg spillede mod ham for mange gange på grus tidligt i min karriere,” svarede Federer.

Ti ud af deres første 17 opgør fandt sted på Nadals foretrukne underlag. Spanieren vandt ni af dem.

Jeg tror, det påvirkede den måde, jeg spillede mod ham på andre underlag,” forklarede Federer – en anden måde at sige på, at de mange langstrakte, defensivt orienterede gruskampe med Nadals højthoppende forhåndsslag havde pillet Federers selvtillid fra hinanden, sådan at han glemte sig selv, glemte sit tennis, lod larmen fra Nadals grusspil støje helt ind på de hurtige græs- og hardcourtbaner.

I januar måned i år stod de nok en gang over for hinanden i en grand slam-finale.

Det var næsten svært at fatte. Det var seks år siden sidst.

Tennis havde flyttet sig. Serbiske Novak Djokovic havde domineret i årevis, skotten Andy Murray var hans nærmeste konkurrent. Federer havde været ude med en knæskade i et halvt år, kom til Australien uden kamptræning, uden forventninger. Det så ikke meget bedre ud for Nadal. I dag, når Wimbledon serves i gang, er spanieren blandt favoritterne til at nå finalen efter et forår på de europæiske grusbaner, hvor han – mens Federer tog sig en pause – har slået alle tiders rekorder ved at vinde den ene turnering efter den anden, afsluttende med de åbne franske mesterskaber i Paris for tiende gang i karrieren. Men i januar, da Nadal ankom til Australian Open, gik snakken på, at han havde rundet de 30 år, havde tabt tidligt i sine fem seneste grand slam-optrædener og modvilligt afsluttet sin 2016-sæson før tid på grund af en håndledsskade.

Ingen havde regnet med endnu en Federer-Nadal-finale. Nogensinde. Det hørte 00’erne til.

Nu stod de her så, og det føltes, som hvis The Beatles havde gjort alvor af comeback-rygterne dengang i 1979. Og det føltes som en gentagelse af deres mange store kampe, da Roger Federer kom godt fra start for så langsomt at miste præcisionen, modet og til sidst troen på, at han skulle kunne slå Nadal i en stor finale. Federer vandt første sæt, han vandt tredje sæt, 6-1 endda, men da Nadal vandt fjerde og brød sig foran 3-1 i femte og afgørende sæt, hang Federers mundvige, mens blikket var nedadvendt som så mange gange før. Nadal dansede rundt om baghånden, køllesvingede sin forhånd af sted med vanlig vildskab, knyttede næven, så hans overdimensionerede overarm svulmede op. Den velkendte rollefordeling.

Shit,” tænkte Federer. Nu sker det igen.”

Men det gjorde det ikke. Det er svært at forklare, hvad der skete. Federer selv oplevede, hvad han har kaldt nok de bedste 20 minutter i mit liv på en tennisbane”.

Tenniskommentatorer, trænere og andre eksperter prøver stadig at forstå det. For det var ikke bare, at Federer vandt de næste fem partier i træk og dermed kampen. Det var også, at han halvanden måned senere, ved masters-turneringen i Indian Wells, fuldstændig udraderede Nadal, 6-2, 6-3 på en times tid, for så to uger senere at stå over for Nadal i finalen i Miami – og igen besejre ham komfortabelt.

Jeg foreslår, at det har noget med stilhed at gøre. En stilhed, der kommer af vished.

Men først går vi lige igennem den første duel, da Nadal server i det femte sæt af Australian Open-finalen, foran 3-2. Han har holdt serv syv gange i træk på det her tidspunkt. Han server ind på kroppen af Federer, der returnerer med sin baghånd. Han fører slaget igennem. Ingen blokering eller slice, som han har haft for vane. Han svinger. Bolden lander midt på Nadals banehalvdel, hvorfra Nadal sender et forhåndsslag fuldt af topspin ud i Federers baghåndsside, hurtigt og vinklet, sådan at Federer må et stykke forbi sidelinjen for at nå den. Han er presset. Det er en oplagt situation at slice fra. Slå det sikre slag, købe sig lidt tid. Federer slicer ikke. Han tager bolden i opspringet, svinger baghånden med fuld risiko, rammer bolden rent. Slaget lander dybt på Nadals banehalvdel. Spanieren sender Federer over i modsatte side, til forhånden, så tilbage til baghånden, nu med helt afsindig meget topspin, sådan at Federer må slå det slag, han har sværest ved: den høje baghånd. Så det gør han, uden at betænke sig, sender den endnu højere og dybere tilbage. Nadal fortsætter med at spille til Federers baghånd, Federer fortsætter med at slå hen over bolden, føre slaget igennem, modigt, han tager den tidligt nu, i opspringet, slår den op langs med linjen, tilbage til Nadals baghånd, hvilket får Nadal til at løbe rundt om baghånden og gøre plads til forhånden, som han igen slår ned til Federers baghånd, og så træder Federer frem. Gør det åbenlyst rigtige. Slår baghånden for fuldt blæs på tværs af banen, helt ud til sidelinjen, ikke en chance for Nadal. 0-15 efter en duel, hvor Nadal gjorde, som han plejede.

Det virkede bare ikke længere.

Jeg læste en bog om Indiens uafhængighedskamp, mens jeg fulgte med i Australian Open. Det er lidt langt ude, det her, men følg lige med mig: Det var inderne over for den britiske kolonimagt. Mahatma Gandhi udviklede et koncept for at gøre modstand, som hed satyagraha. Det gik ud på at etablere så stærk en forbindelse til sandheden, en så klippefast tilknytning til det rigtige, at selv ikke anholdelser, forhånelser og voldelige overfald fra magthaverne bragte en ud af fatning. Det kræver ekstrem selvdisciplin. Gandhi trænede sine disciple i det, så de kunne marchere til saltminerne og blive tævet halvt ihjel uden at forsvare sig og uden at trække sig tilbage.

Det er forkert at forstå det som passivitet. Det er forkert at tro, at en satyagrahi ikke gjorde modstand. Han gjorde modstand, ikke ved at svare spydigt igen på fornærmelser eller modsætte sig overgreb, men fra dybet af sig selv. Det stille dyb. Med hele sit væsen, hele sin sjæl. Blive stående så længe som muligt med fuld værdighed og ærlighed, hvilende op ad sandheden.

Tænk sig, den indre ro, det må have krævet. Evnen til ikke at reagere i affekt, ikke miste sig selv, når slagene regnede ned.

Federer havde ikke meget til overs for Nadal til at begynde med. Han refererede overlegent til ham som en blandt en håndfuld konkurrenter.

Der er bred enighed om, at deres rivalisering for alvor begyndte i Rom i 2006 i en maraton af en finale, som Nadal vandt i en femtesæts-tiebreak efter at have afværget matchbolde. Federer beskyldte Nadals onkel og træner, Toni, for imod reglerne at vejlede fra tilskuerpladserne. Nadal svarede igen ved at sige om Federer, at han er nødt til at lære også at være en gentleman, når han taber”.

Tonen er en ganske anden i dag, men det tog tid for Federer at acceptere Nadal som ligeværdig udfordrer. Han var vant til hovedsagelig at spille op imod sine egne forestillinger om perfektion. Det hjalp ikke, at Nadal konsekvent omtalte Federer som den suverænt bedste tennisspiller nogensinde. Trods sejr på sejr over Federer holdt han fast i, at Federer var den perfekte spiller”. Og det var ikke falsk ydmyghed. Det var det nødvendige udgangspunkt for at vinde. Når Federer spiller sit bedste, skriver Nadal i sin selvbiografi, kan du ikke gøre andet end at prøve at bevare roen og vente på, at stormen aftager”.

Sådan må det være, og du er nødt til at være forberedt på det. Du kan ikke tillade dig at miste modet.”

Nadal gjorde en dyd ud af at vente. Løbe og løbe og slide og slå, acceptere det uafvendelige og holde sig klar. Holde sig klar til de øjeblikke, hvor sprækker viste sig i Federers ellers fejlfri spil.

Tro på din strategi, og bliv ved med at prøve at slide ham op og gøre ham utilpas,” skriver Nadal.

Hans mentale intensitet vil før eller siden svækkes, og så har du din chance.”

Nadal tog altid sin chance. Arbejdede sig ind i sprækkerne, indtil der intet panser var tilbage. Gang på gang stod Federer modløs tilbage. Indestængt rasende over den vrangvillighed, han mødte. Det var, som om han blev fornærmet over at møde en spiller, der ikke bøjede sig for hans sublime spil. Som om han blev udsat for noget urimeligt.

1980’er-stjernen Mats Wilander, der nu arbejdede som tenniskommentator, kaldte Federer nosseløs.

Sport handler om nosser og hjerte,” lød det fra Wilander. Det kan godt være, han har dem, men mod Nadal krymper de sig meget små, og det er ikke bare én gang, det er hver gang.”

Federer udtrykte sig anderledes diplomatisk om sit Nadal-kompleks:

Han forsvarer sig så godt og får dig til at tvivle på dig selv.”

RUSSådan så vinderen af French Open ud i 2006: Nadal fejrer sin sejr over Federer. Foto: Scanpix

Hvor blev tvivlen af i femte sæt i Melbourne? Hvad tænkte Federer på, da han sad på sin stol ved sidebyttet, bagud 2-3? Han tænkte ikke på rekorder. Det gjorde han for år tilbage, da Nadal så ud til at skulle forhindre ham i at indtage sin retmæssige plads i historiebøgerne. Federer manglede titler, han manglede en French Open-titel, han manglede en 14. grand slam-titel for at nå op på siden af Sampras.

Jeg har ikke tænkt mig at blive på 13, det ville være forfærdeligt,” som han sagde tilbage i 2008, opsat på at gøre sig fortjent til den evigt omdiskuterede titel Greatest of All Time.

I Melbourne spillede Federer ikke for rekorder. Han har for længst slået dem alle sammen. Nadal stod ikke længere som en forhindring for at opnå prestige. Nadal stod som en mulighed for at overskride sig selv.

Modstanderen i tennis er også altid en medspiller, en dansepartner, en anledning til at konfrontere sine inderste drømme og dæmoner. Det har Federer erkendt og accepteret.

Det forbliver den ultimative udfordring for mig at spille mod ham,” siger han om Nadal.

Han har gjort mig til en bedre spiller.”

Men det var ikke det, han tænkte på, da han sad på sin stol ved sidebyttet, bagud 2-3. Først tænkte han på fortiden. På alle de gange, Nadal havde besejret ham. Og så tænkte han på frihed. Han sagde til sig selv – og gentog over for verdenspressen efterfølgende: Vær fri!”

Du slår til bolden, ikke til modstanderen.”

Et skrigende barn, en topspunden forhånd, knippelsuppe. Lad det komme.

Træk vejret. Gør det rigtige. Spil dit spil. Slå din baghånd. Slå igennem.

Den modige vil blive belønnet her,” var Federers ord til sig selv, og så gik han ud og slog til bolden.

Kun til bolden. Ikke til Nadal.

Der var helt stille. Der var kun Federer og bolden. Et rent, sandt øjeblik.

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer. Prøv os for 0,- i 14 dage.

Bliv prøvemedlem