Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Mette la Cour Nielsen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Vi ved stadig ikke, hvorfor elektrochok virker. Men det er langt bedre end sit rygte

BEDØVETHer er et bud på, hvordan en tryggere oplevelse af ECT kunne skildres som modvægt til den klassiske voldsomme gengivelse, der har været normen, især i film. Illustration: Ovadia Benishu for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

Elektrochok, eller ECT, som det faktisk hedder, har i mange år haft et dårligt ry, især på grund af dæmoniserende skildringer af det i fiktionens verden. Men i disse år er ECT i færd med at få ændret sit image, ikke mindst fordi en lang række patienter står frem og fortæller om, hvordan det har hjulpet dem ud af dyb, livstruende depression. Det er således også et led i den generelle aftabuisering af psykisk sygdom og psykiatrisk behandling.

Hvad tænker du, når du hører ordet elektrochok’? Det lyder ikke spor rart, vel? Sådan at få et elektrisk chok. Måske kender du mest elektrochok fra bøger eller film som Gøgereden og har nogle billeder i hovedet af et psykiatrisk system, der tvangsbehandler folk med voldsomme stød, så de skriger af smerte og bagefter er en skygge af sig selv. Det er i hvert fald et billede, som mange har gået rundt med, men som også er ved at ændre sig i offentligheden.

Elektrochokbehandling – eller som det faktisk hedder: Electroconvulsive Therapy (ECT) – er i fiktionen et effektivt billede på psykiatrisk magt og afstraffelse, og det har givet behandlingen et dårligt image i årtier. Men i disse år er det image på vej væk til fordel for en fortælling, der har sin grund i virkeligheden: At elektrochok faktisk er en effektiv, frivillig og ikke særlig lidelsesfuld behandling mod blandt andet svær depression og psykoser. At man i dag både får muskelafslappende midler og er i narkose under behandlingen, som kun varer få minutter.

Den nye fortælling kommer dels fra patienter som forfatteren Peter Øvig Knudsen, der i forbindelse med sin seneste roman åbnede op om sin depression, sin oprindelige modstand mod ECT og sin vellykkede behandling med samme.

Og dels kommer den direkte fra det danske sundhedssystem, der hvert år behandler omkring 1.800 danskere med ECT. På Bispebjerg Hospital er de for eksempel i færd med at bygge en ny afdeling for ECT, som er designet til at give patienten en god oplevelse hele vejen igennem. I deres informationsmateriale hedder det: Vi ønsker at sende et signal til omverdenen om, at ECT er en løsning, man ikke behøver at skamme sig over. Det skal være på niveau med at gå til fysioterapeut eller tandlæge, og klinikken må derfor gerne få en fremtrædende og attraktiv placering.”

Det indskriver sig i en større tendens til, at psykiatrien vægter imødekommenhed og tryghed i højere grad end tidligere, hvor hvide kitler og sterile omgivelser styrkede den fremmedgørelsesfølelse, som mange har over for psykiatrien. Fiktionens billeder af ECT er kraftfulde, men de kan også være skadelige, hvis folk vælger behandlingen fra på grund af dem. Denne artikel handler også om fiktionerne, men først og fremmest om fakta og om den konkrete oplevelse af ECT. Jeg har talt med professor i psykiatri Martin Balslev Jørgensen og med Mette la Cour Nielsen, der selv har modtaget ECT-behandling.

Mette la Cour Nielsen fødte sin søn i 2005 og blev ramt af en fødselsdepression og fødselspsykose. Hun var ikke i stand til noget, heller ikke at tage sig af sit eget barn, så dyb var depressionen. En ulykkelig situation for alle. Mine følelser var nærmest ikke til stede,” fortæller hun. Jeg var opgivende, jeg havde simpelthen ikke lyst til livet. Jeg sov meget og græd meget, men spiste meget lidt. Jeg talte ikke meget og havde næsten ingen mimik. Det er i hvert fald sådan, jeg husker det. Jeg følte ikke, at mit liv havde en fremtid.”

Mette la Cour Nielsen blev indlagt på Psykiatrisk Afdeling i Kolding. Man prøvede først at hjælpe med medicin, men den virkede ikke. Derfor foreslog lægerne ECT-behandling. Mette la Cour Nielsen tog imod tilbuddet. Hun kunne ikke se andre udveje, hvis hun skulle vende tilbage til livet og igen kunne være nogens kæreste. Og ikke mindst nogens mor.

ECT-behandling kan føres tilbage til 1930’erne og den ungarske psykiater Ladislas J. Meduna. Han var af den opfattelse, at skizofreni og epilepsi var hinandens modsætninger, og at man derfor kunne helbrede skizofreni ved at fremkalde epileptiske anfald. Han gjorde det kemisk, og det var en langsommelig og skræmmende proces for patienten. Som alternativ udviklede Medunas italienske kolleger Ugo Cerletti og Lucio Bini teknikken med at give elektriske stød for at opnå samme effekt – og opfandt dermed ECT.

I dag ved vi, at der ikke som sådan er et modsætningsforhold mellem skizofreni og epilepsi, men samtidig ved vi også, at den effekt, ECT har på vores system, faktisk kan afhjælpe svære depressioner og visse skizofrenisymptomer ret effektivt, selv om man stadig ikke ved, hvad mekanismen er.

C’et i ECT står for convulsive’, som betyder krampe-’. Og det er rent faktisk en epileptisk krampe, man fremkalder. Professor i psykiatri Martin Balslev Jørgensen forklarer:

Det handler om at udløse en krampe på den mest skånsomme måde. Og det er ikke en krampe i kroppen, det er en krampe i hjernen.” Eller, som han uddyber, en rytmisk synkron aktivitet i hjernen som den, man får under et epileptisk anfald.

Vi lammer musklerne med et muskelafslappende middel, så der ikke kommer kropslige kramper og dermed risiko for at skade knogler og så videre. Men det er jo ubehageligt, for det føles som at være lam. Det er derfor, vi putter patienten i narkose, ikke fordi behandlingen i sig selv er meget ubehagelig. De oplever alligevel ikke krampeanfaldene,” siger Martin Balslev Jørgensen.

Vi sidder på hans kontor på Rigshospitalet. Han har vist mig rundt på afdelingen, herunder ECT-afsnittet, hvor der er et hyggeligt venteværelse med planter i vindueskarmen og en bogreol. Selve ECT-udstyret er på et lille rullebord, og de to elektroder, man sætter på siden af hovedet, er relativt små, blanksorte og udramatiske. Martin Balslev Jørgensen er stolt af sin afdeling, som er blevet ombygget for nylig, men som om et par år skal slås sammen med Bispebjerg Hospitals i deres nydesignede ECT-bygning, hvor alt er gennemtænkt fra bunden. Især er det vigtigt, at man kan komme hurtigt og nemt ind fra både gaden og fra den lukkede afdeling.

Den klassiske ECT-patient er helt sløv og ligger bare stille ved ankomsten,” fortæller han. De svarer med stærk forsinkelse på spørgsmål, hvis overhovedet. De oplever, at alt går langsomt, og bevæger sig også langsomt. De har ingen glæde ved noget som helst, de har ikke lyst til noget. Øjenkontakt er flygtig, måske kigger de bare tomt frem for sig.”

Martin Balslev Jørgensen sender adskillige af sine patienter i ECT. Fordi det virker. Men hvad der virker og hvorfor, er man stadig i færd med at finde ud af. Én ting er ret sikkert: Den del af hjernen, der hedder hippocampus, svinder under langvarig depression, men vokser efter ECT. Spørgsmålet er bare, hvad præcis der udløser effekten:

Det, som virker, er formentlig ikke selve anfaldet, men at hjernen forsøger at undgå et nyt krampeanfald,” siger Martin Balslev Jørgensen. Vi kan simpelthen se, at krampetærsklen ændrer sig i løbet af en ECT-serie. Det bliver sværere og sværere at udløse den. Så derfor tænker vi, at det er den mekanisme, der virker. Men vi ved det ikke med sikkerhed.”

Ifølge amerikanske undersøgelser hjælper ECT på 75 procent af de behandlede patienter med depression. Martin Balslev Jørgensen har nogle mere differentierede tal. De sværeste depressive tilstande giver en behandlingsrespons på over 90 procent. Jo mere syge folk er, des bedre virker det, og hos de allersværeste patienter har det en fantastisk virkning. Tager vi mere generelt alle tilfælde, hvor medicin ikke virker, ligger vi på omkring 50 procent.”

Det er noget bedre resultater, end man generelt kan opnå med medicinsk behandling, især når det gælder svær depression, og bivirkningerne er også færre.

Der er dog én markant bivirkning: hukommelsestab. Ikke i den forstand, at man glemmer, hvem man er, eller hvor man var for 20 år siden, men blot sådan, at især korttidshukommelsen påvirkes, så man har en række huller i hukommelsen, som angår perioden før og under behandlingerne. Det er svært at sige, hvor stor en del af disse hukommelseshuller’, der stammer fra ECT-behandlingen, og hvor mange der stammer fra selve sygdommen. For hukommelsesproblemer er også en del af det at have en svær depression.

Bonusinfo. Det første ECT i Danmark blev demonstreret i 1939 af dets italienske opfindere på en neurologikongres i København.

Da Mette la Cour Nielsen fortalte sin kæreste og familie, at hun skulle behandles med elektrochok, var de nervøse ved tanken. De vidste ikke rigtig, hvad det var, og var lidt bange for det. Men på det tidspunkt var den ellers glade Mette så langt ude, at det vigtigste var muligheden for at få hende tilbage igen.

Selv var hun mere bange for narkosen end for selve behandlingen. I det hele taget husker hun ikke så meget fra den første gang, hun blev behandlet med ECT. Det, der står klarest for hende, er, at der blev spillet dæmpet beroligende musik i forrummet. Det syntes hun var rart.

I det hele taget er der en del huller i Mette la Cour Nielsens erindring om den tid, både på grund af depressionen og af ECT-behandlingen, fortæller hun. Jeg husker ikke meget fra min søns første år og fra min ni måneder lange indlæggelse op til første behandling. Det er virkelig svært at sætte ord på, hvor hullerne er.” Men, tilføjer hun, efterhånden kommer hukommelsen heldigvis tilbage igen.”

ECTs dårlige ry har flere årsager. Frem til 1960’erne gav man ECT uden brug af muskelafslappende midler og uden bedøvelse. Det gav nogle ret voldsomme kropslige reaktioner under selve behandlingen. Men endnu vigtigere er fiktionens skildringer af ECT. I film, bøger og tv-serier er chokbehandlingen gang på gang blevet brugt som en måde at skildre et skræmmende psykiatrisk systems overmagt over sagesløse patienter.

En belgisk undersøgelse af skildringen af ECT i film og på tv påpeger, at det meget ofte viser en torturlignende afstraffelse og tvangsbehandling, som regel uden bedøvelse – især i amerikanske skildringer. Det er, med andre ord, meget langt fra virkeligheden, især som den ser ud i dag. Men formålet med fiktion er heller ikke at skildre virkeligheden så nøjagtigt som muligt. Det er at vise et drama.

Og det drama, der har haft den største betydning for almindelige menneskers billede af ECT, er den amerikanske film Gøgereden fra 1975, hvor den voldsdømte Randle Patrick McMurphy, spillet af Jack Nicholson, udsættes for elektrochok. Under tvang. Som straf. Uden bedøvelse. Og under ledelse af den psykiatriske oversygeplejerske Mildred Ratched, hvis sadistiske tendenser fik hele armen af skuespilleren Louise Fletcher.

Mange husker også tydeligt, hvordan Jack Nicholson kommer zombie-agtigt tilbage på stuen efter ECT. De fleste glemmer, at han faktisk gør det som en joke. Se klippet her:

ZOMBIEHer er scenen, hvor hovedpersonen, spillet af Jack Nicholson, får elektrochok uden bedøvelse og bagefter træder ud med en zombie-agtig adfærd. Men det er en spøg fra hans side. Alligevel er det en del af det billede, folk har af ECT, som var det på niveau med det hvide snit.Fra ‘Gøgereden’ (‘One Flew over the Cuckoo’s Nest’, 1975)

Gøgereden var historisk sammenfaldende med en periode, hvor der var stor skepsis over for psykiatrien som institution og autoritet. Dels i form af den antipsykiatriske bevægelse, der blandt andet var imod det psykiatriske diagnosesystem og patientgørelsen, og dels i form af retninger inden for psykoanalysen, der mente, at alle psykiske sygdomme handlede om fortrængninger, undertrykkelse af driftslivet og traumer i barndommen, der kunne og burde kureres gennem ren samtaleterapi. Det var en tidsånd, der blev støttet af både medier og fiktion i 1970’erne.

Men Martin Balslev Jørgensen hæfter sig ved, at Milos Forman, den tjekkiske instruktør, der lavede Gøgereden, ikke selv var optaget af det amerikanske psykiatriske system som sådan. For ham handlede filmen om totalitære magtsystemer i det kommunistiske Østeuropa.

Forman har selv udtalt: Venner kom til mig og sagde: Hold dig fra den film. Du ødelægger din karriere, for det er sådan et amerikansk emne.’ Jeg sagde: Hvad snakker I om?’ Det er en tjekkisk film. For jer er det amerikansk litteratur, for mig er det virkelighed. Jeg levede den. Kommunistpartiet var min Store Sygeplejerske. Jeg ved præcis, hvad det handler om.”

Martin Balslev Jørgensen har skrevet citatet ned. Fordi, siger han, det er et fremragende eksempel på, at psykiatrien er en projektionsfigur for mange kunstnere, at de bruger det som et virkemiddel, ligesom et penselstrøg.” Og det sker stadig, siger han og henviser til Clint Eastwoods film The Changeling fra 2008 med Angelina Jolie. Jolies karakter er offer for et komplot, som overlægen på en psykiatrisk afdeling er med i, og derfor giver han hendes veninde elektrochok under tvang, da hun forsøger at hjælpe hende. Filmen foregår i øvrigt ti år før, man begyndte at bruge ECT, men det er Eastwood da ligeglad med, for det virker som et effektivt filmisk greb. Og filmen hævder selv, at det er en sand historie.”

STRAFHovedpersonens veninde bliver straffet med tvangs-ECT ti år før, ECT fandtes, i denne ‘sande historie’, der åbenbart ikke er god nok i sig selv og derfor skal have tilført ekstra drama. Og hvis der er noget, man kan bruge ECT til i fiktionen, så er det at tilføre et drama om magtudøvelse og hjernevask af psykiatriske patienter.Klip fra ‘Changeling’ (2008)

Men har psykiatrien ikke selv en del af skylden for dette image og disse skildringer? Har den ikke netop engang været autoritær og umyndiggørende? Det har den, siger Martin Balslev Jørgensen, men årsagen er, at psykiatrien er et produkt af sin tid og ligesom hospitaler, skoler, politi og andre institutioner også lyttede mindre til den enkelte borger før i tiden. Men grundlæggende har psykiatrien altid haft som formål at hjælpe patienterne og give dem de bedst mulige vilkår. At praksis så ikke altid har levet op til idealerne, er en anden sag, der i høj grad handler om penge og underbemanding.

Hvis du kigger på asylerne, der blev oprettet i slutningen af 1800-tallet, så lagde man dem de smukkeste steder og i smukke bygninger. Der viste sig så bare at være flere patienter, end de kunne klare. Og hvis du så følger det kendteste af dem, Sct. Hans Hospital i Roskilde, så udfoldede der sig i 1960’erne et liv med ergoterapi, kunstterapi, værksteder, alternative behandlinger og meget andet. Det var et ret progressivt miljø, meget langt fra det, man ser i Gøgereden,” fortæller han.

Efter sine første ECT-behandlinger fik Mette la Cour Nielsen det midlertidigt bedre. Men kort fortalt fik hun også undervejs diagnosen bipolar. Dertil kom et tilbagefald og en ny omgang ECT-behandling. Denne gang i kombination med medicin. Virkningen var mere varig. Endelig var hun igen i stand til at være mor for sin søn. Nogle år senere, i 2010, fik hun et nyt tilbagefald og gennemgik for tredje gang en ECT-behandling.

Hun ser grundlæggende positivt på ECT: Jeg er helt klart glad for, at jeg har fået de behandlinger. Når jeg har haft psykoser, har jeg indimellem været vred på systemet, fordi jeg følte, at de havde taget noget fra mig, altså af min erindring om den tid. Men når jeg har det okay, kan jeg sagtens se, at det er det hele værd.”

I sit daglige arbejde ser professor Martin Balslev Jørgensen effekten af ECT. Han ser, hvordan mange af de patienter, der kommer til ham i en tilstand af manglende livsgnist, ude af stand til at kommunikere, gradvist vender tilbage til at kunne sanse, kommunikere og endda efterhånden glæde sig over livet igen. Så at ECT er i færd med at få et bedre image, hilser han entydigt velkomment.

Jeg spørger ham, om man måske skulle finde et nyt dansk ord uden de associationer, der er forbundet med elektrochok’, og mindre abstrakt end forkortelsen ECT. Han affærdiger det som mindre vigtigt: ‘Elektrostimulationsbehandling’ kunne være et dansk ord, men det er ikke særlig mundret. Langt vigtigere end ordet er, at flere og flere patienter beretter offentligt om, at de er blevet raske, at behandlingen virker.”

Og at fortælle om depressioner, om sine ECT-behandlinger og om psykiske lidelser i det hele taget er mindre tabubelagt end nogensinde.

Martin Balslev Jørgensen så gerne, at man altid brugte ECT til patienter med psykotisk depression med det samme, og han lægger ikke fingrene imellem: Jeg vil endda gå så langt som til at sige, at der er reserveret en plads i helvede til de psykiatriske institutioner, der ikke har ECT parat til folk med psykotisk depression.”

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem