Artiklen her er ikke gratis, men du kan læse eller lytte, fordi Stine Liv Johansen er medlem af Zetland og har delt den med dig.

Digital dannelse for børn er ... dannelse. Sværere er det ikke, siger formanden for Medierådet

FREMAD“Diskussionen om skærmtid og afhængighed har fyldt rigtig meget de senere år, og det giver ikke rigtig mening at blive ved med at snakke om, fordi det er så umuligt at skille fra livet som sådan,” mener hun. “Så vi må få sat gang i en diskussion om, hvad det er, vi gerne vil.” Alle fotos: Daniel Hjorth for Zetland

Derfor skal du læse denne artikel

“Digital dannelse” er blevet buzzword i den pædagogiske verden, for livet med telefonen i hånden stiller nye krav til danske børn og unge. Eller hvad? For Stine Liv Johansen, der er formand for Medierådet, giver det ikke mening at skelne mellem digital dannelse og dannelse: Målet for opdragelse er at skabe myndige mennesker, der kan gebærde sig i fællesskaber – uanset om de finder sted på fodboldbanen eller TikTok, siger hun.

Lidt forsinket, i en knaldrød jakke med bælte om livet og regndråber i håret, træder Stine Liv Johansen ind i caféen i Sværtegade i København. Hun er rejst fra Odder, hvor hun bor, for at komme til et møde i Medierådet for Børn og Unge, hvor hun er formand, og er netop cyklet gennem byen fra en aftale, der trak ud.

Sidste gang jeg så hende, talte hun ved Uddannelsesdebatten i Nørre Nissum ved Limfjorden om et af tidens hedeste samtaleemner: digital dannelse. Ud over at være formand for Medierådet er Stine Liv Johansen lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier på Aarhus Universitet, og hun vil gøre op med den ofte sort-hvide debat, der drejer sig om tidens mest kildne emner: børns skærmtid, mobilfri skoler og skærmafhængighed. Den har fyldt længe nok, mener hun. Nu er det tid til at komme videre.

Diskussionen om skærmtid og afhængighed har fyldt rigtig meget de senere år, og det giver ikke rigtig mening at blive ved med at snakke om, fordi det er så umuligt at skille fra livet som sådan,” mener hun. Så vi må få sat gang i en diskussion om, hvad det er, vi gerne vil.”

ZETLAND SAMTALE

Har du lyst til at mødes med andre medlemmer for at tale om de artikler, du læser på Zetland? Den 4. oktober er Zetland-medlem Laura Mors Haunstrup vært for en samtale om, hvordan vi hjælper børnene med at navigere i push-beskeder og databeskyttelse og informationer, de finder på nettet. Samtalen foregår over en kop kaffe i Lauras stue i Poulstrup lige syd for Aalborg. Hvis du vil vide mere, så tryk HER. I København er Tabita Docus Mirembe vært for en Zetland Samtale om, hvem der ejer vores data. Samtalen foregår ved et langbord i Absalons kirke d. 6. oktober. Tilmeld dig HER. Og hvis du vil vide mere om Zetland Samtaler, så tryk HER.

Stine Liv Johansens pointe er med andre ord, at det er hovedløst at se digital dannelse som en særlig form for dannelse. Barnet skal dannes for at kunne indgå i fællesskaber og finde sit eget ståsted i de fællesskaber, der både findes på mobilen, i klasseværelset, ved middagsbordet, i Snapchat-gruppen og i den demokratiske infrastruktur. Derfor så hun egentlig helst, at vi holdt helt op med at tale om digital dannelse. Som noget andet end – bare – dannelse.

Begrebet er primært blevet brugt i betydningen af Emma Gad på nettet, men det er bare ikke nok, fordi det installerer ikke den kritiske refleksion. Jeg abonnerer på en dannelsestankegang, der handler om, at vi i fællesskab finder ud af, hvordan vi kan fungere som myndige individer i forhold til hinanden.”

Debatten om digital dannelse, mobiler i skolerne og børns brug af sociale medier er en af de mest polariserede og følelsesladede diskussioner, der har fyldt massivt de senere år – både over spisebordet, på lærerværelset og i medierne. For mig at se har Stine Liv Johansen konsekvent indtaget den besindige stemme i den offentlige debat: stemmen, der insisterer på at lytte til børnene, på, at det digitale er en del af vores tilværelse – og at det må vi forholde os til på en begavet, kritisk og konstruktiv måde. Så efter at have hørt hende tale i Nørre Nissum bad jeg hende møde mig i Sværtegade for at uddybe: Hvad gør vi nu?

VILJE“Børnene har hørt til hudløshed, at de skal tale pænt på nettet, men de er nødt til at have en kritisk bevidsthed om, hvordan vi og strukturerne spiller sammen,” siger hun. “Og så handler det om at sige til børnene, at vi faktisk selv kan skubbe til tingene. Vi kan vælge, hvor vi vil gå hen i det digitale landskab.”

Vi sætter os ved et højt, rektangulært træbord, og hun fortæller, at for hende begynder en meningsfuld digital tilstedeværelse med, at vi – og det gælder i høj grad også børn – forstår de dynamikker og forretningsmodeller, der driver vores opmærksomhed rundt på nettet.

Det handler om at forstå sig selv som en del af det store system. Børnene har hørt til hudløshed, at de skal tale pænt på nettet, men de er nødt til at have en kritisk bevidsthed om, hvordan vi og strukturerne spiller sammen,” siger hun. Og så handler det om at sige til børnene, at vi behøver ikke finde os i, at YouTube er, som den er, eller at platforme suger vores data eller kuraterer vores feed. Vi behøver ikke finde os i at være små hamstere i Facebooks møllehjul. Vi kan faktisk selv skubbe til tingene. Vi kan bygge vores egne sociale fællesskaber. Vi kan vælge, hvor vi vil gå hen i det digitale landskab.”

Stine Liv Johansen ser over på et par unge kvinder, der sidder med en baby ved caféens gadevindue, før hun fortsætter.

Det bliver tit en forfaldshistorie, hvor lærernes eneste myndighed er at låse mobilerne inde, men vi er nødt til at lege, eksperimentere og øve os på, hvad der er hensigtsmæssigt, så det kommer ind på rygraden. Vi bliver nødt til at skabe den dannelse i fællesskab. Jeg mener ikke, at vi passer på børnene ved at tage deres mobiler fra dem. Det udelukker dem fra den dannelse.”

I foråret 2019 søsatte Undervisningsministeriet det nye fag teknologiforståelse. På 46 folkeskoler afprøver elever og lærere i første omgang faget over tre år. Planen er ambitiøs. Ministeriet opsummerer det, børnene skal lære, i fire overskrifter: digital myndiggørelse, digital design og designprocesser, computationel tankegang og teknologisk handleevne.

Der er med andre ord allerede høje ambitioner og konkrete planer for børnenes digitale evner og indsigt på vej. Problemet er, mener Stine Liv Johansen, at hvis vi stirrer os blinde på det digitale som en verden adskilt fra de andre fag, fra klassens sociale liv, så lader vi børnene i stikken.

Børn bruger meget tid på at lære forskellen mellem en klumme og et essay, men de arbejder ikke med, hvordan de laver en god Snapchat-story eller sætter en kampagne i gang,” siger hun.

Hvorfor skal de kunne det?

Fordi det kun er ved at prøve det – med et kritisk analytisk blik på det – at de får en bevidsthed og en forståelse for, at det kan have en betydning ud over, at de sender noget til deres nærmeste venner,” siger hun.

Børnene skal have en forståelse for de redskaber, de har til rådighed, og en indsigt i, hvordan forretningsmodeller lokker i spil, hvordan algoritmer styrer deres brug af YouTube, og hvordan platforme indsamler deres data. De skal have en opfattelse af deres ret til at sige ja og nej.

Det er jo de færreste forældre, der spørger, om de må tage billeder af deres børn og dele dem. Og så er vi jo fra myndighedernes side nødt til at installere den bevidsthed i børnene, at de har ret til at sige nej til at blive fotograferet,” siger hun.

Hun mener desuden, at både lærere og forældre skal blive bedre til at forholde sig til børnenes relationer, uanset om de er på fodboldbanen, i skolegården eller på Snapchat, fordi det er de voksnes ansvar at ruste børnene til at være en del af de fællesskaber, de indgår i.

Så når Stine Liv Johansen taler om dannelse, handler det om at blive et myndigt individ med en kritisk bevidsthed, der kan sige ja og nej, et individ, der har en indsigt i de sammenhænge, der omgiver os. Den dannelsesopgave ligger både på forældrenes, pædagogernes og lærernes skuldre, mener hun, men vi har en tendens til at glemme, at den dannelsesopgave også gælder det digitale liv, som er en uadskillelig del af vores hverdag.

RO PÅ“Når børn fortæller mig, at de ikke vil snakke med deres forældre om, hvad der foregår, for så tager de deres telefon, så er vi med til at grave grøften mellem børn og forældre dybere. Der må vi finde en anden vej ind til hinanden og snakke med dem på en anden måde,” siger hun.

Ved bordet ved siden af os har en familie med fire teenagebørn sat sig. På hvert af bordene står små rektangulære træklodser stablet i et tårn og inviterer til at spille Klodsmajor, hvor det gælder om at bygge højere og højere med de klodser, der allerede indgår i tårnet, indtil det vælter.

Familien har siddet lænet ind mod deres stablede tårn i tavs koncentration. Nu hujer og råber de grinende, mens tårnets klodser vælter ud over bordet. I sin forelæsning i Nørre Nissum gav Stine Liv Johansen udtryk for, at hun ikke ser det som en løsning, at lærere låser elevernes mobiler inde i et skab i skoletiden. Men hvorfor egentlig ikke?

For det kan vel noget andet, når vi sidder rundt om et bord og leger med små stykker træ, som vi stabler, indtil de vælter med et rabalder? Ligesom det kan noget andet at mødes ansigt til ansigt, se hinandens øjne, aflæse hinandens kropssprog, som det digitale møde ikke kan. Eller hvad?

Jeg er fuldstændig enig i, at det giver noget andet, når vi sidder over for hinanden. Jeg tør holde længere pauser, end hvis vi havde snakket i telefon. Men det er ikke et spørgsmål om enten-eller,” siger hun.

Men, indvender jeg, hvad vil hun sige til de lærere, der fortæller, at mobilerne er så indgribende i børnenes tid og opmærksomhed, at når mobilerne er låst inde, så forstyrrer de ikke undervisningen, så leger børnene mere fysisk, og de leger sammen på helt andre måder, end når de sidder med hver sin telefon.

Så siger jeg dejligt! Put endelig de mobiler et sted hen, hvis det er den form for leg, I vil understøtte. Det giver sikkert rigtig god mening at få brændt krudt af og få frisk luft. I den enkelte time, for den enkelte klasse eller den enkelte lærer kan det sagtens være den rigtige måde, men jeg er ikke fortaler for et generelt mobilforbud i skolerne.”

Børns Vilkår har sammen med Medierådet for Børn og Unge lavet rapporten Digital Dannelse i børnehøjde. Rapporten viser, at kun 8 procent af børnene oplever interesse for, hvad de foretager sig på de sociale medier, fra deres lærere. I 7. klasse oplever 10 procent af børnene den interesse fra deres lærere. 21 procent af børnene i 4. klasse og 13 procent af børnene i 7. klasse ville ønske, at de voksne derhjemme interesserede sig for deres færden på internettet.

Det er problematisk, mener Stine Liv Johansen, hvis børnene ikke har en forventning om, at de kan tale med de voksne om, hvad der foregår på nettet. Læreren har et ansvar for at understøtte et godt socialt miljø både i timerne og i frikvarteret, siger hun, og derfor skal de også turde gå ind i det i forhold til det digitale.

Hvis mobilforbuddet betyder, at man ikke får taget den brede diskussion om det digitale, hvis det betyder, at læreren kommer længere væk fra at hjælpe en klasse, hvor der er en, der bliver udelukket fra Snapchat-gruppen, eller ikke har fornemmelse for, hvad der foregår, så synes jeg, det er problematisk.”

Men, indvender jeg igen, hvad vil hun sige til de forældre til piger i 7. klasse, der fortæller, at mobilerne lægger så stort pres på de piger, at når mobilerne er låst væk, så kan pigerne mærke en markant forskel på deres trivsel. Skal vi ikke tage det alvorligt? spørger jeg.

Jo, og det hører jeg også, og så har de et frirum i de timer, hvor de er i skole, og så skal man helt bestemt gøre det. Det vigtigste er at skabe et rum for den kritiske refleksion og at snakke om, hvordan vi egentlig har det, og hvad vi gør ved det. Jeg plæderer egentlig bare for, at vi kan diskutere de her ting uden løftede pegefingre, uden skældud, uden skyld og skam, men i en åben dialog med hinanden.”

Så når Stine Liv Johansen er modstander af et generelt mobilforbud på skolerne, betyder det ikke, at hun er modstander af at sætte regler for mobilbrug, understreger hun. Søvn, motion og venskaber er noget af det vigtigste for børnene, og derfor giver det god mening at sætte regler i familien og i klassen og for, hvor mobilen er om natten for eksempel.

Men når børn fortæller mig, at de ikke vil snakke med deres forældre om, hvad der foregår, for så tager de deres telefon, så er vi med til at grave grøften mellem børn og forældre dybere. Der må vi finde en anden vej ind til hinanden og snakke med dem på en anden måde.”

Grøften mellem børn og voksne i samtalen om det digitale bekymrer hende, og den grøft bliver kun dybere, når vi bruger begreber som digitalt indfødte’, mener hun. Begrebet var oprindelig møntet på unge studerende i 1990’erne (det vil altså sige dem, der blev født i 1970’erne), som voksede op med andre medier end tidligere generationer. Men det begreb har forvirret mere end det har gavnet.

Det har forvirret os enormt meget, for det indikerer, at man som digitalt indfødt per default har en større bevidsthed om det digitale. Men jeg tror ikke, børn og unge har en større bevidsthed om de her ting. Selvfølgelig kan de noget helt basalt, men når jeg ser, hvad der foregår i hjemmene, så ser børnene YouTube, eller de spiller spil, som nogle andre har lavet. Det vil sige, de forbruger digitale redskaber, de producerer sjældent. Så der er et stort mulighedsrum for, at man kan gøre noget andet i en pædagogisk kontekst.”

Stine Liv Johansen mener, at der er en undervisningstradition, som vi glemmer, når det gælder det digitale. Vi har en reformpædagogisk tradition, der tror på, at det er gennem selvvirksomhed, nysgerrighed og kreativ skaben, at barnet bliver dannet. Som tror på, at det er den dannelse, der gør, at barnet senere kan deltage aktivt i demokratiet. At det er den dannelse, der skaber myndige borgere.

Vi bliver nødt til at gøre os klart, mener Stine Liv Johansen, at adskillelsen af det digitale og det ikke-digitale ikke længere giver mening, når vi taler om at danne myndige borgere. I et tidligere Zetland-interview sagde professor emeritus Per Schultz Jørgensen, at barnet skal forholde sig til en ydre myndighed for at kunne udvikle sin egen myndighed.

Det vil sige, at de voksne omkring barnet må påtage sig rollen som dem, der er myndige, både når barnet færdes på Instagram, i klasseværelset, på Facebook og i Føtex. Også selv om vi ikke helt har fået styr på indstillingerne i TikTok, Snapchat-streaks og forretningsmodellen bag Roblox.

Som forælder behøver jeg ikke være helt skarp på offside-reglerne i fodbold for at kunne støtte mit barn i at være en god kammerat i en fodboldkamp. Det kan jeg godt alligevel, og det skal vi turde at gå ind i. Også hvad angår det digitale.”

Hun rækker ud efter en af de små træklodser på bordet og vender den i hånden, mens hun smiler mod nabobordet, hvor tårnet af klodser igen er væltet.

Det indbyder virkelig til leg, når det står fremme,” siger hun.

Hun smiler til mig. Det er første gang, vi har siddet over for hinanden og talt sammen, selv om vi begge oplever, at vi kender hinanden, fordi vi færdes i de samme fællesskaber på de sociale medier. Hun kommenterer med et ironisk smil, at jeg insisterede på at mødes in real life for at interviewe hende.

Jeg tør at tænke mig mere om, end hvis vi havde snakket i telefon, men du og jeg kan også have en anden samtale, fordi vi har haft samtaler i et onlinerum – jeg har en fornemmelse af- at jeg kender dig og kan stole på dig. Det vigtigste er, at det ikke bliver et spørgsmål om et enten eller. Det er jo både-og.“

Nå, så kom det akavede øjeblik

Det er nu, vi bare siger det direkte: Bliv medlem, hvis du sætter pris på viden og nuancer.

Bliv medlem