Send en tanke til Zetlands medlemmer

De har betalt for, at vi kunne lave denne artikel. Uafhængig journalistik er ikke gratis.

I dag lancerer vi et corona-frikvarter. Så her er historien bag Comic Sans, verdens suverænt mest udskældte skrifttype

KITSCH Det er skrifttypen, som alle elsker at hade. Men Comic Sans MS er mere end det. Den indkapsler en kulturkamp. Foto: Microsoft

Vores medlemmer foretrækker at lytte



Derfor skal du læse denne artikel

Midt i pandemiens hærgen kan man godt få brug for en pause. Og sådan én er vores nye serie af daglige corona-frikvarterer: Små, spændende, finurlige, overraskende og øjenåbnende fortællinger fra verdens alt andet end nyhedsaktuelle afkroge, som du kan puste ud til en stund. Den første handler om skifttypen Comic Sans, som splitter vores kultur i en elite og et folk. Værsgo.

Crocs-sko, sokker i sandaler, bandet Nickelback. Der er nogle ting, som rigtig mange folk, der mener at have styr på den gode smag, simpelthen bare elsker at hade. Højt på listen over universalmarkørerne for smagløshed findes også skrifttypen Comic Sans MS. Med sine fjollede og ujævne bogstaver – modsat dens retlinede og nydelige søskende som Times New Roman eller Helvetica – har den længe været blandt favoritterne til hjemmelavede fødselsdagsinvitationer, har du set min kat”-plakater og passivt aggressive opslag i opgangen. Man finder skrifttypen på menuer i billige pizzarestauranter, i saloner, hvor du får lavet piercinger, som du kommer til at fortryde, og i andre værker af hjemmegjort grafisk design. Comic Sans er finurlig og uformel. Kitschet og ikke som de andre.

Og så er den lagt for had. Blandt typografer og professionelle visuelle kommunikatører er Comic Sans efterhånden en godt brugt boksebold. For snart ti år siden skrev et par amerikanske fagkyndige et manifest mod Comic Sans – blot ét af mange sådanne initiativer på internettet – hvor man blandt andet kan læse, at brugen af Comic Sans svarer til at dukke op til en gallaaften i et klovnekostume”. Og sidste år, da Comic Sans fyldte 25 år, sagde Vincent Connare, selve skaberen af den kontroversielle skrifttype, til The New York Times, at hvis du elsker Comic Sans, ved du ikke noget om typografi”. Men de fordømmende røster kommer ikke kun fra fagfolk. For ti år siden skrev en medarbejder hos Twitter, at tre ting, der pålideligt skaber trafik” på det sociale medie, var: Justin Bieber, kritik af flyselskaber – og udfald mod Comic Sans. Og skrifttypen spiller også en rolle i mange virale internet-memes (for eksempel det såkaldte Doge-meme, der består af et billede af en shiba inu-hund med regnbuefarvet Comic Sans-tekst i forgrunden).

Corona-frikvarter

Lige nu er der kun én historie, der er tidens vigtigste: den, der handler om corona, og hvordan virusset påvirker vores kroppe, hverdag, samfund og verden i det hele taget. Men alle kan have brug for en pause. Derfor præsenterer vi her dit corona-frikvarter. En serie af fascinerende, nørdede, svulstige og øjenåbnende historier af den type, der ellers sjældent ville ramme et nyhedsmedie. Nyd frikvarteret.

Man kan spørge sig selv, hvordan det kan være, at en skrifttype kan skabe sådan et postyr. Men man må bare konstatere, at Comic Sans er blevet en kulturel markør. Den skriger dårlig smag, eller også skriger andre det af den. Omvendt er kritikken og latterliggørelsen af Comic Sans blevet kaldt udtryk for rent snobberi – blandt andet af flere ordblinde, fordi skrifttypen angiveligt er en af dem, der er lettest at læse for personer med dysleksi; Comic Sans anbefales eksempelvis af den britiske forening for ordblinde.

Comic Sans indkapsler en kulturkamp mellem på den ene side amatørgrafikerne – de uoplyste, der bare bruger skrifttypen, fordi den ser sjov og festlig ud – og på den anden side dem, der hævder at holde den gode smags frontlinje, og som finder skrifttypen anstødelig. Med andre ord: hvis vi først forstår Comic Sans, bliver vi måske også bedre i stand til at forstå kulturelle skel mellem eliten og den brede befolkning.

HUNDESPROG Comic Sans var oprindeligt tiltænkt en gul tegneseriehund, der hed Rover og hjalp vordende computerbrugere med at navigere i Windows 95. I dag er skrifttypen en central ingrediens i det såkaldte Doge-meme.

Det hele startede med Bob. Microsoft Bob. Et program, der skulle forbedre brugervenligheden i midthalvfemsernes computere ved at tage brugeren rundt i forskellige rum’ inde i programmet, hvor hverdagsobjekter repræsenterede de forskellige computerapplikationer (et skrivebord, et stykke papir med en kuglepen, etc.). Pc-brugeren blev guidet omkring af forskellige tegneseriefigurer, herunder den gule hund Rover, der kom med gode råd, tips og anbefalinger i små talebobler. I 2010 fik Microsoft Bob æren af at være med på Time Magazines liste over de 50 værste opfindelser nogensinde, og Bob er for længst lagt i graven. Men ganske lidt af det arbejde, der lå bag Bob, lever endnu: Comic Sans.

Vincent Connare, der dengang var en ung Microsoft-typograf, udviklede skrifttypen, fordi det i udviklingsfasen af Microsoft Bob gik op for ham, at hunde ikke taler i Times New Roman”, som han senere formulerede det. Det var den gule hund Rover, der var i hans tanker, og som altså blev den direkte anledning til Comic Sans. En fjollet og barnlig skrifttype, der var inspireret at typografien i tegneserier som Batman og Watchmen. Men Connares chef var ikke vild med bogstaverne. Comic Sans kom aldrig med i Microsoft Bob. Og skrifttypen var på vej i skraldespanden.

Alligevel endte det med, at Comic Sans blev inkluderet i den udvidelsespakke til Windows 95, der også kom udstyret med godter som Internet Explorer 1.0, et hav af nye pauseskærme og et pinball-spil. Og så kom revolutionen. Indtil da havde det nemlig ikke reelt været muligt at skifte mellem skifttyper, men det ændrede sig med udvidelsespakken til Windows. Og selv om udvalget stadig var på under ti forskellige skrifttyper, så åd brugerne det råt: Der er intet mere spændende end pludselig selv at kunne vælge. Og når man skal vælge mellem en gruppe formelle, tilknappede tryktyper og så en skrift, der slet ikke ligner de andre, men er sjov, dansende med rundede bogstaver og masser af plads mellem tegnene, så giver valget næsten sig selv. Hvem vil ikke gerne være skæg og original?

Comic Sans blev et gigantisk hit. I sommeren 1996 kom skrifttypen præinstalleret på alle Macintosh-computere (Microsoft og Apple havde på det her tidspunkt et samarbejde), og man skal huske på, at det her er samtidig med, at det blev udbredt og almindeligt at have en stationær computer i hjemmet. Comic Sans var som født til at blive herskeren over hjemmelavede indbydelser, plakater og brochurer. Og desuden stor på det unge internet.

Som det sker med alt overforbrug – alle landeplager og folkesportsgrene – så brister boblen på et tidspunkt. Stregerne i Comic Sans er lidt bølgede, vægten af bogstaverne er underlig, og mellemrummene mellem tegnene er ulige. Nok så skrifttypen legesyg og venlig ud, men det var venstrehåndsarbejde – ifølge Vincent Connare selv blev den hamret ud på en eftermiddag.

Bagslaget kom. Folk fik nok og begyndte at se fejlene. Og pludselig var Comic Sans blevet en latterlig skrifttype – idiotisk og respektløs – der var umulig at tage seriøst og højst kunne finde anvendelse i memes eller andre ironiske foretagender. Som så mange andre kulturelle og æstetiske levn fra sluthalvfemserne var Comic Sans ikke længere comme il faut. Selv komikermusikeren Weird Al Yankovic revsede skrifttypen i sangen Tacky fra 2014 (Got my new résumé/it’s printed in Comic Sans”).

I dag er det blevet sådan, at bare det at bruge Comic Sans er suspekt. Og kan ligefrem føre til overskrifter i medierne. Det skete eksempelvis sidste efterår, da advokaten John Dowd i forbindelse med forberedelserne til rigsretssagen mod Donald Trump sendte et formelt brev til det undersøgende udvalg, hvor han ikke kun afviste, at hans klienter kunne afhøres. Men gjorde det i Comic Sans (den slags retsdokumenter skrives som regel i skrifttypen Courier). Det blev en stor historie i The Washington Post, hvor der blev spekuleret i, at valget af skrifttype var som at fnyse af parnassets formalitet og politiske korrekthed. Få uger senere skete noget tilsvarende i Storbritannien, efter at Det Konservative Parti havde lanceret en Brexit-kampagne i Comic Sans. Og der findes også tilfælde uden for den politiske verden. Eksempelvis førte det også til medieomtale, da videnskabsfolk fra CERN i 2012 brugte Comic Sans til en landvindingspræsentation om Higgs boson-partiklen.

Comic Sans er overbrugt. Den ser fjollet ud og er givetvis designet temmelig hurtigt. Men måske er den ikke så slem endda, når det kommer til stykket. Et psykologistudie fra 2010 foretaget af forskere fra Princeton University viste, at studerende fastholdt information bedre, når de læste en tekst i Comic Sans, sammenlignet med, hvis de læste teksten i Arial. Og flere ordblindeforeninger anbefaler også skrifttypen, blandt andet fordi der er få roterede og eller spejlvendte tegn (d, p, q). Som nævnt sagde skrifttypens skaber, Vincent Connare, til The New York Times, at hvis du elsker Comic Sans, ved du ikke noget om typografi”. Men han sagde også, at hvis du hader Comic Sans, har du brug for en hobby”.

Og spørgsmålet er, om folk virkelig synes, at Comic Sans er så afskyelig, som populærkulturen indikerer. I hvert fald viste en undersøgelse fra 2014 foretaget af YouGov, at over halvdelen af voksne briter godt kan lide skrifttypen, men at det er under en trejdedel, der ikke bryder sig om den. Det, som alle nok kan blive enige om, er, at Comic Sans er en meget opmærksomhedskrævende skrifttype; den er som et irriterende, men ufatteligt iørefaldende popnummer: Alle kender det, men siger, at de hader det. Eller som Connare selv har døbt sit barn: skrifttypernes Justin Bieber”. Hovedet på sømmet.