Ringer din telefon heller ikke mere? Du er ikke alene

RING NU“You used to call me on my cell phone,” synger Drake i sangen ‘Hotline Bling’. Men de tider er ovre. Illustration: Signe Stubager / Zetland

Vores medlemmer foretrækker at lytte

Zetlands medlemmer kan høre alle vores artikler som lyd - oplæst af skribenterne selv. De fleste foretrækker at lytte i vores app, hvor man får den bedste oplevelse. Men du er velkommen til at lytte med her.

00:00

12:34

Derfor skal du læse denne artikel

For især den yngre del af befolkningen er tekst ved at overtage telefonopkaldets dominerende rolle i hverdagens kommunikation. Skal vi begræde det? Ikke nødvendigvis.

Sorterer man de opkald, jeg har foretaget i professionel sammenhæng den seneste måned, fra, er min opkaldsliste (fra den 12. december, hvor min telefon begynder at tælle, og frem til den 7. januar) et akkurat og ærligt portræt af, hvad der på historisk set meget kort tid er sket med brugen af telefonopkaldet.

På de 27 dage har jeg talt (enten i et regulært opkald eller via FaceTime) med min mor 13 gange. Med min far 14 gange. Med min bedste veninde 12 gange. Med min mormor har jeg talt tre gange, min bror en enkelt gang, imens min søster har fået to opkald, og en elektriker et enkelt.

Mit sociale liv, kunne man på den baggrund hurtigt konkludere, består af otte mennesker. Fem af dem er min familie. To er venner. Og så er der selvfølgelig elektrikeren.

Men det er en forkert konklusion. For min opkaldsliste er langt fra at kunne være repræsentativ for mit sociale liv. Variationen i min opkaldslog er lav, fordi jeg er ud af en voksende skare af især yngre mennesker, som er holdt op med at bruge telefonopkaldet som infrastrukturen i mit sociale liv.

Telefonopkaldet – hverdagens ubestridte kommunikationsmiddel i det 20. århundrede – er simpelthen ved at blive gammeldags.

Hos Børns Vilkår har man oplevet stor fremgang i Børnetelefonens SMS- og chatrådgivning. I de seneste 10 år har de skriftlige henvendelser gået fra at udgøre 10 procent af alle henvendelser til 57 procent.

ENIGMA Museum for post, tele og kommunikations bibliotek, bekræfter forskningschef Andreas Marklund et begyndende skred.

I forskningen,” siger han, taler man om, at vi er ved at skifte fra et stemmeparadigme til et tekstparadigme.”

Erhvervsstyrelsen udgiver hvert år telestatistik, der viser, at taletrafikken”, som de kalder det antal minutter, danskerne bruger på at tale i telefon, var en lille smule i fald i første halvår af 2017. Det, der for alvor har ændret sig, er mængden af tid, vi bruger på vores telefon, og dermed også hvor høj en andel af tiden der går til at foretage opkald.

I juni viste en undersøgelse fra Danske Medier Research, at de 15-29-årige gennemsnitligt bruger to timer med telefonen om dagen, og det uden at tidsforbruget medregner almindelig telefoni. Til sammenligning bruger de 40-49-årige en enkelt time dagligt, og for de 50-59-årige er tallet 40 minutter.

Den tid bruger vi blandt andet til at skrive beskeder. Inden for det seneste år eller to har jeg fået mindst tre nye bekendtskaber, som jeg er i relativt hyppig kontakt med, men hvis telefonnummer jeg simpelthen ikke har, for jeg har ikke længere brug for det. Og der er ikke noget, der tyder på, at jeg er alene.

Se bare her:

  • 40 procent af danskerne foretager telefonopkald fra deres mobil hver eneste dag, viste en undersøgelse fra Epinion for konsulenthuset Deloitte fra 2016, imens 54 procent dagligt sender SMSer. Vi skriver altså i dag mere, end vi ringer.
  • Epinions spørgeskemaundersøgelse fra 2016 viser, at hver tiende dansker helt har droppet telefonopkaldet, og det er særligt de yngre, som hellere skriver end ringer. 16 procent af de 18-29-årige har efter eget udsagn uger, hvor de overhovedet ikke ringer til nogen.
  • Alt sammen kan det tjene til at forklare, hvorfor 46 procent af danskerne i en undersøgelse fra Megafon for Politiken i 2015 svarede, at de inden for de sidste fem år var begyndt at foretage færre telefonopkald.

Det, jeg opdager blandt bogreolerne hos Enigma, er, at telefonen er den perfekte sladrehank om ret mange af vores sociale vaner, og hvordan de blev formet. Spørgsmålet er ikke, om noget er forandret, nu hvor telefonen spiller en mindre rolle i vores sociale liv.

Spørgsmålet er, hvad der er forandret, og om vi skal begræde det. Noget tyder på, at det faktisk ville være dumt.

Statstelegrafens personale var så begejstrede, da de blev koblet på telefonnettet i 1877, at de afsang Kong Christian stod ved højen mast og Der er et yndigt land over telefonen til majestætens telegrafpersonale.

Telefonen blev for første gang præsenteret af opfinderen Alexander Graham Bell på verdensudstillingen i Philadelphia i 1876, og fra begyndelsen blev telefonen mødt med lige dele forventning og forvirring.

Bell selv stillede sig for eksempel efter sigende til rådighed med et tip til telefon-etikette, fordi folk var i tvivl om, hvad man ligesom skulle åbne med, når man først havde taget telefonen. (Ohøj-høj, foreslog han, inspireret af søfart. Det blev ikke en vane, der slog bredt igennem.)

Da den danske videnskabsjournalist Adolf Bauer året efter for første gang præsenterede apparatet for danske læsere i bladet Illustreret Tidende, gjorde han det pædagogisk klart, at apparatet naturligvis” forudsætter, at den Person, med hvem man vil tale, har et lignende Apparat, saa at der altid behøves et Par sådanne til en Correspondance.”

Men måske er det ikke så mærkeligt, at man mødte telefonen med en vis rådvildhed. Telegrafen kunne også bruges til at kommunikere på tværs af rum i nogenlunde realtid, men den var få forundt at bruge, fordi den var dyr og krævede uddannelse i et særligt kodesprog.

Det var derfor ikke telegrafen, men telefonen, der for alvor kom til at betyde noget for vores opfattelse af tid og rum.

Den amerikanske filmforsker Tom Gunning har sagt, at telefonen er så oplagt et dramaturgisk virkemiddel, at filmfolk, forfattere og andre historiefortællere ville have opfundet den i fiktionens verden, hvis ikke den var blevet opfundet i virkeligheden.

I litteraturen kan man finde et væld af eksempler på de kvaler, telefonens indførsel er forbundet med. Emma Gad kaldte den i 1918 for dette tyranniske, men uundværlige hjælpemiddel”. Jeg hader Telefoner, Denne Spøgelsesrøst,” skrev Holger Drachmann i et digt fra 1894, Jeg elsker dine Toner, fra dit livsvarme Bryst.”

For nogle medførte den nye tingest ikke bare irritation, men ligefrem angst. Sådan var det for forfatteren Harald Kidde, som i sin bog Sindbilleder i 1910 skriver:

Jeg er stadig ængstelig for den, jeg skotter til den naar jeg gaar forbi den. For jeg ved jo ikke, hvad der kommer ud af den, hvad nyt, hvad fjernt, den om et Øjeblik vil bringe ind til mig, i mit Hus og mit Hjerte.”

Mette Abildgaard er 36 år, postdoc på Aalborg Universitet og er lige nu ved at afslutte et forskningsprojekt om telefonens nyere historie – fra 1950 til 2000, som vi taler om over en telefon. Selv har hun enkelte telefonvenner”, som hun kalder dem, men har ellers selv i vidt omfang omfavnet tekst som primært kontaktmiddel.

Jeg ringer faktisk ikke særligt meget til folk, paradoksalt nok,” ler hun.

Jeg skulle tale med Andreas inde fra Enigma den anden dag. Og jeg blev faktisk lidt stresset over, at han ville ringe, for det var sådan en dag, hvor jeg havde forskellige møder. Og jeg vidste ikke præcis hvornår, og jeg tænkte: Kunne vi ikke bare have klaret det over en mail. Nu skal jeg ligesom være klar til et opkald.”

Mette Abildgaard ler, men for nogle er det grum alvor. Angsten har i dag et navn for dem, der nu foretrækker tekst. Textrovert hedder det og stammer fra USA. Ordet er en sammentrækning af ordet tekst og introvert og beskriver det at foretrække tekst frem for opkald, fordi det er forbundet med tab af kontrol at tale i telefon. I 2015 var det nomineret til årets ord på P1.

Steve Jobs er kendt for, at han ikke selv ville give sine børn en iPad. C. F. Tietgen, der i begyndelsen af århundredet ejede Kjøbenhavns Telefon Selskab, ville heller ikke selv have installeret en telefon i sit hjem.


Teksten giver mulighed for, at vi selv kan bestemme, hvornår vi kommunikerer, og hvornår vi vil tage stilling til det, andre kommunikerer til os.

Den mulighed findes, fordi vi i dag har fuldkommen ejerskab over vores telefon.
Ingen,” som Mette Abildgaard siger, tager i dag telefonen og siger: Det er hos Jensen.”

Det skyldes ikke mindst telefonens fysiske flytning. I begyndelsen af 1900-tallet stod den typisk i forhallen i et hjem, så i stuen, så i soveværelset. Da telefonen så siden rykkede ned i lommen, mødtes to store bevægelser i det 20. århundrede: individualiseringen og de teknologiske fremskridt. Udkommet blev, at vi i Vesten i dag administrerer vores tid med samme nidkærhed som pasningen af et japansk bonsaitræ. Det er muligt, fordi vi kan planlægge, udskyde og kontrollere den med de platforme, der er til rådighed.

Økonomer kalder det for en tidsøkonomi. Tid er i dag en dyrebar vare.

“Tro ikke, at en vigtig Sag kan forelægges pr. Telefon. I de fleste Tilfælde vil det mislykkes. Gaa selv, og brug den personlige Charme, De selv raader over,” skrev Emma Gad i Takt og Tone.

Det har fået nogle til at gøre gældende, at menneskeligt fællesskab er i gang med en massiv deroute.

I tidsskriftet Psychology Today kunne man i september 2016 læse det synspunkt i en kommentar fra en videnskabsjournalist ved navn Robin Marantz Henig: Jeg kan nu gå en hel dag uden at høre lyden af min egen stemme – ud over et par ord fora min ordknappe mand og det obligantoriske 9:28-opkald til min 92-årige mor, som tror, at jeg er død, hvis ikke jeg har ringet inden 9:31.,” skriver hun.

Når hvordan går det’-opkaldet forsvinder, så mister vi vores fornemmelse af social kontakt.”

Men der findes også en helt tredje vinkel på overgangen fra tale til tekst. Den anser slet ikke overgangen fra tale til tekst som et tab, men som en gevinst.

“Telefonen ringer, røret er koldt i hånden, jeg er levende, græder, lægger min hånd, mod min nakke.”

Søren Ulrik Thomsen i digtet Levende, 1981.

Emma Gad mente, at gnidningsfrie sociale interaktioner og etikette nemmere lod sig gøre på skrift end ved telefonen. Hun foretrak breve, skriver hun i 1918, dels fordi hun mente, at det var nemmere at undgå misforståelser, og :

… dels er det nemmere at finde et Paaskud til at svare Nej i et sirligt, beklagende Brev, end naar man uventet angribes i Flanken ved en opringning,” skriver hun.

Det er ikke alle givet at have det lynsnare Lyvetalent.”

I forbindelse med en historie, som min kollega Frederik Kulager har skrevet om moderne datingvaner, kom vi på redaktionen til at tale om begrebet ghosting. Ordet er et slangudtryk, der beskriver den handling, hvor man pludselig holder op med at svare midt i en beskedrække for dermed at signalere en afvisning, uden at man rent faktisk giver den. Min chef Lea Korsgaard, kommenterede i den forbindelse, at det slet ikke var en mulighed under fastnettelefonens styre.

Dengang skulle man, hvis man ville ghoste én bestemt, ghoste alle, der ringede, fordi man helt skulle holde op med at tage telefonen.

Deri har hun jo ret – medmindre man havde nummervisning (eller igen tyede til Emma Gads guldgrube af råd: Naar Den, man taler med, er bogstaveligt talt uafrystelig, kan man ved med smaa Mellemrum at trykke paa Gaflen, momentvis afbryde Strømmen,” som hun skrev i 1918. Man siger saa: Er De der endnu! Hallo! Apparatet er nok i Uorden! Naa, ja, vi var jo for Resten færdige. Farvel og paa Gensyn.” Snedigt).

Hyret med at afvise i telefonen, lyve eller lægge på midt i, kan vi alle undgå, når vi bruger tekst i stedet for telefoner. I 2010 argumenterede teknologiskribenten Clive Thompson i magasinet Wired for, at det simpelthen var høfligere at skrive end at ringe.

Telefonen, med andre ord, giver ikke nogen oplysninger om status, så vi afbryder konstant hinanden. De andre midler, vi har til rådighed, er høfligere,” skrev han.

Chatbeskeder lader os tjekke, om vores venner har travlt uden at irritere dem, og tekst lader os kontakte hinanden asynkront. (Plus vi har muligheden for at tænke mere over, hvad vi har at sige).”

Det virkeligt sjove, som Clive Thompson ikke kommer ind på, er så, at vi ikke har benyttet os af den mulighed, vi er blevet givet. I dag har vi den ultimative kontrol over hvornår og hvordan, vi vil kommunikere. Og hvad har vi brugt den til?

Til at stille os til rådighed altid. Hvis nu, nogen skulle skrive.

Bidrag fra Zetlands medlemmer

Ved du, hvorfor Zetland findes?

Vi følger otte enkle principper, der hjælper med at skabe plads til fordybelse og omtanke i en verden, der mangler præcis dét.

– Lea Korsgaard, medstifter og chefredaktør

I dag læser vores medlemmer: